Min barndom i
Sønder Tranders (1947-55)


Sdr. Tranders i begyndelsen af 1950'erne.
Vejen hedder i dag Sdr. Tranders Bygade, men var dengang en del af Hadsundvej.
Døren mellem de to store vinduer i husets gavl er indgangen til Brugsen.
Fotograf ukendt.

Tiden i Sønder Tranders husker jeg som eventyragtig og ensom på samme tid. Eventyragtig fordi jeg var meget overladt til mig selv, og derfor kunne gå og dagdrømme; og ensom fordi jeg trods alt var i en alder, hvor det er vigtigt at have kontakt med - og støtte fra - voksne.

Jeg var kommet i pleje hos mine bedsteforældre, fordi min far var død og min mor var syg. Det blev til et længere ophold i Sdr. Tranders fra slutningen af 1947 til oktober 1955, hvor min bedstemor døde. Jeg tror nu hun har været syg i en længere årrække, for hun virkede altid træt og overbelastet, når hun kom tøffende i sine kameluldssutter, forrevne nylonstrømper og med sin evindelige cigaret hængende halvt udbrændt i mundvigen.

Bedstefar, som i 1950'erne har været godt oppe i 60'erne, arbejdede på dette tidspunkt som murerarbejdsmand. Han kom om eftermiddagen cyklende hjem ad landevejen fra Gistrup, hvor jeg flere gange er gået ham i møde midt mellem de to byer. Så fik jeg lov at sidde på cykelstangen, mens vi cyklede hjemad.

Både min bedstefar og bedstemor var meget lidt talende, heller ikke særlig udadvendte, så det var en stille barndom jeg havde i Sdr. Tranders. De var absolut gode ved mig, men jeg oplevede alligevel tiden i Sdr. Tranders med en grundfølelse af stille ensomhed.

Bedstefars (morfars) rigtige navn er Henry Christian Jensen, født 30. nov. 1891 i Brønderslev.
Bedstemors (mormors) rigtige navn er Thora Katrine Jensen, født 28. okt. 1885 i Storvorde.
De blev gift i Storvorde Kirke d. 3. aug. 1917 og fik fire børn: Kristian, Marinus, Karen (min mor) og Henny.

Vejen vi boede på havde vist ikke noget navn dengang. Jeg har senere checket Google Maps og fundet ud af, at den må hedde Aladdinvej (indtast "sønder tranders" og byen kommer til syne). Men da denne vej strækker sine afgreninger ud i alle retninger, fortæller det måske ikke alverden. Fra Ellen Jensen har jeg senere fået oplyst, at huset ligger på nr. 17. Dengang havde vejen vist ikke noget navn og huset ikke noget nummer.

En af byens store bønder, Gregers (Vinther eller Winther), ejede gården midt i byen. Vejen hedder i dag (så vidt jeg kan se af kortet) Morgianevej, men havde vist heller ikke noget navn dengang. På den anden side af gården lå der en sti, som startede nede ved Aladdinvej og førte hele vejen op til hovedgaden. Lige før hovedgaden på venstre hånd lå der en smedie, hvor jeg flere gange har set smeden give en hest nye sko på.

Bedstefars hus, som var ejet af gårdejer Gregers, lå (og ligger iflg. Google Maps stadig) på en trekantet grund ude for enden af en af Aladdinvejs blinde ender. At dømme efter kortet er der ikke forandret meget i denne del af byen, men da jeg i 2002 var på et kort besøg i byen, var det alligevel svært at finde rundt p.g.a. universitetet og en masse nye veje, som uden tvivl har vendt op og ned på meget i den lille provinsby.

Min bedstemor var gammel og svag i hele perioden, mens jeg boede hos dem. Jeg husker hende som en krumbøjet gammel kone, tøffende rundt i kamelulds-sutter, med dryppende næse og en halvt udbrændt cigaret i munden. Hun brugte hårnet, som hun satte på ved flere lejligheder.

På den anden side af vejen havde vi en lille grund, hvor Bedstefar dyrkede kartofler. For enden af denne grund lå et udhus eller værksted, hvor Bedstefar opbevarede cykler, værktøj m.m. Bag udhuset lå en åben mødding på den ene side og på den anden side en lille tilbygning, som var latrin. Når det skulle tømmes, blev spandens indhold tømt ud under rabarberne, som stod i korte lige række for østenden af hovedhuset. I denne ende groede der store smukke solsikker op ad husmuren.

Bedstemors søster Dorthea boede sammen med sin mand Anthon på hjørnet af (og jeg bruger de nutidige navne) Sdr. Tranders Bygade og Gulnarevej, hvor de levede af.....ja det må guderne vide. Bygningen var ligesom et husmandssted med høloft og alting. Bussen inde fra Ålborg, som vist kom til Sønder Tranders fra Gug ad Sønder Tranders Vej, kørte ad byens hovedgade (hed muligvis Hadsundvej dengang), når den skulle videre mod Gistrup til endestationen i Hadsund.

Min bedstemor (mormor) mens hun stadig var i vigør. Sådan nåede jeg dog aldrig at opleve hende.

Jeg husker ikke Sønder Tranders perioden sammenhængende, men mange enkeltstående begivenheder. Her er et par stykker.

1. Jeg sov i samme rum som mine bedsteforældre, men i min egen seng. I dette soveværelse havde min bedstefar en sort pude hængende på væggen med en masse forskellige nåle til reverset, som han havde købt på mærkedage og rundt omkring på markedspladser o.l.

2. En dag var jeg ude at gå med min og bedstefars hund Ping. Vi gik bl.a. ned til en lille dam i anlægget, hvor jeg smed den ene sko ud i vandet og Ping svømmede efter den. Han var en foxterrier, og mægtig sød. Desværre kunne det samme ikke altid siges om mig, f.eks. dengang vi gik ud ad markvejen sammen, Ping og jeg, og der var et eller andet jeg ville have ham til at gøre. Han forstod naturligvis ikke mine ordrer, men jeg blev så gal, at jeg slyngede ham rundt i sit eget halsbånd. Der kom gurglende og rallende lyde, og da jeg hørte det, forstod jeg at jeg havde gjort noget forkert. Jeg nussede ham og sagde undskyld.

3. Engang var jeg blevet sendt op i byen (brugs & mejeri) efter forskellige varer, bl.a. "en fjerding kaffe" (en fjerding = 1/4 kg. = 125 gram) kaffe og en halv liter mælk. På hjemvejen blev jeg så tørstig, at jeg gik ind i et buskads som lå tæt ved huset og drak mælken. Bagefter fik jeg dårlig samvittighed og turde ikke komme hjem. I mellemtiden var Marinus m. familie kommet på besøg, jeg hørte at han gik rundt og kaldte på mig uden for huset. Jeg var meget bange for ham, han virkede ond (hvad min mor senere har forsikret at han bestemt ikke var), så nu turde jeg slet ikke komme hjem.

4. Engang havde jeg forsøgt mig som ingeniør på vores wc, som var en lille tilbygning til udhuset. Jeg havde slået et par mursten ud af væggen, fordi jeg syntes der var noget mørkt derinde; bedstefar fandt dog hurtigt ud af, hvem der havde lavet hullet i væggen - faktisk stod jeg og arbejdede derude, da han kom forbi, og han blev meget vred.

5. Da jeg skulle starte i skole som otte-årig på den "lille" skole mellem det lokale mejeri og Brugsen, gik jeg sammen med Bedstemor op til den "store" skole (hvor de store børn gik) i den modsatte ende af byen overfor kirken (Gulnarevej), for at blive meldt ind. Da Bedstemor spurgte efter skolelæreren, der samtidig fungerede som inspektør, husker jeg tydeligt at lærer Sørensen's voksne søn sagde "et øjeblik" og gik ud af lokalet for at finde sin far. Dette udtryk "et øjeblik" lød så intellektuelt og forfinet, at jeg siden har forbundet det med denne begivenhed.

Kurt fotograferet i klasseværelset på Sdr. Tranders Skole 1955.

6. På samme måde husker jeg ordet "fjantet". Min mor, Orla og Mona var på besøg i Sdr. Tranders, vistnok den eneste gang i de 5-6 år jeg boede der. Vi skulle ud at gå en tur til Gistrup, bortset fra Bedste som blev hjemme. På vejen derover legede Mona og jeg med hinanden, og jeg må have sagt eller gjort et eller andet, for på et tidspunkt sagde hun: "Jeg siger det til din mor, at du er så fjantet!". Både "fjantet" og "mor" var to fremmedartede ord, som jeg studsede over. Her blev jeg for første gang klar over, at jeg åbenbart havde en mor; det havde jeg vist ikke tænkt på før. Da vi kom til Gistrup, gik vi ind på kroen, hvor Orla og Bedstefar fik en øl hver.

PS
Når jeg har angivet perioden i Sdr. Tranders til 5-6 år, er det et skøn. Efterhånden som mere og mere fra perioden står klart, er jeg blevet stadig mere overbevist om, at jeg blev sendt over til mine bedsteforældre allerede mens jeg var spæd - det vil sige sandsynligvis fra slutningen af 1947, og blev der til oktober 1955, hvor Bedstemor døde. Altså i alt ca. 8 år.

7. Hele skolen skulle på udflugt til Zoologisk Have i Aalborg - muligvis var det begge skoler, den store og den lille. Vi skulle køre derind i lærernes biler. Vi var en masse børn i overlærer Sørensen's bil, som var en Vauxhall personbil - hvid eller lysegrå (jeg har kigget på Google billeder, og den kunne godt ligne en Vauxhall Victor). Bilen havde ratgear, husker klart at overlæreren rumsterede med den sære pind under rattet. Desuden husker jeg tallet 11, og ihvertfald var vi stoppet ind i bilen. Selv sad jeg på gulvet foran passagersædet ved siden af føreren og så derfor intet under køreturen. To andre børn sad på sædet over mig. Inde i zoologisk have fodrede vi aberne (chimpanser, tror jeg) med makaroni-stænger, mens to (unge) lærerinder stod og talte sammen, mens de iagttog os. Turen hjem husker jeg ikke.

8. Vi var engang til dyrskue i Skalborg - det må have været sommeren 1955. Vi skulle cykle derover, Bedstefar og jeg, så han insisterede på at jeg forinden vaskede knæet, som var slået ved et fald fra cyklen oppe ved Brugsen. Det var frygtelig ømt, såret, men til sidst kom der da et plaster ovenpå og vi cyklede afsted. Det er sørgeligt at skulle sige det, men hvis min bedstemor ikke var død "i tide", var jeg heller ikke kommet til læge med det sårede knæ i København. Hjemme i Sdr. Tranders gik man kun til læge med hovedet under armen, hvis man i forvejen var afgået ved døden. Lægen var ikke en person man forstyrrede unødigt! Som et minde om denne hændelse, har jeg i dag et stort læbeformet ar på venstre knæ.

Forhistorien er den, at jeg til min 8 års fødselsdag i april 1955 havde ønsket mig en ny cykel. Bedstefar og jeg gik en dag efter lukketid (muligvis på selve dagen) op til brugsuddeler Hother, som fra lagerets rampe (overfor den lille skole) rakte en cykel ned til os. Den var bestemt ikke ny, men jeg vidste jo at mine bedsteforældre ikke havde mange penge, så jeg lod mig ikke mærke med skuffelsen. Et par dage efter skete ulykken på grusvejen bag Brugsen, hvor jeg væltede og efterfølgende fik et slemt ar på venstre knæ. Såret ville ikke hele, men voksede tværtimod større, så mit store held var, at Bedstemor døde i oktober 1955, hvorefter Bedstefar fulgte mig over til min mor i København. Hun gik omgående til læge med mig. Lægen, dr. Sylvest, var chokeret over, at der ikke var gjort noget ved sagen langt tidligere. Risikoen for amputation var overhængende. Jeg fik en række penicillin-indsprøjtninger, som heldigvis reddede benet.

Ret beset, i tilbageblikkets ulidelige klarhed, har jeg givetvis haft sukkersyge (diabetes) siden fødslen. Symptomerne fra barndommen er så mange og så klare, at det kan undre at ingen - heller ikke skolesygeplejersken på Sundbyvester Skole i København - fattede mistanke. Sukkersygen blev først opdaget, da jeg som 14-årig gik på kostskole, og ikke længere kunne slæbe mig op i spisesalen på 1. sal. Så blev jeg sendt til læge...

9. En ny familie var ved at flytte ind i et af de pæne huse midt i byen. De var københavnere - et underligt folkefærd, som absolut ikke var velsete i den lille by. De ankom i en stor flyttevogn, noget som i sig selv var fordækt (rigtige jyder flytter med de forhåndenværende køretøjer). Konen, som havde ternede bukser på (alene det at en kvinde gik i bukser var dekadent og mistænkeligt, og her var de oven-i- købet storternede, det var helt towligt) og højhælede sko, vimsede frem og tilbage med småting fra flyttevognen. På vej hen ad fliserne små-snubler hun over et eller andet, og udstøder et krukket "Hovsa!". Det lød i den grad kunstigt, skabagtigt og københavnsk, at jeg siden den gang har forbundet ordet med towlige københavnere (som jeg i mellemtiden selv er blevet en del af). Huset, de flyttede ind i, må være det der i dag (2008) har adressen Sdr. Tranders Bygade 31.

10. I byens udkant, oppe ved Alfred Nobels Vej (gad vide om vejen hed Hadsundvej dengang?), lå Tranders virksomheden, som (så vidt jeg forstår) var ny på det tidspunkt. De lavede ladvogne til at hænge på lastvogne (hedder vist anhænger). Jeg stod flere gange oppe på pladsen udenfor den store værkstedsbygning m. én eller flere store porte, så anhængerne kunne køres ind og ud. Jeg husker en af de ledende personer derindefra forklare til en underordnet, at ditten og datten skulle gøres sådan og sådan. Han var i brun kittel som en rigtig værkfører (den slags brunkitler fik jeg rig lejlighed til at nærstudere senere i livet).

11. En nat vågnede jeg, og hørte Bedste sige noget til Bedstefar om, at det gjorde ondt i brystet, og at han skulle løsne...(jeg har glemt hvad hun kaldte klædningsstykket). Samme nat vækkede Bedstefar mig og sagde at jeg skulle se vores Bedste. Derefter trak han lagenet til side, og der lå Bedste - ubevægelig. Så græd han og trak atter lagenet for.
Jeg forstod vist ikke helt hvad der var sket, ihvertfald græd jeg ikke (uden at jeg kan forklare hvorfor). Vi skulle nu gå ind til Ålborg for at fortælle det til Christian (hans søn) og Irene, som boede derinde sammen med deres tre børn, Viggo, Erling og Leif (senere kom Henning til). Vi tog Ping med i snor og begyndte at gå ud i den mørke nat. Månen var oppe og meget hurtigt opdagede vi at katten også ville med. Men det ville Bedstefar ikke have, så han hyssede efter den flere gange undervejs. Først inde ved Kragebakken v. Vejgård holdt katten op med at følge efter os; den har jo nok fornemmet at noget ikke var som det skulle være. Jeg var lidt ked af at den ikke måtte komme med, men gjorde vist ikke alvorlige indvendinger.

Kurt & fætter Leif
foran huset i Sdr. Tranders. Det er onkel Kristian der fotograferer, og Bedstefar der holder Leif i hånden. Bagved ses vores kartoffelmark og bag denne den åbne mødding og udhus.

Fra Ålborg husker jeg, at jeg en dag gik nede ved havnen sammen med Ping. Ved Limfjordsbroen lå Jens Bang's slæbebåde fortøjet. Fra broen er der en trappe ned til vejen, som løber langs med kajen. På denne trappe fandt jeg en masse svedsker, som jeg spiste med stort velbehag, ligesom Ping også fik et par stykker.

En dag fik jeg at vide at Ping ikke kom tilbage mere, plus en eller anden tåget forklaring, som jeg vist heller ikke troede på dengang. I dag ved jeg at han blev aflivet. Jeg har stadig hans hundeskilt, som lyder:

Politikreds 48
1955
286
Afgiftsfri

Begravelsen af Bedste husker jeg kun lidt af. Hun lå i den åbne kiste hjemme i stuen i Sdr. Tranders, Bedstefar bladrer i salmebogen og siger hvilket nummer vi skal synge. Jeg kan høre at han er tæt på at græde. Præsten i sin underlige dragt med hvid flip er der også, og den lille stue er fuld af mennesker. Senere (2002) har jeg fået oplyst fra Gug Kirke, at Bedste (min mormor) døde den 10. oktober 1955, blev begravet på Sdr. Tranders Kirkegård den 14. oktober 1955, og gravstedet annulleret 31. december 1975.

Kort før afgangen til København.
En gadefotograf tog billedet i Ålborg 1955.

Min bedstefar
(morfar) i København 1955. Billedet er taget kort efter ankomsten (og min bedstemors død).

 


Byens hovedgade
På højre side: købmand (på hjørnet), Gugvej (th), mejeriet m. udsalg, den lille skole og bagest Brugsen

 

Sdr. Tranders hjemmeside

Gug-Sønder Tranders Lokalhistoriske Arkiv

Fra årbogen 1997

Kjær-slægten (mange billeder fra Sdr. Tranders)

Slægtshistorisk Forening for Aalborgegnen

Vognen

 

Efter jeg forlod Sdr. Tranders i oktober 1955 kom jeg tilbage til byen en dag i 1958 eller -59, hvorfra nedenstående billeder stammer.

Billede nr. 1 viser bedstemors hus set fra den lille plantage ved Greger's gård. Marken, som ses i forgrunden, var trekantet.

Billede nr. 2 viser Sdr. Tranders Kirke, hvorfra min bedstemor blev begravet i oktober 1955.

Billede nr. 3 er bedstemors hus på tæt hold. I forhold til husets stand da vi (bedstemor, bedstefar og jeg selv) boede i det, er det sat fuldstændig i stand, blandt andet og ikke mindst har det stråtækte tag måttet lade livet. Der var også en dør ud mod vejen, men den er også fjernet.
Vejen vi boede på havde så vidt jeg husker intet navn. Senere er den blevet en del af den allestedsnærværende Alladdinvej.

Billede nr. 4 viser vejen der går op til hovedgaden - dengang var hovedgaden vistnok en del af Hadsundvej. Forrest til højre udenfor billedet ligger haven og ejendommen som hørte til Brugsen, som kan ses på billedet øverst på denne side.

Billede nr. 5 viser den store skole overfor kirken. Vi kigger ud ad Hadsundvej (Sdr. Tranders Bygade) mod Gistrup.

Billede nr. 6 viser resterne af klubhuset tilhørende Sdr. Tranders Idætsforening. Mens jeg boede i Sdr. Tranders kan jeg huske at det blev anvendt. Her nogle år senere ser det ud til at være gået helt ud af brug. Jeg var inde og kigge i huset, og der var store huller i væg og gulv, så det er usandsynligt at huset på dette tidspunkt (ca. 1958) har været i anvendelse.

Ak ja, jeg har mange gange senere tænkt, hvorfor jeg dog ikke tog nogle flere billeder mens chancen var der. Men man må huske på, at fotografering dengang var en dyr fornøjelse, hvor der skulle økonomiseres. Jeg tror en rulle film indeholdt 9 eller 12 billeder, og fremkaldelsen kostede mange ugers lommepenge - især hvis man fik nogen.

 

 

Genbesøg
I juni 2011 var jeg på et kort genbesøg i Sdr. Tranders sammen med min kone Hennie og nogle venner. Vi spadserede en tur rundt i byen for at se, hvor store forandringer byen har været udsat for. Og på nogle måder ligner byen sig selv, mens den på andre måder er helt forandret. At mejeriet, brugsen, købmanden og smeden forlængst har nedlagt deres virksomhed var vel hvad man måtte forvente. At bygningerne stadig står der, er på den anden side overraskende, når man ser hvad udviklingen har revet med sig i f.eks. København. Bygningen af universitetet i Sdr. Tranders er sikkert heller ikke gået stille af.

Det var en særlig glæde at finde gårdejer Gregers gravsten. Nu blev det endelig slået fast, at han hed Winther til efternavn, samt at han havde en bror Lars. Dengang i min barndom så jeg aldrig Gregers' kone, men regnede med at hun tullede rundt derinde et sted i stuerne. Først nu går det op for mig, at han åbenbart har været ungkarl hele sit liv - samt haft en bror, der boede og arbejdede med på gården.

Gravsten for Gregers & Lars Winther på familen Winther's gravsted.

Bedste's hus, som det ser ud i dag (2011). Iflg. postkassen hedder de nye beboere Christina & Frank Justesen.

Den nye ejer af Greger's gård og min kone Hennie. Iflg. husets postkasse hedder vor mand Søren Feder Svendsen.

Det gamle frysehus fra 1955, som i mellemtiden er omdannet til guderne må vide hvad. Der var mørkt derinde og lignede mest af alt et pulterkammer.

Hovsa-huset, Sdr. Tranders Bygade 31, som de krukkede københavnere flyttede ind i - se punkt 9 længere oppe.

 

 

Flyverstenen
Efter besøget i Sdr. Tranders kørte vi videre til Gistrup og ikke mindst Lundby Krat og Bakker.
Her dryssede en allieret maskine ned i 1944. Min bedstefar og jeg cyklede derover i 1955 for at se Flyverstenen - et minde, sat over en heltemodig indsats af en ung pilot. Min bedstefar arbejdede i en periode under krigen (1940-45) på Ålborg Flyveplads, som var beslaglagt af tyskerne. Flyvepladsen var derfor pr. definition udsat for de allieredes mindre end venlige besøg fra luften. Derfor tror jeg også han havde et særligt forhold til Flyverstenen.

Selv om min bedstefar var en mand af få ord, har han alligevel fortalt så meget, at jeg forstod, at det ikke var af sympati med nazisterne, at han eller de øvrige danskere arbejdede i tysk tjeneste på Ålborg Flyveplads. Det var af bitter nød, fordi der ikke var andet arbejde at få. Havde han nægtet at arbejde, kunne han sammen med tusindvis af andre danskere risikere at blive sendt til Tyskland på tvangsarbejde - en ordning som den danske regering havde indgået med tyskerne mod til gengæld at få kul til Danmark. Dokumentationscenter mod Historieforfalskning har beregnet, at omkring 90% af de i alt 130.000 danske arbejdere, som blev sendt til Tyskland under Anden Verdenskrig, blev tvunget til at rejse, fordi de danske myndigheder lukkede for arbejdsløshedsunderstøttelse og socialhjælp.

ref.: Nyrup's far var tvangsarbejder

 

 

++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

 

Fra Gug-Sønder Tranders Lokalhistoriske Arkiv har jeg lånt følgende:

 

Sdr. Tranders Bygade 52

De beboere, der kan huske tilbage til tiden før 1986 i Sdr. Tranders, vil nok have en erindring om, at der, hvor lægens smukke hus nu ligger, lå dengang en temmelig brøstfældig bygning, som ganske vist blev kalket hvert år inden Pinse, men som alligevel trængte til en kærlig - og måske især yngre hånd. Sagen er, at her boede indtil 1977 gamle Dorthea Hein og hendes søn Niels. Iflg. kirkebogen hed Dortheas mand Anders Christian Nielsen Sørensen, kaldet "Hein". Og det slog også til, familien blev altid kaldt Hein. I 1985 flyttede Niels på Plejehjem og i 1987 købte lægen grunden, hvor det nuværende hus blev bygget; det rummer både praksis og privatbolig.

Jeg kan så tilføje, at Dorthea er søster til min bedstemor (mormor), Thora Katrine Jensen. Det fik jeg at vide allerede mens jeg boede i Sdr. Tranders (1950-55). Manden i huset, om han så var mand, søn eller hvad, blev kaldt Anthon Hein, og jeg så ham ofte stå ude på vejen og kigge. Jeg forlod Sdr. Tranders i 1955, men kom tilbage nogle år senere (ca. 1959) på cykel. Da stod Anton stadig ude på gaden og kiggede...

 

Sdr. Tranders Andelsmejeri, Sdr. Tranders Bygade 22

Dette er ikke byens ældste mejeri. Det lå nemlig i Thorns gård, Trandersgaard - og blev sandsynligvis oprettet i 1882. Dette billede er formentlig fra 1914 og viser den bygning, der blev bygget efter at "Interessentskabet Sdr. Tranders Andelsmejeri" i 1887 havde fået skøde på den grund, hvorpå denne bygning kom til at ligge. Som det forhåbentlig kan ses, holder der langs rampen to mælkevogne. De blev brugt til at bringe mælk og ost m. m. ud til datidens husmødre, der jo var hjemmegående. Vognene kom både til Gistrup, Vejgård og Aalborg. I Sdr. Tranders gik man selv hen på mejeriet og hentede, hvad man måtte have brug for. Mejeriet blev lukket allerede i 1952. Derpå var bygningen i flere år rammen om renseriet "Master" indtil det lukkede i 1972. I 1975 blev bygningen totalt renoveret og har siden været privatbolig.

Jeg husker ganske svagt, at der hørte en lille forretning til mejeriet - et lille udsalg. Min bedstemor sendte mig ofte op på majeriet for at hente mælk, men det foregik ikke inde i mejeriet, men i en lille forretning ud mod gaden.

 

Pogeskolen, Sdr. Tranders Bygade 26

I 1918 fik Sdr. Tranders kommune skøde på det stykke jord, hvor man samme år byggede Pogeskolen. Her har altså alle de børn, som efter dette tidspunkt skulle i skole, grundlagt deres boglige viden. Man gik i skole her i de 2 første år, og mange af de mennesker her i byen, jeg i tidens løb har talt med, har en tydelig erindring om i hvert fald den sidste, rare lærer(-inde), frk. Maren Uhrenholdt. Skolen var vistnok i brug til 1962 og har siden da været privatbolig.

Jeg husker ikke at skolen blev kaldt Pogeskolen, men derimod Den lille Skole. Jeg gik på skolen fra august 1955 til oktober samme år, hvor min bedstemor døde. Nåede endda at blive fotograferet i klasseværelset.

 

"Den store skole", Sdr. Tranders Bygade 53

Når børnene efter 2. klasse forlod pogeskolen, kom de i "den store skole", der ligger lige ved siden af kirken. Her blev den første skole åbnet allerede i 1739, da Grev Frederik Christian Danneskiold-Samsøe fra godset Lindenborg købte et "gadehus", der lå, hvor den senere skole-bygning kom til at ligge. Få år efter, i 1747, erhvervede "skolemesterembedet" skøde på ejendommen,- men nu fra Sohngårdsholm, idet skødet er underskrevet af Johs. Bentzen "til Sohngaardsholm". Det betyder muligvis, at Sdr. Tranders i mellemtiden er lagt ind under Sohngårdsholm. Bygningen blev kraftigt istandsat, da landet i 1814 fik den første almueskolelov, men den stod dog ikke til at redde.

Det var i den store skole at jeg blev tilmeldt i 1955, se punkt 5 længere oppe, "Da jeg skulle starte i skole som otte-årig"...

 

++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

 

 

Gug-Sønder Tranders Lokalhistoriske Arkiv

Medlemsinfo 1998

Årbog 2000

Årbog 2001

Årbog 2005

Årbog 2006

Årbog 2007

Årbog 2008

Årbog 2009

Årbog 2010

Årbog 2011

Årbog 2012

 

Kurt's historie fortsættes i... Gullandsgade.

 

Post Index

 

Til forsiden