Alt det andet...

GuitarKaj i aktion
Fanget af Cykelkurt

 

Denne side er et tillæg til "Rockscenen i 1960'erne" med omtale af bl.a.

- musikhuse,
- spillesteder,
- den elektriske guitar,
- effekt pedaler,
- forstærkere,
- højttalere,
- Hammond orglet,
- Leslie højttaleren,
- den analoge synth,
- synthens historie, og
- (indspilnings)studier.

De efterfølgende tekniske beskrivelser er et forsøg på, at give en let forståelse af det, der for os i 1960'erne næsten var sort magi. Forhåbentlig kan forklaringerne gøre rock-elektronikken lidt mindre mystisk, lidt mindre eksklusiv og måske ligefrem interessant for nutidige læsere.

En række personer har leveret konstruktive forslag til siden, samt tilladelse til at benytte deres ophavsmæssige rettigheder. I den anledning skylder jeg stor tak til bl.a. Gert Michelsen, Jerry Ritz, Freddie Valgaard, Jes Baggersted, Henning "Nojer" Nør, Sven Andersen, Niels Juul Schneider, Chris Paulsen, TømrerClaus, Robin Taylor, Jesper Veiling, Klaus Lorenzen og en række andre, som det vil fremgå af indlæggene her på siden.

Fejl og mangler kan aldrig undgås. Hvis nogen derfor sidder inde med oplysninger, som kan gøre siden mere korrekt, hører jeg gerne nærmere. Skriv venligst til:

og jeg vil tage stoffet op til overvejelse.

- Kurt Starlit
aka Cykelkurt

 

Seneste opdatering: 2010.Sept.02

 

===================================================

 

Musikhuse

Hvis man som musikinteresseret ung mand (for piger var der stort set ingen af) i 1960'erne ville finde nogen at spille sammen med, var mulighederne ikke ret mange, faktisk kun Politiken's rubrik "Teater og Musik søges" samt musikhusenes opslagstavler. Og så skulle man selvfølgelig have noget grej/gear/udstyr at spille på, for uden udstyr var døren til det forjættede land lukket. Indkøbene kunne f.eks. ske hos:

 

Musikhuset Aage Jensen

Billedet, som er fra sept. 2010, viser Aage's butik set fra hjørnet af Landemærket (tv.) og Åbenrå (th.).
Tilbage i 1960'erne lå indgang og udstillingsvinduer ud til Åbenrå-siden.
Længst borte ad Åbenrå, uden for billedet, ligger værkstederne.
I dag er der indgang på hjørnet og udstilling hen langs Landemærket.
Foto: Cykelkurt

Stort billede

Aage Jensen's butik lå i 1960'erne (og ligger stadig) på hjørnet af Åbenrå og Landemærket, Kbh. K. Butikken var sin tids hotte sted (dengang var et "hot" sted forøvrigt "cool") med alle de fine mærker Vox, Fender og Gibson blandt meget andet. Også de skønne mikrofoner fra Shure blev forhandlet her. En af mine venner købte i et anfald af begejstring en forgyldt Shure SM57 i 1965.

Bestyrer Preben "Ulrik" Ulrichsen var en flink og imødekommende person, som var indforstået med, at man gerne ville prøve sig frem med de forskellige mærker og modeller. En låneordning var altid mulig. Og apropos Ulrik, så var han rytmeguitarist hos Rune Christy & The Christies. Prøv f.eks. at gå ind på Dansk Rock, Pigtråd og Beat 1958-68 og søg på gruppen. På billedet ses han yderst til venstre med en Stratocaster i hånden.

Aage Jensen udlejede også udstyr, bl.a. husker jeg en episode fra 1968, hvor forretningen stod for alt udstyret til en koncert med engelske The Move i Tivoli's Koncertsal (se evt. nærmere beskrivelse af episoden under Rockscenen, del 2). Her spillede Ulrik en central rolle.

Aage Jensen startede sin første forretning i Stengade, Kbh. N, i 1948. Det var mest harmonikaer der blev solgt. Senere, omkring 1960 da forretningen flyttede til Åbenrå (Kbh. K), kom der større udvalg på hylderne. Da jeg begyndte at købe udstyr hos Aage i 1965, var forretningen vel udrustet med Ludwig trommer, Fender guitarer og andet af samme skuffe.

Gamle Aage er forlængst steget til himmels, så i dag (2010) hedder indehaveren Henrik Nørgaard, der oprindeligt er udlært som butiksleder hos Aage i 1982. Efter at have bestyret Aage's afd. i Slagelse 1983-88, købte HN afdelingen og omdøbte den til Musikstationen. En filial oprettedes 1993 i Næstved. Begge forretninger lukkede iflg. HN p.g.a. "særdeles uheldige omstændigheder" i 2002. Herefter blev "Musikstart" opstartet af HN i begyndelsen af 2003 - om forretningen stadig eksisterer, vides ikke. HN overtog ejerskab og ledelse af Aage i 2007.

I febr. 2009 kunne man i SuperSound's forretning i Skindergade se et opslag der bl.a. fortalte, at...

Super Sound flytter 28. febr. 2009 !!!!!
Som vore trofaste Eskildsen-kunder måske allerede ved, indgår Musikhuset Aage Jensen og Eskildsen nu i samme firma, nemlig 4Sound. 4Sound er en nordisk kæde af musikforretninger beliggende i både Norge, Sverige og Danmark.
For fortsat at kunne tilbyde den bedste service til alle vore kunder, flytter vi pr. 1. marts alle Super Sounds aktiviteter, og integrerer dem hos Musikhuset Aage Jensen på Landemærket i København.
Det gælder både salg, support, kurser og undervisning. Det betyder, at vi får samlet “alt under et tag” i København.
Flytningen er i høj grad affødt af de fysiske rammer i forretningen i Skindergade. Den gamle bygning har i mange år sørget for, at Super Sound altid har haft en særlig atmosfære og stemning, men har i høj grad også indretningsmæssigt og logistisk været en begrænsning i det praktiske daglige arbejde.
Vi er kede af at det ikke har været muligt at finde en holdbar løsning, så vi kunne blive i bygningen. Men...- når det nu er sagt... vil vi gøre alt for at vore trofaste Super Sound/Eskildsen kunder mærker så lidt til ændringerne som overhovedet muligt (bortset fra nyt telefonnummer/mail, og en ny adresse). Man vil stadig kunne møde de samme velkendte ansigter under det nye tag, og en stor del af varesortiment og -filosofi flytter med.
Med lukningen af den fysiske butik i Skindergade er et historisk kapitel slut i det Københavnske musikliv, men det bliver også starten på et nyt!

Med SuperSound's lukning er livet samtidig taget af Aage's største konkurrent i hovedstadsområdet. SuperSound var op til overtagelsen ejet af Eskildsen, men sandsynligvis har de to parter slået kludene sammen på Landemærket, for at overleve en svær tid for alle i musikbranchen.

Musikhuset Aage Jensen

Aage på Facebook

 

--------------------------------------------------

 

Musik Forum

Musik Forum i 1959, før verden gik af lave.
Foto: Cykelkurt

Forretningen lå på Amagerbrogade, tæt ved Christmas Møllers Plads, og førte udover grammofonplader bl.a. de tyske Höfner guitarer. Her fik jeg min første elektriske guitar i konfirmationsgave (af min mor) i 1962, en Höfner, Model 126. Pris: 540 kr. incl. etui.
Forretningen var nydelig, indehaveren - en ældre mand i fløjlsjakke - var dygtig til at dekorere udstillingsvinduet op, så man fik lyst til at komme indenfor. Her har jeg købt mange skildpadde-plectrer, som dengang blev regnet for de bedste (det var før kunststof-plectrerne med nupret overside vandt indpas). Så kunne jeg ved samme lejlighed få mulighed for at kigge - måske endda røre - ved nogle af alle de spændende instrumenter, der altid stod i forretningen. Forstærkere var der desværre kun ganske få af. Jeg tror indehaveren bevidst undgik forstærkere, fordi han ikke brød sig om den nye musik, og al den larm og uro forstærkere ville medføre. Der skulle være pænt og roligt!

 

--------------------------------------------------

 

Musikhjørnet
på Strandboulevarden var stedet hvor man købte de danske Holler forstærkere. Fabrikationen foregik muligvis andetsteds, men blev solgt fra butikken på Strandboulevarden, hvor Svend Olaf Møller - også kaldet Kugleøje og hans forældre ekspederede. I en periode var Holler-forstærkerne mere populære end Vox, f.eks. kan man se dem på mange billeder af Rivalerne, Peter Belli's gruppe. Men noget må være gået galt, for pludselig holdt produktionen op. Selv har jeg flere gange købt musikudstyr hos Kugleøje, som i øvrigt spillede harmonika. Han var vist et stort musikalsk talent, der vandt et antal konkurrencer og optrådte flere gange i dansk TV med sin harmonika.

Kommentar fra Henning Sørensen

Kommentar fra Per Søfeldt Jessen

PSJ skriver på sin hjemmeside bl.a. følgende om Svend Olaf Møller:

Svend er blind!
Men alligevel "ser" Svend mere end mange seende.
Svend er min bedste ven, ingen tvivl om det!
Jeg har kendt Svend siden vi var en 18-19 år gamle, og vi holder stadig sammen.
Svend var dengang den yngste musiker der var ansat i Statsradiofoniens Underholdnings Orkester,
og han var blændende på sin harmonika. Det er han forresten stadig.
I dag er han en af landets bedste "Suppe, steg og is" musikere
med sangerinde, gudskelov, for Svend kan ikke synge!!!

 

--------------------------------------------------

 

Musikdepotet
lå i Brønshøj på flere adresser, bl.a. Frederikssundsvej og Tuxensvej. Det var i udpræget grad kopivarer man satsede på. Til gengæld havde forretningen et stort udvalg. Jeg har en skummel mistanke om, at Kugleøje og hans forældre havde noget med butikken at gøre, men det er ikke noget som har kunnet bekræftes. Jeg mener dog at have set hans far i butikken på Tuxensvej.

Kommentar fra Freddie Valgaard

 

--------------------------------------------------

 

Apollon Musik

Apollon Musik på Strandvejen 90 i Hellerup var sådan en slags forstædernes Åge Jensen. Her ekspederede bl.a. "Daffy" - en kendt guitarist i tiden. Mange år senere, i 2005, talte jeg med Atle Hansen fra Apollon Musik, som fortalte at Daffy forlængst er rejst til staterne, hvor han har fundet sig et vellønnet job som studietekniker. Tak for oplysningen og good luck til Daffy.

På Apollon's hjemmeside kunne man i august 2010 læse følgende:

Apollon Musik åbnede første gang 15. september 1924. Det var Frøken Ragna Andersen der dengang åbnede byens førende pladeforretning hvor der var lytterum på første sal, hvor vi idag har guitarrum. Resten af førstesalen blev dengang brugt til beboelse.

I 1956 købte Svend Høgenhaven Jensen forretningen for 5.000,- kr. med den ide at langsomt gå fra plader og over til musikinstrumenter og undervisning. Det gik langsomt fremad, men så blev The Beatles et stort hit og alle ville have den samme VOX forstærker som dem, hvilket blev forhandlet hos Apollon Musik.

Jeg startede i Apollon Musik d. 15. oktober 1967 og overtog forretningen 1. oktober 1976. Idag har vi mange forskellige produkter og mærker, og vi udvider konstant vores produktportefølje, selvom et par af produkterne har været forhandlet siden dengang.

Mvh
Ole Skaarup
Indehaver

Apollon Musik

 

--------------------------------------------------

 

Musikhuset Jac. Jørgensen

Frederiksborggade 1 & 7, Kbh. K, tlf. PA 6679

Jeg kender kun firmaet fra de få hurtige glimt man kunne få, når man strøg forbi. Forretningen forhandlede bl.a. Burns guitarer (som anvendtes af Les Sharks) og forstærker TP6318 fra Tower Radio.

Tidligere har jeg skrevet følgende om Jac. Jørgensen:

"MJJ lå et sted i den indre by, Frederiksborggade vistnok, lige ved Kultorvet. Jeg husker ikke meget om denne forretning, fordi jeg ikke kom der. De havde vist værksted et sted ude i Hellerup, og var vist også eneimportør af Roland. Så vidt jeg forstår, er firmaet senere omdannet til Roland Danmark. Noget i den retning."

Det har afstedkommet en kommentar fra Freddie Valgaard.

Jac. Jørgensen annonce, ca. 1970

Harmonika annonce, 1

Harmonika annonce, 2

 

--------------------------------------------------

 

Brdr. Jørgensen

Firmaet lå på Rygårds Allé i Hellerup, men ellers husker jeg kun minimalt om virksomheden. Den tekniske chef hed Arne Hansen, han flyttede senere med over i Roland Scandinavia, da butikken lukkede.

For yderligere oplysninger, se...

Kommentar fra Freddie Valgaard.

På Roland DK kan man læse følgende:

Roland Scandinavia A/S blev etableret i 1981 i et Joint Venture mellem Rolands karismatiske grundlægger Mr. Kakehashi og Rolands forhenværende administrerende direktør Erik Gramkow. Siden grundlæggelsen har Roland Scandinavia udviklet sig med imponerende fart og er i dag blandt markedets ledende distributør i et spændende og anderledes marked.

I dag har Roland Scandinavia godt 45 medarbejdere, hvoraf de 25 arbejder fra hovedkontoret på Skagerrakvej i Københavns Frihavn. De øvrige medarbejdere arbejder på Rolands lokale salgskontorer i Stockholm, Helsinki og Oslo.

Roland Scandinavia repræsenterer Roland, BOSS, Cakewalk by Roland, Edirol by Roland, Rodgers og Roland Systems Group eksklusivt i alle fire nordiske lande, Baltikum samt Rusland.

 

--------------------------------------------------

 

Hagström Musik
på Åboulevarden førte udover firmaets egne (svenske) produkter også de amerikanske Fender forstærkere og guitarer. Fender produkterne var dog i en helt anden prisklasse, og ganske uopnåelige for de fleste. Til gengæld gav Hagström's egne produkter - først og fremmest forstærkere og guitarer, men også harmonikaer - en masse value for money, som vi var mange der forstod at værdsætte. Svenske hr. Persson var ikke altid lige imødekommende overfor kunderne, men fornemmede han at der var kontanter bag ordene, fik piben omgående en anden lyd - en typisk handelsmand. Jeg købte bl.a. en Hagström basguitar derinde i 1967 til 715 gode danske kroner. Nogle år senere også en 100W kuffertforstærker med 4 stk. indbyggede 12" Philips højttalere. I afdelingen for specialer så jeg en dag Keld Heick (ca. 1968), hvor han gav den på western guitar, alt imens han sang Neil Sedaka's "Breaking up is hard to do", så enhver svigermor blev blød i stellet. Den stive fastelavnsgrimasse var allerede dengang en del af det faste inventar i hans fremtræden.

 

--------------------------------------------------

 

John Hartwig Musik
Studiestræde, Kbh. K
husker jeg absolut intet om - er helt blank. Er der nogen, som husker...?

Kommentar fra Henning Højen

Jazzbassisten Hugo Rasmussen fortæller om sit første møde med Hartwig:

I 18-års fødselsdagsgave fik jeg penge af alle. Jeg fik slet ingen almindelige gaver. Så jeg havde 800 kroner, og havde undersøgt hvor man kunne få fat i en kontrabas. Ja, man kunne i hvert fald tage ind til John Hartvig i Studiestræde. Men jeg var ikke vant til at komme i København. Jeg havde kun været i skolebio og en enkelt gang i Det Kongelige Teater og Folketeatret og vidste ikke noget som helst om København. Men kom da ind i Studiestræde, med tog og bus. Ind til John Hartvig, op ad trappen, ind i hans forretning.

Og så var det pudsigt nok ham, der stod bag ved disken, viste det sig senere, da jeg lærte ham bedre at kende. Han var ret barsk, og jeg har sandsynligvis lignet en, der kom fra landet, sådan skyllet ind med fire-toget. Og det kunne han se lige med det samme.

Det første han spurgte var, "Hvad vil du?"
Det syntes jeg jo, var noget barsk. Det var jeg ikke vant til fra Bagsværd.
Så sagde jeg, "Ja, jeg skulle se på en kontrabas."
Det næste spørgsmål var, "Har du nogen penge?"
Ja, det havde jeg - 800 kroner.
Ups - så var det noget helt andet.
"Så går vi ned i kælderen."

Der stod der to rækker kontrabasser. Så hev han et instrument frem, og slog nogle toner, bum, bum, bum, sagde det. Han slog på den, drejede den rundt, ligesom jeg havde set på film, ikke. Et fremragende instrument, der sjovt nok kostede præcis 800 kroner. Det var meget, meget heldigt, ikke?

ref.:
http://dvm.nu/hierarchy/periodical/js/1995/01/?show=data/periodical/js/1995/1/periodical-js1995_1_09.tkl&type=periodical

 

--------------------------------------------------

 

Svend Stein Musik
lå på H.C. Ørstedsvej, tæt på Gl. Kongevej. Indehaveren virkede ikke særlig interesseret i musik eller instrumenter, men sad det meste af dagen og telefonerede med sin bekendtskabskreds, beklagede sig over livets fortrædeligheder, røg cigaretter og drak et glas vin. Her kunne man nyde et tysk forstærker-fabrikat, som mindede meget om Fender: Echolette. Jeg tror Svend Stein havde eneagentur på Echolette.

Jeg prøvede Echolette ca. 1966 - det så lækkert ud, spillede godt med originale JBL-højttalere, og var betydelig billigere end originalen. Et par år senere så jeg i øvrigt Mogens "Django" Petersen spille på en Echolette pendant til Fender Dual Showman i Revolution på Åboulevarden.

 

--------------------------------------------------

 

SuperSound

Super Sound butikken i Skindergade

Første gang jeg stødte på Super Sound, omkring 1970, lå butikken i den lave ende af H.C. Ørstedsvej (ved Gl. Kongevej). Det var omkring samme sted som Svend Stein Musik i sin tid havde ligget.

Senere, ca. 1980, flyttede de hen i den anden ende af Ørstedsvej (nær Åboulevarden). Begge steder kunne man på bedste vis blive betjent af bl.a. Arne Schröder, rytmeguitarist hos Sir Henry. Den omstændighed, at han forstod kunsten at skabe et tillidsforhold til sine kunder, plus at han var en symatisk person gjorde, at han hurigt fik mange venner (se evt. yderligere omtale af AS under Fender Jazzmaster).

Forretningens ejer i disse år hed Larsson, som var en igangsætter med et levende temperament. Blandt de ansatte var der ofte en vis nervøsitet for lønudbetalingerne. Til tider kom lønnen slet ikke, og til andre tider skulle der en række kraftige rykkere til, før der skete noget i sagen.

På et tidspunkt er Super Sound flyttet til en mere central beliggenhed i Skindergade i indre by (Kbh. K).

I febr. 2009 kunne man i Super Sound's forretning i Skindergade se et opslag der bl.a. fortalte, at...

Super Sound flytter 28. febr. 2009 !!!!!
Som vore trofaste Eskildsen-kunder måske allerede ved, indgår Musikhuset Aage Jensen og Eskildsen nu i samme firma, nemlig 4Sound. 4Sound er en nordisk kæde af musikforretninger beliggende i både Norge, Sverige og Danmark.
For fortsat at kunne tilbyde den bedste service til alle vore kunder, flytter vi pr. 1. marts alle Super Sounds aktiviteter, og integrerer dem hos Musikhuset Aage Jensen på Landemærket i København.
Det gælder både salg, support, kurser og undervisning. Det betyder, at vi får samlet “alt under et tag” i København.
Flytningen er i høj grad affødt af de fysiske rammer i forretningen i Skindergade. Den gamle bygning har i mange år sørget for, at Super Sound altid har haft en særlig atmosfære og stemning, men har i høj grad også indretningsmæssigt og logistisk været en begrænsning i det praktiske daglige arbejde.
Vi er kede af at det ikke har været muligt at finde en holdbar løsning, så vi kunne blive i bygningen. Men...- når det nu er sagt... vil vi gøre alt for at vore trofaste Super Sound/Eskildsen kunder mærker så lidt til ændringerne som overhovedet muligt (bortset fra nyt telefonnummer/mail, og en ny adresse). Man vil stadig kunne møde de samme velkendte ansigter under det nye tag, og en stor del af varesortiment og -filosofi flytter med.
Med lukningen af den fysiske butik i Skindergade er et historisk kapitel slut i det Københavnske musikliv, men det bliver også starten på et nyt!

Med SuperSound's lukning er livet samtidig taget af Aage's største konkurrent i hovedstadsområdet. SuperSound var op til flytningen ejet af Eskildsen, så sandsynligvis har de to parter slået kludene sammen på Landemærket, for at overleve en svær tid for alle i musikbranchen.

 

--------------------------------------------------

 

Blue Boys Shop

Blue Boys Shop på Gl. Kongevej havde indrettet sig i meget små lokaler, som aldrig faldt i min smag. Desuden blev det ikke tolereret, at man bare ville "ose". Der skulle købes, ellers var det ud. Udbuddet var iøvrigt heller ikke særlig stort.

Sammen med soldaterkammeraten Jørgen Pedersen dannede Bjarne Rydstrøm i 1949 Blue Boys, og da de få år efter blev til en kvartet, tog tingene fart. Forinden havde han i spejderkorpset sunget sammen med Jørgen Pedersen. De deltog i forskellige amatørkonkurrencer og fik John Nielsen med og sammen vandt de en konkurrence i Hollænderbyen på Amager. I 1952 blev gruppen udvidet med Palle Reinert og kvartetten slog igennem ved Journalistforbundets rundskueshow i Tivolis Glassal i september 1952. De blev landskendt, da de i 1954 indsang "Oppe på bjerget", der solgtes i 150.000 eksemplarer. I 1950erne og 1960erne havde Blue Boys store hits som "Hver gang du smiler lidt til mig", "Sommerens Vals", "Ud på flisen Karoline", "Charlie Brown", "En skraldemand han ta'r skraldet", "Døllefjelde-Musse" og mange andre sange, der med tiden er gået hen og blevet evergreens. I fem år var de faste gæster i Volmer-Sørensens populære fjernsynsshow TV i Tivoli, hvor vokalgruppen altid indledte med at synge: "Blue Boys ved mikrofonen, nu starter Nordvisionen...". De medvirkede i en lang række radioudsendelser og optrådte i Norge og i de svenske folkeparker. I juli 1969 fejrede Blue Boys 20-års jubilæum i Tivoli-Varieteen, hvor de fik overrakt en guldplade for en million solgte plader. Trods deres succes beholdt de alle deres borgerlige erhverv. Jørgen Pedersen arbejdede som reklamemand og udstillingsarkitekt, Bjarne Rydstrøm med egen forretning med møbler, tæpper og gardiner og senere som tapetserermester og møbelpolstrer på eget værksted i Vanløse og Palle Reinert som taxavognmand.

En overgang havde gruppen sin egen grammofonpladeforretning "Blue Boys Shop" på Gl. Kongevej på Frederiksberg, som i første halvdel af 1960erne blev overdraget til det sidste medlem af vokalgruppen - John Nielsen.

ref.: danskefilm.dk

Bogen om Blue Boys

Med personlige anekdoter, avisudklip og fotos fra tiden med Blue Boys guider Bjarne Rydstrøm læserne igennem en epoke i dansk underholdning fra 1949 til 1989.

Sådan er ordene på bagsiden af bogen om Blue Boys, skrevet af et af medlemmerne, men desværre står der ikke noget om forretningen Blue Boys Shop. Heller ingen billeder.

Blue Boys (Wikipedia)

 

--------------------------------------------------

 

Marno Sørensen

Marno's skilt i Skoubogade
Foto: Cykelkurt

Hos Marno Sørensen i Skoubogade var det blæserne som var i centrum, det behøvede man slet ikke være i tvivl om. Butikken havde en lidt antikveret udstråling såvel i indretning som i forbeholdet over for alt det nye (pigtråd). Jeg har kun været i butikken ganske få gange, og har hver gang følt mig langt væk hjemmefra. Der var ikke ret meget i butikken som kunne pirre interessen hos en ung pigtrådsmusiker. Jeg kan jo se, at Marno har gjort indtryk på saxofoninteresserede, ja faktisk ser det ud til at han var en foregangsmand på feltet, men for en ung mand med interesse for elektrisk musik, var der ikke meget at komme efter.

Marno's biks en augustdag i 2010

Marno's biks set fra modsatte side

Marno på Facebook

Skoubogade (Wikipedia)

 

--------------------------------------------------

 

Selandia Radio
på hjørnet af Amagerbrogade og Sverrigsgade solgte udover radio og TV også musikinstrumenter i 1960'erne. Der var indrettet et helt lokale ud mod Amagerbrogade, hvorfra alle herlighederne kunne ses gennem det store vindue. En del af udstyret var brugt (sandsynligvis modtaget som en del af byttehandler), men selvom varerne gav lyst til at kigge nærmere efter, var personalet tydeligt indstillet på salg - ikke oseri (at oseren af i dag er køberen af i morgen, var der ikke megen forståelse for). Derfor holdt jeg øje med deres vinduer, men kom sjældent indenfor.

På Wikipedia kan man læse følgende:

Selandia Radio A/S var en dansk kæde af radio/tv-butikker.
Kæden bestod af af 15 butikker i Hovedstadsområdet, og omsatte i 1995/1996 for 207 mio. kr. Selandia beskæftigede 160 ansatte. I 1997 blev kæden overtaget af Fredgaard, hvorefter butikkerne blev omdannet til Fredgaard-butikker.

 

===================================================

 

 

Spillesteder

I København fandtes der i 1960'erne mange spillesteder, altså steder hvor man kunne høre levende musik.
Her følger en beskrivelse af de vigtigste:

 

 

Le Carrousel
I daglig tale kaldte vi stedet for Karrusellen, fordi det andet lød sådan lidt...

Le Carrousel lå på Axeltorv ved Vesterport Station. Her gik jeg ind, så ofte jeg havde råd. Stedet vovede at hente en række af datidens store (og mindre store) navne til lille Danmark på en mikromatisk scene. Blandt mange andre kan nævnes

Chris Farlowe,
Alan Price Set,
The Cockneys,
The Small Faces,
Eric Burdon & The New Animals,
Chris Andrews,
Dave Dee, Dozy, Beacky, Mich & Tich,
Manfred Mann,
The Walker Brothers og
The Association.

Karrusellens scene, Servanten, var meget lille og placeret helt oppe under loftet. Ikke desto mindre lykkedes det at presse stort set alle de store navne ind deroppe. Karrusellen (som senere skiftede navn et par gange og bl.a. på et tidspunkt hed Daddy's Dance Hall) var dog ikke bare et smart navn. Den hed sådan, fordi der langt op i 1960'erne var en bar nedenfor scenen udformet som en karrusel, som kunne dreje rundt i adstadigt tempo. Ved at sidde på karrusellen kunne man køre 360° rundt og på denne måde holde øje med alle de dejlige piger på dansegulvet.

Le Carrousel / Karrusellens indgangsparti midt i 1960'erne

Karrusellen snurrer. Øverst i billedet tv. ses lidt af servanten med en Vox sangsøjle.

PS
På Facebook findes en side om Le Carrousel:
søg på "Le Carrousel", "Karrusellen" eller "Gert Michelsen".

--------------------------------------------------

Til: Cykelkurt
Fra: Jerry Ritz
Dato: 2009.Febr.20
Vedr.: Le Carrousel

Hej Kurt,
Billederne fra Le Carrousel er fine, det er ligesom at være der igen. Det eneste af de store bands som spillede derinde i 60'erne, som fik lov til at spille nede på dansegulvet foran karrusellen, var The Walker Brothers - alle andre var henvist til den lille balkon oppe under loftet.

Da vi lavede Rest. Palmehaven derinde med natklubben Blue Heaven på 1. sal, fik Erik Thomsen og jeg bygget kontor lige ovenover. Der blevet lavet et specielt vindue ud mod banegraven, som er der den dag i dag.

Kan du huske at der var bowlingbaner på 1. sal og et lille diskotek nede bagved?

Jeg glemmer aldrig, at første gang jeg hørte en plade med Cream var i det diskotek. Der hvor balkon-scenen var, blev der lavet omklædningsrum til musikere og solister - scenen var jo der, hvor karrusel-baren var placeret, så der blev lavet en trappe ned. Det er et hus jeg kendte særdeles godt - fra kælder til kvist!

Men efter lukningen af Daddy's Dance Hall og etablering af de mange Nordisk Film-biografer er "indmaden" i bygningen fuldstændig ændret - men "mit" og Eriks vindue er der stadig!

Musikalske hilsner
Jerry

--------------------------------------------------

Kære Jerry,
åh ja, bowlingbanen....jo, jeg har været der en enkelt gang, men det var jo musikken og pigerne (honk-honk) der trak, og det foregik nedenunder.
Tak for den fine beskrivelse af dette skønne sted!
Stor hilsen
Kurt

--------------------------------------------------

 

Nyhavn 41
var bl.a. tilholdssted for The Rocking Ghosts. Et lille sted med ultraviolet belysning på scenen, og med plads til dans og nærkontakt med det modsatte køn. Jeg var imponeret over, at man kunne mærke den elektriske bas i trappens jerngelænder, når man fra gaden bevægede sig ned i lokalet.

 

Jomfruburet
levede slet ikke op til sit navn, men det var der vist ingen som var kede af. Tværtimod var der altid tæt besat i de små lokaler af kvinder og mænd der søgte kontakt, fordi stedet var kendt af gud og hvermand. Min favoritgruppe var The Rollings, som med deres friske og medrivende spil fik hele stedet til at koge.

The Weedons i Jomfruburet 1963.
Der var tryk på, når grupperne fyrede op under kedlerne fra den lille scene i Jomfruburet.
Til venstre sidder folk bænket omkring et bord direkte op ad scenen.

--------------------------------------------------

På Facebook findes der et par sider om Jomfruburet.
Søg evt. videre på søgeordene "Jomfruburet" eller "Gert Michelsen".

--------------------------------------------------

Resterne af en 1969 T-shirt
Foto: Chris Paulsen

Jomfruburet - for folk og fæ, orkestre samt gæster, som på én- eller anden måde (socialt/økonomisk) var afhængig af dette sted.

Dem var vi nogle stykker af.

Jomfruburet i 1970'erne (også billeder og beskrivelser)

ref.: Kort Nyt, 2009.Jan.13
--------------------------------------------------

 

Exalon
som lå lige over for Jomfruburet på Strøget, har jeg mærkeligt nok aldrig sat mine fødder. Jeg tror ikke det musikalske spillede så stor en rolle for stedet. Det var vist mere det fysiske møde mellem mand og kvinde - hvilket bestemt var helt fint og hårdt tiltrængt - men hvor det musikalske spillede en underordnet rolle. Jerry Ritz fortæller om Exalon:

Jeg ved faktisk meget lidt om Exalon udover at det lå på Strøget (Frederiksbergade) lige overfor Jomfruburet. Jeg husker Exalon som et sted med traditionel dansemusik, ikke et "pigtrådstempel" som Jomfruburet, Revolution, Karrusellen og Club 6.

Jeg ved at dansestedet i en lang årrække i "nyere tid" (80'er og 90'erne) blev ejet af restauratør Henrik Friis Nielsen, som i sine unge dage var trommeslager i det progressive danske "beat-orkester" Day Of Phoenix" med Cy Nicklin som forsanger, de havde deres storhedstid i 68-69.

Henrik har efterfølgende lagt kræfterne i Den Røde Pimpernel, som er omtalt i Tivoli's årsrapport 2002/2003:

Musik, dans og dinner på Den Røde Pimpernel

Det hæderkronede Jazzhus Slukefter har lagt lokaler til lidt af hvert, siden Anders Stefansen og Lise Kjær måtte dreje nøglen om i 1997.

I 2002 blev det Den Røde Pimpernels tur til at indtage kælderlokalerne mellem Turistinformationen og Hercegovina med live-musik hver aften fra kl. 20 og åbent til kl.5 morgen.

Pimpernellen er Københavns ældste danserestaurant med hele 61 år på bagen, hvoraf de 38 er tilbragt i Kattesundet, nær Nicolaj Plads. For at stamgæsterne stadig skulle føle sig hjemme, når de nu gik på Pimpernellen i Tivoli, flyttede restauratør Henrik Friis Nielsen ikke kun adressen til Tivoli. Han tog også alt inventaret med sig fra Kattesundet.

Exalon var kendt blandt unge mænd som et rigtig scorested, det var stedet hvor man nemt kunne picke en dame op til et hurtigt engangsknald. Derfor var dansestedet kendt som stedet, hvor soldater med nattegn nemt kunne få noget på den dumme.

Mænd i uniformer havde kronede dage i Exalon - der blev kendt som gardernes fristed. Måske lidt på samme måde som de amerikanske soldater (fra baserne i Tyskland) havde deres storhedstid i bl.a. Jomfruburet (Eden Bar) i slutningen af 50'erne og starten af 60'erne.

Der må gå en masse historier om stedet i garderkredse!

- Jerry Ritz

Jazzmusikeren Per Krogen med sin kvartet i Exalon ca. 1960.
Senere kom der andre boller på suppen...

ref.: Drømmen om København

--------------------------------------------------

Til: Cykelkurt
Fra: Henning "Nojer" Nør
Dato: 2009.Marts.11
Vedr.: Exalon m.m.

Hej Kurt.

Jeg har lige været en tur gennem dit musikkapitel, der jo efterhånden er ret udførligt - stor ros!

Da jeg læste indlægget om Exalon, faldt jeg i staver, og minderne væltede frem. I stort set hele 70´er perioden var jeg en flittig gæst i etablissementet, der dengang gik under navnet "Station 10" eller "Den jyske Ambassade". I København var der dengang 9 politistationer, og da klientellet i Exalon for en stor del var politifolk, ja så mente vittige hoveder, at Station 10 var et passende navn. At mange politifolk (og gardere) var jyder, førte så til det andet kælenavn.

Efterhånden blev vi kendt af personalet, bl.a. dørmanden Kjeld, der gelejdede os ind uden om den ofte massive kø udenfor. Entrébetaling var der ikke tale om. Kjeld forventede blot, at vi, hvis situationen krævede det, "gav en hånd med!" Det skete af og til, at vi måtte træde til, hvilket vi klogeligt gjorde "anonymt". Jeg oplevede aldrig situationer, hvor det var nødvendigt at gribe tjenstligt ind.

Jeg ved ikke, om musikken var traditionel dansemusik, som nævnt af Jerry Ritz. Pigtråd var det dog heller ikke - langt fra. Det var nærmest sådan en "blød mellemvare" som f.eks. Flemming Werge & Blue Notes, der spillede der ofte, samt lignende bands (der hverken var det ene eller det andet). Ind imellem var der dog eksempelvis italienske bands, der måske nok kunne betegnes som danseorkestre. Det er korrekt, at stedet blev betragtet som et "scorested". Næsten uanset hvad, var der sikker gevinst. Oohh... sikke tider!

"Pimpen" - Den Røde Pimpernel, havde lidt samme status. Mine erfaringer derfra er dog ikke så talrige. Musikken var "trist", og jeg havde den opfattelse, at pigerne dér var "den tænksomme type", d.v.s. pædagogstuderende o.lign., der "følte sig" og havde løsningen på verdens problemer - sådan teoretisk set, altså. Det var ikke lige min kop te, selv om de såmænd var søde og villige nok! Jeg var der kun nogle enkelte gange. Der var mere fut i pigerne i Exalon, så det blev mit foretrukne sted.

Slukefter har som nævnt lagt lokaler til lidt af hvert. Et af de foretagender, der var der, var Tivorleans, der ligeledes var et jazzsted. Indehaveren var min daværende chef, Carsten Jacobsen, der var bidt af en gal jazzmusiker (no offence!) og som udover at være leder af et af landets største grafiske virksomheder tog sig tid til at have denne lille "nebengeschäft". Jeg var der kun en enkelt gang til firmaets julefrokost. Stedet havde en kort levetid.

Det var bare lige det (du kan sgu´ sætte gang i mit erindringskartotek).

- Nojer

--------------------------------------------------

 

Hit House
Frederiksberg Allé
Jeg har vist kun stået ude på gaden og kigget ind en aften, hvor Belli & co. spillede. Mærkeligt nok, for Hit House var stedet for tidens beat-interesserede ungdom. Min lillebror har fortalt stolpe op og stolpe ned derindefra, så jeg ved egentlig en masse om Hit House, men har altså aldrig været indenfor. Måske skyldes mit fravær, at stedet virkede gymnasieagtigt eller studentikost. Undskyld alligevel.

Absolut Hit House

 

Giraffen
nåede jeg kun at frekventere en enkelt eller to gange inden det lukkede. Jeg husker det som et sted for den finere pop (hvad det så vil sige), f.eks. Jørn Grauengård's Orkester, Grete og Jørgen Ingmann m.fl..

 

Ravelinen
på Torvegade var et skønt sted. Der var en stemning af mormors kolonihavehus og grupperne kunne spille som de havde lyst. De unge kom for at mødes og lytte til musik. Der blev (så vidt jeg husker) ikke danset. Stedet burde jo åbnes som musikhus igen, for det ligger der stadig, men bruges vist i dag kun til familiefester og den slags.

 

PUK
Politiets Ungdoms Klubber i Tycho Brahes Allé, var - som navnet siger - fortrinsvis for unge mennesker. Det var noget med at holde de unge væk fra gaderne og væk fra tyveri og anden kriminalitet. PUK havde tit store navne på programmet, bl.a. husker jeg en aften i 1966 hvor Rock Nalle & The Big Sound spillede. Jeg husker klubbens musikrum som et stort tomt lokale uden siddepladser. Der var m.a.o. ikke megen hygge, men det var der vist ingen som tog notits af.

 

Kødbyen
eller Kisbye Danseskole, som lå bag ved Ingerslevsgade - tæt på Hovedbanegården. Jeg har kun været der een gang (se anmeldelse af Red Squares under Rockscenen, del 1) og husker ikke alverden om indretningen. Scenen var noget i samme retning som en boksering.

 

Løjtehus,
eller "Løjten", som den blev kaldt i daglig tale, ligger på Løjtegårdsvej (2770 Kastrup). Et hyggeligt familiested, hvor de lokale unge mødte hinanden gennem generationer. Indehaveren har givetvis kunnet se potentialet i, at engagere tidens nye mode: pigtrådsgrupperne.

 

Revolution
Stedet hed tidligere Star Club, og lå i slutningen af 1960'erne på Åboulevarden, tæt på H.C. Ørstedsvej. Etablissementet lå i flere etager med levende musik i stuen og diskotek på første sal. I stueetagen var der en rød gennemgående farve på gulve og vægge, som signalerede klasse og intimitet.

Ligeledes var der i stueetagen en nøglekub for VIP'er. Det var her de store udenlandske bands hang ud med de lokale groupies, fotomodeller og kendisser som f.eks. Simon Spies, Tom Bogs, Erik & Margit Brandt. Musikerne ankom ved midnatstid, når de var færdige med deres regulære spillejobs på steder som Falkoner Center, Tivolis Koncertsal eller for den sags skyld Revolution. Her kunne man møde grupper som Pink Floyd, Earth (før de skiftede navn til Black Sabbath) og Jethro Tull. Led Zeppelin gæstede nøgleklubben i marts 1969, da de var på deres anden turné i Danmark. Ofte havde musikerne medbragt deres egne instrumenter, og så blev der ellers jammet uden hensyn til rang eller status.

Diskoteket på 2. sal hed Apollo og var indrettet som en rumstation med sølvfarvede kulisser. DJ-pulten var udformet som en Apollo raket, hovedsagelig betjent af engelske DJs som Dave Martin og Kevin (sådan kaldte han sig). John Peel fra BBC London gæsteoptrådte også som DJ her.

Revolution blev drevet af folkene bag bookingbureauet Bendix Music: Arne Worsøe, Erik Thomsen og Jerry Ritz. Sidstnævnte designede det psykedeliske og meget karakteristiske logo, der prægede facadens specielle indgangsparti gennem en stor rund kasse.

Jerry Ritz - har været med hele vejen

Beatles gjorde ham til bagmand

Debutkoncerten var i Danmark (Led Zeppelin & Jerry Ritz)

 

Club 6
I midten af 1960'erne fandtes dette etablissement i Jernbanegade 6 (ved Rådhuspladsen). Her spillede mange af de lidt mere polerede grupper. Stedet blev drevet af Bent Hasebart, som også var manden bag Star Club (inden ændringen til Revolution i 1968), La Cubana (Allégade Frederiksberg) og Place Pigalle på Bakken.

 

 

===================================================

 

 

Den elektriske guitar

Den elektriske guitar er næsten blevet et ikon for 1960'ernes musikscene. Udviklingen af den elektriske guitar tog for alvor fart, da Fender lancerede model Broadcaster i 1950, som et par år senere blev omdøbt til Telecaster. I 1952 kom Gibson på markedet med Les Paul guitaren, og siden da har intet været det samme.

Efterfølgende gennemgås de vigtigste komponenter i den elektriske guitar - opbygning, virkemåde, fordele og ulemper.

Elektrisk guitar (Wikipedia)

--------------------------------------------------

MÅNEDENS BILLEDE Maj 2005 

Fender "Rubblecaster"

Fender guitaren står for de fleste som selve indbegrebet af den elektriske guitar.
Hank B. Marvin, Jimi Hendrix, Mark Knopfler og utallige andre har brændemærket Fender ind i guitarhistorien.

De mest kendte Fender modeller er
     - Stratocaster,
     - Telecaster,
     - Jazzmaster,
     - Jaguar,
     - Precision Bass ("P-Bass"),
     - Jazz Bass og
     - Jazzmaster.

Ligesom indenfor så meget andet er der også blandt guitarister to hovedskoler: enten er man tilhænger af GIBSON Les Paul eller også FENDER Stratocaster - ihvertfald sådan groft sagt.

Og hvad er så forskellen på Les Paul og Stratocaster?

Grundlæggende vil jeg mene, at Les Paul er et stykke kunsthåndværk, hvor udseendet har lige så høj prioritet som funktionen. Da Les Paul (sammen med Ted McCarty) konstruerede sin guitar - han var noget af et geni til både konstruktion af guitarer, udvikling af elektriske pick-up'er, studieudstyr og meget andet - vidste han udmærket at guitarens krop, blokken, skulle være akustisk død. Han fremstillede oven i købet på et tidligt tidspunkt en guitar bygget op på en 4" x 4" jernbanesvelle, som han døbte The Log - bjælken eller blokken. Den demonstrerede entydigt, at blokguitaren var løsningen på tilbagekoblingsproblemet ("hylet"). GIBSON fabrikken, som financierede gildet, havde dog også et ord at skulle have sagt, og derfor blev model Les Paul et kompromis mellem udseende og funktion - der skulle også være noget til æstetikerne. Der blev vist endda fremstillet et sæt "vinger" til The Log udelukkende for at få den til at ligne en almindelig guitar.

I modsætning hertil står Stratocasteren (og for den sags skyld alle Fender's blokguitarer) som et stykke værktøj på linie med skruenøglen, der først og fremmest er designet til praktisk brug. Leo Fender har i adskillige interviews udtrykkeligt frabedt sig æren af at blive udnævnt til kunstner, fordi hans guitarer netop var udtænkt som værktøj - ikke som kunstgenstande. På mange måder kan man sammenligne Fender's blokguitar med en skruenøgle ("svensknøgle"), hvor funktion og udseende går op i en højere enhed - design. Og da han i mange år stod som ene-ejer af foretagendet, var der heller ingen at spørge om lov, når nye tanker skulle føres ud i livet. Så derfor blev Fender's blokguitarer op til midten af 1960'erne udformet præcis som mr. Fender havde tænkt sig.

Omkring 1965 eller '66 blev Leo Fender købt helt ud af TV- og pladeselskabet CBS, som ganske vist videreførte fabrikkens produkter, men under ganske andre forudsætninger. Der blev fra nu af produceret under størst mulig hensyntagen til omkostninger, og desuden blev produktionen flyttet til lande, hvor arbejdskraften var billig (Japan og Korea). Det blev guitarerne ikke bedre af, tværtimod fik renommeet et kraftigt dyk, som medførte et tilsvarende fald i interessen for Fender's NYE guitarer. Interessen for de gamle (vintage) modeller steg tilsvarende. De fleste Fender guitarer fra 1950'erne og op til midten af 1960'erne oplevede et boom, som har holdt sig til i dag. Derfor kan en vintage Stratocaster fra 50'erne sagtens koste meget mere end en fabriksny Fender guitar, men dette til trods er de gamle modeller stadig meget eftertragtede.

SUMMA SUMMARUM:
Vil man eje en førsteklasses Fender guitar, skal den være fra 1950'erne til et stykke op i 1960'erne. Og betale hvad det koster.

Månedens Billede viser Fender "Rubblecaster", en specialmodel som er monteret på et stykke Berlinmur og derefter malet op.
Vægt ca. 90 kg.
Værket kan beses på Fender museet i Californien.
Mod entré naturligvis.

Fender guitars
Fender amps
Fender Amp Field Guide
Vintage info
Fender Support (setup guides, adjustment & care, dating and more)
Fender Forum
Fender Players Club
Fender Museum

 

ref.: Månedens Billede, Maj 2005
http://www.cykelkurt.com/div/mb2005.html

--------------------------------------------------

Gør det selv!
Har man mod på at gå i gang, er der mange penge at spare ved at bygge sit udstyr selv. Selv om det måske er nøden mere end lysten der driver værket, kan man lære meget om de forskellige tekniske problematikker ved at bygge selv. Det gør det tilsvarende lettere at vælge det rigtige udstyr, den dag man har penge på lommen, og skal ud og købe ind. Nedenstående er modtaget 2010.Marts.14:

I starten af 60´erne købte jeg The Shadows´ første LP og forelskede mig i guitaren, Bruce Welch havde hængende over stoleryggen. Jeg vidste ikke hvad det var for en, men syntes, den var sej.

Jeg fandt så ud af, at det var en Fender Telecaster. Jeg tror ikke, den fandtes her hjemme på daværende tidspunkt - i hvert fald ikke i Aalborg, og de få musikhandlere, der fandtes i byen, mente ikke, at det var noget, der kunne skaffes. Faktisk fandtes der kun én "rigtig" musikhandler, nemlig Anker Møller. Resten var plade/node/instrumenthandlere - og så Alfred Christensen, der stort set kun forhandlede harmonikaer.

Nå, tænkte jeg, så må jeg jo selv lave en.

Som sagt, så gjort. Jeg fik fat i et stykke møbelplade. Delte det i 2 og savede huller i det ene. Limede dem sammen, og savede kroppen ud efter en tegning, jeg havde lavet på fri hånd ud fra pladecoveret.

Og sleb og pudsede og pudsede og sleb. Herefter fik jeg en maler til at male den hvid.

Jeg fik fat i en Höfnerhals og -pickup (Höfner var det helt store på den tid!) Jeg havde i forvejen en pickup af ukendt mærke, der havde været monteret på en gammel akustisk jazzguitar. Jeg savede en slagplade ud af et stykke plastik, ganske vist sort, men what ever - det var det eneste, jeg lige kunne få fat i som duede. Endvidere et sæt forcromede mekanikker.

Savede et stykke jernplade ud og bukkede, savede og borede det ud til broen med plads til nederste pickup. Skar hovederne af 3 stk 6 mm bolte og borede huller i dem til sadlerne. D.v.s. jeg fik "læreren" til at foretage denne vanskelige operation (projektet blev lavet i ungdomsklubben).

Lavede en "betjeningsplade" af et stykke messing, som jeg fik forcromet. Købte 2 forcromede drejeknapper til en S.P. skibsradio og savede kraverne af, samt 2 potmetre og en Gibson-agtig 3 vejs switch, og monterede det hele på pladen. Loddede skidtet sammen efter anvisningerne i et Populær Mekanik eller sådan noget og samlede det hele.

Sådan ca. 1962/63 var den der - et styk hjemmebygget Telecaster! Den var god at spille på, men lød ikke helt tilfredsstillende. Den blev hurtigt lagt i mølposen og glemt. Da jeg flyttede "hjemmefra" blev den demonteret og pakket ned for at gøre den mere "flytteegnet" Jeg ville egentlig havde smidt den ud, men nænnede det ikke. "Engang...." Det blev bare ikke til noget.

Forleden fandt jeg den så under oprydning i kælderen og samlede den. Satte den til forstærkeren og... hvad var det? Den lød sgu´ da meget godt. Det eneste, den havde manglet var noget ordentligt forstærkergrej. Den ser noget "Road Worn" ud efter alle disse år i kælderen, men det er jo in i øjeblikket. Man køber dem sådan fra nye!

Har lige siddet og "liret" lidt, og syntes, at du skulle indvies i projektet, der jo selvfølgelig i stedet for ovenstående smøre blot kan kaldes: en hjemmebygget elguitar fra 62/63.

Nojer

 

===================================================

 

 

E FF E _K T
P-E-D-A-L-E-R (stomp boxes)
Get that sound!

Guitaristens store problem har altid været (synes han selv), at hans guitar fylder for lidt - klangmæssigt set. Klaver/keyboard-manden kan spille akkorder og flerstemmig melodi, mens guitaristen må kæmpe med 6 umulige strenge, der ofte går ud af stemning. Svaret på bønnerne er effektpedalen, som i dag fås i et utal af varianter. I 1960'erne var vi dog først lige begyndt at tage hul på pedalens velsignelser.

 

Forvrænger / Distortion
Vi er i 1965, da forvrængeren bliver lanceret af The Rolling Stones med nummeret "Satisfaction". Det var en lydmæssig revolution og mange guitarister sov dårligt om natten, indtil den endelig kunne købes i butikkerne. For mit eget vedkommende var det den 29. juli 1967 (en lørdag) hos Åge Jensen, hvor jeg fik en splinterny Schaller forvrænger (Verzerrer, som der stod på tysk) til 140 kr. Med denne Schaller-dims kunne jeg nu få den eftertragtede lyd.

Forvrænger eller distortion pedalen er, som navnet siger, en pedal der forvrænger. "Hun forvrænger mine ord", siger man og mener dermed, at vedkommende fordrejer eller forvansker betydningen af det man siger - måske endda til ukendelighed. På samme måde med forvrængeren, som forvansker guitarens "naturlige" lyd mere eller mindre.

Sender man en helt ren tone (= en sinustone = en tone uden overtoner) ind på indgangen af en forvrænger, kommer der udover den oprindelige tone desuden en række overtoner frem på udgangen. Disse er ikke nødvendigvis "harmoniske", d.v.s. i klangmæssig familie med den oprindelige tone, men ofte stærkt uharmoniske. Især de tidlige forvrængere med germanium- og siliciumtransistorer var slemme til at producere disharmoniske overtoner. Alle tilføjelser til det oprindelige signal kaldes under eet forvrængning (distortion), uanset om tilføjelsen er ønsket eller uønsket, harmonisk eller uharmonisk.

Harmoniske overtoner er toner, hvis frekvens er et heltal-multiplum af grundtonen.
Hvis f.eks. 100 Hz er grundtonen, er 200, 300, 400, 500, 600, 700 Hz o.s.v. et heltal-multiplum af grundtonen.

Efterhånden som forvrængeren blev en del af hverdagen for de fleste, begyndte fabrikanterne at arbejde sig frem mod forvrængere med "soft fuzz" - blød forvrængning - d.v.s. med overtoner, som klangmæssigt er i familie med grundtonen. Rørforstærkerens lyd var forbilledet, hvorfor kluntede rør-forvrængere så dagens lys. Efterhånden som nye og bedre halvledere kom frem, der i deres arbejdsmåde minder om rør (f.eks. FET og MOS FET transistorer), blev det muligt at lave forvrængere med soft fuzz og smart design. Hvis man ser på forvrængermarkedet i dag, er det tydeligt, at der findes mange forskellige smagsretninger og meninger om, hvordan en forvrænger skal lyde. Det gode ved udviklingen er, at de fleste i dag kan få deres ønsker opfyldt. Det kunne vi bestemt ikke dengang.

--------------------------------------------------
Kort Nyt, 2008.Jan.26
Pedalen
Taking the smash hit Zoom G1 pedal and adding a built-in expression pedal, this great processing unit offers an incredible array of features at one low price, in a unit that is so compact that it easily fits in your gig bag - even with an expression pedal built in!

Når man kigger tilbage på dengang forvrængeren kom frem i midten af 1960'erne, er det en fantastisk udvikling der er sket på guitar-pedal-fronten. I økonomiafdelingen finder man f.eks. Zoom model G1X, som trods sit beskedne ydre indeholder de fleste af de effekter en guitarist i dag har brug for.

Zoom G1X Multi-Effects Guitar Processor w/Expression Pedal

G1x - Guitar Effects Pedal with Expression
--------------------------------------------------

 

Wah-Wah
pedalen hedder sådan, fordi den lyder sådan. Det er m.a.o. et lyd-efterlignende navn, på samme måde som en krage hedder krage fordi den siger "kraa". Wah-effekten er på samme måde en efterligning af den menneskelige stemme; prøv selv, samtidig med at luft pustes ud og suges ind, at bevæge kinder og læber frem og tilbage fra helt åben position til rund trutmund.

En af de mest kendte wah pedaler er Cry Baby fra amerikanske Jim Dunlop (som iøvrigt også lavede nogle fine plectrer).

Pedalen er også kendt under navne som "Bau-Wau", "Bow-Wow", "Wau-wau" og "Wa-Wa", men efterhånden er Wah eller Wah-Wah det mest anvendte navn.

Når man træder wah pedalen op og ned, påvirker man derigennem (via et potmeter) et filter eller tonekontrol, som lukker op og ned i overensstemmelse med pedalens position. Samtidig med op- og nedlukningen af filteret, flyttes det (frekvens)område som filteret regulerer - se kurven herunder. En tilhørende kraftig resonans (betoning) flyttes ligeledes frem og tilbage på frekvenskurven. Resultatet kan lyde som en wau-wau eller wah-wah lyd, når guitaren (eller et andet instrument) køres gennem filteret. Det er m.a.o. styring af et filter og en medfølgende kraftig resonans, der giver Wah effekten.

Fænomenet kan til en vis grad sammenlignes med et skydepotmeter på en grafisk equalizer. På de bedre equalizere er der mulighed for at bestemme, hvor smalt et frekvensområde hver skydepot skal tage sig af, samt afskæringens stejlhed - det såkaldte "Q". Hvis afskæringen gøres tilstrækkelig stejl (= højt Q), medfører det en tydelig betoning eller resonans omkring afskæringsfrekvensen. Der kommer så at sige en "bule" på kurven.

Wah pedalen kan derfor på ægte klunte-dansk og med lidt god vilje kaldes et justérbart båndpasfilter med højt Q, men betegnelsen Wah fortæller mere end mange ord.

Wah Wah pedal

The Technology of Wah Pedals

Cry Baby (demo)

Woodoo Child (Jimi Hendrix)

 

 

B-R-E-D lyd
Phaser (phasing), Flanger (flanging) og Chorus pedalerne blev hurtigt populære, da de med mellemrum kom frem et stykke inde i 1970'erne. Alle tre effekter er i tæt familie med hinanden, og kom på markedet efterhånden som det var teknisk muligt at fremstille elektroniske kredsløb (IC'er) med den nødvendige tidsforsinkelse. Det er m.a.o. først og fremmest den indbyggede tidsforsinkelse, som udgør forskellen mellem dem. Ligheden er, at de giver instrumentet (guitaren) en fyldig "bred" lyd.

 

Phaser
kom først på markedet af de tre, men er som allerede nævnt ikke væsentlig anderledes i sin opbygning end en (elektronisk) flanger eller chorus.

Phaseren virker på den måde, at signalet (guitarlyden) på sin vej gennem pedalen deles i to. Den ene del af signalet føres uændret frem mod udgangen, mens den anden del forsinkes i et elektronisk kredsløb (en IC). Forsinkelsen er styret af endnu et kredsløb (en såkaldt LFO - Low Frequency Oscillator), som bevirker at forsinkelsen varierer - "slingrer". LFO'ens frekvens kan som oftest justeres udefra v.h.a. et potmeter på selve pedalen.

På udgangen af pedalen blandes de to signaler sammen (blandingsforholdet styret v.h.a. et eller flere potmetre), og medfører derved den specielle "tågede" lyd, hvor visse frekvenser peakes (fremhæves), mens andre udfases (fjernes). Disse peaks og udfasninger foregår i overensstemmelse med indstillingen af diverse knapper på pedalen.

Som en yderligere finesse fik man den idé, at sende en lille del af det forsinkede signal tilbage til indgangen (det kaldes i den tekniske litteratur for med- eller modkobling, alt afhængig af om det tilbageførte signal er i med- eller modfase med det oprindelige signal). Ved således at regulere på med-/modkoblingen (ofte styret fra selve pedalen under navne som "notch", "peak", "depth" og "crunch" m.fl.) opnåede man, at de "bjerge" (peaks) og "dale" (udfasninger) som i forvejen var der, kunne gøres endnu tydeligere - endnu mere hørbare.

Phaser-pedalens lyd kan sammenligne med en gammeldags AM-radio. Når man lytter til fjerne stationer, forsvinder disse ofte mere eller mindre ud i det blå - de så at sige "kommer og går". Phaser-pedalens effekt minder en del om denne lyd.

STEREO phasing/flanging/chorus
er i princippet to mono pedaler der arbejder parallelt - side om side. Den "brede" stereo-lyd opnås ved at forskyde (ændre) forsinkelsen en lille smule mellem de to (højre og venstre) kanaler. Denne forskydning kan opnås på flere måder, f.eks. ved at fasedreje styresignalet fra LFO'en til den ene forsinkelses-enhed. På denne måde opstår der en (til stadighed varierende) tidsmæssig forskel mellem de to kanaler, som derved opleves rumligt af lytteren (guitaristen).

 

Fasedrej og svingningstid

Fasedrej
= en tidsmæssig forskydning af et (elektrisk eller akustisk) signal, som er kortere end signalets (tonens) egen svingningstid.
Kan også udtrykkes sådan her:
Når den tidsmæssige forskydning af et signal er kortere end signalets egen svingningstid, kalder man forskydningen et fasedrej.

Svingningstid
= den tid een svingning varer.
Eks.: en 1000 Hz tone får luften/spændingen til at svinge 1000 gange i sekundet (frem og tilbage mellem skiftevis et positivt og et negativt maksimum). Svingningstiden for een svingning er derfor 1/1000 sekund = 1 milliSekund (1mS).

Eksempler på svingningstider:
Svingningstiden for en 8000 Hz tone (8000 svingninger pr. sek.) = 1/8000 sek. = 0.125 millisekund.
Svingningstiden for en 4000 Hz tone (4000 svingninger pr. sek.) = 1/4000 sek. = 0.25 millisekund.
Svingningstiden for en 2000 Hz tone (2000 svingninger pr. sek.) = 1/2000 sek. = 0.5 millisekund.
Svingningstiden for en 1000 Hz tone (1000 svingninger pr. sek.) = 1/1000 sek. = 1 millisekund (1 mS).
Svingningstiden for en 500 Hz tone (500 svingninger pr. sek.) = 1/500 sek. = 2 millisekunder (2 mS).
Svingningstiden for en 250 Hz tone (250 svingninger pr. sek.) = 1/250 sek. = 4 millisekunder (4 mS).
Svingningstiden for en 100 Hz tone (100 svingninger pr. sek.) = 1/100 sek. = 10 millisekunder (10 mS).
Svingningstiden for en 50 Hz tone (50 svingninger pr. sek.) = 1/50 sek. = 20 millisekunder (20 mS).
Svingningstiden for en 25 Hz tone (25 svingninger pr. sek.) = 1/25 sek. = 40 millisekunder (40 mS).

Det er m.a.o. rimeligt at tale om guitar-phasing, så længe vi (groft sagt) opererer i området 1 - 40 mS.

Phasing

 

Flanger
har sit navn fra indspilningsstudierne, hvor man i mange år havde kendt teknikken med at lade to båndoptagere afspille det samme stykke musik (f.eks. en guitarsolo) gennem den samme mixer. Den ene båndoptagers hastighed varierer man manuelt en lille smule ved at holde tommelfingeren forsigtigt mod båndspolens kant - flangen. På denne måde slingrer den ene båndoptagers hastighed i forhold til den anden, og frembringer derved den spøjse flanger effekt, når de to båndoptageres signaler sammenblandes.

Eks.: Pictures of Matchstick Men (Status Quo, 1968), hvor det lyder som om ikke alene sologuitaren, men også andre dele af optagelsen har været en tur gennem bånd-flangeren.

John Lennon of The Beatles used the term "flanging" to refer to automatic double tracking, a technique developed at Abbey Road Studios by recording engineer Ken Townsend, in answer to producer George Martin's joking assertion that the ADT effect employed a "double-bifurcated sploshing flange". This usage of the term is coincidental. Flanging (or artificial double tracking as it was known at EMI) was first used on The Beatles song "Tomorrow Never Knows", written and sung by John Lennon in April 1966. The first use of flanging effect in stereo is credited to producer Eddie Kramer who used the effect in the coda of Jimi Hendrix's song "Bold as Love" (1967). Kramer admitted in an 1990s interview that he read BBC Radiophonic Workshop technical journals for ideas and circuit diagrams.

På den elektroniske Flanger ligger forsinkelsen i området omkring 50-150 mS.

Flanging

 

Chorus
er i princippet det samme som flanging, blot er tidsforsinkelserne betydelig større - vi er oppe omkring nogle hundrede millisekunder eller mere (hvis forsinkelsen bliver så stor, at man ligefrem kan høre "afstanden" mellem det direkte signal og det forsinkede, kaldes det for ekko eller delay). En guitar, spillet gennem en chorus-pedal, lyder som flere guitarer der spiller det samme (musik)stykke i kor - deraf navnet.

Chorus

 

 

Ekko
er gentagelse af lyd - enten een gang eller et antal gange (een gangs forsinkelse kaldes sommetider også "delay"). Gentagelsen kommer så sent, at den er hørbart forsinket i forhold til det direkte signal. På mange ekkomaskiner (især de digitale) kan der laves en masse julenumre med at gentage ekkoet forlæns, baglæns, forsinket, uendeligt o.s.v. - et herligt stykke legetøj.

Det store navn i 60'ernes ekkoverden var italienske Binson, som alle de professionelle brugte. På mange måder minder dens arbejdsmåde om en harddisk (som dog først kom frem 30 år senere). Desværre var den noget nær ubetalelig, så vi andre dødelige måtte nøjes med f.eks. Swissecho, som bl.a. indeholdt et bånd, der kørte i en uendelig sløjfe. Schaller kom ret hurtigt efter og lavede en bånd-model, som også fungerede udmærket.

Rumklang / Reverb
er i princippet en uendelig række gentagelser af lyden - hvor længe og hvor mange kan justeres. I 1960'erne havde man kun fjeder-reverben, som i princippet er en lang metalfjeder (eller spiral), hvorigennem man sender signalet (fra f.eks. guitaren), omdannet til mekaniske svingninger. Herved forsinkes signalet på 117 komplekse måder. I den anden ende af fjederen bliver det mekaniske signal gendannet til et elektrisk signal, inden det sluttelig blandes med det direkte (originale) signal fra instrumentet (guitaren).

Fjeder-rumklangen har sine begrænsninger (tåler f.eks. ikke rystelser), men også charme, og mange nutidige guitarister bruger stadig effekten, når den digitale reverb-unit indstilles til "Spring Reverb", fjeder-rumklang. Efter den rør-trukne rumklangsfjeder i begyndelsen af 1950'erne, kom den transistoriserede i midten af 1960'erne, derefter (omkring 1970) den analoge rumklang med de såkaldte BBDD-kredse (Bucket Brigade Delay Device), som også anvendtes i f.eks. phaseren. Meget senere fulgte den digitale reverb, som har næsten uendelige indstillingsmuligheder.

 

 

Apropos pedaler,
så var den amerikanske pedalfabrikant fra New York, Electro-Harmonix generelt først med det sidste, f.eks.

"Zipper" (overdrive & envelope filter) (= forvrænger & auto wah),
"Electric Mistress"" (flanger),
"Big Muff" (overdrive, forvrænger),
"Octave Multiplexer" (frekvensdeler),
"Mini Q-Tron" (envelope filter),
"The Worm" (wah, phaser, tremolo, vibrato)
"Small Stone" (phaser),
"Memory Man" (echo, chorus, vibrato),
Holy Grail (reverb),
"Pulsar" (tremolo),
"POG" (Polyphonic Octave Generator)

og hvad de nu allesammen hed. Nogle af pedalerne er fantastiske på scenen, mens andre kun funker i et studie - man må prøve sig frem!

En nutidig (2007) pedal: Roland Guitar Synth GR-20

Med hensyn til tremolo og vibrato, så skal det måske præciseres, at tremolo betyder variation i lydstyrke, hvor vibrato betyder variation i tonehøjde. Armen på en guitar er derfor en vibrato-arm (og ikke en tremolo-arm), fordi den ændrer tonehøjden - ikke styrken. Electro-Harmonix "The Worm" er et eksempel på en pedal som mestrer både tremolo og vibrato.

 

--------------------------------------------------

Pedalfreak

Kurt med spade

Det var i de dage, da der var gang i spilleriet og mange lørdage blev banket af på diskoteker, danserestauranter og bodegaer. Billedet er taget hos Alfred Christensen Musik, hvor Lars Green bestyrede guitar- og forstærkerafdelingen (senere startede han sin egen butik).

Den viste guitar var lige sådan en model Kurt kunne li' på scenen - et helt igennem enkelt instrument, som var betydelig mere driftssikker end mange af de sofistikerede brædder med alt for mange skrøbelige dimsedutter. Jeg har haft mange guitarer i min tid, men det var altid de enkle - og dermed velfungerende - modeller valget faldt på, når der skulle spilles ude.

Til gengæld var jeg bidt af pedaler - jo flere, jo bedre. Men også her gælder Murphy's lov: hvis noget kan gå galt, så går det galt. Derfor havde jeg altid mindst to af hver slags med ud at spille.....effektpedaler til guitaren er et herligt stykke legetøj, som tillige kan løfte en indspilning, men live får de ofte guitaren til at lyde mudret og uklar.

Apropos pedaler, så fortæller guitaristen Phil Manzanera, som var pedal-freak om en hals, i et interview i Melody Maker for mange år siden, at han en aften, da han stod på scenen (med Roxy Music), som sædvanlig ikke kunne få lortet til at virke. Han stak derfor i ren irritation guitarledningen direkte i forstærkeren. Ifølge venner og bekendte, som var til stede ved arrangementet, har hans guitar aldrig lydt bedre...

Fra den dag stod menuen på dc-koblet guitar.

Den afbildede model er en blokguitar af fabrikatet Gretch...en skøn spade.
En elektrisk guitar kaldes også

- an axe (en økse)
- en møggreb
- en skarpladt luth
- en gi-i-i-i-tar (lang udtale på Sorø egnen)
- en gidder (kort udtale på Hjørring egnen)
- en spade
- en æggedeler
- et bat
- et brædt
- et lokum

Så kan man selv vælge.

Alfred Christensens Musikhandel A/S
Roxy Music
Roxyrama
Phil Manzanera
Phil Manzanera's private hjemmeside
GRETCH
Gretch Guitars
Gretch Axe G7685

ref.: Månedens Billede, juli 2003
http://www.cykelkurt.com/div/mb2003.html

 

 

===================================================

 

 

 

FORSTÆRKERE,
HØJTTALERE &
div. instrumenter

Forstærker er et tvetydigt udtryk, som i rocksammenhang kan betyde:

- enten en forstærker uden (indbygget) højttaler(e)
- eller (i de fleste tilfælde) en såkaldt "kuffertforstærker", hvor forstærker og højttaler(e) er sammenbygget i et og samme kabinet.
Sommetider kaldes kuffertforstærkeren også for en combo amp eller speaker amp.

Vox combo amp, model AC30

Vox var det dominerende forstærkermærke i europæisk rockmusik i 1960'erne. Det blev jo brugt af bl.a. Shadows, Beatles og mange flere, og så var det vel også godt nok til os andre, syntes devisen at være. Engelske Selmer var tidligt ude, men tilbød ikke de kendte grupper samme favorable vilkår som Vox (gratis udstyr), hvorfor man måtte tage til takke med en andenplads eller lavere. En masse kopi-fabrikater dukkede op herhjemme og i udlandet, som hovedregel væsentlig billigere. Eksempelvis kan man nævne:

- Max,
- Dane,
- Holler,
- Hagström,
- Orange,
-Sound City og
- WEM.

Apropos Vox, så vil det sikkert overraske en del, at virksomheden også lavede guitarer, se f.eks. oversigten over udstyr - Vox Gear. Jeg havde kig på en af deres basguitarer, som lænede sig kraftigt op ad Fender's P-bas, men kostede under det halve. I 1965 købte jeg et Vox Foundation basanlæg, og en Hagström basguitar, som kunne lægge en fin bund i mindre lokaler.

++++++++++++++++++++++++++++++++++++

2008.Marts.12
Mail fra Nojer:

Hej Kurt.

Jeg har været ude at solde!

For noget siden så jeg, at Aage havde en Vox VR30R på siden. Jeg måtte simpelthen have den. Men ak - den var solgt, og modellen er udgået af Vox´s program. "om ikke jeg ville have en VT30 i stedet".

Det var ikke lige det, jeg havde tænkt mig. Det var VR30´erens udseende, der tiltalte mig - "så skøn som i gamle dage" med det brune, ternede højttalerstof og ikke VT´ens forkromede metalgitter og alt-i-een COSM forstærker og effekter. De lovede at ringe, hvis, i fald o.s.v.

Det gjorde de så i eftermiddags. De havde skaffet en - "om jeg stadig var interesseret?"

Jeg stod der, næsten inden røret var lagt på. Og her sidder jeg så og leger. Den er godt nok lækker. Som nævnt faldt jeg for udseendet, men lyden er også lækker. I modsætning til de fleste af nutidens forstærkere er den en en hybrid. D.v.s. at den har en transistorstyret forforstærker og rør i udgangsforstærkeren, der giver den klare, sprøde lyd som kendetegnede min gamle AC 30´er (hold kæft hvor jeg savner den!)

Foruden den "gamle" clean-kanal har den en dobbelt overdrive kanal, der giver en lidt "mudret" tone, samt rumklang. Størrelse- og vægtmæssigt er den meget overkommelig. (49,5 x 41,0 x 21,0 - 13 kg) ligesom prisen er det: kr. 1.995,-

Efter min ringe mening en rigtig god forstærker til pengene.

Det var bare lige det.

Stor hilsen
Nojer

VOX model VR30R

++++++++++++++++++++++++++++++++++++

Hej Nojer,
jamen så tillykke med dyret, den ser meget autentisk ud, bortset fra afbryderen i højre side. Og du har helt ret, frontstoffet er noget særligt ved de gamle modeller.

Rør-lyd
Ang. den klare, sprøde lyd, som du (og mange andre) er begejstret for, så har målinger og lytteforsøg givet forklaringen på, hvorfor så mange holder af "rør-lyden". Det skyldes at røret "fra naturens side" har en tendens til at producere 2. harmoniske. Sender man f.eks. en ren uforvrænget 100 Hz sinustone ind i forstærkeren, kommer der selvfølgelig 100 Hz ud på den anden side, men også en hørbar portion andenharmonisk 200 Hz. Lytteforsøg har vist, at det er noget øret kan lide.
En forstærker som slet ikke forvrænger, lyder "kedelig".

Tomgangsstrøm og klassifikation
Hvor meget en forstærker forvrænger, har bl.a. noget med tomgangsstrømmen at gøre. Du kender sikkert begrebet "klasse A". Det betyder, at røret trækker en allerhelvedes masse strøm, selvom der intet signal sendes ind i forstærkeren/røret. Røret trækker m.a.o. strøm som om der var skruet op for fuld udgangseffekt. Fordelen ved den store tomgangsstrøm er den lave forvrængning. Til gengæld er der kun en lille smule strøm tilbage i røret til selve udgangseffekten - og dermed lyden i højttaleren. Klasse A udgangsforstærkeren har derfor som hovedregel lav udgangseffekt og lav forvrængning (samt ubestridelige evner som varmeapparat, ha-ha). Efter min bedste overbevisning hører klasse A forstærkeren hjemme hos hi-fi entusiaster eller muligvis som kontrolforstærker i et studie. Som PA- og guitarforstærker er den håbløs.

Vox forstærkeren kører sandsynligvis i klasse B (= lav tomgangsstrøm), således at det meste af den strøm røret kan trække, bliver brugt til at frembringe udgangseffekt. Til gengæld producerer den bl.a. de ovenfor nævnte 2. harmoniske.

Endelig er der klasse C, hvor forstærkeren slet ingen tomgangsstrøm trækker. Når der ikke er noget signal (lyd) på indgangen, trækkes der heller ingen strøm i udgangstrinet. Næsten al strøm i udgangstrinet konverteres til udgangseffekt - man siger, at forstærkeren har høj effektivitet. Til gengæld forvrænger den uforholdsmæssigt meget (og vi taler her om et væld af harmoniske og uharmoniske overtoner).

Mellem de tre klasser er der overgangs-klasser (AB, BC m.fl.), hvor man forsøger at udnytte det bedste fra hver klasse.

I 1980'erne samarbejdede jeg med en forhandler om fremstilling af bl.a. en række (transistoriserede) udgangsforstærkere med effekter fra 50 til 500W. Det gav lejlighed til at eksperimentere med de forskellige klasser. Det er min erfaring at man ved guitar- og PA udstyr kan komme tæt på klasse C, uden at nogen får ondt i ørerne af den grund. Samtidig er den lave tomgangsstrøm med til at stabilisere forstærkeren temperaturmæssigt, således at den næsten går i stand-by, når der ikke er noget signal på indgangen. Det forlænger holdbarheden generelt og udgangens komponenter specielt.

Tak for dit inspirerende input.

Kurt

++++++++++++++++++++++++++++++++++++

2009.Dec.05
Mail fra Kim Johnsen:

Hej Kurt Starlit,

Jeg har med interesse læst afsnittet om guitarudstyr (pedaler m.m.), hvor du hævder at man stort set ikke kan høre forskel på forstærkere. Er det virkelig dit alvor?

Venlig hilsen
Kim Johnsen
(Fender freak)

++++++++++++++++++++++++++++++++++++

Hej Kim,
det er et godt spørgsmål du stiller, for det berører et kildent punkt, selv blandt fagfolk. Personlig har jeg den opfattelse fra mange lytteforsøg, at det er begrænset hvad man kan høre forskel på, når vi taler om forstærkere i almindelighed og udgangsforstærkere i særdeleshed. En række fagblade holder af at fremhæve deres såkaldte blindtest, hvor de påstår at kunne høre forskel på det utroligste. Det er altsammen en længere teknisk historie, at diskutere disse ting til bunds, hvorfor jeg vil undlade det her. For at anskueliggøre mit synspunkt vil jeg i stedet referere en episode tilbage til tiden omkring 1980, hvor månedsbladet "Hi Fidelity" var på sit højeste. Et tilknyttet lyttepanel vurderede de indsendte forstærkere, som alle blev bedømt i en såkaldt blindtest. Jeg har tidligere skrevet om sagen i Kort Nyt:

Et godt råd til fyringssæsonen

Hi-Fi bladene er afhængige af branchen på en grundlæggende usund måde. Det kræver mod, mandshjerte og ringe udviklet overlevelsesdrift, hvis ”sandheden” - den uforbeholdne subjektive mening - til enhver tid skal gennemlyse artiklerne. Selv fik jeg i sin tid på Hi Fi og Elektronik bortcensureret en anmeldelse af en lille forstærker. Jeg kunne ikke lide apparatet, og annoncechefen (eller hvem det nu var) kunne ikke lide artiklen…
Ole Thomsen, ingeniør, anmelder & hi-fi entusiast

Forbindelsen mellem anmelder og producent/importør har altid været et ømt punkt. Artiklen giver en række eksempler på mere eller mindre troværdighed - fidelity.

For om muligt at adskille interesserne, forsøgte datidens største blad på feltet, High Fidelity, at køre deres lytte- & testpanel som en selvstændig virksomhed - "Testholdet" kaldte de sig. På et tidspunkt skulle Quad 404 udgangsforstærkeren fra importfirmaet Sø & Høyem testes. Fem forstærkere blev leveret. Efter gentagne lyttetests gav lyttepanelet de fem forstærkere så forskellige anmeldelser med på vejen, at der ikke kunne drages nogen samlet konklusion. Forstærkerne var simpelthen for forskellige, kunne man efterfølgende læse i Hi-Fi bladet.

Fritz Sø (også kaldet Fritz The Cat) fra Sø & Høyem nægtede at godtage konklusionen, og udfordrede panelet til at udpege de fem forstærkere i en blindtest, hvor man ikke kan se, hvilken forstærker der lyttes på. Testen måtte for importørens skyld afvikles hvorsomhelst, nårsomhelst og med anvendelse af et hvilketsomhelst udstyr ---- forforstærker, højttaler, kabler, hvadsomhelst. Panelet måtte kort sagt bestemme det hele, så længe lytteprøverne foregik uden at kunne se (udgangs)forstærkerne.

Panelet har åbenbart følt sig nødsaget til at gå ind på importørens betingelser, for i en efterfølgende test viste det sig, at de ikke kunne udpege nogen af de fem forstærkere, men tværtimod udstyrede dem med lydmæssige karakteristika der var væsentlig anderledes end i første runde. Med andre ord: man kunne ikke høre forskel på noget som helst, men måtte undskylde og gå hjem med røde ører. En beklagende leder blev efterfølgende bragt i Hi-Fi bladet. Lyttepanelets chef, Erik Læssø Stilling måtte i en separat artikel i bladet indrømme, at opgaven havde oversteget evnerne. Han sammenlignede holdets indsats med konen i muddergrøften.

Bladet nedlagde det uafhængige lyttepanel, og siden da har intet været det samme. I dag er der vist ikke mange ved deres fulde fem, som vover at udskille fem udgangsforstærkere af samme fabrikat og model fra hinanden blot ved at lytte.

Da jeg i 1980'erne selv producerede udgangsforstærkere, eksperimenterede jeg bl.a. med justering af tomgangsstrøm (bias), som derigennem rangerer forstærken i klasse A, B eller C. Efterfølgende blindtests med aflytning af udvalgte musikstykker dokumenterede, at ingen testpersoner var i stand til med sikkerhed at adskille de tre kategorier. Meget lærerigt.

Når der i artiklen spørges, om anmeldelser af udgangsforstærkere kan bruges til noget, må det bedste svar derfor være: ja, til optænding!

Kan man bruge anmeldelser til noget?

 

Og hvad kan vi så lære af det?

Hele spørgsmålet omkring bedømmelse af lydudstyr er så komplekst, og involverer så mange faktorer, at man skal træde yderst varsomt. Testlokalets fysiske mål (stående bølger, refleksioner m.m.) og materialer (tæpper, gardiner m.m.) spiller f.eks. uhyre meget ind, ligesom testpersonens mentale tilstand spiller en rolle. Er en testperson f.eks. forkølet, deprimeret, økonomisk eller arbejdsmæssigt hængt op, påvirker det altsammen lytteresultatet. Desuden ved vi alle, at en rød Ferrari kører meget bedre end en rustplettet studenterjaguar. På samme måde har udseendet en enorm indflydelse på den subjektive oplevelse, når vi taler lydudstyr. Det korte svar på hele lydproblematikken må derfor være, at fremstille noget som mekanisk og målbart er i orden. Er de to ting på plads, burde lytteresultatet heller ikke være helt ved siden af.

Når jeg længere oppe skriver, at ingen testpersoner var i stand til med sikkerhed at adskille de tre forstærkerkategorier A, B og C, burde jeg måske have understreget, at der blev lyttet til komplekse musikstykker. Under sådanne omstændigheder camoufleres forvrængningen let.

Det er noget ganske andet, når en guitarist sidder alene med sin guitar og spiller enkelte toner gennem forstærkeren. Her er det uden tvivl lettere at høre forvrængning, fordi den ikke kan "gemme" sig mellem den øvrige musik.

Det helt ekstreme er aflytning af sinus-toner. Her kan de fleste høre forvrængning under 1%.

2009.Dec.28
- Kurt Starlit

--------------------------------------------------

Det amerikanske firma Fender fremstillede foruden guitarer også forstærkere. De havde et gevaldigt renommé p.g.a. deres fantastiske lyd. Først mange år senere er det gået op for mig, hvad det egentlig var, der gjorde Fender's forstærkere bedre end de fleste: højttaleren!
Ser man et Fender-diagram, er der intet der tyder på, at deres forstærkere skulle være anderledes opbygget end så mange andre. Nej, hemmeligheden ligger i selve højttaleren, som (desværre) også er amerikansk: JBL - James B. Lansing. Stop en JBL-højttalerenhed i en hvilkensomhelst kuffertforstærker, og du får noget der spiller som en drøm!

Ideen kom fra Åge Jensen, som havde en brugt kuffertforstærker (glemt navnet, men vi er nede i 2. division) til salg, som havde tilhørt Teddy, Chano, Jan og John (sådan hed gruppen vist, husker du "Jeg vil bo på Vesterbro"). Den spillede fantastisk! Ulrik fortalte, at de havde udskiftet de originale engelske højttalere (Goodman eller Celestion) med 2 stk. K12 fra JBL.

 

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

 

Højttaleren - nøglen til succes

Begrebet højttaler bliver anvendt temmelig nonchalant rundt omkring. I virkeligheden kan det betyde to ting - måske endda flere.

- Enten: en højttalerenhed, altså en "løs" højttaler
- Eller: et højttalerkabinet m. indbygget højttalerenhed(er)

Hornet, hornhøjttaleren,
fik sin renæssance i 1970'erne fordi man med denne type kabinet kunne opnå lav forvrængning samtidig med en stor og fyldig bas. Højttalerenheden skulle kun bevæge sig ganske lidt for at frembringe et kolossalt lydtryk. Det betyder stor lyd og lille forvrængning. Ulempen var kabinettets størrelse. Derfor fik "hornet" også kun begrænset succes. Men godt spillede det, f.eks. havde jeg omkring 1979 til stereoanlæggets basgengivelse hjemme i stuen to 350 liters bagladehorn med 15" Cervin Vega højttalere monteret. Disse bagladehorn havde jeg købt billigt af en gruppe, som havde opgivet at slæbe de monstrøse kasser land og rige rundt.

Basrefleks, basreflekshøjttaleren,
kalder man den type kabinet, hvor der er skåret et (som regel rundt) hul i front- eller bagpladen. Ideen med hullet er, at lyden fra bagsiden af højttalermembranen skal møde lyden fra forsiden af membranen på en sådan måde, at der opstår medfase - altså at de to lydbølger forstærker hinanden. Udformningen af hullet afgør, i hvilket frekvensområde det sker. En rigtig "tunet" (afstemt) basrefleksåbning kan få det samlede system (højtt. & kabinet) til at spille med fuld styrke en oktav længere ned end højttaleren egentlig er konstrueret til. Herefter falder lydtrykket drastisk.

I praksis kan man med denne type kabinet få en højttalerenhed til at spille højere og med betydelig mere bas end det helt lukkede kabinet - trykkammeret. Lydmæssigt ligger basreflekskabinettet et sted mellem hornet (som er ideelt m.h.t. lyd og effektivitet, men er stort og klodset) og trykkammeret (som kan gøres meget lille, men mangler effektivitet og lydtryk).

I 1964 hørte jeg flere grupper i Helsingør (nogle fra byen, andre fra København), som brugte Selmer forstærkere og kabinetter - en enkelt københavnergruppe var endda totalt ekviperet med Selmer sanganlæg og det hele. Især bassistens lyd var imponerende. Han spillede gennem et Selmer Goliath kabinet med en 18" højttaler - en præcis og vellydende bas, hvor man kunne høre hver enkelt tone, uden at lyden af den grund blev tynd eller skinger. Sandsynligvis var basrefleks-åbningen årsagen til den fine lyd. Som en særlig gimmick spillede han hele passager ved udelukkende at trykke strengene ned med venstre hånd - uden at anslå strengene med højre hånd.

Trykkammeret, trykkkammerhøjttaleren,
er, som allerede nævnt, kendetegnet ved, at kabinettet er helt lukket. Kabinettet kan af samme årsag gøres meget lille, da der ikke er noget samspil mellem membran forside og bagside at tage hensyn til - membranbagsiden er jo helt isoleret inde i det lukkede kabinet. Størrelsen af kabinettet er medbestemmende for, hvor langt højttaleren (systemet) kan gå ned i frekvens.

Det lukkede kabinet har desuden den fordel, at der er styr på højttalerenheden, den begynder aldrig at blafre, fordi den er styret af det lukkede kabinet, der trykker som en fjeder på membranens bagside. Systemet kan derfor spille lineært (med samme lydtryk) helt ned til systemets (højtt. + kabinet) resonansfrekvens. Herefter falder lydtrykket jævnt, men højttalerenheden er stadig styret af det lukkede kabinet, således at den f.eks. ikke begynder at flapre hjælpeløst frem og tilbage, som det er tilfældet ved de åbne systemer (basrefleks og horn).

Af ulemper ved trykkammerhøjttaleren kan man groft sagt sige, at halvdelen af lyden mangler - den er jo indespærret i det lukkede kabinet. Virkningsgraden er m.a.o. lav. Som nævnt andetsteds er der en sammenhæng mellem effektivitet og lydkvalitet. Alt i alt er trykkammerhøjttaleren derfor ikke egnet til sceneformål, hvor der som oftest kræves høj effektivitet og høje lydtryk.

Virkningsgrad / effektivitet / følsomhed
Virkningsgraden eller effektiviteten af en højttaler er forholdet mellem det elektriske signal man sender ind i højttaleren, og det akustiske lydtryk som kommer ud af højttaleren. Jo højere virkningsgrad, desto højere lydtryk.

Man beregner en højttalers effektivitet ved at sende en elektrisk effekt på 1 watt (v. frekvensen 400Hz eller 1000Hz) ind i højttaleren, og derefter v.h.a. en mikrofon og et måleinstrument måle, hvor stort et lydtryk der kommer ud af højttaleren. Forholdet mellem de to tal omregner man til procent. De fleste højttaleres virkningsgrad ligger omkring 5% eller mindre, de bedre pigtrådshøjttalere ligger omkring 10%, og de bedste (dyreste) enheder ligger helt oppe omkring 30%. Det kan høres!

For en højttaler med høj virkningsgrad lyder også bedre. Det bliver en længere teknisk udredning at forklare, men den korte version er, at den høje virkningsgrad - som især skyldes højttalermagnet plus svingspole - gør højttaleren hurtigt reagerende, hvorved transienter (kortvarige kraftige lydtryk, som de fleste sprog og instrumenter er fulde af) bliver tydeligt hørbare. Højttaleren med den lave virkningsgrad når ofte slet ikke at reagere, før transienten er forsvundet og det hele er forbi.

Den perfekte højttaler findes ikke, men hvis den

- har høj virkningsrad (= høj følsomhed = høj effektivitet = spiller højt med få watt),

- har høj belastbarhed (= tåler mange watt),

- har stort frekvensområde (= kan gengive alle toner), og

- har stor spredning (= kan høres til alle sider),

er vi godt på vej.

Da jeg sidst købte to løse 12" enheder i 1980'erne, kostede de hver især lige så meget som en komplet combo forstærker med to standard 12" enheder. Med de var pengene værd, for lyden og holdbarheden er uden sidestykke. Når sådan et par enheder bliver monteret i en combo forstærker af næsten et hvilket som helst fabrikat, får man et system der er værd at skrive hjem om. Problematikken er i øvrigt den samme, hvis man spiller bas, her er det bare 15" eller 18" enheder, sagen drejer sig om.

De fleste fabrikanter sparer på højttalerkvaliteten, for at gøre forstærkeren konkurrencedygtig (holde prisen nede). Men sandheden (et stort ord) er, at højttaleren er nøglen til den gode lyd - ikke forstærkeren. De fleste forstærkere spiller stort set ens - det er på højttalerfronten, der er noget at hente.

Sådan fremstilles en højttaler(enhed) (YouTube)

Byg en højttalerenhed

 

Hvad er basrefleks?
En trykkammer-højttaler omtales i det daglige som en lukket højttaler. Her opererer bashøjttaleren i væggen til et lukket kammer hvorfor den indespærrede luftmasse fungerer som en fjeder der bremser membranens udsving. "Fjederstivheden" bestemmes af luftmassens størrelse. Jo større kabinetvolumen, desto blødere fjedervirkning. Men under alle omstændigheder vil trykforandringerne i den indespærrede luftmasse bringe bas-højttalerens naturlige egenresonans opad i frekvens. Derfor siger man, at jo større kabinet til en given bashøjttaler i et lukket kabinet, desto dybere vil den række.

I basrefleks-højttalere er der foruden bas-højttaleren en åben port i kabinettet. Når bashøjttalerens membran skiftevis svinger ind- og udad i kabinettet, vil lufttrykket fra membranen udlignes gennem porten ved de meget lave frekvenser under 20-30 Hz. Her fungerer kabinettet som en helt åben kasse - altså uden luftfjeder.

Men ved højere frekvenser bringes luftmassen i kabinettet og i portåbningen i en form for styret, basforstærkende resonans. Det svarer næsten til lyden, som opstår; når du blæser i en flaske. Kabinettets volumen og portens mål er nøje afstemt til at gå i resonans ved en bestemt, dyb frekvens - typisk mellem 30 og 60Hz. Netop ved denne tone begrænses bas-højttalerens membranudsving; til gengæld kommer der så kraftige baslyde ud af bas-refleks-porten. Derved muliggøres noget kraftigere lydtryk for en given membran-bevægelse. Ved stigende frekvenser vil kabinettet gradvis skifte fra resonans-funktion (basrefleks-funktion) til en funktion svarende til den fra et lukket kabinet, hvorfor bas-højttaleren i stigende grad overtager ansvaret for lydgengivelsen.

Fordelen ved basrefleks-afstemning er; at højttaleren for en given kabinet-størrelse får større akustisk effektivitet ved de dybe bastoner; Ulempe: basgengivelsen bliver mindre præcis, fordi højttaler-enheden først skal "excitere" luftmassens resonans, før der kommer rigtig bas ud. Og bagefter bremse resonansen igen. Begge dele tager lidt tid. Den lukkede højttaler har objektivt set en bedre præcision, fordi baslyden herfra ikke baseres på resonanser. Desuden har den almindeligvis lidt større belastbarhed ved de helt dybe frekvenser. Til gengæld udnytter man så ikke membranens bagside-udstråling. Under den lukkede højttalers system-resonans falder lydtrykket fra en lukket højttaler kun med 12 dB pr. oktav. En basrefleks-højttaler går i reglen relativt dybere ned. Til gengæld falder lydtrykket her med hele 24 dB/oktav under systemresonansen. Disse faktorer har ganske stor subjektiv betydning, når en højttaler skal indpasses i stuens akustiske miljø.

Generelt er den lukkede højttaler nemmest at integrere. Men de fleste kunder foretrækker basrefleks-højttalernes mere voluminøse bas-gengivelse.

ref.: http://home.worldonline.dk/isl24678/hojttal/opbygning.htm

--------------------------------------------------

Jammersound
Mange koncertsteder til rytmisk musik lyder katastrofalt dårligt, jeg ved det, for jeg har selv spillet der. Det fundamentale problem er mangel på viden om, hvad rockmusik egentlig er for noget. Begrebet er simpelthen for nyt i akademisk forstand. Hvis du kan finde ét eneste stykke faglitteratur om akustik i sale til rytmisk musik, så giver jeg bajere. Der er hyldemeter fulde af litteratur om anbefalet akustik i sale til klassisk musik, men der findes ingenting, og det mener jeg helt bogstaveligt, om rytmisk musik. Derfor har vi et korps af akustikere i hele verden, der er opdraget til kun at tænke fra 125 Hertz og opefter.
Niels Werner, Akustiker

Helt enig, katastrofelyd er dagens orden ved rock-koncerter. Det er så at sige det normale. Men desværre er bassen ikke kun kritisabel p.g.a. lokalet, men i lige så høj grad p.g.a. teknikeren, der tilsyneladende betragter bassen som et mål for anlæggets (og egen?) potens, hvorfor der fyres godt og grundigt op i bunden. Om anlægget (eller rummet) så kan klare mosten eller ej, bekymrer sjældent. På samme måde er mellemtone og diskant ofte en ugennemtrængelig og skærende mur, hvilket altsammen (i bedste fald) indikererer at rockens lydfolk har taget skade af for dårlig lyd i for lang tid ("i værste fald" tør jeg slet ikke tænke på). Når man ser størrelsen af de anlæg der stilles op rundt omkring (og hører prisen), burde god lyd jo være en selvfølge, men ak og ve: siden elektrificeringen i 1960'erne er det gået støt ned ad bakke med lydens kvalitet, jo større anlæggene blev. Niels Werner's indlæg synes blot at bekræfte en udvikling, som startede for længe siden.

Basbamsen

ref.: Kort Nyt, 2007.Marts.31

 

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

 

Hammond orglet
&
Leslie højttaleren

Hammond B3 med Leslie 122

Hammond orglet og Leslie højttaleren er i dag et så indarbejdet i rock- og jazzsammenhænge, at det kan være svært at forestille sig, at de begge oprindelig var konkurrerende firmaer og fremstillet med et helt andet formål for øje, nemlig kirkemusik. De utallige private kirkesamfund i USA havde som oftest ikke mange penge at gøre godt med. Derfor fandt Laurens Hammond i 1930'erne på at fremstille en elektrisk konkurrent til det dyre mekaniske pibeorgel.

Den enkelte tone i et Hammond orgel frembringes af et (mekanisk) tonehjul som under sin omdrejning overfører elektromagnetisk energi ("lyd") til en pick-up - i princippet af samme type som en guitar pick-up. Pick-up'en omdanner den elektromagnetiske energi til et elektrisk signal, som dermed kan forstærkes op, bearbejdes og sendes ud i en højttaler, og Viola, det elektriske orgel er en realitet.

Hammond's påstand var, at hans orgel kunne fremstille en hvilkensomhelst lyd lige så godt som pibeorglet (hvor lyden frembringes v.h.a. piber, der gennemstrømmes af luft). Tonegeneratorerne i Hammond orglet frembringer den enkelte grundtone, som v.h.a. de såkaldte drawbars (trækstænger eller tonekontroller) tilsættes overtoner i overensstemmelse med indstillingen af disse drawbars. På den måde kan det elektriske orgel i princippet skabe de samme klange som pibeorglet.

Der gik dog ikke lang tid, før jazz-folket og senere også rock-folket fik ørerne op for Hammond orglets kvaliteter, eksempelvis Jimmy Smith (her med "Organ Grinder's Swing") og Procol Harum ("A Whiter Shade of Pale").

Udover størrelse og vægt er der dog så mange mekaniske problemer at kæmpe med i Hammond orgler, at med mindre man virkelig er bidt af de gamle kæmper (og det er der mange der er), er det værd at overveje nyere alternativer som f.eks. det svenske CLAVIA, model Nord C1.

 

Leslie kabinettet er kendetegnet ved sin "roterende" lyd. Bashøjttaleren er placeret over en roterende tragt, hvorfra lyden spredes i rummet. Diskanthøjttaleren er monteret på en drejende rotor (motor) med et påmonteret horn, hvorigennem lyden kommer ud. På visse modeller kan de to rotationer styres separat. Resultatet er en lyd, som synes at komme fra skiftende steder i lokalet. På mange måder kan effekten minde om en phaser, flanger eller chorus pedal. De fleste, som har hørt et Hammond B3 orgel med 2 Leslie kabinetter (placeret 3-8 meter fra hinanden) vil være enig i, at det er en ganske særlig oplevelse.

Hammond orglet

How to Start a Hammond Organ

Drawbar basics

Great and Swell

Percussion

Hammond C3 med Leslie 122 (bemærk basspillet)

Four Hammond B3's playing "The Cat"

Lesliehøjttaleren

 

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

 

Stor lyd, kompakt design
This instrument is definitely the way forward for anyone who needs authentic B3 sound and feel. At just over 19 kilos, XK3 represents the ultimate compromise for the touring musician. Improved digital Leslie means your completely self contained and can just set up and play. Coupled with a Leslie 21 system it is the definitive Hammond setup.

Features:
     Amazingly accurate B-3 sound and response
     96 digital tone wheels
     Vacuum tube with continuous level change
     12 reverse key presets
     3 sets of drawbars

Hammond B3 har i mange år været det ypperste indenfor elektriske orgler (spørg bare Jimmy Smith m.fl.). Koblet sammen med to roterende Leslie højttalere får man lyd i særklasse. Desværre er prisen for dette system uden for rækkevidde for mange, og samtidig er anlægget tungt og uhåndterligt.
Mange har forsøgt at kopiere lyden og formindske størrelsen, men først med fremkomsten af Hammond's egen model XK-3 sidste år, skete der et gennembrud: stor lyd i et kompakt design.

Hammond XK-3

Hammond XK-3 Drawbar Keyboard

The XK-3

ref.: Kort Nyt, 2005.Okt.04

 

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

 

Den analoge synth

Korg monofonisk synth, model MS-20

Fremkomsten af den analoge monofoniske synth gjorde det muligt at fremstille sine egne helt personlige lyde. Det havde indtil da været overladt til kostbare lydlaboratorier, hvor almindelige dødelige ingen adgang havde - dels på grund af prisen, dels på grund af kompleksiteten.

Pludselig var det muligt at fremstille lyde, som man måske ellers skulle tro "naturen" eller "virkeligheden" havde eneret på - f.eks. musikinstrumenter. Desuden kunne man med synthesizerens hjælp fremstille lyde, som hverken natur eller mennesker nogensinde havde tænkt på. Man kunne for den sags skyld bygge hele musikstykker eller lydcollager op, hvor eneste medvirkende var en synthesizer. Eller man kunne bruge synthen som en nyttig sidekammerat til at lave understøttende lyde og lydeffekter, som ellers ville være umulige at realisere.

Hvordan virker synthesizeren så?

Den korte forklaring er, at den analoge synth i sin grundform består af tre moduler:

- en VCO, Voltage Controlled Oscillator (spændingsstyret oscillator/lydgenerator),
- en VCF, Voltage Controlled Filter (spændingsstyret filter/tonekontrol) og
- en VCA, Voltage Controlled Amplifier (spændingsstyret forstærker).

Den styrende spænding kommer fra et keybord (tastatur), et ADSR modul eller anden styre-enhed.

VCO oscilatoren frembringer een tone ad gangen, f.eks. A 440 Hz.
Tonehøjden bestemmes af den spænding som tilføres styreindgangen (fra et keyboard ell. lign.).
Tonen kan groft sagt være sinusformet, trekantet, savtakket/savtandet eller firkantet,
hvilket påvirker tonens indhold af harmoniske og/eller uharmoniske overtoner.

VCF filteret/tonekontrollen reguleres i overensstemmelse med den spænding som tilføres styreindgangen (fra et ADSR modul etc.).

VCA forstærkeren regulerer lydstyrken i overensstemmelse med den spænding som tilføres styreindgangen (fra et ADSR modul etc.). VCA'en er iøvrigt ikke en højttalerforstærker - den kan højst trække en lille hovedtelefon.

Disse tre enheder er det grundlæggende i den analoge synth.

For at efterligne lyde kræves der desuden som minimum et såkaldt ADSR (Attack-Decay-Sustain-Release) modul. Den enkelte tone fra et instrument, f.eks. et klaver, er kendetegnet ved

- en indklingningstid (Attack time) fra det øjeblik tangenten anslås til det øjeblik tonen når sit højeste niveau,
- en henfaldstid (Decay time) fra højeste niveau til et holde niveau,
- et holde niveau (Sustain level) som bevares så længe tangenten holdes nede, samt
- en udklingningstid (Release time) som varer fra det øjeblik tangenten slippes til det øjeblik lyden er helt væk.

Alle fire parametre (ADSR) kan justeres, hvorved det bliver muligt i princippet at efterligne en hvilkensomhelst lyd og et hvilketsomhelst instrument.

Ved at tilføre en ADSR-kurve til VCF-filterets styreindgang, kan man på denne måde efterligne instrumentets klangmæssige egenskaber.
Ved at tilføre en ADSR-kurve til VCA-forstærkerens styreindgang, kan man på denne måde efterligne instrumentets styrkemæssige egenskaber.

Ovenstående er selvsagt en meget kort og generel forklaring på den analoge monofoniske synthesizer. Når man dykker ned i en konkret opgave, opdager man hurtigt hvor mange muligheder der er, for at løse lydmæssige problemstillinger. Det er fantastisk spændende at arbejde med disse ting, og jeg kan kun anbefale interesserede at gå i gang - man får hurtigt en langt mere analytisk opfattelse af lyd generelt og syntetisk lyd specielt. Det kan komme én til gavn i mange andre sammenhænge, når man på denne måde aktivt arbejder med lyd og lydkonstruktion.

Jeg anskaffede mit analoge KORG system omkring 1980 (MS-04, MS-20 og MS-50), men selv i dag er der stor interesse for de gamle modeller, som i deres anvendelsesmuligheder er nærmest ubegrænsede. Prøv selv!

2009.Dec.12
- Kurt Starlit

 

Synthesizer

MS-04 (Modulation Pedal)

Korg MS-20 (monofonisk synth m. tastatur)

Korg MS-20

Korg MS-50 (monofonisk synth uden tastatur)

MS-50 Owner's Manual

 

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

 

Synthesizeren - trussel eller mulighed?

Synthesizer

Hvad er en synthesizer?

Jo forstår du, det er.......æh...øh.....det er ikk' fordi.....vi har i mange år....ja ja....en synthesizer er et elektronisk apparat til kunstig frembringelse og bearbejdning af lyd, kunne man for eksempel svare.
Velegnet til at efterligne instrumenter og andre lyde, kunne man tilføje, og
sædvanligvis styret fra et keyboard (klaviatur), kunne man afslutte.

Synthesizeren har igennem sin udvikling bredt sig til så mange områder, at den i dag ofte fungerer som et komplet studie med flerspors båndoptager, mixerpult, lydmoduler, kontrol af lys, lyd og sengetider.

Med opfindelsen af synthesizeren fik musikere og studier mulighed for konkret og kreativt at arbejde med lyd i almindelighed og musik i særdeleshed. Processer, som før havde været enormt tidskrævende og involveret masser af musikere og teknikere, kunne nu realiseres af én person ved (stærkt forenklet) at trække et par ledninger og trykke et par knapper.

Canadieren Hugh Le Caine var foregangsmand på området og langt foran sin tid, da han i 1945 bygger den første spændingsstyrede synthesizer - The Electronic Sackbut.

Keyboard Magazine havde omkring 1980 vedlagt en plade, som demonstrerede Caine's opfindelse. På optagelsen forklarer han apparatet og giver prøver på lyden, som er meget imponerende - ofte bedre end lyden på langt senere instrumenter. Desværre bliver hans opfindelse aldrig sat i serieproduktion, og ganske ulykkeligt omkommer han ved en trafikulykke i 1977, hvorfor kun et fåtal kender Caine eller hans banebrydende eksperimenter.

Da vi kommer op i midten af 1960'erne dukker MOOG synthesizeren op. For de fleste står MOOG som den oprindelige synthesizer, og selv om det ikke er historisk korrekt, var Robert Moog manden der gjorde synthesizeren kendt. Ikke tilgængelig for gud og hvermand, men for de musikere og studier som var indstillet på at betale en mindre formue for en lille monofonisk (en-tonet) dims. Selv i dag har den gamle MiniMoog et særligt renommé, fordi dens lyd- og kontrolmuligheder er så suveræne.

Manfred Mann har igennem alle årene foretrukket Mini Moog frem for alt andet, fordi den har den rigtige lyd og de nødvendige kontrolmuligheder. På Moog'en kan man kontrollere alle detaljer LIVE (i real time som det hedder), mens man på den digitale synth stort set er fastlåst til et antal forud-bestemte lyde. Derfor sværger Manfred til to stk. oldgamle monofoniske Moogs, som stadig fungerer og stadig serviceres (læs f.eks. 1991 interviewet). Først fornylig (2003) skilte Manfred sig af med den ene MiniMoog, som blev solgt på en net-auktion for 2500 Euro.

Gruppen TOTO's keyboardmand David Paich (som i mellemtiden har skiftet køn) var især før deres hit-periode en meget anvendt studiemusiker. Alle vidste han kunne lave den rigtige lyd. Det kunne han bl.a. fordi han kom slæbende med et læs monofoniske Moogs på en lastvogn. Bagsiden af medaljen var, at det tog en fandens tid at sætte systemet op og bringe det i termisk balance. Ofte brugte han 3-4 timer på at lave den ønskede lyd. Men stjernerne fandt sig i det. Ville man have den rigtige sound, måtte man vente....og betale naturligvis (gnæk gnæk).

Den analoge synthesizer havde sin fordel i de mange indstillingsmuligheder, som samtidig var dens svage punkt, idet den var meget temperaturfølsom (Moog var ingen undtagelse). En lampe, som f.eks. lyste ind på et oscillator-modul, kunne få katastrofal effekt. Træk i lokalet, variende temperatur, skiftende sollys, ændringer i den elektriske belysning - alt påvirkede.

Indledningsvis skulle systemet helst stå og hygge sig med sig selv i et par timer for at oscillatorer og filtre kunne finde - og bevare - den termiske balance ("holde tonen") over en længere periode. "Længere" er i denne forbindelse ikke over 20 minutter. Så skulle der efterjusteres. Dernæst skulle hver ny lyd bygges op fra bunden med forbindelse af ledninger, indstillinger af knapper o.s.v. Som belønning for alt besværet fik man i sidste ende en lyd, der var præcis som man ønskede - ofte mere til.

Månedens billede viser Moog 77 hjemme i studiet hos Wendy Carlos. Hun udsendte i 1968 en LP med titlen "Switched on Bach". Her var den gamle komponist taget under kærlig behandling af Moog synthesizeren. Pladen blev en bragende succes og viste, hvad synth'en kunne bruges til. Senere fulgte "Well-tempered Synthesizer" og musik til "A Clockwork Orange", hvor en Vocoder for første gang høres. Musik til Disney-filmen "Tron" er ligeledes skrevet (og udført) af Carlos.

Vocoder blokdiagram

Korg vocoder VC-10

Vocoder Questions

Hun er en overmåde begavet musiker og komponist. En fyldestgørende beskrivelse af hendes bedrifter ville fylde en halv bibel, men heldigvis har hun oprettet sin egen hjemmeside, hvor vi savlende kan kigge med.

Vi skal op i 1970'erne før udvalg og priser er sådan, at almindelige dødelige kan være med. Alle de kendte mærker lancerer deres første monofoniske (en-tonede) synthesizere i begyndelsen af dette årti, f.eks. ROLAND, YAMAHA og KORG (Kurt's grundsystem bestod f.eks. af KORG MS-20, MS-50 og en expression pedal).

Næste trin i udviklingen var den analoge synth med digital styring, som kom frem i slutningen af 1970'erne. Her kunne alle indstillinger og forbindelser programmeres ind på forhånd og kaldes frem ved tryk på en knap. Det gjorde betjeningen lettere, men det var også her glansen gik af Gertrud; charmen ved at fabrikere sin egen helt personlige lyd var forsvundet.

På samme tid fremkom den polyfoniske synth, som kunne spille flere toner ad gangen. Dette medførte at interessen flyttede sig fra den monofoniske analoge synth til den polyfoniske med digital styring. Interessen flytter sig endvidere fra eksperimenter til færdige instrumentlyde (klaver, trompet, violin o.s.v.), hvor man med tryk på en knap kalder en ny lyd frem.

Med indførelsen af den digitale synthesizer i begyndelsen af 1980'erne var eksperimenternes tid ovre. I den analoge synth (uanset om styringen var analog eller digital) var lydene elektronisk frembragt, men nu begyndte man at lave digitale optagelser - samplinger - af virkelige instrumenter. For eksempel kunne man sample et flygel tangent for tangent, og derefter afspille lyden via en digital synthesizer (et digitalt keyboard). Nu var det fikse og færdige lyde som lå derinde og bare ventede på at blive trykket af. Det lød imponerende - dengang.

For selvfølgelig holdt benovelsen kun en tid, så opdagede man at medaljen også havde en bagside. Det vil føre for vidt at beskrive alle de lydmæssige problemstilinger, som teknikere, musikere og ingeniører i alle årene har kæmpet med, men humlen er ihvertfald, at heller ikke de samplede lyde løste problemerne en gang for alle. Tværtimod viste de sig at medføre andre ulemper (jfr. Murphy: Man løser eet problem og skaber to nye). Derfor har fabrikanterne eksperimenteret videre med rene digitale løsninger (f.eks. YAMAHA's algoritmer) samt forskellige former for blandinger af samplede og elektroniske lyde, som f.eks. ROLAND's LA-syntese (Linear Arithmetic Synthesis).

SYNCLAVIER (1975) var på enhver måde forud for sin tid. Hovedmodellen var et komplet studie, banket ned i en lille nydelig trækasse med keyboard. Apparatet var lavet sådan, at udvidelser og ændringer løbende kunne foretages. Derfor var der heller ikke behov for at markedsføre nye modeller - man opdaterede simpelthen de eksisterende.

Da MIDI standarden (Musical Instrument Digital Interface, den elektriske kommunikation mellem elektriske musikinstrumenter) i begyndelsen af 1980'erne blev diskuteret på plads mellem de forskellige aktører på området, stod Synclavier alene med tekniske krav og løsninger som de øvrige firmaer enten

- ikke var i stand til at følge, eller
- ikke troede på, at forbrugeren i sidste ende ville (eller kunne) betale.

Derfor tilsluttede Synclavier sig heller aldrig MIDI-standarden, men kørte sit eget high-tech sololøb. Til gengæld var/er deres udstyr oppe i en klasse, hvor de øvrige godt kan pakke sammen: state-of-the-art, let betjening, alt er muligt, alt er en fornøjelse. Systemet er solgt til mange studier og enkeltmusikere over hele verden (mest USA naturligvis), f.eks.:

- Oscar Peterson,
- Frank Zappa og
- Hvem-der-bare-var-hvid-og-lavet-af-plastic-Jackson

for at nævne et par stykker.

Til trods for sin høje pris (i millionklassen) solgte Synclavier udmærket, men virksomheden løb af uransagelige årsager ind i økonomiske vanskeligheder i begyndelsen af 1990'erne og er i dag vist lukket mere eller mindre ned.

 

Der Endlösung?
Visionen - at een mand fra sit klaviatur skal kunne frembringe og kontrollere en hvilken-som-helst lydlig frembringelse, så ingen kan høre forskel på illusion og virkelighed - arbejdes der stadig på. Men selv med dagens tekniske formåen, er der ikke noget som kommer i nærheden af det akustiske instrument, hverken lydmæssigt eller fysisk. At sidde foran et Bösendorfer flygel, hvor det håndværksmæssige og musikalske går op i en højere æstetisk enhed, det kan ikke - og skal ikke - erstattes af en elektronisk dims. Til gengæld har synth'en så mange andre fordele, at den i dag betragtes som en naturlig del af ethvert større orkester.

Da James Last var i Danmark i 1998, var hans store orkester bestykket med bl.a. to keyboards, 16 violiner(!), en trækharmonika plus alle de andre instrumenter, som er en del af et moderne orkester. Det er selvfølgelig ikke noget James kun gør for sjovs skyld og narrestreger. Han gør det også fordi instrumenterne hver især kan noget som de andre - herunder synth'en - ikke kan

Med til historien om synthesizeren hører også, at den har været med til at fjerne mange gode musikerstillinger i teatre, pladestudier og lignende. Professionelle musikere har ofte måttet se sig erstattet af en enkelt mand med en møgkasse under armen. Det har skabt bitterhed og boycot, som f.eks. da det engelske musikerforbund i en periode udstedte forbud mod samarbejde med synth-aber uanset race, religion eller foretrukne ølmærke.

På sæt og vis kan man sammenligne synthesizerens stilling med gravemaskinen. Da den kom frem, overflødiggjorde den mange mennesker og var forståeligt nok frygtet og forhadt. Gradvist blev den dog accepteret, da man fandt ud af, at der også var fordele ved maskinen......i dag vil ingen vist undvære den.

Konklusionen af det hele må blive, at synthesizeren med sine fordele og ulemper så at sige har fundet sin plads i lydbilledet. Vi har vænnet os til tanken - og lyden.

120 Years of Electronic Music

ref. Månedens Billede, September 2003
http://www.cykelkurt.com/div/mb2003.html

 

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

 

Dinosauren lever!

Moog's commitment to musicians worldwide is to produce timeless electronic musical instruments with soul.

Hvis nogen troede at den analoge synth eller mr. Moog var ude af business, kan de godt tro om igen. Selv om han næste år fejrer 50-året for sin introduktion på det elektroniske marked (et theremin byggesæt), og var på alles læber i 60'erne da MiniMoog'en kom frem, er der stadig liv i den gamle. Han designer fortsat musikinstrumenter og tilbehør, f.eks. Voyager, som er en fortsættelse af Moog'en tilsat nymodens tingel-tangel. Og han sværger fortsat til de analoge kredsløb, som i alle årene gav MiniMoog'en særstatus blandt synthesizere.

Thereminen, det mærkelige instrument som endelig ikke må berøres under betjeningen, har vist altid haft et image af legetøj, når man står der og fægter med armene og der kommer mærkelige lyde ud af dyret. Mr. Moog har fået så meget kontrol over elektronikken, at instrumentet efterhånden kan betjenes af de fleste med en smule øvelse. Og grupper der bruger instrumentet er der mange af.

Et af mister Moog's seneste påfund er den såkaldte PianoBar, som er et stykke tilbehør der kan monteres på et almindeligt opretstående klaver uden at påvirke tangenter eller pedaler. På denne måde kan man supplere pianospillet med yderligere klaver(eller andre)stemmer, eller løbende omsætte klaverbankeriet til noder via en computerskærm, som derefter kan gemmes eller printes ud.

Med den strøm af nyheder som til stadighed vælter ud fra fabrikken i North Carolina ser fremtiden lys ud for Moog Music. Kredsen af tilfredse kunder er stadig stigende, og der er ingen grund til at tro at det ikke skulle fortsætte sådan. En velfortjent succes - et velfortjent jubilæum.

Moog Music
Moog Archives
History of the Theremin
Theremin lydeksempler

ref.: Kort Nyt, 2003.Nov.22

 

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

 

 

Ingen plader uden et

                                                     PLADESTUDIE.
                           PLADESTUDIE.
PLADESTUDIE.

Jeg har set et par stykker indvendig, f.eks.

- Tocano Studio i Hørve v. Holbæk (brødrende Svend og Knud Christiansen).
          Senere blev det til Sun Studio.
          (Bamses Venner og et utal af andre har indspillet her)

- Nicolaj Grammofon ApS. (Lise & Poul Reinau)

- Key Sound i Præstø (Klaus & Servants)

- Sound Track
          Claus Asmussen studiet på Gl. Kongevej
          (Shubidua, Tyggegummibanden m.fl.)

Her var vi nogle stykker inde sammen med Jørgen Kleinert (Kleinert Musikforlag). Jeg bemærkede en påskrift på mixerpulten: Fyr en fed!, underskrevet Sanne (= Sanne Salomonsen). Det var lidt plat, men hva' - selv en stjerne må hyle med de ulve han/hun er iblandt. Og apropos Kleinert, så blev han året efter så syg, at han døde af det, hvorefter Bamse overtog butikken.

- Werner Studio på Frederikssundsvej (C.V. Jørgensen m.m.fl.)

Werner Scherrer er en kanut fra Schweitz som blev forelsket i en dansk pige. I dag er han en af de største herhjemme i studie-branchen, og har indspillet for stort set alt og alle. Men dengang i 1974 var han lige startet. En firespors TEAC båndoptager og en tolv-kanals mixerpult var hjertet i udstyret, så det var jo ikke det helt vilde. Forresten husker jeg ham fra Frederiksberg Tekniske Skole, hvor vi gik i hver sin klasse. Han har m.a.o. en teknisk uddannelse.

--------------------------------------------------

1960'ernes pladestudie var yderst primitivt, ganske få mikrofoner, en lille mixer (3-6 kanaler) og en mono-båndoptager. Længere oppe i årtiet blev det til flerspors båndoptagere, The Beatles "Sgt. Peppers" blev f.eks. indspillet på en 4-spors båndoptager.

Rumklang, som i dag anses for et must af de fleste, blev først en realitet i de danske studier omkring 1970. Før den tid blev optagelser med danske beatgrupper lavet i lokaler (haller), som havde den rigtige akustik. The Cliffters indspillede eksempelvis en del af deres plader i Islev Bio - ude i de københavnske forstæder. Bent Fabricius pladeselskab Metronome klarede ærterne ved at anbringe sangsolisten (f.eks. Grete Sønck) øverst i en bestemt trappeopgang på Nørrebro, mens teknikeren stod på den nederste afsats med optage-udstyret. Beboerne blev bedt om at forholde sig rolige under optagelsen - men fik sikkert også en lille betaling for ulejligheden.

--------------------------------------------------

Studie- kontra hjemmebåndoptager
Der er stor forskel på en almindelig hjemmebåndoptager og så de flerspors-optagere som anvendes i studierne.

Hjemmebåndoptageren er en lille alt-i-een kasse, hvor alt det nødvendige til ind- og afspilning er indbygget i båndoptageren, som tilmed ikke må være for dyr. Det siger næsten sig selv, at en masse kompromisser må indgås. Det nærmeste hjemmebåndoptageren kom på et studie var, da norske Tandberg i begyndelsen af 1960'erne lancerede et lille hjemmestudie under navnet "Sound-on-Sound" recording. Her spiller man frem og tilbage mellem to spor - det ene spor afspiller samtidig med at det andet indspiller. Samtidig mixer (blander) man en ny stemme (guitar) oveni. På denne måde får man lagt et nyt instrument på hver overspilning. Til sidst ender man op med et en-mands orkester, hvor man selv har spillet/sunget alle stemmer. Men disse overspilninger koster lydkvalitet, meget mere end 4-5 overspilninger er ikke realistisk, så med al den charme og personality som en hjemme-indspilning kan indeholde, kommer den trods alt ikke teknisk i nærheden af en studie-optagelse.
Båndhastigheden (altså den hastighed, som båndet fremføres med), er for de fleste amatørbåndoptagere højst 19 cm/sek. - som oftest kun det halve: 9.5 cm eller endda 4.75 cm. Resultatet bliver derefter.

Studiebåndoptageren kører med 38 cm/sek som standard - ofte også 76 cm./sek. Det påvirker dynamik og signal-/støjforholdet i hørbar grad. Desuden kan den indspille på, eller afspille fra et hvilketsomhelst spor. Den er dog helt afhængig af en udvendig mixer, som er afgørende for, hvor mange narrestreger man kan lave. Laver man f.eks. ene mand en trickindspilning, kan man v.h.a. en mixer med indbygget sub-mixer (en mixer i mixeren) lytte til et hvilketsomhelst mix af det allerede indspillede, samtidig med at man indspiller en ny stemme på et hvilketsomhelst spor. V.h.a. mixeren kan studiemaskinen desuden udføre en masse kopi-funktioner, som er helt umulige på en hjemmebåndoptager. En specialeffekt som "flanging" (beskrevet under effektpedaler) kræver dog stadig en ekstra båndoptager.

--------------------------------------------------

A cut above
LP-pladen er forlængst gået bag af dansen, selv om en lille skare fanatikere stadig holder stand. Ude på nettet kan man se, hvordan en plade blev produceret, dengang det virkelig kørte rundt for 12-tommeren.

How Vinyl Records Are Made, Part 1

How Vinyl Records Are Made, Part 2

ref.: Kort Nyt, 2007.Juni.02

 

 

===================================================

 

 

                        Jodle-Børge gi'r et ekstranummer...

 

 

 

LINKS

The Gear (that makes it all happen)

Rock 'n' Roll Pedals

Fender

Fender Jazzmaster m.m. (bl.a. The Rollings)

Jazzmaster (Aages Fora)

The Jazzmaster Turns 50!

Fender History

Fender Musical Instruments Corporation

Fender guitarer

Gibson

Gibson

Gretch

Gretch Guitars

Hagström

Hagström Vintage

hagstromrules.com

Höfner

Orange

Rickenbacker

Selmer

WEM

Elektroniske musikinstrumenter

Rockscenen i 1960'erne

Absolut Hit House

Jomfruburet i 1970'erne (også billeder og beskrivelser fra 1960'erne)

 

 

Til forsiden