New York, New York!


"New York Afternoon" er et puslespil fra ELMS Puzzles, malet af Alexander Chen.

 

"Nevørk" kalder Osvald Helmuth byen i en af sine sange, og udtrykker dermed den danske skepsis overfor alt det smarte ovre fra den anden side af dammen. Men heldigvis er New York så meget andet end glitrende overflade og smart facade, at man roligt kan gemme forbeholdene væk og kaste sig ud i de mange oplevelser der findes i byen, som aldrig sover.

 

Det fik vi (Grete, Kurt, Kristian og Junior) prøvet på en tur i april 2004, hvor vi havde indlogeret os på et hostel - et vandrerhjem på hjørnet af Amsterdam Avenue og West 102'nd Street tæt op ad Harlem kvarteret. Vandrerhjemmet er i udpræget grad lagt an på aktive mennesker, der vil i kontakt med byen og hinanden. Hver dag var der mulighed for at deltage i byvandringer, hvor man på denne måde fik et godt indtryk af byen med hjælp fra en lokalkendt. Vi havde tilmeldt os The Grand Tour, hvor man på en 16 timers vandretur med den uforlignelige Jerry Balch fik vendt hver en sten i den store by.

Bemærk, at diverse fotos kan forstørres v.h.a. den knap som kommer til syne ved at holde musen ind over billedet.

Jeg beklager meget, hvis enkelte links ikke virker. Det skyldes at internettet ustandseligt ændres. Ofte skal man kun et par uger frem i tiden, før et link flyttes eller slettes. Prøv evt. at søge oplysninger v.h.a. Google.

Andre muligheder var bl.a.
     - Times Square / 42'nd Street Tour,
     - Friday Morning Bronx Walking Tour,
     - Neighbourhood Sights,
     - Empire State Building & Midtown Walking Tour,
     - Williamsburg Hipster Tour og
     - Greenwich Village Tour.

Vandrerhjemmet på Amsterdam Avenue

Et kig ned ad Amsterdam Avenue
BeerTruck på Amsterdam Avenue
Et kig ud ad vinduet
Et kig fra det andet vindue ned på Amsterdam

Hostelling International - New York
891 Amsterdam Avenue
New York, NY 10025-4403
USA

 

Generelt
er New York en venlig by, men naturligvis kan man blive pandet ned i en mørk afkrog (ligesom man kan det i København), hvis man virkelig arbejder på sagen. Med en smule sund fornuft er byen lige så fredelig som en hvilken-som-helst anden by, og det billede af fanden på væggen som ofte males, er ihvertfald stærkt overdrevet. Vi følte os på intet tidspunkt truet eller i fare. New York City består forøvrigt af Manhattan (som er indianernes oprindelige betegnelse for stedet, der betyder "landet med de mange bakker") og de fire tilhørende kvarterer (boroughs) Brooklyn, Queens, Bronx og Staten Island.

NEW YORK Map
NY Interstate road map

 

Undergrundsbanen - The Subway
er den hurtigste og mest effektive måde at komme rundt i byen på. Man kan købe et rabatkort som gælder til både undergrund og bus. Med sådan et kort i hånden ligger verden for ens fødder, f.eks. er det en ren fornøjelse tidlig om morgenen at køre hele vejen ned igennem Broadway - en strækning på adskillige kilometer. Undergrundsbanen (the subway) er blevet stærkt forbedret i de sidste år, bl.a. er alle stationer malet i lyse farver, skumle kroge er fjernet, air-condition er installeret i samtlige vogne, som ved samme lejlighed har fået en renovering. Endelig er sang og musik blevet tilladt (ja ligefrem ønsket) i et forsøg på at skabe liv i undergrunden. Resultatet er, at der er masser af dygtige musikere og solister som hernede giver vederlagsfri opvisning i deres kunnen. I den ene ende af skalaen hørte vi en tandløs neger der sang tekster med religiøse overtoner, kun akkompagneret af egne håndslag på lårene. Det var noget der swingede. I den anden ende af skalaen så vi en dansegruppe fra ca. 4 til 20 år, der kunne alle trickene med at snurre rundt på hovedet og break-dance trin af enhver art. Min favorit var jazzgruppen, der bestod af trompetist, trommeslager og kontrabassist og som spillede koncentreret, indlevet og medrivende - folk var tydeligvis imponeret. Alle aktiviteter har det tilfælles, at de skaber liv og opmærksomhed i undergrunden. Folk sætter pris på initiativet, vil gerne høre, og lægger ofte en skilling i hatten.

NYC Subway Map

 

Madison Square Garden
På 42. gade ligger dette kultur- og sportsmæssige kraftcenter med sine to store haller (liggende ovenpå hinanden) der bruges til bl.a. ishockey, cirkus (med levende dyr der skal opbevares og luftes i NY!), teater, basketball, boksning, og i de gode gamle dage endda til seksdagesløb. Faktisk er parløb opfundet her og kaldes da også "Madison" overalt i verden, som en hentydning til, at det var her det hele startede (bortset fra Frankrig, hvor parløb hedder "Americaine"). Verdens bedste seksdagespar oplevede i 1935 deres største sejr nogensinde på MSG (læs afsnittet "Endelig i Madison Square Garden").

Vi ville meget gerne have set basketballholdet The Knicks hjemmekamp mod Chicago Bulls den 7. april, men det var ikke lykkedes at få fat i billetter via internet hjemmesiden tre måneder i forvejen, ejheller ved at gå til billetlugen da vi ankom til byen, så vi måtte nøjes med at se kampen transmitteret via TV. Det var nu heller ikke så dårligt - en udsolgt kamp med plads til 20.000 gi'r stemning som kan mærkes helt ud i stuen!

Junior i The Knicks' omklædningsrum

Til gengæld kunne man opleve hele MSG på en times rundvisning, det var yderst interessant og en stor fornøjelse - ikke mindst takket være den morsomme og velinformerede guide. Han forklarer f.eks. at isen, der bruges til ishockey, er 1½ tomme tyk (ca. 4 cm), som lægges på i fire lag der hver kræver tyve timer for at være brugsklar.
Nederst ligger grundisen, som bemales med et hvidt lag.
Dernæst lag nr. 2, som bemales med banens inddeling.
Dernæst lag nr. 3, som bemales med diverse sponsorers logoer.
Til sidst lægges det øverste slidlag på.
Hvordan kan alt dette nås, når hallen den ene dag bruges til basketball og den næste dag til ishockey?
Ved at lade isen ligge permanent på banen!
Når banen skal bruges til andre formål (og det skal den tit), afdækkes den efter alle kunstens regler, en isolerende belægning lægges ovenpå samtidig med, at hallen gøres klar til en ny aften. Den eneste undtagelse, fortæller guiden, er hundeudstillingen een gang om året. Hvis der ligger is nedenunder, nægter hundene at samarbejde uanset hvor godt isen er isoleret. Hundene kan mærke (lugte?) isen gennem al isolation. Derfor fjernes isen ved denne ene lejlighed.
I basketballholdets omklædningsrum ser vi den kæmpestore Mutombo's sko, størrelse 57 (Grete's fusser ser ikke ud af meget i den sammenligning). Guiden forklarer om sig selv, at han som gammel New Yorker dreng selvfølgelig er fan af The Knicks (som rettelig hedder New York Knickerbockers), men ikke er fastansat i foretagendet. Han studerer ved New York University og er derudover løst ansat som Guide ved MSG.

Billetten til den historiske boksekamp på MSG mellem Joe Frazier og Muhammad Ali den 8. marts 1971 er ophængt i aulaen.

Madison Square Garden

 

Prisniveauet
er ret højt i New York, så man skal altså ikke vælge byen som rejsemål, hvis det økonomiske har første prioritet. Lønniveauet kan til gengæld ikke være overvældende, alle steder ser man gadefejere, skopudsere, avissælgere og dørvagter - altsammen servicejobs som hjemme i velfærdsdanmark forlængst er forsvundet.

 

Cykler
ser man overalt i New York området, mange desværre uden at overholde helt grundlæggende regler: kørende imod den øvrige trafik, ikke sjældent i yderste overhalingsbane, uden hjelm, uden lys og uden markering af noget-som-helst. Kort sagt hul i hovedet.
Omkring hullet i jorden (Ground Zero) har man benyttet lejligheden til at anlægge en lang cykelsti, som bruges flittigt. Også i Central Park cykles der på livet løs, hvor alle kategorier af cykler og cyklister kan afprøve deres evner i stejle sving og bakker uden at tænke på forstyrrende bilister. Udlejning af cykler er tilsynelande en stor forretning, for man ser cyklende turister alle steder i byen. De kan kendes på korrekt udstyret cykel og beklædning (hjelm, skærme, lygter, bremser o.s.v.).

Den store sø i Central Park, The Reservoir

 

Trafikken
i New York er generelt bedre end sit rygte, faktisk føler man sig som fodgænger ganske tryg lige meget hvor man færdes. De lokale går over for rødt, så for ikke at skille os for meget ud, lærte vi det også hurtigt. Man skal bare huske, at hvis der sker noget, hænger den forsikringsmæssige side af sagen i en tynd tråd.
En episode, som satte den New York'ske trafikkultur i relief, var en aften på Times Square, hvor en velklædt kvinde fra et hjørne træder direkte ud i trafikken (som kører for grønt lys), holder den ene hånd frem mod trafikken (som standser), og derefter bevæger sig over mod det diagonalt modsatte hjørne. Ingen panik, ingen dytten og ingen båtten....(business as usual).

 

jazzfronten fik jeg set mine favoritsteder
      - Blue Note
      - Blue Note (det er her det sner)
      - Village Vanguard
      - Village Vanguard - rygning forbudt, spisning forbudt, lytning tilladt (vistnok)
      - Birdland
      - Birdland
      - Birdland
      - Birdland (og Grete som diskret lusker forbi).
      - Birdland (spiseseddel)

 

INTREPID Sea- Air- & Space Museum
er bygget op omkring hangarskibet Intrepid, som har været med i 2. verdenskrig, Koreakrigen m.m. - og overlevet det hele, omend det var tæt på katastrofe da det lykkedes to japanske selvmordsbombere at styrte direkte ned i skibet under anden verdenskrig.
Alt er bygget spændende og realistisk op, masser af krigsfly står opstillet på dækket, og som det sidste er der blevet anskaffet et Concorde jet, som åbnes for offentligheden til maj (2004). Selvom museet også har karakter af reklame for amerikansk krigsindustri, er det alligevel både interessant og spændende.

 

UN - United Nations
FN-bygningen er et besøg værd. Vores kinesiske guide forklarer kompetent (på et ikke helt let forståeligt engelsk) om UN's formål, opbygning og praksis, bl.a. ser vi Sikkerhedsrådet (Security Council) som er skænket af Norge, Tilsynsrådet (Trusteeship Council) som er skænket af Danmark, og Det Økonomiske og Sociale Råd (Economic and Social Council) som i sin tur er betalt af Sverige. Undervejs kommer der mange interesserede spørgsmål fra tilhørerne, ikke mindst om det virkelig kan være et tilfælde at de tre nordiske lande har betalt oprettelsen af disse råd (lokaler, indretning, møbler o.s.v.)?
Det hævder guiden.

 

Ground Zero
Det store grimme hul er ved at blive fyldt op, men der vil stadig gå år, før der igen knejser et projekt på stedet. Vores amerikanske ven mente at terroristerne - hvis målet var at ramme amerikanske eller jødiske interesser - har ramt ikke så lidt ved siden af. De to tårne var beboet af alle nationaliteter og økonomier - også arabiske. Never mind, i disse år er der lagt op til noget som bliver om muligt endnu større, mere internationalt og mere prestigefyldt end twin towers.

Ground Zero
Ground Zero
Ground Zero.

Og apropos en tidligere bemærkning om lønniveauet i byen, så stod der en dag en dårlig klædt arbejder og delte løbesedler ud ved Ground Zero. Den fortalte om treholds-skift med dårlige arbejdsforhold og dårlige lønninger. P.g.a. arbejdsløsheden blev betingelserne af arbejdsgiveren (et meget kendt firma) presset i bund. Man opfordredes til at ringe til det-og-det nummer (firmaets informationschef) for at give sin utilfredshed til kende. Kurt valgte at forholde sig neutral, man er vel gæst, men den side er altså også en del af New York...

 

Empire State Building
er i dag, hvor tvillingetårnene er væk, det bedste sted at nyde udsigten over New York. Og køen er tilsvarende lang. Jeg talte med en englænder udenfor bygningen, som i to år har drevet sin Cykeltaxa forretning. Han kommer fra London og har levet rimeligt af cykleriet i to år. Det kan vare helt op til seks timer at komme op i toppen af bygningen, forklarer han og ryster på hovedet. Men folk vil have synet, og er åbenbart parat til at lide...

 

Times Square er stedet hvor de fleste lysreklamer er samlet. GREAT WHITE WAY, kaldes stedet også.

Den del af Broadway, der gennemskærer Times Square, blev omkring århundredeskiftet omtalt som "The Great White Way" (Den store hvide vej) - en betegnelse der hentydede til alle de lysreklamer, der oplyste gaden. Dengang brugte man nemlig kun hvide pærer.

Byens første lysreklame blev sat op i 1891 på hjørnet af Broadway og 23'rd Street, hvor den reklamerede for forlystelsesparken Coney Island. Fra denne spæde start skulle der ikke gå mere end ti år, før reklameformen var slået massivt igennem. Og stedet, hvor den fik optimale betingelser, var Times Square.

Manden bag termen "The Great White Way" var reklamemanden O.J. Gude, hvis firma i denne tidlige fase stod bag de fleste af lysreklamerne ud til pladsen. Gude anså elektrisk skiltning for en kunstart, og han var den første der forstod, hvor effektivt budskabet virkede på forbrugerne.

Og siden gik det slag i slag. Nye tekniske landvindinger gik hånd i hånd med fantasi og opfindsomhed. I 1910 introducerede avisen New York Times således sin populære lysavis i anledning af en boksekamp i Nevada. Den blinkende reklameavis bestod af et bånd med 15.000 elektriske pærer, der blinkede 72.000 gange i sekundet.

I 1917 rejste tyggegummifabrikanten Wrigley Spearmint Gum verdens største elektriske skilt med kæmpemæssige bevægelige figurer på et tableau, der målte 26 meter i højden og 66 meter i længden.

I 1920'erne kom der kulør på The Great White Way. Det skete med opfindelsen af det farvede neonrør, der snart blev formet og bøjet efter kundernes ønsker.

Det var også i 1920'erne at firmaet Artcraft Strauss for alvor slog igennem. Artcraft Strauss blev grundlagt i 1897 og specialiserede sig i begyndelsen i smukke markiser, forgyldte logoer og imponerende firmaskilte. Kunderne var især teatre som New Amsterdam Theater med Broadways legendariske varieté Zigfeld Follies. I 1950'erne var Artcraft Strauss blevet førende, når det drejede sig om lysreklamer på Times Square. Det var bl.a. dem der designede et gigantisk vandfald flankeret af to kæmpemæssige Pepsi flasker - kloge hoveder regnede sig frem til, at det ville kræve 298.856 liter cola blot at fylde den ene af dem. Der stod også Artcraft Strauss under den yndefuldt flyvende ørn, bryggeriet Anheuser-Buschs varemærke, cigaretreklamen med Camel-manden, der højt over Father Duffy Square pustede en røgring ud hvert 20. sekund og den gigantiske tredimensionale kaffekop, hvorfra duften af kaffe bredte sig ned til folk på gaden.

Og den dag i dag kan man ikke forestille sig Times Square uden de kæmpemæssige lysreklamer, som på en særegen måde forener skønhed og arkitektur med kommunikation og teknologi.

ref. NEW YORK, en guide fra National Geographic, p. 112-113

 

Coney Island (playground of the world)
er det gamle forlystelsesområde, hvor New Yorkerne især tidligere drønede ud om sommeren. I dag er området igen på vej opad, men der er dog stadig et stykke vej til fordums storhed. Også mange film er optaget herude.

Coney Island
Coney Island Circus Sideshow
Coney Island History Articles
Wonder Wheel på Coney Island
Trærutschebanen CYCLONE på Coney Island, som er blevet fredet (rutschebanen altså).
The Boardwalk på Coney Island

Little Odessa kaldes området omkring Brighton Beach fordi der bor mange russere her.
Little Odessa (Brighton Beach)
Brighton Beach / Little Odessa, hvor mange forretninger udelukkende er russisk-sprogede.

NY Aquarium

Bronx Zoo (i verdensklasse)

 

Fugle
så vi ikke mange af i New York, men ledte vel heller ikke ligefrem efter dem. Grossenolliken (Gråspurv / House Sparrow) var almindelig, ligesom Allike (Jackdaw) sås både i selve byen og i Central Park. Af og til sås en lille krage, antagelig Fish Crow.

En mågeart sås ofte i havneområdet, dog på afstand, men antagelig Herring Gull (Sølvmåge).

Selvom fuglene i "Birds of New York City Postcards" står opført som noget man kan forvente at se, så vi ingen af dem (bortset fra, som sagt, Gråspurv). Derimod så vi ofte en solsort-agtig fugl (rødligt bryst, gråbrun iøvrigt) i parker og haver, kroppen spinklere end Solsort, halen noget længere - muligvis Boat-tailed Grackle eller Brewer's Blackbird.

Solsorten så vi ikke noget til.

Red-bellied Woodpecker sås flere gange i Central Park.

New York City Audubon Society

Central Park Bird Watching

Birds of Central Park

 

Billeder

Udsigt fra Battery Park over mod Jersey City

Nedgangen til Chamber Street Station (de grønne kugler betyder at stationen er bemandet - røde kugler betyder ubemandet).

Fra Brooklyn kigger vi over mod Manhattan (fra The Grand Tour). Den hvide hue er Jerry med ryggen til.

Der vokser et træ i Brooklyn....
Den danske (sømands)kirke bruges i dag af alle kategorier af danskere i New York.
Den danske Sømandskirke i Willow Street (alle er velkomne).

Grete på Brooklyn Bridge (fra The Grand Tour)

Et kig fra vinduet af færgen til Staten Island (som er gratis).
Til venstre er det Jersey City, i midten Statue of Liberty (Frihedsgudinden) og Manhattan's sydspids.
Til højre er det Brooklyn der kigger frem.

Tæt på et højhus

Lincoln Center med skøjtebanen

Kristian og Junior på en kirketrappe på Manhattan downtown.

Cykelsti i Chelsea området

Kurt, Grete, Junior og Kristian på den lokale station

Jefferson Park set mod East River og Triborough Bridge.

Columbus Avenue (avenuer går på langs ad Manhattan, streets på tværs)

Herald Square, en af de mange små oaser i NY.

Motorcykelbetjent og varevognschauffør i samtale, mens der ventes på grønt lys.

Ridende politi i Bryant Park

 

Links

New York, part 1

New York, part 2

New York Weather

Vandring på kanten af kaos (rejsebeskr. af Kirsten Hofset)

15 (næsten) gratis oplevelser i New York

New York som du ikke kender den

BHRA - Brooklyn Historic Railway Association
(Oplev verdens ældste subway under en af Brooklyn's travleste gader.)

Delstaten New York (Wikipedia)

New York City (Wikipedia)

Historical Postcards of New York City

New York City Postcards

 

Litteratur

1. Politiken's "Turen går til New York" er en fin lille bog, der indeholder de vigtigste oplysninger om byen.

2. NEW YORK - en guide fra National Geographic, med mange fine billeder og beskrivelser, oversat til dansk. Jeg fandt den hos Kvickly for et par måneder siden (januar 2004) til 60 kr. - uhørt billigt.

 

Videre i programmet
En længere periode ville jeg gerne tilbringe i denne spændende by. Det er ikke for meget sagt at jeg var grædefærdig, da vi sidste dag kørte gennem byen fra Pennsylvania Station (i daglig tale kaldet Penn Station) i en Greyhound Bus. Men planen skal holdes og vi skal videre til hovedstaden.....holder dog en kort pause på vej til DC, hvor mr. Greyhound snupper sig en smøg.

Her på faldrebet må vi hellere, hvis det ikke allerede fremgår, få banket det helt på plads: New York er byen der har alt, kan alt og vil alt....New York, New York!

 

 

 

 

Washington DC
viser sig at være helt anderledes - derfor er en sammenligning måske heller heller ikke helt retfærdig. De to byer har hver deres fordele og ulemper. Washington har brede gader og lav bebyggelse, folk har mere tid til at snakke (med fremmede), men der foregår trods alt ikke så meget....byen har slet ikke New York's spænding og puls. Til gengæld har Washington fine seværdigheder og museer, hvoraf mange er gratis.

Smithsonian National Air and Space Museum (meget spændende selvom hjemmesiden ser lidt kedelig ud)
DC3 fly på SNASM (en klub i Tune flyver med et tilsvarende fly herhjemme).

National Museum of American History (også et interessant sted, hvor fem timer hurtigt er gået)

Arlington National Cemetary (en bevægende oplevelse)
Arlington kirkegården Her ligger bl.a. faldne fra 1. og 2. verdenskrig.
Et Washington-besøg kan opdeles i før og efter Arlington, så stærkt er indtrykket.

Washington Park Velodrome (oldest operating velodrome in the US, opened 1927).

Metro

Mindesmærke for de faldne i Korea-krigen.

Ved indgangen til Capitol

 

Det Hvide Hus
Flere af de store seværdigheder har efter 11. september indført skrappe begrænsninger.
En dag, da vi (som tilrådet) havde stillet os tidligt op (klokken syv) i køen (og kø er der alle steder) for at se Det Hvide Hus, fik vi af en vagt (og vagter er der til overflod) at vide, at der ingen adgang er for udlændinge. Man skulle som minimum ansøge den amerikanske ambassade i hjemlandet seks måneder i forvejen - og selv da var det tvivlsomt...

Visiting the White House

USA's præsidenter

Pictorial Inaugural Tour

Til gengæld var der et andet sted i byen et informationscenter (White House Visitor Center) for Det Hvide Hus, som var åbent for alle. Der var ingen kø og der var ingen adgangsbegrænsning, og det var i det hele taget ganske udmærket, så det kan anbefales til alle der kommer på de kanter.

 

Fuglelivet
er tilsyneladende rigere i Washington (sammenlignet med NY), selv på denne årstid var der pipfugle her og der og allevegne, f.eks.

      - Tufted Titmouse (en mejseart med fjer i hatten)

      - American Robin

      - Canada Goose (Kanadagås)

      - Red-bellied Woodpecker

      - Brown Thrasher (størrelse som en drossel)

      - Goldfinch (Stillids)

Det allestedsnærværende Grå Egern (Eastern Gray Squirrel) finder man overalt i de to byer, hvor der bare er en lille have eller et par træer. Dyret har i den grad tilpasset sig livet i byen, at dets udbredelse kun kan betegnes som en succes. Det har et enormt gå-på-mod, er tilsyneladende ikke bange for mennesker - kun hvis de følges med hunde. Nogle New Yorkere synes dog der er for mange egern, men fakta er at det spiser alt hvad mennsker smider fra sig i parker og på fortove, og på denne måde vel holder rotter væk fra gaderne(?) - det er min teori. Så alt i alt...

 

Washington Monumentet
Her skal man møde tidligt om morgenen, stille sig i kø et par timer, og håbe på billet. Derefter kommer man tilbage på det fastlagte tidspunkt, stiller sig i kø et par timer - og kommer forhåbentlig op i monumentet. Jeg fik en dyb respekt for den amerikanske tålmodighed, hvor kvinder, mænd og børn ankommer i sommertøj (korte bukser, T-shirt, bare fødder i gummiskoene), stillende sig op på den bare mark (ingen læ, intet overdække) på en blæsende regntung dag med temperaturer omkring 60F (15C). Men Washington monumentet er et must for alle amerikanere, og kalenderen siger forår, så de finder sig åbenbart i hvad-som-helst.
Imponerende.
Washington Monument

Mit eget system for omregning af Fahrenheit til Celsius (bemærk de regelmæssige 10/5 spring).
Systemet er ikke perfekt, men nemt at huske og giver en hurtig fornemmelse af temperaturen:
        0F = -15C
       10F = -10C
       20F = - 5C
       30F =  0C
       40F =  5C
       50F = 10C
       60F = 15C
       70F = 20C
       80F = 25C
       90F = 30C
      100F = 35C

Fahrenheit to Celsius Converter (og omvendt)

 

Pentagon
Da vi steg af på Pentagon subway station, lå komplekset klods op ad stationen, men til gengæld var det første vi mødte en sværtbevæbnet vagt, som modvilligt forklarede at butikken var lukket. Han lignede ikke en der var oplagt til udveksling af memoirer eller papirsklip, så vi fortrak skyndsomst.....at dømme efter hjemmesiden kan man tilsyneladende tilmelde sig ture derinde, men vi kom måske på den forkerte dag og det forkerte tidspunkt (påske). Når man står af på Pentagon Station kan man kun gå rundt om en lille del af bygningen, før man møder en afspærring, så fornemmelsen af bygningens facon udebliver.
Pyt, de har deres grunde, og der er masser af andre ting at se på....
Department of Defense

 

American Guesthouse

Huset på 22'nd Street (her boede vi).

Huset set fra baghaven

Cherry Blossom Tree

California -et-eller-andet.....en rest. i Crystal City (hvor vi boede).

 

Tekniske oplysninger inden afgang fra Dulles Airport (med Boeing 777).

 

 

 

Slutbemærkning
Beskrivelsen af NY og Washington er gjort af ren begejstring og efter bedste evne - fejl og mangler kan ikke udelukkes. Har du derfor kommentarer, rettelser eller andet, hører jeg gerne fra dig. Skriv til:
,
så oplysningerne kan komme nye rejsende til gode.
Mange tak
Kurt Starlit

 

Sidst opdateret 2014.Aug.11

 

Rejse Index

 

Forsiden