Åbent Universitet, KUA, småopgave nr. 1, ES 2002

Genre: En mavesur aviskronik

2003.Jan.25

 

Hvor dansk kan man blive?

 

For et halvt års tid siden gik jeg ind på en grillbar ude på landet for at købe en fransk hotdog. Indehaveren var af tydelig mellemøstlig eller tyrkisk herkomst. Mens min hotdog blev præ- pareret dukkede et midaldrende par op. Manden var tydeligvis sulten og vidste nøjagtigt hvad han ville have. ”Skal du have noget med?” spurgte han kvinden. Hun så tænksom ud, trak brynene lidt sammen og rystede på hovedet. Manden blev usikker, men hun brød ind: ”spis du nu bare i fred – i dag må du godt”.

Mohamed tog imod bestillingen med professionel ro. Men så udbrød han, rettet mod mig: ”Det var det første jeg lærte, da jeg kom til Danmark for 20 år siden: kvinderne bestemmer alt, ALT!”.

Kvinden smilede. Manden prøvede på det – det lykkedes ikke.

Havde Mohamed ret?

En patriarkalsk kulturbaggrund, kalder vi fænomenet. Aha. Ja, der er ingen grænser for dansk opfindsomhed når det gælder intellektualiseret arrogance.

Der er så meget ved DK indvandrerne ikke forstår. Men mon ikke vi sagtens kan finde aben hos os selv – og mon ikke vi burde lytte lidt mere til de fremmede?

Vi elsker at høre ros fra udlandet om DK. Danske EU-politikere (og også menige danskere) har Europarekord i at fremvise deres hjemlands flag ude i verden. Udenlandske paralleller til fænomenet ”Danmarksfilm” (der er vist 15 i alt) findes ingen steder i verden. Så vi er glade for os selv!

Har vi gode grunde til det?

Javist – men når vi af og til omtaler DK som ” Det bedste sted på jorden” og samtidig gyser ved begrebet ”nationalisme”, så skurrer det fælt i hovedet.

Bevares, det sete afhænger af brillerne: Af og til verdensrekord i selvmord, tæt på verdensrekord i skilsmisser (med ulykkelige børn), tvangsfjernede børn, aleneboere, kræftdødsfald som følge af utilstrækkelig lægebehandling, laveste overlevelsesprocent for hospitalsindlagte som følge af lægefejl/sjusk, europarekord i trafikdødsofre. Folk fra ”primitive” lande gyser når de rund-vises på danske ”plejehjem”. Vi dræber nådigt 30 mill. Slagtesvin om året, udfrier dem fra et elendigt liv på dødens samlebånd. Er vi gudløse, kyniske – eller bare dumme/indbildske?

Ikke dumme, måske. Men i hvert fald materialistiske. Måske gudløse, al den stund vi indskrænker kirkebesøg til 24/12 og et bryllup i ny og næ – samt kæmper for og tilbeder status-symboler, succes, magt og penge.

Javist, det gør man også i Langbortistan. Men der skrotter man vel at mærke ikke religion, familiesammenhold, traditioner eller kulturminder.

Så måske er immigrationen til DK alletiders lærestykke (for alle) i hvor galt det kan gå, når et rigt land i velfærdens navn smider åndelige ballaster over bord, i den tro at vi har fundet noget meget bedre. En miniudgave af den enorme kulturkløft der kom til ekstremt udtryk d. 11/9 2001.

DK er rigtignok en nation af overlevere, der for nogens vedkommende har oplevet en hastigt stigende velstand de sidste 50 år. Der er sket voldsomme forandringer for danskerne.

Men een ting lader til at overleve alt, både velstand, krige, kræft, trafikdød, skilsmisser, generationskløfter, hospitalsophold, selvmord, vold, stress og alkohol: Den danske vattethed – konfliktskyheden. Konsensuskulturen.

”Danskeren er bondesnu, grænsende til uhæderlighed” kunne den tyske Wehrmacht bl. a. oplyse sine soldater om umiddelbart før 9/4 1940. Den sad!

Bevares, vi slap a propos billigt gennem 2. Verdenskrig, takket være vor bondesnu vattethed (”samarbejdspolitik” hed det dengang).

Men det må være noget af en hård nyser at ankomme som 50-årig med kone og fire børn fra Balkans yderste kartoffelrække, i tøj fra Folkekirkens Nødhjælp, uden penge endsige udsigt til arbejde – og med voldsomme sår på sjælen.

Og så tilmed at skulle i gang med at lære et nyt, grødet, utydeligt og umuligt sprog, hvor en spade meget ofte aldeles ikke er en spade. Hvor 28 kr. om dagen hedder ”integrationsydelse”, hvor gradvis opgivelse af kulturarv, sprog, traditioner o.s.v. hedder ”integration”, hvor ”provokation” er ensbetydende med intentioner om at ville gøre fortræd. Hvor ”husspektakler” er lovbeskyttet vold inden for hjemmets fire vægge. Hvor ”meget godt” betyder middelmådigt. Hvor fysisk vold er forbudt, men psykisk terror tilladt. Hvor diskrimination sommetider hedder ”positiv særbehandling”. Hvor en syvetagers skideballe kaldes ”en kammeratlig samtale”. Hvor parkeringsbøder hedder ”parkerings-afgifter”, ”træsko” som regel fremstilles af plastic, indvandrere hedder ”nydanskere” (javel – og hvad med spædbørn?), sprøjtegifte kaldes ”plantebeskyttelse”, 20 kr. hårdnakket kaldes 19,95, erstatninger (af tvivlsom oprindelse) for naturlige produkter kaldes ”naturidentiske” og negre kaldes ”afrikanere” (også dem fra Hobro).

Og vi er stadig allerhelvedes stolte af at have mod til at ”kalde en spade for en spade”.

Vores skattesystem er spækket med næsten sort snak. Prøv at forklare en indvandrer forskellen på ejendomsskat og ejendomsværdiskat. Når en selvstændig køber en vare til sit firma (og har momsen tilgode), hedder det salgsmoms. Sælger han noget momspligtigt hedder det købsmoms (!?!?).

Læg dertil et næsten narkomanisk forbrug af (hele og halve) anførselstegn (ja, også som kropssprog!) – til at angive at intet af det vi siger eller skriver skal tages helt alvorligt.

Denne berøringsangst overfor sandheden eller realiteterne (som tilmed regnes for det ”normale”) forstår indvandrerne ikke, uanset kulturbaggrund.

Tilbage til Mohamed. Havde han ret – og hvad mente han helt nøjagtigt?

Mon ikke han hentydede til en altdominerende nedvurdering af alt maskulint i de sidste 30 år – i hvert fald inden for social- og intimsfæren?

I den nævnte periode har kvinderne fået det bedre og bedre på alle planer. Og mændene har fået det værre, i hvert fald dem på den lave plads i samfundet. Kommer man fra en kultur, hvor manden er familiens styrende kraft, hovedindtægtskilde og beskytter og ankommer til et samfund, hvor kvindelige, ”bløde værdier” dominerer overalt og mænd som hovedregel undgår konflikter (især med kvinder) og bøjer af, kort sagt mangler mod og mandshjerte, så må det afstedkomme en dyb undren.

De bløde værdiers sejrsgang har dog en lang historisk baggrund i DK. En lille nation der blev klemt af de store – egentlig er det noget af et mirakel at vi eksisterer endnu som nation, efter svenskekrige, statsbankerot, massakren i 1864, provisorietiden, besættelsen 1940-45 etc.

Vi kunne modificere den tyske beskrivelse af os derhen, at vi er ”konfliktsky, grænsende til selvdestruktion” (det er da tankevækkende, at jeg har store vanskeligheder ved at finde begrebet ”selvudslettende” på andre sprog!); og denne automatiske, konstante, kroniske i-sidste-ende-fralæggen-sig-ethvert-ansvar, gyden-olie-på-vandene, sikren-sig-en-flugtvej-ad-bagdøren-hvis-det-går-galt, for-en-sikkerheds-skyld-ser-jeg-brødebetynget-ud-på-forhånd, undskyld-at-jeg-vover-at-udtrykke-mig-klart-og-umisforståeligt, det-må-vi-nok-hellere-sætte-os-ned-og-tale-om-først, hellere-røgslør-end-realiteter mentalitet, såvel i socialt samvær som i vores sprog, er nok det sidste en indvandrer til DK vænner sig til – for slet ikke at tale om at mestre det. Den dag man mestrer det, da kan man kalde sig for en fuldkommen dansker!

Forvirringen er trængt helt ind i Folketinget: ”Venstre” er liberalt og under ingen omstændigheder venstreorienteret. ”Socialdemokratiet” er hverken/eller og både/og (på én gang!). ”Konservative” er moderne og liberale, og ikke voldsomt konservative. ”Fremskridtspartiet” var ikke noget fremskridt og de ”Radikale” kan ikke blive enige med sig selv. Radikale er det eneste de ikke er. ”Dansk Folkeparti” er måske det første eksempel siden 1849 på et parti der på en eller anden måde er folkeligt.

Sprog/menings-meta-camouflagegrøden er kendt af enhver: havde jeg nær sagt – ærligt talt – rent ud sagt – hvis jeg må sige det på den måde – om man så må sige – hvis du forstår – jeg kan næsten ikke få det sagt – om jeg tør spørge. Øøhh, ææhh, menøøhh, såøøhh.

Roden rundt i man, jeg, du og vi. Vi siger man når vi mener jeg – og du når vi mener man.”Smøremiddel” eller ”fyldekalk” kalder vi det, hvis nogen skulle undre sig.

Eller topscoreren i sproglig hjernedød: det udstrakte misbrug af ordet jo, hvorved der forklares, henvises, begrundes, hentydes, antydes, småbebrejdes, insinueres, protesteres, efterrationaliseres, retfærdiggøres, undskyldes og præsupponeres i samtlige uklare verdenshjørner, op af stolper og ned ad vægge, gerne 5-7 gange bare for at skrue en normal 4-5leddet sætning sammen.

Trist, at taleren ikke selv kan indse, hvor tydeligt det demonstrerer hendes (ja! lyt til kvindelige politikere) position: ryggen mod muren. Resultat: en sump af uklarhed og utroværdighed.

En grundregel: jo mere jo, des mindre saglighed. Højt på dumhedsskalaen rangerer også jamen, der er blevet en slags universal-konjunktion der kan indlede/sammenføje alle sætningstyper og lime alt sammen (også det ulimelige). Som i tilfældet jo saboterer jamen ofte kommunikationen reelt: det skjulte budskab er ”Du tror mig ikke” (hvad den talende selvfølgelig ikke kan vide!).

At lære dansk er blevet et livsprojekt (indvandrere har ikke en chance!).

Andre folkeslag/kulturer kommunikerer, danskerne udveksler sprog-pasta – som små børn bytter glaskugler etc.

Og skulle indvandrere alligevel have energi og tålmodighed på projektet, får de ikke megen hjælp fra os: Dansk sprog er ikke blot vigende men også ved at falde fra hinanden indefra. Da jeg besøgte mine emigrerede brødre i B. C., Canada i 1964 stødte det mit sprogøre at de blandede dansk og engelsk sammen. Og nu taler de fleste klogehoveder i Danmark ligesådan!

Fremmedord/fagudtryk af enhver oprindelse oversvømmer sproget i hidtil uhørt grad (udlands- snobberiet fejrer mega triumfer!). ”Professionelle”s evner til dansk stavning hænger rent ud i laser, oplæsere og klogehoveder af enhver slags i massemedierne snakker sort (forkert køn, forkert syntaks, forkerte bøjninger, uforståeligt mundblæver og rent vås) og kender tilhøreladende heller ikke elementære regler for vokallængde, stød, vokal-klangfarver eller tryk (”Raketten forlod afføringsrampen kl. 4.38 i morges”! - ”Byerne vil drage ind over landet fra vest” (fra en vejrudsigt) etc.). Transitiv/intransitiv (lægge/ligge fx) ligger for døden - og præpositioner har udviklet sig til en mellemting mellem ingenmandsland og en transplantationsklinik; kort sagt: forvirringen er total (det er heller ikke nemt!).

Og alle er tilsyneladende skingrende ligeglade - måske lige undtagen undervisningsministeren!.

Forekomst af mobning samt graden af rengøring på folkeskolernes toiletter optager os mere end lærdommen leveret fra klasselokalerne.

Som en yderligere kniv i såret har internettet forbudt os at bruge æ, ø og å (det er ikke kun et dansk problem). EU gør sit yderste for at få alle medlemslande ”til at tale med én stemme” - reelt: at få alle mennesker til at ligne konservesdåser på det samme samlebånd!

Poesi er blevet et fænomen for middel- og overklassen – Rap er blevet vor tids poetiske kommunikationsform. Som i musikkens verden har rytme spist det hele. Og det hedder stadigvæk ”Melodi Grand Prix”. Men det er meget længe siden vi har hørt numre der bygger på en god melodi. Fra Gustav Winckler til MCEinar og Jokeren!

Danskernes forhold til deres kæledyr afstedkommer ofte undren/hovedrysten. Vi dræber som før nævnt 30 mill. slagtesvin årligt. Jeg husker stadig forargelsen da fru Maj Wechselmann i sin danmarksfilm skildrede et svineslagteri indefra. Og da en ung pige for et par år siden dukkede op på gågaden i en større provinsby med en gris i halsbånd og erklærede at det var det mest intelligente kæledyr hun nogensinde havde haft, røg medierne helt op på kogepunktet.

Vi bruger mange millioner på vores kæledyr. Vi har kæledyrs-kirkegårde! At vores hektiske interesse for kæledyr afspejler at vi mangler noget essentielt i vores forhold til hinanden er ikke så populært et synspunkt.

Men der er da noget galt et sted: Den indiske antropolog Prakash Reddy gjorde engang vittigt opmærksom på at det er ulige nemmere at kontakte en dansker hvis man lige husker at hilse på hendes hund først!

Og vi har det svært med det faktum at rådyr-bestande skal holdes nede. Det dyriske er problematisk for os. Især dyrs afslappede forhold til døden er en konstant provokation! Samtidig vil vi ikke tøve et sekund med at anmelde en nabo for dyremishandling. Også uanset hvor elendigt vi selv har behandlet vores egne børn.

Det er blevet påvist gang på gang, hvor dårlige danskerne er til at støtte, opmuntre og rose hinanden. Man rynker foragteligt på næsen og kalder det ”amerikanisering”, ”tomme skåltaler” eller ”ambulant ynk”.

Det lader til, at man i Jantelovens hjemland (hvor kritik er lig med personligt angreb, eller i hvert fald ikke er velment før det er bevist ved en domstol) fortsat er parat til at betale den skyhøje pris for den manglende sociale støtte og omsorg fra ”netværket” (findes begrebet håne-ret på andre sprog? Jeg kan ikke finde det!).

Ganske vist er der sket mentalitetsforandringer visse steder i samfundet i de seneste år, dog næsten udelukkende i marginale miljøer. Vores forbrug af psykologer, psykiatere, terapeuter, rådgivere, nervemedicin og lykkepiller er fortsat stejlt stigende – og tilsvarende: stress, selvmord, børnemishandling, depressioner, ensomhed, alkoholisme, allehånde allergier og en bred vifte af kroniske, uhelbredelige sygdomme. En underlig lugt, samt øget forekomst af rottelort i ejendommen tages som endegyldigt indicium på at fru Hansen på 3. sal har taget billetten. Men så slipper vi da også for at skulle spørge hende selv.

I en rapport om ”Skandinaverne som agenter” forsøgte Max A. Hatzenbeuhler at portrættere danskerne anno 1973: ”Den styrende kraft for den danske offentlighed og privatsfære er kompromis. Denne ”vip ikke båden”-filosofi gennemsyrer alle forhold. Den er næsten orientalsk i sin udførelse: Lad være med at skændes – det gør folk nedtrykte; Lad være med at slås – det er ikke umagen værd og nogen kunne komme til skade; Sig ikke nej – måske går problemet væk af sig selv; Lev og lad leve – der er en smule godt og en smule ondt i alt. Det er blevet foreslået, at national-symbolet burde være den berømte danske røde ko; den giver ikke megen mælk, og kødet er heller ikke noget særligt, men den giver lidt af begge dele –”.
(M.A.H., pensioneret CIA-agent)
(fra ”I en højere sags tjeneste”, om de danske efterretningstjenesters historie).

Ja, det er morsomt – men både har det med at bevæge sig uroligt af og til. Og har man nået et kompromis, kan man stole trygt på at risikoen for handlingslammelse kun er en armslængde væk. Ankommer man i bil til et T-kryds, må man dreje til højre eller venstre. Kompromis eller ”en afvejning” (som det hedder på Christiansborg) vil resultere i at man kører i grøften!

Danmark er inde i en vanskelig, smertefuld og irreversibel proces med sine indvandrere. Alene deres fødselsrate, sammenlignet med vores (incl. insemination, adoption, kort sagt hele barnløshedsindustrien) burde være mere end tankevækkende for os. Måske er vi tilsammen 10 mill. om 30 år, takket være en fejlslagen integrationspolitik! Lad os håbe det går anderledes.

Og dog: vi kommer til at behøve deres arbejdskraft, ingen tvivl om det. Når vi af og til hører at indvandrere er en ressource og ikke en belastning (som f.eks. fra Kerstin Ekmann) trækker vi blot træt på skuldrene og sukker: propaganda og ønsketænkning!

Vi mener at vide bedre: rohgroh med floh og et drag over nakken!

Det var en stor overraskelse i sin tid for mig at opdage, at betegnelsen ”perker” var ment nedsættende. Jeg foretrækker at beholde min barnetro på, at det blot er en kærlig vits fra folkeviddet. Et arrangeret ægteskab mellem tyrker og perser.

Hvor dansk kan man blive?
Til man uddør af det.
Pas på, Danmark!

 

Venlig hilsen
Hans Backhaus
Årskortnr. 02-09-55133