Date: 2021.Jan.26
From: Søren Dalsgaard
To: CykelKurt
Subject: Leuchsenring ("Lux")

Hej CykelKurt,

Jeg var nabo til Kurt Leuchsenring i Vestervang i Århus i årene efter årtusindskiftet. Snakkede meget med ham om hans soldatertid, hvilket jeg fandt vanvittigt interessant (jeg er uddannet historiker). Jeg lavede en film, mens jeg snakkede med ham i hans lejlighed i 2012. Det er blot nogle minutters snak om hans soldatertid.

Du havde tidligere en side om ham, hvor du fortalte at han var din tysklærer, men nu kan jeg kun finde siden om Helmuth Leuchsenring.

Jeg går ud fra, at du kender dette fotogalleri - og har set diasbillederne fra "Lux"?

Jeg var og er en smule bitter over, at Leuchsenring ikke havde lyst til at fortælle sin historie til en historiebog. "Jeg var bare en almindelig soldat lige som alle de andre, min historie var ikke noget særligt" fastholdt han, og var ikke til at bide eller stikke i.

Jeg kender Thomas Harder vældigt godt, vi arbejder sammen om en bog for tiden, og han kunne godt have skrevet om Leuchsenring, men det kom jo desværre ikke på tale.

Da jeg sidst mødte ham i 2012 var han over 90. Men trænede på "gå-maskine" i køkkenet efter et hoftebrud. Jernhård gut.

Jeg har fået kontakt til hans niece Caroline Schoch Laursen, så også tak for det. - KL døde i 2014, fortalte hun.

Leuchsenring, som jeg kendte ham (aldrig "Kurt") var et spændende bekendtskab. Hver gang jeg sagde til ham, at hans historie burde fortælles, fremført han imidlertid at den ikke var noget særligt, "millioner havde oplevet det saamme som ham"... Men det passede jo ikke, ihvertfald ikke efter årtusindskiftet, da jeg mødte ham. Han identificerede sig da stadig med frontkæmperne: "Ved Stalingrad gik det galt for os"...

Men han hadede de tyskere der myrdede civile bag fronten (i forbindelse med den såkaldte "partisanbekæmpelse"), og sagde, at det var dem der ødelagde det for de "ordentlige" tyske soldater på fronten. Frontsoldaterne var for ham på en eller anden måde stadig dem, der kæmpede den gode kamp. Han var ikke ureflekterende, og han var absolut ikke nazist, men han opfattede USSR som europæisk civilisations fjende, og den opfattelse tror jeg holdt hos ham, ja vel helt til USSRs fald. Han var også meget kritisk overfor venstrefløjen: jeg kan huske hvordan han omtalte Nicolas Wammen som en nullitet, da han var borgmesterkandidat i Århus.

Det var sjovt at finde din beretning om tiden, hvor han var tysklærer i 50'erne i Hellebæk: Mærkværdigt, at KL havde sympati for Sovjet? Det forstår jeg ikke helt, givet hans forhistorie, men man kan jo udvikle sig... Hvordan forklarer du det?

Under alle omstændigheder var det ikke mange der var på Østfronten fra 22. juli 1941 til sammenbruddet i 1945, derefter i krigsfangenskab til 1950. På Google Maps får man et indtryk af, hvor langt KL var væk, i noget der lignede Gulag Øhavet. Stedet hedder "Segezha".

Leuchsenrings første postering, som han nævner i filmen: 30. infanteri-division (Schleswig), 26. infanteriregiment (Flensburg).

Infanteri-regiment 26 (mest for militærinteresserede).

Jeg vil være meget interesseret i, at høre hvad du føler ved at se filmen, og hvad dit indtryk er af "den gamle" KL. Jeg havde ikke planlagt at filme, og den var kun ment til "eget brug". Derfor starter og slutter den også helt brat.

Det ville være fantastisk hvis familien eller andre har bevaret materiale fra KL. - Helt ekstraordinært ville det jo være med eventuelle beretninger fra KL's hånd om hans liv i krig og fred. Breve, dagbøger, billedmateriale o. lign... Eller måske fra hans brødre. Broderen Helmuths historie er jo også ekstraordinær! Fra jetpilot til bibliotekar. Utroligt.

M.v.h.
Søren Dalsgaard
(Tolk i Brussel)

 

 

+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

 

 

Hej Søren,
tak for alt materiale, det er altid spændende at høre, hvordan andre har oplevet Lux.

Ang. det militære, så tog Lux - ligesom de fleste tyske MILITÆRE ledere - afstand fra at straffe den civile del af befolkningen. F.eks. blev der i Danmark gjort store anstrengelser for at fraråde Dr. Werner Best at bombe København. Det var uetisk og desuden var hæren slet ikke uddannet til den slags.

Hans varme følelser for Sovjet tror jeg også kan forklares med, hvad han selv havde oplevet - hvordan den jævne befolkning havde delt deres sparsomme rationer med de tyske (tilfangetagne) soldater. De fleste tyske soldater døde i sovjetisk fangenskab, men Lux har altså været heldig at overleve. Husker at han fortalte om rejsen tilbage til resterne af det tredie rige efter et antal år i sovjetisk fangenskab. Det foregik på åbne godsvogne uden komfort af nogen art, men Lux og hans tyske kolleger har sikkert været lettede over, at de i det hele taget overlevede krigen og kom retur til Das Vaterland. Så skal man ikke klage.

Jeg har skrevet lidt om Lux på websiden om kostskoletiden, det er muligvis her du har læst om ham: DKO, Det kgl. Opfostringshus.

Ole Schelde kender jeg kun som journalisten bag artiklen om de tre Lux brødre. Artiklen fandt jeg i Berlingske Tidende engang i 1992.

Lux luftede ofte en overklasse indstilling til pøbelen, "BEfolkningen" (med tryk på BE for at understrege foragten) som han kaldte socialdemokrater og andre intellektuelt underordnede, når og hvis de forsøgte at uddanne og forbedre BEfolkningens vilkår. Demokrati var jo for sådan nogle som Lux, ikke for pøbelen som han foragtede, og som rettelig burde fratages stemmeretten - de forstod jo alligevel ikke at bruge den.

Sådan noget som pigtrådsmusik var også kun for pøbelen og burde forbydes, men han blev alligevel blød i stellet en dag, da han hørte en strygerkvartet (på plade) spille Beatles-numre. "Sådan skal det gøres", forklarede han.

Lux var skadet af krigen, det vidste vi godt, og frygtede af samme årsag hans fysiske eksplosioner som kom uventet og pludseligt, når en eller anden elev sagde det forkerte på det rigtige tidspunkt - eller omvendt. Han havde tydeligvis svært ved at styre sine aggressioner og egne oplevelser fra krigen - i fritid såvel som skoletid.

På den ande side var han den eneste lærer som turde snakke ufiltreret om politik. Dansk politik havde hans dybeste foragt, den var jo domineret af de underlødige socialdemokrater, men også vesttysk og amerikansk politik fik en ladning dynamit med på vejen. Konrad Adenauer, Franz Josef Strauss og "Otto Bundesbürger" (den tyske bedsteborger) var hadeobjekter på samme måde som de tyggegummignaskende yankees fra Guds eget land.

På det pædagogiske plan var Lux håbløs, forstod vist aldrig at vi kostskoledrenge kom fra økonomisk svage hjem som hang i laser på grund af druk, skilsmisse, sygdom og andre ulyksaligheder. Det var den militære disciplin som betød noget for Lux, der tydeligvis troede på prygl som midlet mod al uorden.

Heldigvis havde han en sød kone (har desværre glemt navnet), som gjorde en behjertet indsats for at bløde fronterne op. Hun inviterede ofte elever ind i parrets private lejlighed, hvor den stod på kaffe & kage OG meningsfyldt samtale. Hun ville gerne høre om vore sorger og bekymringer, hvor Lux - når det kom til de bløde emner - uden tvivl var på udebane.

En sammensat figur!

Stor hilsen og tak
Kurt Starlit
aka CykelKurt
www.cykelkurt.com

 

 

+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

 

 

Post Index

 

Front Page