Kristeligt Dagblad, 2000.Sept.04
Fredshåb for Korsika
Af Birthe Pedersen
Fransk ministers tilbagetræden baner måske vejen for et kompromis mellem løsrivelse og central styring.
Det er måske 25 års konflikt mellem Paris og Korsika, som fandt sin afslutning med tilbagetrækningen af den franske indenrigsminister Jean-Pierre Chevènement i sidste uge. Indenrigsministeren har forladt den socialistiske regering i protest mod en aftale om udstrakt selvstyre, som premierminister Lionel Jospin har forhandlet på plads med øens nationalistpartier, delvis uden om indenrigsministeren.
Den såkaldte Matignon-aftale - efter statsministeriet hvor forhandlingerne fandt sted - giver Korsikas regionsråd, Assemblée de Corse, adgang til at lovgive om især egnsudvikling, kultur- og undervisningsspørgsmål. Dette selvstyre med overførsel af en del af den lovgivende magt fra Paris til Korsika, som efter alt at dømme forudsætter en grundlovsændring, skal sætte en stopper for det voldsklima med attentater og politiske mord, som har hærget Middelhavsøen i 25 år.
For øens nationalister og separatister, i hvert fald de moderate af dem, er selvstyreordningen, som skal træde endelig i kraft i 2004, et acceptabelt alternativ til total løsrivelse, som de radikale terrorgrupper har krævet. For modstanderne er aftalen et frontalangreb på Frankrigs nationale enhed og begyndelsen til lignende krav fra andre separatistbevægelser i Bretagne og Baskerlandet.
"Vi er bukket under for nationalisternes afpresning med bombsprængninger og trusler om nye attentater. Der er en risiko for, at denne lov meget hurtigt alene bliver udtryk for politisk-mafiøse interesser", sagde daværende indenrigsminister Jean-Pierre Chevènement i juli, da han gjorde det klart, at han ikke ønskede at fremstætte lovforslaget om Korsikas selvstyre og dermed signalerede sit ønske om at træde tilbage.
Strukturel vold
Beskyldningen om, at regeringen har givet efter for den vold, som især er blevet udøvet af Den Korsikanske Befrielsesfront, FLNC, er ikke helt ubegrundet. Siden FLNC's oprettelse i 1976, efter en brutal nedkæmpelse af en håndfuld korsikaneres besættelse af en vinkælder, er der blevet begået rundt regnet 10.000 bombeattentater mod statslige bygninger og turistinteresser på øen.
Alene i 1990, hvor FLNC blev splittet i rivaliserende grupper, der kæmpede ikke blot om den politiske indflydelse, men også om kontrollen over det lokale narkosalg og spillebulerne, blev 20 mennesker dræbt. Den politiske vold kulminerede med drabet på den franske præfekt Claude Erignac i februar 1998. Herefter fik hans efterfølger til opave at genoprette retsstaten og komme lovløsheden til livs. Resultatet blev katastrofalt. Den nye præfekt og det lokale politi blev indblandet i nedbrændingen af en ulovlig strandrestaurant.
Indenrigsminister Jean-Pierre Chevènement's lov-og-orden politik havde spillet fallit, mener Claude Olivesi, professor i statskundskab ved Korsikas Universitet:
"Efter lov-og-orden-politikken har regeringen for første gang forsøgt at finde en løsning, der kan standse den vold, som er en strukturel del af det korsikanske problem. Det kan man måske godt kalde, at give efter for volden. Men det er en kortsigtet fortolkning. Volden er ikke ny. Den har eksiseret i 25 år. Men ønsket om selvstyre eksisterer også. Ellers havde hver fjerde korsikaner ikke stemt på nationalistpartierne ved sidste lokalvalg."
Den franske syge
Konflikten mellem Jean-Pierre Chevènement og premierminister Lionel Jospin gik dels på spørgsmålet om, hvorvidt de nationalistiske organisationer, herunder terrorgruppernes politiske grene, A Cuncolta og Corsica Nazione, skulle fordømme volden forud for enhver forhandling. Det gjorde de ikke, og alligevel indledte premierministeren i december de forhandlinger, som nu er mundet ud i en aftale.
Den anden skillelinje gælder aftalens indhold og i særdeleshed det begrænsede selvstyre. Den franske republik hviler i høj grad på dogmet om den nationale enhed, som udvisker ethvert regionalt eller lokalt særpræg. Dette syn på nationen er for eksempel forklaringen på, at Frankrig har afvist at ratificere det europæiske charter om regionale sprog med henvisning til, at det opløser den nationale identitet, hvis man giver plads til lokale sprog.
Tidligere forslag om en officiel anerkendelse af "det korsikanske folk" er blevet underkendt af det franske forfatningsråd med henvisning til, at republikken ifølge den franske grundlov kun anerkender ét folk, det franske. Den nye aftale forudsætter derfor en grundlovsændring. For Jean-Pierre Chevènement og hans tilhængere er løftet om begrænset selvstyre derfor begyndelsen til et udsalg af den nationale enhed. De frygter, at andre regionale selvstændighedsgrupper, for eksempel i Bretagne og i Baskerlandet, som også har kendt til politisk vold i større eller mindre udstrækning, også vil kræve øget selvstyre.
Claude Olivesi glæder sig sammen med enkelte andre kommantatorer over, at den legendariske franske centralisme måske er på retur. En centralisme som gaullisten Alain Peyrefitte allerede i 1970'erne betegnede "den franske syge".
"Kravene fra de andre regionale enheder om en anerkendelse af deres identitet er allerede fremsat. Frankrig indledte i 1980'erne en decentraliseringsproces, som aldrig er blevet ført til ende. Vi er standset på halvvejen. Nu har vi valget mellem at gå baglæns og øge centraliseringen, hvilket er utænkeligt, eller at føre decentraliseringsprocessen til ende", siger Claude Olivesi.
Jean-Pierre Chevènements afgang har dermed ikke blot gjort det muligt at finde en løsning på det korsikanske problem. Men måske også at bryde med tabuet om den franske republiks udelelighed, som har været en tilbagevendende debat siden 1789 og den franske revolution.
Rejse Index