Mail fra Backhaus, 2010.Febr.19

 

Mit møde med svensk jazz – og et lille stykke århusiansk musikhistorie

 

Essay til faget Svensk og Norsk på Åbent Universitet – marts 2003

 

Jeg har studeret musik i rigtig mange år, det har været og er stadig en vigtig del af mit liv. Blot er der fornylig kommet den begrænsning på at jeg har passeret de 50 år – dette faktum, samt den omstændighed at det er meget svært at leve af at undervise i musik i DK, faget er simpelthen ikke prioriteret højt nok i kommunerne – gør at jeg nu ser mig om efter andre græsgange og muligheder. Men jeg har mange gode minder fra musikkens verden, og et af dem er den herlige tur til Sestri Levante i 1982.

NOTA-koret blev skabt i 1968 af docent og organist Mogens Helmer Pedersen (1935-96) (MHP), det beskæftigede sig fra starten med nyere kormusik (deraf navnet, opkaldt efter et korværk af svenskeren Jan Bark fra 1964, vi førsteopførte det i DK) – nyere opførelsespraksis, rytmisk musik, politisk musik, gadeteater, kort sagt en fornyelse af traditionen ang. hvad man kan bruge et godt, blandet kor til. Vi kreerede bl. a. en ny genre: ”den kordramatiske montage” (med velvillig assistance fra ”Fuzzy”) med politisk teater, mime/udklædningskunst, delvist absurde happenings, lyssætning mv. samt udstrakt brug af egne kompositioner og arrangementer. Højdepunktet af genren blev ”Gegen den Krieg” (med musik af bl.a. Hanns Eisler) fra 1975.

Dette kor blev et af mine åndelige refugier i over 10 år. Det sidste uforglemmelige blev Italien-turen i 1982.

MHP havde en rastløs, utrættelig energi (han sled sig bogstaveligt ihjel) og mange exceptionelle egenskaber. En af dem var at opspore spændende, dygtige musikere/kor og arrangere samarbejds-projekter med NOTA-koret. En anden var at vriste fonde og kommunale pengekasser op til disse projekter.

Stefan Forssén (fra Norrland) (SF) er en meget kendt og afholdt musiker/komponist/arrangør/ kursusleder i DK. Hans geniale kanon ”Till havs-” er kendt af rigtigt mange kor. Da NOTA ville have et samarbejde i gang med ham, så hvorfor ikke lave en udflugt til Italien med hans jazzorkester?

Noder, skitser, kontakter, ideer og tlf-numre føg pr. brev og fax frem og tilbage i månedsvis – og endelig kunne projektet komme på skinner til efterårsferien 1982.

Det første møde med ”Ânglaspel” var en koraften i starten af oktober, hvor planen dato for dato, værk for værk blev gennemgået. Efter en 6-timers korprøve (!) var vi godt smadret – og så skulle musikerne indkvarteres! Der var sørget for forsyninger af dansk guldøl af bedste kvalitet.

Orkestret ”Ânglaspel” blev skabt af SF i slutningen af 70erne. De lavede en LP i 1982. De modtog en pris fra ”Orkester journalen” samt ”Tonfallets omröstning jazz”. Det bestod af 6 musikere: Anne-Sofi Söderquist (trumpet och flügelhorn) – Erik Dahlbeck (trummor) – Michael Godée (sopransax) – Stefan Isaksson (tenorsax) – Anders Jormin (bas) og Stefan Forssén (piano). Gruppen er aktiv den dag i dag, men med vekslende besætninger. Michael Godée er dog med endnu og selvfølgelig Stefan.

Det er særdeles livskraftig musik. Sommetider med sarte/lyrisk/nordiske stemninger, snart med en næsten vulkansk livsenergi. Den svenske folketone kan spores overalt. Af og til synger musikerne (nummeret ”Det finns luft” kan høres endnu. Orkestret gæstede Frederiksværk Kulturhus i 2000, jeg genkendte straks sangen, for den var med på Italiensturen). I øvrigt er Stefans tekst til ”Det finns luft” meget dækkende for hans livsfilosofi: Det finns luft / det finns vatten kvar / det finns skogar än / det finns djur av många slag /det finns menniskor, men inte så / och ingen pengar koster det!

Jeg citerer Gunnar Eriksson og Jan Lings kommentar fra pladeomslaget: ”Stefans musik är en återspegling av en vis mans förmåga och skratta åt livet och dess absurditeter. En man som konsekvent ber kypern att stänga av musiken i stället för att klaga över deras dumhet. Musik skall styrka människorna, stärka samhörigheten, upprätta de tvehågsna och driva bort ledan, den värsta fienden. Detta gör Ânglaspel med en självklar intensitet i varje sekund, till glädje för alla, barn, vuxna och pensionärer”.

Vi var alle på øjeblikkelig bølgelængde – menneskeligt og musikalsk – med denne flok ”disciplinerede vildmænd”, og et par dage senere drog vi af sted kl. 6 om morgenen. Anders Jormin var dog blevet forhindret og blev erstattet af Peter Axelsson – et held for mig, vi blev fine venner (og er det stadig).

Gennem endeløse tyske motorveje og over alperne nåede vi Milano kl. 11 om aftenen, derefter indkvartering på et ”hostello”. Der var projekteret 4 koncerter, måske flere. Det blev dog til 7 i alt.

Dagen derpå var der arrangeret en frokost hos den skandinavisk/italienske kulturattaché Jørgen Krogh i Milano. En mærkelig mand (gift med en italiener, naturligvis) der vidste meget lidt om musik – og absolut intet om svensk jazz. Han refererede dog ofte i sine skåltaler her og der hos de lokale myndigheder til Charlie Parker som inspirationskilde til Stefans musik (hans besynderlige måde at udtale C.P.s navn på griner Peter og jeg stadig af!). Hr. Krogh lovede at assistere os praktisk og sprogligt ved vores koncerter i Milano og Sestri Levante (en hyggelig havneby ved middelhavskysten). I øvrigt fik han et tydeligt skræmt udtryk i øjnene da han erfarede energi-niveauet i Stefans musik. Det blev nogle herlige koncerter.

Programmet var ofte en blanding af jazznumre og a capella korindslag. Stor opmærksomhed fik vi på et nonnekloster, hvor de æteriske damer havde svært ved at holde fødderne i ro. Dog ville de gerne have ”Morgensang af Elverskud” (Niels W. Gade) da capo! Vi fik udover koncerterne lejlighed til at besøge slotte, munkeklostre, vingårde (der var det nær gået galt. Vi holdt korprøve kl. 17 med en temmelig stor kæp i øret!) samt en berømt harmonikafabrik i nærheden af Milano. En dag i denne by skete der følgende uforglemmelige:

Vi havde fået fri en eftermiddag, alle til hobe. Svenskerne og en 7-8 stykker af koret fandt på at nu ville vi have noget rigtigt godt italiensk mad. Et skilt udenfor en pæn bistro annoncerede ”14-18 jam session (improvisazzione)”. Vi blev nysgerrige og kiggede indenfor. Maden var glimrende – men ”the jam”, udført af 4 i øvrigt sympatiske unge herrer, viste sig at være et opkog af filmmusik, Beatles, opera og metervarepop, tydeligt tilrettet så folk blev distraheret mindst muligt i deres mad og samtale. Stefan så mere og mere sammenbidt ud, og med hans velkendte afsky for ”tyggegummi for ørerne” fik han pludselig nok, lagde ansigtet i venlige folder og spurgte pianisten om ikke de kunne tænke sig en pause? Han nikkede. Med et sigende blik til de andre og nogen mumlen om ”bara en liten lugn blues” gik de i gang (jeg er nødt til at bemærke følgende: jazzmusikere verden over kan lynhurtigt mærke på hinanden om der er tillid. Er det tilfældet, låner de gerne deres (kostbare) instrumenter til fremmede musikere. Et mærkeligt fænomen som jeg har iagttaget gang på gang. Instrumentets ejer får sig en pause, den fremmede musiker får lov at komme ud med det han er blevet inspireret til).

Michael Godée nåede lige at ryste på hovedet over at han nu skulle spille tenorsax – jeg bemærkede at visse gæster iagttog transaktionen usikkert og skulende: kunne de uidentificerede skægaber spille? Erik Dahlbeck lagde ud med en forrygende trommesolo, dog ikke mere larmende end at jeg nåede at bemærke 7-8 knive/gafler falde på gulvet hos gæsterne. De vågnede!

Nå, det var vel meningen at de andre også skulle være med – Eriks tempo ”stabiliseredes” i noget nær presto, og Stefan dryssede med rund hånd en række øresønderrivende akkorder ud over brættet. Aldrig har jeg set så mange måbende ansigter. Folk kunne godt høre nu at d'herrer havde prøvet det før, selvom stilen mildest talt var fremmedartet. Efter denne tour de force var der faktisk nogle få der klappede. Det gjorde de ikke før, da spiste og snakkede de bare. Vi korister vred os af grin. Så lagde svenskerne ud med et sart, lyrisk stykke. Ingen gæster turde gøre den mindste støj.

Underholdningsmusikerne var dukket op og lyttede undrende. Efter dette stykke var der faktisk varmt bifald. Tjeneren dukkede op med regningen og spurgte hvor i alverden vi kom fra. Stefan leverede med et høfligt buk instrumenterne retur og fortalte tjeneren at der var koncert i morgen aften hvis de havde appetit på mere. De klappede ad os hele vejen ud!

Hr. Krogh arbejdede på at skaffe os flere koncerter efter opskriften: mad/vin for god musik. En eftermiddag gav vi koncert på et rådhus i en mindre provinsby. De havde på kun to dage støvet over 200 tilhørere sammen og det blev en stor succes. Bagefter fik vi alle serveret 1. klasses pizza og hvidvin i rådhusets gæstelokaler. Borgmesteren takkede hjerteligt for musikken og var højligt imponeret over det professionelle niveau – for ”han havde fået oplyst at vi alle var amatører”. Hr. Krogh oversatte til dansk (og svenskerne diskuterede hvad han sagde!) - i øvrigt skete følgende episode der var på kanten af det pinlige: Stefan ville sige nogle få ord for at imødekomme borgmesterens undren over ”hvem vi egentlig var”. Det var ikke ofte at Stefan sagde noget (han ville hellere lade musikken tale), men nu sagde han langsomt og med eftertryk (jeg undskylder min svenske stavning): ”Vi är en förbannad sammling idioter som forsöker att leva av att spela musik” (trommeslageren fniste). Så så han skarpt på hr. Krogh og sagde ”översätt!”. Krogh rystede i bukserne, øjnene flakkede, han stammede så naturligt han kunne: ”Sono una collezzione d'idioti bla bla - - ”. Der blev helt stille. Vi godtede os. Der fik civiliserede italienere lært at nordboere kan have temperament og selvironi. Det blev en happening som var en Dizzy Gillespie eller Thelonious Monk værdig!

Tilsidst fik vi en mindre kirke i Milano til afskedskoncert, flere kultur- og musik-personligheder havde hørt rygter om disse karske musikere fra det kolde nord og var mødt op. Der blev takket, skålet og givet ekstranumre. Hr. Krogh fik en flaske ”gammel dansk” og en buket blomster. Trætte smed vi vores habengut ind i bussen kl. 11 om aftenen. Kl. 6 morgen var vi i Schweiz, kl. 9 i Tyskland og kl. 9 om aftenen i Århus.

Det hele var timet på forhånd: næste aften gav vi koncert med hele repertoiret på ”Huset” som led i Århus Festuge. Det var en betingelse fra starten for den underskudsgaranti som Århus Kommune havde ydet til hele projektet. Så hele turen kostede os kun 600 kr. hver.

Dagen efter tog vi hjertelig afsked med ”vildmændene” på banegården incl. Anne-sofi (der gik rygter om, at det tidligste musik hun hørte i en alder af 2 år var Miles Davis!).

Vi regnede med at se Stefan snart en anden gang – men det skulle gå anderledes.

Jeg selv var i foråret 1982 rendt ind i en personlig krise pga. konservatoriestress og kærestesorg. Så efter efterårsferien flyttede jeg til København og startede i psykoterapi. Det blev en lang rejse der først sluttede i 1992 – med succes. Jeg er i dag et ganske anderledes harmonisk menneske end i 70erne. I 1985 fik jeg arbejde på en kommunal musikskole i Jylland, det fortsatte jeg med til 1993. Århus trak stadig, så jeg flyttede dertil i et bofællesskab.

MHP gav NOTAkoret fra sig i 1988 til en anden dirigent (det eksisterer endnu), og med hans nye elitekor ”Vocalerne” (ja, jeg mængede mig!) opførte vi i 1993 bl. a. Stefan Forsséns ”Requiem” til tekst af Dostojevsky, et herligt værk.

MHP var på mange måder en musikalsk mentor for mig. Med ”Vocalerne” tog vi på en dejlig tur til Norge sommeren 1994 og (uforglemmeligt) til Island sommeren efter. Så syntes jeg det var på tide at holde med korsang – jeg var i 1994 startet på homøopatskolen og stærkt engageret i det.

Næste gang vi hørte fra Stefan var i en sørgelig anledning.

MHP havde det ”bedst” når han havde en 16-timers arbejdsdag samt 20-30 projekter foran sig. Men en dag i 1996 blev det for meget. Han havde siddet på stranden ved Risskov og fejret sct. Hans og trakteret harmonikaen hele aftenen til fælles glæde i den lokale villaforening. Kom hjem kl. 03 i en middel hvidvinsbrandert og gik i seng. Han vågnede aldrig mere og blev kun 61 år.

Der gik budskab viden om, og Stefan fik meddelelsen aftenen før begravelsen. Han satte sig resolut til klaveret og skrev en ”Låt till Mogens”. En rutineret jazzpianist fik den på en fax næste morgen og nåede at indøve den til begravelsen kl. 14 i Ellevang Kirke (Hvor MHP havde været organist sidst). Den begravelse forløb ganske i hans egen ånd: alverdens musikere, kirkefolk, organister, konservatorielærere og korsangere var mødt op. Jeg har selv været kirkesanger i mindst 30 år, men et sådant lydtryk og intensitet i danske salmer har jeg aldrig hørt før eller siden. Der var over 300 gæster og 100 udenfor kirken. Efter jordefærden samledes vi i sognegården til smørrebrød, øl, snaps (ja!), Mozart-kugler, kaffe og masser af musik. Vi gik næsten høje derfra.

Ja, vi skal alle passe på os selv og vores liv. Vi kender hverken dagen eller timen!

Hans Backhaus,
Årskortnr.: 02-09-55133