===================================================
Alt det andet...
Roger the Engineer fra Yardbirds LP af samme navn.
Tegnet af Chris Dreja.
"Alt det andet..." er et tillæg til "Rockscenen i 1960'erne" med omtale af bl.a.
- Musikhuse (omtalt på denne side) og
- Spillesteder (omtalt på denne side).
"Alt det andet..., del 2" omhandler bl.a.
- Den elektriske guitar,
- Effekt pedaler,
- Forstærkere & Højttalere,
- Hammond orglet & Leslie højttaleren,
- Den analoge synth,
- Synthesizeren - trussel eller mulighed? og
- Pladestudiet.
- "Pigtrådsøkonomi" er behandlet på en separat side.
Beskrivelserne er et forsøg på, at give en forståelse af det, der for os i 1960'erne (og senere) næsten var sort magi. Forhåbentlig kan forklaringerne gøre rock-elektronikken lidt mindre mystisk, lidt mindre eksklusiv og måske ligefrem interessant for nutidige læsere.
En række personer har leveret konstruktive forslag til siden, samt tilladelse til at benytte deres ophavsmæssige rettigheder. I den anledning skylder jeg stor tak til bl.a. Arne Jacobsen, Chris Paulsen, Freddie Valgaard, Gert Michelsen, Henning "Nojer" Nør, Jerry Ritz, Jes Baggersted, Jesper Veiling, Klaus Lorenzen, Nanci Schrøder, Niels Juul Schneider, Robin Taylor, Sven Andersen, TømrerClaus m.fl.
Fejl og mangler kan aldrig helt undgås. Hvis nogen derfor sidder inde med oplysninger, som kan gøre siden mere korrekt og/eller læseværdig, hører jeg gerne nærmere. Skriv venligst til:
.
Venlig hilsen og tak
Kurt Starlit
- aka CykelKurt
I samme serie:
Seneste opdatering: 2013.April.24
===================================================
Musikhuse
Hvis man som musikinteresseret ung mand (musikudøvende piger var der stort set ingen af) i 1960'erne ville finde nogen at spille sammen med, var mulighederne ikke ret mange, faktisk kun Politiken's rubrik "Teater og Musik søges" samt musikhusenes opslagstavler. Og så skulle man selvfølgelig have noget gear/grej/udstyr at spille på, for uden elektrisk udstyr var døren til det forjættede land lukket. Indkøbene kunne f.eks. ske hos:
Musik-Forum--------------------------------------------------
Musik-Forum i 1959. Bemærk det store runde skilt over forretningen. Det var udstyret med elektrisk lys
og kunne ses på lang afstand, når det proklamerede, at her bor Musik-Forum!
Foto: Cykelkurt
Forretningen lå på Amagerbrogade, tæt ved Christmas Møllers Plads, og førte udover grammofonplader bl.a. de tyske Höfner guitarer. Her fik jeg min første elektriske guitar i konfirmationsgave (af min mor) i 1962, en Höfner, Model 126. Pris: 540 kr. incl. etui.
Forretningen var nydelig, indehaveren - en ældre mand i fløjlsjakke - var dygtig til at dekorere udstillingsvinduet op, så man fik lyst til at komme indenfor. Her har jeg købt mange skildpadde-plectrer, som dengang blev regnet for de bedste (det var før kunststof-plectrerne med nupret overside vandt indpas). Så kunne jeg ved samme lejlighed få mulighed for at kigge - måske endda røre - ved nogle af alle de spændende instrumenter, der altid stod i forretningen.
Forstærkere var der desværre kun ganske få af. Jeg tror indehaveren bevidst undgik forstærkere - måske fordi han ikke brød sig om den nye musik, og al den larm og uro forstærkere ville medføre, eller måske var det hensynet til naboer og genboer der gjorde udslaget. Der skulle være pænt og roligt!
Kommentar fra Louise Plaun, 2011.Jan.31:
Hej Kurt,
Jeg skriver til dig, fordi jeg lige har fundet din side på nettet med lidt historie om Musik-Forum på Amagerbrogade.
Det var min morfar og mormor som gennem en menneskealder – næsten – havde den butik. Det er sjovt, at der eksisterer billeder fra dengang. Jeg har ikke selv fotos af forretningen, så jeg vil gerne låne dit til mit eget arkiv.
Som barn tilbragte jeg mange, mange timer i den lille butik. Og jeg kan stadig mindes den helt specielle lugt af træ og støv, som der var. Min morfar gik meget op i sin butik – og sin kolonihave i Vennelyst. Alle skilte til butikken og facaden malede han selv. Det var han meget stolt af.
Min mormor og morfar hed Willy & Helene Christophersen. De flyttede til Amager (Hollænderdybet) i ca. 1935 og boede der resten af deres liv. Så vidt jeg ved, så har de haft forretningen ’altid’. Fra før krigen tror jeg. I starten solgte de radioer og grammofonplader. Jeg mener at forretningen først hed Rondo Radio (eller noget i den stil). Da de fik musikinstrumenterne ind, skiftede den navn til Musik-Forum. Hvornår det præcist var, ved jeg ikke. Men mon ikke i 50’erne?
Helene arbejdede i de tidlige år i forskellige andre forretninger, mens Willy passede deres egen butik alene. Senere – nok fra starten af 60’erne – deltes de om at passe butikken. Willy gik eller cyklede hver dag om sommeren til kolonihaven i Vennelyst for at spise frokost. Og så byttede de vagt igen senere på dagen.
Hverken Willy eller Helene kunne spille noget særligt på instrumenter. Slet ikke Helene, som ikke engang var musikalsk. Men hun var til gengæld en gudsbenådet sælger og roste altid kundernes mere eller mindre heldige forsøg på en guitar til skyerne. Willy kunne spille en lille smule og gav gerne et nummer på banjoen. Den blev i øvrigt aldrig solgt, men endte hjemme hos dem selv.
Willy insisterede på at beholde butikken så længe som muligt. Pension var ikke noget, han så frem til. Så det var først i 1978 eller 1979 at han solgte butikken. På det tidspunkt var han selv 76 år gammel! Fra da af helligede han sig kolonihaven – og han havde 10 gode år som pensionist inden han sagde endeligt farvel i 1988. Helene levede meget længere. Hun blev 101 år gammel og var faktisk åndsfrisk til det sidste. Hun var hos os helt til 2006.
Mange hilsener
Louise Plaun
--------------------------------------------------
Musikhjørnet
Reklamefoto for Musikhjørnet. Det er Svend Olaf der ekspederer. Bemærk tekst i vindue:
"Forhandler for Skandinaviens største musikforretning ALFRED CHRISTENSEN"
Musikhjørnet på Strandboulevarden 108, København Ø, var stedet hvor man købte de danske Holler forstærkere. Fabrikationen foregik muligvis andetsteds, men blev solgt fra butikken på Strandboulevarden, hvor Svend Olaf Møller - også kaldet Kugleøje og hans forældre ekspederede. I en periode var Holler-forstærkerne mere populære end Vox, f.eks. kan man se dem på mange billeder af Rivalerne, Peter Belli's gruppe. Men noget må være gået galt, for pludselig holdt produktionen op. Selv har jeg flere gange købt musikudstyr hos Kugleøje, som i øvrigt spillede harmonika. Han var vist et stort musikalsk talent, der vandt et antal konkurrencer og optrådte flere gange i dansk TV med sin harmonika.
Kommentar fra Henning SørensenPSJ skriver på sin hjemmeside bl.a. følgende om Svend Olaf Møller:
Kommentar fra Per Søfeldt Jessen
Svend er blind!2010.Okt.29 har Per Søfeldt været så venlig at fremsende materiale omkring Svend Olaf Møller og Musikhjørnet:
Men alligevel "ser" Svend mere end mange seende.
Svend er min bedste ven, ingen tvivl om det!
Jeg har kendt Svend siden vi var en 18-19 år gamle, og vi holder stadig sammen.
Svend var dengang den yngste musiker der var ansat i Statsradiofoniens Underholdnings Orkester,
og han var blændende på sin harmonika. Det er han forresten stadig.
I dag er han en af landets bedste "Suppe, steg og is" musikere
med sangerinde, gudskelov, for Svend kan ikke synge!!!
Foto: Per Søfeldt Jessen
VærkstedetPer Søfeldt fortæller om Holler's forstærkerprogram:
Tekst under billede:
"Svend Olaf Møller - til daglig kaldet Junior - i gang med eftersyn af forstærker."
Politiken 1960.Okt.26:
"En skuffet dreng på 17 fik i aftes sit livs største overraskelse".
Her får vi historien om Musikhjørnet's opstart!
Reklamefoto, ca. 1960.
Bemærk tekst i vinduet:
"Forhandler for Skandinaviens største musikforretning ALFRED CHRISTENSEN"
Mere reklame
Tekst under billede: "Lotte fik en julegave".
Fra venstre er det Lotte, Peter Belli og Svend Olaf. Belli arbejdede i en periode i forretningen.
Regnskab
Tekst under foto:
"Dagens salg gøres op. Faderen dikterer, og Svend Olaf betjener regnemaskinen - uden at slå forkert en eneste gang. Svend Olaf er blind - men alligevel besidder han en teknisk kunnen, som forbløffer selv eksperter."
Ekstra Bladet, 1972
Tekst under billede lyder:
"Svend Olaf Møller, 29, blev født blind, men kan bygge en radioforstærker på 11 minutter."
Avis annonce for Holler, ca. 1965
Peter Belli arbejdede i en periode hos Musikhjørnet.
Peter Belli's sanganlæg:Svend Olaf Møller gik også ind i studieteknikken. I et popblad fra 1964 kan man læse:
Telefunken forstærker med skydepotmetre. Jeg tror den havde 5 indgange for mikrofon og et par linje indgange. Udgangseffekt ca. 150 Watt. Vi har så vidt jeg husker aldrig selv produceret en sanganlægs forstærker. Dertil en mikser af ukendt fabrikat, måske var det en af vores egne. Og en echo maskine baseret på båndsløjfe, formodentlig Dynacord. Det eneste vi selv producerede til disse anlæg var Holler kabinettet (sanganlæg fra Holler havde kun dette kabinet til fælles).
Holler højttalersøjler var bestykket med 4 stk. Lorenz LP 312 - 12 tommer højttalere (Lorenz LP 312 coaxial speaker 30 cm). En ret dyr løsning, men det lød super rigtigt!
En spøjs historie:
I enkelte af disse sanganlæg blev der (for at spare penge for kunden) leveret en Italiensk Geloso 150 W forstærker til udgangsforstærker, en kraftfuld forstærker med 900 Volt på anoden, til rør der normalt benyttes i radiofoni-sendere. Jeg har ved et uheld prøvet at lægge hånden ned på en sådan transformator, medens forstærkeren var tændt. Jeg gik ud som et lys, og vågnede først da Svend stod og hev i mig. Jeg havde fået et gevaldigt brandsår på hånden, og var noget chokeret.
Holler forstærkere blev lavet i flere udgaver.
Holler guitar forstærker 100 W = Hollers eget sluttrin 4 x EL 34 med specieldesignede Lübke transformatorer på et rustfrit stål chassis, i starten fra Holberg Radio, senere fra vores egen tekniker Ejstrup, og til sidst Per Søfeldt. Forstærkeren var udstyret med 2 stk. 12 tommer WOLFDALE speakers.
Holler guitar forstærker 40 W = Leak rørtrin (fra deres største stereo forstærker de producerede dengang med 2 stk. løse sluttrin 4xEL34) under tekniker Ejstrup og Per Søfeldt (det er mig, sagde hunden). Forstærkeren var udstyret med 2 stk. 12 tommer WOLFDALE speakers.
Forforstærkeren var en rørforstærker baseret på ECC rør, den var udstyret med tonekontroller og tremolo, den blev forsynet med strøm fra sluttrinet. Frontpladen var graveret og poleret rustfrit stål.
Endelig blev der fremstillet en 100 W og en 40 W basforstærker, her dog i 2 kabinetter forstærker for sig og højttalerkabinet for sig. Forstærkeren havde nogle korrektioner i tonekontrollerne, ellers var forforstærkeren identisk med de rør forforstærkere der sad i alle Holler forstærkere. Højttalerkabinettet var udstyret med forskellige højttalere efter kundens ønske, eller som standard med en eller to stk. 15 tommer James B. Lansing højttaler.
Alle oplysninger taget med forbehold for en mindre end perfekt hukommelse!!!
Danske pigtrådsplader kan ikke sælges i udlandet, men danske orkestre kan rask væk få succes både her og der. Når det er tilfældet, siger man til sig selv: Der må for pokker da være noget i vejen med pladekvaliteten.
Tidligere Danmarksmester i harmonikaspil, nuværende indehaver af en musikforretning, opfinder og enekonstruktør af Holler sanganlæg og -forstærkere Svend Olaf Møller, Strandboulevarden 108 i København, har i årevis været brandirriteret over danske pigtrådspladers dårlige kvalitet.
For nogle måneder siden slog han i bordet og sagde: Nu skal det være slut!
Så lejede han villaen Ørager 35 i Hvidovre, fremtryllede 150.000 kroner og byggede, hvad han selv karakteriserer som "Nordeuropas mest moderne pigtråds-grammofonpladestudie". Her kan grammofonselskaberne leje sig ind med deres indspilninger.
For at bevise sine meninger, oprettede Svend Olaf Møller sit eget grammofonselskab Music Corner. Foreløbig har det nye selskab udsendt to plader med de københavnske grupper The Bristols og The Blackpools. Begge plader er teknisk af topkvalitet.
"For det første".....Svend Olaf Møller fortæller....."for det første irriterede det mig at høre, at de forskellige orkestre ved hver indspilning skulle stille med eget anlæg. Det vil sige at et godt orkester uden ordentligt anlæg altså ville lave en dårligere plade end et dårligt orkester med et godt anlæg. I vort nye studie, Holler Recording Studio, står komplette faste anlæg - selvfølgelig af mærket Holler."
"For det andet skreg jeg af grin, når jeg hørte, at visse sangoptagelser fik bedre rum-effekt ved at optagelsen skete i en trappeopgang, hvor væggene fik stemmerne til at runge. Den slags mixes hos os på teknisk forsvarlig måde."
"Ja, jeg har sågar hørt eksempler på, at optagelser blev foretaget med samtlige instrumenter og sang lagt ind i samme båndoptagelse. Vi tager rytme for sig, single og sang for sig, kor for sig og særlige lydeffekter overspilles til tider på et fjerde bånd. Til sidst mixes det hele."
"Fagfolk har taget hatten af. Men selvfølgelig er der også folk, der skumler og siger: Endnu en der vil gøre sig klog. Det sagde de også, da jeg byggede den første Holler forstærker og det første Holler sanganlæg og begyndte at konkurrere med store verdensfirmaers anlæg."
"I dag er der ingen der trækker på smilebåndet. Vore anlæg har bevist deres kvalitet. Det skal pladeselskabet også nok gøre. Det Holler jeg på!"
Musikdepotet
lå i Brønshøj på flere adresser, bl.a. Frederikssundsvej og Tuxensvej. Det var i udpræget grad kopivarer man satsede på. Til gengæld havde forretningen et stort udvalg. Jeg har en skummel mistanke om, at Kugleøje og hans forældre havde noget med butikken at gøre, men det er ikke noget som har kunnet bekræftes. Jeg mener dog at have set hans far i butikken på Tuxensvej.
Kommentar fra Freddie Valgaard
--------------------------------------------------
Apollon Musik
Apollon Musik på Strandvejen 90 i Hellerup var sådan en slags forstædernes Åge Jensen. Her ekspederede bl.a. "Daffy" (Jesper Elgaard Petersen), som spillede i Someones, Joe E. Carter Group, Beatmakers m.fl. - en kendt guitarist i tiden. Mange år senere, i 2005, talte jeg med Atle Hansen fra Apollon Musik, som fortalte at Daffy forlængst er rejst til staterne, hvor han har fundet sig et vellønnet job som studietekniker. Tak for oplysningen og good luck til Daffy.
På Apollon's hjemmeside kunne man i august 2010 læse følgende:
Apollon Musik åbnede første gang 15. september 1924. Det var Frøken Ragna Andersen der dengang åbnede byens førende pladeforretning hvor der var lytterum på første sal, hvor vi idag har guitarrum. Resten af førstesalen blev dengang brugt til beboelse.
I 1956 købte Svend Høgenhaven Jensen forretningen for 5.000,- kr. med den ide at langsomt gå fra plader og over til musikinstrumenter og undervisning. Det gik langsomt fremad, men så blev The Beatles et stort hit og alle ville have den samme VOX forstærker som dem, hvilket blev forhandlet hos Apollon Musik.
Jeg startede i Apollon Musik d. 15. oktober 1967 og overtog forretningen 1. oktober 1976. Idag har vi mange forskellige produkter og mærker, og vi udvider konstant vores produktportefølje, selvom et par af produkterne har været forhandlet siden dengang.
Mvh
Ole Skaarup
Indehaver
Apollon Musik
Kommentar fra Peter Thornvig
--------------------------------------------------
Musikhuset Jac. Jørgensen
Jac. Jørgensen katalog fra 1964 med The Weedons på forsiden.
Frederiksborggade 1 & 7, Kbh. K, tlf. PA 6679
Jeg kender kun firmaet fra annoncer og så de få hurtige glimt man kunne få, når man strøg forbi. Forretningen forhandlede bl.a. Burns guitarer (som anvendtes af Les Sharks) og forstærker TP6318 fra Tower Radio.
Tidligere har jeg skrevet følgende om Jac. Jørgensen:
"MJJ lå et sted i den indre by, Frederiksborggade vistnok, lige ved Kultorvet. Jeg husker ikke meget om denne forretning, fordi jeg ikke kom der. De havde vist værksted et sted ude i Hellerup, og var vist også eneimportør af Roland. Så vidt jeg forstår, er firmaet senere omdannet til Roland Danmark. Noget i den retning."Det har afstedkommet en kommentar fra Freddie Valgaard.
Harmonika annonce, 1
From: Gert Michelsen
To: Cykelkurt
Date: 2011.Sept.07
Subject: Musikhuset Jac. Jørgensen
Hej Kurt!
Apropos din eminente oversigt over musikhuse, så faldt jeg lige over mit gamle katalog fra Jac. Jørgensen. Da det har The Weedons afbildet på forsiden må det være fra 1964. Man kan se på omtalerne af de lækre "Jazzguitarer" at selve reklamesiderne er trykt i 1963, men da var Weedons endnu ikke slået igennem.
Hvad der især er interessant, er den vedhæftede side med priserne i 1964. Mange instrumenter er ret dyre, når man sammenligner med indkomsterne i 1964 for unge mennesker, som også er glimrende skildret på din side om pigtrådsøkonomi.
Du er sæføli velkommen til at benytte vedhæftede fotos.
Venlig hilsen
Gert Michelsen
JJ 1964 katalog, jazz guitarer 1
JJ 1964 katalog, jazz guitarer 2
JJ 1964 katalog, jazz guitarer 3
From: Gert Michelsen
To: Cykelkurt
Date: 2011.Sept.13
Subject: Musikhuset Jac. Jørgensen
Hej Kurt,
i modsætning til hvad Freddie Valgaard skriver i sit indlæg, var Jac. Jørgensen Musik faktisk en af de helt store butikker i pigtråds-perioden. Det er rigtigt at de startede med harmonika-salg m.v., men faktisk var de med på den ny modebølge med instrumenter især til unge mennesker lige fra 1961-62.
Allerede i tidlige annoncer i VI UNGE oktober 1962 blev The Cliffters afbildet med Burns-guitarer handlet hos firmaet, og da havde The Cliffters allerede i sommeren skiftet til de hvide Fender Stratocastere som det første Fender-orkester i Danmark. Siden fulgte firmaet de nye pigtrådsnavne: The Danish Sharks blev afbildet i en annonce i december 1963 og fra 1964 var det The Weedons der (dog i sort silhuet) var afbildet på butikkens reklamer.
I de to pop-blade HIT og BEAT benyttede firmaet store annoncespalter og da vi når hen til 1967-68 blev de importør af Marshall-grej. I de sidste tresser-år 1968-69 var der typisk to annoncer i hvert Vi Unge blad, en fra Københavns-afdelingen og en fra Århus-afdelingen, i 1969 ofte fire annoncer i det samme blad!
Jeg mener butikkerne fortsatte langt ind i 70'erne med stor succes.
Med venlig hilsen
Gert Michelsen
Vi Unge, aug. 1969
Jac. Jørgensen annonce, Vi Unge, dec. 1961
Jac. Jørgensen annonce, Vi Unge, okt. 1962
Jac. Jørgensen annonce, Vi Unge, dec. 1963
Jac. Jørgensen annonce, Vi Unge, nov. 1966
Jac. Jørgensen annonce, Vi Unge, aug. 1969
Tak for de fine billeder og oplysninger om Jac. Jørgensen. De giver grund til at undre, hvornår og hvorfor butikken egentlig lukkede?
Jørgensen himself kunne det også være interessant at finde oplysninger om. Det synes klart, at han har haft interesse for harmonikaen - musikhuset gav lektioner og udgav lærebøger i harmonikaspil på eget forlag, ligesom man rundt omkring kan finde numre for harmonika skrevet af Jac. Jørgensen. Hvis nogen derfor kender yderligere til Jørgensen og hans musikhus, så skriv meget gerne til:
--------------------------------------------------
Brdr. Jørgensen
Firmaet lå på Rygårds Allé i Hellerup, men ellers husker jeg kun minimalt om virksomheden. Den tekniske chef hed Arne Hansen, han flyttede senere med over i Roland Scandinavia, da butikken lukkede.
For yderligere oplysninger, se...
Kommentar fra Freddie Valgaard.
På Roland DK kan man læse følgende:
Roland Scandinavia A/S blev etableret i 1981 i et Joint Venture mellem Rolands karismatiske grundlægger Mr. Kakehashi og Rolands forhenværende administrerende direktør Erik Gramkow. Siden grundlæggelsen har Roland Scandinavia udviklet sig med imponerende fart og er i dag blandt markedets ledende distributør i et spændende og anderledes marked.
I dag har Roland Scandinavia godt 45 medarbejdere, hvoraf de 25 arbejder fra hovedkontoret på Skagerrakvej i Københavns Frihavn. De øvrige medarbejdere arbejder på Rolands lokale salgskontorer i Stockholm, Helsinki og Oslo.
Roland Scandinavia repræsenterer Roland, BOSS, Cakewalk by Roland, Edirol by Roland, Rodgers og Roland Systems Group eksklusivt i alle fire nordiske lande, Baltikum samt Rusland.
--------------------------------------------------
Hagström Musik
Aaboulevard 38, København N
Tlf. N.C. 6636
på Åboulevarden førte udover firmaets egne (svenske) produkter også de amerikanske Fender forstærkere og guitarer. Fender produkterne var dog i en helt anden prisklasse, og ganske uopnåelige for de fleste.
Til gengæld gav Hagström's egne produkter - først og fremmest forstærkere og guitarer, men også harmonikaer - en masse for pengene, som vi var mange der forstod at værdsætte. Svenske hr. Persson var ikke altid lige imødekommende overfor kunderne, men fornemmede han at der var kontanter bag ordene, fik piben omgående en anden lyd - en typisk handelsmand.
Mens jeg gik i skole i 1962 købte jeg en lille rørbestykket kuffertforstærker derinde: model GA-310 med glimrende lyd og tremolo. En af mine klassekammerater spillede på Kent guitaren, som også var fin.
Senere, i 1965 anskaffede jeg en Hagström Futurama basguitar til 715 kroner. Et år senere en 100W transistoriseret kuffertforstærker, model GA-85 bestykket med 4 stk. 12" Philips dobbelt-membran højttalere og høj virkningsgrad.
Den lille transistoriserede Hagström 26 øveforstærker så nuttet ud, og var ganske billig (omkring 200 kr. tror jeg), så den måtte jeg ha'.
I afdelingen for specialer så jeg en dag Keld Heick (ca. 1968), hvor han gav den på western guitar, alt imens han hulkede sig gennem Neil Sedaka's "Breaking up is hard to do", så enhver svigermor blev blød i stellet. Fastelavnsgrimassen var også uden for scenen en del af det faste inventar.
På hagstromrules.com kan man læse følgende:
In autum1933 Albin Hagström came to Denmark looking for an opportunity to expand his harmonica business. He meets in Copenhagen with Rolf Lorentzen, owner of a music shop on Vesterbrogade 65. They made an agreement that Mr. Lorentzen will have the agency on Hagstrom harmonicas in Denmark.
In the spring of 1934 Albin returns to Denmark and establishes Hagstrom Musik A/S with the help of Albert Christensen. Mr. Lorentzen shop becomes part of Hagstrom Musik A/S. The lawyer Albert Christensen becomes president of the board of the new Hagstrom Musik A/S and he actually stays in this position untill the beginning of the eighties.
Because of Danish import restrictions it is almost impossible to get Swedish built harmonicas into Denmark. So the new company starts, with the help of two Swedish craftsmen, producing harmonicas in Denmark. They start in some rented space, but soon there is a need for bigger facilities. In 1938 the new factory on Øresundsvej 146 is opened. Here there was space for a carpentry, assembly room, and future expansions.
Svensk annonce i Höga Nöjet nr. 7, 1963, April 26:
From: Gert Michelsen
To: Cykelkurt
Date: 2011.Sept.13
Subject: Hagstrøm Musik
Hej Kurt,
Hagstrøm var også fortrinsvis i Harmonika-branchen indtil pigtrådsperioden begynder i tresserne.
Da THE SHADOWS benyttede Fender-instrumenter allerede fra 1959 (og Hank B. Marvin fik den allerførste pink Fender Stratocaster efter speciel import fra USA) blev de utroligt populære over hele Europa og der opstod en enorm efterspørgsel efter disse guitarer, enhver pop-interesseret ung mands drøm.
I England blev det muligt at købe disse pragtfulde, men meget dyre guitarer fra 1960, da regeringens importforbud blev ophævet. I Danmark og hele Skandinavien var det umuligt. Da Cliff Richard og The Shadows optrådte for første gang i Danmark i august 1961 ved fire koncerter i RADIO MERCUR CITY i København, var der blandt det måbende og begejstrede publikum også samtlige medlemmer af The Cliffters. Og da de, ligesom vi andre, var mundlamme og chokerede over at Shadows kunne gengive pladelyden perfekt ved deres live-optræden, svor de her og nu, at de MÅTTE have fat i disse guitarer med den "rigtige" lyd. Det lykkedes dem også i sommeren 1962 som det første orkester i landet at blive de lykkelige ejere af de hvide Fender- guitarer.
Først fra 1963 var HAGSTRØM musik i Sverige blevet ene-importør for hele Norden af Fender-grej og det betød så at man fra 1963 også i Hagstrøms mange butikker rundt om i Danmark nu kunne købe de eftertragtede modeller. Vi kan se at månedsbladet VI UNGE i december 1963 indeholder reklame for Fender.
Der sker jo som bekendt det, at BEATLES og hele Mersey-beat-perioden også starter i 1963 og især The Beatles benyttede overhovedet ikke Fender-grej (pånær en senere plade-optagelse), så mærket gik lidt af mode indtil JIMI HENDRIX i 1967 igen gør Stratocasteren til en kæmpe salgssucces.
Med venlig hilsen
Gert Michelsen
PS!
Jeg var også den lykkelige ejer af Hagstrøms lille kuffertmodel Tremolo 26 på hele 6 WATT!
Hagström annonce, Vi Unge, dec. 1961
(Hagström De Luxe & Standard guitar, HiFi forstærker 510)
Hagström annonce, Vi Unge, april 1963
(Kent guitar & Hagström forstærker Tremolo 26)
Hagström annonce, Vi Unge, dec. 1963
("større glæde med en FENDER el-guitar")
Hagström annonce, Vi Unge, febr. 1969
(Fender amp. model Deluxe Reverb, Super Reverb, Bassman, Showman 15 & Showman Dual)
Hagström annonce, Vi Unge, okt. 1969
(Fender Telecaster, Fender Custom & Telecaster halvakustisk)
Hagström annonce, Vi Unge, nov. 1969
(Fender model Jazzbass, Mustang Bass, Telecaster Bass & Precision Bass)
--------------------------------------------------
John Hartwig Musik
Studiestræde, Kbh. K
husker jeg absolut intet om - er helt blank. Er der nogen, som husker...?
Kommentar fra Henning Højen
Jazzbassisten Hugo Rasmussen fortæller om sit første møde med Hartwig:
I 18-års fødselsdagsgave fik jeg penge af alle. Jeg fik slet ingen almindelige gaver. Så jeg havde 800 kroner, og havde undersøgt hvor man kunne få fat i en kontrabas. Ja, man kunne i hvert fald tage ind til John Hartvig i Studiestræde. Men jeg var ikke vant til at komme i København. Jeg havde kun været i skolebio og en enkelt gang i Det Kongelige Teater og Folketeatret og vidste ikke noget som helst om København. Men kom da ind i Studiestræde, med tog og bus. Ind til John Hartvig, op ad trappen, ind i hans forretning.--------------------------------------------------
Og så var det pudsigt nok ham, der stod bag ved disken, viste det sig senere, da jeg lærte ham bedre at kende. Han var ret barsk, og jeg har sandsynligvis lignet en, der kom fra landet, sådan skyllet ind med fire-toget. Og det kunne han se lige med det samme.
Det første han spurgte var, "Hvad vil du?"
Det syntes jeg jo, var noget barsk. Det var jeg ikke vant til fra Bagsværd.
Så sagde jeg, "Ja, jeg skulle se på en kontrabas."
Det næste spørgsmål var, "Har du nogen penge?"
Ja, det havde jeg - 800 kroner.
Ups - så var det noget helt andet.
"Så går vi ned i kælderen."
Der stod der to rækker kontrabasser. Så hev han et instrument frem, og slog nogle toner, bum, bum, bum, sagde det. Han slog på den, drejede den rundt, ligesom jeg havde set på film, ikke. Et fremragende instrument, der sjovt nok kostede præcis 800 kroner. Det var meget, meget heldigt, ikke?
Svend Stein Musik
lå på H.C. Ørstedsvej, tæt på Gl. Kongevej. Butikken blev senere (ca. 1970) overtaget af SuperSound.
Indehaveren virkede ikke særlig interesseret i musik eller instrumenter, men sad det meste af dagen og telefonerede med sin bekendtskabskreds, beklagede sig over livets fortrædeligheder, røg cigaretter eller drak et glas vin.
Her kunne man nyde et tysk forstærker-fabrikat, som mindede meget om Fender, og som Svend Stein anbefalede på det kraftigste: Echolette. Jeg tror Stein havde eneagentur på Echolette. Jeg prøvede deres forstærkere i 1966 - det så lækkert ud, spillede godt, nogle endda med originale JBL- højttalere, og var desuden betydelig billigere end det amerikanske grej. Et par år senere så jeg Mogens "Django" Petersen spille på en Echolette pendant til Fender Dual Showman i Revolution på Åboulevarden.
Echolette fotosDer findes vist ikke mange billeder af Stein's butik, men Gert Michelsen havde dog disse to perler liggende:
Typeskilt for Echolette forstærker M40
Fender Stratocaster, fotograferet en dag i 1963 i forretningens udstillingsvindue. Bemærk den lille pipfugl (Rødkælk), som en del af dekorationen.
Stratocasteren igen, ak ja, i 1963 var sådan en guitar vist ikke hverdagskost for særlig mange guitarister.
--------------------------------------------------
SuperSound
Super Sound butikken i Skindergade
Første gang jeg stødte på Super Sound, omkring 1970, lå butikken i den lave ende af H.C. Ørstedsvej (ved Gl. Kongevej). Det var omkring samme sted som Svend Stein Musik i sin tid havde ligget. Muligvis er det endda Stein's gamle lokaler som SuperSound overtog.
Senere, ca. 1980, flyttede de hen i den anden ende af Ørstedsvej (nær Åboulevarden). Begge steder kunne man på bedste vis blive betjent af bl.a. Arne Schröder, rytmeguitarist hos Sir Henry (spillede bl.a. med på "Camp"). Den omstændighed, at han forstod kunsten at skabe et tillidsforhold til sine kunder, plus at han var en sympatisk person gjorde, at han hurigt fik mange venner (se evt. yderligere omtale af AS under Fender Jazzmaster). Shu-bi-dua guitarist Michael Hardinger arbejdede også hos SuperSound i denne periode, men han var en helt anden type med en hoven og nedladende facon.
Kælderinteriør fra Super Sound forretningen i Skindergade
PER-OLE LARSSON
var (og er) en igangsætter med et levende temperament.
I 1960'erne drev Larsson import- og produktionsfirmaet
Europæisk Musik Import A/S
Kirke Værløsevej 26 A
Lille Værløse
som bl.a. importerede de amerikanske Fender guitarer, de engelske VOX forstærkere og selv fabrikerede Max forstærkere.
I 1970 starter han musikforretningen SuperSound, som også står for importen af Fender og Vox. Fra flere ansattes side fortælles om et iltert og opfarende lederskab, der ofte forlanger det umulige af sine ansatte. Firmaets likviditet svinger voldsomt, hvorfor manglende eller forsinket udbetaling af løn er noget man må påregne som ansat.
Larsson er desuden jagtinteresseret, og også indenfor dette område er han en kontroversiel figur, bl.a. har der været en del halløj omkring jagtprøver, hvor Larsson i sin egenskab af sagkyndig er mistænkt for på forhånd at have ladet prøvens spørgsmål "sive" til eleverne.
Senere, ca. 1990, starter Larsson forretningen Guns & Gents. Den 19. august 2004 kan man på firmaets hjemmeside læse:
Ejerskifte, Guns & Gents
Forretningen ligger i hjertet af København, og har i mere end ti år været en jagtlig institution som har kunnet tiltrække jægere fra både nær og fjern.
Forretningen er skabt af Per-Ole Larsson som er inkarneret jæger – og en habil skytte – der fulgte sin egen stilfulde tilgang til jagten i valg af sortiment og omgangsform med kunderne.
Per-Ole Larsson har nu solgt butikken til Lars Buchardt og Co. som siden 1. maj har arbejdet side om side med Per-Ole Larsson for at opdatere den velkendte butik i behørig respekt for den stil og det vareudbud som er blevet virksomhedens adelsmærke.
Per-Ole Larsson og frue vil fortsat være til tjeneste for kunder og venner resten af året, og har det strålende med at nye energirige mænd er kommet til og vil føre livsværket videre.
Tekst under billede:
Lars Buchardt og Per-Ole Larsson (th) giver hinanden håndslag på handlen.
På den familiære front ser det ud som om forløbet har været mere harmonisk, idet Larsson både er far, bedstefar og oldefar. Senest kan man i 2010 konstatere, at Larsson & hustru fejrer guldbryllup på ejendommen Frijsenvang v. Gilleleje.
Eskildsen Musik overtager SuperSound i 2004, moderniserer forretningen og flytter den til Skindergade 27 i indre by.
I febr. 2009 kan man i Super Sound's forretning i Skindergade se et opslag der bl.a. fortæller, at...
Super Sound flytter 28. febr. 2009 !!!!!
Som vore trofaste Eskildsen-kunder måske allerede ved, indgår Musikhuset Aage Jensen og Eskildsen nu i samme firma, nemlig 4Sound. 4Sound er en nordisk kæde af musikforretninger beliggende i både Norge, Sverige og Danmark.
For fortsat at kunne tilbyde den bedste service til alle vore kunder, flytter vi pr. 1. marts alle Super Sounds aktiviteter, og integrerer dem hos Musikhuset Aage Jensen på Landemærket i København. Det gælder både salg, support, kurser og undervisning. Det betyder, at vi får samlet “alt under et tag” i København.
Flytningen er i høj grad affødt af de fysiske rammer i forretningen i Skindergade. Den gamle bygning har i mange år sørget for, at Super Sound altid har haft en særlig atmosfære og stemning, men har i høj grad også indretningsmæssigt og logistisk været en begrænsning i det praktiske daglige arbejde.
Vi er kede af at det ikke har været muligt at finde en holdbar løsning, så vi kunne blive i bygningen. Men...- når det nu er sagt... vil vi gøre alt for at vore trofaste Super Sound/Eskildsen kunder mærker så lidt til ændringerne som overhovedet muligt (bortset fra nyt telefonnummer/mail, og en ny adresse). Man vil stadig kunne møde de samme velkendte ansigter under det nye tag, og en stor del af varesortiment og -filosofi flytter med.
Med lukningen af den fysiske butik i Skindergade er et historisk kapitel slut i det Københavnske musikliv, men det bliver også starten på et nyt!
Musikeren, 2009.April.01: Super Sound er lukket
De tre store konkurrerende virksomheder, SuperSound, Eskildsen og Aage er dermed slået sammen i eet stort: 4SOUND.
Musikeren, søgning på "SuperSound".
Læs mere om SuperSound, Europæisk Musik Import og Max forstærkere under Alt det andet..., del 2
--------------------------------------------------
Blue Boys Shop
Linie 14 og Blue Boys Shop
på Gl. Kongevej havde indrettet sig i meget små lokaler, som aldrig faldt i min smag. Desuden blev det ikke tolereret, at man bare ville "ose". Der skulle købes, ellers var det ud. Udbuddet var iøvrigt heller ikke særlig stort.
Sammen med soldaterkammeraten Jørgen Pedersen dannede Bjarne Rydstrøm i 1949 Blue Boys, og da de få år efter blev til en kvartet, tog tingene fart. Forinden havde han i spejderkorpset sunget sammen med Jørgen Pedersen. De deltog i forskellige amatørkonkurrencer og fik John Nielsen med og sammen vandt de en konkurrence i Hollænderbyen på Amager. I 1952 blev gruppen udvidet med Palle Reinert og kvartetten slog igennem ved Journalistforbundets rundskueshow i Tivolis Glassal i september 1952.
De blev landskendt, da de i 1954 indsang "Oppe på bjerget", der solgtes i 150.000 eksemplarer. I 1950erne og 1960erne havde Blue Boys store hits som
"Hver gang du smiler lidt til mig",
"Sommerens Vals",
"Ud på flisen Karoline",
"Charlie Brown",
"En skraldemand ta'r skraldet",
"Døllefjelde-Musse"
og mange andre sange, der med tiden er gået hen og blevet evergreens. I fem år var de faste gæster i Volmer-Sørensens populære fjernsynsshow TV i Tivoli, hvor vokalgruppen altid indledte med at synge: "Blue Boys ved mikrofonen, nu starter Nordvisionen...".
De medvirkede i en lang række radioudsendelser og optrådte i Norge og i de svenske folkeparker.
I juli 1969 fejrede Blue Boys 20-års jubilæum i Tivoli-Varieteen, hvor de fik overrakt en guldplade for en million solgte plader. Trods deres succes beholdt de alle deres borgerlige erhverv. Jørgen Pedersen arbejdede som reklamemand og udstillingsarkitekt, Bjarne Rydstrøm med egen forretning med møbler, tæpper og gardiner og senere som tapetserermester og møbelpolstrer på eget værksted i Vanløse og Palle Reinert som taxavognmand.
En overgang havde gruppen sin egen grammofonpladeforretning "Blue Boys Shop" på Gl. Kongevej på Frederiksberg, som i første halvdel af 1960erne blev overdraget til det sidste medlem af vokalgruppen - John Nielsen.
ref.: danskefilm.dk
Bogen om Blue Boys
Med personlige anekdoter, avisudklip og fotos fra tiden med Blue Boys guider Bjarne Rydstrøm læserne igennem en epoke i dansk underholdning fra 1949 til 1989.
Sådan er ordene på bagsiden af bogen om Blue Boys, skrevet af et af medlemmerne, men desværre står der ikke noget om forretningen Blue Boys Shop. Heller ingen billeder.
Blue Boys (Wikipedia)
En anonym musiker fortæller:
Jeg købte den legendariske Fender Jazzmaster hos Blue Boys Shop på Gl. Kongevej. Underligt nok handlede de med Fender, selv om Hagstrøm butikken (der var importør af Fender) lå lige i nærheden. Guitaren var dyr, 2800 kr., men jeg MÅTTE have sådan en guitar! Og så havde de lige den røde model som jeg godt kunne lide. I øvrigt var Blue Boys Shop og indehaveren John (Nielsen) og hans kone Winnie (Dorff) altid meget venlige overfor mig, men jeg var også en god kunde, købte en del plader hos dem. Jeg savner i øvrigt et foto af denne butik på din formidable side.
Right said Fred, vi mangler et billede af Blue Boys Shop. Hvis nogen derfor ligger inde med et sådant, send omgående en kopi til:
Det gør Nojer, som 2013.Marts.17 sender billedet af shoppen og Linie 14.
2013.Febr.15 sender Gert Michelsen tre udklip fra Se og Hør:
Hej Kurt!
Fandt disse i et Se og Hør blad (nr. 47 - 18. nov. 1960). Blue Boys Shop havde først adresse på Gl. Kongevej 100, hvor de åbnede butikken 11. febr. 1958, men flyttede så i 1960 til Gl. Kongevej 96. Her en reportage hvor konkurrenterne FOUR JACKS besøger butikken i november 1960. Ikke just Fender udstyr i butikken, men alligevel et lille indtryk af hvordan butikken så ud!
Tekst under udklip 1:
Four Jacks kniber munden sammen, for ikke at more sig for højlydt over at se deres plader solgt i konkurrenternes forretning. Blue Boys morer sig til gengæld over det rivende salg af "Åh Marie, a´ ve´ hjem te´ dæ´".
Tekst under udklip 2:
Farvel...og fortsat held og lykke med salget! siger Four Jacks, da de forlader Blue Boys forretning...
Tekst på udklip 3:
KONKURRENTERNES HYGGELIGE MØDE...!
Sangkvartetten Four Jacks' nyeste pladesucces "Åh Marie, a´ ve´ hjem te´ dæ´" er foreløbig solgt i 40.000 eksemplarer. Ikke mindst i konkurrenterne Blue Boys' forretning på Gl. Kongevej i København er der rivende afsætning, og man gør alt for at stimulere salget. Four Jacks påskønner det i højeste grad - og i sidste uge kunne man se dem signere pladen i Blue Boys Shop. De otte sangglade herrer mødtes i bedste forståelse - selv episoden, da John Mogensen i 1954 brød ud fra Blue Boys og dannede Four Jacks, mindedes man med et smil. De især fra TV i Tivoli kendte Blue Boys har eksisteret i 11 år og klarer sig ligesom Four Jacks strålende. Der er mere end nok arbejde til dem begge...eller rettere: til dem alle otte.
A.U.
--------------------------------------------------
Marno Sørensen
Marno's skilt i Skoubogade
Foto: Cykelkurt
Hos Marno Sørensen i Skoubogade var det blæserne som var i centrum, det behøvede man slet ikke være i tvivl om. Butikken havde en lidt antikveret udstråling såvel i indretning som i forbeholdet over for alt det nye (pigtråd). Jeg har kun været i butikken ganske få gange, og har hver gang følt mig langt væk hjemmefra. Der var ikke ret meget i butikken som kunne pirre interessen hos en ung pigtrådsmusiker. Jeg kan jo se, at Marno har gjort indtryk på saxofoninteresserede, ja faktisk ser det ud til at han var en foregangsmand på feltet, men for en ung mand med interesse for elektrisk musik, var der ikke meget at komme efter.
Marno's biks en augustdag i 2010--------------------------------------------------
Marno's biks set fra modsatte side
Skoubogade (Wikipedia)
Selandia Radio
Selandia Radio
Amagerbrogade 46,
Tlf. AMager 1757
Selandia butikken, Amagerbrogade 46.
Selandia på hjørnet af Amagerbrogade og Sverrigsgade solgte udover radio og TV også musikinstrumenter i 1960'erne. Der var indrettet et helt lokale ud mod Amagerbrogade, hvorfra alle herlighederne kunne ses gennem det store vindue. En del af udstyret var brugt (sandsynligvis modtaget som en del af byttehandler), men selvom varerne gav lyst til at kigge nærmere efter, var personalet tydeligt indstillet på salg - ikke oseri (at oseren af i dag er køberen af i morgen, var der ikke megen forståelse for). Derfor holdt jeg øje med deres vinduer, men kom sjældent ind.
På Wikipedia kan man læse følgende:
Selandia Radio A/S var en dansk kæde af radio/tv-butikker.
Kæden bestod af af 15 butikker i Hovedstadsområdet, og omsatte i 1995/1996 for 207 mio. kr. Selandia beskæftigede 160 ansatte. I 1997 blev kæden overtaget af Fredgaard, hvorefter butikkerne blev omdannet til Fredgaard-butikker.
Kommentar fra Bjarne Krohn, 2011.Febr.14.
Krohn har bl.a. vedhæftet en købekontrakt fra 1964 med stempelmærke og det hele. I rockhistorisk sammenhæng er kontrakten vel nærmest at sammenligne med guldhornene på Nationalmuseet. Ikke mindst er det interessant at konstatere prisen på en Vox AC-30 i 1964: 3295 kr.!
Selandia's automatiske telefonsvarer
--------------------------------------------------
Musikhuset Aage Jensen
Billedet, som er fra sept. 2010, viser Aage's butik set fra hjørnet af Landemærket (tv.) og Åbenrå (th.).
Tilbage i 1960'erne lå indgang og udstillingsvinduer ud til Åbenrå-siden.
Længst borte ad Åbenrå, uden for billedet, ligger værkstederne.
I dag er der indgang på hjørnet og udstilling hen langs Landemærket.
Foto: Cykelkurt
Stort billedeAage Jensen's butik lå i 1960'erne (og ligger stadig) på hjørnet af Åbenrå og Landemærket, Kbh. K. Butikken var sin tids hotte sted (dengang var et "hot" sted forøvrigt "cool") med alle de fine mærker Vox, Fender og Gibson blandt meget andet. Også de skønne mikrofoner fra Shure blev forhandlet her. En af mine venner købte i et anfald af begejstring en forgyldt Shure SM57 i 1965.
Bestyrer Preben "Ulrik" Ulrichsen var en flink og imødekommende person, som var indforstået med, at man gerne ville prøve sig frem med de forskellige mærker og modeller. En låneordning var altid mulig.
Og apropos Ulrik, så var han rytmeguitarist hos Rune Christy & The Christies. Prøv f.eks. at gå ind på Dansk Rock, Pigtråd og Beat 1958-68 og søg på gruppen. På billedet ses han yderst til venstre med en Stratocaster i hånden.
RUNE CHRISTYTilbage til Aage Jensen, som også udlejede udstyr, bl.a. husker jeg en episode fra 1968, hvor forretningen stod for alt udstyret til en koncert med engelske The Move i Tivoli's Koncertsal (se evt. nærmere beskrivelse af episoden under Rockscenen, del 2). Her spillede Ulrik en central rolle.
Sanger født Rune Winberg Christensen 29.1.1945 i Lidköping i Sverige. Startede i Radioens Drengekor, men gik ind i r.&r. omkring 1962, hvor han turnerede som solist uden fast gruppe. Indspillede i 1962 (1), som var i den blødere r.&r.-stil. Indgik i 1963 i et mere fast samarbejde med gruppen Las Vegas, som ændrede navn til The Christies. The Christies havde en skiftende besætning, men på Rune Christy & The Christies eneste udgivelse (2) (indspillet i Roklubben Kvik i 1963) bestod gruppen af
Benny Johansen (lead-g)The Christies deltog den 9. marts 1963 i "Peer Frost's Popmelodi Grand Prix", og den 17. marts 1963 i konkurrencen om kåringen af den danske Cliff Richard, men opnåede ikke at komme i finalen i nogen af konkurrencerne. Rune Christy forlod The Christies i 1964, som fortsatte med amerikaneren Bobby Lee (ex-Ink-Spots) som forsanger.
Jes »Fats« Rasmussen (dm)
Preben Ulrichsen (rhythm-g)
Claus Hansen (el-b).
I 1965 dannede Rune Christy den Everly Brothers-inspirerede duo The Christy Brothers med Peder Jelsbak (ex-The Defenders).
Indspillede to plader inden opløsningen i 1966. The Christy Brothers medvirkede i TV's »Klar i Studiet« i 1965. Rune Christy er ikke mere musikalsk aktiv, og var i 80'erne speditør. Han døde i 2003.
Aage Jensen startede sin første forretning i Stengade, Kbh. N, i 1948. Det var mest harmonikaer der blev solgt. Senere, omkring 1960 da forretningen flyttede til Åbenrå (Kbh. K), kom der større udvalg på hylderne. Da jeg begyndte at købe udstyr hos Aage i 1965, var forretningen vel udrustet med Ludwig trommer, Fender guitarer og Vox forstærkere.
Gamle Aage er forlængst steget til himmels, hvorfor direktøren siden 2007 hedder Henrik Hildebrandt (ref. mail fra Jan Evensen).
I febr. 2009 kunne man i SuperSound's forretning i Skindergade se et opslag der bl.a. fortalte, at...
SuperSound flytter 28. febr. 2009 !!!!!
Som vore trofaste Eskildsen-kunder måske allerede ved, indgår Musikhuset Aage Jensen og Eskildsen nu i samme firma, nemlig 4Sound. 4Sound er en nordisk kæde af musikforretninger beliggende i både Norge, Sverige og Danmark.
For fortsat at kunne tilbyde den bedste service til alle vore kunder, flytter vi pr. 1. marts alle Super Sounds aktiviteter, og integrerer dem hos Musikhuset Aage Jensen på Landemærket i København. Det gælder både salg, support, kurser og undervisning. Det betyder, at vi får samlet “alt under et tag” i København.
Flytningen er i høj grad affødt af de fysiske rammer i forretningen i Skindergade. Den gamle bygning har i mange år sørget for, at SuperSound altid har haft en særlig atmosfære og stemning, men har i høj grad også indretningsmæssigt og logistisk været en begrænsning i det praktiske daglige arbejde.
Vi er kede af at det ikke har været muligt at finde en holdbar løsning, så vi kunne blive i bygningen. Men... når det nu er sagt... vil vi gøre alt for at vore trofaste Super Sound/Eskildsen kunder mærker så lidt til ændringerne som overhovedet muligt (bortset fra nyt telefonnummer/mail, og en ny adresse). Man vil stadig kunne møde de samme velkendte ansigter under det nye tag, og en stor del af varesortiment og -filosofi flytter med.
Med lukningen af den fysiske butik i Skindergade er et historisk kapitel slut i det Københavnske musikliv, men det bliver også starten på et nyt!
Med SuperSound's lukning er livet samtidig taget af Aage's største konkurrent i hovedstadsområdet. SuperSound var op til overtagelsen ejet af Eskildsen, men sandsynligvis har de to parter slået kludene sammen på Landemærket, for at overleve en svær tid for alle i musikbranchen.
--------------------------------------------------
Lyra Musik
Lyra Musik på Klausdalsbrovej
Foto: Arne Jacobsen
stort billedeLyra Musik kender jeg desværre kun af omtale. Det gør til gengæld Arne Jacobsen, som har forfattet følgende:
Var i dag et smut inde ad Klausdalsbrovej for at handle lidt musikgrej. Jeg stod og manglede et stativ til min nye kontrabas, og tænkte på om mon ikke gode gamle Bræmer i "Lyra" skulle ligge inde med et sådant.
"Lyra Musik" ligger på hjørnet af Klausdalsbrovej og Buddinge Hovedgade, og her har indehaveren Bræmer haft sin musikforretning siden starten i 1962, altså i 50 samfulde år. Rigtig mange af os rødder, der begyndte at spille rockmusik da Beatles og Rolling Stones viste vejen, handlede meget af vores første musikgrej hos Lyra. Og når grejet skulle skiftes ud til noget nyere, smartere og bedre lagde vi ikke sjældent vejen omkring "Lyra" for at høre hvad Bræmer ville give for det gamle.
Når man træder ind i butikken her mere end en menneskealder senere, ligner alt sig selv. Musikinstrumenterne og forstærkerne der står til salg er for manges vedkommende nøjagtig de samme som vi spillede på i 60'erne og 70'erne. Jeg tror sågar tæpperne på gulvene er de samme, og støvet på hylderne og i krogene ligeledes. Bræmer ligner sig selv på en prik, øjensynligt helt gået fri af tidens tand, stadig storsmilende og god for en let og munter sludder.
Og selvfølgelig havde han et vaskeægte König & Meyer stativ, endda til en pris langt under hvad jeg skulle have givet et andet sted. Så vi fik både handlet og snakket og grint. Da jeg således drog hjemad med min nyerhvervelse, slog det mig, hvor fantastisk dejligt det er, at der i denne hastigt omskiftelige verden, stadig findes små unikke tidslommer, som er upåvirkede af tidens jag. Små butikker, hvor man er tilbage i en hel anden verden i det øjeblik man træder ind over dørtærsklen. Tilbage i sin egen barndom og ungdom, tilbage i en tid før verden gik af lave. De hænger ikke på træerne disse små oaser, de gør ikke noget væsen af sig, ja de er faktisk overordentlig svære at støve op. Men en sådan er stadig at finde den dag i dag på Klausdalsbrovej 82.
Når der skulle handles seriøst var det i de Københavnske musikforretninger. Jeg har handlet en del (og mit bedste gear) hos Larsson og Arne i Supersound på HC Ørstedsvej. Jeg købte dog min elbas hos Aage Jensen og et par andre elbasser og guitarer hos Hagstöm på Åboulevarden. Min første Marshall 100 rørtop hos Jac. Jørgensen i Købmagergade, lidt højttalere og andet grej hos Apollon på Strandvejen, og et tidligt baskabinet hos John Hartwig i Studiestræde.
Lyra var vel sådan en slags genbrugsbutik når det gjaldt "rigtigt" gear, men en OK-butik til alle småtterierne som mundharper, ledninger, stativer og brugtgrej.
- Arne Jacobsen, aug. 2012
Lyra Musik,
Klausdalsbrovej 82,
2860 Søborg
LYRA biksen
Foto: Cykelkurt
2012.Aug.15:
Stærkt inspireret af Arne Jacobsen tøffer jeg ud til Lyra Musik, for at købe en node og få en snak med hr. Bræmer. Han viser sig at være en ældre herre med en venlig udstråling. Beredvilligt roder han rundt i adskillige papirstakke, for at finde en node til Cykelkurt. Ventetiden benytter jeg til at stille spørgsmål.
Om han aldrig skal på pension, spørger jeg.
Nej, han nægter at dø, bryder den næstkommanderende ind, de bliver 100 år i den familie, så glæd dig ikke for tidligt.
Videre fortæller næstkommandanten, at han selv kun har været 15 år i forretningen, og derfor stadig er på prøve. Bræmer himself er 82 og agter at fortsætte så længe hjerne og krop fungerer, så det kan vare mange år endnu...
Hele besøget foregår, som også beskrevet af Arne Jacobsen, i en let og munter atmosfære, der giver mod på at vende tilbage en anden gang, og jeg kan kun anbefale folk med musikalske interesser, at unde sig selv den fornøjelse det er, at opleve Bræmer & Co. i en ånd fra en anden tid.
- Kurt Starlit
Bræmer himself bag disken
Foto: Cykelkurt
--------------------------------------------------
KMC Musik
Grundlagt 1972 af Harry Boserup, som har været i musikbranchen siden 1963, hvor han var i lære hos Musikhuset Aage Jensen. Startede selvstændigt i 1972, hvor han blandt andet havde en KMC musikforretning på Østerbrogade. I dag (2012) er virksomheden et familieforetagende, hvor Boserup og datteren Susanne er aktive i KMC's daglige drift.
Stig Lysdal fortæller i sept. 2012:
Mit første job som udlært elektronikmekaniker var på KMC musikværksted i kælderen under butikken på Østerbrogade, lige overfor Parken. De to ejere Harry Boserup og Erik Thomsen nåede desuden at have butikker i Roskilde, Glostrup Hovedgade, Amager Centret samt Farum Centret. De importerede fra Gibson koncernen, Gibson og Epiphone, Lab forstærkere samt Lowrey orgler. Desuden Moog synths.
Butikkerne lukkede for en hel del år siden, men er nu i gang igen på H.C. Ørstedvej, hvor Harry Boserup sammen med sin datter driver KMC Musik.
Ved ikke så overvældende meget, da jeg kun var der i 1½ år, men reparerede for en del af datidens hotte danske navne.
Hvis jeg regner rigtigt, blev jeg ansat omkring 1978. Kunder i butikken var bl.a. Keld Heick m. band, Morten Kærså, Slangepigen Annika, Flemming Werge, Palle Mikkelborg, Ole Ousen, Ole Fick, James Price samt mange flere.
Den anden tekniker i butikken, som var der da jeg ankom, hed Erik Hartwig. Vi kørte også ud til kunder og foretog reparationer i værkstedets brun/orange Simca 1100. Hartwig var der efter jeg forlod KMC.
Jørgen Lauge reparerede instrumenternes fysik, mens vi tog os af det elektriske/elektroniske. Den "mærkeligste" opgave jeg blev sat til, var at save et Lowrey orgel til 70.000 kr over. Opgaven havde dog en helt konkret mission: Når festen starter kan mange hjælpe dig ind med dit orgel på rigtig mange kilo. Når festen er slut – ja så har alkoholen måske taget over. Det store Lowrey orgel var indrettet sådan, at alle stemmerne sad i toppen, og strømforsyning samt alle forstærkere, højttalere og Leslie sad i bunden. Så gang i saven og skævbideren, og fat i multistik og loddekolbe.
Spillesteder
I København fandtes der i 1960'erne mange spillesteder, altså steder hvor man kunne høre levende musik.
Her følger en beskrivelse af de vigtigste:
Enghaveparken
Optakten til 1960'ernes beatmusikalske brag var 1950'erne og den rockende ungdom, som allerede på dette tidspunkt truede den grå livsstil, danskerne havde opbygget omkring sig selv. Ungdommen var utilfreds, utaknemmelig og utålmodig. Det viste sig bl.a. i Enghaveparken, hvor der blev arrangeret asfaltballer hver torsdag i sommerperioden og langt ind i pigtrådsperioden:
Da rocken kom til Danmark
Af Tine Godsk Hansen
Midt 50'erne var præget af koldkrigsstemning. Velfærdssamfundet begyndte stille at finde sin form, men krigens skygge lå stadig over landet, og blandt højdepunkterne var besøg fra statsmænd som Churchill og Eisenhower. Man lyttede til pæne Nina & Frederik og dansede til jazz i klubberne.
50'erne var også tiden, hvor efterkrigstiden store børneårgange blev unge. De var mange, tjente deres egne penge og var med til at skabe det nye begreb Teenager. Men teenagerne havde ikke rigtig noget at lave eller nogen steder at være. Man kunne gå på isbar eller som det vildeste hænge ud på sin knallert.
Rocken kommer
Så kom der nye lyde fra USA. Bill Haley & The Comets bragede igennem med nummeret 'Rock Around The Clock' og var med til at definere begrebet 'Rock and Roll', og i sydstaterne begyndte Elvis Presley at rulle med hofterne.
Den strømning lugtede danselæreren Børge Kisbye og arrangerede Danmarks første Rock'n'Roll danseforestilling. Den 4. oktober 1956 fik den danske ungdom sit første møde med Rock'n'Roll i KB-Hallen. Der fandtes endnu ingen danske rockorkestre, så Kisbye havde hyret Ib Glindemanns store jazzorkester. Orkestret havde i årene op til været et populært bigband orkester, men var nu ved at miste terræn til de nye toner, og sagde ja tak for at holde skindet på næsen. I front stod den unge lærling Ib "Rock" Jensen, som havde vundet en talentkonkurrence, og skreg " Rock and Roll". Sammen flyttede de taktslaget på orkestrets repertoire til 2 & 4 i stedet for 1 & 3 og skabte noget, der lugtede lidt af rock. Rock'n'Roll levede op til sit vilde ry, da dansekonkurrencen til mediernes store glæde endte med ballade. Den viste sig senere at være fremprovokeret af en dagbladsfotograf.
En anden af dansk rock and roll-stjerne blev Flemming Rasmussen, som ændrede navn til James Rasmussen, da han vandt en talentkonkurrence som den danske Tommy Steele. Rocken blev i slutningen af 1950'erne gjort pænere og pænere, og blev opslugt af underholdningsindustrien, men James Rasmussen's egen single "Handclap" har nogle af de ægte toner.
Anderumper og læderjakker
Med rock'n'roll'en fulgte også en ny tids mode med strutskørter, candyflosshår og til herrerne anderumper formet med vaseline - håret skulle jo sidde rigtigt, når der var asfaltbal i Enghaveparken. Her blev det flere gange til sammenstød mellem de unge læderjakker og politiet. Det skete også, da der i 1959 blev arrangeret en festival, "Nordisk Rock Battle", på friluftsscenen i Bellahøj. Om aftenen brød der optøjer ud, hvilket endte med, at scenen brasede sammen under Melvis Rock Band, Danmarks første rigtige rockband. Endnu engang fik rock'n'roll stemplet som en farlig, rebelsk størrelse.
Radio Mercur
Men for de fleste unge drejede det sig bare om at lytte til en musik, som ramte dem lige i mellemgulvet. Og den mulighed fik de med Radio Mercur, som i 1958 begyndte at sende fra et skib i Øresund for at omgå Danmark Radios monopol. Her kunne man blandt andet høre den unge stjerne Otto Brandenburg, der ramte lige ind i pigehjerterne. Otto Brandenburg skulle også have optrådt i Danmarks Radio, men bestod i første omgang ikke den mikrofonprøve, som alle her skulle igennem.
I 1963 måtte Danmarks Radio dog bøje sig for de nye tider med radiokanalen P3, der kopierede Mercur, som lukkede samme år. Tiden er moden til The Cliffters og Peter Belli, og fra England lød der nye toner fra fire langhårede fyre. Beatlemanien var på vej.
ref.:
http://www.dr.dk/Musik/Huskerdu/Artikler/
2008.Febr.08
--------------------------------------------------
Mælkepoppen
Året er 1964 og landets fire Mælkepop’er har lagt sig i spidsen med at vise de unge, at man skam godt kan hygge sig uden alkohol. Menukortet tæller en halv snes forskellige varianter af ”rystet” mælk med frugt og is - velegnet til et sugerør eller måske to - samt en god håndfuld fristende isanretninger.Mælkepoppen, åh ja, det var her en lang række ukendte (men smukke) piger viste yndighederne frem, i det forfængelige håb at blive opdaget. Drømmmen var, at ende som Evy Nordlund, der efter en MIss Danmark titel i 1958 og en plads i semifinalen i Miss Universe konkurrencen samme år, får en Hollywood filmkontrakt. Hun når at medvirke i en enkelt film, inden en amerikansk skuespiller scorer pigen fra Parmagade.
I 1958 synger Lily Broberg sangen om "Alle vi fra Parmagade" i filmen "Pigen og vandpytten". Børge og Arvid Müller's tekst rammer plet, for Evy Nordlund var langt fra den eneste der drømte om rigdom og berømmelse. Faktisk bliver Mælkepoppen overrendt af håbefulde unge kvinder, der i kølvandet på Nordlund's succes drømmer om det store gennembrud og frigørelse fra det daglige slaveri.
OBS!
På websiden med teksten til "Alle vi fra Parmagade" er sangen og filmen "Pigen og vandpytten" angivet til 1954. Men det må skyldes en trykfejl, for fænomenet Evy Nordlund var slet ikke opdaget på dette tidspunkt, ligesom filmen af flere forskellige kilder er angivet til 1958.
Men ellers var Mælkepoppen på Axeltorv et sted, hvor der af og til var mulighed for at høre levende musik, f.eks. Jerry Williams, The Cliffters og andre store navne i tiden.
Jørgen Ingmann indspillede på samme tid sammen med nogle jazzmusikere "Milkshake Twist". Pladen blev uddelt gratis (eller meget billigt) til poppens gæster, og var en lille blød 45 r.p.m. singleplade i ordets bogstaveligste betydning, idet der kun var riller (og dermed musik) på pladens ene side. Til gengæld var der masser af knas og slingrelyd gennem hele nummeret p.g.a. den skæve placering af midterhullet. Det mest skuffende var dog Ingmann's dårlige lyd. Han var jo ellers kendt som en ren perfektionist omkring lydtekniske detaljer, men her må andre hensyn have vejet tungere. Nummeret var gået nådigt i glemmebogen, da det dukkede frem af glemslen på den 4-dobbelte CD, som blev udsendt omkring Ingmann's 80-års fødselsdag i 2004. På CD'en lyder "Milkshake Twist" dog lige så elendigt som dengang.
--------------------------------------------------
Mælkepop på Axeltorv
Der er Stones, Hitmakers og Clifters på jukeboxen, jordbærmælk i glasset, Brylcreme i håret og nappa på stolene, når tidens ungdom sætter hinanden stævne i Mælkepop’en på Axeltorv. Året er 1964, og landets fire Mælkepop’er har lagt sig i spidsen med at vise de unge, at man skam godt kan hygge sig uden alkohol. Menukortet tæller en halv snes forskellige varianter af ”rystet” mælk med frugt og is - velegnet til et sugerør eller måske to - samt en god håndfuld fristende isanretninger. Bag projektet står Karolines Køkken, der et par år forinden – med stor succes – testede idéen. Og ingen lægger skjul på, at det primære formål er at øge de unges interesse for mælk og mælkedrikke. Målet er imidlertid også - som det lidt snørklet står beskrevet i Mælkepop-vedtægterne: ”At give de unge mennesker et samlingssted, hvor de kan mødes under passende opsyn i omgivelser, de synes om, og hvor de kan deltage i en underholdning, der tiltaler dem”! Underholdningen begrænser sig dog for det meste dog til jukeboxens 100 singler, men ved særlige lejligheder kan man dog være heldig at møde både Johnny Reimar og Dario Campeotto.
The Cliffters spiller i Mælkepoppen, marts 1962.
Sideløbende med driften af Mælkepop’erne i København, Kolding, Esbjerg og Ballerup assisterer køkkenet i Århus også med oprettelse af Mælkepop’er andre steder, bl.a. på flere kaserner, hvor de får navnet Mil-Pop’er. Og ikke overraskende er det ikke kun blandt de unge Pop’erne er populære. Også blandt forældre og politi udtrykkes der særdeles stor tilfredshed med initiativet. Fornøjelserne varer dog ikke evigt. De fire Karoline Mælkepop’er slutter i 1966, samme år som en af de mest spillede på Pop’erne, Hermans Hermits, hitter med ”No milk Today”!
ref.:
http://arla.dk/opskrifter/om-karolines-kokken-1/kokkenets-historie/maelkepop-paa-axeltorv/
--------------------------------------------------
Mælkepop eller i daglig tale, Mælkepoppen eller bare Poppen, var en række af af ungdomsbarer over hele landet, der blev åbnet i midten af 1960'erne af mælkeproducenten Danske Mejeriers Fællesorganisation. Deres udviklingsafdeling, Karolines Køkken oprettedes i 1962 og herfra stammer Mælkepopperne.
Disc-jockey Palle Kaustrup demonstrerer pladebarens 40 forskellige plader for de unge gæster.
Den efterhånden faldende interesse for mælke- og smørprodukter, fik Karoline til at starte forskellige tiltag, bl.a. Karolines Køkken og Mælkepopperne. På Mælkepopperne serveredes en lang række ikke-alkoholiske drikke, dog mest milkshakes med forskellig smag. I byerne, Kolding (1963-1969), Ballerup, Frederiksberg, Ålborg, Århus, Vejle og Esbjerg opstod der en Mælkepop.
To yndigheder er klar til at blive opdaget...
Mælkepopperne afholdte forskellige aktiviteter, såsom filmaften, diskussionsmøder, pladepræsentationer og ikke mindst koncerter. Pigtrådsmusikkens fremmarch i 1960'erne var en stor del af ungdomslivet på barerne og en lang række udenlandske og danske band spillede der. De fleste lukkede dog efter en kort årrække.
ref.:
http://da.wikipedia.org/wiki/M%C3%A6lkepop
--------------------------------------------------
Beatmusik og milkshakes
Karoline Mælkepop i Kolding 1963-68
Den 28. marts 1963 åbnede Karoline Mælkepop i Kolding. Mejeribrugets hjemmemarkedsudvalg stod bag i alt syv Mælkepopper i Danmark; Kolding var nummer to. Den eksisterede frem til november 1968.
Mælkepoppen var et gennemdesignet sted med ”voksen” udsmykning – uden plads til ungdommelig spontanitet. Alligevel tog de unge mennesker straks stedet til sig. De deltog talrigt i de forskellige aktiviteter som pladepræsentation, modeopvisning, musik fra pladebaren, diskussionsaftener og ikke mindst koncerterne.
For musikken stod med jævne mellemrum den kendte radiomand Anders Dahlerup, som havde været en af speakerne på piratsenderen Radio Mercur. Til daglig ansattes lokale unge mænd.
Da Mælkepoppen åbnede i 1963, var de første koncerter jazzkoncerter. Først den 25. januar 1964 spillede det første pop-orkester, nemlig Teen- Beats. Mange fulgte efter. Helt stort blev det, da Peter Belli & Les Rivals kom til Kolding den 5. november 1965. De fleste af de store danske orkestre som Defenders, Sir Henry & his Butlers, Lions, Melvis and his Gentlemen m.fl. samt udenlandske orkestre som Red Squares, Wishfull Thinking og Artwoods har spillet på Mælkepoppen.
Der åbnedes om eftermiddagen kl. 13 eller 14, og der blev lukket kl. 22. Om lørdagen var der åbent til kl. 23, hvis der var levende musik eller et andet arrangement. På et senere tidspunkt lykkedes det at få bevilling til at holde åbent til kl. 23.
Serveringspigen er Jonna Nissen.
De fire unge mænd er besætningen fra et skib, der lå i Kolding havn.
ref.:
http://www.koldinghus.dk/Default.aspx?ID=3262
--------------------------------------------------
Ole Berthelsen om Mælkepoppen og Peter Belli i Aalborg
Peter Belli og Les Rivals, Danmarks populæreste pigtrådsorkester. Den søndag eftermiddag, hvor de første gang spillede på mælkepoppen i Aalborg, var jeg en af de 1200 ellevilde unge publikummer der stod på bordene eller pressede på foran scenen, for at se, høre, opleve idolet. Stemningen var fortættet af forventning, og det rislede koldt ned ad ryggen da konferencieren introducerede bandet og det mørkerøde scenetæppe gled til side. Det var mit livs største musikoplevelse. En oplevelse af samme kaliber som når skrigende og dånende fans møder Beatles, Stones og Elvis. Forskellen var bare, at jeg ikke hengav mig til skriget, men bare gennemlevede det frydefulde øjeblik, da bandet satte i gang. “Move on” , “Go Now” og “Roll over Beatles”. Kritikerne hævdede at det lød som sangeren havde næseklemme på, og han kunne bestemt ikke synge engelsk, mente de. Men alle os fans var da ligeglade. Vi forstod heller ikke meget af de engelske sangtekster, men sang med så godt vi kunne, og egentlig var det jo heller ikke kun musik det handlede om . Peter Belli og Les Rivals var langhårede - rigtigt langhårede, og det var ligeså meget det der imponerede.
Peter Belli og Les Rivals blev et af de sikre tilbagevendende bands på mælkepoppen, og et af de faste indslag ved hver koncert, var når Peter Belli kaldte “Vovse” på scenen. “Vovse” var en af byens originaler. Stor og kav. Første gang han optrådte var det en god joke, men ved senere lejligheder blev det mere og mere pinligt for hver gang. Men Peter Belli holdt fast i traditionen, og viste dermed sit folkelige sindelag og sin samhørighed med de skæve eksistenser.
I “Bogen om Peter Belli”, der udkom da populariteten toppede i 1965, kunne man læse om Peter Bellis dramatiske ankomst til verden i et toiletskur, under et bombeangreb af Hamburg i 1945, og om hvordan han juleaften, som husvild i Københavns gader, havde smugkigget ind ad vinduerne til de veldækkede borde med andesteg, brunede kartofler og tændte julelys. Jo, Peter Bellis historie var en rigtig tåreperser. Lige så god som den om lastbilchaufføren Elvis, der for sine spareskillinger, indspillede en plade til sin mor og blev verdensstjerne. Men Peter Belli holdet sig til Danmark, og midt i pigtrådsbølgen sang han pludselig på dansk. Forstandige rockskribenter hævdede dengang, at det kunne man altså bare ikke, sproget var for hårdt. Men Peter Belli med næseklemmestemmen trodsede sagkundskaben og udgav singlen “Helt igennem respektabel”. Senere skiftede han også bandet ud, og med Otto Franckers orkester sang han “Hvem dømmer hvem og med hvad ret”. En meget passende kommentar til den hetzstemning der opstod om hans person, da han blev fængslet for hashrygning. Som ungdomsidol dalede Peter Bellis stjerne, efter dette. Han fortsatte dog til 1968 med backinggruppen Four roses med hvem han bl.a. indspillede “Hvis jeg var arbejdsløs”. Arbejdsløs blev Peter Belli dog ikke. Han kastede sig uforfærdet ud i dødsdromen på motorcykel, blev gift i skoven med sandsigerskens datter, o.s.v. o.s.v
Men tilbage til mælkepoppen på Grand, den søndag eftermiddag i 1965, hvor Peter Belli nærede drømmen om at blive rocksanger i et rockband. Vi kunne da godt høre at musikken var lidt falsk. Der var også lidt problemer med en af guitarene. Men stemningen var større end det kritiske øre, og Selmer- forstærkerne var på fuld volume, og hvad Ole Madsen var for fodboldfolket, var Peter Belli for sine pigtrådsfans.
Hver søndag præsenteredes et nyt spændende pigtrådsorkester på mælkepoppen. The Defenders, Lions, Someones og The Hitmakers med pralerøven Jørgen Krabbenhøft som forsanger. De tillod sig engang at komme 2½ time for sent til en koncert. Nå, ja hva` faèn, publikum fik en halv times musik. Der var lidt for meget københavnerkrukkeri i dette band, mente vi nok. Så mange tog dem på ordet: "Stop The Music”.
Nej, så var der mere energi og fanden-i-voldskhed over The Beethovens, min absolutte favoritgruppe, med sangeren John Harding og sangeren/guitaristen Ole Fick. Gruppens store hit var “Long live Beethoven” fra 1965. Nummeret indledes med tonerne fra Beethovens skæbnesymfoni udsat for forvrænget guitar. I 1966 kom singlen “Æh Bæh Buh” - Æh bæ bu - I`ve been fooling you, jo engelsk og dansk kunne godt forenes. Det rykkede også godt, når gamle Poul Dissing i sort habit gav den hele armen sammen med Beefeaters, med Peter Thorup på guitar.
Det hele blev skyllet ned med frisk milkshake, som var indkluderet i prisen på kr. 3,50. Af og til var der også ekstraordinære arrangementer på mælkepoppen, som f.eks. da The Kinks spillede en onsdag aften. Gruppen havde på dette tidspunkt status som nr. 3 på “verdensranglisten”, kun overgået af “The Beatles” og “The Rolling Stones”, men den koncert missede jeg. 10 kr. på en onsdag var mere end et købmandsbud kunne klare. Jeg havde heller ikke 15 kr. på lommen da Cream spillede i Vejgårdhallen og det er lidt ærgerligt, når jeg tænker på at det i dag kun er muligt at opleve Eric Clapton i kæmpestore haller med faste pladser, og stor distance mellem musikere og publikum. I Vejgårdhallen var der den ægte “clubfeeling”, hvorunder bluesmusik trives bedst.
Dagen efter koncerten i Vejgårdhallen sad vi på Leo's værelse. Leo havde været til Cream-koncerten, og havde fået et par trommestikker med hjem, som trommeslageren havde fyret af ud over publikum. “Ginger Baker” stod der på dem. Det må da være fabrikatet? Nej, sgu da, det er da trommeslageren der hedder så`n!
ref.:
http://www.oleberthelsen.com/11kapitel.php
--------------------------------------------------
Spørgsmål fra
Viggo Knackstredt vedr. Mælkepoppen i København.
--------------------------------------------------
