stort billede

 

W. Ø. Larsen - 140 år på Strøget

 

W. Ø. Larsens historie på Amagertorv i København går mere end 140 år tilbage. Den unge præstesøn fra Mors, Wilhelm Øckenholt Larsen, rejste til København i en alder af 26 år. Her åbnede han den 4. november 1864 forretning på Gammel Amagertorv nr. 1 (lige over for Storkespringvandet) - det, der i dag hedder Amagertorv. W. Ø. Larsen valgte ikke adressen tilfældigt. Den lå nemlig i skyggesiden for at beskytte de fine cigarer mod sollyset. Selv boede han nærmest rundt om hjørnet - nemlig på Højbro Plads. Fra starten handlede forretningen næsten kun med cigarer - den tids foretrukne tobaksnydelse - både i Danmark og udlandet. Kundekredsen blev hurtigt stor og omfattende. En solid kundegruppe var bl.a. landadelen, som især om vinteren opholdt sig i hovedstaden - enten på et af byens bedre hoteller eller i eget palæ. Storkunderne havde deres egne, foretrukne cigarmærker, som skulle stå klar i kassevis. ”En rigtig herre” røg den gang måske 10 cigarer om dagen, så en såkaldt halv kasse med 50 cigarer forslog kun i en lille uge.

 

Vækst og øget sortiment
Op i mod 1900-tallet var forretningen i god vækst og fremgang og begyndte derfor at importere cigarer fra Havanna, cigaretter fra Rusland og røgtobak fra Holland - som supplement til de danskproducerede tobaksvarer. På samme tid begyndte forretningen at få produceret sine egne shag-tobaksblandinger og cigarer fra både små Københavnske og udenlandske cigarfabrikker.
I starten af 1900-tallet bliver W.Ø. Larsen egentlig producent. Det skete i første omgang ved køb af en hidtidig leverandør, Heinrich Marsmann, som havde adresse i Frederiksholms Kanal 4 (i dag Institut for Antropologi) (1928). Senere fulgte Lauritz Brenøes Cigarfabrik i 1935, og i 1958 fulgte C.W. Hansens Cigarfabrik.
Forretningen vokser fortsat, og det får W.Ø. Larsen til at flytte til nye og større lokaler blot 50 m. længere ned af gaden i Amagertorv nr. 9. Forretningen blev fra starten indrettet med to afdelinger - en hovedforretning til venstre og en særlig Havanna afdeling til højre. Det skete for at markere, at man allerede den gang ville behandle de caribiske cigarer med særlig omhu. Derfor blev forretningens facade også forsynet med både det kendte W.Ø. Larsen navn og et skilt med inskriptionen: ”Import af Havanna Cigarer”.

Kongelig anerkendelse
Den nye forretning opnår i 1913 prædikatet ”Kongelig Hofleverandør” af Kong Christian d. X. Det svenske hof røg også gerne W.Ø. Larsens cigarer, og i 1926 blev forretningen også ”Kongelig Svensk Hofleverandør”. Hvor kongelige relationer mange steder er historisk betingede, har der altid være et aktivt kundeforhold mellem W.Ø. Larsen og Kongehuset - men naturligvis altid baseret på dyb diskretion. W. Ø. Larsen driver nu sin specialforretning sammen med sin søn, Lars Peter Larsen. Begge er meget kvalitetsbeviste og måske også lidt snobbede. I hvert fald ønskede man ikke at sælge skråtobak (officielt) - så det blev kun solgt fra butikkens bagindgang i Læderstræde 10.
Op igennem den første halvdel af det 20. århundrede voksede firmaet kraftigt under 3. generation af W. Ø. Larsen familien - den nuværende ejers farfar, som drev firmaet helt frem til 1972.
I samme periode blev cigarfabrikkerne samlet på én adresse på Gartnerivej på Østerbro.

Pibetobakken kommer til
Selvom forretningen havde fået produceret pibetobak siden 1930’erne, var det først i 1947, at den begyndte egen produktion. Det skete med overtagelsen af Gunnar Lewinskys Fabrik. Blandt W. Ø. Larsens specialiteter var de såkaldte ”Flake-tobakker” eller Navy Cut.
I 1939 erhvervede man yderligere ”Lichtingers Specialfabrik for Cigarillos”. Mange kan sikkert stadig huske virksomhedens kendte lysreklame på Vibenshus Runddel med ”Siesta-stolen” og de bevægelige røgringe, som prydende ejendommen helt frem til 1980.
Selvom der var vækst i fabrikationen, var det dog fortsat forretningen på Amagertorv, som var kernen i virksomheden. Men det var samtidig på denne tid, at piberne begyndte at gøre deres indtog i forretningen. I starten var der mest tale om klassiske piber - typisk fremstillet i England.
Det helt store gennembrud for W.Ø. Larsen inden for piber blev sat i gang med hjælp af den kreative butikschef, Svend Bang. Han så den voksende interesse for piber blandt de mange turister fra USA, som i stigende omfang valgte Danmark som rejsemål. Der var ikke langt fra tanke til handling. W. Ø. Larsen etablerede sit første pibeværksted allerede i 1950’erne i den del af forretningen, som hidtil havde huset ”Havanna afdelingen”.

W.Ø. Larsen sætter helt nye standarder for pibe-design
Den traditionsrige forretning viste sig fra en helt ny side ved at gøre op med det traditionelle og konservative pibe-design. Den driftige butikschef satsede nemlig på at kombinere det traditionsrige håndværk og pibemageri med nye, spændende designere. Og forretningen introducerede hurtigt berømte navne som Poul Rasmussen, Svend Knudsen og mange andre, som senere er blevet legender og ikoner blandt alverdens pibekendere.
For mange amerikanere, japanere og andre nationaliteter blev Strøget op igennem 50’erne og 60’erne et internationalt centrum for pibeelskere og -kendere. Og det var i denne periode og de følgende par årtier, at det igen blev trendy blandt danskerne at ryge pibe.
Grunden var lagt for W. Ø. Larsens verdensberømmelse inden for håndlavede piber. Produktionen af de individuelle piber voksede ud af forretningen på Amagertorv og flyttede til moderne lokaler på samme adresse som cigarfabrikkerne.

Tobaksmuseet kommer til
Helt tilbage fra forretningens start havde familien - naturligt nok - samlet på effekter om og til tobaksproduktion og nydelsen heraf. Samlingen var igennem de mange år vokset til et omfang, så det var nærliggende at samle alle effekterne i en egentlig udstilling. Med Ole W.Ø. Larsen - den nuværende ejers far - som den drivende kraft og ivrige samler blev Danmarks første og eneste tobaksmuseum en realitet. Museet fik til huse i kælderen under den gamle forretning på Strøget og åbnede midt i 1970’erne.

Viljen til overlevelse
Mens den fleste danske tobaksproducenter og -forhandlere enten bukkede under eller slog sig sammen for at overleve på grund af den skærpede konkurrence - både fra udenlandske producenter og fra helt nye detailhandelsmønstre i Danmark, havde W.Ø. Larsen fortsat kraften og viljen til at bevare sin selvstændighed.
Og det var fortsat salget af kvalitetstobak i form af cigarer og pibetobak, et stigende salg af håndlavede piber og salg af en bred vifte af tilbehør til tobakselskerne, der var kernen i den familieejede virksomhed. Men det var også i denne periode, at kunderne markant ændrede deres tobaksvaner: Cigaretterne og piberne blev mere populære - og det skete på bekostning af cigarerne. Og det medførte, at selv importen af de eksklusive cigarer fra det caribiske område enten hørte helt op eller blev kraftigt reduceret. Den danske cigarproduktion var allerede på dette tidspunkt kun en skygge af fordums storhed.

Nye tider - nye vaner - nye muligheder
W. Ø. Larsen var fortsat den drivende kraft i den danske tobaksverden - om ikke i størrelse sammenlignet med giganterne: Skandinavisk Tobakskompagni, Nordisk Tobakskompagni og nogle andre store virksomheder, men når det gjaldt fokus på kvalitet, service og det ultimative og eksklusive udvalg inden for tobaksvarer og tilbehør.
Det var således heller ikke en tilfældighed, der lå bag W.Ø. Larsens introduktion af bl.a. de kendte Davidoff og andre eksklusive cigar-brands i Danmark, som imødekom den ”nye” interesse for cigarer.
Selvom 1990’erne markerede nogle vanskelige år og forretningen var lukningstruet, besluttede ejerne alligevel at gennemføre en egentlig turn-around af det hæderkronede familiefirma. Det blev bl.a. besluttet at gennemføre den hidtil største ombygning af forretningen i firmaets historie i 1994.
Målet var at forberede Danmarks førende specialforretning inden for tobak til det nye årtusinde ved at satse endnu mere på kvalitet, service og sortiment. Samtidig blev der gjort en stor indsats for at sikre pibe- og tobaksmærket W. Ø. Larsen en fremtid.
Facaden førtes tilbage til sit oprindelige udseende fra starten af århundredet, Tobaksmuseet i sin nuværende form blev etableret i samarbejde med Skandinavisk Tobakskompagni, og W. Ø. Larsen introducerede Danmarks første ”Walk-in Humidor”.

Den nuværende ejer kommer til
Da Niels W.Ø. Larsen gjorde sit indtog i den familieejede virksomhed i 1993, havde han allerede fået færten af, at danskerne var ved at genopdage nydelsen ved at ryge en rigtig god kvalitetscigar. Blandt hans første gerninger var derfor at genoptage importen af cigarer fra Cuba. Efter revolutionen på Cuba kunne det kun lade sig gøre via ”Cubatobaccos” filial i Sankt Petersborg. Og det var bestemt ikke let i de første år efter Sovjetunionens sammenbrud. Leverancerne var ustabile, og kvaliteten var ikke længere altid i top. Men initiativet lagde grunden til Danmarks deltagelse i det kommende ”cigarboom”, som skulle femdoble W.Ø. Larsens salg af håndrullede cigarer. I dag - mere end 10 år senere - er der fortsat vækst i cigarforbruget, og W.Ø. Larsen sælger alene fra sin ene butik på Amagertorv ca. 10% af det samlede antal håndrullede cigarer i Danmark.

Lukning med høj cigarføring
Selvom en Københavner-historie nærmer sig sin slutning, når W.Ø. Larsen lukker og slukker forretningen på Amagertorv ved udgangen af februar 2005, vil det kendte tobaksnavn leve videre. For navneretten til de kendte pibetobakker er overdraget til Orlik Tobacco Company A/S, og de berømte håndlavede piber markedsføres fortsat med W.Ø. Larsen navnet ude i den store verden af Stanwell A/S, som er en del af Skandinavisk Tobakskompagni.
I forbindelse med lukningen på Amagertorv indbyder Niels W.Ø. Larsen til udsalg af varer og effekter fra selve butikken med start den 3. januar 2005. Og lukningen vil naturligvis blive markeret med en festlig reception for mange generationer af faste kunder fra ind- og udland.

W. Ø. Larsen - milepæle
1864 Etableret som Cigarhandler på Amagertorv 1
1903 Flytter til den nuværende adresse, Amagertorv 9, med en traditionel tobaksforretning og en særlig Havanna Cigar butik
1913 Udnævnelse til Kongelig Hofleverandør
1926 Udnævnelse til Kgl. Svensk Hofleverandør
1928 Overtagelse af Heinrich Marsmanns Cigarfabrik
1930’erne
Overtager Lauritz Brenøes Cigarfabrik med produktion af cigarillos og pibetobak i 1935 og Aage Lichtingers specialfabrik for cigarillos i 1939
1947 Overtager aktiemajoriteten i Gunnar Lewinskys Fabrikker (pibetobak)
1950’erne Produktion af piber i nyt værksted på Amagertorv 9 (1956)
W. Ø. Larsen & Lichtingers Fabrikker overtager C.W. Hansen i 1958
1971 Cigar- og cigarillos fabrikationen bliver solgt til P. Wulff
1975 W.Ø. Larsens Tobaksfabrik bliver solgt til Assens Tobaksfabrik - det nuværende Orlik Tobacco Company.
1978 Åbning af det første Tobaksmuseum hos W. Ø. Larsen
1978 Ole W.Ø. Larsen udgiver bogen ”Gamle Piber”
1993 Niels W. Ø. Larsen genoptager importen af cigarer fra Cuba, som havde været stoppet siden 1980’erne
1994 Gennemgribende ombygning af butikken på Amagertorv og etablering af Danmarks første “Walk-in” humidor
1994 Etablering af det nye Tobaksmuseum
1997 W. Ø. Larsen åbner et eksklusivt tobaksblanderi i butikken på Amagertorv
1999 W. Ø. Larsen overtager Georg Jensens Pibefabrik A/S i Ll. Skensved
2000 W.Ø. Larsen bygger om igen og præsenterer Skandinaviens største Walk-in Humidor
2002 Etablering af shop-in-shop koncept med S.T. Dupont (Paris)
2005 W. Ø. Larsen lukker den kendte tobaksforretning på Strøget efter godt 140 års virke.
W. Ø. Larsen fortsætter som brand efter salget af pibeproduktionen til Stanwell og tobaksprodukterne til Orlik Tobacco Company, som begge er selskaber i Skandinavisk Tobakskompagni-Koncernen.

Familiedynastiet
Wilhelm Øckenholt Larsen (stifteren) 27/5 1836 - 23/7 1919
Lars Peter Larsen 20/3 1866 - 4/10 1930 (i firmaet fra 1893 - 1930)
Wilhelm Øckenholt Larsen (jr.) 11/6 1893 - 13/5 1984 (i firmaet fra 1912 - 1972)
Ole W.Ø. Larsen 29/10 1920 - 27/10 2002 (i firmaet fra 1949 - 2000)
Niels W.Ø. Larsen 20/8 1963 - (i firmaet fra 1993 - )

ref.:
www.dr.dk

 

=======================================================================


Billede i fuld størrelse

=======================================================================

 

Slukketid

Det hele begyndte i 1864, da en ung mand kom til byen, åbnede en tobaksforretning og grundlagde et dynasti. Om et par uger slutter det igen, når hans tipoldebarn lukker tobaksforretningen W.Ø. Larsen på Strøget efter 140 år som leverandør af røg til drengerøve, bedsteborgere og konger. Byen bliver en profil fattigere.

af Niels Thorsen

Farvel og tobak
Der er noget galt. Øjet fornemmer det, før hjerne forstår. Indgangspartiet til den gamle tobaksforretning på Strøget ligner sådan set sig selv. Facaden er klædt i det samme gammelgrønne træ og emmer som altid af grundighed og gamle dage. De to gyldne muskelbundter deroppe står stadig vagt om det kongelige våbenskjold, og de mægtige guldbogstaver signerer det hele med et ubestikkeligt: W.Ø. Larsen.
Sådan har man i 140 år stavet til omhu, klasse og gedigent håndværk på en af byens fineste adresser. Men på vinduerne er skriften en anden: Ophørs Udsalg står der med fede bogstaver. Tre gange. I en helt forkert gul farve. Og nedenunder i mindre typer: Kun få dage.

Indenfor ånder alt klasse. De håndskårne piber, der hænger i rækker på væggen og tilkastes kenderblikke over flade briller og fipskæg. Tobaksdåser fra fjerne himmelstrøg og bagude i butikken cigarernes distingverede verden halvt skjult bag den matterede glasrude. Det er, som om luften herinde er et lån fra en anden tid. Fyldt med den omhu, man tillægger gamle dage. Og af den særlige maskuline akkuratesse der opstår, hvor nydelse og håndværk mødes i den samme forgudede genstand.

"Det er en skam, at I lukker", siger en kvinde, da hun får sine varer pakket ind ved disken.
"Det er det", kommer det lavmælt fra den unge ekspedient.
"I flytter vel bare et andet sted hen?" siger hun.
"Nej, vi lukker."
"Helt?"
Han ser op.
"Helt"
W.Ø. Larsen lukker. Helt. Og mange af kunderne skal høre det to gange for at tro det. I generation efter generation har butikken været fast leverandør af tobak og rygegrej til kendere, der færdes kvalitetsbevidst på tobakkens veje. Her synes verden at have stået stille i et punkt, mens alt udenfor er hvirvlet omkring og har antaget nye ansigter.

Udsalget kan ses. Det tynder ud i rækkerne af piber, der hænger i øjenhøjde på væggen - og i tidens løb er blevet betragtet og vurderet af tusindvis af kenderminer i de små private øjeblikke mellem lastens indehaver og dens forløser.
På en kant højt på væggen står gamle eksotiske tobaksdåser fra fjerne egne på række. En gul med et billede af en indisk herre i rød turban: "Fakir Shag". Og ved siden af den en rødblomstret med en kano duvende i en palmeklædt bugt - "Canoe - Shag Tobacco".
"Nå...er der ikke noget snus?", erklærer en ung pjusket fyr med sorte børster på hovedet og en tung sølvkæde løbende mellem to lommer, da han træder ind i butikken.
I gamle dage blev skrå langet ud til håndværkere og bonderøve ved bagindgangen i Læderstræde, mens man overrakte baroner og borgere de fine cubanske cigarer i strøgsiden. I dag betjenes alle ved samme disk. Og jo, snus er der også.
"Hvordan kan det være at I lukker?", spørger den unge fyr. Forklaringen er lang. Og en smertelig repetition for ekspedienterne. Dyr adresse, siger de. En husleje der stiger automatisk og hurtigere end inflationen. En branche, hvor indkøbs- og salgspris ligger fast, så man skal sælge som 7-eleven eller et supermarked for at holde avancen. Og ikke som en specialforretning for de få og kræsne.
Derfor.

Ikke-rygernes butik
Omsætningen er ellers steget, fortæller den ungdommeligt udseende herre, der er skrået tværs gennem butikken, har præsenteret sig og er begyndt at tale. Med et lille veloplagt smil.
"Med 80 procent i de forgangne 10 år faktisk".
Alene salget af cigarer er femdoblet. For nu om dage ryger man ikke cigarer, som han siger. Man nyder dem. Går efter den spændende smagsoplevelse, og vil hellere have én stor end ti små.
"Mange af dem der kommer her, betragter sig selv som ikke-rygere".
Han passer ikke rigtig ind, den nystrøgne forretningsmand. Med det høje, velsatte hår, det mørke jakkesæt og den venstre hånd løst hvilende i bukselommen, som hang den der uden at veje noget.

Hvad tror du, din far og bedstefar ville have sagt, hvis de vidste, at du lukkede butikken?
Hånden forlader lommen.
"Min far ville have været enig", kommer det så.
"For det var han selv på vej til at gøre, da jeg stoppede ham for ti år siden. Min bedstefar ville ikke have accepteret det".

Hvorfor flytter I ikke bare til en billigere adresse?
"Det er vigtigt at stoppe, mens vi stadig kan se tilbage på 140 år, hvor kvaliteten og servicen har været i højsædet. Der er ikke noget værre end at se dem, der flytter ned i sidegaderne og bliver støvede".

Navnet er Larsen. Som antydet. W.Ø. Larsen. Med et Niels foran. For sådan har herrerne i familien heddet siden stifterens søn, Lars Peter Larsen, blev træt af at kunder altid spurgte efter "den rigtige W.Ø. Larsen". Niels W.Ø. Larsen er 41 år gammel og tipoldebarn af præstesønnen Wilhelm Øckenholt Larsen, der i 1864 kom til København og åbnede den første butik et par numre nede ad gaden. Dynastiets historie kender han som den lomme, hans hånd igen har fundet vægtløs hvile i. Årstal og anekdoter ruller ham ubesværet af tungen. Akkompagneret af et lille veloplagt smil, som kun viger i samtalens små sprækker for antydningen af vemod. Og i glimt også i den rest af tvivl, der ligger og rumsterer under den velforberedte afskedstale. "Det er klart, at jeg har fået spørgsmål fra familien. Det har været vores faste ståsted. Man kunne altid komme forbi, så sad min far nede i kælderen med piberne", siger han, før han finder tilbage til sporet.
"Men en dag går man ud af skolen, og så kommer man heller ikke på skolen mere. Vel er det trist, men det ville være endnu mere ærgerligt, hvis man skulle se det forfalde".
Han ser på mig.
"Tror du ikke?"

Røg til de royale
Vi standser under en svær guldramme på væggen, hvor tipoldefar sidder i oliefarvens ovale mørke med lange buskede bakkenbarter og en ubestemmeligt Mona Lisa-smil.
"Han var præstesøn fra Mors", fortæller Niels W.Ø. Larsen.
"Da han var 26, tog han til staden og slog sig ned som cigarhandler".
Cigarer tåler ikke sol, så forretningen måtte ligge i skyggesiden. W.Ø. Larsen blev snart kendt som leverandør af gode cigarer og shag-tobakker til det bedre borgerskab. Og til landadelen, der skrev og bestilte deres varer i god tid, før de kom til staden for at handle.
"50 kasser af dit og dat, som så blev leveret til deres palæ eller hotel", fortæller Niels W.Ø. Larsen.
"Dengang røg en herre 10, måske 15 cigarer på en dag".
Han løfter et gammelt sort-hvidt foto i en lille sølvramme af sømmet og står med det i armen. Et stik af Amagertorv anno 1865. Dengang der var fiskemarked og grøntmarked.
"Her lå pissoiret. Og her W.Ø. Larsens cigarer", peger han.
En ny sølvramme løftes af sømmet.
Lager af importerede ægte Havana-cigarer, står der på den gamle facade. Og da butikken i 1903 flyttede til den nuværende adresse på Amagertorv 9, fik de fine udenlandske varer deres egen fløj, hvor man kun solgte cubanske cigarer, importeret shag-tobak og hollandsk røgtobak.
"De kom fra et fugtigere klima, og det stillede større krav til opbevaring end de tørre danske, der solgtes i butikkens venstre side", fortæller Niels W.Ø. Larsen.

Dengang lå der adskillige små cigarfabrikker ved Frederiksholms Kanal. Flere af dem købte Wilhelm Øckeholt Larsen op og blev således også producent. Og snart også kongelig hofleverandør, kan vi se, da vi studerer et stykke gulnet papir i glas og ramme, hvor Hans Majestæt Kong Christian X i april 1913 "allernaadigst" har "behaget at tillægge Cigar- og Tobakshandlerfirmaet W.Ø. Larsen" denne titel.
"Når baron von FnidderFnadder kom ind fra Fyn eller Jylland, var det godt at kunne sige: "Nu skal De høre, på Amalienborg har de sagt det og det om denne tobak". De røg også mere i kongehuset dengang, skulle jeg hilse og sige, så de fyldte også mere på kundelisten", griner Niels W.Ø. Larsen.
Hvad de røg, er han mindre meddelsom omkring.
"Ja, kong Frederik IX røg jo pibe, så han har fået sig nogle Dunhill-piber.
Men...", kommer det så, "jeg kan fortælle én anekdote fra min egen tid."
Dronning Ingrid røg Chesterfield cigaretter. Uden filter. Og i 1990'ernes begyndelse var de ikke længere til at opdrive, så Niels W.Ø. Larsen havde skaffet et alternativt mærke. Lucky Strike.
"Men det var ikke godt nok", smiler han.
Så en dag blev han ringet op fra hofmarskallet, som ville høre, om tobakshandleren stadig var "interesseret i at hjælpe hendes majestæt". Dronningen havde mødt fruen til den danske ambassadør i Rom, og hun var åbenbart veninde med direktørfruen på Philip Morris. Sådan var det kommet dronningen for øre, at Chesterfield uden filter stadig blev produceret et sted på kloden.
Joe, sagde tobakshandleren. Hvis hofmarskallatet havde en kontakt, skulle han hjertensgerne...
Men: "Det er faktisk sådan, at der er 5.000 cigaretter på vej til Dem, hr. Larsen".
Dronningen havde selv bestilt dem.
"Og så måtte jeg jo tage denne her papkasse under armen og ud til Told & Skat, for der skal jo banderoler på og advarselstekster".

Storm P's fidus
Under krigen måtte man have forbindelser for overhovedet at få lov at købe.
Nogle vil huske Storm P's tegninger med skilte som: "Kender du mig, så kan du købe - kender du mig ikke, kan du ikke købe". Og den piberygende humorist holdt sig heller ikke selv tilbage, når han skulle have tobak. I W.Ø. Larsens gemmer er der derfor ni original-tegninger af Storm P. Betaling for at få lov at købe tobak.

Niels W.Ø. Larsens farfar var industrimand. Han opkøbte og samlede fabrikker. Og så havde han en svaghed for cigarerne. Men under krigen tyndede det voldsomt ud på hylderne i butikkens Havana-afsnit. Og i stedet indrettede hans søn, Ole W.Ø. Larsen, et lille pibeværksted i den fløj.
"Så kom piberne på mode, og i dag sælges de i 20-30 forskellige lande. Min far var meget passioneret med piberne. Da han solgte fabrikkerne, flyttede han sit kontor ned i kælderen, hvor han indrettede sin hule", fortæller Niels W.Ø. Larsen.
Sådan har hver ny generation haft sine egne kæpheste. Måske også, siger Niels W.Ø. Larsen, for at træde ud af fædrenes skygge.
Og hver generation har sit eget arsenal af anekdoter. En dag for 25 år siden blev Ole W.Ø. Larsen således ringet op fra den ægyptiske ambassade, bedt om at pakke nogle piber, afhentet i ambassadebilen og bedt om at vente i et værelse.
"Og da døren gik op, trådte Anwar Saddats kone ind. Hun ville give sin mand en pibe. Så sad min far og præsidentfruen der i en halv times tid og kiggede på piber sammen".

Per Stigs problem
Egentlig havde Niels W.Ø. Larsen intet ønske om at drive dynastiet videre. Han er uddannet cand. merc. og lod sig kun lokke hjem fra Frankrig for at redde den skrantende forretning for 10 år siden og satte bl.a. sit eget præg ved igen at begynde at importere ægte cubanske cigarer.
"Det er vores tobaksblanderi", siger han da vi standser ved en disk, hvor en blok tobak ligger i lyset fra den grønne skomagerlampe. Tung og fugtig. Og med mærker efter kniven. Han løfter en tromle med hvide papstykker - alle håndskrevne opskrifter på kundernes personlige tobaksblandinger.
"Vores udenrigsminister får nok problemer, når vi lukker", siger han og bladrer til han finder en lap med navnet Per Stig Møller.
"Det samme gør Uffe Ellemann Jensen".

Da Bill Clinton besøgte København, var hans sikkerhedsfolk forbi for at checke vinduer og bagdøre langs ruten og fattede stor interesse for de cubanske cigarer, der er forbuden frugt i USA. Clintons privatsekretær fik en gave med til præsidenten. En personlig tobaksblanding. Og tre måneder senere kom der brev fra Det Hvide Hus.
"Det var Bill, der skrev tak".

Berømtheder har aldrig haft svært ved at finde vej til Amagertorv 9. Nepals tidligere konge modtog før sin blodige død således jævnligt en sending med sin personlige blanding.
"Tre-fire gange om året fik vi breve skrevet af...", siger Niels W.Ø. Larsen og tapper i luften med stive skrivemaskinefingre. "His.....majesty's....first....secretary. Skrevet på en ældgammel maskine med rødt og sort farvebånd. Han kunne specielt godt lide, at tobakken fik et skvæt Gl. Dansk".

Nu bor Niels W.Ø. Larsen med sin familie i Stockholm og arbejder med effektivisering af virksomheder.
Sådan slutter historien. Og lever kun videre som to mærkværdige bogstaver i et ellers helt almindeligt navn.
"Cigaren er et af de mest simple produkter der findes", siger han da vi træder glasdøren ind i den store humidor og pludselig står i en anden klimazone, hvor cigarerne ligger i åbne kasser på hylderne omkring os som små fortættede stykker nydelse.
"Den består af blade, der er presset sammen", siger han og tager opstilling under de fire rør i væggen, hvorfra de kølige dampe står ud i tynde skyer og lægger sig over lokalet som en sval ånde af fugtig lethed fra fremmede himmelstrøg.
"Tænk, at man kan møde så mange smagsvarianter. At man i århundreder har kunnet lave forretning på det".
Vi lader blikket glide fra kasse til kasse. Fra en Montecristo svøbt i sit mørke dæksblad. Over de mægtige Cohiba-drøn, selve symbolet på maskulin selvbevidsthed - og derfor enhver drengerøvs drøm. Og videre til Bolivar, Partagas og H. Upmann. Selv navnene ligger tungt og godt i munden.
"I dag vil folk igen have kvalitet", forklarer Niels W.Ø. Larsen. Omsider passer butikkens ånd til tidens.
"Derfor er jeg i virkeligheden også dobbelt ked af det", siger han.
"At det ikke lykkedes for os."

 

Arven

Facaden

ref.
Politiken, 2. sektion, tirsdag 18. januar 2005

 

=======================================================================
=======================================================================

 

Farvel og tobak

W.Ø. Larsen pibetobak

 

Til forsiden