Paris

22/3 - 28/3 1998


foto: Dahl & Lumholt

 

Vi har været en uge i Paris!

Paris er så stor, at en uge slet ikke slår til. Alligevel nåede vi at traske sutterne flade fra den ene seværdighed til den anden. Vi stod op kl. halv syv og gik i seng ni-ti stykker om aftenen - dødtrætte.

For mit eget vedkommende var det et lidt skuffende førstehåndsindtryk, fordi det hele virker mere trist og fattigt end jeg trods alt havde regnet med. Husene ser slidte ud, står meget tæt, folk i almindelighed strutter heller ikke ligefrem af velfærd. Ikke at de ser triste ud, faktisk ser man masser af glade mennesker, men de udstråler alligevel denneher hørm af "svøm eller synk" mentalitet. Der er vist ikke megen hjælp at hente på det lokale socialkontor, hvis man skulle komme i økonomiske vanskeligheder. Men jeg ved det som sagt ikke, det er bare mit indtryk.

Vi boede på
Hotel Montmartrois, Rue de Chevalier de la Barre.
Et centralt beliggende hotel med rimelig komfort og rimelige priser. Vi skulle først og fremmest have et sted at sove, så på den baggrund fungerede det fint. Morgenmad var inkluderet i prisen, og vi var så heldige at komme i kontakt med nogle danskere, som havde været i byen en ugestid. De kendte alle fiduserne og gav dem videre til os.

De fleste mennesker i Paris er små, jeg ved godt at jeg er et godt stykke over middel, men her følte jeg mig ofte som en KÆMPE fra et andet land, ligesom Gulliver (er det ikke sådan han hedder?).

Jeg blev noget forskrækket over metroen, som er et monster hvis man ikke forstår hvad der foregår, men til gengæld er fantastisk effektiv, når man først har fattet ideen. Det er sådan set ganske enkelt, men jeg var ikke desto mindre et par dage om at fatte pointen. Grete og Junior havde selvfølgelig forlængst forstået, hvad det drejede sig om. Af samme grund havde jeg den første dag mest lyst til at tage hjem igen. Jeg følte mig simpelthen fortabt i denne kæmpeby.

Folk er fantastisk flinke og hjælpsomme, både på hotellet og ude i byen. Myten om, at franskmændene ikke vil tale engelsk er ihvertfald helt forkert. Som jeg har sagt det tidligere, så mener jeg at franskmændene med god ret kan forvente, at man i det mindste FORSØGER at tale deres sprog når man opholder sig i Paris, eftersom fransk reelt er et hovedsprog på linie med engelsk og tysk. Prøv til sammenligning at tage til London og se, hvor mange englændere, der kan (eller vil) tale fransk.

Et lille snedigt trick er, at starte med at spørge på fransk, parlez vous anglais (eller deromkring), og derefter slå over i engelsk. Eller krydre det engelske med franske ord.

Jeg havde HØST's Lommeordbog med derned, det var en god hjælp (HØST kan forresten ikke udtales på fransk: H i begyndelsen af et ord er stumt, Ø findes ikke i det franske alfabet, og ST i slutningen af et ord udtales ej heller).

Som sagt var alle meget hjælpsomme og kommer ofte af egen drift og spørger om de kan hjælpe med noget. Franskmændenes fremmedarbejdere, de sorte, komme alle fra tidligere franske kolonier og taler derfor flydende fransk, i modsætning til herhjemme, hvor vi har en halv million halenegre, som stort set ikke kan (eller vil) gøre sig forståelige.

Der var temmelig koldt de fleste af dagene dernede, omkring 10° Celsius. Desværre havde jeg kalkuleret med betydelig mere varme, og havde derfor taget forårsklunset på, så jeg gik i stedet med tre undertrøjer og gud-ved-hvad for at holde varmen. Vejret var gråt det meste af tiden, og det var uden for sæsonen, men alt i alt var det et perfekt tidspunkt at være i Paris. Grete har tidligere været dernede midt om sommeren, hvor det iflg. hende nærmest uudholdeligt p.g.a. varme, mennesker (mange franskmænd afholder deres ferie i Paris), støv, skidt og lort.

Mad og drikke kan man få alle steder til alle tider. Der er en overflod af restauranter, cafeteriaer, kaffebarer og hvad ved jeg. Ud over dagens ret (carte de jour) kan man mange steder få tre retter mad for tre personer for under 200 kr. Det fik vi prøvet mange steder, og alle steder smagte maden og vinen fortræffeligt. Min personlige favorit er løgsuppe (soupe de oignon), som jeg prøvede tre gange. Alle franskmænd spiser flute (baguette) i lange baner - det gjorde vi også. Ikke mindst når man dasker rundt i byen, er baguetten både velsmagende og praktisk, så hver morgen starter med en tur til bageren (Boulangerie).

Eiffeltårnet (Tour de Eiffel) var en stor oplevelse. Tårnet ser hyggeligt ud på et postkort, men i virkeligheden er det et monster, især når man kommer tæt på. Sådan oplevede jeg det ihvertfald. Vi turde kun tage elevatoren op til første etage (53 m), tårnet er over 300 meter højt. Fra denne første etage er der udsigt over hele Paris. Og oceaner af plads, bl.a. var der anlagt et cafeteria, hvor man kunne hygge sig og få varmet fødderne.

Der var også en biograf, hvor tårnets historie blev fortalt. Da hele konstruktionen er lavet af jern, skal det selvfølgelig vedligeholdes - males. Rundt omkring i tårnet var der hængt figurer op i legemsstørrelse, så man kan få en idé om, hvordan det er at håndmale Eiffeltårnet. Det tager over et år at male lortet fra fra ende til anden. Hvordan disse mennesker tør hænge der, som fluer på en væg uden sikkerhedsline, er mere end jeg forstår. Mens man maler, har man en kort sikkerhedsline fastspændt til tårnet (denne fastspænding har man selv foretaget), men når man derefter skal flytte sig til det næste sted (som skal males), fjerner man selv linen og bevæger sig videre. Der var filmoptagelser, som dokumenterede fremgangsmåden. Sidste gang tårnet blev malet var i 1996 og begyndelsen af '97.

Metro'en
Metroen er, som tidlgere nævnt, fantastisk effektiv, man kan komme på kryds og tværs af Paris uden at komme op på gaden en eneste gang. Det hele foregår under jorden. Man kan hernede skifte fra f.eks. et metrotog (mærket med et stort M) som kører øst-vest til et som kører nord-syd, eller endda skifte til et regionaltog (benævnt RER - Reseau Express Régional). Hvis alt dette skal kunne lade sig gøre, må det også betyde at togene kører i flere "lag" - etager. Og det er lige hvad de gør. Mange af metro-togene kørte forresten på gummihjul ligesom en lastbil. Det gjorde transporten meget stille, det piberi som er kendetegnet ved jern-mod-jern toge, høres sjældent.

Bilen
I Frankrig kører man i franske biler. Citroën, Peugeot og Renault er helt dominerende. Vi så mange Berlingo'er, en fandens masse varianter, som vist ikke kan fås herhjemme. Det samme gælder Peugeot Partner. Desuden en del Renault Kangoo, som er en variant af Berlingo'en med skydedør i siden. Trafikken i Paris er tæt, men hensynsfuld (sådan så det ihvertfald ud for mig). Man skal dog ikke af den grund slappe for meget af; en hornkoncert kan hurtigt bryde ud, hvis man dummer sig, eller bare ikke kan nosse sig sammen. Som turist skal man absolut ikke tage bilen herned, hvis man ellers ønsker at se noget. Som bilist i Paris skal man vide helt præcist, hvor man vil hen.

Parkering er et problem alle steder. En af løsningerne er, at parkere på gadehjørnet, tænde katastrofeblinket, og forlade skuden. Lastbiler og varevogne parkerer ofte ude midt i gaden, og spærrer dermed denne, med katastrofeblinket tændt. Det bliver der vist set igennem fingre med, fordi situationen er ret håbløs.

Hvis jeg må komme med et forslag, skulle det være at gøre noget ved den private trafik, som virker helt overflødig: een mand i een bil, det er simpelthen for meget i en by, som er ved at kvæles i biler. Når de offentlige trafikmidler tilmed virker så godt, som de faktisk gør, mener jeg godt at man f.eks. kunne forbyde egentlig privatkørsel i myldretiden. Cykler er der heller ikke lavet plads til (der er kun cykelstier ganske enkelte steder). Her var der også en oplagt mulighed for at få skovlen under privatbilerne.

Oppe under Triumfbuen (Arc de Triomphe) har vi stået og gyset ved synet af disse mange biler, som fra 6-8 gader uafbrudt kommer væltende ind over pladsen, uden at det tilsyneladende medfører uoverstigelige vanskeligheder - totalt kaos. Man fletter simpelthen, så selvom det ser kaotisk ud, virker det.

Museer
Vi var på flere museer, som efter min smag alle har det til fælles, at de er gammeldags, kedelige og i det hele taget utidssvarende. Et eksempel er det zoologiske museum, hvor man går fra det ene kedelige glasskab til det næste, hvori knogler i lange baner er udstillet. Ingen forklarende tekster, kun et fransk og et latinsk navn. Denne udstillingsform gik Zoologisk Museum i København væk fra allerede i halvfjerdserne, fordi man havde indset at det var døden. Og ihvertfald ikke egnet til at bringe gæsteantallet op.

Den eneste udstilling, som (stadig efter mine smagsbegreber) var virkelig spændende, var Musée de l'Armée (Militærmuseet, en del af Hotel des Invalides), hvor der blandt meget andet var en udstilling om anden verdenskrig (set fra en fransk synsvinkel, naturligvis). Et filmklip viser f.eks. Hitler, da han i 1940 (tror jeg det var) lader sig transportere op ad Champs-Elysées. Man ser triumfbuen i baggrunden og de tyske tropper, som marcherer derudad. Bortset fra disse tyske enheder er gaden mennesketom. Det er sgu en flot fransk moddemonstration. Godt at den er dokumenteret. Man ser også Der Führer stå oppe på selve triumfbuen (her var Junior og jeg også oppe) og kigge ud over sin nyerhvervede by. Der er masser af filmklip fra kampene om Paris (især fra '45); i det hele taget kan man ikke undgå at få betydelig respekt for den franske befolkning i almindelighed, og modstandsbevægelsen i særdeleshed, når man ser disse filmklip.

Vi har selvfølgelig set de fleste af de steder man skal se, f.eks.

- Arc de Triomphe (Triumfbuen)
(faktisk er der tre triumfbuer: den lille, den store, og det nye firkantede skrummel af ham danskeren von Sprechelsen dingel-dangel),

- Sacre-Coeur ("Hellig Hjerte", kirken vi boede tæt ved),

- Hotel de Ville (Rådhuset),

- Notre Dame (Vor Frue),

- Le Jardin de Luxembourg (Luxemburghaven),

- Place de la Concorde (Concordepladsen),

- Moulin Rouge ("Røde Mølle")
(et musik/dansested i den mindre respektable del af byen med frække damer og alt sådan noget. Stedet blev gjort kendt omkring århundredskiftet af maleren Tolouse Lutrec, ham med can-can malerier og den slags. Der er for mange år siden skrevet en bog om hans liv, som også hedder "Moulin Rouge"),

- Palais de Elysée (Elysée palæet, præsidentens palads),

- Bois de Bolougne (Bologneskoven, a la Dyrehaven),

- Hotel des Invalides (plejehjem for krigsinvalider),

- Dome des Invalides (Kuppelkirken med Napoleons grav) og

- Le Louvre.

Vi var ikke indenfor på Louvre, fordi det kræver en hel dag, hvis man skal se det hele. Det siges at man, hvis man dvæler et minut ved hvert billede i Louvre, vil være fire måneder om at bese hele bullesjasen. Det står Junior vist ikke model til, så Mona Lisa må vente til næste gang!

Liberte, Egalite, Fraternite - frihed, lighed og broderskab
Sådan står der på alle offentlige bygninger i Paris. Det er slagord, der stammer tilbage fra revolutionen i sytten-hundrede-hvidkål. Om det er mere end tomme fraser, er et spørgsmål som jeg ikke kan besvare. Ihvertfald virkede det ikke, som om der i det franske samfund er særlig meget af nogen af delene. Og da slet ikke sammenlignet med de nordiske lande.

Jeg læste fornylig i en (dansk) bog om Paris, at de franske magthavere til alle tider har haft et behov for at demonstrere, at Paris er magtens (og verdens?) centrum. Derfor bliver der med jævne mellemrum bygget prestigeprojekter, hvor der ikke tages smålige hensyn til pris, eller hvad den jævne borger iøvrigt måtte mene om projektet. Det lyder desværre meget sandsynligt.

Der er ihvertfald en skærende kontrast imellem disse byggerier, og så det lort den almindelige befolkning må tage til takke med. Jeg ved ikke hvordan Pariserne selv ser på sagen, men i mine øjne er der er en afgrund imellem de "almindelige" menneskers levevilkår, og så dem der har noget at skulle have sagt.

Gaden, vi boede i, hed Rue de Chevalier de la Barre, og er den samme gade som den, hvori den kendte kirke Le Sacre-Coeur ligger. Kirken ligger på toppen af en ca. 100m høj bakke, "Butte de Montmartre" (butte = lille høj), hvorfra der er udsigt over hele Paris. Vi boede med andre ord centralt.

Metrostationen, som vi hver dag dinglede ned til, hed Chateau Rouge (Røde Slot). Mange metrostationer har i det hele taget nogle obskure navne, som ofte ikke har nogetsomhelst at gøre med det kvarter, hvori de er placeret. For eksempel hedder en af dem Stalingrad.

Apropos Sacre-Coeur, så har jeg også set den stavet Sacre-Cæur. I det hele taget synes det danske æ at indgå i mange franske ord. I operahuset (Opera Garnier) stod der HÆNDEL under Händel's statue, men så vidt jeg ved, findes dette bogstav slet ikke i det franske alfabet. Også aviserne bruger æ'et i deres artikler.

-------------------------------------

Forklaringen må være, at a og e er sammentrukket så det ligner et æ. Jeg har talt med flere franskkyndige siden turen i '97, og de siger samstemmende at æ'et IKKE findes i det franske alfabet.
2002.juli.30

-------------------------------------

Oppe på "butten", i kvarteret omkring kirken, var der mange kunstmalere og andre subjekter, som forsøgte at presse grunker ud af turisterne. En, som i særlig grad gjorde indtryk på mig, var en 2m høj ranglet personage, som var udklædt som en mellemting mellem en vagabond og H.C.Andersen. Han stod (som så mange af de andre) bomstille i timevis, kommunikerede med de forbipasserende udelukkende v.h.a. ansigtsmimik og hoveddrejninger (han var sminket), som til gengæld var yderst effektiv. Senere så vi ham sidde inde i et nærliggende værtshus og klæde om; nu lignede han bare en genert ung mand, som forsøgte at klare dagen og vejen.

Fransk som hverdagssprog
Det var en oplevelse, at opleve fransk som hverdagssprog og ikke bare som et "pyntesprog" fra eksotiske film og bøger. Da vi var i Wallonien (Belgien) for nogle år siden, fik jeg for første gang smag for det franske. Nu fik vi smagt den ægte vare, råt for usødet.

Rengøring af Paris gader er et show som ingen ende vil tage. Hver morgen åbner de grønklædte mænd (La renovation de Paris, tror jeg der står på bilerne) for vandhanerne, som er indlagt overalt i fortovene. Vandet flyder i stride strømme, og lortet flyder med. Fortove bliver spulet og skraldespande bliver tømt. Det virker som om de grønklædte er i drift døgnet rundt. Også bilerne er grønne. Alle steder i Paris ser man disse rengøringsdamer og -mænd, som kører rundt i alle typer køretøjer på veje og fortove, alt sammen med det ene formål, at holde Paris ren. Imponerende.

Euro-Disney
Når man har børn, kan man ikke tage til Paris, uden at tage til Euro-Disney. Det kan dog slet ikke måle sig med Disneyworld i Florida, som er ca. tre gange så stort og fem gange så spændende. Groft sagt indeholder Euro-Disney kun det, som i Orlando findes i MAGIC KINGDOM, og endda kun dele af det. Jeg kiggede f.eks. forgæves efter Jungle Cruise, som (efter min mening) var (er) et af højdepunkterne i MK.

MGM (med bl.a. The Great Movie Ride og Catastrophe Canyon) og EPCOT (Spaceship Earth m.m.) var der slet ikke noget af. Groft sagt er to trediedele af Disneyworld Florida dermed bortamputeret. Jeg var derfor ikke særlig imponeret, selv om der selvfølgelig var ting, som gjorde et vist indtryk, f.eks. Ghostly Manor, et spøgelseshus, hvori man bliver ført igennem mange faser af den afdøde grevinde's liv, mens den ene hårrejsende episode efter den anden udspilles for øjnene af én.

Personalet i Florida, som var et aktiv i sig selv, virkede i Euro-Disney temmelig slatne og ligeglade. Magien - det umålelige, som gør parken til mere end bare et forlystelsessted - manglede. Men man siger jo, at børnene elsker stedet, og Junior var ingen undtagelse, så jeg må hellere trække snuden ind, og overlade dommen til det publikum, som parken først og fremmest henvender sig til: børnene.

Tyveri i Metroen
Da vi for sidste gang skulle tage metro'en til lufthavnen, og havde løst billetter, fik vi stiftet bekendtskab med de parisiske lommetyve. Denne lørdag var der selvfølgelig kontrol i alle tog, så da Grete skulle hive pungen med billetter op af lommen, for at fremvise disse, var alt væk - 200 frank plus billetter. Heldigvis indeholdt pungen ingen personlige papirer eller andet. Så når det skulle gå galt, kunne tidspunktet vel egentlig ikke være bedre valgt. Alle kontrollører var meget forstående, så vi fik listet os på tåspidser ud til lufthavnen med hovedet nede mellem skuldrene for at vække mindst mulig opsigt.

I Charles de Gaulle Aeroport så vi bl.a. det franske Concorde jet; den ser man vist aldrig herhjemme. Den er lang og tynd og ser ud som om den har brækket snuden. Et kinesisk bemalet Jumbo-Jet, er vist også noget som aldrig ses i danske lufthavne. Desværre var fotografiapparatet pakket langt væk, så vi måtte nøjes med at kigge. Men det er vel også det vigtigste: at nyde synet her og nu.

En passager, som også skulle med flyet, sad og sov da vi gik ind i afgangshallen nogle timer før afgang. En time før flyet skulle afgå, vågner han op med et spjæt, og begynder at himle op om tyveri af hans taske. Politi og lufthavnspersonale bliver alarmeret, uden dog at finde den. Da vi senere gik ud til flyet, daffede han stadig forvirret rundt og ledte efter sin kuffert. Noget tyder altså på, at man skal passe på sine ejendele hernede.

Selve flyveturen med jet er altid imponerende (og skrækindjagende), synes jeg. Selv om jeg er skide bange for højder, er jeg samtidig imponeret over den præcision og rutine som disse flyafgange afvikles med. Ingen startnervøsitet, alt går efter en plan. Selve drønet, når maskinen buldrer ud ad startbanen og man trykkes tilbage i sædet, er noget der gør indtryk hver gang. Vi fløj i øvrigt med SAS, hvor service m.m. er upåklagelig.

Jeg så forresten i fjernsynet på hotellet (som i øvrigt hed Hotel Montmartrois), at højrefløjen i Frankrig med Le Pen i spidsen (Front Nationale), har lidt valgnederlag ved regionalvalgene fornylig. I flyet fik jeg stavet mig igennem et nummer af Le Monde, hvor det blev gentaget, at højrefløjen har klaret valget dårligt: Manifestations contre l'extreme droite, lød overskriften.

Paris kan man ævle om i dagevis uden at blive færdig, jeg håber dog at denne beskrivelse har givet et lille indtryk af, at byen har meget at byde på og er værd at besøge. For Junior, Grete og Kurt har det været en stor oplevelse.

 

(slut)

 

Ovenstående indtryk fra Paris er i høj grad personlige og langt fra komplette. Hvis du derfor har oplysninger, rettelser eller andet som kan gøre beskrivelsen mere korrekt, hører jeg gerne fra dig. Skriv venligst til:


 

Rejsebilleder fra Paris

Rejse Index

Til forsiden