Kommentar
Fra skrivepulten...
Hvor får du din inspiration fra?
Af Lars Kjædegaard
Et relevant, legitimt spørgsmål, man som forfatter ofte bliver stillet.
Prøv at stille det til en pædagog.
Det gjorde jeg en dag, mest som en vits, men også for at påvise, at det er svært at svare på.
Uha.
Om jeg ikke troede, at han gjorde sit arbejde ordentligt?
Jo, jeg...
Om jeg virkelig troede, at man kunne forlade sig på noget så luksuriøst som inspiration i hans fag?
Næ, det...
Ja, det var jo nemt for mig, der bare skulle rulle ud af fjerene og sætte mig til tasterne i fred og ro.
Nå, normeringen i institutionerne er ikke, hvad normeringen i institutionerne kunne være, og jeg forstod ham godt. Jeg tror ikke han ville bytte. Det ville jeg nu heller ikke - vorherre på lokum. Næ, jeg er godt tilfreds med at sidde og vente på, at den hellige ild skal få fusserne til at ulme og brede sig opad. Det giver én tid, om ikke til andet, så til at filosofere over det sørgelige faktum, at man som regel ikke har den sarteste idé om, hvor man får sin inspiration fra. Hvis man havde det, kunne man evt. ringe derhen og bede dem om at komme med en ordentlig ladning i morgen klokken otte. Eller ni.
Problemet med at vente på inspirationen er, at man bliver så hulkindet og svag af sult. Min inspiration skal skrives frem. Det fungerer godt. Det giver én illusionen af, at man bestemmer noget i denne verden selv. Hvad man derefter finder ud af, at man ikke gør. For når den hellige ild har fået rigtig fat, og man sidder der som en sankthansheks i lys lue og klaprer løs, så er det ilden, der bestemmer. Hvordan kan det være anderledes? For mig er det et spørgsmål om selvantænding, men jeg skulle hilse og sige, at tændstikkerne af og til er noget fugtige.
Det er med andre ord et spørgsmål om hårdt arbejde. Et fyndord siger, at en god roman er resultatet af 20 pct. talent og 80 pct. hårdt slid. Fordelingstallene kan vi diskutere - min tese er, at de er omvendt proportionale, hvis det er det, der betyder, at hvis det ene går ned, går det andet op, så summen altid er 100 (jeg er ikke matematiker). Talent kan efter min mening ikke læres, men det kan trænes, og jeg vil ikke udelukke, at tallene en dag er omvendt fordelt. Det er vel det, man bør stræbe efter - det uanstrengte, rene skære talent og det minimale slid.
Ja, godmorgen. Når en anmelder på et kvarter kan reducere ens bog til en rygende brandtomt - i al offentlighed - føler jeg mest trang til at skrige: "Er du klar over, hvor lang tid jeg har brugt på den, din store røv?" (Jeg skal skynde mig at sige, at jeg altid er blevet behandlet pænt, smisk, smisk).
Der er muligvis også forholdstal involveret i skrivningen af anmeldelser, men jeg er ikke sikker på, at procentsatserne altid dækker over begreberne "talent" endsige "slid". Hvad de kunne dække over, skal jeg her undlade at gisne om. Men én ting er klar: Uden os, ingen dem - uden dem, alligevel os. Så meget ligger fast.
Det var et sidespring. Hvor får jeg min inspiration fra. Det var emnet. Hvorfor skriver jeg bøger? Jeg går ud fra, at det er en tidlig skade. Noget i barndommen, muligvis noget der er sket under en børnefødselsdag - et ritual, hvis bizarre meningsløshed jeg i hvert fald altid har hadet. Et år nærmere døden, hurra, hurra, hurra. Som har gjort, at jeg er mere disponeret for at fiktionalisere livet - følelserne og handlingerne - end for at praktisere det som sådan. Det er ikke så slemt, som det måske lyder. Det må ihvertfald være værre at være pædagog, normeringen taget i betragtning.
Lars Kjædegaard udgav i august 2003 romanen "Israel Falk".
Ref.:
Weekendavisen 2003.Okt.23
