Fotografiske fragmenter

 


Finn Svensson på Café og Ølhalle
Foto: Cykelkurt

 

Siden DKP - Danmarks Kommunistiske Parti - i 1946 erhvervede den centralt beliggende bygning i Dr. Tværgade, er der herfra udsendt skarp kritik i lange baner af forholdene i det danske samfund - dels via partiets repræsentanter, dels via skriftelige udgivelser, herunder i særlig grad partiavisen "Land og Folk".

Udefra kunne DKP's hus virke som en uindtagelig fæstning, hvor der kun var adgang for de særligt indviede. En række af partiets ledende folk havde desuden en noget brysk facon, der ligeledes kunne give indtrykket af en lukket verden.

En af dem som var med i en årrække, er den nu 61-årige fotograf Finn Svensson, som var ansat på Land og Folk fra 1974 til 1990, hvor avisen lukkede. Desuden var han medlem af partiet fra sit 18. år - ja faktisk blev han indmeldt i partiets ungdomsafdeling allerede da han var 14.

Det kunne derfor være interessant at få et blik ind bag murene i Dr. Tværgade: Hvordan var avisen som arbejdsplads, hvor tæt var tilknytningen til partiet og den øvrige del af huset - og ikke mindst: hvordan var forholdet til Sovjet, den store nabo i øst?

 

Af Kurt Starlit

 

For at få svar på disse og andre spørgsmål, mødes Finn og jeg en solrig majdag på den historiske restaurant, Café & Ølhalle, som er en del af Arbejdermuseet i Rømersgade. I de autentiske kælderlokaler trænger der ikke megen sol ind, men maden er førsteklasses, øllet er Star Pilsner (den kommer vi tilbage til), betjeningen langt over vanlig standard, så hvem kan klage.

 

Indenfor i varmen

Oprindelig havde jeg håbet, at Finn ville fortælle nogle saftige interne anekdokter fra den kommunistiske højborg. Men selv om han uden tvivl kender en stor del af partiets koryfæer, og givetvis kunne fortælle et og andet, er det alligevel tydeligt, at de stadig er omfattet af hans store respekt og loyalitet. Sensationer er udelukket. Jeg forsøger derfor at gribe sagen an på en lidt anden måde:

Hvordan kom du ind i Land og Folk huset fra begyndelsen af?

FS: "Jeg har været medlem af DKU (Danmarks Kommunistiske Ungdom) siden jeg var 14 år, så jeg er jo kommet der altid. På min fødselsdag stod den lokale DKU-formand uden for døren og spurgte, om jeg ikke skulle være medlem. Og det skulle jeg helt bestemt. Jeg var stadig DKU-medlem da jeg blev ansat på Land og Folk i 1974."

Når der kommer én og spørger på et så tidligt tidspunkt af dit liv, er det så fordi dine forældre var politisk aktive?

FS: "Ja ja, de var begge medlem af DKP - Danmarks Kommunistiske Parti. Men det var ikke noget der lå i familien på den måde, for eksempel har min bror aldrig været medlem af noget politisk parti."

Det er m.a.o. eget initiativ og interesse som drev dig?

FS: "Ja helt bestemt, der var ingen som tvang mig. Jeg har iøvrigt heller aldrig tvunget mine egne børn til at interesse sig for politik. Jeg syntes simpelthen, at det var det rigtige - så enkelt er det."

Det har du aldrig været i tvivl om?

FS: "Nej, aldrig - heller ikke i dag. På trods af tidernes ugunst, så mener jeg stadigvæk kommunismen er det rigtige."

Når du så mange år senere kommer ind i Land og Folk huset, var det så som fotograf?

FS: "Ja, men jeg kom der jo i forvejen som medlem af partiet. Jeg var på et tidspunkt formand for DKU på Vestegnen og medlem af Københavnsledelsen. Jeg var også på et tidspunkt intern revisor for afdelingerne rundt omkring. Jeg gik rundt og så efter, at kasserne var i orden."

Sådan en ungdomsafdeling, hvor uafhængig er den i forhold til hovedafdelingen - kan den føre sin egen politik?

FS: "Det kan den og det gjorde den - især i de senere år. Det var der jo mange interne diskussioner om, hvorvidt det var på sin plads. Blandt andet i forbindelse med Foråret i Prag 1968 og Fløjlsrevolutionen i 1989."

Hvordan havde i det med Tjekkoslovakiet i ungdomsafdelingen?

FS: "Der var heller ingen enighed der - nogle var for, andre var imod. Men diskussionerne var dog ikke værre, end at vi for det meste kunne være i stue sammen bagefter."

 

Stjernen

Tjeneren bringer to stk. Star Pilsner ind, som Finn efterfølgende roser med bemærkningen: "Uhm, den er god. Den har jo smag i forhold til så meget andet pjat, man får i dag." Serveringen giver anledning til lancering af Finn's synspunkter omkring de kooperative selskaber, som bl.a. Bryggeriet Stjernen var en del af.

FS: "Stjernen blev jo nedlagt for mange mange år siden. Den øl vi drikker her, er lavet et helt andet sted. Bryggeriet blev kørt i sænk af et par talentløse socialdemokrater. De fik jo de her retræteposter i de kooperative virksomheder, når man ikke kunne holde ud at se dem andre steder. Og så kørte de ellers firmaet nedenom og hjem - det var vist engang i 1964. Ideen er jo ellers rigtig nok, men mange af kooperationens virksomheder er kørt i sænk på den måde. De havde f.eks. egne radioforretninger - ARAKO Radio - og skobutikker. Figaro hed det vist."

Arbejdernes Kødforsyning, var der også noget der hed.

FS: "Ja ja, og sågar Arbejdernes Ligkistemagasin indtil for få år siden, hvor de kom til at lave noget fup med småbørnsbegravelser og sådan noget."

 

Ansættelsen

Nå, men det var det der med, hvordan du kom ind i huset. Nu tænker jeg ikke på, at du var medlem af ungdoms- eller hovedafdeling, men at du blev ansat professionelt. Hvordan gik det til?

FS: "Altså, jeg startede jo med at fotografere, da jeg var 11 år. Min far var smed, men kunne godt lide at fotografere. Så da jeg var en stor dreng, stod jeg i mørkekammeret og fremkaldte sammen med ham. Vi boede i en 2-værelses lejlighed ude i Husum, og når det var nat, blev der lagt en træplade hen over badekarret. Så blev der blændet vinduer og sat en rød lampe op i loftet.

Jeg fik mit eget kamera som 11-årig - et AGFA Folke Silette, som jeg var meget glad for, men desværre var der en en søgerfejl på apparatet. Derfor skulle man altid skære hovedet af folk, når man fotograferede, for at det passede. Men det lærte jeg efter kort tid."

Det var m.a.o. din far der inspirerede dig til at fotografere?

FS: "Ja, det var det sådan set. Men så kom jeg i lære som elektromekaniker og blev senere udlært. Jeg fotograferede en lillebitte smule i denne periode, men ikke ret meget. Så gik politikken ind i det..."

Du gik tidligt ind i det politiske?

FS: "Ja, jeg har altid været politisk interesseret - jeg er næsten født med det."

Så det er ikke sådan at du lige pludselig fik en åbenbaring som 14-årig?

FS: "Nej, jeg tror ikke på åbenbaringer. Nej, det har ligget der hele tiden. Rent familiemæssigt ligger det der jo. Når min far og mor f.eks. fik partikammerater på besøg, fik jeg lov at tale med og diskutere og sådan.

Da jeg var udlært hos Københavns Elektromotor Fabrik i 1968, fik jeg lov at blive der 2-3 måneder. Og pludselig begyndte jeg at tjene penge. Vi fik 49 kr. om ugen i løn som lærling, så da jeg var udlært som svend, og jeg stadig boede hjemme, fik jeg råd til at købe et nyt fotografiapparat. Så begyndte jeg at fotografere igen - på amatørmæssig basis.

I 1970'erne var der nogle konflikter, og de fotografer som normalt arbejdede på Land og Folk, kunne ikke påtage sig opgaven, fordi de var beskæftiget med andre opgaver. Så blev jeg spurgt, om jeg kunne dække OTA-konflikten nede i Nakskov. Det ville jeg jo meget gerne, og tog derned sammen med en journalist og lavede nogle billeder. Da var jeg stadig smed på det tidspunkt.

Så gik der et par år, og de to fotografer på Land og Folk holdt op - de blev faktisk fyret."

Nå, jeg troede ikke man brugte den slags på en kommunistisk avis?

FS: "Jo, men i det konkrete tilfælde havde de to nu ikke opført sig helt efter bogen - lad os sige det på den måde!

Og ihvertfald skulle avisen nu bruge nogle nye fotografer. Og jeg havde jo taget nogle billeder for dem for nogle år siden. Så spurgte de mig, om jeg var interesseret. Så gik jeg hjem og forhandlede med konen i Albertslund - vi boede derude dengang. Det må have været 1974."

Jamen, var der da noget at betænke sig på?

FS: "Ja, det var der. Jeg gik jo 2/3 ned i løn. Og fik dobbelt arbejdstid."

Nå, jamen det lyder jo meget betryggende (latter).

FS: "Ja ja, men til gengæld fik jeg lov at lave noget jeg kunne lide. Og arbejde for et parti jeg var interesseret i - kommunistpartiet. På den måde fik jeg jobbet, og blev ansat i en tre måneders prøvetid den 9. september 1974."

Kan man sige, at de spurgte dig, fordi de kendte dig i forvejen?

FS: "Ja."

Havde det noget at gøre med, at du var medlem af partiet?

FS: "Nej, det mener jeg ikke. Min kollega Ole, som jeg arbejdede med i den resterende tid på Land og Folk, var ikke medlem af partiet. Så det kan ikke have været afgørende. Men han havde selvfølgelig de rigtige holdninger!"

Han var heller ikke uddannet fotograf?

FS: "Nej, han var portør - autodidakt som jeg selv."

Jeg vil gerne lige have det her på plads: Din ansættelse på bladet er udtrykkelig på bladet - ikke i huset som sådan?

FS: "Ja, helt bestemt. Jeg var ansat som fotograf på dagbladet Land og Folk - ikke i huset. Avisen var jo et selvstændigt foretagende."

Var avisen sådan en lukket afdeling i forhold til resten af huset?

FS: "Altså, redaktionen havde sin egen etage - den lå på tredie sal. Men den var ikke en lukket afdeling, den var bare en selvstændig afdeling af huset, hvor der kun kom dem som havde et relevant ærinde."

Ja, jeg har jo aldrig været inde i huset, så jeg er jo lidt nysgerrig efter at høre, hvordan det var indrettet.

FS: "Jamen som sagt, tredie sal var redaktionen. Omstillingsbordet var ligeledes på tredie sal. Herfra var der omstilling til hele huset. Partiet boede på anden sal og civiltrykkeriet TERPU (TERa e PUeblo = land og folk) på første. Det var en selvstændig virksomhed og havde ikke noget med avisen at gøre.

På samme måde med forlaget TIDEN, som efter lukningen af DKP-huset fik en boghandel ude på Nørrebrogade: Tidens Boghandel. Den lå i Bredgade 37, nede i kælderen og på anden etage.

På fjerde sal lå den gamle kantine, som senere flyttede ned i en høj stue til venstre i porten, Dr. Tværgade 3. På fjerde sal lå ligeledes Reproduktionsanstalten. I starten, mens jeg var der, trykkede man overskrifterne i bly med maskinsættere og det hele. Rotationspressen og trykkeriet befandt sig i stueetagen og pakkeriet var i kælderen.

Vi havde også filmudlejning på et tidspunkt: FolkeFilm. Det var noget á la Statens Filmcentral. Og professionel filmudlejning: Danina Film. Der var en masse fine russiske og østeuropæiske film, som gik den vej igennem."

Indgangen til huset, var det ude fra Bredgade - der hvor det nye Hotel Phønix har indgang i dag?

FS: "Nej, indgangen i DKP-dagene lå i Dronningens Tværgade. Ja, faktisk var det oprindelig slet ikke en indgang til huset, men en indgang til en bagvedliggende gård."

Hvaffor nogle opgaver blev du sat på som fotograf?

FS: "Alle! Vi skulle jo være allround. Det var både demonstrationer, social- og arbejdspladsreportager og sport. Jeg har f.eks. været ude at fotografere boksning og fodbold. Jeg har også lavet luftfotografering. Land og Folk festivalen fotograferede jeg fra luften. Vi satte os ind i en lille maskine nede i Tune, og så fløj vi ellers ind over festivalen. Kunst har jeg også fotograferet. Da Hans Scherfig døde, var der en retrospektiv udstilling på Charlottenborg med en meget stor del af hans værker. Den gennemfotograferede jeg fra ende til anden. Som dokumentation. Charlottenborg gav mig lov til at slukke lyset, så jeg på denne måde kunne arbejde med almindeligt lys og fotoapparatet monteret på stativ. Der var ingen publikummer, så jeg arbejdede helt alene. Det tog tre-fire dage at lave det arbejde. Der var stor frihed på avisen, og jeg nød at bruge tiden på dette arbejde."

Hvis en journalist skulle ud og interviewe en person, var der så altid en fotograf med?

FS: "Ja, for det meste."

Det fotografiske udstyr du har, er det noget du selv har bekostet, eller...?

FS: "Vi havde en glimrende ordning på Land og Folk, så da jeg startede på avisen, fik jeg et lån af avisen til udstyr. Det afdragede jeg over lønnen de næste fire eller fem år. Forsikringer og den slags ting blev betalt af bladet. Det kan man da kalde lempelige vilkår. Desuden betød det, at hvis bladet skulle gå hen og lukke, så havde jeg mulighed for at arbejde videre - udstyret tilhørte jo mig. Så gennemgående vil jeg sige, at det var en god arbejdsplads."

Du fortalte, at du i sin tid blev spurgt om du ville være medlem af ungdomsafdelingen DKU. Sker der det samme når man optages i hovedafdelingen DKP?

FS: "Man kunne blive medlem af DKP når man var fyldt 18 år. Det var det jeg gjorde. Jeg blev ikke opfordret til det. Det var for mig det eneste rigtige."

Vil det sige, at du for den sags skyld kunne have fortsat resten af dine dage på bladet uden at være medlem?

FS: "Ja, det kunne jeg sagtens. Men altså, jeg var jo medlem af både DKU og DKP da jeg blev ansat som fotograf. Og som sagt, min kollega Ole var ikke medlem af nogetsomhelst på noget tidspunkt."

Fik du nogen form for efteruddannelse, mens du arbejdede som fotograf, eller lærte du bare faget ved at gøre det?

FS: "Ja, det var learning by doing."

Når lønnen var så lav derinde, var det så noget der fortsatte i alle de år du var på avisen?

FS: "Nej, slet ikke. Som tiden gik, fik vi lønnen op på niveau med de øvrige mindre dagblade. Det var ganske hæderligt. De første ti år på avisen var dog ikke noget at råbe hurra for, rent lønmæssigt."

Når i kun var to fotografer, har i vel ikke haft nogen tillidsmand?

FS: "Jo jo, vi har altid haft en tillidsmand - og jeg har iøvrigt selv været tillidsmand på et tidspunkt - det var fuldstændig som på andre arbejdspladser. Hele redaktionen havde den samme tillidsmand. Vi var en 20-25 stykker på redaktionen. Vi havde nogle problemer med at blive optaget i journalistforbundet. De havde nogle optagelsesbetingelser, hvor man skulle tjene en vis mængde penge og være fastansat, for at kunne komme ind. Det var ret tåbeligt.

Desuden var der visse kræfter, som ikke kunne lide kommunisterne og Land og Folk. De gjorde hvad de kunne, for at forhindre os i at komme ind. Ind kom vi dog, men det tog os to år at blive medlem af journalistforbundet. Vi havde en journalist som hed Bent Christiansen, der var tillidsmand på det tidspunkt. Han arbejdede meget for at vi skulle blive organiseret, men det var altså en kamp der varede to år."

 


Land og Folk 1. maj 1980

 

Overtagelsen

Jeg har uden held prøvet at finde oplysninger om, hvad det kostede kommunistpartiet at overtage det store hus i Dr. Tværgade. Jeg er klar over at huset ikke var i nogen særlig god stand, men med de indtægter som partiet havde, kan det alligevel ikke have været nok til at købe så stort et hus...?

FS: "Du skal bemærke at huset blev overtaget umiddelbart efter krigen (1945) som krigsskadeerstatning. Det var mens vi havde den midlertidige overgangsregering. Det kostede derfor ikke partiet noget at overtage det forhenværende Hotel Phønix."

Er det først efter krigen, at i overtager huset??

FS: "Ja, det var i 1945. Under krigen var det inddraget af den tyske marinestab, som brugte huset. Overfor huset lå Palæ-garagerne som, tror jeg, var Danmarks første parkeringshus med en "snegl", der førte bilerne op i huset. Der lå også en ESSO tankstation derovre. Hvis man dengang gik helt op i toppen af huset, kunne man se at væggene havde været malet med marinefarver. Det var jo her tyskernes biler holdt."

Vil det sige at tyskerne inddrog hotellet?

FS: "Ja det gjorde de. På samme måde som de også inddrog Hotel D'angleterre og Dagmar og flere andre steder.

Efter krigen overtog DKP det forhenværende Hotel Phønix kvit og frit. Dagbladet Information, som var et illegalt blad under krigen på samme måde som Land og Folk, overtog "Fædrelandet" - det nazistiske blad, som lå i Sankt Annæ Passage. Der ligger Information den dag i dag. De overtog trykpresse og bygninger og det hele som krigsskadeerstatning."

Nå, men DKP overtog altså bygningen i Dr. Tværgade stort set gratis. Men det koster jo alligevel en masse penge at holde huset kørende - at holde det ved lige?

FS: "Ja for søren, og det haltede da også indimellem. Jo færre penge der var i kassen, jo mere haltede det. Nogle af lokalerne blev lejet ud, efterhånden som partiet blev fattigere - Bredgade 37 f.eks.

Dronningens Tværgade nr. 1 var også lejet ud til et ekspeditionsfirma. Så det var kun Dr. Tværgade nr. 3 partiet rigtig havde til sig selv. Indgangen til Hotel Phoenix i Bredgade 37 førte i DKP-tiden ind til det der blev kaldt "den lille sal". Den fungerede som undervisningssted. Her blev der afholdt kurser og lignende, så der også kom penge ind ad den vej.

Desforuden havde vi den store sal, hvor der blev afholdt fester og hut-li-hut og Land-og-Folk indsamling og alt sådan noget. En gang om året havde vi indsamling til avisen, og der kom mange penge ind på den måde. De (andre aviser) håbede jo på, at vi knækkede halsen, men hver eneste gang så kom der så store midler ind, at bladet kunne fortsætte - fordi der var opbakning blandt medlemmerne."


DKP 1972

 

Moskva-guld

I de dage var der et slet skjult ønske i den borgerlige presse om at sende Land og Folk hen, hvor peberet gror. Én årsag var uviljen mod DKP, der var under mistanke for at føre femte kolonne virksomhed i landet - altså, at partiet ingen selvstændig politik havde, men reelt var styret fra Moskva.

Begrebet "Moskva-guld" daterer sig helt tilbage til det danske kommunistpartis stiftelse i 1919. Det blev anvendt som beskrivelse af, at partiet allerede fra begyndelsen var holdt oppe af økonomisk støtte fra kommunistpartiet i Moskva. Fra flere sider er det opgjort, at DKP i 1951 fik et årligt tilskud på 7.500$ årligt fra Moskva. Det steg jævnt gennem årene, således at partiet i 1981 fik 350.000$ i støtte fra Sovjet. De samme kilder mener, at den økonomiske støtte fortsatte helt frem til 1990 (se "DKP i tal" længere nede).

Du mener det er medlemmerne som er skyld i, at avisen kunne overleve?

FS: "Ja, ganske afgjort. Retfærdigvis skal det nævnes, at vi fik Moskva-guld på den måde, at vi havde et civilt trykkeri som hed TERPU Tryk (Tera e Pueblo = Land og Folk). De trykte bøger og den slags til russerne. Vi havde også et forlag som hed TIDEN. På den måde solgte man varer og fik penge ind. Det er det Moskva-guld jeg kender til."

Jamen så må vi hellere blive i den afdeling, for jeg har fundet kilder som angiver støtten til....(jeg læser oplysningerne med støttebeløbene op)....Det er da nogle store beløb...?

FS: "Ja, det har du ret i, men jeg kan ikke kommentere dem, da jeg ikke kender noget til dem overhovedet. Jeg kan kun sige, at det eneste Moskva-guld jeg kender til, er det vi fik ind via bogtrykkeriet. Det er forhåbentlig også indlysende, at penge til partiet ikke er det samme som penge til avisen. Din kilde angiver jo partiet som modtager af Moskva-guldet. Parti og avis er to helt adskilte virksomheder."

Men hvis nu der er noget om snakken, at partiet har modtaget støttebeløb fra Moskva, så er du vel enig i, at det nødvendigvis må skabe et afhængighedsforhold til giveren?

FS: "Jeg vil fastholde, at parti og avis er to forskellige ting. Der var vandtætte skodder mellem de to ting."

Jamen, har du da oplevet at i havde fuldstændig frihed i forhold til partiet - eller i forhold til Sovjet for den sags skyld?

FS: "I forhold til partiet: ja!
I forhold til Sovjet, så er det ikke noget jeg kan kommentere, da jeg jo ikke var medlem af Centralkommiteen. Men jeg ved da, at der har været store diskussioner i komiteen - den slags rygtes jo altid i huset.

Jeg tror ikke penge fra eller til ville have gjort nogen forskel. Jeg tror snarere det er folks overbevisning der gør udslaget. Men der er da et gran af sandhed i ordet, at den der betaler musikken, også bestemmer hvad der skal spilles. Sådan har det jo altid været.

Der har jo også været splittelser i partiet af alle mulige grunde. Carl Madsen var f.eks. en af dem der gik i vrede. For slet ikke at nævne Aksel Larsen. Han var jo CIA agent, og det er et spørgsmål om han ikke var agent for tyskerne også. Han var jo den eneste kommunistiske formand, som blev taget af tyskerne, og fik lov at overleve krigen. Det er en af de ting jeg aldrig har forstået ved DKP, at de tillod ham at blive formand for partiet, da han kom hjem fra Sovjet. Det har sikkert været stemningen, men det var efter min bedste overbevisning en stor fejl."

Jeg husker det sådan, at der har været nogle beskyldninger mod Aksel Larsen for, dengang han var i Sovjet, at have angivet nogen, som han ikke burde have angivet.

FS: "Ja, det er sikkert Arne Munch-Petersen du tænker på. Aksel Larsen turde jo ikke komme tilbage til Sovjet. Han var bange for Stalin - og sikkert med god grund. Men så blev Munch-Petersen ofret på det alter i stedet.

Det var en meget betændt sag, og det værste var, at man har indtryk af, at Aksel Larsen faktisk har kendt sagens rette sammenhæng hele vejen igennem, men har holdt sin kæft. Så Ellen Hjorth Lorenzen, som var Munch-Petersen's kone - og som jeg forøvrigt, mens jeg var på Land og Folk, har været ude at lave interview med - hun gik jo og ventede på at manden skulle komme hjem. Han var jo Komintern mand, og havde forskellige jobs, og det var i mellemkrigsårene, hvor mange af disse jobs måtte udføres i største diskretion, da de af det omgivende samfund blev betragtet som illegale."

 

Koryfæerne

Husker du nogle af de store personer i partiets historie?

FS: "Da jeg startede i 1974 på avisen, var Knud Jespersen formand, så mange lå jo før min tid.

En af dem jeg i særlig grad husker, er chefredaktør Thorkild Holst - et meget anonymt menneske, men også en af dansk presses bedste folk. En meget sympatisk person. Jeg har prøvet at slå ham op på Frihedsmuseets modstandsdatabase, for at se om han var registreret der. Museet har jo åbnet en database over danske modstandsfolk, hvor jeg bl.a. har søgt efter min egen far derinde, men oversigten er ikke komplet endnu. Men Thorkild Holst var der. Han var medlem af partiets illegale ledelse under krigen."

Er det for at registrere, hvem der var med, og hvem der ikke var med, så der ikke kommer en hel masse rendende og siger, at de var med i modstandsbevægelsen?

FS: "Jamen, der kom jo en hel masse rendende. Den femte maj 1945 omfattede modstandsbevægelsen stort set halvdelen af Danmarks befolkning - det var jo helt grotesk."

Der var opslutning om sagen...(latter)...

FS: "Ja, det kan man roligt sige. Jeg ved det fra min far, som var medlem af BOPA (Borgerlige Partisaner). Oprindelig hed det KOPA (Kommunistiske Partisaner), men så syntes de, at det var at indskrænke mulighederne for nye medlemmer lovlig meget. Derfor blev det ændret til BOPA. Dem ude på Amager havde deres eget, det hed AMPA (Amager Partisaner)."

Du nævnte Knud Jespersen tidligere. Jeg kender ham kun fra det, der har været vist i fjernsynet. Han virkede folkelig, synes jeg, men han kunne også godt virke pågående - men det er måske også nødvendigt i den stilling han havde?

FS: "Ja, han kunne være strid, men man bliver jo heller ikke partiformand uden at have hår på brystet."

Så du noget til ham i det daglige?

FS: "Nej, det gjorde vi ikke, fordi parti og avis jo var to forskellige afdelinger. Partiet boede på anden sal, avisen boede på tredie."

Så avisen kørte sit eget løb?

FS: "Ja bestemt. Jeg vil ikke sige at der var hermetisk lukket mellem de to afdelinger - selvfølgelig kunne man gå fra den ene til den anden. Men ellers var det kun, hvis der var problemer....nogle gange syntes partiet jo, at avisen måske var gået lovlig tæt på stregen. På en avis har man jo ikke tid til at sidde og tygge og vente. Hvis der sker noget ude i verden, så er en avis jo nødt til at tage stilling her og nu. Det kan sjældent vente til i morgen.

Der havde partiet lidt længere tid til at tænke sig om. På den måde opstod der sommetider kontroverser, når bladet havde skrevet et eller andet, og nogle i partiets ledelse eller andre var utilfredse med det. I de tilfælde kunne der komme besøg fra partiet til avisens ledelse. Men som den gode redaktør Thorkild Holst var, så forsvarede han altid sine medarbejdere. Han sad jo i partiets daglige ledelse - forretningsudvalget som det hed. Hvis der var nogen som skulle brokke sig, så foregik det til Thorkild Holst - ikke til medarbejderen (journalisten).

Så avisen kørte selvstændigt - ellers kunne vi ikke lave avis. Man kan jo ikke rende ned og spørge far hver gang (latter)."

Så det gjorde i ikke, i skrev bare, og måtte evt. stå til regnskab senere?

FS: "Ja, det var jo Thorkild Holst som i givet fald måtte stå skoleret - ikke journalisten."

 

Kantinen

Kantinen er ofte det centrale mødested på en arbejdsplads, og kan på den måde fortælle mere end mange kloge ord om klimaet på stedet. Finn strejfer kantinen flere gange under interviewet, f.eks. fortæller han om Hans Scherfig, der kom ind på avisen hver fredag for at aflevere ugens klummme, for derefter at slutte af i kantinen.

FS: "Kantinen stod mere eller mindre åben for alle. I modsætning til det billede den øvrige presse tegnede af forholdene, var DKP's bygning mindst lige så åben som så mange andre partihovedkvarterer. Man kunne gå ind fra gaden og direkte op i huset. For eksempel var der i en periode en mandsperson som hver uge kom op på partikontoret og afleverede en ondulat i bur. De havde et fandens besvær med at få det skide kræ afsat bagefter (latter). Men sådan skete der af og til mystiske hændelser i huset, som er noget man må tage med, medmindre man vil omdanne huset til et fort. Og det har aldrig været meningen."

Kantinen var altså et sted, hvor alle kom?

FS: "Ja næsten. Sådan nogle som de absolutte spidser, f.eks. Ib Nørlund og Knud Jespersen, de sad der kun sjældent."

De mængede sig ikke med pøbelen?

FS: "Jo, men kantinen var jo også et festligt sted, hvor bølgerne kunne gå højt - især om fredagen. Så kunne de jo ikke sidde der og udbrede sig om partiets indre forhold eller politikker.

Knud Jespersen har jeg iøvrigt været til valgmøde med nede i Adserballe på Als. Modkandidaten var Erhard Jakobsen, så der var høj søgang. Det var faktisk vældig festligt, for det var jo begge to personer, som kunne svare for sig - et rigtigt krobal-møde."

Der var du med som fotograf?

FS: "Ja, og fordi det var så langt væk fra København, så overnattede vi dernede. Så jeg fik da snakket en del med Knud og hans kone Elsebeth bagefter. Jeg har da også drukket en bajer sammen med Knud efter et arrangement, men det var jo altid relateret til arbejdet. Så på den måde har jeg kendt mange af koryfæerne, men ikke decideret personligt.

Hvert år den 5. maj lagde partiet kranse ved forskellige mindesmærker, blandt andet Mindelunden, Helligåndskirken og den sten som står på landevejen mellem Roskilde og Borup. Der var nogen som blev henrettet her af tyskerne under krigen. Den turné havde jeg eller min kollega Ole hvert år. Her var både Knud Jespersen og Ib Nørlund ofte med. De drillede iøvrigt hinanden ret meget, og vi andre morede os. Knud skulle altid tage pis på Nørlund."

Har du et indtryk af Ib Nørlund?

FS: "Ja, han var en lidt tør, men også meget hyggelig person. Og ikke uden humor. Efter de der ture med kransenedlæggelse endte vi ofte nede på Petersborg, beværtningen oppe for enden af Bredgade, hvor vi spiste frokost. Det var vældig hyggeligt!"

Den sidste formand, Ole Sohn, kender du noget til ham?

FS: "Ja, men du mangler én. For Ole Sohn blev faktisk først eneformand efter at have delt pladsen med Jan Andersen.

Det var en delt partikongres ude på Sankt Annæ Gymnasium. Det var dengang partiet var ved at gå over i to dele. Der endte man med at vælge en formand og en næstformand. Det har vi aldrig haft før i partiets historie. Jan Andersen fra Metal blev valgt som næstformand. Reelt var det et dobbelt formandsskab, som blev ordnet sådan, for at undgå yderligere splittelse af partiet.

Jan Andersen var også valgt, tror jeg, for at holde lidt øje med Ole Sohn."

Nå, hvorfor det?

FS: "Altså, nu er han jo en af de store kanoner indenfor SF. Det viser vel noget om hans evner til at sno sig. Det var også under Sohn's ledelse, at avisen blev afviklet på den måde som den faktisk blev. Da jeg i sin tid meldte mig ud af DKP, sendte jeg opsigelsen til Ole Sohn på grund af hans behandling af redaktionens medlemmer.

Nå, men det var Jan Andersen vi kom fra. Han druknede desværre kort tid efter i en ulykke oppe ved sit sommerhus - samme år som han var blevet valgt til næstformand. Så var Ole Sohn lige pludselig ene mand på kommandobroen."

Antyder du dermed, at han var en vendekåbe på samme måde som Karen Jespersen?

FS: "Jeg antyder ihvertfald, at han var med til at ødelægge partiet. Det er jo ikke noget tilfælde at han bagefter kom over i SF, og fik den stilling han fik. Han er jo en af bagmændene bag Villy Søvndal. De to ligger og kører parløb som et andet par nr. 7.

Men bortset fra det, så nærer jeg ingen bitterhed - længere."

 


Land og Folk 8. januar 1982

 

Værtshusene

Da vi skulle finde et sted til vores interview, snakkede du om nogle steder som havde tilknytning til partiet. Kan du nævne nogle af disse steder?

FS: "Kommunistværtshuset var jo Skipper Clement. Det lå inde i Kompagnistræde, men eksisterer desværre ikke mere. Desuden var der Rådhuskroen nede ved Vandkunsten og alt det der. Den eksisterer heller ikke mere.

Der er et sted mere, som ikke direkte har forbindelse til partiet, nemlig Fremtiden på Sankt Annæ Plads. Det var Søfyrbøderforbundets medlemmer som kom der."

Hvad med et sted som Toga Bar - Den Politiske Kandestøber?

FS: "Nej, det er meget senere den dukker op som politisk mødested. Det er først med ny-liberalismens opgang at den opstår."

Jo, det forstår jeg, men var det et sted i ville bryde jer om komme - her kom der jo også politiske modstandere?

FS: "Man siger jo at krage søger mage, men vi har nu aldrig været bange for at møde politiske modstandere, så det ville sagtens have kunnet lade sig gøre, hvis Toga havde været en realitet dengang."

Hvad med dig selv personlig, går du stadig ud til den slags?

FS: "Nej, jeg gider ikke mere."

Hvad laver du i dag - er du stadig medlem af partiet?

FS: "Nej, jeg er ikke medlem af nogetsomhelst mere."

Jamen partiet er jo ikke nedlagt...?

FS: "Nej, men jeg meldte mig ud i forbindelse med fyringerne på Land og Folk. Jeg syntes man opførte sig uanstændigt over for medarbejderne. Det må have været i 1990. Man fyrede hele redaktionen på en måde, så de røg på Lønmodtagernes Garantifond. Desuden hyrede man nogle tvivlsomme personer til at føre bladet gennem krisen.

Min kollega og jeg var så "heldige" at blive fyret et stykke tid forinden, fordi man planlagde at flytte avisen ud af huset. Blandt andet ville man ikke bekoste mørkekamre og den slags i de nye lokaler, så vi blev altså afskediget. Det skete efter alle kunstens regler med et halvt års opsigelse, aftrædelsesløn og det hele, så jeg har personligt ikke noget at klage over.

Herefter flyttede Land og Folk fra huset i Dr. Tværgade, som blev solgt. Det nye sted lå lige overfor dagbladet Informations lokaler i Sankt Annæ Passage. Det holdt et årstid, hvorefter avisen blev endeligt lukket.

Men i det årstid, hvor avisen lå i passagen, fortsatte jeg med at arbejde for Land og Folk på free lance basis. Jeg var faktisk lige så meget på redaktionen i free lance perioden som under selve ansættelsen. Jeg lejede et mørkekammer på Frederiksberg, så free lance arbejdet fungerede faktisk udmærket.

Da Land og Folk lukkede, havde jeg en del penge til gode. Konkursboet blev behandlet i Sø- og Handelsretten. Her sad jeg sammen med HK, Dansk Journalistforbund og min kollega Ole. Vi havde alle penge ude at svømme."

Hvad med partiet, skyldte de også penge væk?

FS: "Det ved jeg faktisk ikke, men du skal under alle omstændigheder huske, at avisen er en selvstændig forretning, som behandles selvstændigt af Sø- og Handelsretten. Hvis partiet skyldte penge væk, er det ikke noget som falder tilbage på Land og Folk."

Så lad mig spørge på en anden måde: mener du at DKP er kommet gældfrit ud af huset i Dr. Tværgade?

FS: "Ja, det tror jeg."

Hvordan var husets tilstand, da det blev solgt?

FS: "Den var ikke god. Huset var slidt. Men jeg vil sige så meget, at i mine øjne så blev huset solgt for billigt. Der skete nogle transaktioner - ikke fra partiets side, men fra nogle smarte mennesker uden tilknytning til parti eller avis. Partiet solgte huset for omkring 22 millioner. Derefter blev det solgt videre for det ti-dobbelte. De penge kunne partiet jo lige så godt have fået."

 


 

 

Gode og dårlige tider

Når jeg hører dig fortælle om DKP-dagene lyder det, som om du skelner mellem gode og dårlige perioder?

FS: "Dem er der absolut også stor forskel på. De gode perioder er der, hvor der er mange medlemmer. Efter EU-afstemningen i 1973 havde vi en stor tilstrømning af folk. En meget aktiv periode. Det gav både avisen og partiet et løft - aktivitetsmæssigt og økonomisk.

Der kom også penge ind via folketingsarbejdet. Vi havde jo det princip, at de partikammerater som sad i Folketinget - vi var oppe på seks eller syv mandater på et tidspunkt - blev lønnet af partiet. Deres folketingsløn gik direkte i partikassen. Det betød, at der kom nogle penge i kassen, som ellers ikke ville være kommet.

1970'erne var i det hele taget en god periode for avis og parti."

 

Rejser og besøg

Når man læser partiets historie, kan man få indtryk af, at der ofte var besøg derovrefra - altså fra Sovjet og de øvrige øststater. På samme måde var der tilsyneladende mange rejser den anden vej. Det var, såvidt jeg har forstået, noget man kunne tilmelde sig. Har du nogensinde været med på nogle af disse rejser?

FS: "Ja, jeg har været på sommerferie i Sovjet og DDR. Vi havde et vist antal rejser om året. Det er noget der stammer tilbage fra dengang, hvor folk ingen penge tjente. Det var en slags kompensation."

Var det noget man ansøgte om?

FS: "Ja, der var sådan en turnus-ordning, så alle på den måde kom afsted. Det var en ordning som fungerede til alles tilfredshed, tror jeg."

Var der noget politisk i det, eller var det ren ferie?

FS: "Det var ren ferie. Og det var ikke kun for folk som var ansat på bladet, det var også for partikammerater som arbejdede rundt omkring. Gamle partimedlemmer kunne desuden få nogle rekreationsophold. Nogle af dem var jo gamle modstandsfolk, som sikkert ikke altid har haft det let.

Turen til Sovjet var et fire ugers sanatorieophold. Jeg var i 30'erne, og det var ret godt, skal jeg hilse og sige. Jeg havde min søn og datter og daværende kone med. Vi boede i en kæmpevilla oppe i Kaukasus med udsigt over bjergene. Det var et kurophold, og vi blev passet op af sygeplejersker, fik massage og hele mullesjavsen.

Man fik målt blodtryk, lungefunktion og taget blodprøver. Hvis man så fejlede et eller andet, blev man sendt videre til behandling. Nu var vi jo så unge, at vi bare nød opholdet. Vi fik f.eks. vandmassage og vekselbade - af en meget smuk sygeplejerske, skal jeg måske tilføje. Det gjorde bestemt ikke behandlingen dårligere (latter).

Vi startede om morgenen med gymnastik hos Yuri, en stor sød fyr. Vi var på bjergvandringer og alt muligt."

Når i så kom tilbage til Danmark, skulle der så aflægges rapport?

FS: "Nej nej, overhovedet ikke, der var ingen som blandede sig i, hvad vi havde lavet i vores sommerferie. Selvfølgelig ikke."

Partiet havde jo nogle rejser derover, hvor jeg har indtrykket af, at det var ren skoling...

FS: "Jamen, det er noget helt andet. Det er kursusvirksomheden - partiskolen, som vi kaldte det. Der var skolen i Moskva, men jeg har ikke været på noget af den slags. Jeg havde fået familie og børn inden det blev aktuelt, jeg var jo brøddyret derhjemme.

Men vi havde en partiskole, hvor både DKU'ere og DKP'ere blev sendt afsted. De var så væk i 9-10 måneder eller noget i den stil. Det var politisk og økonomisk skoling. Men det er som sagt to forskellige ting, hvor jeg kun kender noget til den ene."

Det arrangement som i afholdt en gang om året i Fælledeparken, var det noget du var involveret i?

FS: "Ikke andet end som fotograf. Det var rent professionelt at jeg beskæftigede mig med Land og Folk festivalen."

Er det dit indtryk, at arrangementet betød noget økonomisk for foretagendet?

FS: "Nej, det tror jeg ikke. Jeg tror det balancerede. Det var jo et politisk arrangement, så det afgørende var ikke at producere et overskud. Det afgørende var at producere en politisk manifestation. Som politisk arrangement betød det til gengæld meget. Også for byen København - hele byen var der jo. Det var fantastisk. Det kan godt være, at folk ikke savner DKP, men de savner sgu Land og Folk festivalen (latter)."

Det må da også være dyrt at afholde sådan et arrrangement - det må være nødvendigt med en stor organisation til sådan et arrangement?

FS: "Ja afgjort, men den slags har partiet jo altid mestret. Jeg havde en kammerat som hed Svend. Han stod for Land og Folk festivalen. Han kunne alle de ting.

Det var bl.a. den festival jeg fotograferede fra et fly. Vi skulle jo ikke gå og slå telte op, vi skulle derimod fotografere til avisen. Det var det vi var ansat til. Derfor har jeg også primært arbejdet som ansat på bladet, og heller ikke været voldsomt aktiv i partiet. Vi var to mand, som skulle dække døgnets 24 timer, syv dage om ugen. Partiet havde jo masser af arrangementer som skulle dækkes, og det var tit lørdag-søndag. Derfor skiftedes Ole og jeg til at have weekend-vagt. Til gengæld havde vi fri om mandagen."

 

Hundehoveder og hængerøve

Hvad med partiet i dag, er det dødt og borte?

FS: "Nej, det eksisterer i bedste velgående, har egen hjemmeside, men fungerer på Christiansborg som en del af Enhedslisten, og det begrænser jo, hvor meget man kan sprælle.

Så hvis jeg i dag skulle melde mig ind i noget politisk igen, skulle det være DKP. Jeg ville aldrig melde mig ind i Enhedslisten, blandt andet fordi jeg synes deres ledelsesprincip er noget flip. Det der rotationsprincip, hvor man smider folk ud, så snart de er blevet gode og dygtige, det er sådan noget der bringer mit pis i kog. Det er det mest tåbelige..."

Der siger sådan en som Kurt Hansen jo, at det er for at undgå pamperi.

FS: "Ja ja, men han er jo også gammel VS'er. De havde jo det samme princip. Hvis det er et problem, må man jo klæde sit parti på, så man kan smide pamperne ud. Det tyder på en umoden forsamling af medlemmer, hvis de ikke kan smide pamperne ud."

Det ser da ud til, at der er mange partier, som har problemer med pamperne - socialdemokraterne for eksempel.

FS: "Jamen de har jo altid haft problemer med dem. Det har altid været et lorteparti. Det er jo ikke uden grund at Egon Olsen kalder dem...hundehoveder og hængerøve.

I den forbindelse fik Land og Folk iøvrigt en af de bedste omtaler, bladet nogensinde har haft. Det var i en Olsen film, hvor Bjørn Watt Boolsen sidder på sit kontor, hvor han hver dag af sin sekretær får bragt sin frokost og daglige avis: Børsen. Altsammen ligger det under et sølv-låg på en serveringsbakke, som sekretæren bærer ind. Men Olsen og co. har ændret lidt på indholdet, så det i stedet for Børsen er Land og Folk der ligger der. Billedet står stille et stykke tid, mens han og vi stirrer på avisen. Det var en ubetalelig reklame."

 


Land og Folk 2. marts 1982

 

Oplagstal

I de senere år har der med mellemrum været skrevet i dagbladene om deres oplagsmæssige situation. Det ser ud som om de store danske aviser har en smeretegrænse omkring 100.000 solgte eksemplarer dagligt. Havde Land og Folk en tilsvarende smertegrænse, eller var det slet ikke noget i tænkte på - lavede i bare avisen, og så må vi se, når året er omme, om bundlinien er rød eller sort?

FS: "Uha nej, vi havde absolut en smertegrænse. I de år jeg var ansat, lå det højeste oplagstal omkring 23.000. Alt derunder gjorde faktisk ondt. Vi var jo mange ansatte. Men vi havde Land og Folk indsamlingen, som gjorde at vi kunne overleve. Nogle af de sidste tal jeg husker, er 7 millioner kroner, som blev samlet ind på seks uger. Det er et stort beløb, og årsagen til at vi kunne overleve på trods af beskedne oplagstal. Da bladet så alligevel måtte lukke i 1990, hang det sammen med at partiet var splittet. På den måde forsvinder grundlaget for avisen, både salgsmæssigt og partimæssigt.

Hvis man skulle sammenligne Land og Folk med andre aviser, må det være de mere værdibaserede af slagsen som f.eks. Information og Kristeligt Dagblad. De lå også nede omkring de 20.000 daglige eksemplarer. I dag har vi den der hedder Arbejderen, som jeg abonnerer på. Det er KAP's gamle avis, som er blevet et udmærket lille blad, og på mange måder minder om Land og Folk. Der skal jo være en modvægt til Tøger Seidenfaden i Politiken.

Jeg ved ikke hvor stort Arbejderen's oplag er, men det er sikkert ikke voldsomt stort. Avisen ligger i dag fremme i mange fagforeninger, ligesom Land og Folk gjorde det i gamle dage. Det er fordi de dækker en masse konflikter, som du ikke får noget at vide om i den borgerlige presse.

Bortset fra, at det er en flok skide socialdemokrater, så var det en katastrofe at LO tillod lukningen af Aktuelt. Det er den største tåbelighed, de har gjort. Pressen i dag er jo domineret af idioter."

Jamen, hvad skulle de have gjort - oplagstallet raslede jo langt ned under 20.000?

FS: "Så må de smide nogle penge i foretagendet."

Det havde de jo gjort i en årrække. Og kritikken kom fra deres egne...

FS: "Ja, men de skulle alligevel have fortsat med den økonomiske støtte. På den anden side forstår jeg da godt kritikken af, at avisen absolut skulle ligge på de mest fashionable adresser. Det er da klart, at det påvirker omkostningsniveauet."

Ja, det var en flot adresse de holdt sig midt på Rådhuspladsen.

FS: "Jo, og på samme tid forsøgte Land og Folk sig med en ny stil. Avisen fik nyt hoved ("Land & Folk"), nyt layout og mere åbenhed - glasnost."

For at komme tilbage til det der med minimums oplagstal, så mener du altså at det gør meget ondt, når oplaget kommer under 20.000?

FS: "For Land og Folk's vedkommende lå minimumstallet omkring 16-17-18.000 eksemplarer. Det afhænger jo også noget af antal ansatte, hvor langt man kan gå ned, uden at det går helt galt."

Det betyder vel også noget, hvor mange abonnenter man har - hvor mange der på forhånd har købt avisen. Det er jo en stabil indtægt.

FS: "Ja, helt afgjort."

Jeg tror et af kritikpunkterne overfor den socialdemokratiske avis var, at den - da det gik allerdårligst og det daglige oplag med nød og næppe kunne slæbe sig op på 20.000 eksemplarer - blev uddelt gratis til tillidsfolk og andre i betroede stillinger. Det er heller ikke fordi jeg har noget imod at avisen uddeles til betroede folk, men det fortæller jo noget om, hvordan økonomien er, når man ikke engang kan slæbe sig op på 20.000 solgte eksemplarer.

FS: "Det kunne man godt have kørt videre med. Hvem siger at en avis skal være en forretning. Det synes jeg absolut ikke den behøver at være, og da slet ikke, hvis der ligger en stor organisation bagved."

Jamen, så kommer det uundgåelige spørgsmål jo: hvorfor lukkede Land og Folk så - er det på grund af økonomien eller hvad?

FS: "Jamen det var benhård økonomi. Når der ingen penge er i kassen, og der samtidig opstår splittelse i organisationen bagved, så skal det jo gå galt."

Der der med at hovedpartiet havde en avis, Pravda, var det noget der på nogen måde...altså...

FS (bryder ind): "Den udtalelse vil jeg godt lige have lov at anholde: Der er ikke noget hovedparti. DKP er et selvstændigt parti."

Nå, jeg troede hovedafdelingen lå ovre i Moskva.

FS: "Nej nej, DKP er et selvstændigt parti, men selvfølgelig var der et samarbejde mellem kommunistpartierne, det har der været lige siden Komintern -dagene, men der var absolut ikke enighed, så det er ikke rimeligt at kalde det sovjettiske kommunistparti for hovedafdelingen. Der var jo også blandt flere andre den såkaldte euro-kommunisme, som anlagde en helt anden linie."

Du mener altså ikke at i havde nogen form for afhængighed af - eller skal vi kalde det tilknytning til - det store parti i Moskva?

FS: "Jo tilknytning til, men ikke afhængighed af. Det var DKP der bestemte over DKP - ikke Moskva."

 

Fremtiden

Hvordan ser din politiske fremtid ud?

FS: "Den er overskuelig, jeg har jo forlængst meldt mig ud af DKP. Men hvis jeg igen skulle melde mig ind i noget, så skulle det stadigvæk være DKP."

Men nytter det noget i dag, at melde sig ind i et lille parti?

FS: "Jeg er sådan set ligeglad med, hvor store tingene er, så længe de repræsenterer de rigtige holdninger. Jeg gider ikke gå efter, hvem der er størst. Så skulle jeg jo have været medlem af Socialdemokratiet for længe siden."

Og påvirke det indefra?

FS: "Ja, men det har jeg ikke set nogen kunnet gøre endnu. Nej, jeg støtter Enhedslisten, selv om jeg ikke vil melde mig ind. Det er det eneste jeg kan gøre i øjeblikket. Jeg stemmer personligt på folk, jeg har tillid til - Frank Åen for eksempel."

Frank Åen, er han ikke gammel kommunist?

FS: "Jo, og det bliver det ikke dårligere af. Desuden var han i en periode redaktør på Land og Folk - det er jo en decideret anbefaling!"

 

 

Tiden er gået, øllet er drukket og interviewet er slut. Finn Svensson skal videre i sit program som free lance fotograf, og jeg siger tak fordi han ville afse tid til at fortælle om sig selv og dagene på Land og Folk.
- Kurt Starlit
2009.Maj.28

 

 

 


 

 

 

DKP´s historie kort

I 1919, året efter afslutningen af første verdenskrig, blev forløberen for DKP - Danmarks Kommunistiske Parti - stiftet. Det var udbrydere fra Socialdemokratiet, som i utilfredshed med partiets ledelse og politik stiftede Danmarks Venstresocialistiske Parti. Året efter skiftede man navn til DKP, og ved valget samme år fik partiet 0.4% af stemmerne.

Partiet var i de følgende plaget af indre stridigheder, som sled på opbakningen blandt almindelige arbejdere, og først ved valget i 1932 fik partiet sine første folketingsmedlemmer valgt ind: Aksel Larsen og Arne Munch-Petersen.

Herefter gik det stadig fremad takket være partiets faglige arbejde på de danske arbejdspladser. Ved valget efter anden verdenskrig i 1945 oplevede partiet sine største valgsejr nogensinde: 12.5%.

Det var ligeledes efter afslutningen af anden verdenskrig at partiet kom i besiddelse af "Hotel Phønix", som p.g.a. tæt tilknytning til den tyske besættelsesmagt fik ejendommen konfiskeret af den danske stat. Herefter overtog kommunisterne bygningen.

Efter Sovjetunionens indmarch i Ungarn 1956 fulgte nogle hårde indre opgør i partiet, som bl.a. førte til, at formand Aksel Larsen blev ekskluderet (året efter dannede han Socialistisk Folkeparti). Ny formand blev Knud Jespersen. Ved valget i 1960 fik DKP 1.1% af stemmerne, hvilket betød at det politiske arbejde på Christiansborg måtte stoppe. Herefter satsede partiet på det faglige arbejde især på skibsværfter, byggepladser og i de grafiske fag.

Ved valget i 1973 kom partiet atter i Folketinget. Baggrunden var hovedsagelig den store folkelige modstand mod EF. Under Knud Jespersen's ledelse fik partiet 3.6% af stemmerne - seks mandater.

I 1977 døde Knud Jespersen, men den nye partiformand Jørgen Jensen formåede ikke at give partiet samme gennemslagskraft som tidligere. Ved valget i 1979 fik partiet 1.9% af stemmerne og røg endeligt ud af Folketinget

I 1987 døde Jørgen Jensen og samme år blev Ole Sohn valgt som ny formand.

I 1989 faldt muren i Berlin og det samme gjorde DKP. Sammen med VS (Venstresocialisterne) og SAP (Socialistisk Arbejderparti) danner de Enhedslisten. DKP har dermed reelt udspillet sin rolle i Danmarkshistorien.

 

DKP i tal:

I 1956 var der ca. 18.000 medlemmer af DKP.
I 1959 var medlemstallet faldet til ca. 8.000.
I 1960'erne kommer det næppe over 7.000.
I 1970'erne stiger det til omkring 10.000.
Op gennem 1980'erne falder medlemstallet til ca. 500 medlemmer.
I 1995 har partiet stadig ca. 500 medlemmer.

Det daglige oplagt på Land og Folk toppede den 5. sept. med ca. 60.000 eks.
Det daglige oplag på Land og Folk er i 1946 ca. 40.000.
Det daglige oplag på Land og Folk er i 1947 ca. 33.000.
Det daglige oplag på Land og Folk er i 1948 ca. 27.000.
Det daglige oplag på Land og Folk er i 1956 ca. 17.700.
Det daglige oplag på Land og Folk er i 1959 ca. 8.100.
Det daglige oplag på Land og Folk er i 1960 ca. 7.000.
Det daglige oplag på Land og Folk er i 1970 ca. 5.500.

Antallet af faglige tillidsfolk i København i 1956 er 183.
Antallet af faglige tillidsfolk i København i 1959 er 95.

I 1970'erne er der op imod 100 ansatte i partikoncernen.

I 1951 fik DKP 7.500$ i årligt tilskud fra Moskva.
I 1954-56 fik DKP 25.000$ om året.
I 1957 steg tilskuddet til 65.000$ årligt.
I 1969 var det årlige tilskud til DKP nået op på 100.000$.
I 1981 fik DKP 350.000$ i støtte fra Sovjet.
Den økonomiske støtte fortsatte formentlig frem til 1990.

 

Ovenstående statistiske oplysninger er hentet hos den danske udgave af
Wikipedia og Leksikon for det 21. århundrede.

 

 


 

Valgresultater

Folketingsvalg Stemmer Procent Mandater
1918 2.496 0,3 % 0
26. april 1920 3.859 0,4 % 0
6. juli 1920 2.439 0,3 % 0
21. september 1920 5.160 0,4 % 0
1924 6.219 0,5 % 0
1926 5.678 0,4 % 0
1929 3.656 0,3 % 0
1932 17.179 1,1 % 2
1935 17.135 1,0 % 2
1939 40.893 2,4 % 3
1943 Partiet var forbudt
1945 255.236 12,5 % 18
1947 141.037 7,0 % 9
1950 94.523 4,6 % 7
21. april 1953 98.940 4,8 % 7
22. september 1953 93.824 4,3 % 8
1957 72.315 3,1 % 6
1960 27.298 1,1 % 0
1964 32.390 1,2 % 0
1966 21.553 0,8 % 0
1968 29.706 1,0 % 0
1971 39.564 1,4 % 0
1973 110.715 3,6 % 6
1975 127.837 4,2 % 7
1977 114.022 3,7 % 7
1979 58.901 1,9 % 0
1981 34.625 1,1 % 0
1984 23.085 0,7 % 0
1987 28.974 0,9 % 0
1988 27.439 0,8 % 0

 

 

Litteratur:

Kurt Jacobsen: "Moskva som medspiller. DKP's gennembrud og Aksel Larsens vej til Folketinget", Kbh. 1987

Kurt Jacobsen: "Mellem København og Moskva", Kbh. 1989

Kurt Jacobsen: "Aksel Larsen - en politisk biografi", Kbh. 1993

Ole Sohn: "Fra Folketinget til celle 290", Arne Munch-Petersens skæbne, Kbh. 1991

Morten Thing og Jørgen Bloch-Poulsen: "Danmarks Kommunistiske Parti 1918-1941", Kbh. 1979

Morten Thing, Hans Erik Avlund Frandsen og Jørgen Bloch-Poulsen: "Planøkonomi og Folkefront. Omkring Socialdemokratiet og DKP i mellemkrigstiden", Kbh. 1979

Morten Thing: "DKP og de intellektuelle 1918-1960", 1-2, Kbh. 1993

Morten Thing: "Kommunisternes kapital", Arbejderhistorie 3/1995, s.1-13

 

 

 

LINKS

Træk af DKP's historie

Land og Folk - historie og oplagstal

DKP og arbejderbevægelsens historie

DKP

DKP (partiets hjemmeside)

DKP partiprogrammer m.m.

Land og Folk (Wikipedia)

Hvorfor kan Arbejderen eksistere, når Land og Folk og Aktuelt gik ned?

Arbejderpressen

Frihedsmuseets modstandsdatabase

 

 

I samme serie:
Når grænser overskrides (Peter Øvig) Ingen venter på en efterløber (David Desilva) Når udrykningen svigter (Fabian Laier) Den nødvendige diskussion (Kurt Hansen) Et spørgsmål om timing (Jakob Park) Med pigtråd på drengen (Bjarne Krohn) Balladen om Bellahøj (Nudi Ghelam) At finde sig selv (Cykelkurt)

 

 

 

Diverse Index

Til forsiden