Jeg er klar over, hvad der foregår


Larsen funderer over tilværelsen på sit beskedne værelse. Bemærk chillummen på bordet.
Foto: Cykelkurt

 

Et kvikt hoved med en skrøbelig psyke - kan det bruges til noget?

 

Ihvertfald oplever den psykisk syge ofte, at det er svært at komme ind på arbejdsmarkedet, selv i begrænset omfang - også selv om man er dygtig og velkvalificeret. I et forsøg på at finde ud af, hvordan landet ligger, har jeg spurgt en, der har gjort sine erfaringer.

 

Af Kurt Starlit

 

Jeg er derfor taget ud til Larsen, som har indvilget i at fortælle sin historie. Larsen er psykisk syg, single og lever sammen med andre sindslidende i et bofællesskab i hovedstadsområdet.

Larsen viser sig at være en 40-årig slank mand, middelhøj og med et venligt og imødekommende væsen. Han henter mig ved den låste gadedør og viser op til sit beskedne værelse. Bad, toilet og spisefaciliteter findes andetsteds i huset, så interiøret er hurtigt overskuet og vi kan gå direkte til sagen.

"Du kan jo starte med at kigge på den derovre," siger Larsen og peger på en tegning, der hænger på køleskabsdøren. "Jeg er med i et forsøg," forklarer han mens han skænker kaffe op. Vi sidder i et 10 kvadratmeter stort værelse med seng, håndvask og kaffemaskine, som sammen med køleskabet i store træk udgør Larsen's fysiske univers. Larsen sidder på sengen og på sofabordet foran ham står blandt meget andet en bærbar computer. Den bruges til at holde kontakt med verden udenfor.

Tegningen viser sig at være et såkaldt "Forandringskompas" for Larsen. Her kan man for eksempel læse, at Larsen scorer et 9-tal ud af 10 mulige for sine sociale kompetencer.

 

Forandringskompas

Resultat

Sociale kompetencer

9

Netværk - de betydningsfulde andre

9

Fritidsinteresser - det betydningsfulde andet

5

Beskæftigelse

4

Økonomi

7

Praktisk hverdagsliv

5

Misbrug

9

Fysisk trivsel

5

Bolig - mindst mulig indgribende støtte

6

Mestringsstrategier

5

Forandringskompas

 

Da jeg spørger til tallet, forklarer Larsen, at det færdige kompas er fremkommet ved en sammenligning af tre skemavurderinger fra hhv. hans afdelingsleder, kontaktperson plus Larsen selv, som uddyber:

"De tog testen hver for sig, men det viste sig alligevel senere, da vi sammenlignede de tre tests, at de var påfaldende ens. Jeg mener det må betyde, at jeg har en god selvindsigt. Jeg er klar over, hvad der foregår."

Hvis man scorer lutter 10-taller i Forandringskompasset, er man i princippet klar til at rykke ud i den store verden udenfor institutionen. Så langt er Larsen slet ikke nået, og udsigten til at det skal komme så vidt, er iflg. Larsen ret teoretisk. "Men det er rart at have noget at arbejde på," som han formulerer det.

 

 

Matematik med mere
Larsen's tidlige barndom er uproblematisk med en hjemmegående mor, en håndværksuddannet far og to større brødre. Larsen fremhæver som noget bemærkelsesværdigt, at han og hans brødre ikke får bryst hos deres mor, men fra en flaske. Det er blevet fremhævet fra forskellig side, at den nære kontakt med moderen i det første år er helt afgørende for barnets udvikling. Der kan derfor, mener Larsen, ligge en kilde her til senere psykisk lidelse.

Lad os høre noget om din skoletid!

L: "Åh ja skoletiden, det gik på det jævne og især fik jeg aldrig rigtig fat i matematikken. Det gjorde jeg til gengæld da Commodore 64 kom ind i billedet. Jeg fik den af min storebror omkring konfirmationsalderen. Matematik var helt nødvendig for at få den til at fungere. Så sad vi og lavede programmer og jeg lærte en masse. På den måde kunne et røvkedeligt skolefag pludselig bruges til noget fornuftigt."

Så i programmerede i BASIC?

L.: "Ja ja, masser. Det var spændende at sidde og tænke ud, hvordan man hurtigst kan få den til at beregne 8 SPRITE. Så lavede jeg sådan en FOR NEXT løkke, og så gangede jeg den op med flere FOR NEXT løkker. Farven passede også, så den kunne hente farven ind samtidig med, at den beregnede otte firkanter. Det tog et splitsekund i BASIC. Hvis jeg havde omreget det til maskinkode, så havde den udført kommandoen på en brøkdel af tiden."

Larsen forklarer detaljeret om fordele og ulemper ved hhv. BASIC- og maskinprogrammering. Det er tydeligt, at han er optaget af emnet - og fortæller begejstret:

"Jeg hørte en historie nede på Sct. Hans, hvor en af patienterne havde lavet et spil, mens han var indlagt dernede. Så kom personalet og sagde,
Ka' du det?
Ja gu fanden ka' jeg da det!

Han var helt klar i hovedet. Og så lavede han et spil, som vistnok var en del af hans behandling. Han var psykisk syg, men ikke desto mindre meget begavet."

Gjorde du dig tanker om, hvad du skulle lave, når skolen var forbi?

L.: "Ja, jeg ville jo gerne ud så hurtigt som muligt. Et eller andet metalarbejde skulle det være. Min far var håndværker, begge mine brødre var håndværkere og flere af mine fætre. Så det faldt helt naturligt, at vælge et håndværk. Jeg var sikker på, at jeg ikke skulle ned og sidde i en bank - det ville jeg ikke kunne klare og det var mine karakterer heller ikke gode nok til. Jeg har heller ikke den rigtige personlighed til sådan noget, det kan jeg se i dag. Derfor kom jeg i lære som maskinarbejder."

Efter endt læretid fortsætter Larsen i virksomhenden et årstid, inden han finder sig et vellønnet job i en tivolipark, hvor han reparerer og vedligeholder de kørende forlystelser. Også dette job interesserer ham, men han må holde op efter en længere årrække, fordi han får så store problemer med sit alkoholforbrug, at han ikke kan passe sit arbejde og må sygemelde sig:

"Jeg skulle selvfølgelig være gået op til værkføreren og forklaret situationen, men jeg vidste jo heller ikke rigtig selv, hvad der var galt og derfor fik det lov at køre videre."

Herefter går Larsen arbejdsløs et stykke tid, hvor alkoholmisbruget kun bliver værre. Alligevel gennemfører han en to-årig arbejdsperiode i en ældreinstitution. En kollega fortæller:

"Larsen og jeg arbejdede sammen i den tekniske afdeling, hvor vores arbejde bestod i vedligeholdelse og reparation af tekniske installationer, radio, TV, køkkenmaskiner og så videre. Jeg fik indtryk af Larsen som en analyserende og teknisk velfunderet person. Når han blev sat på en opgave, brugte han som regel en del tid på at analysere projektet, bevæge sig 360° rundt om det, så han på denne måde fik en fuldstændig forståelse af problemet, inden han gik i gang. Til gengæld resultrede det altid i, når han var færdig med at tænke og analysere, at han så at sige kunne gå hen og trykke på den rigtige knap. Jeg har kun det bedste indtryk af Larsen, både som kollega og som fagmand."

Kollegaen fortæller videre, at han på intet tidspunkt har haft anelse om, at Larsen var drikfældig. Han undrede sig til gengæld over, at Larsen kun sjældent skiftede tøj eller virkede renvasket. Men han slog det hen med, at nogle mennesker har et von And syndrom, hvor alle pengene bliver gemt væk.

Larsen fortæller selv, at han som oftest gik direkte hjem fra arbejde, lagde sig på sofaen med alt tøjet på og drak bajere. Næste morgen rejste han sig fra sofaen, drak endnu et par bajere og gik på arbejde. Sådan gik dagene. Det er bemærkelsesværdigt, at han aldrig drak spiritus på arbejdet. Det er sikkert også årsagen til, at hans tilstand aldrig blev bemærket af hans overordnede. Larsen forklarer selv:

"Jeg spurgte engang lederen om de var klar over at jeg drak. Så svarede han, at det vidste de måske godt, men at jeg ikke var den eneste. Det er den gamle historie om Jeppe der drikker, fordi han har det ad helvede til."

Et familiemedlem fik ham i 2007 indlagt på et psykiatrisk hospital, som diagnosticerede hans Tourettes syndrom.

Hvis du nu skulle forklare Tourettes syndrom med ti ord, hvad ville du så sige?

L.: "Så ville jeg svare, at det er en syndrom-relateret lidelse, som er genetisk betinget, d.v.s. medfødt på samme måde som Downs og DAMP. Sygdommen medfører ufrivillige bevægelser, blandt andet de såkaldte "tics". Dem havde jeg mange af, da jeg gik i skole. Det blev bedre, da jeg kom i lære og er næsten brændt ud i dag. Men jeg fylder jo også snart 40 år, så man kan vel sige at det er på tide."

Så det er blevet gradvist svagere gennem årene?

L.: "Ja, og det skyldes en kombination af de tidligt udviklede hjernedele i nakken. Hvis man får et slag her (peger på et sted i baghovedet) med en stump genstand, så kan man risikere at dø af det, fordi man rammer det center der kontrollerer åndedrættet. Vi har jo trukket vejret i millioner af år, lige siden livet oprandt. Det er noget af det Gud har skabt, hvis jeg skal forstå det rigtigt. Det er sådan noget han har gået og spekuleret over. Og det kan han for den sags skyld have gået og gjort på mange planeter ude omkring - det ved vi jo ikke en skid om."

 

 

Biologi og psykologi
Det er tydeligt, at Larsen er levende interesseret i planter og dyr. Dels står der et par hyacintløg på bordet, dels er vindueskarmen fyldt op med et planteudvalg, som demonstrerer mere end almindelig botanisk interesse. På samme måde drejer samtalen hurtigt ind på alt det, der kan siges for og imod Evolutionsteorien. Larsen tror grundlæggende på en skabelse af en art, hvorefter Darwin's lære tager over. Sådan må det hænge sammen, mener han, og begrunder det blandt andet med nogle stærke personlige oplevelser.

Også dyrepsykologi har Larsen's store interesse - især hunde. Desuden har han en drøm omkring duer:

"En af mine drømme er, at holde duer. Så ville jeg lave det man kalder selektiv avl på dem. Det kunne være et spændende projekt at gå i gang med. Jeg har en teori om, at man må kunne tage rådhusduerne og så avle på dem. Jeg skal bare bruge en grund, hvor jeg kan bygge et stort dueslag. Hvis man kan få duerne til at komme tilbage til slaget, så er alle muligheder til stede.

Det kunne også være spændende at blande de racerene duer og finde ud af, hvad de enkelte racer har af egenskaber. Måske nogle gode egenskaber, som man kunne avle videre på. Sådan et projekt kan sagtens tage 25 år, før man når et resultat der kan bruges."

Hvad skulle formålet med dueavl være?

L.: "Det skulle være at frembringe en ny race med nye egenskaber. Jeg kunne også godt tænke mig at gøre det med kanariefugle og ondulater. Og hvis jeg kunne gensplejse, så ville jeg nok også gøre brug af den mulighed."

Larsen taler længe og detaljeret om en række problematikker omkring dueavl og genmanipulation der viser, at han er inde i sagen. Samtalen glider over i genmanipulation af mennesker, hvor Larsen mener, at det en dag vil være muligt at bygge et menneske op helt fra bunden v.h.a. genteknologi. Som han formulerer det:

"Det er uhyggeligt at tænke på, for hvad kan man ikke bruge sådan en viden til. Du kan jo lave kampsoldater og invadere andre lande med sådan nogle sataner der er hjernevasket." Larsen griner smøret og ryster på hovedet, for ligesom at understrege den menneskelige dårskab, at vi på godt og ondt er fanget af vores egen intelligens.

 

 

Erkendelsen
Pludselig skifter Larsen emne, rækker en lille metalæske over bordet med et indhold der ligner en lille spydspids - og beder mig gætte hvad det er. Efter at have haft tingesten i hænderne, gætter jeg på at det må være hash. Larsen tilbyder mig at smage på varerne og forklarer, at hash også kan blandes i pandekager, men tilbyder alligevel for en ordens skyld også en kop brændende varm kaffe fra den elektriske kande.

L.: "Jeg ryger jo en del hash på grund af, at jeg ikke kan drikke bajere længere. Antabussen gør, at jeg ikke kan tåle at drikke. Hash dulmer trangen til bajere."

Så du mener ikke du er afhængig af hash?

L.: "Nej, hash er ikke vanedannende og jeg kunne holde op i morgen, hvis det skulle være. Men så bliver det til gengæld svært at undvære bajerne, hvis jeg ikke har hashen til at dulme drikketrangen."

Hvordan med erkendelsen af alkoholisme, er det noget man undgår længst muligt?

L.: "Altså, der var en pige på en arbejdsplads som kom med nogle hentydninger der viste, at hun vidste hvordan det stod til med mig. Hun var den første, men inden da havde jeg vidst det med mig selv tre år i forvejen."

Undgår man at sige det direkte til sig selv, Jeg er alkoholiker?

L.: "Nej, det gjorde jeg ihvertfald ikke. Jeg var kommet til den konklusion, at jeg havde et alkoholproblem. Jeg havde jo drukket omtrent i ti år, dels på grund af det arbejde jeg havde og dels på grund af mig selv. Jeg skulle selvfølgelig være gået til min chef og fortalt det, og fået en sygeperiode, så jeg kunne komme i behandling. Men i stedet endte det med, at jeg blev syg og efterfølgende afskediget."

Vidste du på det tidspunkt, at du havde et alkoholproblem?

L.: "Overhovedet ikke, jeg vidste ikke hvad det var, men det endte jo også med at jeg blev fyret fra mit arbejde.

Seks måneder erfter stod jeg nede i Quickly og kiggede på øllerne. Så kommer der en mand der begynder at fortælle om øl og smag og alt det der. Det endte altsammen med, at jeg gik hjem med 6 grønne Tuborg. Dem drak jeg og det var også fint nok, jeg blev skidefuld, for jeg var ikke vant til at drikke alkohol dengang. Dagen efter købte jeg 6 mere med hjem, for det var da meget skægt i går, ikk'.

I første omgang var det bare for sjovs skyld, for jeg var jo arbejdsløs og havde ikke andet at lave. Øllerne var heller ikke voldsomt dyre, så det var jo ikke noget der trykkede økonomien på nogen måde."

Oplevede du at øllerne dulmede noget?

L.: "Ja helt klart, men det var også smagen."

Du har tidligere fortalt, at du drak BjørneBryg fordi den var stærk (13%) og fordi den var billig. Som alkoholiker vælger man vel den højeste alkohol-procent, hvor smagen spiller en underordnet rolle. Det er virkningen det drejer sig om, ikke sandt?

L.: "Nej, det er ikke helt rigtigt det med smagen. for der var en overgang i min alkoholperiode, hvor jeg godt vidste at jeg var alkoholiker, men stadig valgte øl p.g.a. smag. Jeg holdt drikkeriet ved lige, fordi jeg også rendte med selvmordstanker. Og eftersom jeg ikke turde gøre noget ved det, så lad mig da drikke mig selv ihjel. Det lykkedes ikke, men der blev arbejdet ihærdigt på sagen, ha ha.

Så kom selverkendelsen en tidlig morgen, da jeg stod på gaden og dirrede af abstinenser. Jeg rendte rundt for at finde en købmand som havde åbent, men dengang var lukkeloven anderledes end i dag, så der var lukket over det hele. Da gik det op for mig, at jeg havde et problem. Så gik der et stykke tid, hvor jeg bare gik og drak, for nu var jeg godt klar over, hvad det var der foregik."

Hvad så i dag, får du antabus?

L.: "Ja ja, den får jeg. Så jeg drikker ikke nu, holdt op for en måned siden. Psykiateren har også bevilget nogle piller, som er gode til abstinensbehandling. Så jeg har prøvet nogle gange at holde op med at drikke. Jeg håber at det lykkes denne gang. For mit helbreds skyld og for min pengepungs skyld. Nu er jeg jo elfterhånden blevet 40 år, og selv om jeg indimellem er tørlagt, er jeg jo grundlæggende en alkoholiker. Chillummen er bare en dum undskyldning for ikke at drikke bajere. Det er jeg slet ikke afhængig af på nogen måde."

Larsen bevæger sig ind på et område som er diskutabelt. Jeg har talt med flere tidligere misbrugere om sagen. De mener alle, at der kun er een vej ud af misbruget, og det er total afholdenhed. Det vil sige nul spiritus, nul alkohol, nul hash og nul stoffer. Alt andet er et skråplan, som man ikke selv har nogen kontrol over. Men Larsen ser det sådan, at han med hashen holder sit spiritusmisbrug i kort snor.

Interessant er det ihvertfald, at han scorer et 9-tal på det punkt der hedder "Misbrug" i Forandringskompasset. Det faglige personale må altså have tillid til hans evner på det område.

Med til historien hører også, at den institution Larsen bor på, ser gennem fingrene med hashrygning og alkohol. Godt nok er indtagelse af disse stoffer officielt forbudt, men man har også erkendt at stofferne virker dulmende på en række af de psykiske lidelser. Indtil fornylig kom politiet flere gange ugentlig på besøg for at konfiskere hash, men den trafik er nu blevet standset, antagelig fordi man indser det nytteløse i sagen. Ulempen ved at ignorere misbruget er, at det udbredte drikkeri i bofællesskabet er med til at gøre livet svært for folk som Larsen, der forsøger at holde op. Lokalmiljøet har m.a.o. et tvetydigt forhold til misbrug og tilbagefald. Men måske er der andre muligheder for at komme ud af misbruget:

Du fortalte på et tidspunkt om en pige på en arbejdsplads, som sværmede for dig. Så er det jeg tænker: Hvad nu, hvis Larsen boede sammen med en pige og havde noget sammen med hende, så ville han have det fyld i tilværelsen, som bliver udfyldt af alkohol og hash i dag. Er det helt forkert?

L.: "Nej, måske ikke, men jeg egner mig slet ikke til det der med piger. Ikke fordi jeg er bøsse, slet ikke, men det bliver for kompliceret det andet. Vi havde jo en pige herude, som jeg godt kunne lide. Hun var sød og forstående og sagde en dag til mig, at hun slet ikke kunne forstå at jeg boede her, for jeg virkede da helt normal. "Du har bare et drukproblem, det er det eneste der er i vejen med dig," sagde hun. Så måtte jeg jo instruere hende om, at det ikke var den hele og fulde sandhed om den sag. Men hun var en dejlig pige, så hvis det havde været muligt, så ville meget sikkert have set anderledes ud. Men mine begrænsninger er også genetisk betingede, så der er vist ikke rigtig noget at gøre ved det."

Larsen ser tankefuld ud ad vinduet. Vi er inde på et følsomt emne her og Larsen er tydeligvis berørt. Men også afklaret, og ihvertfald er det ikke noget han har lyst til at diskutere yderligere. Som han selv formulerer det: "Jeg er klar over, hvad der foregår."

 

 

Udveje
Larsen's sag ligner mange andre. Vi taler om en person med et psykisk handicap der gør, at han ikke vil kunne klare et arbejde i normalt omfang. Men måske et begrænset antal timer ugentlig.

Jeg har spurgt den ledende psykiater på stedet, om der er noget i vejen for, at en psykisk syg påtager sig et arbejde i begrænset omfang. Psykiateren vil ikke diskutere konkrete tilfælde, men holder sig til det pricipielle. Og det pricipielle svar er, at der ikke er noget i vejen for at påtage sig et begrænset stykke arbejde i psykiatrisk forstand, så længe arbejdet holdes indenfor de begrænsninger som invaliditeten sætter. Hvordan mulighederne ser ud i Larsen's konkrete tilfælde, vil hun ikke tage stilling til.

Jeg har ligeledes spurgt en fagmand indenfor det kommunale sagsbehandlingssystem, som forklarer at Førtidspension kan man få tilkendt, hvis arbejdsevnen er varigt nedsat til under ca. 10 timer om ugen. Der er desuden en række andre betingelser, som bliver individuelt vurderet i hvert enkelt tilfælde. Retten til at arbejde ved siden af pensionen gælder uanset om det drejer sig om et fysisk eller psykisk handicap.

Hvis man vedvarende kan arbejde f.eks. 15 timer om ugen, vil det sandsynligvis blive vurderet som Flexjob. Derudover findes der Skånejob, som typisk er ganske få timer ugentlig. Sagsbehandleren mener derfor, at man godt kan arbejde 8 timer ugentligt uden at pensionen kommer i fare, men at det indtjente beløb sandsynligvis vil blive modregnet i pensionen.

Sagsbehandleren gør opmærksom på, at en given sag i pensionsmæssig forstand let kan blive vanskelig, når man er tilkendt pension på grund af en psykisk lidelse, og derefter påtager sig et arbejde i større eller mindre omfang. Der opstår let en interessekonflikt, som den psykisk syge har svært ved at håndtere. Sat på spidsen kan man sige, at man ikke samtidig kan være arbejdsdygtig og arbejdsUdygtig. Grænsedragningen er delikat og falder ikke altid ud til den sindslidendes fordel, forklarer sagsbehandleren og sender mig et sigende blik, der fraråder eksperimenter med ordningen.

 

 

Konklusion
Sammenfattende kan man konkludere, at som reglerne er nu, er det i princippet muligt at arbejde 8-10 timer ugentlig, samtidig med at man bevarer sin pension. I praksis hænger den slags job ikke på træerne og desuden kan man hurtigt komme ud i et gråt område, som kan gøre den økonomiske situation vanskelig for den psykisk syge. Endelig skal man være klar over, at de indtjente penge sandsynligvis bliver modregnet i pensionen.

Der er ingen udsigt til at de psykisk syge får flere chancer i fremtiden. Flexjobsordningen er ikke lavet for denne gruppe, ligesom der bliver stadig flere ansøgere om stadig færre jobs, og skånejobs er der heller ikke mange af (desuden er betalingen lav, men det er måske en biting i denne forbindelse). Firmaerne, som i sidste ende skal ansætte de psykisk syge, bliver stadig færre, hvilket gør ordningen til en teoretisk ønskemodel frem for reel virkelighed for de sindslidende.

Kurt Starlit
2012.Marts.15

 

 


Et afsluttende ord

Meningen med interviewet er at vise, at vi som samfund har en intelligens- og arbejdskraftreserve, som det er både tåbeligt og umoralsk at negligere.

Larsen savner tydeligvis et indhold i tilværelsen - at der er brug for ham - og det vil undre mig, hvis Larsen skulle være den eneste psykisk syge i Danmark, der har det sådan.

Det ville være en berigelse for Larsen selv og for samfundet, hvis han via en lempelig ordning kunne finde et arbejde at udfylde sit liv med. Det er ulykkeligt, hvis man lader Larsen og andre i samme situation køre ned i et destruktivt misbrug, hvor slutresultatet både menneskeligt og økonomisk er forudsigeligt.

Larsen er et opdigtet navn, ligesom alle person- og stednavne i interviewet er udeladt for at beskytte Larsen.

Kurt Starlit
aka Cykelkurt

 

 

PS
Har du kommentarer til ovenstående, skriv gerne til:


 

 

I samme serie:
Når grænser overskrides (Peter Øvig) Ingen venter på en efterløber (David Desilva) Når udrykningen svigter (Fabian Laier) Den nødvendige diskussion (Kurt Hansen) Et spørgsmål om timing (Jakob Park) Fotografiske fragmenter (Finn Svensson) Med pigtråd på drengen (Bjarne Krohn) Balladen om Bellahøj (Nudi Ghelam) At finde sig selv (Cykelkurt)

 

 

 

Forandringskompasset

 

Diverse Index

 

Til forsiden