Et spørgsmål om timing

 


Jakob Park på Hvide Lam, 2009.Marts.13
Foto: Cykelkurt

 

I en usikker verden kan det undre, hvorfor nogle mennesker vælger usikre leveveje - jazzmusikere for eksempel. Hvad er det, der driver disse mennesker til frivilligt at frasige sig en stor del af de goder, som for os andre forekommer grundlæggende og helt nødvendige?

Der kræves koncentration, målbevidsthed og ambition, hvis man vil overleve i jazzbranchen - glem alt om fjumreår, højskoleophold og tænkepauser. Garantien for en usikker fremtid er overhængende. Derfor er spørgsmålet, hvordan en ung jazzmusiker klarer sig i en verden med stadig større krav, stadig færre spillesteder, og stadig flere musikere til at kæmpe om pladserne.

For at få svar på disse og andre spørgsmål, har jeg bedt den unge jazzpianist Jakob Park at fortælle om sig selv og mulighederne i en omskiftelig jazzbranche.

 

Af Kurt Starlit

 

Jeg har sat ham stævne på et sted med masser af charme og jazzhistorie: "Hvide Lam", et lille kælderværtshus i Københavns centrum. Her startede udskænkningen i 1807 - samme år som København blev bombarderet sønder og sammen af de engelske flådefartøjer, der lå ude i havnen. I dag går det mere fredeligt til, bl.a. kan man opleve levende jazz seks af ugens dage.

Nu har jeg kaldt dig en ung mand, men hvor gammel er du egentlig?

JP: "Jeg er 33 år."

Så er du jo en gammel mand?

JP: "Jamen, jeg er født 22. november 1975 i Sydkorea i en lille landsby tæt på Seoul."

Nå, er du født i Sydkorea. Er du så adopteret af danske forældre?

JP: "Ja."

Har du så senere fået lyst til at finde dine rigtige forældre?

JP: "Nej, kun i et svagt øjeblik i 7. klasse, hvor jeg søgte efter identitet. Men det kunne lige så godt have været almindelig forvirring. Nej, det har aldrig interesseret mig at finde mine biologiske forældre. Jeg har haft - og har - nogle rare danske forældre, som jeg ikke opfatter som mine adoptivforældre. De er mine forældre!"

Jo, men der har jo været en række udsendelser i fjernsynet med forskellige mennesker, der søger deres ophav. Det virker som om størstedelen af dem er tilfredse med deres danske adoptivforældre - det er ikke i utilfredshed med adoptivforældrene, at de søger de biologiske forældre. Det er nærmere en længsel efter at vide, hvor de kommer fra. Men den længsel føler du altså ikke?

JP: "Nej, jeg er dansker med danske forældre. Simpelthen."

Havde du musikalske interesser som barn, eller gik du bare i skole og legede med LEGO?

JP: "Jeg legede ihvertfald ikke med LEGO, men jeg kunne godt lide at gå i skole. Jeg havde ikke noget musik, mine forældre er ikke musikalske. Vi har aldrig haft et instrument i huset. Jeg er vokset op med Lademanns Leksikon, men ellers stort set ingen litteratur i huset....jo, der var én bog, som hed "Krummerne". Det der blev lyttet til var sådan noget som Hit Parade på ZDF. Ellers hørte vi tyrolermusik, Jodle Birge og Birthe Kjær. Senere blev det Lene Siel og Helmut Lotti."

Ja, det ligger jo et stykke vej fra jazzen?

JP: "Ja, jazzen var noget jeg opdagede helt af mig selv, men meget senere. Jeg var meget glad for min båndoptager, så jeg sad næsten hver eneste dag og optog fra hitlisterne på Radio Schleswig-Holstein. Det var noget jeg brugte meget tid på."

Var det en bestemt melodi eller sang du var ude efter?

JP: "Nej, jeg kunne lide mange forskellige sange. Jeg optog bare dem som jeg syntes var gode. Da der begyndte at komme klassefester, øl og den slags ind i billedet, var jeg med, men drak kun sodavand og sad henne ved båndoptageren det meste af tiden. Så musikken har altid betydet meget, så det kan man vel kalde en begyndende musikalsk opdragelse."

Hvor er vi henne nu, hvor gammel var du på dette tidspunkt?

JP: "Omkring 10 år. Jeg husker navne som Limahl, Rick Astley og Ereasure for at nævne nogle få."

Hvad fangede dig ved et nummer, var det noget bestemt, var det sangen, var det klangen, var det stilen, var det lyden eller hvad?

JP: "Jeg tror det var et spørgsmål om at føle sig hjemme i en sang, og det var et spørgsmål om god lyd. Der var også noget æstetik i det, og der var især altid noget sang involveret. Jeg hørte ikke instrumentalmusik. Så gemte jeg teksterne fra det tyske pop-blad BRAVO, som bragte to nye sangtekster hver uge. Dem gemte jeg, og satte ind i en scrapbog."

 

I gang

Hvad var det, der satte dig i gang med selv at spille?

JP: "Det var nogle af mine kammerater, som spillede guitar i en teen-klub i 8. klasse. Der havde jeg mit første forsøg med guitaren. Det lykkedes dog ikke helt."

Var det fordi guitaren var spændende, eller var det bare hvad der var til rådighed?

JP: "Det var en måde at være social på. Dengang spillede folk sådan noget som "Hvor er nu den stakkels lille Nellie" og den slags. Men første forsøg mislykkedes, jeg lærte ikke rigtig noget af det. Jeg var for utålmodig. Men anden gang i 9. klasse lykkedes det mig at lære lidt akkorder og spille lidt.

Inden da havde jeg forøvrigt spillet en lille smule march-tromme. Min mor kunne godt lide at se mig i den der uniform, når skoleorkesteret spillede "Up The Sticks", som melodien hed. Mine forældre fik så at vide af musikskolelæreren, at jeg var musikalsk. De skulle m.a.o. sende mig på musikskole og sådan noget. Men det ville jeg ikke.

Sjovt nok tilbød min mor, at jeg kunne gå til klaverundervisning. Men det ville jeg heller ikke. Det interesserede mig simpelthen ikke. Til sidst gad jeg heller ikke spille tromme mere, det var kun fordi min mor gerne ville have det, at jeg havde gjort det. Så jeg sprang fra. Efter et år eller halvandet kom guitaren ind i billedet."

Det vil sige at klaveret ikke har haft nogen tiltrækning på dig lige fra begyndelsen?

JP: "Nej, det kan man bestemt ikke sige."

 

Klaveret kommer ind

Hvor langt er vi henne, før du begynder at interessere dig for klaveret som instrument?

JP: "Der er vi på gymnasiet. Jeg har altid godt kunnet lide at synge, og på gymnasiet havde vi en rigtig god musiklærer - musik var jo obligatorisk her - og han kunne godt lide at synge."

Hvad mener du med en god musiklærer, er det en der spiller godt, eller en der formidler godt?

JP: "Jo, han spillede godt, men det var hans begejstring for musikken der var så levende og smittende, at jeg blev stærkt påvirket af det. Efterfølgende fik jeg en god musikkarakter efter 1.G, så da jeg skulle vælge tre fag på højniveau, valgte jeg engelsk, tysk og fransk. I sidste øjeblik valgte jeg dog musik i stedet for fransk."

Var det en pludselig indskydelse?

JP: "Jeg ved ikke, jeg tænkte bare at musik gjorde mig glad, så derfor..."

Det er da et stort spring at tage musikken som højniveau, så skal der jo virkelig arbejdes med sagen...?

JP: "Ja, og læses noder. Jeg kunne jo ikke læse en node. Kunne heller ikke spille klaver. Så jeg gik med aviser i 1. og 2.G, for at betale af på afdragene til mine forældre: 500 kr. om måneden for et el-piano. De havde jo ingen penge dengang, og kunne derfor ikke købe mig et akustisk klaver. På den måde kom jeg i gang med at spille. Der startede interessen for klaveret."

Var dine forældre almindeligt arbejdende mennesker uden formue eller noget?

JP: "Nej, de havde bestemt ikke nogen formue. Min far var (og er) regnskabsfører for menighedsråd og kirke, og min mor arbejdede hos Told & Skat, så det var jævne indkomster vi taler om. De var (er) iøvrigt socialdemokrater ligesom min bedstefar før dem."

Det der valg med musik som liniefag lyder som et spring ud fra 10-metervippen. Det lyder ihvertfald ikke særlig velovervejet, når du sådan vælger det i sidste øjeblik?

JP: "Nej, det var det jo nok heller ikke. Det var en følelse af....jeg kan ikke forklare det rationelt, det var bare....jeg kan huske musik gjorde mig glad, og jeg kan huske at jeg sidder derude i aulaen, og skal ind og snakke med nogen på kontoret, fordi det er sidste dag for tidsfristen vedr. valgfagene.

Der vælger jeg musik på højniveau. Og så sammen med nogen der er meget dygtigere end jeg selv. De kunne læse noder, de kunne spille på klaver - de kunne det hele. De havde jo gået på musikskole, det har jeg aldrig, så det var en helt ny start fra bunden."

 


Jakob Park på Galathea Kro, 2009.Febr.24
Foto: Cykelkurt

 

Er nodelæsning et nødvendigt fundament for at lære et instrument?

JP: "Nej, det mener jeg ikke det er. Ben Besiakow, som jeg stadig får undervisning af en gang imellem, har aldrig lært noder. Han læser bogstaver og tal - altså becifringer. Men det forudsætter, at man har et stærkt øre, som er trænet op ved at lytte numre og plader af, og spille sammen med pladen. På den måde kan man oparbejde et harmonisk overskud, som mange på konservatoriet aldrig får. Så øret er vigtigere end det at kunne læse noder. Men mange musikere af i dag bliver alligevel nødt til at lære det, hvis de vil have jobs i f.eks. big bands, hvor musikken er komponeret og arrangeret. Der nytter det ikke at spille efter gehør."

Hvad har du af uddannelse(r)?

JP: "Jeg har en studentereksamen og så har jeg en eksamen fra lærerseminariet - som folkeskolelærer."

Der har man vel også nogle liniefag?

JP: "Jo jo, jeg valgte musik som liniefag. Så der lærte jeg at læse noder, hvilket var med til at give adgang til konservatoriet."

Når man vælger musiken som liniefag på en læreruddannelse, er man så dermed havnet i en blindgyde, hvor man kun kan bruge musikken til at undervise og intet andet - er der andre muligheder?

JP: "Nej, jeg synes ikke det er en blindgyde. Jeg fik jo noget musikundervisning, og lærte at læse noder. Desuden kan man lære at lære fra sig - det skal heller ikke undervurderes."

 

I gang med jazzen

Du startede med populærmusikken, kan man vist godt sige. Senere er du blevet grebet af den hellige musikalske ild, men hvornår valgte du egentlig jazzen - hvordan kom den ind i billedet?

JP: "Det var i 1.G, da jeg var 16 år, at jeg for første gang hørte "Hotel Evergreen" på radioen. En skøn studievært med en dejlig stemme, som spillede noget fantastisk musik, der ramte mig. Jeg sad i mine forældres stue en søndag formiddag og lyttede til det. Jeg fik tårer i øjnene, fordi der var noget i jazzmusikken som havde en melankoli, og en længsel efter noget som jeg kunne identificere mig med. Min mor lukkede flere gange døren op, og hun kunne godt se, at jeg bare sad der og var helt væk i et andet univers."

Det var med andre ord en tilfældighed?

JP: "Det kan man godt kalde det, men jeg tror nu under alle omstændigheder, at det ville være sket på et senere tidspunkt. Jeg var disponeret for det på dette tidspunkt."

Vil det sige, at du oplevede jazzen som totalt anderledes end noget du havde hørt før?

JP: "Ja bestemt. Der var en blidhed over det - og en dybde."

Men den udsendelse, det er jo alle mulige typer jazz. Det kan vel næsten kaldes jazzens Giro 413?

JP: "Jo, det kan du sige, men den ramte mig ihvertfald."

Så det var ikke en bestemt type jazz?

JP: "Nej, men jeg husker alligevel Billie Holiday, Ella Fitzgerald, Sarah Vaughan og Diane Schuur som noget særligt. Siden lånte jeg alt, hvad der var af den slags på biblioteket."

Men det er jo så jazz i bred betydning, du dermed er kommet i gang med. Hvad er det så der har gjort, at du er blevet specielt interesseret i klaveret?

JP: "Jeg tror det er i klaverets klang, at der er noget som korresponderer med min personlighed - noget af min længsel og min selvforståelse og verdensforståelse. Klangen har noget blidt og melankolsk, som taler til mig. Jeg ville f.eks. aldrig være blevet trommeslager."

Var din begejstring for klaverets klang hovedårsagen til at du valgte instrumentet? Andre nævner jo f.eks. at de godt kan lide det store overblik, når man kigger hen over tangenterne - i stærkt kontrast til f.eks. guitaren, som er en rodebutik, hvor tonerne løber ind over hinanden.

JP: "Vi havde både klaver og flygel på gymnasiet. Der er noget elegant og noget stort over et flygel, som jeg godt kan lide. Så det har også noget med det visuelle at gøre. Flyglet udstråler en æstetik som jeg godt kan lide."

Når man begynder at spille klaver, så følger man antageligvis et undervisningsforløb. Begynder man herunder at kigge på eksisterende pianister ude i den store verden - hvem spiller hvad og hvorfor - eller holder man sig til det teoretiske lærestof?

JP: "Det var helt overladt til én selv, hvem man ville lytte til og hvordan. Vi var nogle få stykker, som interesserede sig for jazz, så vi udvekslede meninger og plader. Oscar Peterson var vores favorit, men Erroll Garner havde også en plads. I 2. eller 3.G kom Niels Lan Doky og Keith Jarrett ind i billedet. Dem var jeg meget begejstret for. Men selve undervisningen lagde ikke nogen større vægt på konkrete pianister - det var mere det teoretiske stof som var i centrum.

Jeg lærte jo at spille efter et akkord-skema, hvor jeg lærte én akkord ad gangen. Senere fandt jeg ud af at vende akkorderne - de såkaldte omvendinger - så man på den måde opnår en ændret klang. Det var de her klange som tiltalte mig, f.eks. maj-akkorden med den store 7'er. Jeg synes stadigvæk, at maj7-akkorden er en af de mest fantastiske. Popmusikken bruger jo f.eks. oftest nogle enkle akkorder, hvor man ikke kan putte hele sin sjæl ned i. Det er de udvidede - de højt opbyggede - akkorder, der har plads til ens mentale korpus."

Da du valgte musiklinien, spekulerede du da på fremtidsmulighederne indenfor musikbranchen, eller var dit valg gjort af ren og skær interesse?

JP: "Jeg spekulerede bestemt ikke på fremtidsmulighederne, vi fik jo at vide at vi skulle vælge efter interesse, og det var det jeg gjorde."

 


Foto: Cykelkurt

 

Mange bække små

Det er mit indtryk, at mulighederne for en jazzmusiker af i dag er begrænsede...
(lang pause)
Du har måske ikke tænkt på det på den måde?

JP: "Nej, jeg har ikke tænkt på det på den måde. Grænserne er i dag meget flydende mellem de forskellige genrer. Det, som kan begrænse mulighederne, er sådan set bare spillestederne. At de lægger én type jazz ud på La Fontaine, en anden type på Copenhagen Jazz House, en tredie type på Blågårds Apotek. Det kommer let til at virke begrænsende.

Jazzen i sig selv er ikke begrænset. Man kan f.eks. tage den et andet sted hen. Vi har også selv et ansvar som musikere, at kunne kombinere det med noget andet. Mange jazzmusikere spiller f.eks. på popmusikeres plader, eller bliver brugt til lydcollager i fjernsynet, f.eks. TV-Lorry's kendingsmelodi, som er skrevet af en af Doky brødrene."

Når en jazzmusiker skriver sådan et stykke musik til TV2, må det vel også betyde en løbende indtægt i lang tid fremover - betyder det ikke noget for en jazzmusiker?

JP: "Jo, det betyder først og fremmest arbejdsro."

Hvad med dig selv, har du stabile indtægter, så du kan arbejde i fred og ro?

JP: "Der er mange måder man kan stykke sin økonomiske virkelighed sammen på. Man kan undervise, jeg har f.eks. nogle få klaverelever et par gange om ugen. Så er der koncerterne, som er - eller bør være - den væsentligste del af indtægterne. Så er der KODA, GRAMEX og pladeudgivelser.

Når jeg er ude at spille, har jeg altid nogle CD'er med, så der bliver også solgt en del ad den vej. Legater og støtteordninger kan også hjælpe med til at stabilisere økonomien, f.eks. fik jeg 25.000 kr. til projektet med den nye plade, som udkommer omkring 1. maj (2009). Da var jeg selv ude og finde sponsorer. Dansk Musiker Forbund, en flygelforhandler og en fashionabel restaurant i Ålborg støttede projektet.

Så spiller jeg som solopianist ved receptioner, diner musik og i det hele taget steder, hvor man vil skabe en eksklusiv stemning - eksempelvis restauranter, hoteller og caféer af en vis standard. Derfor er jeg også holdt op med at tage ud med elektrisk piano - jeg vil spille steder, hvor de har et akustisk klaver og allerhelst et flygel. Afdelingen med solopiano er der gode penge i, så det vil være dumt at takke nej."

Bliver alle sponsorer nævnt på pladen?

JP: "Ja ja, de får et lille logo bag på pladen - det har de også fortjent."

Det kunne lyde som om det er de mange små bække, der skal stykkes sammen, for at få regnskabet til at gå op?

JP: "Ja det er det. Og der er jo gode måneder som april, maj, juni, juli og august for sådan en pianist som mig. Så er der en afmatningsperiode i januar og februar, hvor der ikke sker alverden. Det tror jeg er generelt for de fleste pianister, for vores arbejde er sæsonbetonet."

Festivalugen, er det noget du mærker noget til?

JP: "Ja, for søren. Men det er jo også noget man selv skaber. Man skal selv rundt og aftale med de forskellige restauratører."

Har du ikke en manager eller sådan noget, der ordner engagementerne?

JP: "Nej, jeg ordner selv det hele. Uanset om jeg har boet i Århus eller Ålborg, så har jeg fundet et sted der kan fungere som stamsted, hvor jeg kan gå hen og få en kop kaffe eller et glas vin - for ligesom at have en dagligstue nummer to, hvor jeg også spiller musik. Det skabte jeg i Århus på "Bent J.". Så kunne jeg komme derned og spille mod betaling, og ikke skulle betale for min øl eller kaffe.

I Ålborg lavede jeg på et sted der hedder "Café Chic" en aftale, hvor vi spillede tre musikere hver fjortende dag til tariffen. Det var en god aftale, og folk blev lidt misundelige. Men jeg havde networket for det, var kommet derned med min CD og pressemateriale og det hele. "Vi gør sådan her, for at få nogle mennesker herned om torsdagen. Den er jo ikke en god dag for jer. Du giver os tariffen, og jeg sørger for at lave reklame via nettet og mail. På den måde får du nogle gode aftener!"

Jeg har jo ikke mange penge at arbejde med, så der er som regel ikke råd til at tage ud og spise eller drikke rødvin til 100 kr. glasset. Så bliver man nødt til at finde nogle mellemveje. Jeg læser f.eks. op af min digtsamling på La Fontaine den første mandag i hver måned. En aften var der nogen deroppe, som stod for en slags poesiaften på en lokal café. De inviterede mig derned for at læse op. Men restauratøren ved jo godt, at der skal penge i kassen, så jeg foreslog at jeg tog trioen med, og blandede de to ting. Det var han med på."

Går du nogensinde under tariffen?

JP: "Man skal aldrig sige aldrig, men at spille under tariffen kan hurtigt blive et skråplan, hvor det bliver reglen mere end undtagelsen. Derfor undgår jeg det."

Er der et klaver de steder, hvor du spiller?

JP: "Nej, det kan man ikke regne med. I mangel af bedre har jeg et digitalklaver, som jeg tager med. Det koster 2500 kr. at leje et akustisk klaver, så det er kun til rigtig gode engagementer, det kan betale sig at leje et klaver."

Hvordan klarer du boligsituationen. Bor du til eje eller leje?

JP: "Jeg bor til leje hos Janus Templeton til en meget rimelig leje, så det kan jeg ikke klage over."

Da du tog til Sverige med Templeton og Rasmussen, har det undret mig, hvad der skete med den faste stok, som ses på din hjemmeside; Jesper Pedersen (bas) og Christian Skjødt (trommer)?

JP: "Den trio hører Ålborg-perioden til. Det var de bedste jazzmusikere på Ålborg Musikkonservatorium. Nu har jeg fået muligheden for at vælge nogle musikere, som kan formidle det jeg gerne vil have frem i dag. Der har Templeton og Rasmussen en erfaring og kompetance, som dem fra Ålborg ikke havde."

Er du gift?

JP: "Nej, jeg er ugift og uforlovet."

Du har ikke kastet dig ud i alt det der med at få børn og sådan noget?

JP: "Nej, det har jeg ikke."

Jeg tænker mere på det rent økonomisk, for så betyder det jo også at man skal tjene betydelig flere penge, hvis der er børn inde i billedet?

JP: "Ja det skal man, så jeg prøver så vidt muligt at holde mine private udgifter nede."

 

Musikalsk og personlig mentor

Inde på Galatheakroen kan jeg huske at du nævnte Hugo Rasmussen som din personlige og musikalske mentor. Så bliver jeg jo nysgerrig, for hvad er en personling mentor, er det en der fortæller hvad man skal gøre og ikke gøre?

JP: "Det er ihvertfald en som jeg taler med nogle ting om, og som f.eks. giver mig vejledning i hvordan den nye plade skal udsendes. Skal jeg sende den ind til et pladeselskab og vente på det, eller skal jeg udgive den via Gateway Music, hvor jeg selv får en masse penge igen?

Jeg vil ikke gå i detaljer med branchens interne - ofte følsomme - forhold. Du kender sikkert selv en del fra avisernes skriverier om fildeling og den slags. Jeg vil sige det på den måde, at jeg udgiver pladen selv for derigennem at kunne lønne mig selv. Min plade kommer til at koste mindst 70.000 kr. i produktionsomkostninger - musikere, studietid, producer, CD, trykkeri m.m., så det er helt nødvendigt med noget kapital."

Ja, det er jo mange penge, men til gengæld er en velproduceret CD et godt visitkort at kunne aflevere rundt omkring.

JP: "Ja, det er det, og det var jo også derfor vi lavede pladen - for at have et visitkort."

Vi kom bort fra den personlige mentor. Er hans formål at fortælle dig, hvor du skal lægge kræfterne, hvordan du kommer fremad og opad i branchen eller hvad?

JP: "Nej, det er mere det at finde et mennske, som har en ro og en erfaring, og som har noget at sige omkring musikken."

Har han da noget at sige om musikken?

JP: "Ja det synes jeg bestemt han har."

På mig virker han som en, der går meget stille med dørene. Jeg har hørt hans navn en million gange, og jeg har set ham lige så mange gange. Men han siger aldrig noget. Jo, han siger nogle morsomheder, og det kan selvfølgelig være meget sjovt, men siger han noget?

JP: "Jamen, det er også på et musikalsk plan, at han som menneske sender nogle værdier ud."

Da du valgte ham, var det så fordi du kendte ham for de kvaliteter, var det en chance du tog, eller var det en fornemmelse du havde?

JP: "Jeg mødte ham på et stævne, da jeg gik på Ålborg Musikkonservatorium. Her var han instruktør og jeg var tilfældigvis på hans hold. På den måde mødte vi hinanden. Vi snakkede godt sammen, der var god kemi, der var enighed omkring hvordan det skulle lyde, og at ting ta'r tid. Uanset om vi snakker om mad eller mennesker, så har vi nogle fælles værdier. Han kan godt lide at det tager tid at lave noget - f.eks. sine hyldeblomster. Det er nogle værdier, som han repræsenterer, og som jeg godt kan lide.

Men så er det også fordi han har spillet med stort set alle. Dengang Montmartre eksisterede, spillede han f.eks. med Ben Webster. Så jeg får hele jazzhistorien i Danmark gennem ham. Jeg hører alle de her dejlige anekdoter om tidligere jazzmusikere. På den måde er han min mentor. Han går jo ikke ind og siger noget som helst om min musik eller komposition."

Du kalder ham da ellers din musikalske mentor.

JP: "Ja, men det er en indstilling til musikken. Det er ikke noget med, hvordan musikken skal skrives. Det er en musikalsk indstilling. Og så spiller han jo også godt - har en dejlig tone. Den musikalske mentor er en person som jeg dels ser op til, dels deler værdier med og lytter til, hvis han stiller nogle muligheder eller forslag i udsigt. Det er m.a.o. ikke en kunstnerisk vejleder."

Det der med, at du synes han har en god tone, er det noget du lægger mærke til ved en bassist?

JP: "Ja, det gør jeg. Der er stor forskel fra den ene bassist til den næste - både i måden og i tonen. Hugo har en tone, som fortsætter langt ud i rummet - den flyver i lang tid og har masser af luft under sig. Nogle bassisters tone og klang ender efter nogle få meter. Hugo's klang, den fortsætter."

Taler du om den lange udklingningstid?

JP: "Det er den måde han ta'r fat på, og den måde han holder tonen på. Den er meget legato."

 

Sweet Mary

Jeg er lidt nysgerrig efter at høre noget om Sweet Mary. Jeg går ikke ud fra, at det er hendes rigtige navn?

JP: "Hun hedder Annemaria Jensen. Jeg ved ikke, hvordan hun har fundet på Sweet Mary navnet. Det er vel det, man kalder et kunstnernavn. Jeg tror det er en guitarist, som hun spiller sammen med, der har fundet på navnet."

Ja ja, det er jo også legalt nok. Men på mig kan det godt virke lidt, som om hun dækker sig af - at vi ikke skal komme for tæt på.

JP: "Det har du også ret i. Hun er jo 26-27 år, og har ikke været voldsomt meget ude at spille. Så hun skal åbnes i kraft af de erfaringer hun gør sig, spille nogle flere koncerter, tage nogle chancer. Hun er meget nordjysk.

Men hun synger med noget, som jeg ikke hører mange andre steder. Der er en dybde og en menneskelighed i hendes stemme, som jeg ikke hører i hverken Sinne Eeg eller Cæcilie Norbye. Der er det mere velklang. Hos Mary hører jeg et menneske synge, og det er det jeg godt kan lide ved pigen fra Pandrup.

Hun har ikke lyttet til særlig meget musik. Det handler mere om en oplevelse af hendes - med et Heidegger udtryk - væren i verden. Hendes væren i verden bliver formidlet gennem hendes stemmes klang. Det er en måde at være i verden på. Og det kan jeg godt lide, når man kan høre, hvordan de er i verden. At det ikke er en forholden sig til tidligere tiders klangideal, som f.eks. Sinne Eeg gør det med Sarah Vaughan, Ella Fitzgerald og hele den skole. Det gør Sweet Mary ikke.

Det jeg vil høre, er mennesket - kunstneren. Jeg er ikke interesseret i musikken som sådan. Jeg er interesseret i den personlige historie og oplevelse af, hvordan det er at være et åndedrag i verden - hvordan det er at være en eksistens. Der har musikken ikke særlig meget med sagen at gøre, hvis det bare er musik, at spille akkorder, hvis det bare er musikskoleband. Det skal tages op til et sted, hvor det handler om at udtrykke sig i forhold til at være en sjæl, en have og et legeme."

Dine egne digte, de er på dansk, går jeg ud fra?

JP: "Ja"

Så kan jeg jo ikke undgå at komme tilbage til min egen kæphest: hvorfor ikke lade Sweet Mary synge noget på dansk?

JP: "Det kommer hun også til."

Det tror jeg ville gøre hende mere...der kommer efter min mening en distance ind, når der synges på engelsk. Jeg får en mistanke om, at der nok ikke er en forfærdelig masse man vil udtrykke. Hvis Sweet Mary er så personlig som du siger, hvorfor synger hun så ikke på dansk?

JP: "Det kan hun ikke endnu. De to sange som jeg har skrevet på dansk, ville jeg sætte sådan en som Ulla Henningsen til at synge, fordi der skal være en modenhed - kunstnerisk og menneskeligt. Den har Sweet Mary ikke endnu. Hun er for ung til at synge mine danske tekster."

 

Besætningen

Sweet Mary, er hun en fast bestanddel af gruppen, eller er gruppen lig med trioen, eller er gruppen lig med dig, hvor du så sender bud efter forskellige musikere, som passer til omstændighederne?

JP: "Der er én gruppe som består af Templeton og Rasmussen. Så er der en anden gruppe som er Andreas Fryland og Joel Illerhag. Og så er der jo Sweet Mary. Jeg vil ikke sætte mig i bås med de forskellige trioer. Hvis jeg møder en musiker, der kan forløse mine sanges potentiale, så vil jeg have ham eller hende med. Det er det, der er afgørende.

Jeg er ikke romantisk indstillet overfor et band. Man kan jo mærke efter nogle koncerter, eller efter øvelokalet, hvis der ikke er potentiale til at forløse den måde, jeg har det på som menneske. Jeg er ikke ude på at fortælle andet end min historie - min oplevelse af, hvordan det er at være menneske. Det har sådan set ikke noget med musik at gøre. Jeg kunne lige så godt have været maler eller skulptør. Så der er ikke nogen fast gruppe. Besætningen afhænger af omstændighederne."

Er du typisk for en ung jazzmusiker i dag, eller kan man overhovedet tale om sådan én?

JP: "Jeg tror der findes en jazzmusiker, som er typisk, men som nok lytter mere til jazzmusik end jeg. Og som dyrker miljøet mere end jeg. Jeg dyrker jo lige så meget litteraturmiljøet, og henter inspiration i f.eks. film, litteratur og malerkunst. Så på den måde er jeg ikke typisk. Jeg føler mig ofte som en fremmed i jazzmiljøet, fordi jeg henter min inspiration helt andre steder. Mine helte indenfor det musikalske er sådan nogle som Mahler, Debussy, Ravel og Sibelius. Indenfor film vil jeg især nævne Truffaut og Fellini. Så jeg lytter ikke til så meget jazzmusik længere - jeg er et andet sted henne nu."

 

Soliene

Jeg vil gerne spørge dig omkring dine soli. Det er jo noget som plejer at blive fremhævet som det, der især kendetegner jazzen - det improvisatoriske, hvor soloen er højdepunktet af improvisationen. Spiller du altid dine soli på den samme måde fra gang til gang, eller er det noget der udvikler sig fra gang til gang?

JP: "Jeg spiller aldrig den samme solo to gange."

Har du en idé om soloen, når du starter på den?

JP: "Jeg har nogle klodser, som jeg kan pendulere imellem. Men ellers vil jeg sige, at man aldrig må spille den samme solo to gange. Så er det jo ikke en improvisation længere. Så snart man vælger een tone, har man dermed også - næsten - valgt den næste. Det drejer sig om at få et flow ind i musikken - et rytmisk flow, et melodisk flow og et harmonisk flow. At spille den samme solo to gange er selvmord, det er kamikaze."

Der er da også nogle som videreudvikler deres soli. De har nogle bestemte forløb i soloen, som de hele tiden videreudvikler, sådan at de lidt efter lidt får stykket en sammenhængende solo sammen. Det kan f.eks. være første trediedel af soloen som ligger fast, og de sidste to trediedele som eksperimenteres på plads. Men det er ikke en metode du bryder dig om?

JP: "Jo, måske kan jeg nikke genkendende til dele af det, men overordnet vil jeg sige, at det gælder om at viske tavlen ren hver gang. Selvfølgelig har man nogle akkorder og melodiske strukturer at gå ud fra, men soloen er - og bør være - noget nyt hver eneste gang."

 

Den melodiske opbygning

Da jeg hørte dig første gang på DAB-radioen slog det mig, hvor melodisk dine ting er. Er den melodiske opbygning af numrene noget du har arbejdet dig frem til, eller har du vidst lige fra begyndelsen, at sådan skulle det være?

JP: "Det er kommet helt naturligt, det er ikke planlagt sådan. Jeg adlyder bare mit øre og hvad jeg synes lyder godt."

Jamen når du bygger et nummer op, når du starter på arbejdet med et nummer, starter du så med en musikalsk grundidé, eller er det en eller anden oplevelse - jeg har jo lagt mærke til at mange af dine numre har titler med luft, ild og vand?

JP: "Dels kan det være et stemningsbillede, Cosmic Infatuation er f.eks. skrevet inde på Statens Museum for Kunst, hvor jeg står overfor en helt sort skulptur fra det 11. århundrede. Så får jeg denneher melodi (nynner Sweet Mary's indledningstema), og skriver den ned - jeg har altid en notesbog med. Når jeg kommer hjem, går jeg videre fra den melodistump jeg har der, og laver hele nummeret færdigt. Først derefter, når jeg har stemningen i sangen, vil jeg evt. sætte en tekst på.

Jeg forklarer Sweet Mary, at hun skal forestille sig at hun står på et klippefremspring i Sverige eller Norge, hvor der er meget langt ned. Det er et dyb. Så skal hun stå og synge - skrige - ud over dybet. Den følelse vil jeg gerne have frem."

Kan inspirationen til dine numre komme alle steder fra, eller et der bestemte ting som i særlig grad påvirker dig?

JP: "Nej, inspirationen kommer alle steder fra - der er aldrig noget fast. Men en af de ting som virker, er film der har et udsagn omkring eksistens. Det kan lige så godt være en Erik Clausen film som det kan være en fransk instruktør eller min største helt overhovedet: Ingmar Bergman. Jeg vil hellere skrive musik på en oplevelse af et andet medie eller en anden kunstart end musik. Det er mere interessant."

 

Rytmisk vs. klassisk klaver

Jeg læste et sted, at du i 2008 forventede at blive bachelor fra Nordjysk Musikkonservatorium med rytmisk klaver som hovedinstrument. Det fører næsten uundgåelige frem til spørgsmålet: hvad er rytmisk klaver?

JP: "Rytmisk klaver er det, som ikke er klassisk klaver. Der er rytmisk klaver og der er klassisk klaver."

Jeg forestiller mig, at der må være noget i den klassiske musiks teknikker, som også kan bruges af jazz- eller rockmusikere?

JP: "Jamen det har du fuldstændig ret i. På første år får vi undervisning i klaverteknik - et helt år med teknik af en klassisk pianist. De har altså en fantastisk teknik, ofte meget bedre end mange jazz- og rockpianister. Så det havde jeg i et år, og var meget glad for det. Vi lærer bl.a. spilleteknik, hvordan man slår tangenten an, hvordan man sætter fingrene, hvordan man siddder rent positurmæssigt, hvad man skal undgå at gøre med sine albuer og den slags - altsammen meget teknisk, men også meget brugbart."

Hvad er det så i lærer i de rytmiske klavertimer, er det konkrete (jazz)musikere, er det konkrete pianister eller hvad er det?

JP: "Det er bl.a. det rytmiske, det skalamæssige og det improvisationsmæssige - og hvordan man spiller sammen med en rytmegruppe. Hvordan skal man lægge sig op ad trommerne, hvordan spiller man sammen med bassisten, hvor kan man kommentere henne i forhold til en sangerinde, så man ikke kommer i vejen for hende. Det handler simpelthen om trafik, på samme måde som hvordan man opfører sig i trafikken. Her er det bare musikere i stedet for trafikanter.

Man vælger selv sine lærere på et musikkonservatorium. De fleste steder har man et forløb, hvor man kommer igennem genren jazz. På samme måde kommer man igennem genren pop/rock. Så man møder forskellige genrer på et konservatorium."

Jeg ved jo at flere af de store jazzklavermestre, som var under stærk påvirkning af den klassiske musik, f.eks. George Gershwin.

JP: "Han var helt vild med Ravel."

Det kunne jo tyde på, at der også er noget at hente for en jazzpianist i den klassiske afdeling. Det som undrer mig, er den bastante skillelinje mellem den klassiske og den rytmiske afdeling. Er det rimeligt?

JP: "Det er jo noget som er sket efterhånden...mange jazzmusikere lytter jo rigtig meget til Ravel og Debussy..."

Jamen det er jo af privat interesse, det er jo ikke fordi det er skolestof.

JP: "Nej, det er desværre ikke skolestof, men for os der gerne vil skrive eller komponere og udvikle vores harmoniske overskud og overblik, er der ingen tvivl om hvor vi skal hente det. Men det er rigtigt, det indgår ikke som en del af et pensum på konservatoriet, men mange er dog klar over, at der er noget at komme efter i den klassiske afdeling. Der er ikke rigtig nogen grund til at dele det op så firkantet."

Sådan som du fortæller det, lyder det som om det er på helt privat basis at du har været ovre i den klassiske afdeling og kigge dig omkring. Har du oplevet det som en hæmsko, at der var noget ovre i den klassiske afdeling som du egentlig gerne ville i lag med, men det kunne nu engang ikke lade sig gøre, fordi du har valgt den rytmiske afdeling?


JP: "Jeg lytter ikke til andet end klassisk, tango og fado, for jeg har været igennem jazzen, jeg kender dens sprog. Jeg lytter dog stadigvæk soloer af, og jammer også en del, men jeg vil helst have det fremmede, det eksotiske, og jeg vil have at mine lytteevner skal udvikle sig. De udvikler sig ikke ved bare at lytte til jazzmusik, men snarere ved at lytte til kompositionsmusik som f.eks. Mahler, Ravel, Strauss, Wagner og Sibelius. Jeg vil jo videre!"

 

Fremtiden

Den der bachelor-grad, er det en der lægger op til at man skal undervise i faget, eller er den bare et grundlag for at gå videre i et uddannelsesforløb?

JP: "Jeg mangler jo stadig at skrive en bachelor-opgave om musikhistorien. Det var meningen jeg skulle have været færdig sidste år, men forskellige ting kom i vejen, så om alt går vel, får jeg bachelorgraden i denne sommer (2009)."

Men uanset om du får graden eller ej, kan jeg godt undre mig lidt over bachelor uddannelsen. Er den et grundlag for at gå videre i en hvilkensomhelst retning, eller kan den kun bruges til ganske bestemte ting?

JP: "Man kan gå alle veje. Man kan f.eks. starte med sin bachelor-uddannelse på konservatoriet, og derefter læse kunsthistorie på universitetet, hvis det er det man vil. Det er helt op til én selv. Men det er klart, at når man har gået på musikkonservatoriet, så er det selvfølgelig nærliggende at fortsætte i den retning - med undervisning, spil, og som udøvende musiker. Men der er da nogle som springer over til f.eks. musikvidenskab. Det hele bliver jo harmoniseret, så man f.eks. kan tage to eller tre år på musikkonservatoriet, og så derefter gå over og læse dansk."

Har du selv en plan, når du har den der bachelor, eller er det noget du først tager stilling til, når du har den?

JP: "Altså, nu har jeg jo lavet denneher plade, som udkommer maj/juni 2009. Den har krævet megen energi, og nu skal den også promotes ordentligt, så den ikke lander et sted, hvor ingen hører om den. Udover produktionsomkostningerne for pladen (ca. 70.000 kr.) skal der bruges yderligere ca. 15.000 kr. på promovering af pladen. Så når det hele er overstået med release, anmeldelser og alt det der, så vil jeg hellige mig et halvt år på en ny digtsamling, så den bliver sendt ud, taget imod og anmeldt. Derefter er det næste plade. Så det handler om at skrive musik, udsende plader, spille koncerter - og få det til at løbe rundt. Det er kort sagt et spørgsmål om timing."

Den digtsamling du snakker om, er det en du planlægger eller er den allerede færdig?

JP: "Den er tæt på at være færdig. Den skal lige have et par måneders gennemlæsning, og måske 3-4 digte mere. Men ellers er den tæt på at være færdig. Den har en speciel stemning på samme måde som en plade har det. Den må godt være lidt kantet, men den må ikke stritte i alle retninger."

Der skal være en gennemgående tone i den?

JP: "Ja, helt bestemt."

Er der spillesteder du foretrækker frem for andre, eller finder du dig lige godt tilpas alle steder? Kan du f.eks. godt lide de store steder med mange mennesker og højt til loftet, eller foretrækker du de små tætte steder? Kan du godt lide at spille til receptioner og bryllupper?

JP: "Jeg befinder mig bedst på sådan et spillested som "Bent J." i Århus. Det synes jeg var helt fantastisk. Det var jo nærmest et værtshus, hvor mange af de helt store jazzkoryfæer har spillet. Stedet var vel nærmest på størrelse med "Hvide Lam", hvor vi sidder nu - altså et lille tæt sted. På visse måder kan det minde om "La Fontaine" i Strædet, bare med mere sjæl.

Jeg befinder mig også godt i teatre. Jazzkoncert i et teater med røde gardiner er en fin ting. Desuden kan jeg lide steder som f.eks. JazzHouse og Huset i Magstræde."

Hvad med Galathea Kroen?

JP: "Det er dejligt at spille dernede, helt bestemt. Det eneste jeg er lidt ked af, er opdelingen af det store rum i flere små. Det gør let spillesituationen lidt uvedkommende for de, som ikke lige sidder i samme rum som musikerne."

 

Stik piben ind!

En af de iøjnefaldende forskelle mellem jazz og rock er, såvidt jeg kan se, samfundsengagementet. Masser af rockmusikere har jo masser af meninger omkring samfundets opbygning....ja, du kan tage næsten hvad som helst, så har de en mening om det, som de kolporterer videre ud i deres musik og tekster.

Der har jeg oplevelsen af jazzmusikere som noget elitært, hvor de sidder og kloger sig oppe i elfenbenstårnet, mens de spiller klogemusik for ligesindede. Jeg går ud fra, at det er sådan noget du efterlyser: at de lever med i det samfundsliv, som iøvrigt udspiller sig, og ikke ikke bare trækker sig bedrevidende tilbage?

JP: "Jo, både samfundslivet og kunstscenen."

Jamen, er kunstscenen ikke en del af samfundet - kan den holde sig udenfor? Skal man ikke passe på, at kunstscenen ikke bliver endnu et elfenbenstårn, som de frelste kan gemme sig i?

JP: "Jo, helt sikkert. Kunst skal være for folket. Når først et kunstmiljø løsriver sig fra samfundet og bliver autonomt, så bliver det ligegyldigt."

Er det ikke det der er sket for jazzen?

JP: "Jo absolut og desværre."

Det sjove ved den her problematik er, at når jeg snakker udenfor scenen med forskellige jazzmusikere, så har de masser af meninger om alle mulige samfundsforhold - det kommer bare ikke til udtryk i deres musik eller tekst.

Der er en kolossal afstand til rockmusikken, hvor snart sagt enhver der kan holde en guitar i hånden, føler sig kaldet til at udbasunere sin uforbeholdne mening om stort set hvad som helst.

JP: "Jo, men der er en historisk forskel som kan spille ind i det her. Rockmusikeren har ofte opfattet sig som en politisk budbringer, hvor jazzmusikeren simpelthen var entertainer - han skulle være glad for overhovedet at have et engagement: stik piben ind og spil!

Et stort antal rockmusikere er blevet gjort til stjerner, fordi de var talerør for en befolkningsgruppe - en hel generation. Så der har vi en forskel, som givetvis kan genfindes i musikken."

 

To interessante timer er gået i selskab med Jakob Park, som gør tegn til at forlade Hvide Lam. Han skal umiddelbart herefter videre til en café i indre by, for at forhandle løn og arbejdsvilkår for en række fremtidige engagementer. Forhandings- og samarbejdsevner er et must for en opadstræbende jazzmusiker af i dag.

"Man må være fremme på beatet", forklarer Jakob Park med et smil på vej ud ad døren.

 

 

LINKS

Cosmic Infatuation (live på Galathea Kro, 2009.Febr.24)

Jakob Park Trio

Jakob Park (My Space)

Sweet Mary (My Space)

 

 

I samme serie:
Når grænser overskrides (Peter Øvig) Ingen venter på en efterløber (David Desilva) Når udrykningen svigter (Fabian Laier) Den nødvendige diskussion (Kurt Hansen) Fotografiske fragmenter (Finn Svensson) Med pigtråd på drengen (Bjarne Krohn) Balladen om Bellahøj (Nudi Ghelam) At finde sig selv (Cykelkurt)

 

 

Diverse Index

 

Musik Index

 

Forsiden