Date: 2017.April.05
From: Finn Petersen
To: CykelKurt
Subject: Sundbyvester Skole

Hej Kurt,

Vi har gået på skolen på samme tid, 1951-60.

Jeg er født i 1944, så jeg har 3 år mere på taxametret.

Jeg havde Heidemann som klasselærer de første 5 år og som jeg husker det, blev han kort efter ansat et sted som skolepsykolog.

Jeg husker sløjd- og sanglærer Svend Dalby Nielsen, Hemming Hartmann Petersen og fru Hartmann, som var Hemmings mor.

Så var der selvfølgelig min klasselærer fra mellemskolen, Richard Hansen, som jeg havde til fysik og matematik.

Jeg gik i skolens første klasse, hvor drenge og piger gik sammen. Det var udmærket, men gav nogle pudsige situationer omkring skole gårdene i frikvartererne, for man måtte ikke være i området ved gennemgangen, og det skete at vi skulle kommunikere et eller andet.

Ligeledes så var det kun halvdelen som var klar i klasselokalet efter frikvarteret, fordi pigerne eller drengene var blevet straffet på vej op.

Efter skolen har jeg stået i lære hos Philips i årene 1961 til 65.

Det var indlægget fra Wagn Wedell (2009.Juni.24), som fik mig til at tænke på, at jeg engang så et kæmpe bål en aften fra Sundholmsvej i behørig afstand (det gav sig selv p.g.a. politiet). Jeg er meget usikker på årstallet, for jeg har ingen andre begivenheder at koble det på.

Jeg mener ikke at der var andre trælaster end den på Skotlands Plads, Hammer & Søm og så den på hjørnet af Grønjordsvej.

Muligvis var der en anden på modsatte hjørne, Peder Lykkes vej, måske var der bare lager der.

Jeg husker godt at Hammer & Søm brændte 2 gange, men det var langt senere end Skotlands Plads.

Der var godt nok flere små udsalgssteder, f.eks. bag Ølandshus og bag Singer Symaskiner på Amagerbrogade.

Derimod er jeg rimelig sikker på at der aldrig var nogen for enden af Gullandsgade eller i det nabolag.

Jeg har mange gange krydset fra Hallandsgade til Rågårdsminde på Englandsvej gennem nævnte område i slutningen af halvtredserne.

Jeg vil derfor mene, at omtalte brand i en tømmerhandel var på Skotlands Plads - ca. 1955-56.

Jeg har læst meget af din livsberetning, og det kan godt være at du mener det er lidt rodet; men du har sandelig også "oplevet" meget.

Din hukommelse må også være en del bedre end min nogensinde har været, for jeg kan ikke huske så meget fra min skoletid. Om det skyldes at jeg var rimelig tilfreds med at gå i skole, ved jeg ikke.

Det blev til en længere korrespondance, bare fordi jeg ville korrigere oplysningen om branden og tømmerhandlens placering.

Venlig hilsen
Finn Petersen

 

 

CykelKurt's Historie

Front Page