Den danske forfatter Johs. V. Jensen arbejdede i 30'erne som journalist på Politiken. En skoleelev, Kim fra 3.z. har i 1999 bedømt artiklen fra 1934:
===================================
Til Seksdagesløb
Teksten ”Til Seksdagesløb” er taget fra en decemberudgave af avisen ”Politiken” i 1934.
Johannes V. Jensen er af avisen blevet sendt til det årlige seksdagesløb i velodromen ”Forum”. Han skildrer i teksten hvad han nåede at opleve af cykelløbet i løbet af de seks dage han var på plads som tilskuer.
Uden for Indgangen til Forum staar en Skare Ungdom……….selv har de ingen Billet og ingen Haab, men en Glans falder paa dem af hvad de andre gaar ind til; saadan, som efter at blive optaget i Himlen, higer man efter at se Seksdagesløbene!I starten af teksten som der her er et citat fra, beskriver Johannes V. Jensen de små, de udenforstående unge mennesker. Det er dem som ikke har mulighed for at se det eftertragtede cykelløb. Han tilskriver dermed allerede fra starten løbet en kolonorm stor værdi. Det bliver nærmest til en dødssynd ikke at komme ind i porten som jo beskrives som en anden Sankt Peters Port.
Efter denne pompøse indgang til det så eftertragtede Forum, kommer Johannes V. Jensen ind i selve velodromen hvor selve løbet skal køres.
Er man saa indenfor synes man næsten Rummet er større end det ude paa Gaden, et helt overdækket Verdensrum, der fortoner sig i Tobaktaagen, med Blus oppe i, som Planeter med Saturns-ringe udenom, og fjerne Himmellegemer, allerøverst nogle Krydsbjælker og Stræbere, der giver fragmentiske Forestillinger om Universets Struktur.Johannes V. Jensen beskriver her faktisk helt billedligt hvordan dette store monstrum af en hal egentlig ser ud indefra. Han bruger et meget simpelt billedsprog som nærmest fremkalder et kuldegys gennem læseren. Denne spidsfindige metode suger nærmest som et sort hul læseren længere ind i teksten inden den rigtigt er begyndt. Læseren fastholder koncentrationen på teksten fordi at beskrivelsen af Saturn og dens ringe virker meget overbevisende.
Når han bevæger sig rundt i den store hal giver læseren et indtryk af et sug i maven ”Rummet er saa stort at der gaar en særlig Vind herinde”, her beskriver Johannes V. Jensen følelsen af at bevæge sig rundt i den store bygning. Det beskrives nærmest som var det et helt univers. Igen her refereres der til et størrelsesforhold der er så svimlende at de små, de uheldige udenfor ikke har en levende chance for at forstå det.
Dette ikke at kunde se Ende paa Rummet og Tilskuerpladserne leder Tankerne hen paa de nyeste højmatematiske Hypoteser om Universet, som ikke skal være uendeligt mere, men vende tilbage i sig selv, som en sluttet firdimensional Sfære. Hvad der saa er udenfor den igen? Ja, der er formodentlig Rosenørns Allé.Først beskrives den daværende teori om at verdensrummet ikke længere var uendeligt, men at det nu var berammet til en sfære med fire dimensioner. Derfra hopper V. Jensen over til at beskrive velodromen, han siger at udenfor den firdimensionelle sfære ligger en vej, og det er ikke Mælkevejen. Han sætter altså også her lighedstegn mellem universet og det (forholdsvis) lille Forum.
Inde i hallen betragter Johannes V. Jensen nu pludselig de før så ubetydelige ryttere. Han betragter med stor omhu deres forberedelser og nervøsitet før løbet.
Ligefor, nede i Midten af Tallerkenen, Inderkredsen, ser man ind i smaa Boder, Kabiner, der er sømmet op til de deltagende Væddeløbs cyklisters Bekvemmelighed, som ved et Marked, de er forsynet med smaa nationale Flag, for at man skal kunne finde sin Baas, og her rører sig et lille Artistliv, Gladiatorerne der gøres i Stand af deres Assistenter, unge Mennesker i en professionel Påklædning…..Det er stadigvæk ikke selve løbet der i Johannes V. Jensens øjne er det mest interessante, det er stadig atmosfære, stemningen og ikke mindst spændingen. Han sammenligner de unge cykelryttere med fortidens gladiatorer hvilket giver endnu et indre billede af hvad det er for nogle modige fyre inde i midten. Denne midte kan for øvrigt sammenlignes med solen, rundt om denne løber alle planeterne i hver deres kredsløb. Så bliver cykelrytterne til en slags symboler for planeternes turnus rundt om solen.
Lutter unge, stærke, udvalgte Folk, hver af dem Nr. 1 af sin Nation, hver af dem kørende som en Mekanisme, Mand og Maskine gjort i et Stykke. Jo, det var nu værd at se.
Disse unge mennesker beskrives også som en mekanisme, det fremstår her som om parret og deres cykler er som en bevægende mekanisme. Dette får én til at tænke på tilskuerne som tidligere blev beskrevet med ”et Hjerte”, dermed har rytterne og tilskuerne noget til fælles, de har en vilje til samarbejde. Eller bare til at stå sammen, det er som at være til fodboldkamp når ”bølgen” ruller hen over stadion.
Pragtfuldt, øvet, sikkert kører de, hele Feltet som eet Legeme, i en susende, strygende Fart Langsiden igennem, hældet over i Svingene, og kastet paa ret Køl ned paa Langsiden igen. Taktiken folder sig ud, Parrene veksler, den ene Rytter ud af Feltet, og den anden ind…..Endnu engang lægger Johannes V. Jensen vægt på en flok mennesker som om de var et legeme. Her er det feltet der på trods af konkurrencens vigtighed alligevel fremstår som eet samlet legeme. Det enkelte par, det samlede felt og tilskuerne hænger altså unægtelig fasttømrede til den kendsgerning at de alle tilsammen fungere som et fællesskab.
Og alt taget i Betragtning, Publikum, Bifaldet og Tilraabene, hele dette enorme Menneskebrus omkring en Tallerken, hvor en Skare Cyklister jagede hinanden, man fik et stærkt Indtryk af Kaarene som de er i vor Tid, Konkurrencen, det haarde, hensynsløse Kapløb.Efter løbet tænker Johannes V. Jensen lidt over den netop afsluttende finalespurt hvor alle knoklede som piskede, bare for at vinde. Dette får ham til at sammenligne løbet med den as og mas datidens unge kom ud for. Han er af den opfattelse at de unge som måtte kæmpe sig frem, eller spurte sig hårdt ind over målstregen, virkelig har fortjent et venskabeligt klap på skulderen.
Som tidligere nævnt virker det som om Johannes V. Jensen hele tiden forsøger at beskrive selve seksdagesløbet som noget andet end netop et seksdagesløb. Kun meget få gange bliver selve løbet beskrevet, og kun i et tilfælde hvor det passer ind i hans eget hoved. Han beskriver seksdagesløbet ved hjælp af indre billeder. Læseren opfatter ordene fra teksten og ”tvinges” nærmest til at danne disse indre billeder.
Johannes V. Jensen betragter ikke begivenheden som enhver anden idiot eller sportsjournalist. Han tager ind for at se noget helt andet, nemlig atmosfæren. Den tætte tåge af tobak, den brølende højtaler i loftet, de velklingende kendingsmelodier, og endelig det næsten uendelige univers.
Denne tekst er ikke en tekst der har højlitterære træk, det er først og fremmest en avisartikel, og skal derfor (i princippet) læses af mange forskellige slags læsere. Da teksten heller ikke bare er et luset referat af et seksdagesløb må det faktisk være masselitteratur. Igen passer det godt med at det er en avisartikel, og samtidigt virker teksten som var den en slags reklame. Gang på gang bliver læseren bombarderet med disse fantastiske billedlige beskrivelser af det løb de enten har misset eller vil huske til evig tid.
Hvis man skal se på den måde Johannes V. Jensens udtrykker sit menneskesyn på må vi eksempelvis se på episoden hvor han beskriver rytterne og deres cykler eller rettere maskiner. Det må siges at han er fremtidens mand, ikke i den betydning at han er ung (tværtimod), men han beskriver mennesket som eet med sin maskine. Hans opfattelse af mennesket har derfor meget med udvikling og forskning at gøre. Alligevel er det jo en trediver tekst, den handler om hverdagen dvs. den hverdag der er netop i de seks dage løbet varer.
Johannes V. Jensen var tilhænger af Darwins udviklingsteorier, hvilket jo også passer nogenlunde med hans opfattelse af universet (udvikling i det hele taget), universets finurligheder og dets unikke opbygning fascinere ham endeløst.
ref.: Lektiebixen
===================================