Hellebækgård

- en gård med en historie

Hellebækgård som det så ud engang i 1700-tallet.

 

Det smukke gods Hellebækgård er uløseligt knyttet sammen med familen Schimmelmann og Det kongelige Opfostringshus ("Skorpeskolen"), men hvordan startede det hele og hvad skete der undervejs?

Det har jeg prøvet at finde ud af, ved at samle hvad der findes af dokumentation rundt omkring. Har du derfor kommentarer, rettelser eller tilføjelser til nedenstående, hører jeg meget gerne fra dig. Skriv venligst til:

Venlig hilsen
Kurt Starlit

2011.Nov.16

 

++++++++++++++++++++++++++++++++
++++++++++++++++++++++++++++++++

Vigtige årstal i Hellebæk og Hellebækgård's historie:

1576, Hellebækgård omtales første gang (som bondegård).
1620, Hellebækgård overdrages af kongen (Chr. IV) til forretningsfører B. Haagensen.
1742, Stefan Hansen (1701-70) køber Hammermøllen geværfabrik og Hellebækgård.
1747, Stefan Hansen opfører hovedbygningen på Hellebækgård.
1765, Stefan Hansen sælger Hellebækgård til staten.
1768, Heinrich Carl von Schimmelmann (1724-82) køber Hammermøllen og Hellebækgård.
1782, Ernst Heinrich Schimmelmann (1747-1831) overtager Hellebækgård efter sin far.
1785, EHS indretter et kapel på Hellebækgård (fungerer som Hellebæk's sognekirke indtil 1920).
1831, EHS afgår v. døden og Hellebækgård kommer under administration.
1870, Hammermøllen geværfabrik nedlægges.
1873, Hellebæk Klædefabrik opstartes.
1906, den ene sidefløj på Hellebækgård nedbrænder.
1919-20, altertavle, prædikestol m.m. fra Hellebækgård overføres til Hellebæk's nye kirke i Ålsgårde.
1941, den sidste greve på Hellebækgård afgår v. døden: Werner Schimmelmann.
1941-45, Hellebækgård anvendes af nazisterne til forsk. formål.
1945, indkvartering af krigsflygtninge på Hellebækgård.
1945, staten inddrager Hellebækgård.
1951, Hellebækgård sælges til DKO.
1952, Hellebækgård istandsættes og udvides.
1953, 27. aug., Hellebækgård indvies af kongeparet, skorperne flytter ind.
1977, Hellebæk Klædefabrik lukker
2004, DKO nedlægges.
2007, KiH oprettes.

Ejere af Hellebækgård:

1576-1588 - Frederik 2.
1588-1648 - Christian 4.
1648-1670 - Frederik 3.
1670-1699 - Christian 5.
1699-1730 - Frederik 4.
1730-1743 - Christian 6.
1743-1765 - Stephan Hansen
1765-1766 - Frederik 5.
1766-1768 - Christian 7.
1768-1791 - Heinrich Carl von Schimmelmann
1791-1835 - Ernst Heinrich von Schimmelmann
1835-1900 - Slægten von Schimmelmann
1900-1941 - Werner von Schimmelmann
1941-1949 - Slægten von Schimmelmann
1949-1951 - den danske stat
1951- Fonden Det Kongelige Opfostringshus & Den Thorupske Stiftelse

++++++++++++++++++++++++++++++++
++++++++++++++++++++++++++++++++

Hellebækgård omtales for første gang i 1576 som almindelig bondegård.

Sit nuværende barokydre fik gården i 1747 efter tegninger af Phillip Lange med regimentkvartermester Stephan Hansen som bygherre, efter han i 1742 havde erhvervet geværfabrikken i Hellebæk.

Hovedbygningen havde oprindelig en tagrytter på taget, der senere er nedtaget. Bygningens symmetriske opbygning med sidefløje, der afsluttedes med hjørnepavillioner, var karakteristisk for den tid.

Hovedbygningens midterparti var kronet af en trekantfronton, som bar Stephan Hansen og hustrus navnetræk. Da Schimmelmann erhvervede huset, lod han disse nedtage og anvendte dem som trappereposer - måske for at vise sin grevelige foragt for hans tidligere borgerlige forgængere. De kom dog til ære og værdighed igen ved restaureringen i 1952, hvor de blev opsat på deres oprindelige plads som kopier. Da man fandt dem, havde den ene af dem stadig sin forgyldning i behold, da den havde ligget i vand ved kældertrappen til ligkapellet. Forgyldningen forsvandt på kort tid, da der kom ilt til.

I 1785 indrettedes et kapel i den søndre hjørnepavillion for Hellebæks beboere. Fiskerbefolkningen fra Aalsgaard måtte bruge Tikøb eller Hornbæk kirker. I 1919 ophørte gudstjenesten her og det meste af inventaret (prædikestol, dåbshimmel, døbefond, stolestader, kirkeskibe m.m) blev overført til den nye kirke i Aalsgaard.

ref.: Hammermøllen

++++++++++++++++++++++++++++++++
++++++++++++++++++++++++++++++++

Heinrich Carl von Schimmelmann, 1724 - 1782

Her ses H.C. von Schimmelmann med portræt af sin kone, negertjener,
buste af kongen bagved og en globus forneden i hjørnet. Måske henvisninger
til Schimmelmanns deltagelse i trekantshandelen med geværer til Guldkysten,
transport af slaver over Atlanten og hjemtagning af sukker fra Vestindien.
(Lorens de Lønberg 1773, Frederiksborgmuseet).
ref.: Øresundsregionens Historie

++++++++++++++++++++++++++++++++
++++++++++++++++++++++++++++++++

Grabkammer von Familie Schimmelmann
Ernst Schimmelmann (1831)
Emilie Schimmelmann (1780)
Charlotte Schimmelman (1816)

I sarkofargen i midten ligger greve Ernst Heinrich Schimmelmann (1747-1831). Han var i mange år finansminister og tilhørte sammen med Bernstorff og Reventlow det berømte greve-kløverblad. Schimmelmann havde stor indflydelse på bondefrigørelsen i Holsten og ophævelsen af slaveriet i Vestindien. Også slottet Ahrensburg nær Hamburg var familien Schimmelmanns eje i 180 år (førhen fam. Rantzaus eje).

I året 1790 fik han elefantordenen for sin indsats i utallige kommissioner og direktioner. Fra år 1800 og til han døde var han patron for Skt. Petri. I 1775 blev han gift med komtesse Emilie Rantzau, som allerede 5 år senere døde af tuberkulose. To år senere (1782) blev han gift igen med den unge fru Charlotte Schubart. Parret levede på godset Sølyst i Bagsværd. Dette hus blev hurtigt det kulturelle samlingspunkt for datidens Danmark; her var bl.a. Oehlenschläger og Baggesen ofte gæster ved de store selskaber, som parret holdt i pavillonen. Charlotte Schimmelmann døde 2. december 1816 og blev bisat i gravkapellet Schimmelmann. Den første sakrofarg er til Emilie hans første kone.

ref.: Grabkammer von Familie Schimmelmann

++++++++++++++++++++++++++++++++
++++++++++++++++++++++++++++++++

Herfra gik Veien til Hellebæk. Den sidste Mils Vei dertil gaaer igjennem den deilige Skov, hvor nu Partier af en egen Art frembyde sig. Skoven selv er temmelig stor og vildsom, og ikkun Kjøresporet (ikke Vei) erindrer os om, at vi endnu staae i Forbindelse med Menneskeverdenen. Hist og her springer et Stykke Vildt op, der i Buskenes Skygge har ligget skjult for Middagssolens Straaler. Fuglene løfte sig skrigende i Veiret. Det temmelig bakkede Land danner nu inde i Skoven en Mængde smaa Søer. Saavel derved, at Landet skraaner ned imod dem, som ogsaa ved det Mørke, som Træernes Blade udgyde derover, paatvinger sig en Forestilling om, at de ere meget dybe. I Contrast til denne mørke Speilflade hæver nu en enkelt Blomst sig frem, der voxer paa dens Overflade: en nymphæa alba (hvid Aakande), der svømmer omkring med sit store brede grønne Blad; hvid og reen, uskyldig er den dukket op af Havets Dybder. Ikke langt fra Hellebæk ligger Odins-Høi, hvor Schimmelmann ligger begravet. Den Udsigt er noksom anpriset og omtalt, hvorved desværre meget af Indtrykket forsvinder. At Folk dog ikke kunne blive kjede af at rende omkring saa geskjæftige for at paavise de romantiske Situationer (f. Ex. K... paa Fredensborg). Nu gik Veien til Esrom og derfra til Gilleleie.
Søren Kirkegaard, 1835
ref.: http://sks.dk/AA/txt_3.htm#Kaa-64

 

..."hvor Schimmelmann ligger begravet"
Der tænkes på grev Ernst Heinrich Schimmelmann (1747-1831); en driftig erhvervs-, finans- og forretningsmand, ejer af flere godser og landsteder, politiker, finansminister og udenrigsminister. Schimmelmann nærede stor beundring for videnskab, kunst og digtning og støttede bl.a. Jens Baggesen, Adam Oehlenschläger og Fr. von Schiller samt K.L. Rahbek, Henrich Steffens, Schack Staffeldt og J.P. Mynster. Schimmelmann benyttede ofte Hellebækgård ved Hellebæk som sommerbolig og ønskede at blive begravet ved Odinshøj. Det skete imidlertid ikke – han blev begravet i Skt. Petri Kirke i København – men af taknemlighed for hans velgørenhed rejste Hellebæks bønder en simpel mindesten over ham på Odinshøj; stenen er senere blevet fjernet.
ref.: http://sks.dk/AA/kom_3.htm

++++++++++++++++++++++++++++++++
++++++++++++++++++++++++++++++++

Hellebæk mellem Teglstrup Hegn og Kattegat er opstået som et industrisamfund allerede i 1500-tallet, hvor Kronen ejede et skovområde med mange søer og moser, der havde deres udløb i Hellebækken. Fra Frederik II´s tid udnyttedes vandressourcerne til en vanddreven melmølle og fra ca. 1600 var byen hjemsted for en omfattende våbenindustri, oprindelig et kanonstøberi, senere geværfabrikken Hammermøllen.

I fabrikant Stephen Hansens (1701-70) tid som leder af Hammermøllen og ejer af den tilhørende Hellebækgård, blev fabrikken udbygget og der opførtes arbejderboliger i Bøssemagergade.

I 1768 overtog H.C. Schimmelmann geværfabrikken, der forblev i familiens eje indtil nedlæggelsen i 1870. Også Hellebækgård var i Schimmelmann-familiens eje fra 1768-1949, hvorefter det fra 1953 ejes af Det Kgl. Opfostringshus.

I 1873 byggedes en klædefabrik, der var den største virksomhed i byen indtil lukningen i 1977.

ref.: Hellebæk

++++++++++++++++++++++++++++++++
++++++++++++++++++++++++++++++++

Industrialisering i Hellebæk

Industribaronen H.C. Schimmelmann var ligesom Stephan Hansen opkomling, søn af en pommersk købmand, og allerede hovedrig, da han i 1761 knyttes til den danske regering som finansiel rådgiver og garant. Han får formidlet store lån til den danske stat og sanerer statsfinanserne. Der sker bl.a. gennem salg af statens aktiver, frasalg af krongods, men også diverse statsvirksomheder. Selv opkøber Schimmelmann godset Lindenborg og bliver adlet (baroniseret). Nok så interessant i denne sammenhæng er hans køb af statens sukkerplantager i Vestindien med tilhørende raffinaderier for 400.000 rigsdaler.

Med købet af geværfabrikken i Hellebæk er Schimmelmann egenhændigt i stand til at indtræde i den for tiden så karakteristiske trekantshandel imellem Europa, Afrika og Amerika. Færdigvarer, såsom geværer afskibes fra Europa til Afrika, hvor varerne byttes med slaver, der sendes til Vestindien. Herfra hentes råvarer bl.a. sukker, som så sendes til videre forarbejdning i Danmark. Hertil kom at Schimmelmann også havde monopol på sukkersalg til Norge.

Schimmelmann havde altså også andel i slavehandelen og et af sla­vetransportskibene bar navnet "Grevinde Schimmel­mann". H.C. Schimmelmanns søn Ernst arbejdede senere aktivt for at ophæve neger­handelen. I 1792 indføres der med en overgangsperiode på 10 år forbud imod at indføre slaver til Vestindien, men de kunne stadigvæk handles på øerne, og ægtefæller og børn og forældre kunne fortsat adskilles ved salg.

Industribaronen H.C. Schimmelmann:
Tysk finansrådgiver, der indkaldes med henblik på at rette op statens finanser og gør kariere som finansminister og handelsmand i stor målestok.

ref.: Øresundsregionens Historie

++++++++++++++++++++++++++++++++
++++++++++++++++++++++++++++++++

Hammermøllen ved Hellebæk

Kronen ejede i 1500-tallet et skovområde med et stort antal søer og moser, der havde udløb i Hellebækken. Fra Frederik 2.s tid udnyttedes vandresurserne til en vanddreven melmølle (1576), og fra ca. 1600 var byen hjemsted for en omfattende våbenindustri, oprindelig i form af kanonstøberi og senere som geværfabrik under navnet Hammermøllen.

I fabrikant Stephen Hansens (1701-70) tid som leder af Hammermøllen og ejer af den tilhørende Hellebækgård 1742-65 blev fabrikken udbygget, og der opførtes bl.a. arbejderboliger i Bøssemagergade (se nedenfor).

Herefter købte staten Hammermøllen, men allerede i 1768 overtog H.C. Schimmelmann geværfabrikken, og den forblev i hans families eje indtil nedlæggelsen i 1870. I 1873 byggedes en klædefabrik, der som geværfabrikken tidligere var den største virksomhed i byen indtil lukningen i 1977.

ref.: Tur i København (pdf)

++++++++++++++++++++++++++++++++
++++++++++++++++++++++++++++++++

1763-1884
Den grevelige Schimmelmann'ske Slægt

++++++++++++++++++++++++++++++++
++++++++++++++++++++++++++++++++

Familien Schimmelmann

Tekst og layout: Jesper Godvin Hansen

Alt dette blev ejet af en af Danmarks mægtigste familier - familien Schimmelmann.

Statsminister og lensgreve Heinrich Ernst von Schimmelmann var fra 1782 til 1831 fabrikkens direktør. Han boede tit på Hellebækgård, der var, hvad vi i dag ville kalde hans sommerhus.

Ud over Kronborg Geværfabrik ejede familien talrige godser i Jylland og Holsten, det største sukkerraffinaderi i Danmark, de fire største plantager på De Dansk-Vestindiske øer samt et af de fineste palæer i København.

De fleste af familiens medlemmer havde samtidig store stillinger inden for staten og var giftet ind i de fornemmeste danske adelsfamilier.

ref.:
Hammermøllen i Hellebæk (pdf)

++++++++++++++++++++++++++++++++
++++++++++++++++++++++++++++++++

Organiserede terrorkorps

For at sikre dette sendte han R.O. Bovensiepen i januar 1944 til Danmark, hvor denne via Schalburg– og Hipokorpset i de næste 1½ år terroriserede den danske befolkning med mord og brandstiftelser. Schalburg-korpset var opkaldt efter en dansk officer af samme navn, som faldt på Østfronten i 1942.

Von Schalburg var født i Rusland og havde oplevet den russiske revolution på tæt hold. Han var glødende anti-kommunist, deltog aktivt i Den finske Vinterkrig og meldte sig allerede i 1940 til SS. Privat boede Schalburg på Nordkysten i Hellebæk og Schalburg-korpset holdt senere blandt andet til på Hellebækgård, den nuværende Skorpeskole i Hellebæk.

På Hellebækgård havde Schalburgkorpset holdt til, og grev Schimmelmann på stedet var gået i aktiv tysk tjeneste. Han døde ganske vist allerede i 1942, men efter krigen fik familien konfiskeret godset, d.v.s. at staten inddrog ejendommen.

ref.: Øresundsregionens Historie

++++++++++++++++++++++++++++++++
++++++++++++++++++++++++++++++++

Det er nok mindre kendt i offentligheden, at der øst for Hellebæk Avlsgård blev indrettet en stor kommandobunker, hvorfra kongehus, regering, forsvaret og de væsentligste dele af centraladministrationen skulle lede landet i tilfælde af storkrig. Der var to anlæg af denne art, det netop nævnte regeringsanlæg øst, og et tilsvarende anlæg i Himmerland, regeringsanlæg vest.

Det nye øvelsesområde var blevet statsejendom efter besættelsen 1940 – 1945, fordi staten konfiskerede staten familien Schimmelmanns ejendom og formue i Danmark på grund af familiens unationale holdning under besættelsen. En del af familiens ejendom var Hellebækgård med tilhørende jorder, herunder det areal, der nu kaldes Hellebæk Kohave. Hellebækgård og geværfabrikken blev købt af Schimmelmann i 1769, og han forpagtede også godset for tyve år. Allerede 1776 fik han skøde på hele området fra kysten til Bøgeholm Sø.

ref.: Da Hellebæk Kohave var militært øvelsesterræn (pdf)

++++++++++++++++++++++++++++++++
++++++++++++++++++++++++++++++++

Hellebækgård under besættelsen, 1

Under en stor del af krigen 1940-45 blev Hellebækgård brugt af det (af danskerne) forhadte Schalburg-korps - imod Schimmelmann's ønske? De nærmere omstændigheder omkring korpsets anvendelse af Hellebækgård er uklare.

Schimmelmann's rolle under besættelsen 1940-45 er ligeledes uklar. Flere skribenter antyder illoyal optræden, mens datteren i en radioudsendelse fra 1990 fastholder, at godt nok var hendes far tysk statsborger, men nazi-sympatisør eller ligefrem nazist var han bestemt ikke. I princippet levede og fungerede han i det danske samfund som alle andre danske. Ikke desto mindre anføres det flere steder, at Schimmelmann aktivt gik i tysk krigstjeneste. Var det under tvang?

Datterens oplysninger stammer fra Statsradiofonies P1, hvor der omkring 1990 var en udsendelse, hvor en af Schimmelmann's døtre, som på sine gamle dage boede på Vallø Slot (syd for Køge), fortalte om oplevelser fra sit lange liv. Hun fortalte meget levende om sin barndom på Hellebækgård, som må have været omkring første verdenskrig (1914-18). Bl.a. fortalte hun detaljeret om familiens rejser til og fra Lindenborg godset i Jylland, som Schimmelmann også ejede. Personale, tøj, heste, proviant - alt skulle transporteres. Det var et enormt arrangement at rejse to gange årligt, men hun syntes det var morsomt.

Efter krigen kom det store opgør med de "fem forbandede år", bl.a. blev Hellebækgård m. jorder inddraget af den danske stat.
Som krigsskadeerstatning?
Eller p.g.a. Schimmelmann's rolle under krigen?

Ihvertfald stod Hellebækgård tomt i de følgende år, indtil Opfostringshuset ("Skorpeskolen") flyttede ind i 1953. Hovedbygningen på Hellebækgård kaldes iøvrigt stadigvæk "Schimmelmann's Palæ". Odd Fellow palæet i København bliver iøvrigt også nu og da benævnt med samme navn, idet Schimmelmann også i sin tid har ejet dette sted.

- Kurt Starlit

++++++++++++++++++++++++++++++++
++++++++++++++++++++++++++++++++

Hellebækgård under besættelsen, 2

Fra et ugeblad i 1953 har Poul Grib scannet følgende:

Den sidste greve der boede på Hellebækgård, var greve Werner Schimmelmann. Efter hans død i 1941 lod lensgreve Schimmelmann slottet bruge som nazistisk arbejdsførerskole. 1945 kom der indkvartering af besarabiske og lettiske flygtninge. Hellebæk åndede befriet op, da staten efter dommen over lensgreven overtog Hellebækgård.

I 1951 solgtes det skønne lille slot, der nu var fuldstændig forfaldent, for 120.000 kr. til Det kgl. Opfostringshus, som - for ca. halvanden million kroner - lod ejendommen istandsætte og udvide under ledelse af nu afdøde arkitekt Aage Rafn og med bistand af arkitekt Ryder. I overværelse af deres majestæter kongen og dronningen indviedes Hellebækgård den 27. august 1953 som hjem og skole for "skorperne", fader- eller moderløse drenge fra det ganske land, raske danske drenge, som her finder en paradisisk tumleplads.

ref.: Skorperne i deres nye hjem

++++++++++++++++++++++++++++++++
++++++++++++++++++++++++++++++++

Fra et dansk ugeblad i 1953:

Skorperne i deres nye hjem

Hellebækgård - et poetisk grevepars landslot, er blevet tumleplads for Det kgl. Opfostringshus's flittige raske drenge.

En hellig bæk - en Hellebæk - løb ud i stranden nord for Kronborg.
Den kom inde fra skovsøerne.
Hvorfor var den bæk hellig?
Det ved man ikke i dag.

Måske har den været anset for undergørende. Det ligger langt, langt tilbage. Frederik II blev opmærksom på denne bæk af en helt anden årsag: Han kunne bruge dens vandkraft til at drive møller og smedier med - og skovene her - der hørte under kronen - var fulde af dejligt brændsel. Men bækken måtte stæmmes op her og der, og således opstod flere nye søer, bl.a. Bondedammen og Kobberdammen. Snart hamredes og maledes der på livet løs.

I 1620 udnævntes der en ny forretningsfører for kobber- og hammermøllen, B. Haagensen, og han fik af kongen overdraget Hellebækgård. Efter svenskekrigene gik det ned ad bakke i dette lille nordsjællandske ruhrdistrikt. Først da regimentskvartermester Stefan Hansen i 1742 overtog Hellebækgaåd og industrivirksomheden, kom der på ny gang i sagerne. Til den danske hær leverer han geværer, pistoler, sabler og bajonetter.

Mange Hellebækhuse stammer fra hans tid - og først og fremmest hovedbygningen på Hellebækgård, som han lod opføre i 1747 - muligvis med Philip de Lange som arkitekt. På den tid havde man ikke sans for havets og strandens skønhed - derfor vender Hellebækgård front mod Sjællands indre. Sidefløje spærrede for udsigten til sundet, der ydermere skjultes bag ladegårdsbygninger. Når man i dag fra Hellebækgårds høje stentrapper har den skønneste udsigt over til Kulla-Gunnarstorp i Sverige, skyldtes det en brand i 1906, der fjernede ladegården og den sidefløj, der lå nærmest sundet.

Stefan Hansen solgte hele sin virksomhed til staten i 1765. Tre år senere købtes den af baron Carl Schimmelmann, hvis søn, greve Ernst Schimmelmann, blev statsminister. Han indrettede 1796 i en af sidefløjene et kapel, der indtil 1920 var Hellebæks sognekirke, hvor der af hensyn til de mange udenlandske arbejdere prædikedes hver anden søndag på tysk, hveranden på dansk. I 1920 overførtes altertavle og prædikestolen til den ny kirke i Hellebæk.

Den unge greve Ernst var et ægte sværmerisk barn af Rousseau-tiden, og sammen med sin første hustru, Emilie, født komtesse Rantzau, og digtervenner førtes en romantisk tilværelse, med skiftende baggrund af det Schimmelmannske palæ i København (nu Odd Fellow Palæet), Sølyst i Klampenborg og Hellebækgård, når det skulle være helt landligt.

Støtten ved Emilies Kilde i Klampenborg er rejst af hendes utrøstelige enkemand, der dog to år senere indgik en lykkelig forbindelse med Charlotte Schubart, som navnlig pristes højt af Jens Baggesen, der blandt meget andet kalder hende sin "huldgudinde". Schiller var dette trekløvers afgud - og berømt er friluftsfesten for Schiller i Hellebæk. Just som festen skulle begynde, indløb der meddelelse om, at den store digter var død. Glædesfesten ændredes da til en tårestrømmende tre dages sørgefest, hvorefter man erfor, at efterretningen om Schillers død var falsk.

Den mægtige kastanie, der står på skråningen ned til strandvejen, skal være plantet af Baggesen. Efter grevinde Charlottes død i 1816 blev der stille på det lille slot.

Først for omkring hundrede år siden blev Hellebæk "opdaget" af de københavnske landliggere, der rykkede ind med Heiberg og hans Johanne Louise i spidsen. Men da var greve Ernst for længst død, og gård og fabrik kommet under administration. På det tidspunkt hørte der til Hellebækgård: 250 tønder ager, 140 tønder land eng og 100 tønder skov. Geværfabrikken bestod af fire møller, der lå langs vandløbet fra Bondedammen til Hellebækkens udløb.

Efter 1864 gik hæren over til bagladegeværer - geværfabrikken havde ikke råd til at købe de dertil krævede maskiner og nedlagdes 1870. En del bygninger overtoges af Hellebæk Klædefabrik, der udviklede sig til et stort foretagende.

Den sidste greve, der boede på Hellebækgård, var greve Werner Schimmelmann. Efter hans død i 1941 lod lensgreve Schimmelmann slottet bruge som nazistisk arbejdsførerskole.

1945 kom der indkvartering af besarabiske og lettiske flygtninge. Hellebæk åndede befriet op, da staten efter dommen over lensgreven overtog Hellebækgård.

I 1951 solgtes det skønne lille slot, der nu var fuldstændig forfaldent, for 120.000 kroner til Det kgl. Opfostringshus, som - for ca. halvanden million kroner - lod ejendommen istandsætte og udvide under ledelse af nu afdøde arkitekt Åge Rafn og med bistand af arkitekt Ryder. I overværelse af Deres Majestæter kongen og dronningen indviedes Hellebækgård den 27. august 1953 som hjem og skole for "skorperne", fader- eller moderløse drenge fra det ganske land, raske danske drenge, som her finder en paradisisk tumleplads.

ref.:
Skorperne i deres nye hjem

++++++++++++++++++++++++++++++++
++++++++++++++++++++++++++++++++

Hellebækgård en vinterdag i 1962
Foto: Cykelkurt
ref.: Dagbog fra DKO

++++++++++++++++++++++++++++++++
++++++++++++++++++++++++++++++++

Gl. Skovhus og dets beboere gennem tiderne

Af Alex Jensen

Jeg står ved Det Kongelige Opforstringshus ("Skorpeskolen"), tidligere Hellebækgård. Her starter Roevej, den store skovvej, der fører ind i skoven og ender ved Hellebækvej og ikke så langt fra Karens hus. Det er en smuk tur at gå. Først forbi Blegebakkerne beliggende mellem Hellebæk skole og Skorpeskolen, siden forbi Rævebakkerne, hvor vejen slår et sving med 90 grader.

Siden går jeg op og ned ad bakker indtil jeg når mit mål : Gl. Skovhus. Gl. Skovhus ligger kort før, man når Bondedammen til højre for vejen. Lige neden for huset ligger den nyligt opståede sø, hvis navn er blevet Pernille Sø.

Skovhus har som så mange af Kohavens huse mange navne: Gl. Skovhus, Timianhuset, Thomsens Hus og Thygesens Hus. Det rødmalede hus med tilhørende lade liver op på turen. Det ligger afsondret fra alfarvej, men har ikke desto mindre været et kulturelt centrum for mange musiske aktiviteter. Oprindeligt er det bygget som skovfoged bolig formentlig 1800.

Grevskabet Schimmelmann overtager Hellebækgård i 1768, og får brug for land- og skovarbejder boliger til brug for driften af land- og skovbrug. Det første navn, jeg støder på, er Ernst Bruun (1815-1891). Han blev ansat som ”Holzwagt” - d.v.s. skovfoged under det Schimmelmannske fideikommis i Hellebækskovene med bopæl i det gamle skovfogedsted i 1843 og virkede som sådan indtil 1870. Her forfremmes han til skovrider og overtager den daglige administration af fideikommiets anliggender i Hellebæk. Han flytter til den tidligere værkmester bolig (”De Edssvornes Hus”), nuværende Caroline Mathildes Vej 4, Hellebæk.

ref.: En fortælling om Gl. Skovhus og dets beboere gennem tiderne (pdf)

++++++++++++++++++++++++++++++++
++++++++++++++++++++++++++++++++

2003:
Det kgl. Opfostringshus fylder 250 år

....og så skete det - at en begivenhed udefra gav stødet til, at man fandt en løsning.

Staten havde som et led i efterkrigstidens opgør konfiskeret det store gods "Hellebækgaard" - nord for Helsingør. Hovedbygningen blev beset, den var stærkt medtaget - ja, nærmest faldefærdig - men hvilken beliggenhed. Det viste sig, at man kunne bevare Hellebækgaard's historiske hovedbygnings ydre rammer og det væsentlige af det indres oprindelige inddeling i større og mindre værelser. Der var plads til ca. 80 drenge fordelt på fire sovesale. I den nyopførte skolebygning kunne der undervises henimod 120 elever.

Det var noget ejendommeligt i, at Det kgl. Opfostringshus ved dets 200 års jubilæum i året 1953 flyttede ind i en ejendom, hvis oprindelse går helt tilbage til o. året 1750, og hvis historie har flere tilknytningspunkter til det styre, der fik afgørende indflydelse på Stiftelsens bevægede fortid.

Med forstander Per Mikkelsen og en gammel skorpe Hans Edward Nørregård-Nielsen som de energiske ildsjæle bag projektet, lykkedes det for omkring 22 mio kr. at gennemføre en meget vellykket renovering, der bringer det fredede hvide rokoko-palæ tilbage til fordoms storhed.

ref.: Det kgl. Opfostringshus fylder 250 år

++++++++++++++++++++++++++++++++
++++++++++++++++++++++++++++++++

 

Slutord
Der bliver til stadighed arbejdet på ovenstående, og jeg er meget interesseret i at få Hellebækgård's historie belyst så korrekt som muligt. Har du derfor noget at tilføje, ændre eller på anden måde påvirke, så tøv ikke med at skrive til:

Venlig hilsen
Kurt Starlit

 

 

Links

Hellebækgaard (Helsingør Leksikon)

Hellebækgård og omegn - 1906

KiH

OHF

Skorpeskolens historie (pdf)

Billeder fra DKO, 1953 (af "skorpe" 27/1955 Poul Grib)

Billeder fra DKO, 1953 (re-formatteret af "skorpe" 91/1964 Kurt Starlit)

Hellebæk Kohaves Venner

Øresundsregionens Historie

 

Til forsiden

 

* Masser af gratis p-plads lige uden for døren! * Nordsjællands største biograf. * Nye film på store lærreder!