At finde sig selv


Vor mand i Kongens Have
Foto: CykelKurt

 

Sagnet beretter om den kreative kunstner, der gennem flid og afsavn skaber sine værker på et koldt og ensomt loftskammer. Men hvad er det egentlig, der driver ham frem, er det drømmen om rigdom og berømmelse eller ligger der andre motiver bag? For at få svar, har jeg spurgt en der må vide det.

 

Af Kurt Starlit

 

Og valget faldt på CykelKurt, som en stor del af sin barndom, ungdom og voksenliv har bevæget sig i og omkring musikkens verden - som interesseret tilhører, som aktiv udøver, som komponist, men også i diskussioner med branchekendere og ikke mindst gennem sine skriverier om musik og musikbranche.

Vi mødes en kølig efterårsdag i en af storbyens mange parker. Vejret er gråt, skyet og mildt, ca. 10 grader. Vi sætter os på en bænk, hvor CykelKurt tager termokaffe og ostemadder op af tasken, som han altid har med sig. "På grund af sukkersygen," som han forklarer.

Er der nogen grund til at du har valgt en park som mødested?

CK: "Ja, de københavnske parker virker inspirerende, når de henligger som levende oaser i en stenet by. Kommer man her om formiddagen, har man haven praktisk taget for sig selv. Det nyder jeg. Senere på dagen lufter pæne folk deres hunde, børn mosler rundt, de unge kysser og krammer og de hjemløse drikker bajere. Det har altsammen sin charme. Frem for alt nyder jeg at tænke her, for det grønne miljø virker utroligt inspirerende på øverste etage."

Inspirerende, der sagde du ordet, for hvad er inspiration?

CK: "Åh nej, det må du ikke spørge om....jeg har ikke rigtig noget fornuftigt svar. Jeg bliver nødt til at henvise til Lars Kjædegaard, som skrev nogle betragtninger omkring emnet i en avis for nogle år siden. For mit eget vedkommende vil jeg bare sige, at en tur i parken gør underværker og sætter fut i fejemøget. Jeg har tit oplevet, hvordan det indre univers kan gå i stå, hvis man sidder derhjemme og venter på at noget skal ske. Men så snart jeg går en tur, kommer tankerne væltende. De sidste år har jeg helt opgivet at følge med på notesblokken, men medbringer i stedet en mp3-optager, så ideerne kan indtales - og dermed fastholdes - inden de fordamper igen."

Er de så noget værd, ideerne, når de fordamper så let?

CK: "Ja for fanden....jo, helt bestemt. Vores hjerne kan på mange måder sammenlignes med en computer. Der er den lange hukommelse, som indeholder de ting der skete for længe siden med minder fra fortiden. Og så er der den korte arbejdshukommelse, som anvendes i de daglige rutiner. Den kan hurtigt få nogle ideer, men mister dem lige så hurtigt igen, hvis de ikke kan bruges til noget her og nu. Så er det, man skal være der med spegepølsen!

Nej, helt ærligt, jeg ved ingenting om hjernen, men jeg har da oplevet masser af gange hvordan jeg glemmer de daglige småtanker og indfald lige så hurtigt som de er tænkt. Derfor har jeg også altid notesblokken eller mp3'eren med i lommen."

Det var jo omkring musik vi skulle snakke, men hvorfor i det hele taget musik?

CK: "Fordi musik altid har haft en særlig tiltrækning på mig. Det er en verden for sig selv, hvor jeg føler mig hævet ud af det daglige trummerum. Men ellers er det en tiltrækning som er svær at forklare, lige så lidt som f.eks. magnetisme kan forklares. Man kan påvise dens eksistens gennem dens påvirkning af omgivelserne, men man kan ikke forklare dens egen eksistens. Den er der bare. Sådan er det også med den magnetiske tiltrækning af musik."

Betragter du dig selv som kunstner, musiker eller hvad?

CK: "Jeg føler mig som et afdanket blandingsprodukt af en musiker, en komponist og en tekniker, fordi jeg tidligere har lagt en portion energi i projektet. Om det kan eller skal betragtes som kunst, er mig inderlig ligegyldigt....projektet har været spændende og åbnet nye erkendelser, mens det stod på - det er det helt afgørende."

 

Starten

Hvordan startede din musikinteresse?

CK: "Jeg tror det var i sommerferien som 10-årig skoledreng, at vi var taget med Gabriel Jensen i Furesøbadet. Her stod der en ung mand ved strandbålet kun iført badebukser og en akustisk guitar. Han spillede og sang døgnets melodier med høj stemmeføring og solbrun selvsikkerhed, mens letpåklædte piger flokkedes om ham. Med et forstod jeg, at han var inde på noget af det rigtige. Ikke fordi han var nogen ørn på sit instrument - langtfra - men han var populær hos pigerne og den magiske kontakt var etableret.

På samme tid begyndte jeg at købe grammofonplader - EP og singleplader. Guitaristen Erik Kaare, Jørn Grauengaard og i særdeleshed Jørgen Ingmann var de store stjerner i mit univers. Jeg købte også et par plader med Duane Eddy, men han virkede noget stiv, så jeg tabte hurtigt interessen for ham. Der var også en amerikansk gruppe, The Guitars Inc., som af og til hørtes i radioen. Dem ville jeg gerne have haft fat i, men ingen pladeforretninger kendte noget til dem. Det er først indenfor det sidste årstid, at jeg via internettet har fundet gruppen og deres plader - efter alle disse år."

Hvornår fik du dit første instrument?

CK: "Det må have været et årstid før jeg blev sendt på kostskole som 13-årig. Det var en akustisk Framus jazzguitar, som var vældig flot og som givetvis har været et stort offer for min mor at anskaffe. Jeg havde den med op på kostskolen i Hellebæk, men her var der flere drenge, som var skrappe til at spille på elektrisk guitar, så der gik jo ikke mange minutter, før det lå helt fast, hvad jeg ønskede allermest i konfirmationsgave. Det blev en Höfner, model 126 og siden den tid var jeg bidt af elektriske guitarer - især Fender modellerne."

Hvem spillede du sammen med?

CK: "Åh, det bliver en lang historie at fortælle om alle de grupper og enkeltpersoner jeg har overvejet, sympatiseret, øvet eller spillet med. Jeg vil hellere sige, at der er mange og at det indimellem har været både fornøjeligt og lærerigt. Men her bagefter står det alligevel klart, at det var det derhjemme der havde mit hjerte. Det var der jeg fandt mit musikalske jeg."

Hvordan det?

CK: "Altså, rammerne lå jo fast når man var ude at spille, hvad man kunne og hvad man skulle - det var der ingen tvivl om. Derhjemme i studiet kunne jeg gøre hvad fanden jeg havde lyst til. Der var ikke noget image at leve op til. Jeg kunne tillade mig at følge egne indfald. Det var krævende, at man sådan skulle opfinde det hele selv, men også med et sug af lykke."

Ja, du har jo skrevet en del om dit hjemmestudie, men hvordan kom du egentlig i gang med den afdeling?

CK: "Rent teknisk var det somænd enkelt nok. Det var værre økonomisk, for jeg syntes aldrig jeg havde råd til at købe ønskegrejet. Men ihvertfald lavede Tandberg en båndoptager i midten af 1960'erne, model 62X, som kunne overspille fra et spor til et andet - "Sound on Sound" kaldte de teknikken. Med loyal hjælp fra min daværende forlovede blev det muligt at købe den eftertragtede maskine, og så var hjemmestudiet i princippet en realitet."

Vil det sige, at udstyret bestod af en guitar og en båndoptager?

CK: "Ja, groft sagt. Lidt efter lidt fik jeg skrabet mere tilbehør sammen, men vi skal helt op omkring 1980, før jeg vil kalde det et rimeligt udstyret studie med flere båndoptagere, guitarer, keyboards, ekko, rumklang, equalizer, støjreduktion, trommesæt, monofonisk synth, mikrofoner og så videre."

Hvordan fik du ideerne til det som skulle indspilles?

CK: "Mange af dem havde ligget derinde i det indre univers i årevis og ventet på at komme til orde. Andre var inspireret af det udstyr som jeg mere eller mindre tilfældigt havde adgang til. Eksempelvis er "Montmartre" i høj grad inspireret af den monofoniske Korg synth, som jeg på daværende tidspunkt lige havde købt.

En hel række numre er desuden inspireret af grupper og enkeltpersoner, jeg har spillet sammen med. Ikke at jeg kopierede dem, men at jeg lod mig inspirere af dem. Hvis de pågældende fik at vide, at de har været inspirationen til et bestemt nummer, ville de højst sandsynligt ikke kunne høre det. Det var iøvrigt også en måde at genskabe i mit eget univers noget jeg tidligere havde oplevet sammen med musikere på landevejen. Jeg har altid haft denne dobbelthed, hvor jeg både elsker og hader livet på landevejen."

Fortæl lidt om det!

CK: "Livet på landevejen? Jamen, det har sin egen charme når fire mand damper vestpå i en bil med alt grejet. Vi er en bande, vi er en gruppe, vi oplever sammen. Det er en følelse af frihed, desuden er der mange, som har beskrevet det bedre end jeg kan, så jeg vil ikke rode mig ud i en længere forklaring, men selve atmosfæren, sammenholdet, gruppefølelsen - det er det som er det vigtige. Det musikalske var for mit vedkommende altid et surrogat."

Et surrogat?

CK: "Ja, ligesom kaffeerstatning. Jeg anstrengte mig selvfølgelig på at spille bedst muligt, men det var og blev jo kopimusik. Den ægte vare var det jeg lavede hjemme i studiet. Vi havde nogle gode diskussioner i gruppen om emnet, men det blev hurtigt klart, at jeg stod alene med mit synspunkt. De andre syntes at lykken måtte være, at lyde som en tæt kopi, for nu at udtrykke det lidt groft."

 

Original vs. kopi

Det er ret interessant, for når man taler om musikalske forbilleder, er der åbenbart en del musikere som opfatter det helt bogstaveligt, og ned til mindste detalje forsøger at kopiere deres forbilleder. Er det et rimeligt synspunkt?

CK: "Hvemsomhelst kan jo mene hvadsomhelst, så i princippet er der ikke noget problem. Men jeg tror, at der er to skoler, som søger hver sin vej. Den ene kopierer ned til mindste detalje, mens den anden improviserer og tolker mere frit.

For mit eget vedkommende har jeg da forbilleder, men det betyder ikke, at jeg prøver at lyde lige som dem, eller se ud som dem. Det betyder, at de er en musikalsk inspirationskilde. Jeg prøver kort sagt at lyde ligesom mig selv, finde min egen stil og i sidste ende finde mig selv. Jeg siger ikke det er let, jeg siger heller ikke at det lykkes, jeg siger bare, at forsøget skal gøres.

Og jeg forstår også godt, at det kan være nødvendigt at gå ud og gi' den som Kaj & Kopisterne, når der skal brød på bordet. Men altså, den personlige og/eller musikalske tilfredsstillelse, den er da til at overse."

Så har de vel en pointe, kopisterne?

CK: "Jo jo, de har den pointe, at kopistilen giver adgang til at tjene nogle penge. Men ellers....du kan jo kigge på alle de musiknavne som virkelig har drevet det til noget. Der er da ingen af dem, som er blevet til noget ved at kopiere eller efterabe andre. De har drevet det til noget, fordi de præsterede noget selvstændigt, noget originalt - det er helt indlysende."

Ang. dine egne indspilninger, så er det bemærkelsesværdigt, at størstedelen ser ud til at være egne numre. Kunne det ikke lige så godt have været omarbejdninger af allerede kendte numre?

CK: "Nej, det er igen det der med at finde sig selv. Jeg har hele tiden syntes, at der var noget særligt ved at skabe sin egen musik - sit eget univers. Jeg kender jo mange musikere, som i den grad spiller lånte (eller stjålne) kompositioner - altså værker der er skrevet af andre. Tilmed spiller de kompositionerne så tæt op ad originalen, at det sommetider kan være svært at høre hvad der er hvad.

Der synes jeg jo, at det selvgjorte har en særlig betydning. Ikke fordi det nødvendigvis er bedre (selv om man selvfølgelig ofte selv synes det), men fordi det er personligt - sjælen er med. Det har en særlig betydning, at man selv har været nede i detaljen og rumstere. Resultatet skulle gerne være et personligt udtryk, et personligt statement, hvor man som lytter får et indblik i en side af ophavsmanden.

Men ret skal være ret, jeg har skam også selv spillet kopimusik. For eksempel da jeg gik i skole, var jeg imponeret af The Searchers' lyd og harmonier. Men trangen til at kopiere var da ikke noget, der varede resten af livet. Det forekommer logisk og rimeligt at udvikle sig - også musikalsk."

Du har da også senere i livet spillet i den populære boldgade...ikke sandt?

CK: "Jo jo, okke dog, det har jeg skam - i lange baner endda. Men sgu da ikke som et foretrukket ideal. I sin tid, da vi sad en gruppe musikere i øvelokalet og længtes efter at komme ud og spille, var budskabet ude på spillestederne altid, at der skulle spilles noget populært, som folk i forvejen kendte. Det gjorde vi så, og det var skam også mægtig skægt, "we had our fun", og så videre, frem og tilbage, op og ned, men det var sgu da ikke et ideal - det var først og fremmest en nødvendighed."

Hvad er det da, der er så fantastisk ved at spille sin egen musik?

CK: "Jamen altså, selv om det bestemt ikke er ment højrøvet eller sådan, så må det ultimative da være at finde sig selv - at finde ind til sit musikalske jeg. Det kommer man jo aldrig i nærheden af, hvis man hele tiden står og efterplaprer andre."

Er det ikke snarere gennem samspillet med levende musikere, at man finder sig selv?

CK: "Ikke nødvendigvis. Jeg har ofte oplevet det sådan, at samspillet er en gentagelse for gud ved hvilken gang af et bestemt tema eller et bestemt stykke. Vi skal øve stykket tusind og 12 gange, fordi vi skal optræde med nummeret et eller andet sted. Og øveriet er sikkert nødvendigt, det tvivler jeg ikke på, men jeg tror ikke terperiet gør ret mange musikere ret meget klogere på sig selv."

Du fremhæver ofte jazzen som en særlig kunstart, men indenfor jazzmusikken spiller folk da også andres kompositioner. Selv musikere af høj standard spiller standardmelodier og evergreens.

CK: "Jo jo, der er bare den forskel, at jazzmusikere bruger standardmelodien som et oplæg. De kopierer ikke melodi eller arrangement ned til mindste detalje, de bygger et nyt op og improviserer over det. Eksempelvis kan jeg nævne sådan en som Henrik Gunde, der via sit eminente arrangement og fantasifulde spil løfter Gasolin's "Kloden drejer stille rundt" op i nye højder, hvor kopien næsten er mere original end originalen."

 


I søgen efter sig selv.
Foto: CykelKurt

 

Den musikalske metode

Hvordan skriver du dine egne numre?

CK: "Nu er det jo efterhånden længe siden jeg har været aktiv på musik- og hjemmestudiefronten, men for hvert nummer sætter jeg mig for, at skabe et nyt univers. Nummeret skal være tydeligt anderledes end det forrige. Det må meget gerne lyde som om det er lavet af forskellige musikere. I dag laver folk gladelig konceptalbums, hvor første og sidste nummer glider ud i eet, men for mit vedkommende er det slet ikke noget at stræbe efter.

Atmosfære er nøgleordet. I mine unge dage var jeg besat af guitaren, hvor lidt eller hvor meget den var til stede i lydbilledet. Senere, da lydstudiet kom op at stå, blev det helheden og atmosfæren som blev det afgørende. Derfor er der heller ikke nogen regel med, at der skal være guitar eller trommer på optagelsen. Atmosfæren må afgøre besætningen. Det var en enorm befrielse, da jeg nåede det punkt.

Ekstra Bladet havde engang en pop-skribent (Carsten Grolin), som brugte udtrykket "stiløvelse", når folk spiller i varierende stilarter. Sådan opfatter jeg mine indspilninger - som stiløvelser. Af samme grund undgår jeg også helst at komme tilbage til den samme øvelse to gange - det bliver for meget øvelse og for lidt stil."

Til gengæld løber man vel hurtigt tør for nye muligheder?

CK: "Ja måske, men det er en risiko man må turde løbe."

Er der et nummer du ønskede at du havde skrevet?

CK: "Ja, for søren, der er mange, men lige nu kommer jeg i tanke om det nummer som hedder "Pop Music". Det har alt det som jeg synes et nummer skal have. Jeg kan vist ikke forklare det anderledes. Jeg synes det rammer plet og jeg kan godt lide det. Det ville jeg gerne have skrevet."

Kan man finde sig selv musikalsk ved konstant at skifte stilart?

CK: "Ja det mener jeg bestemt man kan. Variationen giver en fornemmelse for mulighederne. Der er f.eks. stilarter som jeg slet ikke føler mig hjemme i eller tiltrukket af (Bossa Nova f.eks.), men som alligevel skal gennemspilles for at erfare, hvor det musikalske skab skal stå. Til gengæld har jeg følt mig fantastisk godt tilpas i et swingnummer med spansk guitar, selv om jeg på forhånd var bange for, at nummeret ville blive for nøgent - for afslørende. Det er ikke for meget sagt, at mit ambitionsniveau er langt større end evnerne. Derfor må man også turde sejle ud på det åbne hav og afprøve stabiliteten - ellers risikerer man at soppe rundt i andedammen til sine dages ende..."

Hvad er det der er så godt ved stiløvelserne?

CK: "Det er variationen og oplevelsen af et nyt univers - oplevelsen af en ny rejse og et nyt jeg. På den måde er man hele tiden i gang med at skabe et nyt univers - og finde en ny side af sig selv."

Er der ingen ende på variationerne?

CK: "Jo sikkert, og måske gentager jeg også mig selv - det vil jeg slet ikke udelukke. Men jeg føler ihvertfald ikke, at det er gået i ring - endnu!"

Hvordan med fremmede musikalske stilarter, hvordan har du det med dem?

CK: "Tja, det ved jeg ikke rigtig, det er ikke sådan at jeg hader nogle stilarter, hvis det er det du mener. Til gengæld er der vist heller ingen som jeg elsker dybt og inderligt. De har hver især nogle plusser og minusser. Et jazzorgel kan f.eks. lyde stinkende lækkert, men når organizeren går i gang med tredie nummer i samme skure, så er jeg som regel kørt træt. Jeg ved ikke om det er alderen eller hvad, men stilheden betyder stadig mere for mit velvære. Den kan være smukkere end musik.

Forøvrigt skelner jeg mellem lytte- og spillemusik. Numre fra Rolling Stones første og anden LP kan være ret morsomme at spille, men jeg frabeder mig bestemt at lytte til dem. Som lyttemusik foretrækker jeg mere komplicerede ting, f.eks. Thomas Koppel's "Improvisationer for Klaver", hvor han ryster den ene godte efter den anden ud af ærmet. Jeg har aldrig brudt mig om Savage Rose eller Annisette, men Koppel's solo CD har en plads på øverste hylde.

For at komme tilbage til hademusik, så var vi tvangsindlagt til at høre klassisk musik i de år jeg gik på kostskole. Det blev doceret, at rigtig musik var klassisk musik. Pædagogikken var, at det meste andet var underlødigt og burde forbydes. Nu er jeg heldigvis kommet så meget på afstand af den tid, at det er lettere at se den klassiske musik i dens rette sammenhæng. Når jeg f.eks. tænker tilbage på de stakler, som mere eller mindre frivilligt gik til spil i klassisk musik, havde det jo intet med lyst at gøre. Nøgleordene var artighed og nydelighed. Det er noget som jeg synes altid har karakteriseret klassisk musik: artighed og nydelighed. Det er til at brække sig over.

Jeg har tit hørt elever sidde oppe i lokalet, hvor klaveret stod, og øve skala op og skala ned....nej, det var bestemt ikke lysten der drev værket. Det var en pine for de involverede og det var en plage for de forbipasserende. Men vi skulle opdrages til borgerdyr, derfor var pineriet helt nødvendigt. Det er sgu synd, når musik bliver brugt til at stive en samfundsmodel af."

Hvad med den klassiske musik i dagens samfund, har den fundet et mere rimeligt leje?

CK: "Nej, det ved Gud den ikke har. Dens særstatus er helt urimelig og udemokratisk. Det man kalder de finere kunstarter (ballet, opera, klassisk musik) er ikke en skid finere, når det kommer til stykket, det er overklassens promovering af sig selv og underklassens mindreværdskompleks der bliver udnyttet. Klassisk musik bliver favoriseret på bekostning af stort set alt andet. Det er overhovedet ikke i orden, men da alle de store politiske partier holder hånden over de såkaldt finere kunstarter, kan det være svært at gøre noget ved det. Status quo har højeste prioritet."

Hvad så med afslapningsmusik, som ikke har noget med din egen musik at gøre, hører du nogensinde sådan noget?

CK: "Afslapnings- og baggrundsmusik, det er slet ikke mig. Det forstyrrer og jeg taber koncentrationen. Men da jeg var ung, var det især Sverige P3 med deres rapporteringer fra den engelske og amerikanske musikscene der blev lyttet til. De havde en række musikjournalister udstationeret i London, New York og Los Angeles, og kunne således på en hel anden måde end danske Radio Mylle producere informative udsendelser. Dem hørte jeg med stor fornøjelse.

Det var på den måde at jeg første gang hørte numre fra Super Session LP'en med Al Kooper og Mike Bloomfield. Især nummeret "Albert's Shuffle" gjorde et voldsomt indtryk. Fra samme station hørte jeg om Harvey Mandel med numrene "Baby Batter" og "Shangrenade" fra hhv. 1971 og -73.

Blood Sweat & Tears med deres anden LP, hvor David Clayton Thomas som afløsning for Al Kooper, var kommet med som sanger, gjorde også et stort indtryk. "Spinning Wheel" var et af numrene på denne LP, som tilmed gik ind på hitlisten. Det er altsammen numre som jeg stadig synes godt om i dag.

Interessen for jazz kulminerede i mødet med Erroll Garner 1990, men i de seneste år hører og spiller jeg stadig mindre musik. Interessen for at skrive har helt klart taget over. Det er ikke noget jeg har planlagt, det er bare sådan det er blevet."

 

Ambition og anerkendelse

Hvad med dig selv, fik du nået det du ville?

CK: "Uha, det er et godt spørgsmål. På det musikalske plan kan jeg vel svare sådan, at det er gået som det måtte gå, når man tager mine personlige karakteregenskaber i betragtning. Jeg var tæt på de halvtreds, før det gik op for mig, at der er mindst én grund til at det er gået som det er gået. Jeg kan jo se det, når jeg kigger tilbage, at jeg ikke har været parat til at ofre, hvad der måtte ofres. Det kommer man ikke langt med i showbusiness. Jeg siger ikke detteher for at bebrejde nogen noget, for jeg kan takke mig selv for det sidespor, den musikalske karriere kørte ud på. Man skal være HVOR det sker, NÅR det sker, ellers kører toget. Det var det der skete for mig - toget kørte.

Til sammenligning kan man kigge på en stor del af dem, som har haft succes indenfor musikbranchen. De er jo endt som rene katastrofer. Jeg holdt meget af Mogens "Django" Petersen, men var samtidig klar over, hvor det måtte ende. Desværre er hans skæbne mere reglen end undtagelsen. Så jeg har i virkeligheden været heldig, ved at holde en vis afstand til branchen og ved ikke at være økonomisk afhængig. Sådan ser jeg selv på det."

Savner du anerkendelse for de ting du har lavet?

CK: "Altså, da først forståelsen af min egen psykiske sammensætning var på plads, gav det andet sig selv. Der er grænser for, hvor langt man kan drive det, hvis man ikke vil ud af hulen, for nu at udtrykke det på den måde. Da jeg var yngre, drømte jeg om at sidde hjemme i studiet og producere hits og andre musikalske ting til musikbranchen. Jeg drømte bestemt ikke om at komme ud og stå på blokvogn 117 og spille det samme nummer 118 gange med en til lejligheden sammensat gruppe. Men det var kravet, hvis man ville fremad og opad. Så måtte man ud og vise sig frem. Derfor blev det heller ikke til noget."

Hvornår er du lykkelig?

CK: "Åh nej, det er sgu da et helt umuligt spørgsmål.

En af de store lykkefølelser jeg kan komme i tanke om er, når jeg har siddet i studiet og følt mig som eet med projektet. Det er en fantastisk oplevelse at glemme sin egen person og opleve det hele på et åndeligt plan. Ja, jeg ved det lyder underligt, men det er sådan det føles.

På samme måde, når jeg har været ude at spille, har der været enkelte lykkestunder, hvor jeg følte at alle musikerne svingede på den samme bølgelængde. Det er en ren lykkefølelse, der kommer som en total overraskelse, og hvor man glemmer sig selv - man er et med projektet. Jeg har aldrig rigtig forstået hvad det er der sker, men de gange det er sket, har jeg følt mig lykkelig, fordi jeg har glemt mig selv."

 

Krise og karriereskift

Du skriver et sted, at du havde en personlig krise i 1980'erne. Betyder det, at du holdt pause fra musikken - gik i stand-by?

CK: "Altså, rundt regnet fra 1980-85 indspillede jeg som en sindssyg i studiet. I 1985 kom krisen, som var en skilsmisse. Herefter lagde jeg studiet til side, men spillede til gengæld en hel del suppe, steg og is sammen med en trommeslager. Det gjorde vi i tyve år, hvorefter vi gik hver til sit."

Wow, det kalder jeg et karriereskift!

CK: "Ja, men sådan er det. Selv om jeg altid og på enhver måde har hadet forandringer, har jeg paradoksalt nok gennemgået en række temmelig voldsomme af slagsen, både personligt og musikalsk. Det er temmelig....paradoksalt."

Jamen kan du da overhovedet finde nogen form for spænding eller inspiration ved suppe, steg og is?

CK: "Ok ja, det kan du bande på. Suppe, steg og is er en særlig disciplin, hvor man skal kunne en række af numre, som er oppe i tiden. Derudover skal man kende et nærmest uendeligt antal numre, som er alt andet end oppe i tiden. Som keyboardmand sidder man i realiteten med hele ansvaret, på samme måde som i et hjemmestudie. Man skal tage stilling til alle mulige musikalske problematikker som for eksempel lyd, klang, styrke, arrangement og repertoire plus alt det tekniske. Det er særdeles udfordrende, men også tilfredsstillende, når det lykkes.

Da jeg som 40-årig skulle starte helt fra bunden med at spille klaver og keyboard, betød det en uendelig masse timer med træning af akkorder i venstre hånd, melodier i højre og bas i fødderne. Og så skulle jeg jo også lære hele det repertoire som hører til suppe, steg, is, konfirmation, bryllup, fødselsdag og så videre, frem og tilbage, op og ned. Jo, det var en oplevelse, mens det stod på."

 

Den umulige drøm

Har du aldrig haft lyst til at blive professionel musiker?

CK: "Ok jo, lysten har skam været der. Det var især omkring det tidspunkt, hvor jeg søgte en læreplads. Jeg var kommet et stykke ind i tyverne og havde arbejdet en årrække som ufaglært. Derfor forekom tilværelsen som professional musiker ekstra tiltrækkende. Jeg ved ikke, om ordningen stadig eksisterer, men dengang i 1970'erne havde vi Revalideringen, som kunne hjælpe folk tilbage til arbejdsmarkedet, hvis de f.eks. havde været ude for en ulykke og ikke længere kunne klare deres gamle erhverv.

Jeg fik hjælp af Revalideringen, fordi jeg havde sukkersyge (diabetes), samt desuden kone og barn at forsørge. Så da den kloge mand hos Revaliderigen spurgte, hvad jeg havde lyst til at lave, var der slet ingen tvivl, jeg ville være professionel musiker. Nu vidste sagsbehandleren jo, hvordan landet lå med sukkersyge og sådan noget, så han forklarede om de uregelmæssige arbejds- og indtægtsforhold i musikbranchen, hvorfor han på det kraftigste frarådede mig at blive musiker.

"Den branche er slet ikke lavet for dig," forklarede han og jeg kunne jo godt se, at han havde en pointe. Så da han i stedet foreslog at jeg på forsøgsbasis kunne komme i lære som radiomekaniker, slog jeg omgående til. Revalideringen fandt lærepladsen, ordnede papirerne og jeg kan i det hele taget på enhver måde takke Revalideringen for, at min tid som radiomekanikerlærling blev en personlig og en faglig succes. Jeg tænker med største taknemmelighed tilbage på såvel Revalidering som læreplads."

Havde du lyst til at blive radiomekaniker?

CK: "Ja for fanden da, jeg ville jo gerne kunne reparere mit eget musik udstyr. For eksempel brød min forstærker sammen i første nummer et sted vi var ude at spille. Det ville have været rigtig praktisk, hvis jeg dengang havde kendt lidt til Ohm's lov. Men jeg var blevet tudet ørerne fulde om, at man skulle være et omvandrende matematisk geni, for at klare en radiomekanisk uddannelse. Det viste sig heldigvis at være en gang sludder og vrøvl, for selv om de fleste på holdet var nogenlunde lige så dumme som jeg selv, slap de da gennem nåleøjet alligevel."

Den tekniske kunnen, som du har fået via radiouddannelsen, har den så været brugbar for din fritidsinteresse som musiker?

CK: "Ja absolut, jeg opbyggede f.eks. et lille studie, hvor jeg lavede indspilninger i lange baner. Mange forskellige guitarpedaler har jeg bygget til studiebrug. ligesom jeg har bygget en lang række forstærkere og andet tilbehør til gruppen på landevejen. Det ville have været umuligt uden viden om tingene. Desuden fik jeg anskaffet en monofonisk synthesizer som, tro det eller ej, er meget velegnet som guitarpedal. Man skal selvfølgelig vide noget om lyd og om, hvordan synthen virker, men så er den også tæt på det perfekte."

Du begyndte på et tidspunkt at interessere dig for jazzmusik?

CK: "Ja, det var omkring 1990 at jeg købte min første plade med Erroll Garner, "Concert by the Sea" hed den. Jo, det var noget af en overgang, for jeg troede jo, at indenfor jazzen var der overbefolket af skrappe drenge, som vidste alt om samspil, lyd og harmoni. Lidt efter lidt fandt jeg dog ud af, at det var en sandhed med modifikationer - lad os sige det sådan."

Hvad er der galt?

CK: "Det er helhedsfornemmelsen der halter. Især trommeslagere er slemme, fordi de alt for ofte buldrer løs uden forståelse for samspillet. De bedste liveoplevelser er ofte dem UDEN trommeslager, fordi trommerne som hovedregel kun tilføjer støj. I studiet kan man bedre finde trommernes placering v.h.a. en styrkekontrol.

Kontrabassen er på sin egen sære måde nærværende og fraværende på samme tid, fordi man som oftest og til trods for dens størrelse ikke kan høre en lyd af, hvad der spilles. Det lyder som noget i retning af konen i muddergrøften, der står og klasker vådt tøj op på en opretstående sygekasse. Tone og klang er helt fraværende. Den eneste der kan høre noget, er bassisten selv, og det er kun fordi han står som limet sammen med sin mærkelige akustiske kasse. Jeg tvivler ikke på at bassisten har et nært og inderligt forhold til sit instrument, men hvor er lydchecket og professionaliteten blevet af?

Den værste oplevelse i den afdeling var til Copenhagen Jazz Festival 2009, hvor et lillebitte spillested på Vesterbro præsenterede en lige så undseelig trio: trommer (kapelmester), klaver (elektrisk) og kontrabas (uforstærket). Lokalet var vel 25 kvadratmeter og det eneste vi hørte i en stiv klokketime var kapelmesterens bankeri på sine trommer. Bassen var uhørlig, selv om vi sad i 2½ meters afstand, ligesom klaveret forsøgsvis og forgæves pippede frem en gang imellem. Den slags virker amatøragtigt og skaber ingen goodwill for jazzen - så har jeg ikke sagt for meget.

Min pointe er, at man som musiker skal kunne sætte sig ud over sine egne interesser og se gruppen og musikstykket som en helhed. Det havde jeg jo forventet, at jazzfolk var i stand til, men mange bitre erfaringer har belært mig om, at det ikke er nogen selvfølge - langt fra."

Hvad så nu, hvordan ser din musikalske fremtid ud?

CK: "Den ser slet ikke ud, den er ikke eksisterende, den er død og borte. Jeg har brugt så ufattelig meget tid og kræfter på musikken, at det må være nok nu. Da jeg mødte Hennie i 2005, var det indledningen til det jeg har kaldt "Tredie Halveg". Der er så mange ting jeg har fået gjort alt for lidt ved i de øvrige år, at jeg nu vil forsøge at indhente ihvertfald noget af det. Jeg holder stadig meget af at skrive, f.eks. anmeldelser af levende jazz, men hvor lidt eller hvor meget det bliver til, har jeg ikke nogen færdig mening om. Det må vise sig."

 

SLUT

 

Interviewet udformet af
Kurt Starlit
2011.Dec.10

 

 

Studie Kurt

 

 

Har du spørgsmål eller kommentar til interviewet, skriv til:

Venlig hilsen
Kurt Starlit
aka CykelKurt

 

 

I samme serie:
Når grænser overskrides (Peter Øvig) Ingen venter på en efterløber (David Desilva) Når udrykningen svigter (Fabian Laier) Den nødvendige diskussion (Kurt Hansen) Et spørgsmål om timing (Jakob Park) Fotografiske fragmenter (Finn Svensson) Med pigtråd på drengen (Bjarne Krohn) Balladen om Bellahøj (Nudi Ghelam) Jeg er klar over, hvad der foregår (Larsen)

 

 

Diverse Index

 

Musik Index

 

Til forsiden