Omslaget til bogen om Jan og Seksdages-mysteriet.

Jan og Seksdages-mysteriet

Bogen er nr. 65 i en serie med den unge detektiv Jan Helmer.
Omslagstegning skyldes Søren Brunoe.
Udgivet i 1960 på E. Wangels Forlag.
Trykt hos Oscar Fraenckel & Co.

På bogens bagside kan man læse følgende:

 


JAN - alle drenges helt

JAN OG SEKSDAGES-MYSTERIET

Jan er jo efterhånden ved at udvikle sig til et førsteklasses mandfolk, og efter den verdensomsejling, som han så uventet måtte afbryde, har han herhjemme været indviklet i adskillige spændende og dramatiske eventyr, men i "Jan og seksdages-mysteriet" kommer han dog ud for en af sit unge livs største prøver. Det bliver til en ubønhørlig kamp, sprængfyldt med dramatiske episoder, men selv om det kniber uhyggeligt, lykkes det dog i den sidste ende Jan at klare situationen.

En højdramatisk Jan-bog!

 

Kapitel 1

DRAMA I FORUM

6-dagesfeberen var allerede begyndt at rase over København, og efterhånden som starten til det store løb nærmede sig, blev det forsidestof i de fleste af landets aviser. Således gik det hver eneste vinter.

Navnlig i de senere år, da Danmark i det berømmelige Par nr. 7 - Karl Wange & Per Larsen - havde fået et par storryttere i international klassse. Nu kunne selv det lille Danmark være med i toppen, når det gjaldt det kæmpemæssige show, der kaldes 6-dagesløb.

Både i ind- og udland havde par nr. 7 fejret store triumfer, og meget tydede på, at cykelrytterne i det kommende løb ville få et nyt blad til laurbærkransen, for måneders hårdt træningsarbejde havde bragt dem i topform.

Det kan naturligvis diskuteres, om et 6-dagesløb er sport i egentlig forstand. Det er snarere en kæmpemæssig folkeforlystelse, som dag efter dag og nat efter nat kan samle tusinder af tilskuere. Hvis det alene drejede sig om at vise evnen som sportsmand, ville de stærke par naturligvis gå ud af dysten et utal af omgange foran de svagere par, men således er det aldrig.

Når løbet bliver skudt af, er det store sager, hvis der mellem det sejrende par og det svageste er en forskel på 15 baneomgange. Dette skyldes i førse række, at de fire-fem stærkeste par gennem hele løbet lurer på hverandre og helst ikke giver noget væk ved dørene, som det hedder i det specielle sportssprog.

I kampens lange forløb får småparrene simpelthen lov til at tage en masse "billige" omgange - ellers ville det jo hurtigt blive et helt parodisk billede for tilskuerne - men for samtlige deltagere gælder det, at de yder en mandfolkepræstation af største karat.

Lad så 6-dagesløbet i første række være show, men det er i hvert fald kun kraftige mandfolk, der kan gennemføre det, og ikke mindst på den sidste aften, hvor løbet måske først afgøres i den sidste time, er krigen knivskarp mellem de førende par.

En 6-dagessejr i København betyder meget, når der senere skal skrives kontrakter med de udenlandske cykelbaner, og derfor kæmper alle parrene med sammenbidt energi.

Den energiske direktør for banen i Forum havde forlængst fået alle kontrakter med de danske og udenlandske ryttere i orden, og aldrig tidligere havde man præsentere så fornemt et felt. Der manglede bogstavelig talt ikke een eneste af de parløbsryttere, der lå helt i topklassen, så alt var lagt op til en helt forrygende kamp.

Sportsjournalisterne var naturligvis ganske klar over dette, så der var intet mærkeligt i, at det kommende storløb fik så megen omtale i aviserne...

Som de fleste unge mennesker havde Jan Helmer altid interesseret sig meget for cykelsport, også for 6-dagesløb, men fanatiker var han dog aldrig blevet. Han havde nærmest en smule undren tilovers, når man hørte om de mennesker, der tilbragte nat efter nat i Forum's røgfyldte hal og vel nok næste morgen mødte dødtrætte på arbejdet. For disse mennesker måtte vel nok spændingen være et vigtigt led i en grå hverdag, men Jan havde nu altid befundet sig bedre i "Rex" ude på de salte vover eller i sportspaladsernes friske luft, hvor han som aktiv sportsmand øvede en indsats.

Dette havde dog aldrig afholdt ham fra at overvære 6-dagesløbenes forskellige faser, hvis han da vel at mærke ikke satte noget til ved det, og ydermere var det så heldigt for ham, at faderen, kriminalkommisær Mogens Helmer, havde overladt Jan et partoutkort, som på alle tider af døgnet gav ham gratis adgang til Forum's eftertragtede haller, oven i købet med ledsager!

Jan agtede at gøre brug af det, men misbruge det ville han dog ikke. Han anede ikke, at han i forbindelse med det kommende københavnske 6-dagesløb skulle komme til at spille en stor og afgørende rolle i et dramatisk eventyr!

Nu er her stemning og fest, hvem mon der klarer sig bedst?

Tonerne fra den muntre 6-dagesvals gjaldede fra Forum's højttalere. Startskuddet havde lige lydt, affyret af en ung, kendt skuespillerinde, pressefotograferne arbejdede energisk med deres flashlys; officials og løbsledere havde travlt både her og der, og publikum i den stopfyldte hal jublede af begejstring over, at det var kommet til at overvære indledningen på dette kæmpemæssige show.

Allerede fra det første minut var stemningen høj over hele linien. På de billige pladser sås flere hundrede skolebørn, og det syn kunne jo nok give anledning til spekulationer over, om lektierne til den kommende skoledag nu var blevet klaret helt tilfredsstillende!

Næppe var der kørt i fem minutter, før der lød et hyl af begejstring under hallens vældige glasloft. Et af de mindre danske par var gået i udbrud, og da ingen af de efterfølgende par lod til at være særlig opsat på at optage forfølgelsen, lød det lidt efter i højttaleren:

Par nummer elleve har vundet en omgang og ligger dermed alene i spidsen!

Et jubelbrøl hilste meddelelsen, som om den vundne omgang kunne få nogen som helst betydning for slutresultatet.

I en af logerne var der dog en københavns grosserer, der skænkede to hundrede kroner til det behjertede par, der lige fra start havde skabt flugt over feltet - og lidt efter gik udbruddene slag i slag. Hvert øjeblik lød det i højttaleren, at par nummer det eller det havde vundet en omgang, og da der var forløbet en halv time, var stillingen nøjagtig, som da løbet begyndte, lige bortset fra, at parret Lacordaire-Delage var kørt een omgang bagud. Da dette blev annonceret på den store lystavle, lød der en spredt piften i hallen.

Ganske vist hørte parret Lacordaire-Delage ikke til helt i topklassen, men dog et par internationalt kendte ryttere, og det sagkyndige publikum mente, at de to ryttere slet ikke havde kørt sig ud. Rundt på bænkeraderne opstod der diskussion. Størsteparten af de diskuterende mente naturligvis, at den tabte omgang var uden nogen som helst betydning, og at parret senere nok skulle gøre sig gældende.

Andre talte om, at de to drevne ryttere ville give modstanderne et falsk billede af deres styrke, og endelig var der blandt publikum de mest ophidsede, der rent ud erklærede, at Lacordaire-Delage var et par dovne fyre, der slet ikke burde være med i det københavnske 6-dagesløb!

Sammen med sin kone og nogle gode venner sad banens chef i sin private loge og fulgte løbets start. Det påvirkede ham ikke særligt, at det ellers stærke par Lacordaire-Delage var kørt en omgang agterud - selv af de "små" danske par - men i den næste time blev hans mine mere og mere dyster.

Der skete det ene udbrud efter det andet, omgang efter omgang blev taget af de forskellige par, og til sidst lå Lacordaire-Delage i bunden sammen med et par danske cykelryttere.

Den voldsomme pibekoncert gjaldt ikke danskerne, men de to udenlandske storryttere havde kørt så elendigt og uinspireret, at det var en ren gru.

Ingen kunne være i tvivl om, at de var ligeglade med, om de var frem"me i spidsen eller ej.

Delage gjorde dog i hvert fald noget af en indsats, mens Lacordaire kun havde et overlegent smil og en skuldertrækning til overs for den voldsomme pibekoncert.

Han var en sorthåret, solbrændt og meget smidig rytter, der tidligere var blevet overordentlig populær i København, men nu havde han i løbet af små to timer sat hele denne popularitet til, og dette gik naturligvis også ud over hans noget mere flittige partner.

Da der efterhånden faldt mere ro over feltet, ebbede pibekoncerten også ud, og Lacordaire stod af cyklen for at gå ind i kabinen. Hans partner fortsatte på banen, parat til at gå ind i en eventuel ny jagt, og banens sportslige leder gik hen til parrets kabine, åbenbart for at sige et alvorsord, idet publikums reaktion havde været fuldt berettiget.

Direktørens kone puffede sin mand lidt i siden og spurgte: "Hvad i alverden er der i vejen med Lacordaire?"

Han trak let på skuldrende: "Aner det ikke, men det ser mærkeligt ud. Jeg må hellere selv ned på banen for at undersøge sagen nærmere.

På vej ned hørte han bag sig en munter stemme: "Halløj, direktør... det går jo godt, hvad?"

"Nå, synes du det," svarede direktøren og fik øje på sin unge ven Jan Helmer, "det forekommer mig ellers, at Lacordaire på det nærmeste har lavet sit-down strejke. Vil du med over til parrets kabine?"

"Jo mange tak", svarede Jan, der flere gange tidligere havde været ovre ved de små kabiner og endda var ret kendt af flere af de ryttere, der havde kørt på Vinterbanen.

Han havde altid fundet det interessant at aflægge besøg ved kabinerne. Adskillige tungemål svirrede i luften, ofte iblandet danske gloser, for de fleste af rytterne havde været så ofte i København og Århus, at de havde lært sig noget af det vanskelige danske sprog. Og ikke mindst inde bage de små kabiners forhæng udfoldede der sig et besynderligt liv. Hvis ikke netop en jagt var i gang, lå en rytter fra hvert par som regel udstrakt på briksen, fik massage, drak en læskedrik eller delikaterede sig med en solid bøf, en lækker kylling eller noget andet godt, der kunne medvirke til at holde humøret oppe i de seks utroligt anstrengende døgn.

Hvert par havde sin faste mand, der sørgede for rytternes fuldendte forplejning og for, at cykelmateriellet altid var i den fineste forfatning. Disse betydningsfulde herrer havde som regel gennem utallige parløb Europa over erhvervet sig en solid viden, som kom deres ryttere til gode. De store par kunne altid tillade sig at engagere en medhjælper, der på samme tid var berømt - og meget dyr - mens de små par måtte klare sig under mere beskedne forhold.

I de første par døgn af et 6-dagesløb var der som regel aldrig noget besvær med rytterne, men så begyndte nerverne ofte at melde sig, og det kunne ikke så sjældent komme til kraftige meningsudvekslinger mellem rytterne og løbsledelsen. Navnlig de sydlandske ryttere kunne være meget temperamentsfulde, og et enkelt uoverlagt ord eller glimtet fra en flashlampe kunne få dem til at fare i flint.

Som ofte gik det hele hurtigt over, men for den strenge løbsledelse kunne det ofte nok være besværligt at få en dødtræt rytter til at sætte sig på cyklen, når manden langt hellere ville sove de retfærdiges søvn på briksen i den lille kabine.

Hvis en rytter gjorde sig for meget udtilbens, faldt der omgående en bøde, og mange af de udenlandske ryttere klagede tit over, at de ikke på nogen anden vinterbane i Europa blev behandlet så strengt som på banen i København.

Alligevel var de altid meget ivrige for at opnå kontrakter med den københavnske vinterbane, for en sejr eller god placering i et af de store parløb - og da navnlig i 6-dagesløbet - var noget, der talte fint på den internationale rangliste...

Da direktøren og Jan kom over til kabinen, nikkede direktøren mod forhænget, som var trukket for, og spurgte på fransk: "Hvad er der i vejen med Lacordaire?"

Parrets medhjælper, den berømte monsieur Lafitte, trak let på skuldrene og svarede: "Noget forbigående, hr. direktør."

"Hm! Hvis Deres mand er syg, må lægen kigge til ham. I hvert fald kan vi ikke have, at han bliver ved med at køre på den måde. For den høje gage er både han og Delage nødt til at gøre en indsats..."

I det samme blev kabinens forhæng trukket til side, og Lacordaire stak hovedet ud. Hans mine var overlegen, da han spurgte: "Noget galt, chef?"

Direktøren nikkede sammenbidt: "Ja, i høj grad..."

Og så kom det til en kraftig ordveksling mellem de to mænd. Jan havde aldrig kunnet rose sig af at være særlig stiv i fransk, men han forstod da det meste af, hvad der blev sagt. Det interesserede ham imidlertid ikke i synderlig grad, så i stedet for at lytte mere, betragtede han indgående de kostbare cykler, som stod opstillet foran kabinen.

De højt betalte ryttere havde aldrig mangel på cykelmateriel, og parret Lacordaire-Delage's cykler blev af monsieur Lafitte passet og plejet så omhyggeligt, som drejede det sig om sarte spædbørn.

Da Jan bøjede sig ned for at kigge lidt på den nærmeste cykels baghjul, skete der noget helt uventet. Lacordaire rev rasende forhænget til side og sprang op. Han knurrede noget ubestemmeligt på fransk, greb Jan i brystet og slyngede ham nogle meter hen ad banen. Angrebet kom så lynhurtigt og uventet, at Jan slet ikke fik tid til at værge for sig. Mens der rejste sig et brøl af rædsel, trillede han et stykke ind over banelegemet, just som den store skare af ryttere kom jagende forbi.

Men den rytter, der i øjeblikket førte feltet, reagerede lynhurtigt. Kun et par meter fra Jan kastede han ligefrem sin cykel til højre, og mens han fortsatte et stykke op mod barrieren, fulgte hele den øvrige stime lige i hans baghjul. En katastrofe var lykkeligt undgået, men det havde været i sidste halvdel af sekundet, og Jan kunne takke sin gode skæbne for, at cykelryttere som regel er folk, der forstår at handle med lynets fart.

Da Jan en smule fortumlet kom på benene, begyndte direktøren at bebrejde Lacordaire den brutale opførsel, men rytteren svarede hidsigt: "Jeg vil ikke have nogen til at pille ved mine cykler.... for jeg har før været ude for sabotage..."

"Åh, vrøvl!"

"Vist har jeg så, og jeg vil ikke have knægten rendende her. Kan De ikke få ham bort herfra, Lafitte?"

"Jo, nu skal jeg..."

Naturligvis var det kun de tilskuere, der havde udsyn til kabinen, som havde observeret det dramatisk optrin, men på disse bænkerækker gik diskussionen højlydt, og nysgerrigheden var meget stor. Hvad i alverden var der dog sket? Hvorfor var den unge mand blevet slået i jorden? Mon den temperamentsfulde Lacordaire pludselig havde fået en skrue løs? I så tilfælde måtte han vist hellere snart få den skruet fast igen og få en smule gang i pedalerne!

Direktøren ville sige endnu et par alvorsord til den hidsige cykelrytter, men i det samme løftede der sig et brøl, der næsten fik hallens mure og glastag til at skælve. En ny jagt var startet - og denne gang var det par nummer 7, der var i udbrud!

 

 

Kapitel 2

HANNE DUKKER OP

"Væk!" skreg Lacordaire hidsigt - "Lad mig komme til!"

To sekunder senere var han på cyklen og kastede sig ind i den vilde jagt, der var begyndt. Direktøren kiggede hovedrystende efter ham og mumlede: "Bare han ville være lige så energisk i resten af løbet."

Han vendte sig om mod Jan og spurgte: "Du kom vel ikke noget særligt til?"

"Jeg har før været ude for værre medfart", svarede Jan smilende, "men det var da så mærkeligt det hele...hm...hvorfor blev han helt skør, fordi jeg ville kigge lidt på hans cykel?"

Direktøren smilede lidt: "Cykelryttere er et besynderligt folkefærd. Til tider kan det være pokkers svært at forstå dem, men lad os nu..."

Han blev afbrudt midt i sætningen, for i det samme kom Lacordaire kørende forbi i jævn fart. Han havde afløst Delage i jagten og råbte hidsigt: "Lafitte, få den knægt væk fra min cykel!"

"Javel, javel..."

Direktøren slog afværgende ud mod den berømte franskmand: "Gør Dem ingen ulejlighed, monsieur Lafitte, for der skal ikke blive rørt med en lillefinger ved cyklen... men fortæl bare Lacordaire, at det bliver en alvorlig sag for ham, hvis han optræder sådan en anden gang! "

Fem minutter senere sad Jan oppe ved siden af direktøren og hans kone. Næppe havde de taget plads, før der lød begejsret bifald, og det blev meddelt i højttaleren:

Par nummer 7 har vundet en omgang og ligger dermed alene i spidsen.

Jan kastede et blik ud over den røgfyldte kæmpehal og kunne ikke bare sig for at smile lidt. Det var jo udmærket, at par nummer 7 havde taget en omgang og dermed opfyldt folkets ønske, men for slutresultatet var denne omgang naturligvis uden nogen som helst betydning. Karl Wange og Per Larsen var uden tvivl et par fortræffelige fyre og udmærkede sportsmænd, men der var nu noget komisk i, at de kunne blive hele nationens helte, fordi de kunne trampe hurtigere i pedalerne end andre dødelige.

Hvis en dansk læge eller videnskabsmand gjorde en opfindelse, der kunne blive til gavn for hele menneskeheden, blev han ikke nationens helt af den grund... ja, størsteparten af landets avislæsere ville vel ikke engang ofre tid på at læse artiklen om hans fantastiske opdagelse...men alle som een ville de samme læsere være ganske klar over, at par nummer 7 havde vundet en omgang og nu lå alene i spidsen!

Jan betragtede tankefuldt de mange ryttere, der jog af sted nede på banen. Få minutter senere havde også parrene 3, 6, 9 og 10 taget en omgang, og så var par nummer 7 jo strengt taget lige vidt! Nå, men på samme måde ville det jo nok gå i samtlige seks døgn, og først i løbets sidste times sidste minuts sidste sekund ville alt folket kunne juble af begejstring, hvis par nummer 7 stadig var den ene omgang i spidsen! Tjah, livets værdier blev jo ofte bedømt på vidt forskellig måde!

Inderst inde var Jan dog retfærdig nok til at gøre ret og skel. Han havde selv følt sportslig tilfredshed, når hans båd "Rex" var strøget først over mållinien, og sammen med kammeraterne havde han glædet sig, når han med et velplaceret skud havde sendt fodbolden i modstandernes mål. Det kunne slet ikke nægtes, at sporten havde sin store mission, og at den ofte kunne holde sine unge udøvere borte fra en langt værre og og mere usund fritidsbeskæftigelse!

Hvis der ellers var sportsplader og sportshaller nok i Danmark, ville indehavere af billardsaloner og tilrøgede danselokaler sikkert gå en kummerlig tilværelse i møde... og derved ville intet galt være sket!

"Nå, Jan", spurgte direktøren, "er du kommet dig af den væmmelige forskrækkelse?"

Jan smilede bredt: "Jah, jeg spekulerer somænd ikke mere på det...men jeg havde da aldrig troet, at Lacordaire kunne være sådan en tosset rad. Jeg havde minsandten ikke noget ønske om at sabotere hans kostbare cykel."

Og så var par nummer 7 på ny i udbrud...

Da Jan næste morgen sad ved bordet sammen med forældrene og spiste morgenmad, kom han igen til at tænke på cykelrytteren Lacordaires mærkelige opførsel. Den lille affære havde åbenbart vakt mere opmærksomhed, end man skulle have troet, for i Berlingske Tidendes referat fra 6-dagesløbet stod der blandt andet:

Henri Lacordaires flegmatiske kørsel og hans overlegne væsen overfor publikums berettigede reaktion var noget af en skandale. På løbets første dag kan det naturligvis være temmelig ligegyldigt, om det ene eller det andet par vinder nogle omgange - den slags skal nok ordne sig selv, inden løbet bliver skudt af, men det er ikke ligegyldigt, når en rytter af Henri Lacordaires format i den grad demonstrerer, at han er blevet engageret til en pris, der ikke svarer til indsatsen. Måske er han i øjeblikket noget ude af træning, hvad hans sidste resultater på de europæiske vinterbaner dog ellers ikke skulle tyde på, men en lille episode, der indtraf i begyndelsen af løbet, kunne også give mistanke om, at nerverne allerede nu er ved at komme lidt i uorden.
En ung mand, der i selskab med direktøren for banen besøgte hans kabine, blev brutalt skubbet ud på selve banelegemet, hvor en katastrofe kun blev undgået på grund af de jagtende rytteres snarrådighed. Lacordaire påstod, at den unge mand ville øve sabotage mod en af hans reservecykler, så løbsledelsen bør sikkert i de kommende døgn følge den temperamentsfulde rytters opførsel med største opmærksomhed.
Nok kan man bære over med, at 6-dagesrytternes nerver kan gå lidt over gevind, men det må ikke udarte til, at menneskeliv bliver sat på spil. Så undværer vi hellere dette store cirkus-show!

"Fornuftig snak", brummede kriminalkommisæren og lagde mogenavisen fra sig på bordet. Han forklarede kort, hvad Berlingske Tidende skrev, og spurgte: "Så du det, Jan?

"Jah, og jeg mærkede det også, for det var nemlig mig, der blev skubbet ud på banen."

Fru Helmer gispede: "Åh nej, min dreng...har du nu igen været i livsfare? Du skal da også evig og altid rode dig ind i de forfærdeligste ting."

"Nåh, det er da ikke så galt," mente Jan.

"Jo, vist er det så, og sådan har du altid været. Er den uhyggelige cykelrytter ikke blevet anholdt?"

Kriminalkommisæren lo lidt: "Næ mor .... så let går det nu heller ikke med at anholde folk her i Danmark. Hvis manden havde været ude på overlagt manddrab eller legemsbeskadigelse, havde sagen været oplagt, men her foreligger åbenbart kun et beklageligt udslag af nerver."

Fru Helmer rystede opgivende på hovedet: "Skal det absolut koste et menneskeliv, før sådan en skrækkelig cykelrytter bliver uskadeliggjort? Jan, vil du love mig een ting?"

"Hvad er det, mor?"

"Du går ikke til 6-dagesløb mere...det må du ganske bestemt love mig. Nu har denne morderiske cykelrytter fået kik på dig, og så skal det nok ende med en forskrækkelse."

Jan og faderen vekslede et hurtigt blik, og blinkede til hinanden.

Fru Helmer betragtede dem lidt misfornøjet og spurgte: "Er det virkelig så morsomt, at Jan har været i livsfare?"

"Vist er det ej, mor," svarede kriminalkommisæren muntert. "Men vi skal jo passe på ikke at gøre en myg til en elefant. Ved et rent tilfælde er Jan kommet ud for noget ubehageligt, men der er da ikke brøkdelen af en chance for, at det skal gentage sig. Du tror da vel ikke, at Lacordaire kun lurer på at slå Jan ihjel?"

"Man ved aldrig, hvor man har de franskmænd," mente fru Helmer, "jeg har selv været i Paris."

"Ja ja, men du er da sluppet godt fra det, og der sker somænd ikke det fjerneste ved, at Jan stadig går ind og kigger på 6-dagesløbet."

Han gned eftertænksomt hagen og fortsatte så, henvendt til Jan: "Jeg skal ikke prale med at have noget større kendskab til cykelløb.....hm.... men det forekommer mig nu, at der er lidt mærkeligt ved Lacordaires sportslige indsats og hans opførsel i almindelighed. Måske ligger der et eller andet alvorligt bag det hele."

Jan nikkede: "Jeg har tænkt på det samme, far. Hans cykel kunne da ikke tage skade af, at jeg kiggede lidt på den."

Det havde faderen ikke noget at bemærke til, og lidt efter tog han afsked for at give sig ind til det daglige arbejde på Politigården.

Da Jan en halv time senere sad inde på sit værelse og underholdt sig med sin dejlige schäferhund Boy, kom Hanne Beyer på besøg. Som sædvanlig bankede hun slet ikke på, men kom uden videre brasende ind i værelset. Jan havde forlængst opgivet at lave vrøvl i den anledning, så han indskrænkede sig nu altid til et opgivende suk.

"Hej, Jan!" hilste hun.

"Hej" svarede Jan uden større begejstring.

Hun lod sig dumpe ned i en stol og begyndte at pludre løs. Hanne havde i den senere tid været en sjælden gæst i det Helmer'ske hjem. Sammen med Jan havde hun ellers været med til at opleve en del spændende eventyr, både i Jylland og København, men til sidst havde hun fået betænkeligheder. Hun var ellers ikke bange for noget i denne verden - lige bortset fra mus - og hun havde gang på gang vist, at hun selv i de vanskeligste situationer var en pige med ben i næsen, men det havde gjort hende frygtelig bange, at Jan under eventyret ved Kyndbyværket og i landsbyen Skuldelev havde været i livsfare.*)

*) De begivenheder, der her hentydes til, er skildret i "Jan kæmper for livet".

Det var typisk for hende, at hun i den situation slet ikke havde tænkt på sin egen sikkerhed. Skønt hun allerede den gang havde taget den faste beslutning, at hun aldrig mere ville deltage i noget farligt og spændende eventyr, var hun dog nu så småt begyndt at fortryde. Hun havde altid, som Jan udtrykte det, været en hund efter spænding, og hun havde ikke forandret sig i så henseende.

Når hun havde trukket sig tilbage, skyldtes det simpelthen hendes håb om, at Jan ville gøre det samme. Hun tænkte mere på hans sikkerhed, end hun tænkte på sin egen. Men nu var hun begyndt at kede sig, og kastede derfor alle tanker om sikkerhed over bord!

"Nå?" spurgte hun muntert, "har mesterdetektiven noget at rive i for øjeblikket?"

"Nej, det ligger tungt", indrømmede Jan med et lille smil.

"For dog ikke at gå til af lutter kedsomhed har jeg tænkt mig at tilbringe de næste fem døgn i Forum."

"Til 6-dagesløbet?"

"Ja, bryder du dig ikke om den slags?"

"Jo, det er mægtig spændende. I århus var jeg flere gange til cykelløb, men her i København har jeg aldrig været det. Hvis du ellers vil regnes for at være en gentleman, inviterer du mig med. Og så kan det jo godt tænkes, at jeg giver kaffe og wienerbrød derinde."

Jan lo muntert: "Så bliver spøgen dyrere for dig, end den bliver for mig, for jeg har fået et partoutkort, der gælder med ledsager."

"Fint. Var det sjovt i aftes?"

"Åh ja, og ret dramatisk..."

Og så fortalte Jan om sine oplevelser. Hanne lyttede med store øjne, og da Jan havde endt sin beretning, sagde hun: "Det lyder da højst mærkeligt, Jan. Manden må da være ganske unormal, hvis han blev så skør, bare fordi du kikkede på hans cykel. Tror du ikke, der ligger noget mystisk bag ved det hele?"

"Noget mystisk?"

Hanne trak lidt på det: "Tjah, jeg ved snart ikke, hvordan jeg skal forklare det.....men....ja, jeg har nu på fornemmelsen, at der ligger et eller andet interessant i luften....hm....noget spændende."

"Åh, hold nu op, Hanne" lo Jan lidt drillende. "Der kan da ikke ske den mindste ting i nærheden af mig, før du mener, at det helt store drama er på vej....men måske...."

Han tav lidt, og fortsatte så mere alvorligt: "Pudsigt nok, men far var vist også inde på den tanke. Det er dog lige meget, om jeg betragter sagen fra den ene eller anden side, så kan jeg ikke se noget mystisk i den. Som regel er cykelryttere meget ømme over deres materiel, og måske har Lacordaire ment, at jeg ville øve sabotage mod hans reservecykel."

"Åh, vrøvl! Hvis manden ikke er skrupskør - og det er der vel næppe tale om - kan han da ikke få sådan en tanke. Vil du ikke kikke over til ham i aften?"

"Næh, ellers tak, jeg har somænd fået mere end nok af at hilse på ham den ene gang! Men vi er altså enige om, at gå i Forum i aften?"

"Helt i orden. Jeg glæder mig."

Da Hanne og Jan ankom til Forum, var alt endnu ikke udsolgt, men der kunne næppe være tvivl om, at der i løbet af en time eller to ikke ville være en ledig plads at opdrive. Aldrig tidligere havde et 6-dagesløb i København fået så megen presseomtale som dette. Ikke blot havde man samlet et rytterfelt af verdensklasse og mod den største gagesum, der nogensinde var præseteret i Europa, men allerede løbets første aften havde bragt dramatik for alle pengene. Henri Lacordaires besynderlige kørsel var genstand for megen presseomtale, og det brutale overfald på Jan var også blevet slået stort op.

Og allerede på løbets anden dag havde sportsjournalisterne fået mere at skrive om med hensyn til Lacordaire. Hans kørsel syntes at blive ringere og ringere, og rygtet fortalte, at han et par timer tidligere ligefrem havde været i håndgemæng med sin partner. Delage var også en cykelrytter i topklassen, og han gjorde sit bedste for at parret ikke skulle blive kørt helt agterud, men alle hans anstrengelser var forgæves, og det bebrejdede han sin makker i hårde ord.

Efter løbsledelens ordre havde Forum's sportslæge undersøgt Lacordaire på det nøjeste, men havde efter undersøgelsen erklæret, at den franske storrytter var i meget fin fysisk form, og dette havde fået bægeret til at flyde over for Delage. Skønt monsieur Lafitte prøvede på at lægge sig imellem, var det kommet til et lille slagsmål mellem de to cykelryttere, der dog ellers havde fejret så mange triumfer sammen på de europæiske cykelbaner.

De københavnske sportsjournalister havde sværmet omkring franskmændenes kabine som fluer over en krukke honning, men den barske monsieur Lafitte havde kæmpet som en løve for at holde alle nysgerrige på tilbørlig afstand. Ligesom Delage var han rasende på Lacordaire, men foreløbig prøvede han på at betvinge sin vrede. Efter sine mange år inden for cykelsporten havde han nået en næsten fabelagtig indsigt, og han var ganske klar over, at Lacordaire med vilje kørte så elendigt. Det skyldtes hverken sygdom eller manglende træning! Han knurrede indædt over denne manglende sportsmandsånd, men Lacordaire lod til at være ganske ligeglad med det hele. Man kunne lige så godt have slået vand på en gås!

Inde på Vinterbanens kontor havde chefen for banen haft en kort, men alvorlig samtale med løbets sportsleder, og det var resulteret i, at man ikke i al for lang tid ville finde sig i Henri Lacordaire's besynderlige luner. Han var blevet engageret for en meget høj pris, og så var det hans simple pligt at yde sit bedste, ikke blot af hensyn til publikum, men også af hensyn til sin makker, der jo ikke kunne kæmpe alene.

Men Lacordaire havde svigtet på det alvorligste, og hvis han ikke bedrede sig, ville han simpelthen blive taget ud af løbet! Makkeren Delage ville straks kunne blive sat sammen med en af de belgiske storryttere, der i øjeblikket kørte alene, fordi hans partner under eftermiddagens jagter var kommet ud for et grimt styrt og i øjeblikket lå til observation på Kommunehospitalet.

Hanne og Jan gik først ind på inderkredsen. Herfra havde man ganske vist aldrig nogen større mulighed for at kunne følge rytternes vilde jagter - så skulle man ihvertfald helst kravle op på ryggen af de foranstående - men man havde rig lejlighed til at følge det brogede folkeliv, der udfoldede sig i rigt mål.

Jan kunne ikke bare sig for at smile lidt, når han betragtede alle de tørstige sjæle, der i en tyk stime flokkedes omkring baren. Både bartenderen og hans medhjælpere havde travlt med at betjene de mange kunder, som ganske vist ikke fik set meget af cykelløbet, men til gengæld fik tørsten slukket.

Disse mennesker, tænkte Jan, ville nu ikke blot tilbringe hele aftenen i Forum, men højst sandsynligt ville de også ofre nogle timers værdifuld nattesøvn. Når de næste morgen mødte på deres kontor eller arbejdspalds, ville de være godt søvnige, men til gengæld ville de kunne fortælle deres kolleger, at de havde været til 6-dagesløb. I morgenaviserne ville de jo forinden have kunnet læse sig til, hvorledes den øjeblikkelige stilling i løbet var!

"Pyh," sagde Hanne, "sikke et mylder!"

"Det bliver meget værre om nogle timer", smilede Jan. "Mange mennesker har det jo så besynderligt. De kan ikke fordrage, at gå tidligt i seng, og de kan ikke fordrage at komme tidligt op om morgenen. Det er vist den slags man kalder forskudt arbejdstid."

I højttaleren fortalte speakeren ustandselig om tabte eller vundne omgange:

I spidsen ligger par nummer 3 med 88 point...
een omgang tilbage følger par nummer 7 med 123 point...
par nummer 9 med 99 point.
Opremsningen fortsatte og blev modtaget af publikum uden større interesse. Der kom først liv i tilskuerne, da speakeren sluttede:

Ni omgange tilbage ligger par nummer 4 med 11 point.

En øredøvende pibekoncert begyndte. Par nummer 4 var Lacordaire-Delage, og det var helt meningsløst, at dette internationalt berømte par nu var distanceret med de mange omgange og derfor havde den tvivlsomme ære at ligge alene - i bagenden! Ganske vist var der vel næppe en af de sagkyndige tilskuere der regnede med, at parret skulle ende på første- eller andenpladsen, men ifølge deres foreløbige resultater ude omkring på Europas cykelbaner skulle de ihvertfald kunne ende blandt topparrene. Derfor var det nærmest en skandale, at Lacordaire kørte sådan. Ingen regnede længere med, at han var syg eller handicappet på anden måde. Nej, ingen var i tvivl om, at det var med velberåd i hu, når han slet ikke kørte sig ud!

Pludselig sydede kæmpehallen af vild begejstring. Par nummer 7 var brudt ud! Fra en fordelagtig position var Per Larsen pludselig stukket af, og i en håndevending var han langt foran feltet. På fortræffelig måde afløste han Karl Wange, der bøjede hovedet helt ned over cykelstyret, og det lod til, at ingen af de førende ryttere i feltet havde lyst til at optage forfølgelsen.

Resultatet blev derfor, at par nummer 7 - favoritterne - fik lov til at tage en billig omgang, og det vakte naturligvis publikums jubel, at speakeren et øjeblik efter kunne forkynde i højttaleren:

Par nummer 7 har vundet en omgang og ligger dermed alene i spidsen.

Naturligvis var også denne omgang uden nogen som helst betydning for det endelige resultat, men nationens to helte havde gjort deres skyldighed over for publikum, der stadigvæk skulle holdes i konstant spænding.

For næsten samtlige storpar gjaldt det, at de kunne erobre en omgang, hvornår det passede dem, men efter bedste evne skulle jo showets spænding holdes vedlige, og så gjaldt det om at der ikke blev for mange omganges forskel mellem det førende og det sidste par.

I øjeblikket lå altså par nummer 7 alene i spidsen, men om en time ville det sandsynligvis være et af de udenlandske storpar, der havde overtaget førerstillingen.

Således var spillets lov, og hvis den lov ikke blev fulgt, ville hele spændingen fordufte, og Vinterbanens ledelse kunne kigge langt efter sine tilskuere!

Jan tænkte, at det vist til tider kunne være svært for de fire-fem stærke par at holde denne balance vedlige lige indtil løbets sidste aften, hvor der endelig blev krig på kniven! Først på denne aften ville det egentlige styrkeforhold mellem parrene gøre sig gældende, og så kunne der ikke være tvivl om, at det stærkeste par - hvis ikke uforudsete uheld indtraf - blev vindere af 6-dagesløbet!

Hanne, der ikke kunne se noget som helst på grund af den tætte stime af tilskuere omkring inderkredsens ydersider, spurgte spændt: "Hvem fører, Jan?"

Og Jan svarede smilende: "I den rigtige ende ligger Karl Wange-Per Larsen, og i den anden ende har vi Lacordaire-Delage."

"Flot", mente Hanne.

"Tjah, men ikke af Lacordaire", svarede Jan tørt. "Efterhånden er jeg mere og mere overbevist om, at der er noget mystisk ved den fyr."

 

 

Kapitel 3

MYSTIK

I brede strømme vedblev gæsterne at strømme ind i Forum, og efterhånden var der tæt besat i alle loger og på alle bænkerader. I logerne langs selve banen sad mange unge skuespillere og skuespillerinder, der endnu ikke var nået helt frem i det rigtige rampelys og derfor gerne ville fotograferes til dagbladenes reportager fra 6-dagesløbet, og oppe på bænkeraderne sad det brede publikum, der hverken havde håb eller ønske om at blive fotograferet, men til gengæld håbede på nogle timers spænding for en forholdsvis billig penge.

Disse tilskuere var kritiske, fordi adskillige 6-dagesløb havde givet dem ganske god forstand på sagerne, og piftekoncerterne begyndte da også oppe hos dem, når der nede på banen skete noget, der ikke var helt i sin orden.

Den tidligere så populære Henri Lacordaire havde i løbet af bare to døgn sat hele sin popularitet over styr, og han behøvede snart ikke vise sig på banen, før der blev pebet og hysset ad ham. Han havde dog kun et hånligt smil tilovers for folkets meningstilkendegivelse, og hans kørsel blev ringere og ringere.

"Ud med ham", lød det oppe fra en af de øverste bænkerader. Og snart lød det i taktfast kor: "Ud med ham...ud med ham!"

Nu er her stemning og fest,
hvem mon der klarer sig bedst?

"I hvert fald ikke Lacordaire", lød en rungende stemme. Og så blev musikken formelig overdøvet: "Ud med ham...ud med ham!"

Men pludselig blev det taktfaste råb afløst af et begejstringsbrøl. Par nr. 7 var på ny brudt ud. Nu ville nationens to kårne helte åbenbart vise, at de også kunne komme to omgange forud! Denne gang var det Karl Wange, der startede jagten helt oppe fra barrieren. Delage, der lå i spidsen for hovedfeltet, satte straks efter Wange, og det lykkedes ham også at nå helt op i hans baghjul, mens det efterfølgende felt blev ladt mindst en snes meter bagud, og afstanden øgesdes stadig.

Så kom Delages afløsning! Med et fast greb tog han fat i Lacordaires buksebag for at sætte han hurtigt i gang, men makkeren trådte ligefrem kontra i afløsningen, og så skreg Delage hidsigt: "Kør så, din idiot!"

De to makkere lå i en halv snes meter på linie, og Lacordaire, der havde opfattet råbet, slog rasende ud med knyttet hånd. Han ramte Delage lige i brystet med stor kraft. Den unge franskmand slingrede lidt frem og tilbage på banen, og så styrtede han med et brag, der gav genlyd under det vældige glasloft.

Mens feltet i det samme nåede op, lød der gennem hallen et indigneret brøl: "Føj...føj! Ud med ham...ud med ham!"

De drevne cykelryttere klarede sig på vanlig elegant vis fri af den faldne modstander, der sammen med sin cykel lå et par meter inde på selve banelegemet, og så lød de taktfaste råb med fornyet styrke: "Ud med ham...ud med ham!"

Oppe fra sin loge havde direktøren fulgt hele den dramatiske udvikling, og med sammenbidt mine rejste han sig fra pladsen. Nej, nu gik den ikke længere med Lacordaire.

Fem minutter senere var direktøren nede for at få en kort konference med den sportslige leder, og kort efter lød det i højttaleren:

På grund af usportslig optræden er Henri Lacordaire fra par nummer 4 blevet taget ud af løbet. Hans makker Delage danner nyt par sammen med...

Mere kunne der overhovedet ikke høres, for resten af speakerens ord druknede i et sandt begejstringshyl. Sjældent - eller aldrig - var nogen udenlandsk cykelrytter blevet så upopulær i København, som Henri var blevet det, og skønt det hele jo nu var afgjort, vedblev de taktfaste råb: "Ud med ham....ud med ham!"

Fra flere andre kanter lød råbene langt mere saftige og velmente, men alt andet overdøvedes dog af: "Ud med ham...ud med ham!"

I sportslig henseende havde det københavnske publikum altid haft ord for at være ret neutrale, ikke blot i fodbold, men også inden for alle andre sportsgrene, men hvis man endelig fik vished for, at en sportsmand - dansk eller udenlandsk - optrådte på en mindre korrekt måde, ja, så gaves der ingen nåde mere! Hvis der ikke skete noget helt uforudset, ville manden for tid og evighed være stødt helt ud i det iskolde, buldrende mørke, hvorfra der ikke gik nogen vej tilbage!

Sammen med Hanne var Jan gået op i direktørens loge, hvor der fandtes et par ledige pladser, og herfra overværede Jan hele dramaet nede på banelegemet.
"Huh!" udbrød han. "Det så grimt ud!"
"Ja", indrømmede Hanne, "den Lacordaire må da ikke være rigtig klog."

I det samme rejste direktøren sig fra sin plads, og da han passerede Jan, spurgte denne spændt: "Nå, hvad nu?" Og direktøren svarede kort: "Sagen med Lacordaire har vi jo afgjort, men jeg vil gerne se, om det hele nu ender godt dernede."

"Han er altså taget ud af løbet?"
"Ja, og han bliver ikke engageret her i Danmark mere!"
Så skyndte direktøren sig videre.

Jan sad et stykke tid og grublede lidt. Han syntes, at hele udviklingen havde været så mærkelig. Der kunne jo slet ikke være tvivl om, at Lacordaire var en parløbsrytter i internationalt format, måske ikke blandt de allerbedste, med dog i den elite, som der blev regnet med, og så havde han her i København gjort en ynkelig figur, skønt hans makker havde kæmpet som en sand helt.

Hvad kunne der ligge bag dette?

Det var jo forlængst konstateret, at Lacordaire ikke var syg og at han ydermere var i fin træning. Sammen med Delage var han kommet til København efter godt resultater på andre cykelbaner i Europa, sidst fra Bruxelles og Antwerpen. Og så kunne han ikke i løbet af få dage blive slået så totalt ud. Nej, der måtte ligge et eller andet bag det hele.

Men hvad?

Ja, det spørgsmål kunne Jan gang efter gang stille sig selv, men af gode grunde kunne han ikke finde noget svar på det. Nu havde han pludselig mistet al interesse for, hvad der skete under jagterne nede på banen, og sad kun og spejdede over mod Lacordaire-Delages kabine. Han så, at både direktøren og den sportslige leder stod uden for kabinen, og at de tilsyneladende var i heftig diskussion med den temperamentsfulde monsieur Lafitte. Den lille tykke franskmand gestikulerede energisk, mens de to danskere nøjedes med rolige, afværgende håndbevægelser. Det var tydeligt, at nordisk og gallisk temperament nu var sat op mod hinanden.

Så kom Lacordaire flegmatisk slentrende tilbage til kabinen. Fy-råb og piften lød stadig ned over hans syndige hoved, men han havde kun et hånligt smil tilovers for det hele. Da tilråbene efterhånden blev ham for voldsomme, opførte han sig som en gadedreng og rakte tunge ad publikum. Det var for meget for det ellers skikkelige københavnske publikum, og en regn af æbleskrog og halvgnavede appelsiner fløj over mod den overlegne franskmands kabine. Kasteskytset ramte både diretøren, sportslederen og monsieur Lafitte, mens Lacordaire gik fri og nøjedes med at række tunge en gang til. Han følte sig åbenbart helt på højderne.

Af naturen havde Jan aldrig været nysgerrig - højst videbegærlig! Men i øjeblikket kunne han nu godt have tænkt sig at høre de ord, der blev vekslet mellem hovedpersonerne ovre foran kabinen. I hundredevis af andre tilskuere havde lige det samme ønske! Men ifølge sagens natur måtte alle blive skuffede.

Hanne gav Jan et lille puf i siden: "Du Jan, det er da noget underligt noget, ikke?"
"Meget underligt" indrømmede Jan eftertænksomt. "For at sige det som det er, så forstår jeg ikke et klap af det hele. Gør du?"
"Ja!"
"Hvad?"
Hun smilede drillende: "Ja lige netop, hr. mesterdetektiv! Jeg forstår i øjeblikket så meget, at Henri Lacordaire lige fra den første time har arbejdet på, at blive taget ud af løbet. Det kan du godt bide dig selv i næsen på!"
"Jamen hvorfor dog? Han kan da ikke være interesseret i at gøre en så dårlig figur her i København, at det kommer til at skade hans kontrakter med andre europæiske vinterbaner. Nej Hanne, den må du længere ud på landet med!"

Hun trak let på skuldrene: "Enhver bliver salig i sin tro, Jan, og du kan godt regne med, at jeg i øjeblikket bliver salig i min! Vær du bare brandsikker på, at Henri Lacordaire fra første øjeblik kun har arbejdet på at blive taget ud af løbet. Men hvad grunden til det er, ja det må jeg blive dig svar skyldig på."
"Det var da ganske rart at høre", smilede Jan. "Så har en anden stakkel da en lille chance for at finde ud af det. Men, se nu bare, hvad der sker ovre ved fyrens kabine."

Og der skete virkelig noget mærkeligt. Lacordaire havde nu åbenbart fået nok af at spille bajads foran det larmende og piftende publikum, men i stedet for at gå ind bag kabinens forhæng og klæde sig om til civil dragt, gjorde han noget helt andet, der så meget overraskende ud. Han slængte en af sine reservecykler op på skulderen - netop den cykel, som Jan den foregående aften havde villet betragte - og så begyndte han under publikums vedvarende hujen at spankulere hen langs de andre kabiner.

"Hvad i alverden," mumlede Jan, "mon fyren har tænkt sig at forlade Forum i den påklædning?"
Det havde franskmanden åbenbart, for han fortsatte ufortrødent sin gang, ganske ligeglad med publikums piften og fy-råb.
"Han har en skrue løs", sagde Hanne.
"Hm"
"Vist har han så, Jan. Hvis manden ellers er normal, vil du da ikke fortælle mig, at han med sin cykel på nakken stepper ud i Københavns gader, kun iført trøje og korte bukser. Har du før været ude for noget lignende?"
"Næh, ganske vist..."
"Så regn bare med mit ord. Manden er tosset!"
"Tror du?"
"Bombesikkert!"
"Hm, jeg har ellers den største respekt for dine åndsevner, Hanne, men i dette tilfælde tror jeg nu, at du træder i spinaten. Henri Lacordaire er ikke mere tosset end du og jeg. Og ved du hvorfor jeg tror det?"
"Næh..."
"Han var bange for, at jeg skulle komme for nær ved hans reservecykel, og han har lige fra det første minut arbejdet på at blive taget ud af løbet. Kan det ikke sige dig noget"
"Ikke et klap!"
Jan lo lidt og rejste sig: "Vil du med, Hanne?"
"Hvorhen?"
"Nåh, jeg har bare lyst til at følge efter Lacordaire. Det kunne jo være ganske pudsigt at se, hvor han tænker på at parkere sin værdifulde reservecykel. Vil du med?"
"Naturligvis."
"Kom så!"

De to unge kantede sig hurtigt forbi de mange siddende tilskuere på rækken, og lidt efter stod de uden for Forum's hovedportal. Her holdt en række Taxa-vogne, som åbenbart ventede på tur. Jan kastede et blik omkring sig, og sagde til Hanne: "Vi må vist hellere vente her for at se, hvad der sker. Jeg har på fornemmelsen, at Lacordaire vil køre bort i Taxa."

Og det fik han ret i. Lidt efter dukkede den franske cykelrytter op med sin cykel over skulderen. De mange mennesker, der ventede på at slippe inden for Forum's mure, stirrede en smule forbløffet på den let påklædte cykelrytter, men Lacordaire lod som ingenting. Han vekslede nogle ord med chaufføren i den først holdende Taxa, fik sin cykel bundet fast oven på taget, og gav en kort besked på gebrokkent dansk.

Så fik Jan travlt. Han havde hele tiden passet på, at den franske cykelrytter ikke fik øje på ham i det skarpe lys foran Forum's hovedportal - det kunne jo nemlig tænkes, at Lacordaire ville genkende ham fra den foregående aften - og så sagde han hurtigt til Hanne: "Ind i bil nummer to med dig, Hanne!"
"Jamen..."
"Ind med dig! Nu skal vi skygge Lacordaire!"
"Tror du, at vi kommer ud for noget spændende?"
"Jeg er næsten sikker på det!"
"Så er vi på'en igen, Jan", jublede Hanne.

Jan havde givet chaufføren ordre til, at han skulle følge tæt efter den første bil, men dog ikke så tæt, at det ville vække mistanke. Chaufføren grinede imidlertid bredt: "Nåh, det sker der somænd ikke så meget ved, for det er min gode ven Larsen, der kører foran. Selv om han i sidespejlet ser, at vi forfølger ham, vil han ikke sige et kuk af den grund. Han er vist i forvejen noget betænkelig, fordi han har fået den mærkelige cykelrytter op at køre."

Han drejede hovedet halvt og spurgte nysgerrigt: "Hvor mon den mærkelige cykelrytter skal hen?"
"Aner det ikke," svarede Jan lidt afvisende, "vi skal bare følge efter ham, og så finder vi jo nok ud af det."
"Er der noget mystisk ved ham?"
Jan lo lidt: "Sikkert en hel del. Og det kan jo godt tænkes, at vi i fællesskab kommer ud for det helt store eventyr!"

 

 

Kapitel 4

DEN MISLYKKEDE FORFØLGELSE

Mens de to Taxa-vogne i temmelig god fart og med kun en snes meters mellemrum kørte gennem gaderne, sad Jan tavs tilbagelænet i hjørnet af sædet. Kun med mellemrum kastede han et blik ud gennem sideruden og interesserede sig i øvrigt ikke stort for de gader, som de to biler kørte igennem.

Oplyste sporvogne, elektriske standere, tudende biler, mangefarvede neonlys, og hvad en storby ellers byder på af den slags, var i øjeblikket noget ret ligegyldigt for ham. Henri Lacordaire var langt mere interessant! Der kunne vist næppe være tvivl om, at der lå noget mystisk bag den mands hele opførsel!

En tanke var slået ned i Jan. Han havde nu en sikker fornemmelse af, at Lacordaire med velberåd i hu havde arbejdet på at blive taget ud af 6-dagesløbet, fordi han gerne ville have en gyldig grund til at fjerne sin reservecykel fra Forum! Der kunne jo ikke være tvivl om, at den fine racercykel var af temmelig stor værdi, men der måtte sikkert være et eller andet ved den, der gjorde den helt ubetalelig for den franske cykelrytter. Ellers ville han ikke den foregående aften have opført sig så komplent hysterisk og ubehersket. Og ellers ville han ikke, uden at klæde sig om, have forladt Forum med reservecyklen på nakken. Noget lignende havde man ikke set før.

"Vi kører nordpå", sagde Hanne.
"Hva'?"
Hun gentog lidt irriteret: "Vi kører nordpå, hr. sporhund, og så kunne du jo gerne fortælle lidt om, hvad du sidder og skumler over i øjeblikket. Hvorfor er du så interesseret i den skøre franskmand?"
"Han er nok værd at interessere sig for", mente Jan og kastede et blik ud gennem vinduet.

Bilen var ved at køre ind over Trianglen, og gennem forruden kunne Jan se, at Taxa'en foran fortsatte ad Østerbrogade mod Strandvejen. Jan bøjede sig frem og spurgte chaufføren: "Mon cykelrytteren har opdaget os?"
Chaufføren brummede lidt: "Hvis han har haft mistanke, har han jo nok kigget tilbage nogle gange, og så må han have opdaget, at han bliver forfulgt. Men tror De mon, at han har mistanke?"
Jan lo dæmpet: "Hvis han havde genkendt mig, da vi stod foran Forum's hovedindgang, ville han ganske automatisk have fået mistanke, men jeg er helt sikker på, at han ikke så mig. Og De tror ikke, at Deres kollega siger noget til manden om, at de bliver forfulgt?"
"Næh, så'n er Larsen ikke", svarede chaufføren, og hans stemme lød ligefrem en smule forarget. "Naturligvis har han set i sidespejlet, at jeg følger efter ham, men så er han klar over, at der er noget særligt på færde, og så skal han nok holde munden lukket."

Bang! Knaldet lød højt på den forholdsvis nattestille Strandvej. Jan blev kastet lidt til siden, da bilen slingrede, og chaufføren brummede noget uforståeligt, mens han lod den bumpende bil løbe farten af sig. Der var sket en eksplosion på et af hjulene.

"Så skulle da også pokker stå i det", udbrød Jan ærgerligt, mens han gennem forruden så, at den anden bil hurtigt forsvandt. Chaufføren var mindst lige så ærgerlig, da han forsigtigt lod vognen trille ind til kantstenen. I alle de år han havde kørt som Taxa-chauffør, var det første gang, at han var ude for en eksplosion, sagde han. Taxa's materiel var altid det bedst tænkelige, men ingen kunne jo helt gardere sig, når uheldet endelig var ude. Blot forbistret ærgerligt, at det skulle ske netop nu.

"Hvad nu", spurgte Hanne.
Jan trak opgivende på skuldrene: "Tjah, hvad nu. Vores offer er jo forsvundet, og så står vi to bare tilbage med håret ned ad nakken."
"Nåh, det er da ikke helt sikkert", mente Taxa-chaufføren, der jo kendte sit job ud og ind.
"På et eller andet tidspunkt vil Larsen jo sikkert komme tilbage ad samme vej, når han har afleveret sin passager, og så kan vi jo bare standse alle Taxa'er, som kommer nordfra med grønt lys. Larsen kan jo så fortælle os, hvor han har sat sin passager af."

Jan nikkede: "Det lyder vældig fornuftigt, men Larsen kan jo have taget nye passagerer op på tilbagevejen, og så kører han ikke med grønt lys. Vi kan jo ikke så godt stoppe alle de Taxa-vogne, som kommer nordfra. Med mindre han har radio!"
"Næh, så hænger vi jo lidt mere på'en", indrømmede den djærve chauffør, "men vi kan da håbe på det bedste. Radio har Larsen aldrig villet have."
"Vil De påtage Dem at standse alle Deres kollegaer med grønt lys?", spurgte Jan spændt.
Chaufføren skævede til den eksploderede ring og svarede: "Joh, det bliver naturligvis det bedste, men så kommer jeg jo nok til at miste nogle timers kørsel."
"Blæse være med det", sagde Jan, "jeg giver Dem tyve kroner mere end Taxametret viser i øjeblikket."
"Så er sagen klar, unge mand."

Og så gik chaufføren over til det modsatte fortov sammen med Jan og Hanne. Jan var ganske klar over, at dette måtte være den eneste rigtige løsning. Hvis han selv skulle have stoppet alle Taxa'er med grønt lys, kunne det godt være kommet til lidt surmuleri, når de standsede chauffører ikke fik tur, men det lå helt anderledes når de blev stoppet af en kollega, der i få ord kunne forklare sagen. I hvert fald var der en stor chance for, at chauffør Larsen ville komme kørende tom tilbage mod byen.

Men det blev en stor skuffelse. I den næste time blev adskillige Taxa'er standset, når de kom kørende med grønt lys, men i ingen af dem sad Larsen på førersædet. Når de optagne Taxa'er kørte forbi, kiggede Jans chauffør efter de bagerste nummerplader, men den med så stærk længsel ventede Larsen viste sig ikke.

"Skal jeg ikke gå over i vognen og kalde kontoret", spurgte chaufføren til sidst, "måske kan jeg få oplyst, hvor Larsen har sat cykelrytteren af."
"Mon kontoret vil opgive det, når forespørgslen ikke kommer fra politiet", spurgte Jan lidt betænkeligt.
"Vi kan da forsøge."

Chaufføren løb hurtigt over Strandvejen til sin vogn, og Jan syntes, at det varede en evighed, før manden kom tilbage. Og resultatet havde ikke været godt. Under de særlige omstændigheder havde kontoret ikke haft noget imod at give oplysninger om chauffør Larsens kørsel i de sidste par timer, men han havde ikke meldt sig fra nogen holdeplads.

"Lacordaire har vel ikke slået ham ihjel", spurgte Hanne usikkert.
"Åh vrøvl", affærdigede Jan lidt irriteret, "du tror da også at det altid drejer sig om det helt store drama. Nok er franskanden en hidsig rad, men hvorfor søren skulle han myrde en fredelig københavnsk Taxa-chauffør."
"Man har da før hørt om den slags..."
"Ja det er godt", afbrød Jan.

Han vendte sig mod chaufføren og spurgte: "Kan De hurtigt få skiftet hjul og køre os tilbage til Forum?"
"Jeg kan være klar om ti minutter."
"Helt i orden, gå bare i gang."

Mens chaufføren lidt efter lidt tumlede med dunkraft og hjul, trippede Jan ligefrem af utålmodighed. Et øjeblik tænkte han på, at ringe til faderen og fortælle om alt det der var sket. Men hvad ville mon kriminalkommisær Helmer sige til det? Hvad kunne man anklage Lacordaire for? Tjah, han var blevet taget ud af 6-dagesløbet og havde forladt Vinterbanen i sit sportskostume og med en af sine reservecykler på Taxa'ens tag, men var der noget kriminelt i det?

Jo, der var sikkert noget kriminelt i det, tænkte Jan, men det var bare forbistret svært, at give en nogenlunde god forklaring på det. I sit stille sind måtte han indrømme, at han i øjeblikket var helt i vildrede. Han var blot overbevist om to ting: For det første havde Lacordaire lige fra den første time arbejdet på at blive taget ud af løbet. For det andet havde det været ham meget magtpåliggende at få sin reservecykel med fra Forum. Nej, der kunne næppe være tvivl om de to ting.

Men hvad lå der bag det hele?

Ja, det spørgsmål blev Jan ved med at komme tilbage til. En idé var forlængst slået ned i ham, men den var så fantastisk, at han næppe turde tro på den. Foreløbig turde han kun regne med, at den franske cykelrytter så hurtigt som muligt havde ønsket at få bragt sin mystiske reservecykel ud fra Forum.

På vejen ind mod byen var Hanne en smule gnaven. Hun mente - og ikke helt uden grund - at Jan holdt noget skjult for hende. Men da hun kom med en bemærkning om det, sagde Jan lidt afvisende: "Når tiden er inde, skal du nok få hele forklaringen. Indtil da må du styre din nysgerrighed. Jeg siger ikke noget nu!"

Hanne lænede sig surmulende tilbage i hjørnet, og Jan var ikke langt fra at få en smule samvittighedsnag. Måske optrådte han i øjeblikket ikke helt fair over for den pige, der under forskellige spændende og farlige affærer havde været ham til uvurderlig hjælp. Ved flere lejligheder ville det hele være gået i fisk, hvis han ikke havde haft Hanne Beyer ved sin side. Ja, der kunne endda være sket det, der var langt værre. Det kunne derfor ikke nægtes, at han var hende stor tak skyldig. Han skævede til hende, og i den elektriske gadebelysning kunne han glimtvis se hendes kønne, kække ansigt, der dog nu så temmelig sammenbidt ud.

"Op med humøret, du gamle!"
"Hold mund, din ged!", snappede hun ham af.
Hun sad lidt tavs, og så kom det iltert: "Jeg er godt klar over, at du i øjeblikket har mistanke om et eller andet, der er både spændende og farligt, og hvis du ellers ville det, kunne jeg godt blive dig til stor hjælp. Men når du optræder på den måde, ja så skal du ikke regne med mig.
"Ikke?", smilede Jan.
Hun trak lidt på det: "Nej, ihvertfald ikke bombesikkert. Og hvorfor skal vi for resten tilbage til Forum nu?"
"For at kigge på cykelløb."
"Åh sludder", vrissede hun, "i øjeblikket er du ude på noget ganske bestemt, som jeg bare ikke må vide noget om."

Så kørte Taxa'en op foran Forum. Da Jan kom ind i den store hal, daskede han de første minutter lidt rundt på må og få, stadig fulgt i hælene af Hanne. Tilsyneladende interesserede han sig meget for det brogede folkeliv, der rørte sig rundt om ham. Tobakstågen hang tæt over det vældige lokale, og for de tilskuere, der sad langs hallens ene langvæg, kunne det være svært at se, hvad der skete ovre på den anden side. Men folk lod til at være lige lykkelige af den grund. Hvis de kun i korte glimt kunne se rytterskaren jage forbi nede på banen, så kunne de ihvertfald følge med i højttaleren, som ustandselig brægede sine meddelelser ud over hallen.
En jagt var i fuld gang, og højttaleren meddelte, at det tyske par Müller-Reidich var brudt ud. Et par af de små danske par optog forfølgelsen, men ellers lod det ikke til, at feltet nærede større interesse for dette udbrud. Tyskerne lå ikke i nogen særlig god position, og så kunne de store kanoner somænd godt unde dem en omgang. Det skete der jo ikke noget ved, når storparrene kunne beherske hele situationen i det øjeblik, de ønskede det. Sådan set var det jo kattens leg med musen, og det var både Vinterbanens ledelse og publikum ganske klar over. Glæden og begejstringen var dog ikke mindre af den grund.

I modsætning til, hvad der for eksempel var tilfældet ved atletik-konkurrencer, blev der i 6-dagesløb ofte "givet ved dørene", og ikke en sjæl fandt noget usportsligt i dette. Det var jo trods alt løbets sidste aften, der afgjorde sagen. Så man kunne for den sags skyld godt have indskrænket løbet til blot at vare i 6 timer!

Højttaleren meddelte, at det tyske og tre danske par havde vundet en omgang, og meddelelsen blev modtaget med behersket jubel. Publikum var jo ganske på det rene med, at denne omgang ikke havde kostet blod, sved eller tårer!

Oppe fra de bageste rækker lød det brølende: "Kom så, Karl og Per!"
Men de to nationalhelte lod ikke til at interessere sig særligt for opfordringen. Den lidt surt udseende Karl Wange og den smilende Per Larsen trillede i jævn fart rundt med det øvrige felt. De to storryttere vidste naturligvis nøjagtigt, hvornår de skulle sætte ind med en eller anden overraskelse. I pointspurterne lå de nu som nummer eet, og navnlig Per Larsen vedblev at score de værdifulde points, som ved løbets afslutning kunne blive af afgørende betydning. Ikke så sjældent blev et 6-dagesløb afgjort på points, så derfor gjaldt det om at bøje overkroppen og trampe i pedalerne, når klokken lød.

Så eksploderede Per Larsen. Det var næppe publikums opfordringer der fik ham til det, men simpelthen det, at han fra en god position havde set sin chance. Og så måtte man jo give sit trofaste publikum lidt smæk for skillingen. Som et lille lyn for han af sted over banen, afløste Wange, blev igen afløst af denne, mens flere andre par efter bedste evne var gået med i udbruddet. Og efter nogle minutters forløb lød det i højttaleren:

Par nummer 7 har vundet en omgang og ligger dermed alene i spidsen.

Begejstringsbrølet var det sædvanlige, og det overdøvede totalt speakeren, der et øjeblik efter kunne meddele, at fire andre par også havde vundet en omgang. Først og fremmest var det nationalheltene Wange-Larsen, der talte i publikums bevidsthed.

Engang for århundreder tilbage har en klog mand sagt, at publikum er det mest brølende og ubarmhjertige uhyre der findes. Og den dag i dag har ordet sin gyldighed. Når par nr. 7 stadig var på højderne og kunne byde sit publikum på al den spænding og pirring der ønskedes, var beundringen næsegrus. Men vé det arme par, hvis det af en eller anden grund blev kørt fem, seks omgange bagud. Så var det øjeblikkelig slut med populariteten, og piftekoncerterne kunne begynde.

Parrene 9 og 11 har vundet en omgang, forkyndte speakeren i højttaleren.
Men bifaldet overdøvede ikke den stemme, som ved baren på inderkredsen sagde: "Lad os få tre øl her!"

Således var nattelivet ved et 6-dagesløb: Godt med drikkevarer, tobakståge som man næsten kunne skære igennem, piften og begejstringsbrøl. Og når stemningen var ved at blive en smule mat:

Nu er her stemning og fest,
hvem mon der klarer sig bedst?

Den ellers så charmerende Hanne Beyer var i aftenens løb blevet godt gnaven. Ikke blot følte hun sig irriteret over, at Jan skjulte noget for hende, men også at hun ustandselig skulle pjokke i hælene på ham. Hele tiden var Jan så tavs som en østers.

"Nu ta'r jeg hjem", sagde hun til sidst, "jeg gider ikke mere rende rundt her og spille dummepeter.."
Jan daskede hende muntert på skulderen: "Pladder med dig, Hanne, er du søvnig?"
"Næh, ikke endnu, men jeg bliver det, hvis jeg stadigvæk skal være sammen med dig. Hvorfor sker der ikke noget?"
"Parrene nummer 9 og 11 har lige vundet en omgang", drillede Jan.
Hun tjattede irriteret ud efter ham: "Åh, jeg vil springe op og falde ned på parrene 9 og 11. Når vi skulle tilbage her til Forum, må du have en idé med det. Og så kunne jeg jo godt tænke mig, at du fortalte lidt mere om det hele!"

Jan lo drillende: "Din hukommelse er vist ikke så god mere. Da vi havde oplevet de store begivenheder ved Kyndby-værket og i Skuldelev, erklærede du meget bestemt, at du aldrig mere ville være med til noget som helst i retning af fare og spænding. Og det synspunkt bøjer jeg mig naturligvis for. Jeg har en lille mistanke om, at denne sag med Henri Lacordaire godt kan blive noget ud over det almindelige - muligvis både farlig og spændende - og så synes jeg ikke, at du skal rode dig ind i noget."

Hanne slog hans bemærkning hen som snak, men han fortsatte: "Og så har jeg forresten lovet min far, at jeg aldrig mere vil udsætte en lille pige for fare af nogen som helst art."
Han bemærkede hendes dystre mine og fortsatte: "Men all right, Hanne, på forhånd kan man naturligvis ikke sige, om hele denneher sag kommer til at byde på fare, men spændende tror jeg afgjort at den bliver. Så jeg håber du stadig er med på at fortsætte opklaringsarbejdet sammen med mig?"
"Jo, afgjort", svarede hun ivrigt.

 

 

Kapitel 5

JANS OPDAGELSER

I Forum afløste de vilde jagter og tabte eller vundne omgange hinanden i een uendelighed, og det var mere end beundringsværdigt, at speakeren og løbets officials kunne hitte rede i denne store forvirring. For publikum kunne det ihvertfald knibe til tider, men meddelelserne i højttaleren hjalp ihvertfald på begreberne. Vinterbanens sportsleder havde ikke mindre travlt. Gang på gang var der en rytter, forsøgte at pjække den, til andre tider forekom der ureglementerede afløsninger, og ikke så sjældent trillede rytterne af sted nede på den flade del af banen.

Kun sjældent begik cykelrytterne dog meget grove overtrædelser, men hvis dette skete, blev der af den strenge løbsledelse omgående idømt en bøde eller en tabt omgang. Når dette skete, blev ikke mindst de sydlandske ryttere helt ude af sig selv, og til publikums store jubel opførte de hele dramatiske scener oppe foran dommerlogen. De gestikulerede, råbte op og opførte sande krigsdanse, som kun kunne vække munterhed hos de mere koldblodige nordboer.

Og dommerne var så konsekvente, at de ikke på noget tidspunkt lod sig rokke fra deres een gang afsagte dom. De udenlandske ryttere stod helt uforstående over for dette, for på andre af Europas vinterbaner kunne deres livlige krigsdanse og voldsomme protester godt opnå den ønskede virkning. Efter deres mening var danskerne alt for strenge i bedømmelsen af større eller mindre forseelser.

Par nummer 8 har vundet en omgang, meddelte højttaleren.

Jan var ganske uinteresseret i denne omgang - og forresten kunne han heller ikke huske hvem par nr. 8 var. Og så sagde han til Hanne: "Lad os gå op og sludre lidt med direktøren, vi må jo se at komme videre i denne sag, hvis vi skal ofre vores nattesøvn."

Da Jan oppe i logen havde præsenteret Hanne for direktør-parret, satte han sig og fortalte i dæmpet tone, hvad han havde oplevet de sidste to timer. Direktøren rystede på hovedet: "Ja, det lyder jo meget mystisk, og morgenaviserne skal nok få en større historie ud af, at Lacordaire forlod Vinterbanen i sportskostume med sin cykel på nakken."
"Tjah", svarede Jan, "det hele forekommer noget mystisk."
Direktøren forklarede videre: "Nu er Lacordaire ihvertfald taget ud af løbet, og hans makker sat sammen med en anden, så jeg kan strengt taget være ligeglad med, hvad der videre sker med den mærkelige franskmand. Men hans opførsel har alligevel gjort mig nysgerrig, så hvis der er noget jeg kan hjælpe dig med, må du sige til."
Jan svarrede: "Jamen jeg vil gerne stille Delage nogle spørgsmål, hvis der bliver mulighed for det."
Det mente direktøren absolut der måtte være: "Så vidt jeg kan se, er jagterne gået lidt i stå og der ved at falde en smule ro over feltet, så du kan følge med mig over til Delage, og se om han vil tale med dig."

Mens Hanne ventede i logen, gik Jan og direktøren over til Delage's kabine ved inderkredsen. Det varede heller ikke længe, før Delage stod af cyklen og ville gå ind i kabinen. Direktøren spurgte på fransk, om Delage ville besvare et par spørgsmål fra den unge journalist (Jan). Det havde Delage ikke noget imod. Med direktøren som tolk kom en samtale lidt efter lidt i gang, og Jan startede med at spørge: "Ved De, hvorfor Deres partner kørte så dårligt?"
"Nej!"
"Har De ingen mistanke om det?"
"Jo, han arbejdede på at blive taget ud af løbet."
"Hvorfor?"
"Aner det ikke."
"Var det ikke mærkeligt, at han forlod Vinterbanen så hurtigt, at det skete i sportskostume?"
"Joh..."
"Er hans reservecykel særlig værdifuld?"
"Alle vores cykler er værdifulde, men jeg kan ikke svare på, hvorfor Lacordaire's cykel skulle være mere værdifuld end andre. Jeg var selv en smule forbavset over hans opførsel. Og nu kan vi vel godt regne med, at vi ikke får flere kontrakter i København og Århus?"
"Joh, De får det, Delage", svarede direktøren kort.

Og så spurgte Jan videre: "Har Lacordaire gode bekendte her i København?"
Delage betænkte sig lidt, før han svarede: "Jah, oppe i EllerupEnriettevej, et eller andet nummer på højre side ned mod vandet. Jan smilede lidt. Han havde ikke behøvet en tolk for at forstå, at franskmanden havde taget hensyn til de stumme h'er på fransk. Ellerup var naturligvis Hellerup, og Enriettevej var lige så sikkert Henriettevej.

Det var slet ikke nogen dårlig oplysning, tænkte Jan med stor tilfredshed. Nu var der en mulighed for at nå nærmere til mysteriets løsning. Han stillede endnu en del spørgsmål, men svarene var uden større betydning, og så sagde han til direktøren, at han var fuldt tilfreds med den lille ekspedition. Delage så temmelig lettet ud, da han kunne trække sig tilbage på briksen i den lille kabine.

Direktøren og Jan havde næppe forladt stedet, før der inde bag forhænget lød dybe snorketoner. Således var det altid med 6-dagesryttere. De var næsten faldet i søvn, før de dejsede om på briksen.

Direktøren vendte sig mod monsieur Lafitte og sagde i en lidt drillende tone: "Ja, så har vi ikke mere at spørge Deres mand om, Lafitte."
"Det var da godt", svarede den lille tykke franskmand og lignede en tordensky, "foreløbig har De somænd også spurgt ham om nok!"

Direktøren morede sig lidt, da han forlod kabinen sammen med Jan. De berømte cykelrytteres medhjælpere - eller soigneurs som det så fint hed - var altid meget omhyggelige med deres rytteres vé og vel, og med en vis berettigelse følte de sig som trediemand på holdet. Deres omhyggelige pleje af rytterne og deres glimrende vejledning under hele løbet var som regel af ganske uvurderlig betydning.

Derfor kunne man jo godt more sig stille over den tanke, at den lille tykke monsieur Lafitte blev sat op på en racercykel, for at deltage i de vilde jagter på banen. Mon han ville få en lige så stor succes ude på banen, som han havde det foran sine rytteres kabine? Nej, det var næppe tænkeligt.

Da de gik tilbage, sagde Jan muntert: "Monsieur Lafitte lod til at være lidt vred."
Og direktøren svarede lige så muntert: "Han bliver hurtigt god igen. Franskmændene har lige let til begejstring, vrede og forvivlelse, så det skal vi nordboer ikke tage alt for tungt. Fik du ellers noget ud af samtalen?"
Jan smilede bredt: "Jah, Enriettevej i Ellerup. Ganske vist kunne Delage jo ikke opgive villaens vejnummer, men Henriettevej er en mindre, stille villavej, og da huset ligger på højre side, kan det vist ikke blive nogen kæmpeopgave at finde det."
"Og Lacordaire?"
"Tjah, ham finder vi vel også frem til. Og der bliver vel mulighed for at kigge lidt nærmere på hans mystiske reservecykel også."

Knapt et kvarter senere var Jan og Hanne på vej mod Hellerup...

"Dette her bliver spild af nattesøvn", erklærede Hanne, da Taxa'en holdt på hjørnet af Strandvejen og Henriettevej.
"Man skal aldrig spå", sagde Jan lakonisk. "Nu kigger vi lidt nærmere på villaerne i vejens styrbords side, og så kan det jo godt være, at vi finder ud af et eller andet interessant. Du plejer da ellers nok at se lyst på tingene, Hanne."
"Jamen i nat har du fået mig til at se mørkt på dem", sagde hun lidt mut. "Kan jeg slet ikke få nogen forklaring, inden vi begynder på denne her skøre natekspedition?"

Jan tog hende under armen: "Foreløbig må du nøjes med den forklaring, at vi meget gerne skulle have fat på cykelrytteren Lacordaire - eller endnu hellere på hans værdifulde reservecykel."
"Hvor skal vi ende og hvor skal vi begynde", spurgte Hanne, der havde svært ved at komme i godt humør.
"Aner det ikke, lille ven", indrømmede Jan muntert. På højre side af vejen bliver der jo nogle huse at kigge nærmere på. Men lad os nu foreløbig glæde os over, at Henriettevej ikke er lige så lang som Vesterbrogade."

Og så begyndte de to unge mennesker et systematisk opdagelsesarbejde. Først gik de vejen igennem i hele dens længde, for at sondere terrænet. Månen skinnede klart og lettede dem arbejdet en del. Af forskellige grunde kunne de straks udskyde en del af husene som ikke mistænkelige, men der blev dog fem-seks stykker tilbage, som de var nødt til at kigge nærmere på. Og så gjaldt det bare om at gå systematisk frem. I sin optimistiske sindsstemning regnede Jan slet ikke med, at opgaven på det nærmeste måtte betragtes som håbløs. Han havde heller ikke nogen mening om, at skæbnen netop i denne nat skulle være ham nådig på den mest overraskende måde.

De fleste af vejens villaer lå hen i mørke, men i enkelte brændte der dog stadig lys fra eet eller flere værelser, og i et par stykker var det ganske tydeligt, at der blev holdt selskab. I disse stod vinduerne åbne, så tobaksrøgen kunne drive ud, og der lød dansemusik ud over den stille villavej, iblandet latter og muntre stemmer, klirren af glas og andre lyde, som med tydelighed viste, at der dog i øjeblikket fandtes mennesker, der interesserede sig for andet end 6-dagesløb.

Da der var gået en halv timestid, sagde Hanne opgivende: "Dette her er jo værre end at lede efter den berømte nål i høstakken. Hvis alle husene skal undersøges, bliver vi ikke færdige på denne side af nytårsaften. Og så er det jo ganske forfærdeligt, at du ikke kommer til at overvære afslutningen på 6-dagesløbet.

"Hm", sagde Jan blot, han ville ikke så gerne indrømme det, men var ganske klar over, at Hanne havde ret. Det var en temmelig håbløs opgave, men hvad gjorde man ikke, når man ikke havde det mindste halmstrå at klynge sig til. Der kunne næppe være tvivl om, at Delage havde haft ret, da han nævnede Henriettevej, for under forfølgelsen tidligere på aftenen var turen jo netop gået nordpå mod Hellerup. Det havde straks være mere indviklet, hvis Delage havde oplyst, at Lacordaire havde gode venner på Valby Langgade eller Jagtvej.

Jan fik pludselig en smule medlidenhed med Hanne og sagde: "Tjah, Hanne, jeg må blankt indrømme, at dette her er en både vanskelig og kedsommelig opgave, og hvis du er træt og søvnig, må du da hellere steppe hjem i seng."
"Jamen jeg fortsætter sammen med dig. Om jeg så ikke skal få lov at se par nr. 7 køre først over mållinien."
"Godt, så kører vi videre."

De nåede til en større villa omkring vejens midte. Der var ikke lys bag et eneste vindue, og af gode grunde havde Jan ikke større fidus til denne villa end til nogen af de andre. Han sagde imidlertid dæmpet til Hanne: "Vent her et øjeblik. Jeg smutter lige ind i haven og ser, om der skulle være et eller andet at opdage. Hvis der er ugler i mosen, udstøder du det sædvanlige signal."

Jan smuttede hurtigt ind gennem gitterlågen og befandt sig snart efter i en stor smuk og velholdt have. Månen lyste klart ned over træer, buske og blomsterbede, som årstiden dog havde ribbet for al pragt. Grenenes nøgne fletværk virkede ligefrem en smule uhyggeligt i det blåhvide månelys. Men Jan havde ikke tid til at tænke på den slags, og i øvrigt skulle der også meget mere til, før han begyndte at få uhyggefornemmelser.

I sit forholdsvis korte liv havde han været udsat for mangt og meget, som var langt mere uhyggeligt. Med et lille smil kom han pludselig i tanke om de uhyggelige oplevelser, han havde haft sammen med Hanne ovre på den gamle herregård på Djursland. *)

Læs den 55. Janbog, "Jan og stemmen i mørket".

For en overtroisk sjæl, eller bare et lidt nervøst gemyt, ville de oplevelser have været ganske forfærdelige og sandsynligvis resulteret i indlæggelse på en nerveklinik. Nå, ham havde det ikke rørt det fjerneste, og Hanne havde også taget det hele med ophøjet ro - indtil hendes vej blev krydset af en lille mus. Da det skete, havde Hanne været på nippet til at give blankt op, mens spøgelser og stemmer i mørket ikke havde gjort det fjerneste indtryk på hende. Jo, Hanne havde altid været en tapper pige med ben i næsen, og måske blev hun ikke behandlet helt retfærdigt i denne 6-dagessag.

Ganske forsigtigt sneg Jan sig videre gennem den store have, og lidt efter stod han omme ved villaens bagside. Fra et vindue i stueetagen brændte lys, og en gullig firkant lå hen over plænens vissengrønne græs. Jan blev et øjeblik stående og overvejede sagen. Han var ganske klar over, at han var på forbudt område, for naturligvis havde man ikke ret til uden videre at trænge ind på en anden mands område. Men i øjeblikket var det hele så vigtigt, at han simpelthen var nødt til at se stort på tingene.

Pludselig blev Jan stående på stedet. Han stirrede med vildt opspærrede øjne hen mod villaens mur, og i det klare månelys fik han øje på en racercykel - uden baghjul.

 

 

Kapitel 6

DEN MYSTISKE MAND

Opdagelsen fik i nogle sekunder Jan til at stå helt stivnet, hvad enten det nu skyldtes overvældende glæde eller lige så overvældende forbløffelse. Var skæbnen virkelig så huld, at den lod denne dejlige appelsin falde ned i hans turban?

Det lød næsten for godt til at være sandt, og Jan måtte gnide øjnene for at overbevise sig om, at han ikke var ude for noget synsbedrag. Men nej, synet var virkeligt nok: den noget mishandlede racercykel glimtede klart i månelyset og virkede ligefrem som en magnet på ham.

Hvorfor i alverden var baghjulet blevet fjernet? Åh jo, naturligvis... Et par gange tidligere var en bestemt idé slået ned i Jan, men lige så ofte havde han skudt tanken fra sig, fordi han syntes den var alt for usandsynlig. Men nu var han næsten sikker i sin sag. Lacordaires racercykel havde kun haft samme værdi som andre cykler af den slags, men baghjulet havde uden tvivl været ganske ubetaleligt.

Jan spejdede op mod det oplyste vindue, som stod på klem. Hvad foregik der mon i øjeblikket bag det vindue? Det kunne jo være ganske interessant at få nærmere kendskab til den sag.

Men var det ikke en stor risiko?

Tanken om dette fik Jan til at smile lidt. Hvor ofte havde han dog ikke stillet sig selv det spørgsmål, og hvor ofte havde han ikke alligevel løbet risikoen? Jo, masser af gange, han havde aldrig holdt sig tilbage, når det drejede sig om, at komme løsningen af et mysterium nærmere, og naturligvis ville han heller ikke gøre det i dette tilfælde.

Efter hans mening var sagen allerede nu under fuld opklaring, for han vidste næsten med sikkerhed, hvorfor den franske cykelrytter Lacordaire havde været så ivrig efter at blive taget ud af det københavnske 6-dagesløb. Tanken var helt fantastisk, men der kunne næppe være tvivl om, at den var rigtig. Og hvis det var tilfældet, ville man komme ud for den største sensation, som den europæiske sportsverden havde været ude for i mange år. Ja, det ville blive en sensation, som blev omtalt i alverdens forskellige aviser.

Som sædvanlig var Jan ikke i tvivl om, hvordan sådan en sag skulle ordnes, så han begyndte at snige sig hen mod det oplyste vindue. En gang imellem standsede han for at lytte, men der var intet at høre. Han kastede et blik omkring sig, men månen kastede kun sit uvirkelige skær over den store haves træer og buske. Natten var så stille, at selv træernes øverste kviste næppe bevægede sig. Langt borte, vel nok oppe på Strandvejen, tudede en bil energisk, men ellers var der ikke en lyd at høre. Stilheden var næsten for overvældende.

På villaens sydlige mur fandtes et meget kraftigt espalier, og Jan var klar over, at han måtte benytte dette, hvis han ville gøre sig håb om at kigge ind gennem det oplyste vindue. Det sad temmelig højt oppe, men den slags bagateller havde han været ude for tidligere. Ganske forsigtigt sneg han sig langs villaens mur, og lidt efter stod han neden for det oplyste vindue.

Han kastede et sidste blik omkring sig, og greb så fat i espalier'ets tykke forgrening. Med stor forsigtighed trak han i den for at prøve styrken, og han lod også sin hånd glide hen over bladene for at undersøge, om de raslede for meget. Da han havde overbevist sig selv om, at risikoen ikke ville være særlig stor, begyndte han ganske forsigtigt at klatre opefter. Han var meget forsigtig, og en kat kunne ikke have gjort det mere lydløst.

Et øjeblik efter var hans hoved så højt oppe, at han lige kunne kigge ind i det oplyste værelse. Det syn der mødte ham, virkede særdeles overraskende. Midt i værelset stod et bord, og bøjet over dette stod en høj slank mand. Dette var i sig selv ikke særligt overraskende, men til gengæld var det overraskende, at der midt på bordet lå et baghjul fra en racercykel. Slangen lå ved siden af, og muligvis befandt der sig noget andet på bordet, men det kunne Jan ikke få øje på, fordi den høje mand dækkede udsynet.

"Bare han ville flytte sig lidt", tænkte Jan. Men det gjorde manden ikke. Han var tilsyneladende ivrigt optaget af at rode med et eller andet på bordet. Men hvad dette var, kunne Jan ikke blive klar over. Det kunne nu være interessant at vide, hvor Lacordaire befandt sig, for inde i det oplyste værelse var han ihvertfald ikke.

"Hej Jan", lød det pludselig dæmpet nede fra haven. Skønt det var Hannes kendte stemme, blev Jan alligevel så befippet, at han var lige ved at dumpe ned fra espalieret. Han kom sig dog hurtigt over det og kravlede forsigtigt ned. Uden et ord trak han Hanne et stykke bort, og så spurgte han spændt: "Hvad er der los, Hanne?"
"Der har lige været en Taxa for at hente Lacordaire", forklarede Hanne, "han kom ud fra villaen, pænt påklædt, og kørte bort i Taxa'en. Og så regnede jeg med, at du gerne ville vide det."
"Helt i orden", sagde Jan dæmpet, "du hørte vel ikke tilfældigvis, hvor franskmanden skulle hen?"
"Jo, til sit hotel - Cosmopolite."
"Men hvad har du fundet ud af", spurgte Hanne, "er der sket noget spændende?"
"Joh, en del", indrømmede Jan og forklarede kort, hvad han havde observeret inde i den oplyste stue.

"Vi må have undersøgt, hvad den lange gedebuk foretager sig inde ved bordet", sagde Hanne i en kommanderende tone, "du kan klatre op til vinduet igen, og imens skal jeg nok holde vagt hernede.

Jan betænkte sig lidt, han kunne godt indse, at Hanne havde ret, selv om det ikke var så nemt at realisere, som hun måske troede. Han sneg sig hen under det oplyste vindue, og begyndte at klatre op ad espalieret, men næppe var han nået op i højde med karmen, før han var så uheldig at brække en lille gren. I samme sekund vendte manden i stuen sig lynhurtigt rundt, og Jan opfattede hans knurrende stemme: "Hvad pokker...?"

Mere opfattede Jan ikke, for af lutter befippelse dumpede han hurtigt ned på jorden, og efter et tegn til Hanne forsvandt de begge to lynhurtigt ud gennem haven. Først da de var nået et stykke op mod Strandvejen, standsede Jan og sagde en smule forpustet: "Ja dette her blev altså en slem fiasko, men slaget er ikke tabt endnu."
"Næh, kun halvt", sagde Hanne tørt.

Inderst inde ærgrede Jan sig grundigt. Da han gennem årene - sammen med sine skolekammerater - havde været indviklet i så mange spændende og farefulde affærer, havde han altid haft den opfattelse, at piger ikke kunne klare vanskelige situationer. Men efter at have truffet Hanne Beyer havde han måttet ændre denne opfattelse. Hun havde ihvertfald vist sig at være helt oppe i øverste plan, og hun havde gang efter gang gjort et stykke arbejde, som var mere værdifuldt end tre-fire af hans kammerater kunne have gjort.

"Hvad nu", spurgte Hanne, da de var nået op til hjørnet af Strandvejen.

De var begge enige om, at tage hjem og få nogle timers søvn. Næste dag ville de sikkert se mere klart på sagen...

Næste morgen kom Jan en halv time senere op end sædvanlig, og han følte sig mat og søvnig, indtil han havde fået det daglige styrtebad. Da han kom ind til morgenbordet, var faderen allerede taget af sted til Politigården, og moderen var gået sin sædvanlige morgentur på Langelinie.

Da den unge husassistent således var alene om at sørge for Jans opvartning, og da han ikke behøvede at være underholdende over for nogen, kunne han helt hellige sig avisen. Han plejede ellers altid i første række at interesse sig for de almindelige nyheder og dernæst for sporten, men denne morgen havde han det omvendt. Han slog straks op på sportssiderne og kastede sig over referatet fra 6-dagesløbet.

Resultatlisten viste, at par nummer 7, Wange-Larsen klokken eet nat var blevet distanceret med een omgang, men det interesserede Jan sig mindre for. Den sølle omgang - og en halv snes stykker til - kunne nationens to pedalhelte somænd sagtens køre ind, når de først begyndte at arbejde for alvor. Indtil videre var det jo ikke så dårligt for Vinterbanens ledelse, at spændingen blev holdt vedlige. Og det skete bedst, når de store par skiftedes til at ligge i toppen. Ja, allerbedst var det, hvis et af de små par for en gangs skyld fik lov til at ligge alene i spidsen. Sådan en sensation var lige vand på sportsjournalisternes mølle, men de smilede sikkert lunt i skægget, når de skrev deres artikel.

Midt i referatet læste Jan overskriften:

Lacordaire færdig i København

Og så fulgte dette:

I det store og hele bød aftenen ikke på særlig dramatik eller spænding, men Henri Lacordaire sørgede dog for, at løbet ikke blev helt farveløst. Som omtalt i går har han i dette 6-dagesløb kørt langt under sin standard, skønt han hverken er syg eller mangler træning.

For enhver kyndig var det ganske klart, at han med vilje kørte så elendigt, hvad enten det nu skyldtes uvenskab med partneren Delage eller andre besynderlige årsager. Vinterbanens ledelse gjorde da også kun det eneste rigtige, da Lacordaire blev taget ud af løbet.

Makkeren Delage udtaler rent ud, at han ikke forstår et ord af det hele, og at der indtil det københavnske 6-dagesløb ikke har været det ringeste uvenskab mellem ham og Lacordaire.

Fra Vinterbanens side erklæres kort og godt, at Lacordaire aldrig mere kan vente kontrakt med de danske vinterbaner, og dette standpunkt kan enhver publikummer sikkert bifalde.

Tilbage står så dette spørgsmål:
Hvorfor kørte Lacordaire så dårligt?

Svaret på dette spørgsmål bliver sikkert interessant!

Jan foldede avisen sammen og nikkede hen for sig: Joh, svaret på det spørgsmål ville sikkert blive interessant!

Da han havde slugt den sidste mundfuld kaffe, kiggede han på sit armbåndsur og bestemte sig til et lille smut ind i Forum. Han ventede sig ikke noget resultat af denne tidlige ekspedition, men skade kunne den ihvertfald ikke, og så kunne han jo senere ringe til den utålmodige Hanne. Til alt held havde han stadig sit partoutkort, som gav ham adgang til Vinterbanen på alle tidspunkter af døgnet.

Da Jan trådte ind i Forum, måtte han indrømme for sig selv, at kæmpehallen på denne tid af døgnet ikke var noget lystigt syn. De mange rengøringskoner var i fuld gang med klude, koste og spande. Overalt flød det med papir, ølflasker, appelsinskaller og tomme cigaretpakker, som et tørstende, sultent sportspublikum altid efterlader sig i rigt udvalg. Det triste grålys sivede ned gennem hallens glastag, og nede på banelegemet trillede fjorten ryttere afsted i adstadigt tempo, iført lange overtræksbukser og tykke uldtrøjer. Andre fjorten ryttere fik i øjeblikket nogle timers velfortjent søvn i deres kabiner.

Det hele frembød et nærmest trøstesløst skue, helt forskelligt fra det, som om nogle få timer ville begynde at udfolde sig. Under udluftningen susede vinden gennem den kolde kæmpehal, og trods den varme påklædning var der da også et par af de adstadigt trillende ryttere, der var godt på vej til en forkølelse.

Jan fik ligefrem medlidenhed med de arme mennesker, som ifølge reglementet var tvunget til at trille rundt dernede på banen til ingen verdens nytte. Hvis samtlige ryttere fik lov til at sove i neutraliserings-perioden, ville deres præstationer jo sikkert blive en del bedre, når det endelig gik løs. Men de danske vinterbaner havde altid haft ord for, at have det strengeste løbsreglement i Europa.

Blandt de kørende ryttere kunne Jan ikke få øje på Delage, så han måtte åbenbart sove i øjeblikket. Og hvad kun man så forresten foretage sig mere i dette uhyggelige sportstempel? Han gik ud i telefonboksen og ringede til Hanne. Hendes dårlige lune var tilsyneladende vejret bort under søvnen, for hun svarede frisk og munter i telefonen. Aftalen blev, at hun en halv time senere skulle møde Jan ved Trianglen. Nu skulle det afgørende slag begynde!

 

 

Kapitel 7

VILLAENS MYSTERIUM

Jan havde bestemt sig til, at villaen på Henriettevej nu skulle underkastes en meget indgående undersøgelse. Han vidste ikke på forhånd, hvorledes sagen skulle gribes an, men der fandtes ikke nogen anden mulighed for at nå til gådens løsning, og så måtte man lade skæbnen råde. Naturligvis havde der også været den mulighed at udspejde Lacordaire inde på Hotel Cosmopolite, men instinktet sagde Jan, at gådens løsning fandtes i villaen på Henriettevej.

Hanne og Jan tog sporvognen fra Trianglen - det kunne jo ikke nytte at bruge alle sine spareskillinger til Taxa-kørsel - og da de stod på forperronen, sagde Hanne dæmpet: "Du Jan, jeg drømte i nat, at der i dag vil ske noget helt utroligt og sensationelt."
"Virkelig", smilede Jan lidt drillende.
Hun nikkede energisk: "Mine drømme går tit i opfyldelse, og jeg synes minsandten også det er længe siden, at man har oplevet en smule spænding. Hvordan har du tænkt dig at gribe sagen an?"
"Det lader jeg skæbnen bestemme. Vi have kikket den villa nærmere ud, men naturligvis er det ekstra risikabelt, når det skal ske i fuldt dagslys.

Mens de gik ned ad Henriettevej, sagde Jan: "Nu går vi først forbi villaen for at se, om der skulle være noget at opdage, og så må vi jo bagefter gå i krig for alvor."
Ganske langsomt gik de forbi villaen og skævede op mod vinduerne, men naturligvis var det umuligt at afgøre, om der var nogen derinde. Garagedøren stod imidlertid helt åben, og Jan kunne se, at der ikke befandt sig nogen bil derinde. Han sagde: "Mon dog ikke huset står tomt i øjeblikket."
"Skal vi så ikke straks gå i krig", spurgte Hanne ivrigt.
Han rystede på hovedet: "Jeg går op til hoveddøren og ringer på, og hvis der bliver lukket op, spørger jeg efter min gode ven, Peter Nielsen, som skulle bo der i villaen."
"Hvad nu, hvis du bliver genkendt?"
"Jeg tror ikke manden så mig i aftes, og du så jo selv at Lacordaire kørte bort fra huset i aftes, ikke sandt?"
"Jo jo"
"Så er der nok fred og ingen fare. Det skulle da være meget mærkeligt, hvis den høje mand, som jeg så med ryggen til i nat, var en af mine bekendte. Jeg mindes i hvert fald ikke at have bekendte her på Henriettevej. Men naturligvis er man nødt til at løbe risikoen. Hanne, gå lidt længere hen ad vejen, hvis jeg får brug for dig, siger jeg til."

Mens Hanne fortsatte sin gang, gik Jan op til villaens hoveddør og ringede på. Der blev ikke lukket op, og da han prøvede anden gang, var det med samme resultat. Men så spidsede han øren; inde fra huset kom der en underlig lyd. Den var ganske svag, det lød ligesom et dump spark mod en væg eller noget i den retning. Jan ringede endnu en gang på dørklokken, og næsten i samme sekund hørtes på ny de mystiske bump inde fra huset.

Jan stod et øjeblik og betænkte sig, inden han gik ud på vejen og kaldte på Hanne: "Jeg er næsten sikker på, at der ikke er nogen hjemme, men de bump forekommer meget mystiske, så vi må have dem nærmere undersøgt. Kom med ind i haven. Du må holde vagt, mens jeg prøver at komme ind i huset."

Det var uden tvivl et menneske, som lavede det mystiske bankesignal, og så kunne det jo være et menneske i nød. Mens Hanne skjulte sig i baghavens buskads, gik Jan hen til husets bagside. Vinduet til det værelse, som om natten havde været oplyst, stod stadig på klem. Men Jan ville helst ikke bruge den indgang til huset. Det ville være bedre med et åbentstående kældervindue eller en åben bagdør.

Helt henne ved villaens gavl stod et kældervindue på klem, og Jan behøvede kun at strække hånden ind, for at løfte haspen fra. Lidt efter gled han smidigt ned i kælderrummet. Absolut stilhed hvilede over den store villa. Han befandt sig i en slags kombineret frugt- og viktualiekælder. Rundt om på hylderne stod farvestrålende konservesdåser, og de mange æbler udsendte en helt bedøvende duft.

Så listede han sig hen mod kælderdøren, og lidt efter stod han i en stor flisebelagt kældergang. Henne i den ene ende befandt der sig en trappe, som førte op til stueetagen. Et halvt minut senere stod han oppe i hall'en, som havde ikke mindre end fire døre. Han åbnede den første, som førte ud til villaens køkken. Gennem den næste dør kom han ud i en smuk gang, som var belagt med egetræsparket. Midt i gangen førte en trappe op til førstesalen, og på den modsatte side fandtes flere døre, åbenbart ind til de forskellige stuer.

Der var stadigvæk dødsstille i huset, så af sine lungers fulde kraft råbte Jan: "Hallo, er der nogen hjemme?"
Svaret var en dyb stilhed.
Han åbnede den første dør på højre hånd og gentog råbet.
Stadigvæk dyb stilhed.

Da han åbnede den tredie dør, behøvede han slet ikke at råbe mere. Han blev stående næsten helt stiv af overraskelse, for henne på en ottoman lå en kneblet og bagbundet mand, der med besvær drejede hovedet imod ham. Jan fik hurtigt manden befriet, men til sin store overraskelse så han, at manden var ingen andre end Henri Lacordaire.

Den franske cykelrytter stirrede på sin befrier med et blik, som på samme tid forekom skummelt og lettet. Der kunne næppe være tvivl om, at Lacordaire havde genkendt Jan, som mobiliserede hele sin sproglige viden og spurgte: "Hvordan er De dog endt på denne måde, monsieur Lacordaire?"
Med rivende tungefærdighed gav cykelrytteren et svar, som Jan ikke forstod meget af, så nu gjaldt det om så hurtigt som muligt at få fat i Hanne, som var god til det franske. Han gav Lacordaire et tegn, sprang hen til et vindue som vendte ud mod haven og råbte: "Hej Hanne, er du der?"

Lidt efter stod Hanne inde i stuen, og Jan satte hende hurtigt ind i situationen. Hanne havde selvfølgelig håbet på at få en fornuftig forklaring ud af franskmanden, men Lacordaire sad bare på ottomanens kant og så skummel ud. Alle spørgsmål blev besvaret med enstavelsesord eller en arrig grynten.

Jan sagde til Hanne: "Sig til ham, at vi gerne vil afsløre de mennesker, som har bagbundet ham."
Hanne forklarede det på et smukt og fejlfrit fransk, og pludselig lod det til, at Lacordaire blev mere forhandlingsvenlig. Han pludrede løs så hurtigt, at Jan opgav at følge med. Hanne forklarede senere, at Lacordaire havde spurgt, om der stadig afgik fly fra København til Paris, Amsterdam eller Bruxelles. Da Hanne havde bekræftet dette, havde franskmanden trukket en lille notesbog op af lommen. Han rev et blad ud og kradsede en adresse ned på papiret. Hanne kunne se, at der stod nummeret på et hus på Ålekistevej, og da hun spurgte hvad det var, var Lacordaire ganske uvillig til at svare. Til slut sprang han op og sagde kort: "Adieu!"

Så forsvandt han ud af værelset, og lidt efter kunne de høre hans hurtige trin nede på den grusbelagte havegang og det skarpe smæld af gitterlågen. Jan havde først tænkt på at standse ham, men så opgav han det og trak helt opgivende på skuldrene: "Man skulle ikke tro den mand er rigtig klog."
Hanne smilede lidt: "Jeg tror tværtimod, at han har fortræffelig orden i hjernecellerne. Vær du sikker på, at han om et par timer sidder i en rutemaskine på vej til Holland, Belgien eller Frankrig."
Jan rystede på hovedet: "Sagde du ikke, at han i nat tog herfra i en Taxa?"
"Jo"
"Hvordan kan han så pludselig ligge kneblet og bagbundet her?"
"Fordi han er vendt tilbage hertil", svarede Hanne lidt ironisk.

Jan sad et øjeblik og grublede over sagen. Uden at have direkte beviser, prøvede han at gætte sig til det, som hidtil var sket: Lacordaire var kommet til København for at deltage i 6-dagesløbet. I bagringen på sin cykel havde han haft smuglergods af stor værdi. Så hurtigt som muligt havde han ønsket at få sin cykel ud fra Vinterbanen. Han havde præsteret den elendige kørsel med vilje for at blive taget ud af løbet, idet hans sammensvorne i København ventede med utålmodighed. Her på Henriettevej havde han afmonteret baghjulet med smuglergods og var kørt hjem til sit hotel.

Muligvis havde Lacordaire aftalt med sin medvider, at denne skulle komme ind på Hotel Cosmopolite, og da franskmanden forgæves havde ventet et stykke tid, var han taget tilbage til villaen på Henriettevej. Medhjælperen havde så muligvis tænkt, at fortjenesten ved den ulovlige transaktion ville blive dobbelt så stor, hvis der ikke skulle være to til at dele den, og så havde han på en eller anden måde overmandet cykelrytteren.

Lacordaire havde været klar over, at spillet var tabt, og for ikke at komme ind i for mange ubehageligheder ville han nu hurtigst muligt ud af landet. Han havde dog ønsket at få hævn over sin lumske medvider, og derfor havde han opgivet adressen på Ålekistevej.

Jan mente det måtte være gået sådan til, og måtte være tilfreds med den forklaring, som forekom mest sandsynlig. Han spurgte for anden gang: "Hanne, er du sikker på, at det var Lacordaire der kørte herfra i nat?"
Hun vrissede lidt utålmodigt: "Jeg tør lægge hovedet på blokken på, at manden gik ud i Taxa'en og kørte bort."

Jan kastede et blik hen på telefonen, som stod på et hjørnebord. Så rejste han sig og ringede til Central nummer 80. Da der i telefonen blev svaret Hotel Cosmopolite, sagde han: "Jeg vil gerne tale med monsieur Henri Lacordaire."
"Monsieur Lacordaire er ikke til stede," lød svaret.
"Mærkeligt", sagde Jan, "det var ellers aftalen, at jeg skulle ringe til ham nu til formiddag. Hvornår er han taget af sted?"
"For cirka tre timer siden, hr."
"Venter De ham snart tilbage?"
"Monsieur Lacordaire har ikke lagt nogen besked."
"Nå, så ringer jeg senere - farvel."

Jan lagde røret på og sagde muntert: "Det var somænd ikke fordi jeg tvivlede på dig, Hanne, men det er nu altid godt at være helt sikker i sin sag. Og nu skal vi to af sted til Ålekistevej!"

 

 

Kapitel 8

HANNE ER ANGST

Ålekistevej i Vanløse har vist aldrig haft ord for at være nogen særlig smuk eller spændende vej. Hvad enten husene er høje eller lave, virker de fleste af dem ret kedsommelige, selv om der til flere af dem hører små velholdte haver. Den livlige trafik lader dog ikke noget tilbage at ønske, så derfor er Ålekistevej en storstads typiske færdselsåre, i hvert fald når det drejer sig om en forstad.

Det hus som Hanne og Jan søgte, lå næsten helt ude ved Damhussøen, og det var absolut ikke nogen arkitektonisk perle, bygget som det var i den såkaldte murermesterstil. Den lille forhave og noget større baghave var ganske vist velholdt og sirlig, men helhedsindtrykket var såre beskedent.

"Tjah", sagde Jan, da han og Hanne passerede huset, "det ser jo ikke så spændende ud, at det kan indlægges i en god kriminalhistorie. Den mand der har bygget det, har sikkert manglet både penge og fantasi. Og der kan vel ikke være tvivl om, at du skrev adressen rigtigt ned?"
"Nej, det er der ikke tvivl om", svarede Hanne lidt irriteret, "men du mener åbenbart, at der kun kan foregå noget spændende på et herresæde eller i en af Hellerups kæmpevillaer. Når det drejer sig om kriminalsager, er du en håbløs snob, der helst ser dem udspillet i de højeste kredse - ja, allerhelst i selve kongehuset, hvis du selv kunne bestemme.

Hanne lo lidt og fortsatte så: "Nå, men hvad gør vi nu? Lacordaire gav mig adressen, og han må så afgjort have ment noget med det."
Jan svarede: "Ja uden tvivl."
Og så forklarede han i korte træk alt det, han havde siddet og gættet sig til i villaen på Henriettevej. Hun lyttede opmærksomt, og da Jan havde forklaret det hele, sagde hun: "Det lyder meget sandsynligt, selv om det hele er gætteværk. Var det ikke en idé at du ringede til din far og fik Lacordaire standset ude på flyvepladsen?"
"Jeg har tænkt på det", svarede Jan, men idéen er nu helt god. Hvis kriminalpolitiet griber til en så alvorlig udvej som at stoppe en mand, der gerne vil forlade landet, skal der være meget vægtige grunde for det. Og ret beset har vi ikke et eneste bevis mod Lacordaire. Det hele er formodninger og gætteværk."

Jan fortsatte: "Inden vi går til kriminalpolitiet er det sikkert bedst, at vi prøver at skaffe flere beviser i sagen. Og de beviser kan vi sikkert hente inde i det lille pæne hus. Mens jeg holder huset under observation, finder du ud af, hvem der bor i det. Spørg dig for i det nærmeste ismejeri eller kolonialforretning, der må være nogen som ved noget."

Og så forsvandt Hanne. Jan vandrede lidt rundt på må og få. Han var i vildrede med, hvordan sagen skulle gribes an. Det ville sikkert også afhænge af, hvem der boede i huset. Men det fandt Hanne sikkert hurtigt ud af. Men hvor søren blev hun af? Jan var ved at blive utålmodig, da hun dukkede op fra en lille sidevej.

Hun forklarede: "Manden der bor i huset er antikvitetshandler og hedder Vilhelm Møller. Han har et pænt navn her i kvarteret, for han skylder ikke en klink, hverken hos urtekræmmeren eller i ismejeriet."

Jan betænkte sig lidt, før han svarede: "Jeg tror vi er kommet løsningen lidt nærmere nu, når manden i huset er antikvitetshandler. Jeg har hele tiden haft en mistanke om, at Lacordaire i bagringen på sin reservecykel indsmuglede narkotika eller ædelsten eller noget andet af stor værdi. Hvis det ikke var tilfældet, ville han ikke have sat sin kontrakt med Vinterbanen over styr. Når man gør den slags, er det fordi der står meget store penge på spil."

Han fortsatte: "Naturligvis kan en antikvitetshandler godt handle med narkotika, men det forekommer mere sandsynligt, at det drejer sig om ædelsten. Jeg er ret overbevist om, at Lacordaire har haft en portion ædelsten skjult i sit baghjul på cyklen. Vilhelm Møller har givetvis snydt og bagbundet ham. Jeg kan selvfølgelig ikke vide, hvilken forbindelse Vilhelm Møller har haft med villaen på Henriettevej, men når han har slået Lacordaire ned, kan det kun skyldes, at han ikke regnede med at blive opdaget, før han var over alle bjerge."

"Vi kan vist godt gå ud fra, at hr. Møller er ved at forlade de hjemlige græsgange. Måske har han allerede solgt hus og forretning, og hvis der er en rimelig mængde ædelsten i cyklens baghjul, vil han kunne leve resten af sine dage som en holden mand et sted i udlandet. Jeg har på fornemmelsen at tiden er kostbar, så vi må finde ud af hvad der foregår inde i det hus."

"Skal vi ikke hellere ringe til kriminalpolitiet", spurgte Hanne indtrængende.
"Nu vil jeg blæse på alle betænkeligheder", svarede Jan, vi er ude i en vigtig opgave, og det er helt nødvendigt at kigge på det hus."

 

 

Kapitel 9

ANTIKVITETSHANDLEREN

"Vent på mig her", sagde Jan, "og hvis jeg ikke er dukket op i løbet af en halv time, så ring til kriminalpolitiet." Og så forsvandt han ind i haven til antikvitetshandler Møllers nabovilla. Jan havde opdaget, at nabohuset stod tomt. Man var i gang med at bygge det om, men der var ingen håndværkere at se, så han kunne ikke ønske sig et bedre udgangspunkt for sin ekspedition.

Han gik forsigtigt langs den høje ligusterhæk, som skilte de to haver. Antikvitetshandlerens hus så uhyre kedsommeligt ud, og man skulle forsværge, at der kunne ske noget spændende derinde, men netop derfor måtte det undersøges. Bagdøren til huset stod åben og oppe fra vinduet på første sal ville han kunne orientere sig, og finde ud af hvordan han lettest kunne trænge ind i Møllers hus.

Inde i huset flød det med mursten, kalkbaljer og andet som viste, at man var i gang med en større restaurering. Jan gik op ad trappen til første sal og hans skridt gav genlyd i det tomme hus. Henne ved gavlvinduet kiggede han over mod nabovillaen, men blev helt forskrækket. Han kunne nemlig se et værelse, hvor to mænd var i en hidsig diskussion. Den ene af dem var uden tvivl den høje mand fra villaen på Henriettevej.

Jan kunne ikke høre hvad de sagde, men af deres bevægelser kunne han forstå, at stemningen var alt andet end fredsommelig. Den høje mand holdt en brun læderpose i hånden, og den anden pegede anklagende på posen. Mændenes bevægelser blev mere og mere hidsige. Pludselig greb den høje mand en ildrager og slog ud efter den anden mand, som segnede om i stuen. Den høje mand forsvandt nu ud af stuen.

Jan skyndte sig ned ad trappen, løb gennem haven og ud på gaden, hvor Hanne stod et stykke borte. Jan standsede en ledig Taxa og bad denne om at køre lidt længere frem og vente på ham der. Jan skyndte sig hen til Hanne og sagde: "Der er ikke tid til at forklare det hele nu, men antikvitetshandler Møller forlader om et øjeblik huset, og så vil jeg følge efter ham i den Taxa som holder længere fremme. Find straks en telefonboks og ring til Politigården. Fortæl at en mand er blevet slået ned i villaen, og at der hurtigt må komme en udrykningsvogn.

Jan gik hen til Taxa'en og forklarede vognmanden, hvad han skulle gøre, når Møller kom ud af huset. Et minut senere kørte en bil op foran Møllers villa og en mand steg ud. Han så meget nervøs ud og havde den brune læderpose i hånden. Taxa'en med Jan og vognmanden fulgte efter bilen, mens Møllers bil kørte hurtigt ind mod byen. Forfølgelsen fortsatte ind gennem den indre bys smalle gader, hvor de to biler snoede sig ud og ind mellem cyklister, fodgængere og parkerede biler.

Møller's bil holdt pludselig ind til siden, men Jan beordrede Taxa-chaufføren: "Bare kør forbi og lad som ingenting. Stands tyve meter længere fremme." I forbifarten så Jan, at Møller's bil holdt uden for en kælderforretning, som lignede en mellemting mellem en marskandiserbutik og en antikvitetshandel. Oven over butikken kunne han se et falmet skilt, som med gotiske bogstaver forkyndte: ANTIKVITETER

Skiltet oplyste ikke noget om indehaverens navn, men Jan var ikke i tvivl om, at Møller måtte være indehaveren. Da Taxa'en var standset, blev Jan siddende og spejdede ud gennem bagruden. Den høje mand, som sikkert måtte være Møller, betalte sin vogn og forsvandt hurtigt ned i kælderbutikken. Da Jan havde ordnet sin betaling, sagde han til Taxa-chaufføren: "Jeg ville være meget glad, hvis De vil gøre mig en tjeneste. Det bliver sikkert for indviklet, hvis De skal benytte Deres bilradio, men vil De ikke fra den nærmeste telefonkiosk ringe til Politigården og spørge efter kriminalkommisær Helmer?"
"Javel - og så?"
"Sig til kriminalkommisæren - det er forresten min far - at der aldeles omgående skal sendes udrykning til antikvitetsforretningen derhenne. Det drejer sig om opklaring af en ret alvorlig forbrydelse. Og hvis kriminalkommisæren er i tvivl om noget, så bare sig at det er Jan der har bedt Dem ringe."

Chaufføren var åbenbart kvik i opfattelsen, for han nikkede: "Helt i orden, unge mand, Central 1448, kriminalkommisær Helmer, udrykning til antikvitetsforretningen, ret alvorlig forbrydelse, og kriminalkommisærens søn har bedt mig ringe - er det ikke sådan?"
"Til punkt og prikke, og her er så en daler ekstra."
"Nej tak, unge mand, det er unødvendigt. Om nogle få minutter ringer jeg fra telefonautomaten ved Nørreport Station, tak for turen."

Jan stod lidt og betænkte sig. Det klogeste ville være at vente på politiudrykningen, som sikkert kunne være fremme indenfor et kvarter. Men der var jo ingen garanti for, at antikvitetshandler Møller ikke smuttede fra sin forretning inden da. Hvis det skete, kunne hele operationen være forgæves, så nu gjaldt det bare om at trække tiden ud, til politiet nåede frem.

Jan sneg sig hen til et vindue i baggården, som måtte høre til forretningen. Gennem vinduet så han hr. Møller med en åben rejsetaske, som han var i fuld gang med at stoppe forskellige ting ned i; det så ud som om det var forskelligt guld og sølv. Han var åbenbart ved at gøre sig klar til et hurtigt opbrud. Jan skyndte sig hen mod porten, hvorfra et par mørke ondskabsfulde øjne stirrede efter ham.

 

 

Kapitel 10

DEN SIDSTE KAMP

Da Jan stod uden for porten, blev han et øjeblik stående og spejdede til begge sider ned ad den smalle krogede gade. Men der var ingen politivogn at se, kun den langsommelige trafik af biler, cyklister, fodgængere og en enkelt hestevogn.

Han slentrede hen foran antikvitetsforretningens små udstillingsvinduer og betragtede interesseret de udstillede varer, som frembød et broget skue af ganske værdiløst kram og mere gedigne småting, der sikkert godt kunne gå for at være antikke. Netop her i kvarteret fandtes der et utal af den slags forretninger, og i sæsonen blev der ikke mindst med udenlandske turister gjort gode handeler.

Jan gik ned ad de tre trin til kælderbutikken og åbnede døren. Fra dørklokken kom en sprød lyd, og næsten i samme øjeblik kom Møller ud fra baglokalet. Han tilkastede Jan et meget uvilligt blik og sagde: "Forretningen er lukket!"
"Døren stod da åben", sagde Jan med påtagen forbavselse, "jeg ville bare se på en eller anden lille ting, som kan bruges til fødselsdagsgave."
"Den kan De købe i en anden forretning", knurrede Møller, "forsvind nu, så vi kan få døren lukket!"

En yngre mand, mørk og slank som en panter, kom lydløst glidende ind fra en sidedør. Jan fornemmede at der var fare på færde. Manden stillede sig foran butiksdøren og sagde: "Chef, fyren der er spion! For et øjeblik siden stod han og kiggede ned i baglokalet, hvor De var ved at pakke."

Møller stod som stivnet, men så hvæsede han: "Han må ikke undslippe, René - på ham!"
I samme nu var Jan i vild kamp mod overmagten. Den yngre mand langede ud efter ham og fra den anden side kom Møller til hjælp. Kampen fortsatte i et virvar af metalkrus og knust porcelæn, som lå spredt over hele gulvet.

I det samme standsede en politivogn uden for forretningen, og fire kriminalbetjente sprang hurtigt ud. "Hej unge Helmer, her går det nok godt", lød en stemme, og i samme nu kastede de fire politifolk sig over Jans to desperate modstandere.

Mod fire trænede politifolk kunne Møller og hans medhjælper intet udrette. Snart efter var de overmandet og uskadeliggjort, mens overbetjent Jensen, der havde ledet udrykningen, sagde: "Ja, så kom vi så langt, Helmer, og der kan vel ikke være tvivl om, at de to starutter skal bag lås og slå."
Jan svarede stakåndet: "Jo, det er helt sikkert, og inde i baglokalet står der en rejsetaske, som uden tvivl indeholder værdier for mange tusind kroner. Min far vil sikkert blive glad, hvis De vil tage den med på Politigården."
Overbetjenten svarede: "Det gør vi, og du må også hellere selv tage med, for jeg har på fornemmelsen, at du kan fortælle din far en masse om denne sag."

Da René inde på Politigården blev konfronteret med Jans teori omkring forløbet af den kriminelle sag, gav han op i den forventning, at han sikkert ville få en mildere straf ved at samarbejde med politiet.

Gennem flere år havde Møller været chef for en bande, som tjente store penge ved at handle med indsmuglede smykker og ædelsten. Antikvitetsforretningen var kun et skalkeskjul, og rundt omkring i Europa havde Møller forbindelser, som skaffede ham de eftertragtede varer.

Cykelrytteren Henri Lacordaire var en af disse forbindelser, og under det københavnske 6-dagesløb skulle det helt store kup løbe af stabelen. I bagringen på en af sine reservecykler havde Lacordaire indsmuglet en stor formue i ædelsten, og aftalen var at fortjenesten skulle deles mellem bandens medlemmer.

Da Lacordaire blev taget ud af 6-dagesløbet, var aftalen at Møller og Lacordairre skulle mødes på Hotel Cosmopolite, hvor handelen skulle afsluttes. Da Møller imidlertid udeblev, fik Lacordaire mistanke og kørte ud til villaen på Henriettevej. Her blev han slået ned, og det samme skete et andet bandemedlem i huset på Ålekistevej.

Efter Hanne's telefonbesked var denne mand hurtigt blevet fundet, og afhentet af politiet. Chefen for banden - hr. Møller - havde uden tvivl besluttet sig for at stryge hele fortjenesten selv, og han ville sikkert også have skaffet sig af med René, hvis ikke begivenhederne havde udviklet sig i så voldsom en fart.

Lacordaire var klar over at spillet var tabt, havde taget konsekvensen af udviklingen, hvorfor han hurtigst muligt forlod landet. For tid og evighed havde han gjort sig umulig på alle Europa's cykelbaner, og kunne lige så godt først som sidst se sig om efter et andet job.

Efter politiets arrestation af de forskellige medlemmer af smuglergruppen tog Jan og Hanne igen i Forum, for at opleve løbets sidste aften. Par nummer 7 havde vundet en omgang en time før løbets afslutning - en stilling de beholdt til sidste minut. Dermed var det danske par vindere af årets 6-dagesløb.

Jan og Hanne jublede sammen med hallens mange gæster, mens Jan gennem larmen råbte til Hanne: "Lad os gå op i restauranten og få lidt at spise."
"God idé", sagde Hanne, "det har vi fortjent... ligesom par nr. 7 fortjener laurbærkransen!"

SLUT

 

 

Jan-bøgerne (Wikipedia)

Jan-bøgerne (Saxo)

Jan (Politiken, 2002.Jan.05)

 

 

JAN

Af Mette Winge

Egentlig var det lidt af et under, at den første Jan-bog blev den succes, den blev. For bogen indledes med et forord af de to forfattere, Carlo Andersen og Knud Meister, der er så moralsk, at selv børn fra den tid - den udkom i 1942 - som var godt vante til flæbende, moralske opstød, fornuftigvis må have sprunget det over. For ellers ville de med det samme have lagt bogen til side.

Men det gjorde de ikke, og Jan-bøgerne blev en gigantsucces. Jan-bog nr. 81 udkom i 1964.

I forordet får læseren at vide, at forbrydere ikke er helte, men "nogle feje skrog". Men heldigvis bliver de ynkeligt afsløret, selv om de nok så snedigt forsøger at slippe bort fra politiet. "For sådan går det jo også til i det virkelige liv. Før eller senere sidder forbryderen bag lås og slå".

Målet med bøgerne er ifølge forfatterne at "fange de unges interesse og samtidig bibringe dem de moralske grund-regler, som samfundet bygger på ...".

Er læseren ikke gået i stå i forordet, så kan han - og det var vel trods alt flest drenge, som læste Jan - kaste sig ud i skildringen af et frækt bankkup ved højlys dag. Udbyttet var stort, 85.000 kr. Politiet arbejder naturligvis med sagen, og den, der har den, er kriminalassistent Helmer, en brav og dygtig mand med kone og to børn, Jan og Lis.

Jan er en stor beundrer af sin far, og han elsker at høre om sin fars arbejde, ja, hans øjne lyser af begejstring, når faren fortæller.

Så drager Jan og hans bedste ven den tykke Erling og den herlige schäferhund Boy af sted på ferie i Jylland hos en onkel, og lidt senere følger Lis. Og hvad sker? Ikke svært at gætte. Efter natlige udfoldelser i de jyske skove klapper fælden om Gentleman-Harry og hans kumpan Niels.

Og han ligner heldigvis en rigtig forbryder: "... en skummelt udseende fyr med kasket ned over øjnene og flere dage gamle skægstubbe strittende fra hage og kinder".

Og i bogens slutning, da de sidder hyggeligt i proprietær-onklens kontor med ild i kaminen og gardinerne trukket for, får læseren igen at vide, at forbrydere er nogle skvat, men heldigvis trækker de altid det korteste strå. Denne gang er det onklen, der belærer.

Det bedste for Jan er dog, at hans far telefonerer, og i "statstelefonen" siger "pænt klaret" til Jan om hans bedrift med at fange de usle, skæggede forbrydere.

Parret Jan og Erling har mange litterære forbilleder, dog er de mere ligeværdige partnere end det berømteste forbilledepar Sherlock Holmes og dr. Watson.

Det skal siges til forfatterparret Carlo Andersen og Knud Meisters ros, at det direkte tykke moraliserende lag blev tyndere med tiden, mens historierne ikke blev synderlig fyldigere, selv om de med årene oparbejdede en betydelig Jan-ekspertise.

Selv om det var sådan, at piger med fryd læste drengebøger, mens drenge kun i yderste læsenød læste pigebøger, og piger derfor også læste Jan, så fandt forfatterparret, at de nok også måtte lave en særlig pigeserie. Puk kom heltinden til at hedde, og hun så dagens lys udgivet under forfatternavnet Lisbeth Werner i 1952.

 

 

Kommentar

AFTALT SPIL

I Jan-bogen om 6-dagesløb med tilhørende forbrydelser lægger de to forfattere, Knud Meister og Carlo Andersen, ikke fingrene imellem, når de med Jan som talerør fremfører, at 6D - det er Fupp und Schwindell.

Kort fortalt, så mener forfatterne, at det er aftalt spil, når lavere rangerende cykelryttere får lov til at vinde en omgang her og der, men som ingen betydning har for løbets endelige udfald. De mener desuden, at et seksdagesløb ikke behøver vare mere end et par timer - det er jo først til allersidst at løbet reelt afgøres.

Som svar på det synspunkt kan man f.eks. kigge på Tour de France, hvor den 5-dobbelte vinder af løbet, spanieren Miguel Indurain, på forhånd højt og tydeligt erklærede, at han deltog i Tour de France for at vinde det samlede løb - og ikke for noget som helst andet.

Resultatet var, at en lange række mindre betydende ryttere fik lov til at gå i udbrud og vinde en etape her og der. Indurain og hans hjælperyttere foretog sig intet, så længe det ikke truede hans muligheder for at vinde det samlede løb.

Er det aftalt spil?

Dagbladet BT nåede i 1960 at piske en stemning op omkring 6D, hvor man hævdede at det hele var aftalt spil. Børge Munk Jensen ("Munken") var bladets udsendte medarbejder i Forum og til alle rygter. Han var desuden ghost-writer på Kay Werner's bog om Par nr. 7, som udkom i 1958, hvor fænoménet aftalt spil klart og pædagogisk forklares.

Som hovedregel mener Werner, at det kun er ved at yde en konstruktiv indsats og ved at være med fremme i de opslidende jagter, hvor man nødvendigvis må give sig selv 100%, at man kan gøre sig forhåbning om at vinde et 6-dagesløb.

BT's løsagtige kampagne mod 6D resulterede i, at seksdages-sporten blev indstillet i femten år, og først kom i gang igen i midten af 1970'erne.

Elmgreen's beretning om Verdens bedste seksdagespar, som i 1935 i Chicago kører luften ud af lungerne på samtlige ryttere, fordi et konkurrerende par ikke overholder en stiltiende aftale om borgfred (neutralisation), er et eksempel på et løb, som er afgjort inden der overhovedet er kommet tilskuere i hallen.

Det kan godt være svært at se, hvem der har glæde af at få en konkurrence afgjort på den måde - bortset muligvis fra Meister & Andersen, som synes at mene, at i en sportslig sammenhæng skal alle give alt hvad de har i sig hele tiden og konstant.

Gad vide, i hvor mange sportsgrene man gør det...?

Aftalt spil

Kurt Starlit
aka CykelKurt

 

 

6D Index

Til forsiden