Set indefra: En mekanikers syn på 6-dagesløb.
Kris Westwood har fortalt FatNick om sine oplevelser på de europæiske 6-dagesbaner.
Seksdagesløb & Skiftenøgler
Af Kris Westwood
Jeg er tidligere professionel cykelrytter i Canada med en periode på landsholdet. Jeg har desuden i nogle år arbejdet som mekaniker for rytterne på de europæiske seksdagesbaner. Især det sidste løb i München var en fascinerende oplevelse af seksdagesverdenens mærkelige afkroge. Da jeg gik ind i Olympiahalle i München, blev jeg overvældet af den samme følelse som dengang jeg som 16-årig gik ind i Montreal Velodrome (desværre forlængst nedrevet) med inskriptionen over døren: "Dette er cyklernes tempel!"
Jeg skulle begynde på et nyt og interessant arbejde som 6-dages mekaniker - og jeg startede oppefra: som hjælp for Eddy d'Herde, mekaniker hos Risi & Betschardt. Eddy har to årtiers erfaring i at betjene banecyklingens topnavne, f.eks. Patrick Sercu og Urs Freuler.
For tilskueren er 6-dagesløb glitrende lamper og ryttere i festlige dragter, der kører banen rundt i høj fart. Mekanikeren bliver sjældent bemærket, og synes kun at være aktiv når nogen er punkteret eller stødt sammen. Men faktisk har vi en masse at lave, og vores arbejdsdag begynder lang tid før selve løbet.
Den vigtigste opgave for enhver mekaniker er, at pudse cyklen. Rytterne er meget nøjeregnende på dette punkt, så cyklerne skal være helt pletfri og glinsende. Omkring klokken 14 møder vi på banen og går i gang. Hjulene tages af cyklerne, kæde og kædehjul renses med et opløsningsmidddel og en klud, rammen (stellet) vaskes i sæbevand, renses og tørres - herefter sprayes med møbelpolish og efterpoleres. Fælge og eger renses, nav og uforkromede fælge poleres med pasta, hvis det er nødvendigt (som regel en eller to gange i løbet af et 6D). Træningshjul pumpes op og sættes på cyklen, som derefter stilles i nærheden af banen til brug for rytteren under opvarmningen.
Når det er gjort, udskiftes al bomuldstape på styret, og kork tape gøres ren med renset benzin. Luften tages ud af de regulære racerhjul, undersøges for revner i dækkene og sættes sluttelig tilbage på cyklen, hvorefter træningshjulene også kontrolleres og sættes tilbage på plads. Når vi har spist, pumpes også reservehjulene helt op (ca. 150 psi). Løbet begynder sædvanligvis omkring kl. 20.
Et aftenprogram varierer fra sted til sted og fra aften til aften. Vi må omhyggeligt læse programmet og beslutte, hvornår de forskellige cykel- og gearskift skal ske. Parløbene er de vigtigste, og rytterne vælger som regel
52 x 16 (svarende til gearing 87.8) eller
49 x 15 (gearing 88.2), selvom
53 x 16 (89.4) og
50 x 15 (90.0) også kan forekomme.
Man er nødt til at spørge rytterne om deres foretrukne gearing hver aften. For eksempel kan der være en rytter der bruger
53 x 16 (89.4) i parløb, men foretrækker
51 x 15 (91.8) i sprint, eller
52 x 15 (93.6) ved tidskørsel med flyvende start.
En ekstra cykel holdes klar til derny, ofte med et pladehjul sat op med 54 x 14 (gearing 104.1), dog med en mindre gearing til parløbs derny. Disse beslutninger er baseret på rytterens personlige styrke og hans chancer i det konkrete løb: det giver f.eks. ingen mening at montere en speciel gearing til en sprint han ingen chancer har for at vinde.
De bedste ryttere fin-tuner deres gearing ved at medbringe flere forskellige hjulsæt med forskellig dækbredde: et større dæk giver en anelse højere gearing. Afhængig af løbsprogrammet har vi få eller mange gearskift. Det sværeste er at huske, hvem der skal have hvilken gearing hvornår, især når aftenen er opdelt i løb (heats) med een rytter på hvert hold - eller kun i første eller anden halvdel af løbet. Ved seksdagesløbet i Zürich havde Eddy og jeg ansvaret for 10 ryttere: de fleste kan sikkert forestille sig, hvor forvirrende det kan være!
Når løbet først er startet, er der nok at lave. I løbet af de seks dage skal rytterne bruge mindst mulig energi udenfor banen. Derfor skubber vi dem altid i gang, når de forlader kabinen i starten af et løb. På samme måde når de kommer retur, er der nogen som må hjælpe dem med at stoppe: at standse en cykel med fast gear (uden friløb) kræver energi. Rytterne skal ligeledes holdes ved starten af alle parløb, ved derny er det endda nødvendigt at skubbe dem i gang p.g.a. den høje gearing. Vi skal være ved banesiden under hele løbet, hvis der opstår problemer. I Zürich var vi ude for to brækkede eger på to forskellige rytteres cykler - i det samme løb!
Hurtigt skift af baghjul kræver øvelse, især da kædestramningen skal være perfekt og hjulet skal centreres i rammen. Mens vi venter på at noget skal gå galt, bruger vi tiden til at lime dæk på fælgene (den bedste lim i øjeblikket er beregnet til at lime tæpper fast til gulvet), ordne gamle skader, pudse nav, montere eger på nye hjul o.s.v.
Efter hvert af de større løb får cyklerne en hurtig aftørring med en fugtig svamp og en tør klud. Dækkene renses for glas og andre fremmedlegemer, da gummiet er meget blødt og let går i stykker. Hen mod slutningen af aftenen - som kan være alt fra midnat til klokken nul-fire, stiller vi cyklerne op og låser dem sammen med kabellåse. Så lukker vi luften ud af samtlige hjul, pakker vores værktøj sammen, lukker værktøjskassen - og sætter os ned og drikker en øl. Så går vi i seng - på et hotel hvis vi er heldige, men ellers i baneanlæggets kælder - og sover indtil klokken 11.
Derefter starter vi forfra igen.
Ved begyndelsen af et seksdagesløb er rytterne nervøse og pirrelige, især de nye, og kan ofte ikke beslutte sig for hvilken gearing der skal bruges. En erfaren mekaniker kan være en stor hjælp i disse tilfælde, mens rytteren andre gange mener at han ved bedst, og derfor ikke sjældent foretager et forkert valg.
I Zürich startede to af vore ryttere med 50 x 15 (gearing 90.0).
Eddy grinte ad dem: "Ikke engang Sercu på sit højeste kunne træde sådan et gear!"
Men de var ubøjelige. Efter de to første aftener gik det op for dem, at de ikke kunne holde til den gearing i seks dage, så de skiftede til 49 x 15 (gearing 88.2).
Når et hurtigt hjul- eller gearskift af og til er nødvendigt, er nogle af rytterne meget nervøse, og vi må derfor virke så rolige og afslappede som muligt.
Det er interessant at se hvilket udstyr rytterne kører på. De fleste bruger stadig sandslebne stålrammer, i bedste fald med forkromede gaffelender (som gør baghjulet lettere at justere, fordi krom ikke bliver ridset på samme måde som maling, og desuden forhindrer kæden i at ridse rammen).
Kun ganske få bruger alu-rammer (som f.eks. SOIL rammen fra Schauff), den bruges dog af bl.a. Mario Vonhof og Jens Lehmann. Mario Chippolini mødte op i München med nogle flotte CANNONDALE rammer, selv om jeg ikke ved om de er til at få i handelen.
Carbon (kulstof) rammer ses praktisk talt ikke, bortset fra hos sprinterne. I Zürich brugte Franco Marvulli en hi-tech Carbon Monocoque ramme med meget smalt nav og baggaffel, men han opgav at køre på den efter et par aftener, fordi siddestillingen ikke passede til parløb, og fordi kæden smækkede mod pladehjulet (og skræmte livet af os alle), og fordi Eddy ikke kunne lade være med at drille ham!
Campagnolo grupper (groupsets) er det mest almindelige, selv om man også ser en del fra DuraAce. Flere og flere bruger AheadSet styrfittings (styrlejer), selv om det medfører problemer med at indstille styrhøjden og dreje styret under transport.
CAMPAGNOLO grupper består af:
- Kranksæt,
- Krankbox,
- Kæde,
- Krans,
- Styrfittings,
- Bagskifter,
- Forskifter,
- Bremseklør,
- Ergopowergreb,
- Navsæt og
- Sadelpind.
SHIMANO grupper består af:
- Kranksæt,
- Krankbox,
- Kasette,
- Kæde,
- Bagskifter,
- Forskifter,
- Bremseklør,
- STI sæt og
- Navsæt
Interessant er det, at en masse old-style Campagnolo og Suntour nav med høj (eger)flange stadig er i brug - baneudstyr bliver ikke sådan slidt op... De nye Campagnolo nav er stadig ikke almindelige, selv om versionen med lav (eger)flange på Shamal hjulet er ret populær.
Næsten alle rytterne har en eller anden slags aero wheels til løbene, almindeligvis Shamal (til trods for problemer med egerne), selvom man også ser Corima 4-eger (til trods for deres tendens til at vibrere under sidelæns belastning. Chippolini kørte med Spinergy i München.
Ofte vil en rytter, der har problemer med siddesår, vælge traditionelle hjul frem for propelhjul, fordi de giver en blødere kørsel. Det mest anvendte pedalsystem er LOOK, selvom både det gamle og det nye DuraAce og Time ses.
De justerbare pedaler indstilles så stramt som muligt. Ingen, bortset fra sprinterne, bruger tåclips og straps.
Det mest kendte dæk er VITTORIA, selv om kun ryttere med finanserne i orden kører på den gule model Pista Sies Giorni.
Ligeledes meget anvendte dæk er CONTINENTAL Tempo 19 og Tempo 22, samt Sprinter 250.
Fornylig er de tjekkiske TUFO dæk også kommet i rampelyset.
Som tidligere nævnt, er den vigtigste enkeltfaktor størrelsen af kassen (dækhylstret), da det påvirker gearingen.
De mest anvendte sadler er TurboMatics.
Rytterne skriver individuelle kontrakter med deres mekaniker, og betaler et fast beløb pr. løb. Derudover skal rytterne betale for massører og "bydrenge" (runners), som laver alt det mekanikeren og massøren ikke gør. Det er et besynderligt gammeldags system som styrer seksdagesverdenen. Det er meget besværligt for udenforstående at komme indenfor, men jeg har været heldig - takket være mine kontakter.
For der er intet som atmosfæren og spændingen ved et seksdagesløb!
ref.:
WRENCHING AT THE SIXES
Ovenstående artikel er lånt fra FatNick's hjemmeside, hvor den ligger på originalsproget (engelsk).
Nick har venligst givet tilladelse til, at artiklen oversættes til dansk.
==================================================
På nettet kan man i 2010 finde følgende oplysninger om KW:
Kris Westwood is a former national team cyclist who raced in road, track, mountain bike, cyclocross and tandem competitions.
Before becoming a journalist, Kris worked as a professional race mechanic and has managed the Canadian team at a variety of events, including the Tour de Langkawi in Malaysia, the Tour de Hokkaido in Japan and the Open des Nations in France.
He also worked as national team co-ordinator at the Canadian Cycling Association for two years, before going to journalism school.
Kris now works at The Citizen daily newspaper in Ottawa, and runs his own bi-weekly regional sports paper.
He still races occasionally for fun.
ref. Kris Westwood
==================================================
