Jazzpigerne

 


 

Over hele landet har piger brugt vinterferien på at mødes og spille jazzmusik. Otte ud af ti rytmiske musikere i Danmark er drenge. Det skal der laves om på.

 

Af René Gummer

 

I en baggård på Vesterbro i København, helt oppe i et lokale på fjerde sal, sidder 13 piger i alderen 10-15 år og øver sig på at spille en sang, som ingen af dem kendte bare en uge tidligere. De fleste spiller på et instrument, de ikke har prøvet at spille på før, men alle giver den fuld gas. I eftermiddag skal de nemlig spille nummeret live under en koncert for forældre og venner.

Pigerne er her, fordi de har meldt sig til JazzCamp for piger. Det er et projekt, der kører på tredje år for at få flere piger til at spille et instrument. Måske er det ikke noget, du går og tænker over til daglig, men næsten otte ud af ti rytmiske musikere er mænd eller drenge. Når pigerne endelig er med på scenen, er det som regel som sangere - de spiller sjældent et instrument.

Det vil man gerne lave om på. Derfor har organisationen JazzDanmark og Copenhagen Jazz Festival inviteret unge piger til at prøve at spille jazz i vinterferien. Projektet kører 12 steder over hele landet, og i alt har omkring 170 piger meldt sig til gennem deres skoler eller musikskoler.

 

Tilsæt jazzkrydderi
Tikki Hasselriis er en af dem, der underviser pigerne på Vesterbro. Hun studerer selv musik og synger og spiller guitar i duoen Talpa Tiva.

"Vi havde rigtig mange ideer til, hvad man kunne lave på sådan en camp. Bygge egne instrumenter, optage lyd under vand, lave hovedtelefon-koncert og den slags. Men pigerne ville hellere spille nogle sange, som de godt kunne lide," siger Tikki Hasselriis.

"Så det er det, vi gør. Vi har delt det op sådan, at vi har det store fællesband, som har øvet den sang, vi holder koncert for familierne med i eftermiddag. Og resten af tiden er pigerne ude i øvelokalerne i tre bands, der hver især har fundet en sang, som de gerne ville lave en jazzversion af."

For de fleste af pigerne er jazzmusik sådan noget, som deres forældre hører. Men de kan godt lide stilarten, for den er stille og rolig. Nogle af dem har aldrig spillet et instrument før, men de fleste har gået til for eksempel klaver eller guitar.

"Der er bare nødt til at være andre instrumenter end klaver, når man spiller i et band. Derfor spiller mange af pigerne på et instrument, de aldrig har prøvet før, for eksempel bas eller guitar," fortæller Tikki.

Pigerne har selv fået lov til at vælge, hvilke sange de vil spille.

"Det er måske ikke de mest jazzede numre i verden. Det er popmusik, men det er jo det, pigerne kender og lytter til," siger Tikki. Men så må man tilsætte popmusikken lidt jazzkrydderi:

"Så har vi forsøgt at jazze numrene lidt op, så det ender som deres egne versioner. Det er kun fællesnummeret,Fables, der egentlig kan kaldes jazz," forklarer læreren. "Det vigtigste er jo ikke, at der bliver spillet jazz, men at få nogle flere piger til at komme ud og prøve at spille et instrument sammen med andre."

 

Alle sange kan laves om
I værelse 43 er en af grupperne ved at øve sangen "Love Yourself" med Justin Bieber. Pigerne står over for hinanden med hvert sit nodestativ, så de kan se hinanden, mens de spiller. Bandet består af fire piger. Liva spiller saxofon, og Ann-Sophie sidder ved klaveret. Så er der Laura på violin og Hanne på guitar. Hun går ellers til klaver, men hun fik lyst til at prøve et andet instrument af.

"Ann-Sophie spiller jo også klaver, og der manglede guitar på nummeret. Det er sjovt at prøve et nyt instrument, det er som at starte helt forfra igen," siger Hanne.

Pigerne er blevet enige om Justin Bieber-sangen, fordi de alle sammen kender den, og fordi den ikke er så svær. Men det lyder slet ikke som popstjernens egen version.

"Vi spiller på helt andre instrumenter, og det har givet sangen en helt anden feeling," siger Ann-Sophie.

"Det er blevet meget mere som jazz, både fordi vi har en saxofon med, og fordi der ikke er nogen, der synger ..." forklarer Laura. De har ingen forsanger i bandet, i stedet fører Laura an med sit violinspil. "Vi har printet noderne ud fra nettet. Og så har vi justeret lidt i dem. Tikki har hjulpet os med at lave noderne til saxofonen, for dem kunne vi ikke finde på nettet. De ligger et andet sted på nodelinjerne end klaver og violin," forklarer Liva.

Pigerne er enige om, at man begynder at se lidt anderledes på sangene fra radioen, når man spiller dem på den her måde. "Alle sange kan pludselig laves om," siger Hanne. "Hvordan det kommer til at lyde, afhænger af dem, der spiller, og hvad de spiller på."

 

Ingen drenge
I næste lokale sidder Andrea, Wilma, Naja og Kristina. De kommer alle sammen fra København, men ingen af dem har spillet med hinanden før. Andrea er den yngste, hun er 10 år og spiller trommer og synger. Det er Wilma på 15, der har stemt for, at de skulle lave en version af bandet Coldplays sang "Adventure Of A Lifetime".

"Det er en fed sang og et svært projekt at få den lavet om til en jazzsang. Men derfor er det også udfordrende," siger hun. Wilma spiller guitar og øver også med en gruppe til hverdag.

"Vi fortsætter nok ikke med det her band bagefter," siger hun. "Men det er en fed oplevelse at prøve at være med i et band, der spiller det, man godt kan lide."

Naja har ikke rigtig spillet på noget instrument før, men hun syntes, det lød spændende med JazzCamp, da hendes mor fortalte om det, og så meldte hun sig til:

"Jeg spiller bas, og det er vildt spændende at prøve at spille på et instrument. Også at prøve at være med i et band," siger Naja.

Pigerne er ret glade for at prøve at spille i et band, der kun består af piger. Fra klaveret fortæller Kristina:

"Jeg vil da gerne på et tidspunkt prøve at være med i band, hvor der er drenge med. Men nogle gange er det bare lidt lettere, hvis man kun er piger," siger hun. "Det er vel også nemmere for drengene kun at være drenge i et band, tænker jeg." Guitaristen Wilma er ikke helt enig.

"Det kunne da være fedt, hvis der var drenge med på de her camps. Man kan jo forskellige ting. Drengene spiller meget mere trommer, bas eller guitar, og de har også en anden slags stemmer og er lidt vildere, når de spiller."

10-årige Andrea bryder ind:

"Jeg synes ikke, at der er flere drenge, der spiller musik. Pigerne spiller bare på noget andet. Som regel på klaver, eller også synger de," siger hun.

De fire piger er dog enige om, at der er mange flere drengebands, hvis man kigger rundt omkring i verden.

"Der er ikke særlig mange pigegrupper, hvor alle spiller på et instrument. Men det er måske netop, fordi de fleste piger spiller klaver eller synger," forklarer Wilma.

 

Mangel på rollemodeller
Musiklæreren Tikki mener, at der virkelig mangler kvindelige rollemodeller inden for musikken: Kvinder der spiller på et instrument. Nogle, som pigerne kan se op til og blive inspireret af.

"Der er masser af berømte sangerinder, og det er jo nok netop derfor, så mange piger vælger at begynde at synge i stedet for at spille for eksempel trompet eller bas," siger Tikki. Det håber hun vil ændre sig i fremtiden, og jazzcampen er et skridt i den rigtige retning, synes hun.

"Pigerne elsker det, og de er ikke bange for at prøve noget nyt. De vil bare spille, og så kan det aldrig ende helt galt."

 

www.weekendavisen.dk
2016.Uge 8

 

 

LiNKS

Jazz Camp for piger

 

Jazz (forsøg på definition)

 

Musik Index

 

Forsiden