Jazz Trumpet

 

Musik og TV

 

I serien "Den professionelle musik og fjernsynet har det svært med hinanden" har JazzPianoKlubben i begyndelsen af 2006 gennemført en diskussionsrække, hvor forskellige musikere og andre involverede får lov at give deres mening til kende.
Nedenstående er et repræsentativt udpluk af indlæggene.

=======================================

2006.Jan.02
Per Krogen:

Musikeren skriver i denne måned om det fænomen, som vi alle har bemærket, at den professionelle musik og fjernsynet har det svært med hinanden. Musik i sig selv er ganske enkelt ikke særlig godt fjernsyn, hævder både DR og TV2.

Seerne elsker amatørerne, som ikke kan deres ting, og derfor laver fejl. Derfor ser vi også alle de kendisser, der synger, spiller og danser uden nogen form for uddannelse. Vi ved jo godt, at de professionelle kan deres ting, og derfor er det sjovere at se amatørerne, som kan komme galt afsted.

Udviklingen er dog ikke begrænset til fjernsynet. En moderne festmusiker skal helst kunne underholde med meget andet end musikken. Man oplever mere og mere, når man er engageret til en fest, at man på stedet skal stille mikrofon anlæg til rådighed og kunne akkompagnere de unge håbefulde festdeltagere med deres idol sange.

Jeg har deltaget i mange fremragende kurser for DMF på Artlab, som har givet stor indblik i en teknisk verden, men måske mangler vi en debat om, hvad vi som professionelle musikere kan stille op imod tidens trend, hvor alle gerne vil være "stjerne for en aften" og optræde med deres store nummer.

Jeg håber at få kommentarer i debatten.

Godt nytår

Per Krogen

=======================================

2006.Jan.02
Frank Søndergaard (jazzmusiker i Aalborg):

Jeg har jo været en halvstuderet røver i musikbranchen nu i snart 50 år.
Jeg begyndte i den gamle jazzklub i Aalborg og oplevede, at det at spille sammen med andre, var en kæmpeudvidelse fra det at stå alene med musikken fordi, at være alene om den, var der ikke meget ved, man ville gerne opleve og give oplevelser!

Allerede dengang fornemmede jeg det vigtigste ved musikkens element, nemlig at der skal være "entertainment" med som den vigtigste facet, hvis man skal kunne forvente, at andre umiddelbart skal "høre efter" en, og at man i det hele taget gør sig fortjent til sin hyre!

Når man skal underholde, kan man gøre det på mange måder, jeg har oplevet både klovnen Grock og Charlie Rivel, der med deres minimum af virkemidler underholdt vi andre, så vi var ved at gå til af grin - simpelthen - naturligvis verdensklasse, men ingen af de to var jo verdensmestre på musikinstrumenterne, men deres performance "Oh"!

Jeg ved derfor ikke hvor meget, en professionel musiker skal holde på sin læst og, om ikke forlange, så forvente, at det her klassespil jeg disker op med, det skal i sgu' høre efter, og alt det som I gerne vil høre eller "lege", det kan I ikke få hos mig!

Tja! Susie og Leo og salig Jodle Birge har jo et publikum mindst lige så stort som Oscar Peterson og Det Kongelige Kapel (Birge trak 60.000 tilhørere på Plænen i Tivoli!), men det kan da godt være, at det er forkert! - men man kan godt være halvamatør uden nødvendigvis at være dilletant!

I al fredsommelighed

De hjerteligste hilsener

Frank

=======================================

2006.Jan.03:
Ole Heden, pianist:

Jeg syns' at kunne fornemme at, især, TV har formået at trække musik ned på linie med "Vis mig dit køleskab", "Vi kører dårligt i bil", "Byg et hus på 3 dage" e.t.c.

Hvorfor gør de det mon?
Er det fordi det er en forholdsvis billig måde at spille musik i TV på?
Eller er det fordi produktionsselskaberne får de håbefulde kunstnere til at skrive under på, at de frasiger sig samtlige deres rettigheder til royalties?

Jeg tror ikke det varer længe inden malerkunst bliver udsat for samme fornedrelse. I USA har man længe haft TV programmer som har et ægtepar som aktører, hvor den ene part proklamerer X antal sidespring i løbet af parrets 20-årige ægteskab. Så langt er vi ikke nået herhjemme endnu. Men tro mig. Det kommer. Seerne vil kort og godt kunne ha` lov til at godte sig over at andre mennesker, der har det dårligere end dem selv, jfr. "Lykke er godt, men andres ulykke er heller ej at foragte".

Jeg har levet af at spille musik i 30 år. (pop, jazz og rock/blues). I løbet af den tid er det heldigvis(?) sjældent, nogen har bedt om at "gribe mikrofonen". Om det så er fordi at jeg driver lidt mere entertainment ved jeg ikke, men et faktum er dog at det er nødvendigt. Ikke på et "svedigt" værtshus. Ej heller i en hyggelig jazzklub. Men sidder man som solo/duo/trio til en privatfest, så vil folk underholdes. Bevares, der er da også dem der "bare" vil underholdes med go` musik. Det er bare ikke så tit.

Hygge
OH

Ole N. Heden
DK Band/Panic Jazz Quartet/Lost Appendix

=======================================

2006.Jan.04
Peter Weis:

Må jeg som ikke-musiker blande mig i diskussionen?

Jeg ser ikke situationen så sort som den beskrives i oplægget. I virkeligheden har kvalitetsmusikken altid haft trange kår i TV - Leisners pladeparader er da ikke noget at mindes med andet end nostalgisk veneration.
2. juledags-operetterne var da også så som så.

I dag spilles der stadig musik på fjernsynet. Der har været transmissioner fra Det kongelige Teater og NHØPs død blev markeret med en mindeudsendelse og der vil blive sendt fra en minde-koncert. Og vi har haft musik-baserede underholdningsprogrammer som "Hit med Sangen" og "Musikbutikken" hvor mange professionelle musikere har optrådt.

Måske er musikdækningen mindre magasin-agtig, ikke så meget for musikkens egen skyld. Den er enten hæftet på "events", som dødsfald, åbning af nye spillesteder etc. eller integreret i underholdningsprogrammer.

Men det står da endnu værre til med dækningen af fx bog- og teatermarkedet. Tit rapporteres der også fra koncertbegivenheder i TV-aviserne, men der kan man af kontraktlige årsager ikke få lov til at vise mere. Det drejer sig vel om penge. Men interessen er der, og der er også musik på TV.

Man kan så diskutere, om man er vild med de genrer der gives mest plads. Men det var ikke det der lå i diskussionsoplægget. Jazz'en har rigtigt nok en lidt trængt rolle, men det har den vel haft i det meste af efterkrigstiden. Personligt synes jeg også at det er længe siden jeg har hørt rigtig nybrydende jazz.

Så jazz er for omgivelsernes og nærværets skyld. Ikke noget der behøver et magasin-program på TV.
Skal der gøres noget, kunne det være gennem flere events. Spil sammen med de internationale navne der kommer forbi, og tilbyd TV en billig optagelse af et par numre. Send pressemedelelser ud om op- og nedgange i antallet af jazz-klubber, inviter journalisterne til åbning af nye kulturhuses jazz afdelinger. Det handler om at skaffe sig eksponering, og tilbyde TV billigt stof.

Man er også nødt til at se på musikkens rolle. Specielt i forhold til jazz, som jeg jo mener har stået noget i stampe i mange år, er nærværet vigtigt. Så det drejer sig om livemusik, hvor man kommer nær på musikerne og opnår en kontakt der ikke kan opnås gennem DVD, internet osv. Snakken med musikerne i baren mellem sættene er spændende, muligheden for at være tilstede er spændende. men der er for få jazz-klubber og for få værtshuse som satser på levende musik.

På den baggrund er det lidt trist hvis musikere er "for fine" til at akkompagnere familie-festernes mestersangere eller hvis de ærgrer sig for åbenlyst over at skulle gøre det. Så interessant er musikken jo sjældent at den kræver sakral opærksomhed for at man kan følge med.

Desuden er sådan et akkompagnement en meget vigtig pædagogisk indsats. Jeg tror faktisk at folk der selv spiller eller synger vil være langt mere tilbøjelige til at gå til koncerter. Det skal ikke kun være showmanship. Jeg var i New York og se en aldrende Les Paul underholde med et backingband - det var showmanship, men det styrkede ikke musikinteressen. Det gjorde derimod et 4-personers bluesband med en dame på guitar, som spillede røven ud af bukserne for et publikum på 5 i en bar i New Orleans.

Så her må det dreje sig om at prøve at stable jazz-klubber på benene i det ganske land og at (forsøge at) bevare entusiasmen uanset publikums størrelse og kvalitet.

Jeg håber at I musikere vil læse dette i en positiv ånd, også selv om det indeholder lidt kritik.

mvh
Peter Weis

=======================================

2006.Jan.04
Povl Kyster, Søllerød Jazzklub:

Jeg synes, at indlægget fra Peter Weis skal kommenteres - hvad angår jazzklubber.

At drive en levedygtig jazzklub er absolut en arbejdskrævende indsats. Jeg er ikke musiker, men jeg producerer og præsenterer et ugentligt jazzprogram på Radio Helsingør, og jeg sidder i bestyrelsen for en 30 år gammel jazzklub, hvor jeg bl.a. er band-booker. Og se så lige her:

Vi afholder arrangementer 8 gange om året - den første fredag i månederne september til og med april. Af kommunen låner vi et udmærket lokale, et kælderteater.

Torsdag aften mødes bestyrelsen, som skal klargøre lokalet. Der skal ophænges bagtæpper, der skal ophænges sofitter. Der skal opstilles borde og stole med plads til ca. 130 personer. Der skal duge på, askebægre og lysestager. Loftslys, projektører etc. skal ophænges og justeres. Scenen skal klargøres, flyglet skal på plads. Forstærker, mixer, mikrofoner, højttalere til salen og til scenen - alt det tekniske skal opstilles og afprøves. Baren skal monteres og klargøres, køleskabe (15-20 år gamle) skal startes og fyldes med drikkevarer, der forinden skal optælles. Og så er der 100 andre ting, som bare lige skal ordnes. Vi plejer at være færdige ved 23-tiden.

Fredag aften stiller bestyrelsen senest kl. 19:30 for at bemande billetten (indgangen), for at starte det øvrige menageri op, hjælpe musikerne, der sædvanligvis kommer ved 20-tiden. Under hele arrangementet er bestyrelsen travlt beskæftiget med at betjene bar, lydpulte, indgang osv. Når arrangementet, der normalt varer fra kl. 21:00 til lidt over midnat, er slut, skal vi have tømt lokalet for gæster, musikerne skal som regel have en sandwich og en enkelt øl inden de pakker sammen og drager hjem. Vi skal derefter tjekke, at alt er lukket og slukket inden vi ved 01:30-tiden kan tage hjem.

Lørdag morgen kl. 9:30 stiller bestyrelsen for at rydde op, tømme askebægre, ølsjatter osv. Og derefter går vi i gang med det samme arbejde, blot i omvendt rækkefølge, som vi lavede i fredags: nedtagning af bagtæpper og sofitter, borde og stole på plads i lageret, rummet tømmes helt og rengøres, alle glas skal vaskes, lysestager skal ordnes osv.osv.

Hele bestyrelsen arbejder "con amore", ingen får så meget som en enkelt krone for arbejdet. Økonomisk starter jazzklubben sæsonen med en fast omkostning på ca. kr. 32.000, som skal dække jazzklubbens årlige udgifter til plakater, brochurer, medlemskort, bogtryk, fortæring, klaverstemmer, hjemmeside, KODA afgifter m.v. Altså starter hvert arrangement med en omkostning på ca. 4000,-

Entréen er kr. 75,- for medlemmer og kr. 100,- for gæster - og mere kan vi ikke få. Vi har ca. 130 medlemmer og ved arrangementerne kommer der oftest mellem 75 og 100 personer, en blanding af medlemmer og gæster. Regn selv på den økonomi.

Musikerne skal mindst have tariffen, og ofte skal de også have til transport. Det er helt OK, for de kan ikke leve af at være flinke - og jeg har indtryk af, at engagementerne ikke hænger på træerne i øjeblikket.

Vort publikum er stort set alle muntre og glade gråhårede eller helt hvidhårede. Vi er glade for hinanden, og vi har fundet den musikstil, som de fleste af os kan lide: Ellington, Basie, Goodman... Ikke noget med New Orleans, ikke noget med det her nye syrede, uforståelige. Gerne lidt dans.

Vi har forsøgt at forny repertoiret bl.a. for at opnå tilgang af yngre medlemmer.
Vi har haft vor lokale rytmiske musikskole som opvarmning til de "rigtige" musikere. Vi har hyret absolut anerkendte bands, som spillede egne kompositioner. Der kom ingen yngre mennesker og vort stampublikum gik hjem efter 1. sæt, let skulende mod bestyrelsen.

Vi har et fint forhold til pressen, som i både lokalaviser og amtsavis loyalt bringer vore pressemeddelelser inden afholdelsen af et arrangement.

Jeg har forsøgt at beskrive, hvordan det er at drive en gammel, etableret jazzklub, og jeg tror ikke, at det er lettere at starte og drive en ny jazzklub. Jeg vil bestemt ikke tage vinden ud af sejlene, men .......at drive en jazzklub kræver - bortset fra økonomien - en samling lettere sindssyge personer, der ulønnet og frivilligt stiller op og udfører det arbejde, jeg har beskrevet. En ulempe for bestyrelsen er forresten også, at den ikke selv kan sætte sig ned og nyde musikken - den er sandelig på arbejde.

Man skal virkelig holde af jazz - og det gør vi!

Venlig hilsen
Povl Kyster
best.medlem i Søllerød Jazzklub

=======================================

2006.Jan.05:
Per Krogen:

Det var en glimrende kommentar om at drive en jazzklub med frivillig arbejdskraft, vi fik fra Povl Kyster, Søllerød Jazzklub.

Jeg har selv lavet det samme frivillige arbejde først i en jazzklub i Aalborg og dernæst i Greve.
Det er dog vigtigt at fortælle, at her i 2005 har de moderne kulturhuse overtaget jazzklubbernes rolle i mange kommuner. Greve kommunes kulturhus www.portalen.dk er jo blevet en kolossal succes. Ligesom andre kulturhuse kan det det dog ikke drives uden et klækkeligt kommunalt tilskud.

Hver lørdag kl. 13-16,00 er der jazz på Portalens Jazzscene, og her kommer der et stort stampublikum efterhånden. Her sørger et professionelt ansat personale for at det hele kører, da de også laver mange andre kultur arrangementer ugen igennem.

Jazz publikummet mærker ikke forskel på om det er en jazzklub eller et professionelt spillested. Da et stort kulturhus også har mange store pop navne på besøg, kan de fordele overskuddet fra udsolgte huse over til jazzen. Så det er gyngerne og karusellerne om igen.

De har også faciliteterne, hvis TV kanalerne kommer på besøg til en koncertoptagelse.

Tilbage på sporet i debatten om TV igen.
Hvad skal en moderne musiker kunne for at få adgang til TV?br> Sigurd Barrett er en ung pianist, der kan de ekstra ting, der skal til for at få succes i Danmark i dag.
Nogle kan lide ham, andre ikke, men man kan ikke komme udenom, at han har et stort uderholdningsspektrum at spille på. F.eks. klarer han julekoncerten med børn og underholdningsorkesteret særdeles strålende.

Det er også hårdt at være pianist i "Hit med sangen", som han jo har gjort masser af gange, hvor man på få sekunder skal have genkendt en melodi og fundet den rigtige sang toneart og rytme og allerede er i gang med forspillet til sangen. Sacha Dupont er også stærk her, men hun har også spillet til masser af selskaber tidligere. Her ser vi lidt af de ekstra talenter, som giver en moderne musiker gennemslagskraft.

mvh
Per Krogen

=======================================

2006.Jan.06
Tom Pedersen, Give:

Jeg går ud fra at alle i dette land kan tage DK4. Her er der ofte en god dækning af professionelle jazzmusikere. Kameraføringen fungerer fint og musikerne får lov at fortælle om deres liv, visioner og musik.

Jeg har set en glimrende udsendelse med Kasper Villaume, hvor han foldede sig ud i såvel gruppe- som solospil. Intervieweren havde læst på lektien hjemmefra. Ligeledes blev Cecilie Norbys jubilæum vist på såvel DK4 som på TV -ZULU og som var en supergod præsentation af en stor sangerinde samt hendes band med en pianist, der fik os lidt op af stolene.

Sidst, men ikke mindst, var der udsendelsen om croonere i den søde juletid med bl.a. Bobby Moreno og Nikolaj Bentzon og DR's Bigband, der fyldte godt op i sendefladen. Her var Garner-charmøren Henrik Gunde rigt repræsenteret – ingen spiller vist en bedre Erroll Garner end ham på disse breddegrader. Har oplevet ham på Jive i Vejle og igen i Brande.

DK4 kører desuden en seriøs udsendelsesrække med sangeren Tonny Landy og elever fra danske musikkonservatorier. Her er der heller ikke gjort nogen ekstravagante tiltag for at popularisere udsendelsen, som virker - i lighed med omtalte jazzudsendelser – seriøs, og derfor nok henvender sig til en forholdsvis snæver kreds. Her er det pædagogiske sigte derimod i højsædet. Man har lov at håbe og tro på, at disse udsendelser bliver set af rigtig mange. Lidt ligesom når man udgiver sin første jazz-CD – så tror man osse på, at den vil sælge helt vildt mange expl., indtil hverdagen går op for en.

Så langt, så godt!
Men hvad er det så vi efterlyser på TV?
Mere interesse for den professionelle musik, bliver der sagt. Hvad ordet ”professionel” dækker er åbenbart ikke entydigt. I indledningsbrevet forstås det som folk med uddannelse. Men er Kim Larsen da ikke professionel? Så vidt vides har han ingen papir på sin uddannelse. Alligevel er det da sjældent at han står og bøffer i det. Man må sige, at den slags rockmusikere har ret gode kår i TV i f.h.t. jazzmusikere. Men rocken har det jo osse bedre end jazzen for tiden. Men her står musikken heller ikke ret tit alene, idet der jo bliver entertainet en del undervejs imellem numrene. Og den tid er åbenbart forbi, hvor en Rubinstein bare kommer ind til et flygel- sætter sig og spiller et Chopinprogram i 5 kvarter uden et ord – han kunne for så vidt ligeså godt ha været stum! Og den slags performance bliver hurtigt trivielt fjernsyn.

Og hvorfor nu det?
Jo, fordi den form for optræden hører mere hjemme i radioen!
Et symfoniorkester er jo osse trivielt at kigge på i TV – ja, det virker måske ligefrem forstyrrende for oplevelsen at kigge på ”visse” dirigenter, der i den grad går op i rollen. Lidt hjælper det, når kameraet focuserer ind på den enkelte musiker i særskilte passager, men rigtig interessant fjernsyn bliver det bestemt aldrig. Så dem henlægger vi osse til radioen.

Jo, entertainment skal der til for at nå ud til de brede masser. Victor Borge var jo det ypperste af den slags. Og Sigurd Barrett, når han tar en en fodtackling ned ad klaveret. Og spændingen i om han nu osse kan spille det næste nummer. Det kan han næsten altid – og i alle tonearter! I det hele taget musikere der kan mere end deres fadervor. Tillige ligger det i tidens trend, at der skal være konkurrence blandet ind.

Så hvis vi nu snart i Pianojazzklubben arrangerer en dyst imellem sjællænderne, fynboerne og jyderne – en slags 100 m løb i klaverspil imellem nogle af sværvægterne fra alle tre lejre – og inviterer TV med på ideen – så skal I se, hvor folk strømmer til spillestederne - og skærmen!

Godt nytår!

Tom Pedersen, Give

=======================================

 

 

Musik Index

Til forsiden