Alt det andet..., del 2

Her fortsætter "Alt det andet..." med en gennemgang af det musikalske isenkram
som f.eks. den elektriske guitar, effektpedaler, forstærkere, synthesizeren, Hammond orglet med mere.

 

I samme serie:
Alt det andet, del 1 Rockscenen, del 1 Rockscenen, del 2 Pigtrådsøkonomi

 

 

===================================================

 

 

Den elektriske guitar

Den elektriske guitar var i 1960'erne symbolet for ungdommens musik. Alligevel skal vi et tiår længere tilbage, for at møde den elektriske guitars mest betydningsfulde personer: Leo Fender og Les Paul. For selv om der fandtes elektriske guitarer før disse to herrer kom ind i billedet, tog udviklingen først for alvor fart med lanceringen af Fender model Broadcaster i 1950 - verdens første blokguitar, som et par år senere blev omdøbt til Telecaster. Senere, i 1952 kom Gibson på banen med Les Paul guitaren, og siden da har intet været det samme.

Efterfølgende kigger vi på de vigtigste komponenter i den elektriske guitar - deres opbygning, virkemåde, fordele og ulemper.

--------------------------------------------------

Guitaren

Den akustiske guitar, som bl.a. omfatter den spanske guitar, western guitaren og den oprindelige jazzguitar, består for en stor del af en kasse - også kaldet en krop eller en klangkasse. Kroppen har som regel et eller flere lydhuller i dækket (oversiden, overfladen), og virker på denne måde som en akustisk forstærkning af den lydsvage streng. Kroppen er helt nødvendig for at guitaren kan høres. Til gengæld kan den benyttes uden elektricitet - nogle kalder derfor den akustiske guitar for en økologisk guitar.

Den elektriske guitar var oprindelig en akustisk guitar med påmonteret pick-up, men da Fender og Gibson omkring 1950 lancerede deres blokguitarer, satte de på denne måde en ny standard for, hvordan en elektrisk guitar skal bygges. Blandt andet og ikke mindst fik de bugt med det berygtede "hyl", også kaldet tilbagekobling.

Tilbagekobling:

1. Strengens bevægelse omdannes af pick-up'en til et elektrisk signal.
2. Det elektriske signal sendes (via guitar-ledningen) til forstærkeren.
3. Forstærkeren udsender det forstærkede signal som lyd via højttaleren.
4. Højttalerens lyd (= bevægelse af luftpartikler) skaber bevægelse i guitarens klangkasse.
5. Klangkassens bevægelse sætter guitarens strenge i bevægelse.
6. ....(det hele starter forfra, gå til punkt 1.).

Det er forstærkeren der holder "hylekæden" i gang. Hvis den indstilles til under 1 gangs forstærkning (f.eks. ved at skrue ned for styrken), går tilbagekoblingshylet i stå. I modsat fald fortsætter "hylet" med at cirkulere mellem streng, forstærker, højttaler og klangkasse til dommedag. Hylet standses ved at bryde kæden, f.eks. ved at skrue ned (eller slukke) for forstærkeren, eller ved at afbryde forbindelsen til guitaren - trække ledningen ud af forstærkeren.

De fleste fabrikker fik herefter gang i produktionen af blokguitarer - d.v.s. guitarer, hvor klangkassen er erstattet af en massiv plade, selv om det var tydeligt at Fender og Gibson's design var forbilledet.

Desværre havde ikke alle forstået betydningen af blokken, f.eks. var min konfirmationsgave fra 1962 - en Höfner, Model 126 godt nok fremstillet med kraftig inspiration fra Les Paul, men desværre også med en hul klangkasse. Guitaren led derfor stort set af de samme skavanker med tilbagekobling som en akustisk guitar med påmonteret pick-up. Men jeg var glad for guitaren og spillede lystigt på den i alle skoleårene.

I øvrigt var Paul McCartney's basguitar af samme skuffe som model 126: med hul krop og masser af tilbagekobling. Mange troede vist, at Sir Paul spillede på denne model, fordi den var bedre end så mange andre. Jeg tror nu det var økonomien der gjorde udslaget. Senere....ja, jeg ved ikke, men det falder svært at forestille sig, at han skulle have valgt Höfner's basguitar p.g.a. dens hule lyd, andenrangs enkeltdele (stemmemekanikkerne f.eks.) eller jævne finish. Hverken elektrisk eller mekanisk kom den i nærheden af Gibson SB, SG, for slet ikke at tale om Fender Jazz Bass eller Precision Bass. Jeg får næsten ondt af manden, når man til stadighed ser ham med sin ubehjælpsomme Höfner bas.

Fender's forskellige modeller (Telecaster, Stratocaster, Jazzmaster, P-Bass m.fl.) og Gibson's Les Paul guitar har indtil i dag (2010) holdt skansen som forbillede for mange andre. Og forklaringen må være, at de fra begyndelsen har haft fat i den rigtige idé, det rigtige design.

Akustisk guitar (Wikipedia)

Jazz guitar (Wikipedia)

Elektrisk guitar (Wikipedia)

--------------------------------------------------

Pick-up'en

En guitar pick-up er en enhed, der opfanger vibrationerne fra strengene, og omdanner disse til elektrisk spænding. Pick-up'en består af en spole (= en ledning som er viklet eller snoet) og en magnetisk kerne (en klods) af jern. Spolen er viklet omkring kernen, der ofte i praksis er udført som en skrue, som kan køres op og ned i pick-up-spolen. De seks skruer (en for hver streng) kan højdeindstilles individuelt, og bestemmer på denne måde pick-up'ens følsomhed.

Når en guitarstreng anslås, laver den ændringer i magnetfeltet omkring jernkernen. Når magnetfeltet omkring kernen ændres, induceres (dannes, overføres) der derved (veksel)spænding i spolen. Denne spænding føres gennem en ledning ud af guitaren og ind i forstærkeren. Her forstærkes den op og bliver v.h.a. højttaleren til lyd.

 

Elektromagnetisme:

Mange kloge hoveder har tænkt mange kloge tanker omkring dette fænomén, at elektricitet skaber magnetisme - og omvendt. Det hele kulminerer i 1820, da vores gamle bonkammerat Ørsted en regnfuld mandag på Solitudevej indser, at han har gjort en epokegørende opdagelse: elektromagnetisme.

Så for at gøre en lang historie kort, kan man konstatere, at

- en strøm der farer gennem en ledning (spole), medfører et magnetisk felt omkring ledningen (spolen). Jo kraftigere strøm, desto kraftigere magnetfelt.

Og den modsatte vej:

- et magnetfelt omkring en ledning (spole) medfører en strøm i ledningen (spolen). Jo kraftigere felt, desto kraftigere strøm.

 

De to almindeligste typer pick-ups er single-coil og humbuck. Generelt og overordnet bruger Fender single-coil og Gibson humbuck.

Single-coil pick-up'en er, som navnet siger, opbygget af en enkelt spole, der er viklet om en magnetisk kerne.

Fordelen ved single-coil er en lys klar tone og en relativ lav impedans - tåler relativt lange guitarledninger.
Ulempen ved single-coil er følsomhed overfor udefrakommende støj og brum.

Humbucker princippet blev opfundet i 1934 af Electro-Voice i forbindelse med udvikling af et transportabelt PA-anlæg med mikrofoner og højttalere. Rickenbacker var fremme med samme idé i 1953, men droppede den igen året efter (p.g.a. problemer med forvrænget lyd). I 1955 udviklede Gibson fabrikken en humbucker til Les Paul guitaren, ofte benævnt PAF (Patent Applied For), og siden dengang er humbuckeren blevet identificeret med Gibson. Humbuckeren bliver også kaldt "dual-coil pickup", "double-coil pickup" eller "hum-cancelling pickup".

Humbuck = buck the hum = sætte brummet i brummen (fængsel).

Humbuckeren kan betragtes som en videreudvikling af single-coil pick-up'en, fordi den løser problemet med indstråling af elektromagnetisk støj og brum, hvilket ofte er et problem for single-coil pickup'en. Til gengæld har den en noget mørkere lyd, hvilket ikke alle guitarister er begejstret for (især ikke Fender-folket).

Det specielle ved humbuckeren er, at den består af 2 single-coils. De to spoler er forbundet i serie, d.v.s. i "forlængelse" af hinanden. Ved desuden at forbinde de to coils (spoler) i indbyrdes modfase, samt sno de to vindinger hver sin vej, opnår man at udefrakommende støj (f.eks. brum fra en nettrafo) elimineres - udfases - mens signalet fra guitarens streng går næsten uforandret igennem.

Støj og brum stammer ofte fra transformere og strømforsyninger i elektrisk udstyr, der kører på vekselstrøm. Når vekseltrøm passerer gennem en spole, opstår der et magnetisk felt, som påvirker guitarens pick-up. Brum og støj kan desuden forekomme i computere, mixere og motorer - især hvis udstyret kører på vekselstrøm.

CMRR - Common Mode Rejection Ratio på en elektronisk enhed (f.eks. en guitar pick-up), er enhedens evne til at undertrykke signaler af samme styrke og fase på enhedens indgang(e).

Det er m.a.o. evnen til at undertrykke signaler af samme størrelse og fase på indgangene der gør, at brum og anden udefrakommende støj undertrykkes.

Man har altså opnået et signal ("lyd") der er dobbelt så kraftigt (p.g.a. af de to seriekoblede spoler) og fjernet støjen (v.h.a. modfaset kobling).

Fordelen ved humbucking er et dobbelt så kraftig signal ("lyd") og nul støj (brum).
Ulempen ved humbucking er, at en del af de lyse toner bliver dæmpet eller udfaset.

Mange guitarister bruger både single-coil og humbucking på samme guitar, for at kunne opnå begge pick-up typers fordele.

Pickup (Wikipedia)

Humbucker (Wikipedia)

The Secrets of Electric Guitar Pickups

Guitar Rewiring

Humbucking Pickups

--------------------------------------------------

MÅNEDENS BILLEDE Maj 2005 

Fender "Rubblecaster"

Fender guitaren står for de fleste som selve indbegrebet af den elektriske guitar.
Hank B. Marvin, Jimi Hendrix, Mark Knopfler og utallige andre har brændemærket Fender ind i guitarhistorien.

De mest kendte Fender modeller er
     - Stratocaster,
     - Telecaster,
     - Jazzmaster,
     - Jaguar,
     - Precision Bass ("P-Bass"),
     - Jazz Bass og
     - Jazzmaster.

Ligesom indenfor så meget andet er der også blandt guitarister to hovedskoler: enten er man tilhænger af GIBSON Les Paul eller også FENDER Stratocaster - ihvertfald sådan groft sagt.

Og hvad er så forskellen på Les Paul og Stratocaster?

Grundlæggende vil jeg mene, at Les Paul er et stykke kunsthåndværk, hvor udseendet har lige så høj prioritet som funktionen. Da Les Paul (sammen med Ted McCarty) konstruerede sin guitar - han var noget af et geni til både konstruktion af guitarer, udvikling af elektriske pick-up'er, studieudstyr og meget andet - vidste han udmærket at guitarens krop, blokken, skulle være akustisk død. Han fremstillede oven i købet på et tidligt tidspunkt en guitar bygget op på en 4" x 4" jernbanesvelle, som han døbte The Log - bjælken eller blokken. Den demonstrerede entydigt, at blokguitaren var løsningen på tilbagekoblingsproblemet ("hylet"). GIBSON fabrikken, som financierede gildet, havde dog også et ord at skulle have sagt, og derfor blev model Les Paul et kompromis mellem udseende og funktion - der skulle også være noget til æstetikerne. Der blev vist endda fremstillet et sæt "vinger" til The Log udelukkende for at få den til at ligne en almindelig guitar.

I modsætning hertil står Stratocasteren, og for den sags skyld alle Fender's blokguitarer, som i udpræget grad er et stykke værktøj på linie med skruenøglen, der først og fremmest er designet til praktisk brug. Leo Fender har i adskillige interviews udtrykkeligt frabedt sig æren af at blive udnævnt til kunstner, fordi hans guitarer netop var udtænkt som værktøj, ikke som kunstgenstande. På mange måder kan man sammenligne Fender's blokguitar med en skruenøgle ("svensknøgle"), hvor funktionen bestemmer udseendet (at mange musikere mener Fender guitaren er smuk, er en anden sag). Og da han i mange år stod som ene-ejer af foretagendet, var der heller ingen at spørge om lov, når nye tanker skulle føres ud i livet. Derfor blev Fender's blokguitarer op til midten af 1960'erne udformet præcis som mr. Fender havde tænkt sig.

Omkring 1965 eller '66 blev Leo Fender købt helt ud af TV- og pladeselskabet CBS, som ganske vist videreførte fabrikkens produkter, men under ganske andre forudsætninger. Der blev fra nu af produceret under størst mulig hensyntagen til omkostninger, og desuden blev produktionen flyttet til lande, hvor arbejdskraften var billig (Japan og Korea). Det blev guitarerne ikke bedre af, tværtimod fik renommeet et kraftigt dyk, som medførte et tilsvarende fald i interessen for Fender's NYE guitarer. Interessen for de gamle (vintage) modeller steg tilsvarende. De fleste Fender guitarer fra 1950'erne og op til midten af 1960'erne oplevede et boom, som har holdt sig til i dag.

SUMMA SUMMARUM:
Vil man eje en førsteklasses Fender guitar, skal den være fra 1950'erne til et stykke op i 1960'erne. Og betale hvad det koster.

Månedens Billede viser Fender "Rubblecaster", en specialmodel som er monteret på et stykke Berlinmur og derefter malet op.
Vægt ca. 90 kg.
Værket kan beses på Fender museet i Californien.
Mod entré naturligvis.

Fender guitars
Fender amps
Fender Amp Field Guide
Vintage info
Fender Support (setup guides, adjustment & care, dating and more)
Fender Forum
Fender Players Club
Fender Museum

--------------------------------------------------

Guf for guitarelskere

Fender brought up their masterpiece, the Stratocaster, made by very simple principles. Two pieces of wood, bolted together. And Fender suffered a lot of derision at the time, because they thought it was a very crude way of doing it - especially from people like Gibson.
Paul Day, medforfatter til bogen "The Fender Book"

Vi er tilbage på den oprindelige Fender fabrik i Fullerton, Californien. Vi ser den håndværksmæssige produktion af Stratocaster guitaren, og bliver vejledt af kendere på feltet. Guf for guitarelskere.

Fender Factory Tour 1959

Pre CBS Fender factory footage

Fender Guitars Factory Tour

Fender Factory - making of a Stratocaster

First Fender Sratocaster In The UK

The Sound Heard Round The World

Telecaster Promo

--------------------------------------------------

Gør det selv!
Har man mod på at gå i gang, er der mange penge at spare ved at bygge sit udstyr selv. Selv om det måske er nøden mere end lysten der driver værket, kan man lære meget om de forskellige tekniske problematikker ved at bygge selv. Det gør det tilsvarende lettere at vælge det rigtige udstyr, den dag man har penge på lommen, og skal ud og købe ind. Nedenstående er modtaget 2010.Marts.14:

I starten af 60´erne købte jeg The Shadows´ første LP og forelskede mig i guitaren, Bruce Welch havde hængende over stoleryggen. Jeg vidste ikke hvad det var for en, men syntes, den var sej.

Jeg fandt så ud af, at det var en Fender Telecaster. Jeg tror ikke, den fandtes her hjemme på daværende tidspunkt - i hvert fald ikke i Aalborg, og de få musikhandlere, der fandtes i byen, mente ikke, at det var noget, der kunne skaffes. Faktisk fandtes der kun én "rigtig" musikhandler, nemlig Anker Møller. Resten var plade/node/instrumenthandlere - og så Alfred Christensen, der stort set kun forhandlede harmonikaer.

Nå, tænkte jeg, så må jeg jo selv lave en.

Som sagt, så gjort. Jeg fik fat i et stykke møbelplade. Delte det i 2 og savede huller i det ene. Limede dem sammen, og savede kroppen ud efter en tegning, jeg havde lavet på fri hånd ud fra pladecoveret.

Og sleb og pudsede og pudsede og sleb. Herefter fik jeg en maler til at male den hvid.

Jeg fik fat i en Höfnerhals og -pickup (Höfner var det helt store på den tid!) Jeg havde i forvejen en pickup af ukendt mærke, der havde været monteret på en gammel akustisk jazzguitar. Jeg savede en slagplade ud af et stykke plastik, ganske vist sort, men what ever - det var det eneste, jeg lige kunne få fat i som duede. Endvidere et sæt forcromede mekanikker.

Savede et stykke jernplade ud og bukkede, savede og borede det ud til broen med plads til nederste pickup. Skar hovederne af 3 stk 6 mm bolte og borede huller i dem til sadlerne. D.v.s. jeg fik "læreren" til at foretage denne vanskelige operation (projektet blev lavet i ungdomsklubben).

Lavede en "betjeningsplade" af et stykke messing, som jeg fik forcromet. Købte 2 forcromede drejeknapper til en S.P. skibsradio og savede kraverne af, samt 2 potmetre og en Gibson-agtig 3 vejs switch, og monterede det hele på pladen. Loddede skidtet sammen efter anvisningerne i et Populær Mekanik eller sådan noget og samlede det hele.

Sådan ca. 1962/63 var den der - et styk hjemmebygget Telecaster! Den var god at spille på, men lød ikke helt tilfredsstillende. Den blev hurtigt lagt i mølposen og glemt. Da jeg flyttede "hjemmefra" blev den demonteret og pakket ned for at gøre den mere "flytteegnet" Jeg ville egentlig havde smidt den ud, men nænnede det ikke. "Engang...." Det blev bare ikke til noget.

Forleden fandt jeg den så under oprydning i kælderen og samlede den. Satte den til forstærkeren og... hvad var det? Den lød sgu´ da meget godt. Det eneste, den havde manglet var noget ordentligt forstærkergrej. Den ser noget "Road Worn" ud efter alle disse år i kælderen, men det er jo in i øjeblikket. Man køber dem sådan fra nye!

Har lige siddet og "liret" lidt, og syntes, at du skulle indvies i projektet, der jo selvfølgelig i stedet for ovenstående smøre blot kan kaldes: en hjemmebygget elguitar fra 62/63.

Nojer

 

===================================================

 

 

E FF E _K T
P-E-D-A-L-E-R (stomp boxes)
Get that sound!

Guitaristens store problem har altid været (synes han selv), at hans guitar fylder for lidt - klangmæssigt set. Klaver/keyboard-manden kan spille akkorder og flerstemmig melodi, mens guitaristen må kæmpe med 6 umulige strenge, der ofte går ud af stemning. Svaret på bønnerne er effektpedalen, som i dag fås i et utal af varianter. I 1960'erne var vi dog først lige begyndt at tage hul på pedalens velsignelser.

 

Forvrænger / Distortion
Vi er i 1965, da forvrængeren bliver lanceret af The Rolling Stones med nummeret "Satisfaction". Det var en lydmæssig revolution og mange guitarister sov dårligt om natten, indtil den endelig kunne købes i butikkerne. For mit eget vedkommende var det den 29. juli 1967 (en lørdag) hos Åge Jensen, hvor jeg fik en splinterny Schaller forvrænger (Verzerrer, som der stod på tysk) til 140 kr. Med denne Schaller-dims kunne jeg nu få den eftertragtede lyd.

Forvrænger eller distortion pedalen er, som navnet siger, en pedal der forvrænger. "Hun forvrænger mine ord", siger man og mener dermed, at vedkommende fordrejer eller forvansker betydningen af det man siger - måske endda til ukendelighed. På samme måde med forvrængeren, som forvansker guitarens "naturlige" lyd mere eller mindre.

Sender man en helt ren tone (= en sinustone = en tone uden overtoner) ind på indgangen af en forvrænger, kommer der udover den oprindelige tone desuden en række overtoner frem på udgangen. Disse er ikke nødvendigvis "harmoniske", d.v.s. i klangmæssig familie med den oprindelige tone, men ofte stærkt uharmoniske. Især de tidlige forvrængere med germanium- og siliciumtransistorer var slemme til at producere disharmoniske overtoner. Alle tilføjelser til det oprindelige signal kaldes under eet forvrængning (distortion), uanset om tilføjelsen er ønsket eller uønsket, harmonisk eller uharmonisk.

Harmoniske overtoner er toner, hvis frekvens er et heltal-multiplum af grundtonen.
Hvis f.eks. 100 Hz er grundtonen, er 200, 300, 400, 500, 600, 700 Hz o.s.v. et heltal-multiplum af grundtonen.

Efterhånden som forvrængeren blev en del af hverdagen for de fleste, begyndte fabrikanterne at arbejde sig frem mod forvrængere med "soft fuzz" - blød forvrængning - d.v.s. med overtoner, som klangmæssigt er i familie med grundtonen. Rørforstærkerens lyd var forbilledet, hvorfor kluntede rør-forvrængere så dagens lys. Efterhånden som nye og bedre halvledere kom frem, der i deres arbejdsmåde minder om rør (f.eks. FET og MOS FET transistorer), blev det muligt at lave forvrængere med soft fuzz og smart design. Hvis man ser på forvrængermarkedet i dag, er det tydeligt, at der findes mange forskellige smagsretninger og meninger om, hvordan en forvrænger skal lyde. Det gode ved udviklingen er, at de fleste i dag kan få deres ønsker opfyldt. Det kunne vi bestemt ikke dengang.

--------------------------------------------------
Kort Nyt, 2008.Jan.26
Pedalen
Taking the smash hit Zoom G1 pedal and adding a built-in expression pedal, this great processing unit offers an incredible array of features at one low price, in a unit that is so compact that it easily fits in your gig bag - even with an expression pedal built in!

Når man kigger tilbage på dengang forvrængeren kom frem i midten af 1960'erne, er det en fantastisk udvikling der er sket på guitar-pedal-fronten. I økonomiafdelingen finder man f.eks. Zoom model G1X, som trods sit beskedne ydre indeholder de fleste af de effekter en guitarist i dag har brug for.

Zoom G1X Multi-Effects Guitar Processor w/Expression Pedal

G1x - Guitar Effects Pedal with Expression
--------------------------------------------------

 

Wah-Wah
pedalen hedder sådan, fordi den lyder sådan. Det er m.a.o. et lyd-efterlignende navn, på samme måde som en krage hedder krage fordi den siger "kraa". Prøv selv, samtidig med at luft pustes ud og suges ind, at bevæge kinder og læber frem og tilbage fra helt åben position til rund trutmund. Wah-effekten burde være tydelig hørbar.

En af de mest kendte wah pedaler er Cry Baby fra amerikanske Jim Dunlop (som iøvrigt også lavede nogle fine plectrer).

Pedalen er også kendt under navne som "Bau-Wau", "Bow-Wow", "Wau-wau" og "Wa-Wa", men efterhånden er Wah eller Wah-Wah det mest anvendte navn.

Når man træder wah pedalen op og ned, påvirker man derigennem (via et potmeter) et filter eller tonekontrol, som lukker op og ned i overensstemmelse med pedalens position. Samtidig med op- og nedlukningen af filteret, flyttes det (frekvens)område som filteret regulerer - se kurven herunder. En tilhørende kraftig resonans (betoning) flyttes ligeledes frem og tilbage på frekvenskurven. Resultatet kan lyde som en wau-wau eller wah-wah lyd, når guitaren (eller et andet instrument) køres gennem filteret. Det er m.a.o. styring af et filter og en medfølgende kraftig resonans, der giver Wah effekten.

Fænomenet kan til en vis grad sammenlignes med et skydepotmeter på en grafisk equalizer. På de bedre equalizere er der mulighed for at bestemme, hvor smalt et frekvensområde hver skydepot skal tage sig af, samt afskæringens stejlhed - det såkaldte "Q". Hvis afskæringen gøres tilstrækkelig stejl (= højt Q), medfører det en tydelig betoning eller resonans omkring afskæringsfrekvensen. Der kommer så at sige en "bule" på kurven.

Wah pedalen kan derfor på ægte klunte-dansk og med lidt god vilje kaldes et justérbart båndpasfilter med højt Q, men betegnelsen Wah fortæller mere end mange ord.

Wah Wah pedal

The Technology of Wah Pedals

Cry Baby (demo)

Woodoo Child (Jimi Hendrix)

 

 

B-R-E-D lyd
Phaser (phasing), Flanger (flanging) og Chorus pedalerne blev hurtigt populære, da de med mellemrum kom frem i slutningen af 1960'erne og et stykke ind i 1970'erne. Alle tre effekter er i tæt familie med hinanden, og kom på markedet efterhånden som det var teknisk muligt at fremstille elektroniske kredsløb (IC'er) med den nødvendige tidsforsinkelse. Det er m.a.o. først og fremmest den indbyggede tidsforsinkelse, som udgør forskellen mellem dem. Ligheden er, at de giver instrumentet (guitaren) en fyldig "bred" lyd.

 

Phaser
kom først på markedet af de tre, men er som allerede nævnt ikke væsentlig anderledes i sin opbygning end en (elektronisk) flanger eller chorus.

Phaseren virker på den måde, at signalet (guitarlyden) på sin vej gennem pedalen deles i to. Den ene del af signalet føres uændret frem mod udgangen, mens den anden del forsinkes i et elektronisk kredsløb (en IC). Forsinkelsen er styret af endnu et kredsløb (en såkaldt LFO - Low Frequency Oscillator), som bevirker at forsinkelsen varierer - "slingrer". LFO'ens frekvens kan som oftest justeres udefra v.h.a. et potmeter på selve pedalen.

På udgangen af pedalen blandes de to signaler sammen (blandingsforholdet styret v.h.a. et eller flere potmetre), og medfører derved den specielle "tågede" lyd, hvor visse frekvenser peakes (fremhæves), mens andre udfases (fjernes). Disse peaks og udfasninger foregår i overensstemmelse med indstillingen af diverse knapper på pedalen.

Som en yderligere finesse fik man den idé, at sende en lille del af det forsinkede signal tilbage til indgangen (det kaldes i den tekniske litteratur for med- eller modkobling, alt afhængig af om det tilbageførte signal er i med- eller modfase med det oprindelige signal). Ved således at regulere på med-/modkoblingen (ofte styret fra selve pedalen under navne som "notch", "peak", "depth" og "crunch" m.fl.) opnåede man, at de "bjerge" (peaks) og "dale" (udfasninger) som i forvejen var der, kunne gøres endnu tydeligere - endnu mere hørbare.

Phaser-pedalens lyd kan sammenligne med en gammeldags AM-radio. Når man lytter til fjerne stationer, forsvinder disse ofte mere eller mindre ud i det blå - de så at sige "kommer og går". Phaser-pedalens effekt minder en del om denne lyd.

STEREO phasing/flanging/chorus
er i princippet to mono pedaler der arbejder parallelt - side om side. Den "brede" stereo-lyd opnås ved at forskyde (ændre) forsinkelsen en lille smule mellem de to (højre og venstre) kanaler. Denne forskydning kan opnås på flere måder, f.eks. ved at fasedreje styresignalet fra LFO'en til den ene forsinkelses-enhed. På denne måde opstår der en (til stadighed varierende) tidsmæssig forskel mellem de to kanaler, som derved opleves rumligt af lytteren (guitaristen).

 

Fasedrej og svingningstid

Fasedrej
= en tidsmæssig forskydning af et (elektrisk eller akustisk) signal, som er kortere end signalets (tonens) egen svingningstid.
Kan også udtrykkes sådan her:
Når den tidsmæssige forskydning af et signal er kortere end signalets egen svingningstid, kalder man forskydningen et fasedrej.

Svingningstid
= den tid een svingning varer.
Eks.: en 1000 Hz tone får luften/spændingen til at svinge 1000 gange i sekundet (frem og tilbage mellem skiftevis et positivt og et negativt maksimum). Svingningstiden for een svingning er derfor 1/1000 sekund = 1 milliSekund (1mS).

Eksempler på svingningstider:
Svingningstiden for en 8000 Hz tone (8000 svingninger pr. sek.) = 1/8000 sek. = 0.125 millisekund.
Svingningstiden for en 4000 Hz tone (4000 svingninger pr. sek.) = 1/4000 sek. = 0.25 millisekund.
Svingningstiden for en 2000 Hz tone (2000 svingninger pr. sek.) = 1/2000 sek. = 0.5 millisekund.
Svingningstiden for en 1000 Hz tone (1000 svingninger pr. sek.) = 1/1000 sek. = 1 millisekund (1 mS).
Svingningstiden for en 500 Hz tone (500 svingninger pr. sek.) = 1/500 sek. = 2 millisekunder (2 mS).
Svingningstiden for en 250 Hz tone (250 svingninger pr. sek.) = 1/250 sek. = 4 millisekunder (4 mS).
Svingningstiden for en 100 Hz tone (100 svingninger pr. sek.) = 1/100 sek. = 10 millisekunder (10 mS).
Svingningstiden for en 50 Hz tone (50 svingninger pr. sek.) = 1/50 sek. = 20 millisekunder (20 mS).
Svingningstiden for en 25 Hz tone (25 svingninger pr. sek.) = 1/25 sek. = 40 millisekunder (40 mS).

Det er m.a.o. rimeligt at tale om guitar-phasing, så længe vi (groft sagt) opererer i området 1 - 40 mS.

Phasing

 

Flanger
har sit navn fra indspilningsstudierne, hvor man i mange år havde kendt teknikken med at lade to båndoptagere afspille det samme stykke musik (f.eks. en guitarsolo) gennem den samme mixer. Den ene båndoptagers hastighed varierer man manuelt en lille smule ved at holde tommelfingeren forsigtigt mod båndspolens kant - flangen. På denne måde slingrer den ene båndoptagers hastighed i forhold til den anden, og frembringer derved den spøjse flanger effekt, når de to båndoptageres signaler sammenblandes.

Eks.: Pictures of Matchstick Men (Status Quo, 1968), hvor det lyder som om ikke alene sologuitaren, men også andre dele af optagelsen har været en tur gennem bånd-flangeren.

John Lennon of The Beatles used the term "flanging" to refer to automatic double tracking, a technique developed at Abbey Road Studios by recording engineer Ken Townsend, in answer to producer George Martin's joking assertion that the ADT effect employed a "double-bifurcated sploshing flange". This usage of the term is coincidental. Flanging (or artificial double tracking as it was known at EMI) was first used on The Beatles song "Tomorrow Never Knows", written and sung by John Lennon in April 1966. The first use of flanging effect in stereo is credited to producer Eddie Kramer who used the effect in the coda of Jimi Hendrix's song "Bold as Love" (1967). Kramer admitted in an 1990s interview that he read BBC Radiophonic Workshop technical journals for ideas and circuit diagrams.

På den elektroniske Flanger ligger forsinkelsen i området omkring 50-150 mS.

Flanging

 

Chorus
er i princippet det samme som flanging, blot er tidsforsinkelserne betydelig større - vi er oppe omkring nogle hundrede millisekunder eller mere (hvis forsinkelsen bliver så stor, at man ligefrem kan høre "afstanden" mellem det direkte signal og det forsinkede, kaldes det for ekko eller delay). En guitar, spillet gennem en chorus-pedal, lyder som flere guitarer der spiller det samme (musik)stykke i kor - deraf navnet.

Chorus

 

Før phaser, flanger og chorus kom på markedet, fabrikerede Fender i årene 1967-72 det såkaldte Vibratone kabinet, som på mange måder er i familie med Leslie kabinettet (se beskrivelse af Hammond orglet og Leslie kabinettet længere nede). Det kunne løfte guitaren til nye klangmæssige højder, men ulempen var et stort tungt kabinet og en pris, der lå langt over, hvad de fleste guitarister var parat til at betale. Da de små elektroniske effektpedaler kom på markedet, var Vibratone's æra ovre og den gled lige så stille ud.

Vibratone test

 

 

 

Ekko
er gentagelse af lyd - enten een gang eller et antal gange (een gangs forsinkelse kaldes sommetider også "delay"). Gentagelsen kommer så sent, at den er hørbart forsinket i forhold til det direkte signal. På mange ekkomaskiner (især de digitale) kan der laves en masse julenumre med at gentage ekkoet forlæns, baglæns, forsinket, uendeligt o.s.v. - et herligt stykke legetøj.

Det store navn i 60'ernes ekkoverden var italienske Binson, som alle de professionelle brugte. På mange måder minder dens arbejdsmåde om en harddisk (som dog først kom frem 30 år senere). Desværre var den noget nær ubetalelig, så vi andre dødelige måtte nøjes med f.eks. Swissecho, som bl.a. indeholdt et bånd, der kørte i en uendelig sløjfe. Schaller kom ret hurtigt efter og lavede en bånd-model, som også fungerede udmærket.

Rumklang / Reverb
er i princippet en uendelig række gentagelser af lyden - hvor længe og hvor mange kan justeres. I 1960'erne havde man kun fjeder-rumklangen (spring reverb), som i princippet er en lang metalfjeder (eller spiral), hvorigennem man sender signalet (fra f.eks. guitaren), omdannet til mekaniske svingninger. Herved forsinkes signalet på 117 komplekse måder. I den anden ende af fjederen bliver det mekaniske signal gendannet til et elektrisk signal, inden det sluttelig blandes med det direkte (originale) signal fra instrumentet (guitaren). Resultatet er et signal (en lyd), som er tilsat en uendelig række gentagelser (ekkoer) - også kaldet rumklang eller reverb.

Fjeder-rumklangen har sine begrænsninger (tåler f.eks. ikke rystelser), men også charme, og mange nutidige guitarister bruger stadig effekten, når den digitale reverb-unit indstilles til "Spring Reverb", fjeder-rumklang. Efter den rør-trukne rumklangsfjeder i begyndelsen af 1950'erne, kom den transistoriserede i midten af 1960'erne, derefter (omkring 1970) den analoge rumklang med de såkaldte BBDD-kredse (Bucket Brigade Delay Device), som også anvendtes i f.eks. phaseren. Meget senere fulgte den digitale reverb, som har næsten uendelige indstillingsmuligheder.

 

 

Apropos pedaler,
så var den amerikanske pedalfabrikant fra New York, Electro-Harmonix generelt først med det sidste, f.eks.

"Zipper" (overdrive & envelope filter) (= forvrænger & auto wah),
"Electric Mistress"" (flanger),
"Big Muff" (overdrive, forvrænger),
"Octave Multiplexer" (frekvensdeler),
"Mini Q-Tron" (envelope filter),
"The Worm" (wah, phaser, tremolo, vibrato)
"Small Stone" (phaser),
"Memory Man" (echo, chorus, vibrato),
Holy Grail (reverb),
"Pulsar" (tremolo),
"POG" (Polyphonic Octave Generator)

og hvad de nu allesammen hed. Nogle af pedalerne er fantastiske på scenen, mens andre kun funker i et studie - man må prøve sig frem!

En nutidig (2007) pedal: Roland Guitar Synth GR-20

Med hensyn til tremolo og vibrato, så skal det måske præciseres, at tremolo betyder variation i lydstyrke, hvor vibrato betyder variation i tonehøjde. Armen på en guitar er derfor en vibrato-arm (og ikke en tremolo-arm), fordi den ændrer tonehøjden - ikke styrken. Electro-Harmonix "The Worm" er et eksempel på en pedal som mestrer både tremolo og vibrato.

 

--------------------------------------------------

Pedalfreak

Pedalkurt med spade

Det var i de dage, da der var gang i spilleriet og mange lørdage blev banket af på diskoteker, danserestauranter og bodegaer. Billedet er taget hos Alfred Christensen Musik, hvor Lars Green bestyrede guitar- og forstærkerafdelingen (senere startede han sin egen butik).

Den viste guitar var lige sådan en model Kurt kunne li' på scenen - et helt igennem enkelt instrument, som var betydelig mere driftssikker end mange af de sofistikerede brædder med alt for mange skrøbelige dimsedutter. Jeg har haft mange guitarer i min tid, men det var altid de enkle - og dermed velfungerende - modeller valget faldt på, når der skulle spilles ude.

Til gengæld var jeg bidt af pedaler - jo flere, jo bedre. Men også her gælder Murphy's lov: hvis noget kan gå galt, så går det galt. Derfor havde jeg altid mindst to af hver slags med ud at spille.....effektpedaler til guitaren er et herligt stykke legetøj, som tillige kan løfte en indspilning, men live får de ofte guitaren til at lyde mudret og uklar.

Apropos pedaler, så fortæller guitaristen Phil Manzanera, som var pedal-freak om en hals, i et interview i Melody Maker for mange år siden, at han en aften, da han stod på scenen (med Roxy Music), som sædvanlig ikke kunne få lortet til at virke. Han stak derfor i ren irritation guitarledningen direkte i forstærkeren. Ifølge venner og bekendte, som var til stede ved arrangementet, har hans guitar aldrig lydt bedre...

Fra den dag stod menuen på dc-koblet guitar.

Den afbildede model er en blokguitar af fabrikatet Gretch...en skøn spade.
En elektrisk guitar kaldes også

- an axe (en økse)
- en møggreb
- en skarpladt luth
- en gi-i-i-i-tar (lang udtale på Sorø egnen)
- en gidder (kort udtale på Hjørring egnen)
- en spade
- en æggedeler
- et bat
- et brædt
- et lokum

Så kan man selv vælge.

Alfred Christensens Musikhandel A/S
Roxy Music
Roxyrama
Phil Manzanera
Phil Manzanera's private hjemmeside
GRETCH
Gretch Guitars
Gretch Axe G7685

ref.: Månedens Billede, juli 2003
http://www.cykelkurt.com/div/mb2003.html

 

 

===================================================

 

 

 

FORSTÆRKERE,
HØJTTALERE &
div. instrumenter

Forstærker er et tvetydigt udtryk, som i rocksammenhang kan betyde:

- enten en forstærker uden (indbygget) højttaler(e)
- eller (i de fleste tilfælde) en såkaldt "kuffertforstærker", hvor forstærker og højttaler(e) er sammenbygget i et og samme kabinet.
Sommetider kaldes kuffertforstærkeren også for en combo amp eller speaker amp.

Vox combo amp, model AC30

Vox var det dominerende forstærkermærke i europæisk rockmusik i 1960'erne. Det blev jo brugt af bl.a. Shadows, Beatles og mange flere, og så var det vel også godt nok til os andre, syntes devisen at være. Engelske Selmer var tidligt ude, men tilbød ikke de kendte grupper samme favorable vilkår som Vox (gratis udstyr), hvorfor man måtte tage til takke med en andenplads eller lavere. En masse kopi-fabrikater dukkede op herhjemme og i udlandet, som hovedregel væsentlig billigere. Eksempelvis kan man nævne:

- Max,
- Dane,
- Holler,
- Hagström,
- Orange,
-Sound City og
- WEM.

Apropos Vox, så vil det sikkert overraske en del, at virksomheden også lavede guitarer, se f.eks. oversigten over udstyr - Vox Gear. Jeg havde kig på en af deres basguitarer, som lænede sig kraftigt op ad Fender's P-bas, men kostede under det halve. I 1965 købte jeg et Vox Foundation basanlæg, og en Hagström basguitar, som kunne lægge en fin bund i mindre lokaler.

++++++++++++++++++++++++++++++++++++

2008.Marts.12
Mail fra Nojer:

Hej Kurt.

Jeg har været ude at solde!

For noget siden så jeg, at Aage havde en Vox VR30R på siden. Jeg måtte simpelthen have den. Men ak - den var solgt, og modellen er udgået af Vox´s program. "om ikke jeg ville have en VT30 i stedet".

Det var ikke lige det, jeg havde tænkt mig. Det var VR30´erens udseende, der tiltalte mig - "så skøn som i gamle dage" med det brune, ternede højttalerstof og ikke VT´ens forkromede metalgitter og alt-i-een COSM forstærker og effekter. De lovede at ringe, hvis, i fald o.s.v.

Det gjorde de så i eftermiddags. De havde skaffet en - "om jeg stadig var interesseret?"

Jeg stod der, næsten inden røret var lagt på. Og her sidder jeg så og leger. Den er godt nok lækker. Som nævnt faldt jeg for udseendet, men lyden er også lækker. I modsætning til de fleste af nutidens forstærkere er den en en hybrid. D.v.s. at den har en transistorstyret forforstærker og rør i udgangsforstærkeren, der giver den klare, sprøde lyd som kendetegnede min gamle AC 30´er (hold kæft hvor jeg savner den!)

Foruden den "gamle" clean-kanal har den en dobbelt overdrive kanal, der giver en lidt "mudret" tone, samt rumklang. Størrelse- og vægtmæssigt er den meget overkommelig. (49,5 x 41,0 x 21,0 - 13 kg) ligesom prisen er det: kr. 1.995,-

Efter min ringe mening en rigtig god forstærker til pengene.

Det var bare lige det.

Stor hilsen
Nojer

VOX model VR30R

++++++++++++++++++++++++++++++++++++

Hej Nojer,
jamen så tillykke med dyret, den ser meget autentisk ud, bortset fra afbryderen i højre side. Og du har helt ret, frontstoffet er noget særligt ved de gamle modeller.

Rør-lyd
Ang. den klare, sprøde lyd, som du (og mange andre) er begejstret for, så har målinger og lytteforsøg givet forklaringen på, hvorfor så mange holder af "rør-lyden". Det skyldes at røret "fra naturens side" har en tendens til at producere 2. harmoniske. Sender man f.eks. en ren uforvrænget 100 Hz sinustone ind i forstærkeren, kommer der selvfølgelig 100 Hz ud på den anden side, men også en hørbar portion andenharmonisk 200 Hz. Lytteforsøg har vist, at det er noget øret kan lide.
En forstærker som slet ikke forvrænger, lyder "kedelig".

Tomgangsstrøm og klassifikation
Hvor meget en forstærker forvrænger, har bl.a. noget med tomgangsstrømmen at gøre. Du kender sikkert begrebet "klasse A". Det betyder, at røret trækker en allerhelvedes masse strøm, selvom der intet signal sendes ind i forstærkeren/røret. Røret trækker m.a.o. strøm som om der var skruet op for fuld udgangseffekt. Fordelen ved den store tomgangsstrøm er den lave forvrængning. Til gengæld er der kun en lille smule strøm tilbage i røret til selve udgangseffekten - og dermed lyden i højttaleren. Klasse A udgangsforstærkeren har derfor som hovedregel lav udgangseffekt og lav forvrængning (samt ubestridelige evner som varmeapparat, ha-ha). Efter min bedste overbevisning hører klasse A forstærkeren hjemme hos hi-fi entusiaster eller muligvis som kontrolforstærker i et studie. Som PA- og guitarforstærker er den håbløs.

Vox forstærkeren kører sandsynligvis i klasse B (= lav tomgangsstrøm), således at det meste af den strøm røret kan trække, bliver brugt til at frembringe udgangseffekt. Til gengæld producerer den bl.a. de ovenfor nævnte 2. harmoniske.

Endelig er der klasse C, hvor forstærkeren slet ingen tomgangsstrøm trækker. Når der ikke er noget signal (lyd) på indgangen, trækkes der heller ingen strøm i udgangstrinet. Næsten al strøm i udgangstrinet konverteres til udgangseffekt - man siger, at forstærkeren har høj effektivitet. Til gengæld forvrænger den uforholdsmæssigt meget (og vi taler her om et væld af harmoniske og uharmoniske overtoner).

Mellem de tre klasser er der overgangs-klasser (AB, BC m.fl.), hvor man forsøger at udnytte det bedste fra hver klasse.

I 1980'erne samarbejdede jeg med en forhandler om fremstilling af bl.a. en række (transistoriserede) udgangsforstærkere med effekter fra 50 til 500W. Det gav lejlighed til at eksperimentere med de forskellige klasser. Det er min erfaring at man ved guitar- og PA udstyr kan komme tæt på klasse C, uden at nogen får ondt i ørerne af den grund. Samtidig er den lave tomgangsstrøm med til at stabilisere forstærkeren temperaturmæssigt, således at den næsten går i stand-by, når der ikke er noget signal på indgangen. Det forlænger holdbarheden generelt og udgangens komponenter specielt.

Tak for dit inspirerende input.

Kurt

 

PS
I nyere tid er de såkaldte klasse D forstærkere kommet på markedet. Vi er så langt fremme tidsmæssigt - 1990 eller senere - at det slet ikke berører rockscenen i 1960'erne. Jeg har ikke selv nogen praktisk erfaring med klasse D, men kort fortalt kan den forklares således:

Klasse D forstærkeren kaldes også PWM- (Pulse Width Modulation) eller digital forstærker. Den er kommet på markedet, fordi digitale kredsløb fylder mindre, er mere effektive, og udvikler mindre varme end analoge kredsløb. Køleprofilerne er derfor meget små, eller helt udeladt i klasse D forstærkere. På grund af sin høje effektivitet (omkring 90% af den forbrugte strøm bliver omsat til lyd), er det ikke usædvanligt at se klasse D forstærkere med 500-1000 Watt udgangseffekt. Samtidig fylder den meget lidt rent mekanisk. Forvrængningen var i de første digitale forstærkere ret høj, men problemet er kommet under kontrol i de nyere digitalforstærkere.

++++++++++++++++++++++++++++++++++++

2009.Dec.05
Mail fra Kim Johnsen:

Hej Kurt Starlit,

Jeg har med interesse læst afsnittet om guitarudstyr (pedaler m.m.), hvor du hævder at man stort set ikke kan høre forskel på forstærkere. Er det virkelig dit alvor?

Venlig hilsen
Kim Johnsen
(Fender freak)

++++++++++++++++++++++++++++++++++++

Hej Kim,
det er et godt spørgsmål du stiller, for det berører et kildent punkt, selv blandt fagfolk. Personlig har jeg den opfattelse fra mange lytteforsøg, at det er begrænset hvad man kan høre forskel på, når vi taler om forstærkere i almindelighed og udgangsforstærkere i særdeleshed. En række fagblade holder af at fremhæve deres såkaldte blindtest, hvor de påstår at kunne høre forskel på det utroligste. Det er altsammen en længere teknisk historie, at diskutere disse ting til bunds, hvorfor jeg vil undlade det her. For at anskueliggøre mit synspunkt vil jeg i stedet referere en episode tilbage til tiden omkring 1980, hvor månedsbladet High Fidelity var på sit højeste. Et tilknyttet lyttepanel vurderede de indsendte forstærkere, som alle blev bedømt i en såkaldt blindtest. Jeg har tidligere skrevet om sagen i Kort Nyt:

Et godt råd til fyringssæsonen

Hi-Fi bladene er afhængige af branchen på en grundlæggende usund måde. Det kræver mod, mandshjerte og ringe udviklet overlevelsesdrift, hvis ”sandheden” - den uforbeholdne subjektive mening - til enhver tid skal gennemlyse artiklerne. Selv fik jeg i sin tid på Hi Fi og Elektronik bortcensureret en anmeldelse af en lille forstærker. Jeg kunne ikke lide apparatet, og annoncechefen (eller hvem det nu var) kunne ikke lide artiklen…
Ole Thomsen, ingeniør, anmelder & hi-fi entusiast

Forbindelsen mellem anmelder og producent/importør har altid været et ømt punkt. Artiklen giver en række eksempler på mere eller mindre troværdighed - fidelity.

For om muligt at adskille interesserne, forsøgte datidens største blad på feltet, High Fidelity, at køre deres lytte- & testpanel som en selvstændig virksomhed - "Testholdet" kaldte de sig. På et tidspunkt skulle Quad 404 udgangsforstærkeren fra importfirmaet Sø & Høyem testes. Fem forstærkere blev leveret. Efter gentagne lyttetests gav lyttepanelet de fem forstærkere så forskellige anmeldelser med på vejen, at der ikke kunne drages nogen samlet konklusion. Forstærkerne var simpelthen for forskellige, kunne man efterfølgende læse i Hi-Fi bladet.

Fritz Sø (også kaldet Fritz The Cat) fra Sø & Høyem nægtede at godtage konklusionen, og udfordrede panelet til at udpege de fem forstærkere i en blindtest, hvor man ikke kan se, hvilken forstærker der lyttes på. Testen måtte for importørens skyld afvikles hvorsomhelst, nårsomhelst og med anvendelse af et hvilketsomhelst udstyr ---- forforstærker, højttaler, kabler, hvadsomhelst. Panelet måtte kort sagt bestemme det hele, så længe lytteprøverne foregik uden at kunne se (udgangs)forstærkerne.

Panelet har åbenbart følt sig nødsaget til at gå ind på importørens betingelser, for i en efterfølgende test viste det sig, at de ikke kunne udpege nogen af de fem forstærkere, men tværtimod udstyrede dem med lydmæssige karakteristika der var væsentlig anderledes end i første runde. Med andre ord: man kunne ikke høre forskel på noget som helst, men måtte undskylde og gå hjem med røde ører. En beklagende leder blev efterfølgende bragt i Hi-Fi bladet. Lyttepanelets chef, Erik Læssø Stilling måtte i en separat artikel i bladet indrømme, at opgaven havde oversteget evnerne. Han sammenlignede holdets indsats med konen i muddergrøften.

Bladet nedlagde det uafhængige lyttepanel, og siden da har intet været det samme. I dag er der vist ikke mange ved deres fulde fem, som vover at udskille fem udgangsforstærkere af samme fabrikat og model fra hinanden blot ved at lytte.

Da jeg i 1980'erne selv producerede udgangsforstærkere, eksperimenterede jeg bl.a. med justering af tomgangsstrøm (bias), som derigennem rangerer forstærken i klasse A, B eller C. Efterfølgende blindtests med aflytning af udvalgte musikstykker dokumenterede, at ingen testpersoner var i stand til med sikkerhed at adskille de tre kategorier. Meget lærerigt.

Når der i artiklen spørges, om anmeldelser af udgangsforstærkere kan bruges til noget, må det bedste svar derfor være: ja, til optænding!

Kan man bruge anmeldelser til noget?

 

Og hvad kan vi så lære af det?

Hele spørgsmålet omkring bedømmelse af lydudstyr er så komplekst, og involverer så mange faktorer, at man skal træde yderst varsomt. Testlokalets fysiske mål (stående bølger, refleksioner m.m.) og materialer (tæpper, gardiner m.m.) spiller f.eks. uhyre meget ind, ligesom testpersonens mentale tilstand spiller en rolle. Er en testperson f.eks. forkølet, deprimeret, økonomisk eller arbejdsmæssigt hængt op, påvirker det altsammen lytteresultatet. Desuden ved vi alle, at en rød Ferrari kører meget bedre end en rustplettet studenterjaguar. På samme måde har udseendet en enorm indflydelse på den subjektive oplevelse, når vi taler lydudstyr. Det korte svar på hele lydproblematikken må derfor være, at fremstille noget som mekanisk og målbart er i orden. Er de to ting på plads, burde lytteresultatet heller ikke være helt ved siden af.

Når jeg længere oppe skriver, at ingen testpersoner var i stand til med sikkerhed at adskille de tre forstærkerkategorier A, B og C, burde jeg måske have understreget, at der blev lyttet til komplekse musikstykker. Under sådanne omstændigheder camoufleres forvrængningen let.

Det er noget ganske andet, når en guitarist sidder alene med sin guitar og spiller enkelte toner gennem forstærkeren. Her er det uden tvivl lettere at høre forvrængning, fordi den ikke kan "gemme" sig mellem den øvrige musik.

Det helt ekstreme er aflytning af sinus-toner. Her kan de fleste høre forvrængning under 1%.

2009.Dec.28
- Kurt Starlit

--------------------------------------------------

Det amerikanske firma Fender fremstillede foruden guitarer også forstærkere. De havde et gevaldigt renommé p.g.a. deres fantastiske lyd. Først mange år senere er det gået op for mig, hvad det egentlig var, der gjorde Fender's forstærkere bedre end de fleste andre: højttaleren!

Kigger man et Fender-diagram igennem, er der intet der tyder på, at deres forstærkere skulle være anderledes opbygget end så mange andre. Nej, hemmeligheden ligger i selve højttaleren: JBL - James B. Lansing. Stop en JBL-højttalerenhed i en hvilkensomhelst kuffertforstærker, og du får noget der spiller som en drøm!

Ideen kom fra Åge Jensen, som havde en brugt kuffertforstærker (glemt navnet, men vi er nede i 2. division) til salg, som havde tilhørt Teddy, Chano, Jan og John (sådan hed gruppen, husker du "Jeg vil bo på Vesterbro"). Den spillede fantastisk! Ulrik fortalte, at de havde udskiftet de originale engelske højttalere (Goodman eller Celestion) med 2 stk. K12 fra JBL.

 

 

MAX

MAX Fourty "Devil" og Epiphone basguitar

Europæisk Musik Import A/S
Kirke Værløsevej 26 A
Lille Værløse

Midt i 1960'erne blev MAX produkterne distribueret til det danske marked af en virksomhed i Lille Værløse (forstad til København) med navnet Europæisk Musik Import A/S. Dele af fabrikationen foregik i Lille Værløse, andre dele muligvis (der er delte meninger om sagen) i England. Indehaveren af det senere SuperSound, den navnkundige hr. Larsson, der på samme tid boede i Lille Værløse, var hjernen bag E.M.I. (ikke at forveksle med det engelske pladeselskab med samme initialer).

Arne Schrøder, der ca. 1970 startede i det nyoprettede SuperSound på H.C. Ørstedsvej, arbejdede tidligere hos E.M.I. Jeg ville gerne have spurgt Arne (der i en årrække spillede rytmeguitar hos Sir Henry) om dette afsnit af hans karriere, men har fra anden side erfaret, at han døde af kræft i 2009. Han må på dette tidspunkt have været 63 år. Arne var helt igennem en hædersmand, som jeg har beskrevet flere steder på hjemmesiden, så jeg vil bare sige her, at det mildt sagt er et tab, at han ikke er her længere.

Vedr. oplysninger om indehaveren Per-Ole Larsson, så kan man læse om ham på forrige side, Alt det andet...", del 1 - se under SuperSound.

I popbladet HIT kunne man i nr. 6, marts 1965, om MAX programmet læse følgende annonce fra Europæisk Musik Import:

 

MAX 40 forstærker
komb. bas-, guitar & sangforstærker
2 separate mic. kanaler m. hver 2. indgange
1 kanal der er "boosted" i 2 indgange
1 liniekanal til orgel
Alle indg. har separat bas- & diskantreg.
100 Volt udgangsspænding på alle instrumentanlæg
Eff. udg.effekt 40W (eur. uforvrænget)
70 Watt P.E.P. American Rating
ON/OFF afbryder m. stand-by
Vejl. udsalgspris 1785,-

 

MAX 40 de luxe forstærker
Samme tekn. specifikationer som MAX 40,
men specielt designet til pigtråd.
Ekstra følsomme indgangskanaler,
der yder en hidtil ukendt tonevariation
med en specielt udviklet diskant-boost.
En sensation for alle kræsne pigtrådsmusikere.
Vejl. udsalgspris, kr. 1985,-

 

MAX Fourty "Devil"
En stærk guitarforstærker for den kræsne pigtrådsmusiker,
som ønsker hidtil ukendte tonevariationsmuligheder og styrke.
2-delt forstærker- og højttalerkabinet
med 3 stk. 12" "heavy duty" højttalere.
Alle kanaler har særskilt bas-, diskant- og volumenregulering.
1 instrumentkanal forsynet med særskilt diskant-boost.
I alt 7 indgange
Udg.effekt 40 Watt eur. uforvrænget
70 Watt P.E.P. American rating
Leveres komplet med Swiwel Swing stativ og overtræk.
Vejl. udsalgspris, kr. 3495,-

 

MAX 70 forstærker
I princippet som MAX 40 forstærker,
men med ialt 8 indgange.
Er udstyret med en speciel diskantboost indgangskanal
Effektiv udgangseffekt v. 100 Volt: 70 Watt eur. uforvrænget
125 Watt P.E.P. American rating
Vejl. udsalgspris, kr. 2280,-

 

MAX 70 basforstærker
Specielt designet til brug for MAX bas højttalere,
men kan iøvrigt tilknyttes ethvert velanskrevet baskabinet.
Indgange: 2 stk. i 2 kanaler
1 kanal med en følsomhed af 50 mV.
1 kanal med en følsomhed af 20 mV.
Effektiv udg.effekt v. 100 Volt: 70 Watt eur. uforvrænget
125 Watt P.E.P. American rating
Vejl. udsalgspris kr. 1765,-

 

MAX 100 forstærker
4 mikrofonindgange - 2 linieindgange og 2 instrumentindgange i 4 kanaler
Alle med bas-, diskant- og volumenkontrol
Effektiv udg.effekt v. 100 Volt: 100 Watt eur. uforvrænget
175 Watt P.E.P. American rating
Vejl. udsalgspris 2795,-

 

Levering vil kunne påregnes fra 15. april 1965

MAX fås i alle førende musikforretninger i Skandinavien!

Autoriserede forhandlere af MAX, VOX og EPIPHONE i Danmark er:

Musikhuset v. Aage Jensen, Åbenrå, København K
Musikhuset Viggo Mathiasen, Fredericia
Musikhjørnet v. Svend Olaf Møller, Strandboulevarden 108, København
Musikhuset Jac. Jørgensen, Rådhuspladsen 1, Aarhus C
Esbjerg Musik Import, Torvegade 6, Esbjerg
Margaard's Pianofabrik, Vestergade 100, Odense
Musikcentrum, Vestergade 43, Randers
Musikhandler Juul Mortensen, Slotsgade 26, Odense
Aage Schou, Fr. Allé 119, Aarhus

 

MAX forstærkerprogram, 1 (HIT nr. 6, marts 1965)

MAX forstærkerprogram, 2 (HIT nr. 6, marts 1965)

MAX, et topnavn i pop (TOP POP nr. 8, nov. 1965)

MAX Fourty (TOP POP nr. 8, nov. 1965)

MAX Fourty "Devil" (TOP POP nr. 8, nov. 1965)

Vintage Amps Forum

 

Europæisk Musik Import har åbenbart også været importør af VOX og EPIPHONE - ret interessant.

 

Vedr. MAX højttalerproduktion har Per Søfeldt i januar 2011 flg. kommentar:

Jeg ved, at der blev lavet et MAX trykkammer baskabinet med en 15" højttaler og forskellige søjler, en med 2 stk. 12", en med 2 stk. 10" og en med 4 stk. 8" i lighed med en søjle som Hagström leverede.

 

Henning Nør skriver 2011.Jan.12:

Det er korrrekt, at E.M.I. havde agentur på Vox. Strangers var af og til på en lille smuttur i Kbh. for at "snuse". På et tidspunkt var vi på besøg hos virksomheden i Værløse. Vi var jo gode kunder. Havde tidligere på én gang købt: 2 stk. Vox AC-30 guitarforstærkere, 1 stk. Vox T-60 basforstærker m/kab. samt 1 stk. Vox AC-30 hoved med 2 Vox LS-40 PA kabinetter. Desuden et Dynacord S 65 Echocord Super og 4 stk. Shure Unidyne III 545S mikes. Så de var glade for os! (leveret gennem Anker Møller på favorable vilkår!).

Vi blev vist rundt. Det var et anseligt foretagende. På deres lager stod de AC-100, som The Who havde lånt - og smadret! Det var de ikke så glade for. Ak ja. Disse minder!

Forøvrigt købte vi samtidig en Jazzmaster og en Precision Bass (Preben havde i forvejen en Strat) i Sunburst, (der skulle ikke for meget Shadows i den) samt et Ludwig trommesæt. Nye uniformer i glitrende stof med indvævede (metal?) tråde fuldendte billedet.

Så da vi optrådte første gang med grejet - jeg mener, det var i Aalborghallen til "Det Unge Aalborg" - var der kødrand foran scenen. Ikke af de sædvanlige piger, men af alle Aalborgs andre pigtrådsdrenge, der havde skufferne hængende nede på knæene!

Senere fulgte mange trop og investerede i "ordentligt" grej. De fleste dog Selmer, der var dukket op i mellemtiden. MAX så vi egentlig ikke meget til. De blev åbenbart ikke forhandlet i Aalborg og omegn. Nogle af de besøgende Kbh. grupper havde dem dog.

Stor hilsen
Nojer

 

Det fremgår endvidere af indlæggene på en diskussionsside, at produktionen af MAX på et tidspunkt mellem 1966 og 1971 blev flyttet fra Lille Værløse til Esbjerg (se Vintage Amps Forum).

Ove Dalgaard har 2001.Juli.24 sendt en række fine fotos af Max Forty:

MF set bagfra

Udg.rørene

Mærkeskiltet

Sindberg, Skive

Liniespændingsomskifteren

Se evt. mere HER.

Mange tak til Ove Dalgaard!

Apropos billedet af liniespændingsomskifteren, så skal vi måske lige forklare:

Liniespænding er den billigste måde at installere lydsystemer med mange højttalere. Omskifteren kan indstilles til forskellige liniespændinger, men den principielle virkemåde er den samme ved alle spændinger. 100 volt liniespænding vil sige, at forstærkerens maksimale udgangsspænding er 100 volt. For at frembringe så høj en spænding, har man udstyret forstærkeren med en step-up transformator, som optransformerer (omdanner) forstærkerens maksimale udgangsspænding (15-30V) til 100V liniespænding.

Den vigtigste forskel på et almindeligt system (lavimpedans 4-8-16 ohm) og liniespænding, er måden som den enkelte højttaler er tilsluttet forstærkeren på. På det almindelige lav-impedansede system er højttaleren tilsluttet direkte til forstærken. På 100V liniesystemet er der foran hver enkelt højttaler indskudt en step-down transformator, som nedtransformerer (omdanner) de 100V til en spænding som den enkelte højttaler kan tåle.

En MAX brochure forklarer liniespænding på denne måde:

100 Volt udgangssystemer
Samtlige MAX forstærkere og MAX højttalere kan kobles med 100 Volt udgangsspænding, hvilket er ensbetydende med, at der mod en mindre merudgift indbygges linietransformere i højttalerkabinetterne.

Fordelen ved denne form for kobling er, at man arbejder med spænding på sin højttalerledning, hvilket bevirker, at man kan benytte ekstra lang højttalerledning på 100 meter eller mere uden tab af Watt effekt. Dette tab forekommer nemlig på alle anlæg, der benytter lav-ohms systemer.

En anden væsentlig fordel ved brug af transformer-kobling med 100 Volt udgange er, at man ikke p.g.a. overstyring af anlægget risikerer afbrænding af højttalerspoler etc.

For yderligere oplysninger om liniespænding, læs videre her.

 

Alex Rasmussen i Svendborg har i sept. 2011 sendt yderligere oplysning og diagrammer om MAX programmet:

Max 40 diagram

Max Forty, beskr. 1

Max Forty, beskr. 2

Max 100 diagram

 

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

 

Højttaleren - nøglen til succes

Begrebet højttaler bliver anvendt temmelig nonchalant rundt omkring. I virkeligheden kan det betyde to ting - måske endda flere.

- Enten: en højttalerenhed, altså en "løs" højttaler
- Eller: et højttalerkabinet m. indbygget højttalerenhed(er)

Hornet, hornhøjttaleren,
fik sin renæssance i 1970'erne fordi man med denne type kabinet kunne opnå lav forvrængning samtidig med en stor og fyldig bas. Højttalerenheden skulle kun bevæge sig ganske lidt for at frembringe et kolossalt lydtryk. Det betyder stor lyd og lille forvrængning. Ulempen var kabinettets størrelse. Derfor fik "hornet" også kun begrænset succes. Men godt spillede det, f.eks. havde jeg omkring 1979 til stereoanlæggets basgengivelse hjemme i stuen to 350 liters bagladehorn med 15" Cervin Vega højttalere monteret. Disse bagladehorn havde jeg købt billigt af en gruppe, som havde opgivet at slæbe de monstrøse kasser land og rige rundt.

Basrefleks, basreflekshøjttaleren,
kalder man den type kabinet, hvor der er skåret et (som regel rundt) hul i front- eller bagpladen. Ideen med hullet er, at lyden fra bagsiden af højttalermembranen skal møde lyden fra forsiden af membranen på en sådan måde, at der opstår medfase - altså at de to lydbølger forstærker hinanden. Udformningen af hullet afgør, i hvilket frekvensområde det sker. En rigtig "tunet" (afstemt) basrefleksåbning kan få det samlede system (højtt. & kabinet) til at spille med fuld styrke en oktav længere ned end højttaleren egentlig er konstrueret til. Herefter falder lydtrykket drastisk.

I praksis kan man med denne type kabinet få en højttalerenhed til at spille højere og med betydelig mere bas end det helt lukkede kabinet - trykkammeret. Lydmæssigt ligger basreflekskabinettet et sted mellem hornet (som er ideelt m.h.t. lyd og effektivitet, men er stort og klodset) og trykkammeret (som kan gøres meget lille, men mangler effektivitet og lydtryk).

I 1964 hørte jeg flere grupper i Helsingør (nogle fra byen, andre fra København), som brugte Selmer forstærkere og kabinetter - en enkelt københavnergruppe var endda totalt ekviperet med Selmer sanganlæg og det hele. Især bassistens lyd var imponerende. Han spillede gennem et Selmer Goliath kabinet med en 18" højttaler - en præcis og vellydende bas, hvor man kunne høre hver enkelt tone, uden at lyden af den grund blev tynd eller skinger. Sandsynligvis var basrefleks-åbningen årsagen til den fine lyd. Som en særlig gimmick spillede han hele passager ved udelukkende at trykke strengene ned med venstre hånd - uden at anslå strengene med højre hånd.

Trykkammeret, trykkkammerhøjttaleren,
er, som allerede nævnt, kendetegnet ved, at kabinettet er helt lukket. Kabinettet kan af samme årsag gøres meget lille, da der ikke er noget samspil mellem membran forside og bagside at tage hensyn til - membranbagsiden er jo helt isoleret inde i det lukkede kabinet. Størrelsen af kabinettet er medbestemmende for, hvor langt højttaleren (systemet) kan gå ned i frekvens.

Det lukkede kabinet har desuden den fordel, at der er styr på højttalerenheden, den begynder aldrig at blafre, fordi den er styret af det lukkede kabinet, der trykker som en fjeder på membranens bagside. Systemet kan derfor spille lineært (med samme lydtryk) helt ned til systemets (højtt. + kabinet) resonansfrekvens. Herefter falder lydtrykket jævnt, men højttalerenheden er stadig styret af det lukkede kabinet, således at den f.eks. ikke begynder at flapre hjælpeløst frem og tilbage, som det er tilfældet ved de åbne systemer (basrefleks og horn).

Af ulemper ved trykkammerhøjttaleren kan man groft sagt sige, at halvdelen af lyden mangler - den er jo indespærret i det lukkede kabinet. Virkningsgraden er m.a.o. lav. Som nævnt andetsteds er der en sammenhæng mellem effektivitet og lydkvalitet. Alt i alt er trykkammerhøjttaleren derfor ikke egnet til sceneformål, hvor der som oftest kræves høj effektivitet og høje lydtryk.

Virkningsgrad / effektivitet / følsomhed
Virkningsgraden eller effektiviteten af en højttaler er forholdet mellem det elektriske signal man sender ind i højttaleren, og det akustiske lydtryk som kommer ud af højttaleren. Jo højere virkningsgrad, desto højere lydtryk.

Man beregner en højttalers effektivitet ved at sende en elektrisk effekt på 1 watt (v. frekvensen 400Hz eller 1000Hz) ind i højttaleren, og derefter v.h.a. en mikrofon og et måleinstrument måle, hvor stort et lydtryk der kommer ud af højttaleren. Forholdet mellem de to tal omregner man til procent. De fleste højttaleres virkningsgrad ligger omkring 5% eller mindre, de bedre pigtrådshøjttalere ligger omkring 10%, og de bedste (dyreste) enheder ligger helt oppe omkring 30%. Det kan høres!

For en højttaler med høj virkningsgrad lyder også bedre. Det bliver en længere teknisk udredning at forklare, men den korte version er, at den høje virkningsgrad - som især skyldes højttalermagnet plus svingspole - gør højttaleren hurtigt reagerende, hvorved transienter (kortvarige kraftige lydtryk, som de fleste sprog og instrumenter er fulde af) bliver tydeligt hørbare. Højttaleren med den lave virkningsgrad når ofte slet ikke at reagere, før transienten er forsvundet og det hele er forbi.

Den perfekte højttaler findes ikke, men hvis den

- har høj virkningsrad (= høj følsomhed = høj effektivitet = spiller højt med få watt),

- har høj belastbarhed (= tåler mange watt),

- har stort frekvensområde (= kan gengive alle toner), og

- har stor spredning (= kan høres til alle sider),

er vi godt på vej.

Da jeg sidst købte to løse 12" enheder i 1980'erne, kostede de hver især lige så meget som en komplet combo forstærker med to standard 12" enheder. Med de var pengene værd, for lyden og holdbarheden er uden sidestykke. Når sådan et par enheder bliver monteret i en combo forstærker af næsten et hvilket som helst fabrikat, får man et system der er værd at skrive hjem om. Problematikken er i øvrigt den samme, hvis man spiller bas, her er det bare 15" eller 18" enheder, sagen drejer sig om.

De fleste fabrikanter sparer på højttalerkvaliteten, for at gøre forstærkeren konkurrencedygtig (holde prisen nede). Men sandheden (et stort ord) er, at højttaleren er nøglen til den gode lyd - ikke forstærkeren. De fleste forstærkere spiller stort set ens - det er på højttalerfronten, der er noget at hente.

Sådan fremstilles en højttaler(enhed) (YouTube)

Byg en højttalerenhed

 

--------------------------------------------------
Jammersound

Mange koncertsteder til rytmisk musik lyder katastrofalt dårligt, jeg ved det, for jeg har selv spillet der. Det fundamentale problem er mangel på viden om, hvad rockmusik egentlig er for noget. Begrebet er simpelthen for nyt i akademisk forstand. Hvis du kan finde ét eneste stykke faglitteratur om akustik i sale til rytmisk musik, så giver jeg bajere. Der er hyldemeter fulde af litteratur om anbefalet akustik i sale til klassisk musik, men der findes ingenting, og det mener jeg helt bogstaveligt, om rytmisk musik. Derfor har vi et korps af akustikere i hele verden, der er opdraget til kun at tænke fra 125 Hertz og opefter.
Niels Werner, Akustiker

Helt enig, katastrofelyd er dagens orden ved rock-koncerter. Det er så at sige det normale. Men desværre er bassen ikke kun kritisabel p.g.a. lokalet, men i lige så høj grad p.g.a. teknikeren, der tilsyneladende betragter bassen som et mål for anlæggets (og egen?) potens, hvorfor der fyres godt og grundigt op i bunden. Om anlægget (eller rummet) så kan klare mosten eller ej, bekymrer sjældent. På samme måde er mellemtone og diskant ofte en ugennemtrængelig og skærende mur, hvilket altsammen (i bedste fald) indikererer at rockens lydfolk har taget skade af for dårlig lyd i for lang tid ("i værste fald" tør jeg slet ikke tænke på). Når man ser størrelsen af de anlæg der stilles op rundt omkring (og hører prisen), burde god lyd jo være en selvfølge, men ak og ve: siden elektrificeringen i 1960'erne er det gået støt ned ad bakke med lydens kvalitet, jo større anlæggene blev. Niels Werner's indlæg synes blot at bekræfte en udvikling, som startede for længe siden.

Basbamsen

ref.: Kort Nyt, 2007.Marts.31

 

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

 

Hammond orglet
&
Leslie højttaleren

Hammond B3 med Leslie 122

Hammond orglet og Leslie højttaleren er i dag et så indarbejdet i rock- og jazzsammenhænge, at det kan være svært at forestille sig, at de begge oprindelig var konkurrerende firmaer og fremstillet med et helt andet formål for øje, nemlig kirkemusik. De utallige private kirkesamfund i USA havde som oftest ikke mange penge at gøre godt med. Derfor fandt Laurens Hammond i 1930'erne på at fremstille en elektrisk konkurrent til det dyre mekaniske pibeorgel.

Den enkelte tone i et Hammond orgel frembringes af et (mekanisk) tonehjul som under sin omdrejning overfører elektromagnetisk energi ("lyd") til en pick-up - i princippet af samme type som en guitar pick-up. Pick-up'en omdanner den elektromagnetiske energi til et elektrisk signal, som dermed kan forstærkes op, bearbejdes og sendes ud i en højttaler, og Viola, det elektriske orgel er en realitet.

Hammond's påstand var, at hans orgel kunne fremstille en hvilkensomhelst lyd lige så godt som pibeorglet (hvor lyden frembringes v.h.a. piber, der gennemstrømmes af luft). Tonegeneratorerne i Hammond orglet frembringer den enkelte grundtone, som v.h.a. de såkaldte drawbars (trækstænger eller tonekontroller) tilsættes overtoner i overensstemmelse med indstillingen af disse drawbars. På den måde kan det elektriske orgel i princippet skabe de samme klange som pibeorglet.

Der gik dog ikke lang tid, før jazz-folket og senere også rock-folket fik ørerne op for Hammond orglets kvaliteter, eksempelvis Jimmy Smith (her med "Organ Grinder's Swing") og Procol Harum ("A Whiter Shade of Pale").

Udover størrelse og vægt er der dog så mange mekaniske problemer at kæmpe med i Hammond orgler, at med mindre man virkelig er bidt af de gamle kæmper (og det er der mange der er), er det værd at overveje nyere alternativer som f.eks. det svenske CLAVIA Nord, model C2.

Clavia Nord C2 (YouTube)

 

Leslie kabinettet er kendetegnet ved sin "roterende" lyd. Bashøjttaleren er placeret over en roterende tragt, hvorfra lyden spredes i rummet. Diskanthøjttaleren er monteret på en drejende rotor (motor) med et påmonteret horn, hvorigennem lyden kommer ud. På visse modeller kan de to rotationer styres separat. Resultatet er en lyd, som synes at komme fra skiftende steder i lokalet. På mange måder kan effekten minde om en phaser, flanger eller chorus pedal. De fleste, som har hørt et Hammond B3 orgel med 2 Leslie kabinetter (placeret 3-8 meter fra hinanden) vil være enig i, at det er en ganske særlig oplevelse.

Hammond orglet

How to Start a Hammond Organ

Drawbar basics

Great and Swell

Percussion

Hammond C3 med Leslie 122 (bemærk basspillet)

Four Hammond B3's playing "The Cat"

Lesliehøjttaleren

Fender Vibratone m.fl.

 

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

 

Stor lyd, kompakt design
This instrument is definitely the way forward for anyone who needs authentic B3 sound and feel. At just over 19 kilos, XK3 represents the ultimate compromise for the touring musician. Improved digital Leslie means your completely self contained and can just set up and play. Coupled with a Leslie 21 system it is the definitive Hammond setup.

Features:
     Amazingly accurate B-3 sound and response
     96 digital tone wheels
     Vacuum tube with continuous level change
     12 reverse key presets
     3 sets of drawbars

Hammond B3 har i mange år været det ypperste indenfor elektriske orgler (spørg bare Jimmy Smith m.fl.). Koblet sammen med to roterende Leslie højttalere får man lyd i særklasse. Desværre er prisen for dette system uden for rækkevidde for mange, og samtidig er anlægget tungt og uhåndterligt.
Mange har forsøgt at kopiere lyden og formindske størrelsen, men først med fremkomsten af Hammond's egen model XK-3 sidste år, skete der et gennembrud: stor lyd i et kompakt design.

Hammond XK-3

Hammond XK-3 Drawbar Keyboard

The XK-3

ref.: Kort Nyt, 2005.Okt.04

 

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

 

Den analoge synth

Korg monofonisk synth, model MS-20

Fremkomsten af den analoge monofoniske synth gjorde det muligt at fremstille sine egne helt personlige lyde. Det havde indtil da været overladt til kostbare lydlaboratorier, hvor almindelige dødelige ingen adgang havde - dels på grund af prisen, dels på grund af kompleksiteten.

Pludselig var det muligt at fremstille lyde, som man måske ellers skulle tro "naturen" eller "virkeligheden" havde eneret på - f.eks. musikinstrumenter. Desuden kunne man med synthesizerens hjælp fremstille lyde, som hverken natur eller mennesker nogensinde havde tænkt på. Man kunne for den sags skyld bygge hele musikstykker eller lydcollager op, hvor eneste medvirkende var en synthesizer. Eller man kunne bruge synthen som en nyttig sidekammerat til at lave understøttende lyde og lydeffekter, som ellers ville være umulige at realisere.

Hvordan virker synthesizeren så?

Den korte forklaring er, at den analoge synth i sin grundform består af tre moduler:

- en VCO, Voltage Controlled Oscillator (spændingsstyret oscillator/lydgenerator),
- en VCF, Voltage Controlled Filter (spændingsstyret filter/tonekontrol) og
- en VCA, Voltage Controlled Amplifier (spændingsstyret forstærker).

Den styrende spænding kommer fra et keybord (tastatur), et ADSR modul eller anden styre-enhed.

VCO oscilatoren frembringer een tone ad gangen, f.eks. A 440 Hz.
Tonehøjden bestemmes af den spænding som tilføres styreindgangen (fra et keyboard ell. lign.).
Tonen kan groft sagt være sinusformet, trekantet, savtakket/savtandet eller firkantet,
hvilket påvirker tonens indhold af harmoniske og/eller uharmoniske overtoner.

VCF filteret/tonekontrollen reguleres i overensstemmelse med den spænding som tilføres styreindgangen (fra et ADSR modul etc.).

VCA forstærkeren regulerer lydstyrken i overensstemmelse med den spænding som tilføres styreindgangen (fra et ADSR modul etc.). VCA'en er iøvrigt ikke en højttalerforstærker - den kan højst trække en lille hovedtelefon.

Disse tre enheder er det grundlæggende i den analoge synth.

For at efterligne lyde kræves der desuden som minimum et såkaldt ADSR (Attack-Decay-Sustain-Release) modul. Den enkelte tone fra et instrument, f.eks. et klaver, er kendetegnet ved

- en indklingningstid (Attack time) fra det øjeblik tangenten anslås til det øjeblik tonen når sit højeste niveau,
- en henfaldstid (Decay time) fra højeste niveau til et holde niveau,
- et holde niveau (Sustain level) som bevares så længe tangenten holdes nede, samt
- en udklingningstid (Release time) som varer fra det øjeblik tangenten slippes til det øjeblik lyden er helt væk.

Alle fire parametre (ADSR) kan justeres, hvorved det bliver muligt i princippet at efterligne en hvilkensomhelst lyd og et hvilketsomhelst instrument.

Ved at tilføre en ADSR-kurve til VCF-filterets styreindgang, kan man på denne måde efterligne instrumentets klangmæssige egenskaber.
Ved at tilføre en ADSR-kurve til VCA-forstærkerens styreindgang, kan man på denne måde efterligne instrumentets styrkemæssige egenskaber.

Ovenstående er selvsagt en meget kort og generel forklaring på den analoge monofoniske synthesizer. Når man dykker ned i en konkret opgave, opdager man hurtigt hvor mange muligheder der er, for at løse lydmæssige problemstillinger. Det er fantastisk spændende at arbejde med disse ting, og jeg kan kun anbefale interesserede at gå i gang - man får hurtigt en langt mere analytisk opfattelse af lyd generelt og syntetisk lyd specielt. Det kan komme én til gavn i mange andre sammenhænge, når man på denne måde aktivt arbejder med lyd og lydkonstruktion.

Jeg anskaffede mit analoge KORG system omkring 1980 (MS-04, MS-20 og MS-50), men selv i dag er der stor interesse for de gamle modeller, som i deres anvendelsesmuligheder er nærmest ubegrænsede. Prøv selv!

2009.Dec.12
- Kurt Starlit

 

Synthesizer

Moog Synth

Korg MS-04 (Modulation Pedal)

Korg MS-04 (YouTube)

Korg MS-20 (monofonisk synth m. tastatur)

Korg MS-20

Korg MS-20 (YouTube)

Korg MS-50 (monofonisk synth uden tastatur)

Korg MS-50 (YouTube)

Korg MS-50 Owner's Manual

 

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

 

Synthesizeren - trussel eller mulighed?

Synthesizer

Hvad er en synthesizer?

Jo forstår du, det er.......æh...øh.....det er ikk' fordi.....vi har i mange år....ja ja....en synthesizer er et elektronisk apparat til kunstig frembringelse og bearbejdning af lyd, kunne man for eksempel svare.
Velegnet til at efterligne instrumenter og andre lyde, kunne man tilføje, og
sædvanligvis styret fra et keyboard (klaviatur), kunne man afslutte.

Synthesizeren har igennem sin udvikling bredt sig til så mange områder, at den i dag ofte fungerer som et komplet studie med flerspors båndoptager, mixerpult, lydmoduler, kontrol af lys, lyd og sengetider.

Med opfindelsen af synthesizeren fik musikere og studier mulighed for konkret og kreativt at arbejde med lyd i almindelighed og musik i særdeleshed. Processer, som før havde været enormt tidskrævende og involveret masser af musikere og teknikere, kunne nu realiseres af én person ved (stærkt forenklet) at trække et par ledninger og trykke et par knapper.

Canadieren Hugh Le Caine var foregangsmand på området og langt foran sin tid, da han i 1945 bygger den første spændingsstyrede synthesizer - The Electronic Sackbut.

Keyboard Magazine havde omkring 1980 vedlagt en plade, som demonstrerede Caine's opfindelse. På optagelsen forklarer han apparatet og giver prøver på lyden, som er meget imponerende - ofte bedre end lyden på langt senere instrumenter. Desværre bliver hans opfindelse aldrig sat i serieproduktion, og ganske ulykkeligt omkommer han ved en trafikulykke i 1977, hvorfor kun et fåtal kender Caine eller hans banebrydende eksperimenter.

Da vi kommer op i midten af 1960'erne dukker MOOG synthesizeren op. For de fleste står MOOG som den oprindelige synthesizer, og selv om det ikke er historisk korrekt, var Robert Moog manden der gjorde synthesizeren kendt. Ikke tilgængelig for gud og hvermand, men for de musikere og studier som var indstillet på at betale en mindre formue for en lille monofonisk (en-tonet) dims. Selv i dag har den gamle MiniMoog et særligt renommé, fordi dens lyd- og kontrolmuligheder er så suveræne.

Manfred Mann har igennem alle årene foretrukket Mini Moog frem for alt andet, fordi den har den rigtige lyd og de nødvendige kontrolmuligheder. På Moog'en kan man kontrollere alle detaljer LIVE (i real time som det hedder), mens man på den digitale synth stort set er fastlåst til et antal forud-bestemte lyde. Derfor sværger Manfred til to stk. oldgamle monofoniske Moogs, som stadig fungerer og stadig serviceres (læs f.eks. 1991 interviewet). Først fornylig (2003) skilte Manfred sig af med den ene MiniMoog, som blev solgt på en net-auktion for 2500 Euro.

Gruppen TOTO's keyboardmand David Paich (som i mellemtiden har skiftet køn) var især før deres hit-periode en meget anvendt studiemusiker. Alle vidste han kunne lave den rigtige lyd. Det kunne han bl.a. fordi han kom slæbende med et læs monofoniske Moogs på en lastvogn. Bagsiden af medaljen var, at det tog en fandens tid at sætte systemet op og bringe det i termisk balance. Ofte brugte han 3-4 timer på at lave den ønskede lyd. Men stjernerne fandt sig i det. Ville man have den rigtige sound, måtte man vente....og betale naturligvis (gnæk gnæk).

Den analoge synthesizer havde sin fordel i de mange indstillingsmuligheder, som samtidig var dens svage punkt, idet den var meget temperaturfølsom (Moog var ingen undtagelse). En lampe, som f.eks. lyste ind på et oscillator-modul, kunne få katastrofal effekt. Træk i lokalet, variende temperatur, skiftende sollys, ændringer i den elektriske belysning - alt påvirkede.

Indledningsvis skulle systemet helst stå og hygge sig med sig selv i et par timer for at oscillatorer og filtre kunne finde - og bevare - den termiske balance ("holde tonen") over en længere periode. "Længere" er i denne forbindelse ikke over 20 minutter. Så skulle der efterjusteres. Dernæst skulle hver ny lyd bygges op fra bunden med forbindelse af ledninger, indstillinger af knapper o.s.v. Som belønning for alt besværet fik man i sidste ende en lyd, der var præcis som man ønskede - ofte mere til.

Månedens billede viser Moog 77 hjemme i studiet hos Wendy Carlos. Hun udsendte i 1968 en LP med titlen "Switched on Bach". Her var den gamle komponist taget under kærlig behandling af Moog synthesizeren. Pladen blev en bragende succes og viste, hvad synth'en kunne bruges til. Senere fulgte "Well-tempered Synthesizer" og musik til "A Clockwork Orange", hvor en Vocoder for første gang høres. Musik til Disney-filmen "Tron" er ligeledes skrevet (og udført) af Carlos.

Vocoder blokdiagram

Korg vocoder VC-10

Vocoder Questions

Hun er en overmåde begavet musiker og komponist. En fyldestgørende beskrivelse af hendes bedrifter ville fylde en halv bibel, men heldigvis har hun oprettet sin egen hjemmeside, hvor vi savlende kan kigge med.

Vi skal op i 1970'erne før udvalg og priser er sådan, at almindelige dødelige kan være med. Alle de kendte mærker lancerer deres første monofoniske (en-tonede) synthesizere i begyndelsen af dette årti, f.eks. ROLAND, YAMAHA og KORG (Kurt's grundsystem bestod f.eks. af KORG MS-20, MS-50 og en expression pedal).

Næste trin i udviklingen var den analoge synth med digital styring, som kom frem i slutningen af 1970'erne. Her kunne alle indstillinger og forbindelser programmeres ind på forhånd og kaldes frem ved tryk på en knap. Det gjorde betjeningen lettere, men det var også her glansen gik af Gertrud; charmen ved at fabrikere sin egen helt personlige lyd var forsvundet.

På samme tid fremkom den polyfoniske synth, som kunne spille flere toner ad gangen. Dette medførte at interessen flyttede sig fra den monofoniske analoge synth til den polyfoniske med digital styring. Interessen flytter sig endvidere fra eksperimenter til færdige instrumentlyde (klaver, trompet, violin o.s.v.), hvor man med tryk på en knap kalder en ny lyd frem.

Med indførelsen af den digitale synthesizer i begyndelsen af 1980'erne var eksperimenternes tid ovre. I den analoge synth (uanset om styringen var analog eller digital) var lydene elektronisk frembragt, men nu begyndte man at lave digitale optagelser - samplinger - af virkelige instrumenter. For eksempel kunne man sample et flygel tangent for tangent, og derefter afspille lyden via en digital synthesizer (et digitalt keyboard). Nu var det fikse og færdige lyde som lå derinde og bare ventede på at blive trykket af. Det lød imponerende - dengang.

For selvfølgelig holdt benovelsen kun en tid, så opdagede man at medaljen også havde en bagside. Det vil føre for vidt at beskrive alle de lydmæssige problemstilinger, som teknikere, musikere og ingeniører i alle årene har kæmpet med, men humlen er ihvertfald, at heller ikke de samplede lyde løste problemerne en gang for alle. Tværtimod viste de sig at medføre andre ulemper (jfr. Murphy: Man løser eet problem og skaber to nye). Derfor har fabrikanterne eksperimenteret videre med rene digitale løsninger (f.eks. YAMAHA's algoritmer) samt forskellige former for blandinger af samplede og elektroniske lyde, som f.eks. ROLAND's LA-syntese (Linear Arithmetic Synthesis).

SYNCLAVIER (1975) var på enhver måde forud for sin tid. Hovedmodellen var et komplet studie, banket ned i en lille nydelig trækasse med keyboard. Apparatet var lavet sådan, at udvidelser og ændringer løbende kunne foretages. Derfor var der heller ikke behov for at markedsføre nye modeller - man opdaterede simpelthen de eksisterende.

Da MIDI standarden (Musical Instrument Digital Interface, den elektriske kommunikation mellem elektriske musikinstrumenter) i begyndelsen af 1980'erne blev diskuteret på plads mellem de forskellige aktører på området, stod Synclavier alene med tekniske krav og løsninger som de øvrige firmaer enten

- ikke var i stand til at følge, eller
- ikke troede på, at forbrugeren i sidste ende ville (eller kunne) betale.

Derfor tilsluttede Synclavier sig heller aldrig MIDI-standarden, men kørte sit eget high-tech sololøb. Til gengæld var/er deres udstyr oppe i en klasse, hvor de øvrige godt kan pakke sammen: state-of-the-art, let betjening, alt er muligt, alt er en fornøjelse. Systemet er solgt til mange studier og enkeltmusikere over hele verden (mest USA naturligvis), f.eks.:

- Oscar Peterson,
- Frank Zappa og
- Hvem-der-bare-var-hvid-og-lavet-af-plastic-Jackson

for at nævne et par stykker.

Til trods for sin høje pris (i millionklassen) solgte Synclavier udmærket, men virksomheden løb af uransagelige årsager ind i økonomiske vanskeligheder i begyndelsen af 1990'erne og er i dag vist lukket mere eller mindre ned.

Synclavier (Wikipedia)

Synclavier (Google Pics)

Synclavier (YouTube)

 

Der Endlösung?
Visionen - at een mand fra sit klaviatur skal kunne frembringe og kontrollere en hvilken-som-helst lydlig frembringelse, så ingen kan høre forskel på illusion og virkelighed - arbejdes der stadig på. Men selv med dagens tekniske formåen, er der ikke noget som kommer i nærheden af det akustiske instrument, hverken lydmæssigt eller fysisk. At sidde foran et Bösendorfer flygel, hvor det håndværksmæssige og musikalske går op i en højere æstetisk enhed, det kan ikke - og skal ikke - erstattes af en elektronisk dims. Til gengæld har synth'en så mange andre fordele, at den i dag betragtes som en naturlig del af ethvert større orkester.

Da James Last var i Danmark i 1998, var hans store orkester bestykket med bl.a. to keyboards, 16 violiner(!), en trækharmonika plus alle de andre instrumenter, som er en del af et moderne orkester. Det er selvfølgelig ikke noget James kun gør for sjovs skyld og narrestreger. Han gør det også fordi instrumenterne hver især kan noget som de andre - herunder synth'en - ikke kan

Med til historien om synthesizeren hører også, at den har været med til at fjerne mange gode musikerstillinger i teatre, pladestudier og lignende. Professionelle musikere har ofte måttet se sig erstattet af en enkelt mand med en møgkasse under armen. Det har skabt bitterhed og boycot, som f.eks. da det engelske musikerforbund i en periode udstedte forbud mod samarbejde med synth-aber uanset race, religion eller foretrukne ølmærke.

På sæt og vis kan man sammenligne synthesizerens stilling med gravemaskinen. Da den kom frem, overflødiggjorde den mange mennesker og var forståeligt nok frygtet og forhadt. Gradvist blev den dog accepteret, da man fandt ud af, at der også var fordele ved maskinen......i dag vil ingen vist undvære den.

Konklusionen af det hele må blive, at synthesizeren med sine fordele og ulemper så at sige har fundet sin plads i lydbilledet. Vi har vænnet os til tanken - og lyden.

120 Years of Electronic Music

ref. Månedens Billede, September 2003

 

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

 

Dinosauren lever!

Moog's commitment to musicians worldwide is to produce timeless electronic musical instruments with soul.

Hvis nogen troede at den analoge synth eller mr. Moog var ude af business, kan de godt tro om igen. Selv om han næste år fejrer 50-året for sin introduktion på det elektroniske marked (et theremin byggesæt), og var på alles læber i 60'erne da MiniMoog'en kom frem, er der stadig liv i den gamle. Han designer fortsat musikinstrumenter og tilbehør, f.eks. Voyager, som er en fortsættelse af Moog'en tilsat nymodens tingel-tangel. Og han sværger fortsat til de analoge kredsløb, som i alle årene gav MiniMoog'en særstatus blandt synthesizere.

Thereminen, det mærkelige instrument som endelig ikke må berøres under betjeningen, har vist altid haft et image af legetøj, når man står der og fægter med armene og der kommer mærkelige lyde ud af dyret. Mr. Moog har fået så meget kontrol over elektronikken, at instrumentet efterhånden kan betjenes af de fleste med en smule øvelse. Og grupper der bruger instrumentet er der mange af.

Et af mister Moog's seneste påfund er den såkaldte PianoBar, som er et stykke tilbehør der kan monteres på et almindeligt opretstående klaver uden at påvirke tangenter eller pedaler. På denne måde kan man supplere pianospillet med yderligere klaver(eller andre)stemmer, eller løbende omsætte klaverbankeriet til noder via en computerskærm, som derefter kan gemmes eller printes ud.

Med den strøm af nyheder som til stadighed vælter ud fra fabrikken i North Carolina ser fremtiden lys ud for Moog Music. Kredsen af tilfredse kunder er stadig stigende, og der er ingen grund til at tro at det ikke skulle fortsætte sådan. En velfortjent succes - et velfortjent jubilæum.

Moog Music
Moog Archives
History of the Theremin
Theremin lydeksempler

ref.: Kort Nyt, 2003.Nov.22

 

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

 

 

Ingen plader uden et

                                                     PLADESTUDIE.
                           PLADESTUDIE.
PLADESTUDIE.

Jeg har set et par stykker indvendig, f.eks.

- Tocano Studio i Hørve v. Holbæk (brødrende Svend og Knud Christiansen).
          Senere blev det til Sun Studio.
          (Bamses Venner og et utal af andre har indspillet her)

- Nicolaj Grammofon ApS. (Lise & Poul Reinau)

- Key Sound i Præstø (Klaus & Servants)

- Sound Track
          Claus Asmussen studiet på Gl. Kongevej
          (Shubidua, Tyggegummibanden m.fl.)

Her var vi nogle stykker inde sammen med Jørgen Kleinert (Kleinert Musikforlag). Jeg bemærkede en påskrift på mixerpulten: Fyr en fed!, underskrevet Sanne (= Sanne Salomonsen). Det var lidt plat, men hva' - selv en stjerne må hyle med de ulve han/hun er iblandt. Og apropos Kleinert, så blev han året efter så syg, at han døde af det, hvorefter Bamse overtog butikken.

- Werner Studio på Frederikssundsvej (C.V. Jørgensen m.m.fl.)

Werner Scherrer er en kanut fra Schweitz som blev forelsket i en dansk pige. I dag er han en af de største herhjemme i studie-branchen, og har indspillet for stort set alt og alle. Men dengang i 1974 var han lige startet. En firespors TEAC båndoptager og en tolv-kanals mixerpult var hjertet i udstyret, så det var jo ikke det helt vilde. Forresten husker jeg ham fra Frederiksberg Tekniske Skole, hvor vi gik i hver sin klasse. Han har m.a.o. en teknisk uddannelse.

--------------------------------------------------

1960'ernes pladestudie var yderst primitivt, ganske få mikrofoner, en lille mixer (3-6 kanaler) og en mono-båndoptager. Længere oppe i årtiet blev det til flerspors båndoptagere, The Beatles "Sgt. Peppers" blev f.eks. indspillet på en 4-spors båndoptager.

Rumklang, som i dag anses for et must af de fleste, blev først en realitet i de danske studier omkring 1970. Før den tid blev optagelser med danske beatgrupper lavet i lokaler (haller), som havde den rigtige akustik. The Cliffters indspillede eksempelvis en del af deres plader i Islev Bio - ude i de københavnske forstæder. Bent Fabricius pladeselskab Metronome klarede ærterne ved at anbringe sangsolisten (f.eks. Grete Sønck) øverst i en bestemt trappeopgang på Nørrebro, mens teknikeren stod på den nederste afsats med optage-udstyret. Beboerne blev bedt om at forholde sig rolige under optagelsen - men fik sikkert også en lille betaling for ulejligheden.

--------------------------------------------------

Studie- kontra hjemmebåndoptager
Der er stor forskel på en almindelig hjemmebåndoptager og så de flerspors-optagere som anvendes i studierne.

Hjemmebåndoptageren er en lille alt-i-een kasse, hvor alt det nødvendige til ind- og afspilning er indbygget i båndoptageren, som tilmed ikke må være for dyr. Det siger næsten sig selv, at en masse kompromisser må indgås. Det nærmeste hjemmebåndoptageren kom på et studie var, da norske Tandberg i begyndelsen af 1960'erne lancerede et lille hjemmestudie under navnet "Sound-on-Sound" recording. Her spiller man frem og tilbage mellem to spor - det ene spor afspiller samtidig med at det andet indspiller. Samtidig mixer (blander) man en ny stemme (guitar) oveni. På denne måde får man lagt et nyt instrument på hver overspilning. Til sidst ender man op med et en-mands orkester, hvor man selv har spillet/sunget alle stemmer. Men disse overspilninger koster lydkvalitet, meget mere end 4-5 overspilninger er ikke realistisk, så med al den charme og personality som en hjemme-indspilning kan indeholde, kommer den trods alt ikke teknisk i nærheden af en studie-optagelse.
Båndhastigheden (altså den hastighed, som båndet fremføres med), er for de fleste amatørbåndoptagere højst 19 cm/sek. - som oftest kun det halve: 9.5 cm eller endda 4.75 cm. Resultatet bliver derefter.

Studiebåndoptageren kører med 38 cm/sek som standard - ofte også 76 cm./sek. Det påvirker dynamik og signal-/støjforholdet i hørbar grad. Desuden kan den indspille på, eller afspille fra et hvilketsomhelst spor. Den er dog helt afhængig af en udvendig mixer, som er afgørende for, hvor mange narrestreger man kan lave. Laver man f.eks. ene mand en trickindspilning, kan man v.h.a. en mixer med indbygget sub-mixer (en mixer i mixeren) lytte til et hvilketsomhelst mix af det allerede indspillede, samtidig med at man indspiller en ny stemme på et hvilketsomhelst spor. V.h.a. mixeren kan studiemaskinen desuden udføre en masse kopi-funktioner, som er helt umulige på en hjemmebåndoptager. En specialeffekt som "flanging" (beskrevet under effektpedaler) kræver dog stadig en ekstra båndoptager.

--------------------------------------------------

A cut above
LP-pladen er forlængst gået bag af dansen, selv om en lille skare fanatikere stadig holder stand. Ude på nettet kan man se, hvordan en plade blev produceret, dengang det virkelig kørte rundt for 12-tommeren.

How Vinyl Records Are Made, Part 1

How Vinyl Records Are Made, Part 2

ref.: Kort Nyt, 2007.Juni.02

 

 

===================================================

 

 

Nashville Cat

 

 

 

LINKS

The Gear (that makes it all happen)

Rock 'n' Roll Pedals

Fender

Fender Jazzmaster m.m. (bl.a. The Rollings)

Jazzmaster (Aages Fora)

The Jazzmaster Turns 50!

Fender History

Fender Musical Instruments Corporation

Fender guitarer

Gibson

Gibson

Gretch

Gretch Guitars

Hagström

Hagström Vintage

hagstromrules.com

Höfner

Burns

Burns Guitar Museum

Orange

Rickenbacker

Selmer

WEM

Elektroniske musikinstrumenter

Rockscenen i 1960'erne

Pigtrådsøkonomi

Absolut Hit House

Jomfruburet i 1970'erne (også billeder og beskrivelser fra 1960'erne)

Pigtråds- og poporkestre i Roskilde 1963-1967

 

 

Siden er under konstant overvejelse og udvidelse.
Hvis du derfor har en mening om stoffet i almindelighed
eller tekniske detaljer i særdeleshed, hører jeg gerne fra dig.
Skriv til:

Mange tak!

Kurt Starlit
aka Cykelkurt

 

 

 

 

 

 

"Alt det andet...", del 1

Musik Index

Forsiden