Adlon & Montmartre

To musiksteder i Centrum

 


Adlon's dansegulv

 

Fra "Nørre Kvarters Krønike" af J.E.Janssen & A.M.Thomsen:

Adlon

Efter at Bohrs Skole lukkede i Nørregade 41, etablerede en auktionsforretning sig inde i gården. Ejeren Rasmus Nielsen kaldte den "Kjøbenhavns største". Men denne episode varede kun få år, og den 8. november 1923, da de økonomiske konjunkturer i Danmark så småt var ved at vende, og kun otte år efter at den sidste hestetrukne "Høne" var rullet gennem gaden, åbnede her Københavns første moderne danserestaurant og natklub, der fik navn efter det lige så mondæne hotel Adlon ved Brandenburger Tor i Berlin.

Den overdækkede skolegård var nu lavet om til et dansegulv, hvor tidens hotteste musik blev spillet live. Adlon var faktisk den første natklub i København, indrettet i art deco-stil, og i åbningsåret optrådte her Holger Eibergs jazzorkester for fuld udblæsning, mens herrerne efter Tivolifyrværkeriet - når de havde sendt deres hustruer hjem - kastede sig ud i etablissernentets notorisk vovede atmosfære. Under og efter krigen stod Kai Ewans orkester og basunisten Peter Rasmussens jazzorkester på musikpodiet i Adlon.

Berømt er Josephine Bakers optræden i 1928, som Agnes Henningsen overværede med sin søn Poul. Han skrev straks en begejstret anmeldelse i Politiken om hende: Hvis naturlighed kunne læres, burde mødrene sende deres unge piger hen til Josephine Baker.
Denne anmeldelse resulterede i en af tyvernes hidsigste debatter.

Dansegulvet var stort, der var en bar af international standard, og publikum i den elegante røde serveringssal var det mest stilfulde, hele hovedstaden kunne byde på. Der var selvfølgelig cabaret og sang, og de damer der plejede at sidde ved baren, var ikke altid utilbøjelige til at invitere husarerne til et sidespring.

Restauranter og danserestauranter skulle ifølge politivedtægtens paragraf 64 være lukkede mellem 11 aften og 5 morgen. Det omgik man i starten af 1920erne ved at danne lukkede klubber, med det mondæne Adlon i spidsen og til stor fortrydelse for afholdsprædikanten Lars Larsen-Ledet. Han krævede at politiet håndhævede loven meget strengt, og at bagmændene for disse usædelige klubber blev ramt og straffet hårdt.

I Studiestræde 33 åbnedes i 1924 natklubben Hafnia, hvor man kunne bestille medlemskort telefonisk i løbet af aftenen eller natten og hvor politiet ved en razzia (først to civile og efter et kvarter en bil med 8-10 uniformerede) fandt stakkevis af medlemsblanketter på en hylde under buffeten. Natklubbens sekretær viste sig netop at være løsladt efter at have afsonet en dom på 2½ års forbedringshus for tyveri og bedrageri.

Natten efter lukningen åbnede den igen under navnet Faun. Så lukkede politiet også denne klub. "Medlemmerne" brød sig ikke om, at medlemsprotokollen altid blev konfiskeret, fordi de efterfølgende afhøringer hos politiet ikke kunne holdes absolut hemmelige for kone og familie. Derfor ebbede natklubvæsenet snart ud igen. "Nattesæde" var den gamle betegnelse for den slags smugkroer.

Politiet holdt også et godt øje med Adlonklubben, men skred ikke til lukning, fordi man mente, at i en storby burde der være en ventil for turister og den velstillede del af natteravnene.

Dørvogteren i Adlonklubben hed i uendelig mange år Lynge, Holger Lynge. Hans brede og runde person i den lyseblå uniform og Adlon blev efterhånden en udelelig størrelse. Han bestemte suverænt, hvem der kom ind og hvem der skulle holdes udenfor. Hvis man hørte til blandt bukkene, kunne en tikroneseddel en gang imellem gøre underværker.

Filmen "Skal vi vædde en Million", Danmarks første "tale-lystspil" fra 1932, med Hans W. Pedersen i rollen som komponisten der spillede schlagere på flyglet i restaurant "Flagermusen" havde for resten Adlon som skueplads. Marguerite Viby blev kaldt en "knockabout- elskerinde" og hed den "lille, søde Aurora", Hans Kurt var hendes habile bejler, og Otto Lingtons orkester spillede melodier af Kai Norman Andersen. Den spinkle handling kulminerede i den udødelige "Titte til hinanden". Programhæfterne indeholdt et udførligt handlingsreferat og en række skuespillerfotografier, og var trykt hos den andetsteds omtalte Emil Kristensen i Sankt Peders Stræde 27.

Fra daværende kronprins Frederik til Poul Henningsen kom mange københavnske personligheder her, når de efter en fest skulle i byen, spise et stykke natmad og/eller røræg og røre sig selv på dansegulvet til tidens swingrytmer. Det siges, at statsminister Stauning også kunne finde på at færdes på Adlon. Konkurrenter blev Tivolis Hjørne og München, dog muligvis på et andet niveau.

Men som det går med de hotte steder, blev også Adlon med årene en bedaget skønhed, i 1950'erne var glansen gået af Sankt Gertrud, og de forkælede og krævende fandt andre og nyere steder i byen, mens det engang så mondæne Adlon sygnede hen og blev kedeligt. To brødre fra Teglgårdstræde, udrustet med en hvid Jaguar viste en kort overgang pornoshows i huset.

 

Montmartre

Den 15. september 1976 genåbnede Kay Sørensen det store Adlon-lokale med Charles Mingus og hans kvintet. Det skulle blive optakten til en af de mest glansfulde perioder i dansk musikhistorie. Montmartre var dengang et verdensnavn uden en eneste konkurrent i hele Europa. Hver tirsdag til lørdag var det her, danske og udenlandske fortolkere af jazz og beslægtede genrer optrådte for et kræsent og krævende publikum, der alene af den grund ikke altid var så stort som de Fritz Paustian-ejede lokaler inviterede til. Lokalet til ca. 400 personer havde ikke været brugt i flere år, pap-machésøjlerne og de imiterede trædekorationer var mildt sagt håbløse, men da dagen oprandt, var alt frisket op, akustikken var bedre end forgængerens, det gamle Montmartre i Store Regnegade, og der var virkelig masser af plads.

Gæsterne til selve receptionen var en herlig blanding af restauratører og værtshusfolk i det stiveste puds, og så jazzfolket i mere afslappet kluns. Kay og hans daværende businesspartner Ole Bro havde raflet om, hvem der skulle hente Mingus og Co. i lufthavnen. Kay tabte og stiftede her for første gang bekendtskab med jazz "stjerner". Mingus var træt og allerede på det tidspunkt mærket af sygdom. Men han opførte sig bestemt ikke som en stjerne. Gik roligt op på scenen, samlede bassen op, åbnede flygellåget og rev i en dyb E-streng. Så stemte han sin bas, kaldte sine musikere op og startede.
- Jens Jørn Gjedsted
Kay Sørensen havde aldrig hørt om for eksempel Sonny Rollins før den dato, og når han blev spurgt om sit forhold til jazz, plejede han at svare, at han ikke kunne høre forskellen mellem et valdhorn og et flygel, samtidig med at hans yndlingsmusiker var Chet Baker. Men der er slet ingen tvivl om, at det var ham der bar etablissementet oppe i alle årene indtil sin død.

Dollarkursen kunne være ond ved ham, der var tit lavvande i kassen, særligt om vinteren, og han var også nødt til at leje Montmartre ud til "fremmede arrangementer", og tre år senere åbnede det berømte natdiskotek, som ofte forvandlede Nørregade til en natlig gågade. Det var Jens Jørn Gjedsted, der startede det med sin gamle B&O-grammofon og 25 lp'er med Jackson Browne, The Beatles, Joni Mitchell og vestkystrock. Der kom mellem 150 og 200 i starten, i alderen mellem 25 og 30 år, og det kostede ikke noget at komme ind. Så kom der flere og flere og de blev yngre og yngre. I stedet for kulturministeren eller Københavns Kommune var det nu diskoteksgæsterne der støttede kulturen.

Kay Sørensen fortalte at han kun en gang fik en underskudsgaranti til et stensikkert underskudsarrangement, og en anden gang returnerede han en check på 120.000 kroner til en forundret minister Niels Mathiasen. Men tre måneder efter åbningen i Nørregade 41 trådte også en særlig musikchef til, Niels Christensen, tidligere bassist i gruppen Nana Banana, som var vidtskuende nok til at stedet også blev grænseoverskridende i musikalsk forstand, for han hentede nye navne ind, både fra Danmark og fra udlandet. Anne Linnet og Milton Nascimento er blot to eksempler.

I 1979 startede Montmartre-folkene, inspireret af Django Reinhardt-festivalen i Frankrig, en københavnsk jazzfestivaltradition, som siden har været det årlige jazzhøjdepunkt i byen.

I 1983 fik Montmartre konkurrence af det nyåbnede Alexandra Rock Teater længere henne på samme side af gaden, men det viste sig, at de kunne leve side om side, også fordi de havde et forskelligt publikum. Men stedet var for stort og der kom for få mennesker.

"Men folk vil heller ikke betale for at høre musik. Det koster sgu' penge at høre musik, ligesom at gå i biografen. Men musik skal åbenbart være gratis", sukkede Niels Christensen engang.

Det har ofte heddet sig, at det var dyrt at komme ind, men en almindelig tirsdag i 1979 kostede det 25 kroner i entré, og den højeste billetpris nogensinde var 385 kroner til en Miles Davis-optræden den 14. marts 1982. En ganske normal aften i 1970'erne kostede mellem 40 og 50 kroner. Hvis der kom 150 gæster en almindelig tirsdag, løb det lige rundt, og der var intet overskud.

I 1980 inddrog politiet natbevillingen på grund af enkelte tasketyverier og manglende oprydning på bordene, og en resigneret Kay Sørensen var på nippet til at lukke biksen. Og det københavnske publikum var ikke altid nysgerrigt nok til at koncerter med nye spændende navne kunne løbe rundt. Lejeforholdene var usikre, og da hotellet ovenpå lukkede og huset blev overtaget af fagforeningen FTFA, fik Montmartre i 1986 endelig en ti-årig kontrakt med en rimelig husleje på 28.000 kr. om måneden, hvorefter bodegaen blev bygget om til Café Monten og 1.2 millioner kroner blev investeret i en modernisering af hele stedet.

Ved tiårsjubilæet var jazzhuset ikke fint kørende, men dog nogenlunde rentabelt, det vil sige at de døde regnfulde vintertirsdage med 10- 19 betalende gæster skulle betales af de andre dage med de velkendte navne. Men i alle årene har folkene bag Montmartre helt bevidst hyret kunstnere, som de vidste ville give underskud, fordi stedet også var musikkens og musikernes sted, og en kunstnerisk holdning kan nu engang ikke til enhver tid forenes med en kommerciel holdning.

Efter Kay Sørensens død i 1988, blev huset i april 1989 solgt til de kommercielle natrestauratører Eli og Peter Pries, og siden gik det kunstnerisk ned ad bakke. De store internationale navne blev ikke længere hyret, og efter et halvt var også de danske jazzfolk hjemløse, både musikere og fans. Familien Pries satsede på overskud, og da det sidste år med trojkaen Lars Thorborg, Tina Brage og Niels Christensen ved roret gav underskud, skilte far og søn sig af med de tre, og vendte skuden samme år. Nu kom der ganske vist penge i kassen, men jazzen var der ikke længere, selv om en ny konsulent havde planer om at genskabe det gamle miljø.

Da musikerne og deres venner ved hjælp af Københavns Kommune og Statens Musikråd fik åbnet Copenhagen Jazz House i Niels Hemmingsens Gade, gik det helt galt for det gamle sted, og i 1992 blev det sat til salg. Pries'erne var blevet grundigt trætte af denne pengesluger.

Sangeren Anne Linnet blev køberen, hun kendte det gamle Montmartre fra sin barndom, fordi hendes far tog hende med for at opleve Stan Getz og Chet Baker. Hun havde ofte boet hos Kay Sørensen, når hun var i København. Men hun ville genåbne stedet som dansk rockscene, ikke som jazzværtshus. Og i natdiskoteket hævede hun mindstealderen til 21 år. Men Anne Linnets koncept gik ikke. Hele musik- og cafémiljøet havde siden 1970'erne ændret sig så meget, at der heller ikke længere var plads til et rockhus til de modne, og hun fik sig en slem økonomisk forskrækkelse.

I 1995 blev det efterhånden gamle jazzhus omdannet til endnu en filial af pjat og pjank-diskotekskæden Crazy Daisy. Kæden satser på polterabender, og for 100 kroner kan man klatre op på en barstol og drikke alt det øl og de sorte svin man kan. Først når man forlader stolen, er det slut. Det kræves, at gæsterne kommer i pænt outfit, og på en avisannonce hvori kæden søgte personale til Nørregade, meldte sig firehundrede. 45 kom ind til en jobsamtale, der varede mellem en halv og halvanden time

 

TEKST UNDER FOTO:
Auktionsforretning i det forhenværende von Westenske Instituts gård 6.

TEKST UNDER FOTO:
Doorman Holger Lynge

TEKST UNDER FOTO:
Jazz Kay med overborgmester Egon Weidekamp (og Nat Russell i midten ??)

 

+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

Kommentar

2008.Nov.12

Jeg er først nu blevet opmærksom på dine interessante sites og har bl.a. læst din artikel om Adlon og Montmartre.

Jeg støder i den forbindelse på en gammel myte, som jeg har hørt før - at jeg startede Montmartres natdiskotek med "sin gamle B&O- grammofon og 25 lp'er med Jackson Browne...." etc.

Selv om jeg egentlig meget godt kan lide Jackson Browne, har jeg aldrig ejet en lp med ham (eller en CD for den sags skyld) - men jeg har ihvertfald aldrig været DJ (uden for Danmarks Radio). Jeg havde ikke noget som helst med Montmartres natdiskotek at gøre, bortset at komme som gæst.

Jeg ved ikke, hvordan myten er opstået, men det var Niels Christensen, der startede diskoteket.

Men ellers - fornøjelig og informativ læsning.

De bedste hilsener

Jens Jørn Gjedsted
Programmedarbejder
DR MUSIK

+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

Nok en kommentar

From: Niels Christensen
To: Cykelkurt
Date: 2010.Jan.22
Subject: Montmartre

Hej,
På din hjemmeside fortæller du en fin og dækkende historie om de forskellige aktiviteter, der har været i Nørregade 41. Men der er nogle uheldige fejl fra tiden som Montmartre, som det vil være bedst hvis du retter.

- Det var Jens Jørn Gjedsted, der startede det med sin gamle B&O-grammofon og 25 lp'er med Jackson Browne, The Beatles, Joni Mitchell og vestkystrock. Der kom mellem 150 og 200 i starten, i alderen mellem 25 og 30 år, og det kostede ikke noget at komme ind. Så kom der flere og flere og de blev yngre og yngre. I stedet for kulturministeren eller Københavns Kommune var det nu diskoteksgæsterne der støttede kulturen.

Forkert - Det var undertegnede der startede natdiskoteket juni 1977.

- Ved tiårsjubilæet var jazzhuset ikke fint kørende, men dog nogenlunde rentabelt, det vil sige at de døde regnfulde vintertirsdage med 10-19 betalende gæster skulle betales af de andre dage med de velkendte navne. Men i alle årene har folkene bag Montmartre helt bevidst hyret kunstnere, som de vidste ville give underskud, fordi stedet også var musikkens og musikernes sted, og en kunstnerisk holdning kan nu engang ikke til enhver tid forenes med en kommerciel holdning.

- Hvem har dog fortalt dig det???

I 1986 gik Montmartre fantastisk godt. Kay Sørensen skovlede penge ind, selvom jeg som ansvarlig for musikken også præsenterede musik, der ikke tiltrak det store publikum. Montmartre anno 1986 var et perfekt eksempel på "Gyngerne og Karusellerne".

- Efter Kay Sørensens død i 1988, blev huset i april 1989 solgt til de kommercielle natrestauratører Eli og Peter Pries, og siden gik det kunstnerisk ned ad bakke. De store internationale navne blev ikke længere hyret, og efter et halvt var også de danske jazzfolk hjemløse, både musikere og fans. Familien Pries satsede på overskud, og da det sidste år med trojkaen Lars Thorborg, Tina Brage og Niels Christensen ved roret gav underskud, skilte far og søn sig af med de tre, og vendte skuden samme år. Nu kom der ganske vist penge i kassen, men jazzen var der ikke længere, selv om en ny konsulent havde planer om at genskabe det gamle miljø.

- Det passer ikke at Montmartre gav underskud det sidste halve år med Lars, Tina og mig ved roret - snarere tværtimod. Men Eli Pries spredte den store løgn at der var lavvande i kassen, samtidig med at han chikanerede os alle tre så voldsomt, at vi alle tre sagde op inden for den første måned af hans "regeringstid".

Med venlig hilsen

Niels Christensen
Langerødvej 27 G
3480 Fredensborg

+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

Montmartre gennem tiderne

Montmartre (jazzhus og club) har gennem årene ligget så mange forskellige steder, at det kan være svært at holde rede på hvor og hvornår. Et par nyudgivne bøger giver imidlertid svar på alle spørgsmål og mere til.

I slutningen af dette år (2008) udkom bogen MONTMARTRE, Jazzhuset i St. Regnegade, skrevet af Frank Büchmann-Møller og Henrik Wolsgaard-Iversen. Udover en perlerække af billeder fra de forskellige udgaver af Montmartre, indeholder bogen mange herlige beskrivelser af musikere og andre personer fra jazzmiljøet.

Da Copenhagen Jazz Festival runder tredive år i år (2008), har Thanning & Appel udgivet en bog om fænoménet. Redigeret af Christian Much-Hansen har den fået titlen By af JAZZ. I bogen er der udover en masse fine fotografier (herunder samtlige 30 festivalplakater) også beskrivelser af festivalens udvikling gennem tiden. Desuden indeholder bogen en række indlæg af danske musikere og arrangører med tilknytning til jazzen. Ikke mindst er der en gennemgang af Jazzhus Montmartre i den periode, hvor Jazz-Kay bestyrede biksen.

Nedenstående oplysninger er sakset fra de to bøger.

2008.Dec.27
Kurt Starlit

- 1954, Café Montmartre, Store Regnegade 19, K
et gammelt fransk-inspireret musik- og spisested opkøbes.

- 1954, Club Montmartre, Store Regnegade 19, K
4. febr., jazzklubben startes op af Adrian Bentzon og Anders Dyrup
(begge fra Storyville Jazzklub).

- 1955, Club Montmartre, Esplanaden, K
flytter til en gammel pavillon ved Toldboden,
der hvor Frihedsmuseet ligger i dag.

- 1956, Club Montmartre, Dahlerupsgade, K
flytter i januar ind i de lokaler,
som tidligere har huset "Las Vegas"
og endnu tidligere rest. "München" (Leo Mathisen m.fl.).

- 1959, Club Montmartre, Store Regnegade 19, K
åbnes 17. febr. af ejer og daglig leder Anders Dyrup.

- 1960, Club Montmartre, Store Regnegade 19, K
lukker 31. januar p.g.a. ombygning og dårlig økonomi.

- 1961, Club Montmartre, Nørregade 41, K
genåbner nytårsaften 31. januar;
nye ejere er Herluf Kamp-Larsen og Harold Goldberg.

- 1963, Montmartre Jazzhus, Nørregade 41, K
9. marts, Kamp-Larsen køber Goldberg ud;
ved samme lejlighed får stedet nyt navn.

- 1974, Montmartre Jazzhus, Nørregade 41, K
Kamp-Larsen & Montmartre går fallit.

- 1975, Café Montmartre, Store Regnegade 19, K
genåbner 27. febr. under nyt navn;
ny ejer er restauratør Per Svensson.

- 1976, Montmartre Jazzhus, Store Regnegade 19, K
lukker, da ejendommens ejer vil indrette ejerlejligheder
og ikke ønsker musik i stueetagen.

- 1976, Jazzhus Montmartre, Nørregade 41, K
åbner i september i de gamle Adlon-lokaler;
det nye sted drives af ny ejer Kay Sørensen alias "Jazz-Kay".

- 1988, Jazzhus Montmartre, Nørregade 41, K
Jazz-Kay dør, stedet opkøbes af Eli Pries.

- 1992, Jazzhus Montmartre, Nørregade 41, K
opkøbes af Anne Linnet.

- 1995, Jazzhus Montmartre, Nørregade 41, K
afhændes af Anne Linnet til diskotekskæden Crazy Daisy.

Efterfølgende er Jazzhus Montmartre genåbnet 2010 i Store Regnegade 19A
af Niels Lan Doky og Rune Bech.

+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

Mere kommentar

From: Niels Christensen
To: Cykelkurt
Date: 2011.April.27
Subject: Montmartre update

Hej,
Jeg har lige frekventeret dit site om adressen Nørregade 41, hvor bl.a. Montmartre havde til huse 1976 til 1995. Du er måske ikke klar over det, men jeg har skrevet en bog om mine år som musikalsk leder af Montmartre, "Montmartre i Nørregade - Mig og Monten", der udkom november 2010, som du da gerne må omtale på dit site.

I sandhedens interesse ville det også være rart om du vil rette i din tekst, så den passer til det, der faktisk skete; jvfr. mine kommentarer fra 22. januar 2010.

På forhånd tak.

Med venlig hilsen

Niels Christensen
Langerødvej 27 G
3480 Fredensborg

+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

2011.Dec.20

Tak til Niels Christensen for de korrigerende oplysninger,
men som de fleste nok forstår, vil det være helt uacceptabelt,
hvis jeg går ind og redigerer i citater fra bøger og artikler.

Og da vi alle er interesseret i så korrekte oplysninger som muligt,
vil der blive rettet op på evt. unøjagtigheder på denne side
ved at der i begyndelsen af 2012 bliver indsat relevante
citater fra Niels Christensen's bog her på siden.

Dermed håber jeg, at sagen har fundet en acceptabel løsning.

Venlig hilsen
Kurt Starlit

 

 

Uddrag af "Mig og Monten"

Side 20 (sidste aften i Store Regnegade):

Jazzhus Montmartre's sidste aften i Store Regnegade havde en stemning af opgivenhed og sørgmodighed. Lokalet var halvtomt. Bartenderne forlod baren og lod gæsterne selv forsyne sig. Mit sidste billede fra aftenen var saxofonisten Bent Jædig, der spillede en søvnig ballade, mens folk så småt var på vej hjem. Det var godt midnat. Montmartre var i opløsning. Sidste mand lukker og slukker!

Status marts 1976: København havde intet spillested for nyere jazzmusik.

Men en dag ringede telefonen. Montmartre's sidste forpagter, Per Svensson, havde mødt en af byens værtshusholdere, Kay Sørensen. Over en kold øl havde de ordnet værtshussituationen, og Svensson spurgte Sørensen, som var kendt for at være velhavende og altid med på den værste, om han kendte et sted, der kunne huse et fremtidigt Jazzhus Montmartre.

"Det gamle Adlon i Nørregade har stået tomt i flere år, og Sølvræven er villig til at leje det ud for en bussemand og en klat ørevoks."

Kay Sørensen havde øgenavne til alle i sin omgangskreds. "Sølvræven" var den distingverede og hvidhårede ejer af firmaet Taster Wine, Fritz Paustian. Han var en etableret magtperson i dansk restaurationsliv, og Kay havde kendt ham i mange år. I løbet af kort tid havde Kay Sørensen lavet en aftale med Paustian om besigtigelse af lokalerne i Nørregade 41, og Svensson kontaktede straks Arnvid Meyer.

Side 21 (1976, besigtigelse af lokalerne):

Det første møde mellem værtshus-København og jazz-Danmark foregik på adressen Nørregade 41. Arnvid Meyer var kørt til København i sin gamle Volvo Amazon. Kay ankom i sin blærede grønne Ford Mustang - datidens her-kommer-jeg-og-hvis-der-er-noget-kan-du-få-en- på-tuden bil. To militærnægtere var med som Meyer's adjudanter, Per Svensson som Kay Sørensen's.

Ved indgangen blev lokalet af Kay Sørensen præsenteret som "det helt rigtige" og "du får sgu ikke noget bedre her i byen". Den knirkende panserglasdør var svær at åbne, og Sørensen's korpus og dårlige hofte gav knuder, så en af nægterne måtte ned på knæ for at få lirket låsen op.

En entré beklædt med gamle spejle til den ene side og en solid billetboks til den anden dannede indgangen. Herfra gik man ind til koncertlokalet. Til højre en dør til et lille kontor uden vinduer. Fra indgangen førte desuden en trappe ned til kælderen, hvor der var en trang garderobe og to store toiletter. Alle vægge i kælderen var beklædt med mørkebrunt træfinér, og for enden af kældergangen førte en anden trappe op til midten af koncertlokalet.

Koncertlokalet var inddelt i to niveauer. Alle vægge og søjler var beklædt med formstøbt, brunmalet gips, der skulle forestille en bøgeskov. Lofterne var brunmalede og beklædt med gipsformationer, der skulle illudere grene med plasticblade. Stabler af nedslidte borde og stole stod på gulvet. I lokalet fandtes en solid scene, og bag scenen en port, der førte ud til Nørregade. Der var en lang bar langs den ene væg og en lidt mindre bar bagest, hvor der også fandtes en udgang til en baggård. Midt i lokalet et dansegulv med en nedslidt og falmet messingplade. I den bageste del af koncertlokalet var en trappe ned til endnu en kælder, hvor der var et lager, et rum med kraftige opvaskemaskiner og et stort kølerum. Som appendiks fandtes en separat bar ud mod Nørregade med indgang fra porten. Baren var et mørkt hul, med umage indbyggede gipsbænke og faldefærdige borde. Vægge og lofte var også dækket af gipsformationer.

Side 22 (aftalen):

Arnvid Meyer kunne se mulighederne. Med den økonomiske støtte kunne man strikke et nogenlunde fornuftigt program sammen det første halve år. Derefter måtte man se, hvad der så skulle ske. Kay Sørensen så også muligheder. Muligheder for at tjene penge.

Med hjælp fra jazzelskende jurister blev der indgået en aftale mellem Kay Sørensen, Per Svensson og rastauratør Ole Bro på den ene side, og foreningen Jazzhus Montmartres Musikdrift (med Arnvid Meyer som administrator og kunstnerisk konsulent) på den anden.

Af aftalen fremgik, at udgifter til musik blev dækket af foreningen, mens Sørensen, Svensson og Bro stod for driften af stedet samt al annoncering. En vis procentdel af overskuddet fra salg af drikkevarer skulle indgå i musikdriften efter en nøje udregnet skala.

Balladen om, hvem der havde retten til Jazzhus Montmartre gik på forunderlig vis i sig selv igen, da de forskellige fraktioner nu kunne se, at der atter ville komme jazz i København. Aftalen lå klar i midten af juni.

Side 24 (huslejen):

Der var ingen tvivl om, hvem der havde bukserne på i Nørregade. Selv om Svensson ret beset var kontakten mellem restauratørerne og jazzfolket, var det Kay der førte ordet, og Kay der bestemte. Svensson var reduceret til stikirenddreng og prügelknabe. Kay fik forhandlet en fordelagtig omsætningsafhængig husleje for Montmartre igennem med Fritz Paustian. Samtidig forpagtede han Hotel Adlon, der lå i samme bygning og også var ejet af Paustian.

Side 44 (territoriemarkering):

Økonomisk kørte det bedre måned for måned. Kay spandt stadig ikke guld på Montmartre, men han kunne se, at det gik den rigtige vej, og var begyndt at synes om musikerne og publikum. Han havde dog svært ved at se, hvorfor han skulle "smide penge efter ham John Tchicai flere gange om året." Jeg havde selv fået en ordentlig en på opleveren ved netop en Tchicai-koncert i januar, så jeg brugte alle mine overtalelsesevner til at få Kay til at forstå, at Tchicai og musik som hans repræsenterede fremtiden, og at uden kunstneriske provokationer kom vi ingen vegne.

Den slags argumenter virkede af og til som en rød klud på en olm tyr, men var samtidig med til at vi fik pisset territoriet af imellem os og fik skåret tingene ud i pap. Kay var kun i Montmartre for at tjene penge, og jeg kun for at bruge hans penge på at fremme kunsten. Så enkelt blev det præsenteret, når han skulle fortælle nogle af sine Versterbro-venner, hvordan biksen kørte. Det kunne dog ikke køre helt dårligt, for 1. april fordoblede han min månedsløn, så jeg nu var oppe på 4500 kr. plus fri bar og taxi hjem efter de lange aftener.

Side 49 (Kay's regnskaber):

Angsøgningen blev behandlet i Statens Musikråd, det ansøgte beløb, 120.000 kroner til det kommende år, blev bevilget, og alle var glade. Alle - undtagen Kay, for da det gik op for ham, at han, for at tilskuddet kunne blive udløst, skulle give Statens Musikråd indsigt i Montmartre's regnskaber, stillede han sig på bagbenene.

"Mine regnskaber kommer sgu ikke dem ved. De skal ikke komme her og snuse rundt. Så vil jeg hellere undvære de pebernødder."

Og her kom det store sammenstød mellem privatkapitalisten Kay Sørensen og kulturideologen Arnvid Meyer. Det var tydeligt, at ikke alt i Kay's regnskaber tålte dagens lys, og at det var derfor han ville holde dem for sig selv. Arnvid blev rasende. Han var hæderligheden selv og følte sig gået bag ryggen af Kay.

Kay var ligeglad. "Vi kan sagtens klare os uden negerhandleren. Du kan sgu da selv købe de musikere ind, vi har brug for."


Side 159 (Hotel Adlon og "Granatchokket"):

Hotel Adlon lå i samme bygning som Montmartre og havde en meget smal indgang inde i porten, overfor indgangen til Timme's Club. Receptionen var ca. 4 gange 4 meter og husede en skranke med en telefon, hvor receptionisten sad, et nøglebrædt på væggen samt et sofabord og to lænestole med et ubehageligt plasticbetræk som gjorde, at man langsomt gled af stolene, hvis man slappede for meget af, samt et vindue ud mod Nørregade. Der kunne maks. stå fire-fem personer i receptionen samtidig. Dette betød naturligvis, at gæstende orkestre over kvartetter måtte sluses ind i hold.

En trappe førte fra receptionen op til en elevator med plads til højst tre personer. Der var tre etager med værelser i tre kategorier. Små enkeltværelser med en seng og et lille badeværelse, placeret med et lile vindue ud mod gården. Lidt større værelser med dobbeltseng, et lidt større badeværelse samt vindue mod Nørregade. Og så de tre store værelser, med kæmpeseng, badeværelse med kar, samt i værelserne 307 og 407 en sauna. Noget af et særsyn i 1976.

Hotelmutter var en stramtandet dame, fru Grethe Bladh, der kørte hotellet, som var det et hjem for uvorne drenge - hvilket det indimellem godt kunne minde om. Der var check på sagerne, og hendes særlige skrift lignede noget fra trediverne.

Og så var der natportieren "Granatchokket". Han havde tidligere arbejdet på en større københavnsk restaurant som opmåler, d.v.s. at han efter hver arbejdsdag talte dagens salg af drikkevarer op ved at måle hvad der var tilbage i flaskerne. Så han havde vel gennem årene tømt et anseligt antal sjatter. Han gik helt i panik, hvis musikere ankom sent og skulle tjekke ind på hans vagt. Granatchokket sad som regel i lænestolen ved vinduet og sov med hånden under kinden og panden lænet mod vinduesglasset. Natdiskoteksgæsterne havde meget moro af at banke kraftigt på ruden for at få ham til at fare sammen. Men Kay nænnede ikke at fyre ham, så han havde fast job, indtil Hotel Adlon lukkede i 1984.

Side 179 (Natdiskoteket):

Kay sagde det ligeud: "Hvorfor fa'en skal jeg betale de sugelabber penge for at stå og øve på scenen hele natten? Og jeg sælger ikke en skid."

I løbet af foråret 1977 havde Kay fået nok. Den levende natmusik blev nedlagt, og jeg måtte ringe rundt til de håbefulde bands, der var blevet booket, og bede dem blive hjemme. Kay var utilfreds med, at natbevillingen, en god og plukkeklar indtjeningsmulighed, der med minimale udgifter til tjenere kunne være en ren pengemaskine, hvis der vel at mærke var "kød på hylderne", ikke fungerede efter hensigten. Ydermere hang natbevillinger ikke på træerne, og det var nedslående med det tomme lokale weekend efter weekend.

Så da jeg i forsommeren 1977 foreslog, at jeg da kunne tage min hårdt prøvede B&O grammofon og en stak plader med, og spille noget musik efter koncerterne fredag og lørdag, syntes han, det var en god idé. For mig var det helt OK, jeg var jo alligevel aldrig hjemme og ville da hellere høre mine yndlingsplader på et stort anlæg end på mit eget sammenflikkede derhjemme i ungkarlehyblen.

Side 188 (Natbevillingen):

Natdiskoteket var Montmartre's livline. I løbet af fire en halv time hver fredag og lørdag nat gik et sted mellem 400 og 800 unge mennesker ind ad døren. Hver af dem betalte entré og drak 2-3 genstande i baren. Det betød at Montmartre fra efteråret 1977 kunne klare sig uden nogen form for økonomisk tilskud.

Side 239 (Salg af Montmartre i 1988):

Der kom flere interessante, mere eller mindre relevante købere på banen. Nogle af de nyrige fra popbranchen og et par ejendomsmæglere bød ind, men løb forskrækkede væk, da de så prisen. Feltet snævredes ind, og i marts blev det bekendtgjort, at en københavnsk restauratørfamilie overtog Montmartre den 14. april 1989. Købssummen lå et sted mellem fem og seks millioner kroner. Dertil kom salget af bussen, båden og hvad der ellers var Kay's personlige ejendom.

Side 240 (de nye ejere):

Kay var væk. Montmartre var solgt. Ingen af os kendte noget til de nye ejere, ud over at de havde tjent en hulens masse penge på drift og salg af restauranter og værtshuse, så på den måde var deres baggrund ikke så forskellig fra Kay Sørensen's. Tina (Brage) havde besluttet sig for at stoppe med øjeblikkelig varsel. Det kom som en stor overraskelse for mig. Jeg havde troet og håbet på, at det sammenhold, der var vokset frem efter Kay's død, havde givet hende mod på at køre videre. også efter ejerskiftet. Men Tina havde allerede fået job i Norge, og ville lukke sin skuffe og drage nordpå den 1. maj 1989.

Det første møde med Montmartre's nye ejere fandt sted 11. april 1989. Den nye ejer, Eli Pries, lyttede venligt og opmærksomt. Hans kendskab til musik var tydeligt begrænset, men det var vi jo vant til. På trods af Tina's uventede stop følte jeg mig opstemt efter dette første møde. Vi gik tilbage til kontoret, ivrigt diskuterende fremtiden og mulighederne for at genoptage Montmartre's udvikling. Jeg var lettet over, at det så ud til, at vi kunne køre videre som hidtil. Lars (Thorborg) stillede sig anderledes tvivlende.

Det skulle snart vise sig, at jeg var håbløst naiv, mens mine kolleger havde analyseret situationen helt rigtigt.

 

Her følger en lang redegørelse om vanskelighederne med de nye ejere.
Det springer vi over og går til kapitlets slutning:

 

De tanker der fløj rundt i hovedet på cykelturen hjem, skal jeg aldrig glemme. Her opsummerede jeg tolv et halvt års fordybelse i Verdens Bedste Job. Jeg så mig selv som den grønskolling jeg var i december 1976. Jeg mærkede igen suget i maven, da Kay ansatte mig natten efter Tania Maria-koncerten. Jeg tænkte tilbage på alle de musikere jeg havde mødt, på de tusindvis af koncerter jeg havde hørt, og på de hundredtusindvis af publikummer der havde delt oplevelserne med mig. På cykelturen fra Nørregade til Røde Mellemvej så jeg tilbage på tolv år og syv måneder i verdens bedste job.

Det der var sket, var et uundgåeligt resultat af Kay's pludselige og alt for tidlige død. Han og jeg havde, som de jazzmæssige gøgeunger vi var, været de rette folk på det rette sted på det rette tidspunkt. Mod alle odds, og med hjælp fra mange andre, lykkedes Montmartre's overgang fra et lettere sekterisk jazzmekka til et multifunktionelt spillested, der henvendte sig til alle musikinteresserede; vel at mærke med den respekt for musikken, for musikerne og for publikum, der var blevet grundlagt i Store Regnegade, som ledesnor.

Og selvom jeg vidste, at mit personlige Montmartre-eventyr nu var afsluttet, var jeg både taknemmelig og stolt. Taknemmelig for, at jeg blev en del af den epoke, og stolt over de resultater, jeg var med til at skabe.

Og det er jeg sådan set stadig.

- Niels Christensen

+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

 

LINKS

Montmartre gennem tiderne

Store Regnegade jazztour-retur

COPENHAGEN the jazzz

By af Jazz

Montmartre (Wikipedia)

 

 


 

 

Har du oplysninger, rettelser eller kommentarer til denne side, så skriv til:

Venlig hilsen
Kurt Starlit

 

Musik Index

Til forsiden