Jørgen Ingmann
- dansk guitarist i verdensklasse


 

Denne side er en hyldest til en stor dansk jazzguitarist!

Jørgen Ingmann har med sine indspilninger op gennem 1950'erne vist, at musik med nerve og atmosfære også kan laves i et studie - endda af een mand. Gennem sin musik har han inspireret mange samtidige og senere guitarister, ja faktisk dannet skole fordi hans teknik var så enestående, på samme tid så præcis og swingende, at han stadig står som en ener på sit felt.

 

Den der søger...
At finde materiale som dokumenterer Ingmann's musikalske bedrifter har ikke været let. Da jeg i 1990 startede Projekt Ingmann, var det som at søge efter en nål i en høstak. Det var på det nærmeste umuligt at finde materiale (bøger, plader etc.) med vores store guitarist. Ingmann selv holder sig ude af rampelyset, giver ingen interviews og holder i det hele taget lav profil. Derfor kunne man vel lige så godt gå hjem og lægge sig...

Og dog!
I 2003 udkom på forlaget Elkaer & Hansen en bog med titlen "Grethe & Jørgen Ingmann" af Henrik Kristoffersen, som giver et indblik i Ingmænnernes karriere. Det er lykkedes forfatteren at få Jørgen Ingmann til at fortælle om sin karriere, hvilket tilføjer værket mange autentiske detaljer, der gør den til både morsom og spændende læsning. Desuden indeholder bogen mange ikke tidligere offentliggjorte fotos, hvilket sammen med en fyldestgørende diskografi gør den næsten uundværlig for Ingmann-freaks. Fra de første år kan man læse i bogen:

 


Skolen på Katrinedal sluttede, og Jørgen fortsatte til Bellahøjskolen, hvor han tog realeksamen i 1941. Jørgen var ikke helt klar over, hvad han ville uddanne sig til, så en kort overgang arbejdede han som bybud for musikforlaget Wilhelm Hansen. Derefter fik han en treårig kontorlæreplads hos trykkeriet F.E. Bording. Med en begyndelsesløn på 25 kr. om måneden, stigende til 75 kr. det tredie år, sparede han så mange penge op, at han kunne købe et af de mest moderne instrumenter på den tid, nemlig en guitar. Den stod ham i 45 kr.

Hans far stillede sig lidt undrende over for, hvad sønnen dog skulle bruge sådan et instrument til. Men meget hurtigt kunne Jørgen vise, hvordan han kunne føre sin lærdom fra violinspillet over på guitaren. Han kunne faktisk spille melodistemmerne på guitarstrengene med det samme, hvilket han var ret stolt over, og dette gav ham yderligere lyst til at fordybe sig i instrumentets muligheder.

Musikken fik mere og mere tag i Jørgen. Til gengæld interesserede kontoruddannelsen hos Bording ham for at sige det mildt overhovedet ikke. Uddannelsen foregik i indkøbsafdelingen, hvor han skulle holde styr på en masse kartotekskort, hvilket kedede ham frygteligt. Jørgen husker selv, at allerede mens han var i lære, begyndte det at krible forfærdeligt i hans fingre - han ville meget hellere spille på sin guitar end sidde på et kontor. Han tog et kort kursus i klaverspil på Musikdramatisk Skole, hvor han lærte becifringssystemet, samt hvordan de forskellige harmonier var bygget op, blandt andet inden for jazzen. Et af hans helt store idoler var Svend Asmussen.

Svend Asmussen og Jens Dennow havde i 1941 i fællesskab åbnet en danserestaurant "Blue Heaven", der lå ved Vesterport. Her kunne man høre god jazzmusik med folk som Erik "Frederik" Frederiksen, Svend Hauberg, Kjeld Bonfils, Christian Jensen og selvfølgelig mesteren selv - Svend Asmussen. Musikalske folk, som Jørgen så op til og lyttede til. Men i det hele taget var det musik fra radioen, og navnlig det som swingede, der blev en stor inspirationskilde for Jørgen Ingmann. Jazzen tiltalte ham særlig meget. Efter at have hørt en indspilning med den amerikanske guitarist Charlie Christian, var han helt solgt. Hidtil var guitaren for det meste blevet brugt som rytmeinstrument i jazzorkestrene, men Charlie Christian skabte en helt ny stil ved at spille solo på elektrisk guitar over enkelte strenge - "single string". Herhjemme var en af de danske pionerer inden for denne genre guitaristen Helge Jacobsen, der i 1939 havde indledt et samarbejde med Svend Asmussen.

Hen ad vejen blev Jørgen Ingmann mere og mere sikker på, at guitaren var den vej, han havde lyst til at gå. Grundbegreberne lærte han sig igennem bogen "Bertel Skjoldborgs Guitarskole", men ellers har Jørgen Ingmann aldrig fået undervisning bortset fra et par timer senere hen hos Jørn Grauengaard. Guitaren havde dog stadig en enkelt lille mangel: den var ikke elektronisk forstærket, men Jørgen Ingmann anskaffede sig dog snart sin første forstærker.

Mens Jørgen arbejdede hos F.E. Bording, begyndte han for sjov i ny og næ at spille lidt jazz sammen med nogle kammerater. Det var dog først, da han havde lært violinisten Arne "Lille Arne" Christensen at kende, at han dannede et mere "seriøst" orkester - Ingmann- Kvintetten. Foruden violinisten og guitaristen selv spille Hans Henrik Ley guitar, Arne Petersen bas og "Bubi" trommer. De spillede løst og fast de steder, man overhovedet ville høre dem. Et af stederne var "Mayfair" på Strøget, hvor Harlem Kiddies, bestående af brødrende Jimmy og Johnny Campell samt Kaj Zimmermann på det tidspunkt spillede som fast husorkester. Tidligere havde bl.a. Leo Mathisen spillet der.

Under krigen tog Jørgen en aften sin guitar og forstærker under armen, tog sporvognen fra Bellahøj til Rådhuspladsen og gik ned ad Strøget til restauranten, hvor han mødtes med de andre fra orkestret. De gik derefter ind i restauranten og spurgte, om de måtte få lov at spille i pauserne. Det fik de lov til, og folk kunne næsten ikke rive dem væk fra tribunen igen. Heldigvis var publikum meget begejstret for orkestret, og det betød starten på en række optrædender i Mayfair. Den aften i 1942 blev Jørgen Ingmann's første "rigtige" musikalske scenedebut. I begyndelsen spillede orkestret gratis, da det betød alt for dem at få lov til at spille. Det var dog ikke så meget orkestret kunne nå at spille - der var blevet indført spærretid, og alle musikerne skulle nå at pakke sammen og være hjemme inden det blev mørkt. Jørgen mindes det dog som en sjov og hyggelig tid for ham og orkestret.

Jørgen Ingmann var på vej ind i de professionelle musikeres rækker. For at få lov at spille sammen med andre professionelle måtte han søge om optagelse i Dansk Musiker Forbund. Dengang var det ikke helt nemt at blive optaget. Det krævede, at man bestod en optagelsesprøve, dels med en selvvalgt melodi af en vis sværhedsgrad, dels en bunden opgave som man skulle spille direkte fra bladet. Grunden til at Dansk Musiker Forbund havde optagelsesprøver var, at forbundet ville være sikker på at musikerne kunne spille rent og læse noderne perfekt. Dengang kunne et orkester, hvis de stod og manglede en musiker, nemlig ringe til forbundet og bestille for eksempel en violinist. Med jazzmusikken kom der imidlertid en flok musikere til, som ikke alle var lige gode til at spille efter noder.

Jørgen tog til Aalborg for at søge om optagelse - meget nervøs, for hvis han ikke bestod, måtte han jo ikke spille sammen med professionelle musikere. Han havde dog den store fordel, at han via sit violinspil havde lært at spille efter noder. Imidlertid kunne man dengang ikke gå til prøve på guitar i forbundets regi. Prøverne var mere baseret på klassiske instrumenter som violin, klarinet og klaver. Der var derfor ikke nogen guitarnode til den bundne opgave, og Jørgen fik en banjonode at spille efter.

Prøven gik godt, og Jørgen kunne glad tage tilbage til Bellahøj - nu som professionel musiker. Herefter begyndte han for alvor at spille forskellige steder. Jobbene kom ofte, når Jørgen gik i byen eller var inde på spillestederne, hvor der kunne være et ledigt job.

En måned før læretidens udløb hos F.E. Bording gik Jørgen ind til sin chef for at sige op. Han havde netop fået tilbudt at tage tre uger til Randers for at spille med i Børge Roger Henriksen Orkester. Roger Henriksen havde hørt Jørgen Ingmann inde på Mayfair. Chefen blev noget fortørnet og mente ikke, at en musikertilværelse var noget at stræbe efter. Han var sikker på at Jørgen ville fortryde det og spurgte, om han var helt sikker på at det var det rigtige, han gjorde. Det var Jørgen, faktisk faktisk glædede han sig så meget til at komme ud at spille for alvor, at han ikke kunne forlade sin kedsommelige læreplads hurtigt nok. Men Jørgen fortæller, at hans far ikke var særlig glad for det. Han havde jo selv været ved DSB hele sit liv og mente, at det var vigtigt med noget fast arbejde. Men senere kunne faren godt se, at det var det rigtige valg Jørgen traf.

Orkestret bestod foruden Børge Roger Henrichsen på klaver af Poul Olsen på violin, Hemming Hartmann på bas, Helge Jacobsen på el-guitar og Jørgen Ingmann på rytmeguitar. Jørgen afløste iøvrigt Jørn Grauengaard. Efter tre uger i Randers vendte Jørgen Ingmann hjem igen uden noget fast engagement. Han begyndte at spille løst med forskellige musikere, blandt andet sammen med violinisten Søren Christensen og pianisten Bent Schjærff. Jørgen og Bent Schjærff var rigtig gode venner og så meget til hinanden i deres unge dage - ikke bare spillede de meget sammen, de lavede også sjov med alt og alle og havde deres eget sprog.

Det var også i den periode, at Jørgen mødte Bent Fabricius-Bjerre, som husker sit første møde med Jørgen således: "Når man kom i musikerkredse, vidste man naturligvis godt, hvem Jørgen Ingmann var. Det var der vi mødtes for første gang. Vi spillede sammen ved forskellige baller og private selskaber."

De to fattede hurtigt musikalsk sympati, og det møde skulle senere vise sig at blive begyndelsen på et meget nært samarbejde. I samme tidsrum begyndte Jørgen at spille lidt med i Bertrand Becks orkester. Det førte ham til Sans Souci i Holbæk og Skandia i København, hvor blandt andre Børge Ring var med på bas.

En dag skete der noget for den 19-årige guitarist, som skulle vise sig at blive et vendepunkt. Jørgens store idol Svend Asmussen havde ringet og ville have, at Jørgen skulle sætte sig i forbindelse med ham. Familien havde fået beskeden igennem viceværten, da de ikke selv havde nogen telefon. Jørgen fik et chok ved meddelelsen. Telefonboksen hang i porten over for familiens lejlighed og han var så nervøs, at han var ved at tabe røret flere gange, inden Asmussen svarede. Pludselig var der en stemme i røret: "Det er Svend Asmussen, goddag." Jørgen svarede høfligt, mens Svend Asmussen spurgte til løst og fast. Han havde fået Jørgen varmt anbefalet af andre musikere, og ville godt høre lidt om den unge guitarist. Han befandt sig ude på Frederiksberg i et studie, der hed J.C.J. Film, hvor han var i gang med at indspille en grammofonplade. Ejeren af studiet var J.C. Jacobsen, der senere blev en anerkendt lydingeniør i Hollywood og i øvrigt fik en Oscar for bedste lyd til filmen "Dommedag Nu" fra 1979. Snakken endte med at Svend spurgte, om Jørgen ikke havde lyst til at komme derind og spille lidt med. Dengang brugte man udtrykket "at buske" eller "skiftes til at tage et kor", når man spillede sammen. Jørgen sagde ja tak, og de aftalte et møde et par dage senere.

Det blev ikke til meget søvn de næste nætter, og dagene gik med at øve sig på guitaren. Jørgen tog sporvognen ind til Frederiksberg. Han mindes, hvor nervøs han var. Han ankom en halv time for tidligt og måtte vente udenfor i regnvejret. Da klokken havde sneglet sig frem til præcis 14:00, ringede Jørgen på døren, og Svend Asmussen åbnede med kommentaren: "Goddag, nå, De har uniform på." Jørgen skulle nemlig spille om aftenen og havde taget smoking på. I en times tid spillede de nogle af de kendte jazznumre som "Lady be good" og "Exactly like you". Til stede ved seancen var også Bertrand Beck, Gerda og Ulrik Neumann, et selskab der godt kunne give lidt ekstra nerver at spille for.

"Det er mægtigt, tak for i dag" sagde Svend, da de var færdige. Det var alt - farvel og tak. Mere blev det ikke til, og Jørgen forlod skuffet selskabet og tog slukøret sporvognen hjem. Heldigvis ringede Svend Asmussen igen efter et stykke tid og tilbød ham at medvirke ved en grammofonpladeindspilning - et tilbud Jørgen naturligvis var lykkelig over. Numrende der blev indspillet var:
     - How I'm doing, Hey Hey og
     - That's my weakness now.
Det blev også Jørgen Ingmann's første pladeindspilning. Arrangementerne til disse indspilninger havde Svend Asmussen skrevet i 1943, da han sad fængslet af tyskerne i Vestre Fængsel. Svend siger selv om numrene i dag: "Selvom det er 60 år siden, står de soloer, Jørgen lavede på de to indspilninger så fint, at de sagtens kunne være indspillet den dag i dag. Jørgen var lige fra begyndelsen forbløffende perfekt. Der var ingenting at rette. Det var lige som at alt, der havde med det musikteoretiske at gøre, bare sad. Der var intet, man behøvede at fortælle ham. Jeg ved ikke hvor han fik sin viden fra. Der var ikke noget som jeg vidste, som han ikke var klar over."

De medvirkende var, foruden Svend (Asmussen) og Jørgen (Ingmann),
     - Paul Hindberg (klarinet),
     - Bertrand Beck (piano, vibrafon, vokal),
     - Ulrik Neumann (guitar og vokal),
     - Christian Jensen (kontrabas) og
     - Søren Christensen (vokal).
Pladen udkom på TONO i 1944, og det var begyndelsen på Jørgen Ingmann's samarbejde med Svend Asmussen.

 

Kommentar fra René Aagaard

 

Herefter følger en lang periode med bl.a. Svend Asmussen's orkester, som er både morsom og spændende, men som vil blive for omfattende at komme ind på her. Jeg vil derfor endnu en gang henvise til bogen om Grethe & Jørgen Ingmann, der på fremragende vis fortæller det hele.

 


 

Et teknisk og musikalsk klimaks
I 1953 starter den periode, som jeg vil betegne som Ingmann's musikalske højdepunkt (som ligeledes er detaljeret beskrevet i den ovenfor citerede bog), hvor han ene mand spiller alle instrumenter med numre som "Amorada" og "Echo Boogie" (sidstnævnte mesterligt kopieret fyrre år senere af The Cliffters med guitaristen Steen Hansen). Højdepunktet i denne periode er "Apache", ikke fordi nummeret egentlig er bedre end så mange andre af Ingmann's indspilninger (personlig synes jeg f.eks. meget bedre om "Cherokee"), men fordi det skaber interesse i det store udland, da nummeret når op på en andenplads på den amerikanske hitliste i 1961 (plademærket ATCO). Instrumentalgruppen The Shadows hitter den engelske liste med samme titel året før, men naturligvis spillet på gruppens letgenkendelige (og meget anderledes) måde.

En teknisk forklaring på den fine lyd på Ingmann's indspilninger må tillægges WIFOS studierne på Theklavej, som blev ledet af Philip Foss, der var en kapacitet på sit område. Han havde blandt meget andet opfundet en (for sin tid) enestående rumklang eller reverb, som kunne tilføje lyden en dimension man ikke havde kendt før. Teknikken er, kort fortalt, at man ved at omdanne lyden til mekaniske svingninger sender den gennem et elastisk opspændt metalgitter, som derved forsinker lyden på 117 komplekse måder, og derefter atter opsamler vibrationerne v.h.a. en pick-up, kan tilsætte original-lyden den eftertragtede rumklang - reverb. Datidens tekniske litteratur (f.eks. Populær Radio) havde begejstrede anmeldelser af systemet, som virkelig var noget særligt - enestående og gennemtænkt til mindste detalje.

Alt materiale fra denne periode er udsendt herhjemme på plademærket METRONOME.

Et repræsentativt udpluk af de trickindspilninger han har præsteret op igennem 50'erne og et stykke ind i 60'erne kunne se således ud:
Amorada
Anna
Apache
Blue Moon
Bye Bye Blues
Cherokee
Darktown Strutter's Ball
Echo Boogie
Margie
Moonlight Cocktail
Muskrat Ramble
Pardon Me, Pretty Baby
Rockin' chair
Some of These Days
Stardust
Two Sleepy People
Der findes andre indspilninger end de nævnte, men flere af disse har mere karakter af pop, fordi det improviserende element mangler. Derfor er de udeladt her.

 

Trickindspilning - kort fortalt
Når man taler om trickindspilning, betyder det for almindelige dødelige amatørmusikere, at man indspiller eet instrument ad gangen på en båndoptager, som er i stand til at kopiere frem og tilbage mellem 2 spor. Her er et tænkt eksempel med 4 instrumenter:

Indspilning på SPOR 1:
- Rytmeguitar indspilles på spor 1.

Indspilning på SPOR 2:
- Basguitar indspilles på spor 2,
samtidig med at spor 1 (rytmeguitar) overføres til spor 2
(dette gøres v.h.a. båndoptagerens indbyggede mixerfunktion).
Rytme- og basguitar ligger nu sammen på spor 2
(det indbyrdes styrkeforhold kan ikke længere ændres,
og instrumenternes tone "sound" kan ikke længere reguleres individuelt).

Indspilning på SPOR 1:
- Sologuitar indspilles på spor 1
samtidig med at spor 2 (rytme- og basguitar) overføres til spor 1
(dette gøres v.h.a. båndoptagerens indbyggede mixerfunktion).
Rytme-, bas- og sologuitar ligger nu på spor 1
(styrkeforholdet mellem de tre instrumenter kan ikke længere ændres,
og instrumenternes tone "sound" kan ikke længere reguleres individuelt).

Indspilning på SPOR 2:
- Trommer indspilles på spor 2,
samtidig med at spor 1 (rytme-, bas- og sologuitar) overføres til spor 2
(dette gøres v.h.a. båndoptagerens indbyggede mixerfunktion).
Rytme-, bas- og sologuitar samt trommer ligger nu på spor 2
(det indbyrdes styrkeforhold kan ikke længere ændres,
og instrumenternes tone "sound" kan ikke længere reguleres individuelt).

Vi har nu en mono-indspilning bestående af 3 guitarer og et trommesæt - altsammen liggende på eet (mono) spor.

For at opnå et lydbillede i stereo, laver de mere avancerede ovennævnte øvelse mellem 2 stereo-båndoptagere. Samtidig indføres evt. støjreduktion (dbx, dolby), noise gate og equalizer m.m., for derved at opnå bedre lyd, og især et bedre signal/støjforhold, d.v.s. en mere støjsvag optagelse. Men grundlæggende er opskriften den samme.

Desværre løber man hurtigt ind i problemer med støj og forvrængning, som stiger fra overspilning til overspilning. På gode amatørbåndoptagere med høj båndhastighed (38cm/sek) og støjreduktion kan man lave acceptable overspilninger 6-8 gange, men for en almindelig husmandsspille er 3-4 overspilninger grænsen.

Teknikken kaldes bl.a. trickindspilning, sound on sound eller lagkagelyd, og blev i en årrække betragtet som snyd, idet mange fejlagtigt troede at processen først og fremmest var beregnet for tonedøve. Jeg vil ikke gå i detaljer med alle de musikalske og tekniske problemstillinger som man faktisk er nødt til på forhånd at tage stilling til ved trickindspilninger, men bare sige, at det ihvertfald ikke bliver lettere at lave musik, når een person skal spille alle instrumenter og derudover tage stilling til alle mulige (og umulige) tekniske og musikalske detaljer.

I Jørgen Ingmann's specielle tilfælde havde han adgang til en 5-spors båndoptager, udviklet af Phillip Foss, hvilket betød at han havde 5 parallelle spor at boltre sig på. Det første 5 stemmer kunne m.a.o. indspilles, så de lå ved siden af hinanden på hvert sit spor - det forbedrede lydkvaliteten ikke så lidt. Derved kunne de efterfølgende redigeres og mixes individuelt. Når man hører Ingmann's indspilninger fra 1950'erne lyder det, som om han for de fleste numres vedkommende har holdt sig inden for 5 spor, og derved undgået overspilning mellem sporene. Under alle omstændigheder var trick-indspilnings-teknikken i 1950'erne så ny og uprøvet, at Ingmann (og Foss) selv måtte afprøve sine ideer for at finde frem til den rigtige indspilningsrækkefølge, det rigtige blandingsforhold og det rigtige swing.


 


IN ENGLISH:

In the 1950s, at a time when musicians only had acces to 2-track mono recording machines with built-in overdub, Jorgen Ingmann had access to a 5-track recording machine. Developed by Danish ingeneer Philip Foss, this meant that Ingmann could record five parallel tracks, one at a time. In this way he could record five tracks (instruments) without any overdub. Finally the tracks were mixed and equalized into a master track. This meant a considerable improvement of sound quality. Listening to Ingmann recordings from the 1950s, it sounds like most of the time he is keeping within the five track limit.

Maybe we also need to mention Philip Foss and his WIFOS Studios for the invention of the studio-reverb - big, expensive and a dream come true. Until then reverb was obtained by placing the recording artist (e.g. a singer) on top of a stairway, and the recording engineer & equipment at the bottom (people living in the apartments were asked to keep quiet). Alternatively theatres and big halls were used to obtain reverb on a recording.

Half speed recording (HSR) was a technique which became possible with the appearance of the tape recorder in the fifties. Ingmann used this technique quite extensively. By using HSR, the musical precision of a tune is improved considerably (playing the right note at the right time). Simultaneously the recorded instrument changes its sound in a characteristic way. To demonstrate this, try listening to "Cherokee", which was recorded in two versions,

HSR and
normal speed.

Besides gaining musical precision, the idea of HSR was to achieve pitch-doubling and/or speed-doubling, when the recording was played back at normal speed (by the average listener). These effects were made possible only because of the tape recorder. To demonstrate once more the difference between normal speed and HSR, let's listen to "I may be wrong", which is recorded at normal speed, and "Muskrat Ramble". which is HSR. The difference should be easy to tell.

 

Halv hastighed
Båndoptagerens fremkomst efter anden verdenskrig gav musikeren en række muligheder, som ikke havde været der før. En af mulighederne var, at indspille musikken ved halv hastighed, for derigennem at opnå større musikalsk præcision. Ved at indspille nummeret i halv hastighed på sit instrument, bliver det betydelig lettere at gennemføre de musikalske krav, et nummer stiller.

Samtidig ændrer lyden sig på en karakteristisk måde. Det er let at høre forskel på stemmer & instrumenter indspillet ved hel og halv hastighed. På langt de fleste trick-optagelser med Jørgen Ingmann er en eller flere stemmer indspillet ved halv hastighed. For at anskueliggøres sagen, kan vi lytte på "Cherokee", som findes i to versioner, hvor man får et indtryk af forskellen på hel og halv hastighed:

HER er først den mest kendte version, som er indspillet ved halv hastighed.

Og HER er en alternativ version, som er indspillet ved hel (normal) hastighed.

Ideen med at inspille ved halv hastighed kan også være, at opnå en dobbelt så høj tone eller en dobbelt så høj hastighed (når båndhastigheden under afspilning sættes tilbage til normal). Det er altsammen lydmæssige effekter, som først blev mulige, da båndoptageren kom på markedet. Eksempelvis kan vi lytte på et nummer, som i hovedsagen er indspillet ved normal hastighed: "I may be wrong", og et andet, hvor hele nummeret er optaget ved halv hastighed: "Muskrat Ramble". Forskellen burde være let at høre.

Senere indspillede Ingmann med rytmegruppe (bas, trommer, rytmeguitar) forskellige numre som også er udmærkede, men som dog ikke har den specielle atmosfære, der gør trickindspilningerne til noget særligt. Mere generelt tror jeg at det var i studiet frem for på scenen at Ingmann var lykkeligst. Her kunne han nørkle med musikalske detaljer uden at tænke på tid, sted eller tandpastasmil.

 

Livet går videre
I 1956 giftede Ingmann sig med den tolv år yngre refrainsangerinde Grethe Clemmensen, som på dette tidspunkt optrådte i "Giraffen" ved Palladium biografen (og som i sin tur blev erstattet af Inge Østergaard). Sammen med Grethe (Clemmensen) udsendte de i 1957 bl.a. "Blot slentre gennem regn". Den blev en rigtig ørehænger og senere - i 1963 - vandt de det danske og internationale Melodi Grand Prix (i London) med "Dansevise". I samme periode gik jeg på en kostskole, hvor vi samme år havde besøg af Freddy Albeck (vokal) og Otto Francker (klaver), som bl.a. spillede dansevisen instrumentalt i jazzvals (Francker er komponist til sangen) - det var noget der swingede!

I Helsingør FONA købte jeg i efteråret 1964 en ny LP med Jørgen Ingmann - pris 36 kr. Desværre var stilskiftet allerede her markant, især det improviserende element, som er kendetegnende for al jazz, mangler.

Jørgen Ingmann har også forsøgt sig som producer for andre kunstnere, bl.a. står han bag "Belinda" for The Rocking Ghosts i 1965, men om denne afdeling findes der stort set intet dokumenteret.

Op gennem 1970'erne udsender Ingmann med mellemrum LP'er med rytmegruppe (bl.a. "Boink", som indeholder et par perler) og sommetider med et helt orkester. Især numrene med rytmegruppe (el-bas, trommer, el-rytmeguitar) er glimrende og viser Ingmann fra den improviserende side med live-feeling i studiet (gad vide om ikke det var Gert Rostock på el-bas og Nørregaard på trommer - og Ingmann selv på rytmeguitar?).

Han underskrev i midten af 70'erne en kontrakt med POLYDOR, hvorefter det var meningen at han sammen med et stort orkester skulle udsende bløde arrangementer af standardmelodier og andre ting oppe i tiden - og af og til føre sig frem på TV. Der kom da også nogle LP'er ud af aftalen, men efter mine smagsbegreber er de ikke værd at remse op, dertil er der for meget orkester og for lidt Ingmann.

Johnny Reimar's Smølfe show, som han rejste landet rundt med i 1980'erne til bl.a. byfester, var det sidste vi så til levende optræden fra Jørgen Ingmann. Det foregik med Ingmann på guitar og så ellers playback for resten af pengene. Uden at det sikkert har noget hverken med Reimar eller smølferne at gøre, så tror jeg at den offentlige udstillingsform som blokvognsoptræden nødvendigvis må være, har været dråben der fik bægeret til at flyde over.

Herefter følger der noget som bedst kan betegnes som stilhed, indtil han i forbindelse med Grand Prix i Idrætsparken 2001 gav et interview til BT, hvor han forklarer sine bevæggrunde. Han vil kort sagt have fred og ro, og et comeback bliver der ihvertfald ikke tale om.

Sammenfattende vil jeg mene, at trickindspilningerne i 50'erne er højdepunktet i Jørgen Ingmann's musikalske karriere og som bedst demonstrerer hans særlige talent.

Der udkommer af og til opsamlings-CD'er med Ingmann fra ELAP selskabet, hvor en bunke mere eller mindre ligegyldigt skrammel er samlet sammen, f.eks. Lecia og Lucienne der hyler sig igennem "Den gamle guitar". Og ganske vist kan en kollektion af popsange sikkert betale en regning eller to, men dette til trods vil jeg alligevel foreslå ELAP at udsende en CD med Jørgen Ingmann's trickindspilninger fra 50'erne, dengang der var ægte musik og atmosfære på drengen.

Lad verden høre, at der engang var en dansk guitarist i verdensklasse - det har både verden og Ingmann fortjent!

 

=============================================================================

 

De vigtigste indspilninger med Jørgen Ingmann:


SINGLE PLADER (med 1 nummer på hver pladeside):

Metronome B 1099 (1954), "Alexanders Ragtime Band" / "That´s A Plenty"
Metronome B 1315 (1958), "Little Serenade" / "Trudie"
Metronome B 1343 (1958), "Side Saddle" / "Dalla Strada"
Metronome B 1371 (1959), "Jørgens Boogie" / "Pardon Me Pretty Baby"
Metronome B 1404 (1960), "Gingando" / "Frenesi"
Metronome B 1445 (1961), "Apache" / "Echo Boogie"
Metronome B 1458 (1961), "Pepe" / "Amorada"
Metronome B 1473 (---?--), "Anna" / "Cherokee"
Metronome B 1489 (1961), "Violetta" / "Sweet Talk"
Metronome B 1523 (1962), "Africa" / "Johnny's Tune"

 

EP'er (Extended Play med 2 numre på hver pladeside):

Metronome MEP 83, "Jørgen Ingmann plays Dixieland"
"Alexander's Ragtime Band" (Irving Berlin)
"That's a plenty" (Lew Pollack)
"Royal Garden Blues" (Spencer Williams)
"Muskrat Ramble" (Kid Ory)
Metronome MEP 139 (1955)
"Jørgens Boogie" "Mean to me"
"Blue Room"
"Pardon me pretty baby"
Metronome MEP 1020, "Jørgen Ingmann plays at twilight time" (1959)
"Old moon" (Du gamle måne) (Normann Andersen)
"Moonlight Cocktail" (Lucky Roberts)
"Twilight time" (Ram, Nevins)
"Blue Moon" (Rodgers)
Metronome MEP 1082
"Hello Joe"
"Bye Bye Blues"
"Some of these days"
"Darktown strutters ball"
Metronome MEP 1164 (1960)
"Little old Lady"
"Star dust"
"Two sleepy people"
"Rockin' Chair"
Metronome MEP 1708 (1960)
"Trudie"
"My isle of golden dreams"
"Little serenade"
"Serenade of the Mandolins"
Metronome MEP 1790 (1961)
"Apache"
"Echo Boogie"
"Pepe"
"Amorada"

 

LP'er (Long Playing plader med cirka 30 minutters spilletid på hver side):

Jørgen Ingmann, "Swinging Guitars" (1959)
METRONOME
"Moonlight Cocktail"
"Twilight Time"
"Blue Moon"
"Old Moon" (Du gamle måne)
"Jørgen's Boogie"
"Mean To Me"
"Blue Room"
"Pardon Me, Pretty Baby"
"Hello Joe"
"Bye Bye Blues"
"Some of These Days"
"Darktown Strutter's Ball"

Jørgen Ingmann, "Guitar in Hi Fi",
Metronome MLP 15007 (1960)
"Margie"
"Qui Zas, Qui Zas, Qui Zas"
"I can't believe"
"Camondongo"
"Jeepers Creepers"
"Stardust"
"Frenesi"
"Two sleepy people"
"Rockin' Chair"
"Little old Lady"
"Gingando"
"I may be wrong"

Jørgen Ingmann, "Guitar Solos" (33 o/min.)
Metronome MLP 15071
"Pepe" (Hans Wittstatt)
"High noon" (Dimitri Tiomkin)
"Pinetop's Boogie Woogie" (Clarence Smith)
"Siamese Children's March" (Rogers & Hammerstein II)
"My Isle of Golden Dreams" (G. Kahn, W. Blaufuss)
"Anna" (el negro zumbon) (Roman Vatro)
"Cherokee" (R. Noble)
"Oh!" (Byron Gay, A. Johnson)
"Twilight Time" (Ram, Nevins)
"Bonanza" (Livingston, Evans)
"Serenade of The Mandolins" (Manlio, Ponzeiti)
"Amorada" (Waldyr de Azevedo )

 

=============================================================================

 

Uddrag fra Ingmann-bogen og andet guf kan læses på Klaus Lorenzen's hjemmeside Swinging Flensburg.
Klik på "Music Memories"
og derefter på "Star Info" under billedet af Grete & Jørgen.
Lorenzen's side indeholder meget andet musikstof, som også er værd at læse.

 

Ingmann diskografi

 


1960. Jørgen og Grethe Ingmann i deres nye parcelhus.
Foto: Vagn Hansen

 

En dreng med en dejlig guitar...

 

I anledningen af Jørgen Ingmann's 80 års fødselsdag kunne man i ugebladet Se & Hør 3.-11. maj 2005 (nr. 18) læse:
JEG ER..... LYKKELIG

Som det fremgår af artiklen, er der i anledning af fødselsdagen udsendt en 4-CD pakke med den type numre, som er efterspurgt af alle os, der husker Jørgen Ingmann som en stor jazzmusiker. Et stort ønske er dermed gået i opfyldelse. Mange tak!

 

BEMÆRK
at de fleste billeder kan forstørres:
     - hold mus ind over billede
     - klik på feltet som kommer til syne nederst th.

 

 

2005.Maj:
Nå da da, så ankom endelig 4CD'en Danish Guitar Ace med Jørgen Ingman - og hvilken samling!

Jeg har løseligt lyttet numrene igennem, genkender selvfølgelig de fleste, men er alligevel imponeret over Jørgen Ingmann's store kunnen og repertoiremæssige bredde. Generelt er der en elegance og lethed i Ingmann's spil, som alene af den grund placerer ham i en klasse for sig selv. Men det er nu diverse soli - ikke mindst i samspil med andre jazzmusikere på bonus CD'en - som har gjort et særligt indtryk. I guder, sikke en samling guitarguf - gåsehuden har ikke lagt sig endnu!

Tal i parantes er pladenummeret, samt førsteåret for pladens udgivelse.
B = single plade, et nummer pr. side
MEP = EP (Extended Play) plade (to eller flere numre pr. side)
MLP = LP (Long Playing) plade
rpm = rotations per minute (omdrejninger pr. minut)

Nogle af udgivelsesårene stemmer ikke overens med oplysningerne andetsteds i denne artikel. Det skyldes ikke sløsethed fra min side, men at forskellige kilder angiver forskellige årstal. Jeg har valgt at lade usikkerheden komme kilderne til gode.

 


CD 1:
1. Undecided (METRONOME B 1069, 1953) (78 rpm)
2. Dengozo (METRONOME B 1069, 1953) (78 rpm)
3. Angelina (METRONOME B 1068, 1953) (78 rpm)
4. You, You, You (METRONOME B 1068, 1953) (78 rpm)
5. Oh! (METRONOME B 1075, 1954) (78 rpm)
6. Alexander's Ragtime Band (METRONOME B 1099, 1954) (78 rpm)
7. That's A Plenty (METRONOME B 1099, 1954) (78 rpm)
8. Royal Garden Blues (METRONOME B 1100, 1954) (78 rpm)
9. Muskrat Ramble (METRONOME B 1100, 1954) (78 rpm)
10. Moonlight Cocktail (METRONOME MEP 1020, 1955)
11. Twilight Time (METRONOME MEP 1020, 1955)
12. Blue Moon (METRONOME MEP 1020, 1955)
13. Old Moon (Du Gamle Måne) (METRONOME MEP 1020, 1955)*
14. Jørgen's Boogie (METRONOME MEP 139, 1959)
15. Mean To Me (METRONOME MEP 139, 1959)
16. Blue Room (METRONOME MEP 139, 1959)
17. Pardon Me, Pretty Baby (METRONOME MEP 139, 1959)
18. Hello Joe (METRONOME MEP 1082, 1956)
19. Bye Bye Blues (METRONOME MEP 1082, 1956)
20. Some Of These Days (METRONOME MEP 1082, 1956)
21. Darktown Strutters Ball (METRONOME MEP 1082, 1956)
22. Perhaps, Perhaps, Perhaps (Quizas, Quizas, Quizas)
            (METRONOME MEP 1163, 1958)
23. Camodongo (METRONOME MEP 1163, 1958)
24. Frenezi (METRONOME MEP 1163, 1958)
25. Gigando (METRONOME MEP 1163, 1958)
26. Margie (METRONOME MEP 1162, 1959)
27. Jeepers Creepers (METRONOME MEP 1162, 1959)

På CD1 er der mange gode numre, men en som jeg særlig holder af, er "Pardon Me, Pretty Baby" med sin stringente opbygning, som ikke desto mindre flyver frit p.g.a. Ingmann's elegante solo.



CD 2:
1. I Can't Believe... (that you're in love with me) (METRONOME MEP 1162, 1958)
2. I May Be Wrong (METRONOME MEP 1162, 1958)
3. Little Ol' Lady (METRONOME MEP 1164, 1958)
4. Stardust (METRONOME MEP 1164, 1958)
5. Two Sleepy People (METRONOME MEP 1164, 1958)
6. Rockin' Chair (METRONOME MEP 1164, 1958)
7. Trudie (METRONOME B 1315, 1959)
8. Dalla Strada (Angelina) (METRONOME B 1343, 1959)
9. Side Saddle (METRONOME B 1343, 1959)
10. Cherokee (METRONOME MEP 1791, 1961)
11. Pinetop's Boogie-Woogie (METRONOME MEP 1791, 1961)
12. Anna (El Negro Zumbon) (METRONOME MEP 1791, 1961)
13. Sweet Talk (METRONOME B 1489, 1961)
14. Oceans Of Love (METRONOME B 1477, 1961)
15. Johnny's Tune (METRONOME MEP 1804, 1962)
16. Marie (METRONOME MLP 15168, 1965)
17. Alone (METRONOME MLP 15168, 1965)
18. Sleepy Time Gal (METRONOME MLP 15168, 1965)
19. Serpentina (METRONOME MLP 15168, 1965)
20. Misty (METRONOME MLP 15168, 1965)
21. Sunrise Serenade (METRONOME MLP 15168, 1965)
22. In The Shadows (METRONOME MLP 15168, 1965)
23. Little Man, You've Had A Busy Day (METRONOME MLP 15168, 1965)
24. Beyond The Sea (La Mer) (METRONOME B 1613, 1964...&...MLP 15168, 1965)
25. Jazz Me Blues (METRONOME MLP 15168, 1965)
26. Blue Sky (Blauer Himmel) (METRONOME MLP 15168, 1965)
27. Tovarisch (METRONOME B 1592, 1964...&...MLP 15168, 1965)

Favoritten på CD 2 er "Dalla Strada" (som rettelig hedder "Dalla Strada Alle Stelle") med undertitlen "Angelina" (som intet har med nummeret af samme titel må CD1). Med sin italienske stemning og fine guitartekniske effekter, der for fleres vedkommende er tiår foran sin tid, er nummeret en opvisning i teknisk og musikalsk elegance. Men i øvrigt er der så mange perler på denne CD, at det næsten er urimeligt at udpege en favorit.
Bemærk, at "Dalla Strada" lydeksemplet er forkortet her på siden.



CD 3:
1. Apache (METRONOME B 1445, 1960)
2. Echo Boogie (METRONOME B 1445, 1960)
3. Pepe (METRONOME B 1458, 1961)
4. Amorada (Brasileirinh) (METRONOME B 1458, 1961)
5. Bonanza (METRONOME MEP 1799, 1961)
6. Toy Balloons (METRONOME MEP 8804, 1962)
7. High Noon (METRONOME B 1484, 1961)
8. Camilla (METRONOME B 1545, 1963)
9. Batucada (METRONOME B 1545, 1963)
10. Drina-march (METRONOME B 1575, 1963)
11. The Missing Link (Ukraine) (METRONOME B 1575, 1963)
12. Desert March (La Longue Marche) (METRONOME B 1592, 1964)
13. The Bandit (El Bandito) (METRONOME B 1614, 1964)
14. Sahara (METRONOME B 1614, 1964)
15. Corfu (Korfu) (METRONOME B 1638, 1966)
16. Seven Roses (METRONOME B 1638, 1966)
17. Zorba (METRONOME B 1626, 1965)
18. This Is My Song (METRONOME B 1684, 1967)
19. Django (komponist:Enriques) (METRONOME B 1684, 1967)
     (ikke at forveksle med Mogens "Django" Petersen's melodi af samme navn)
20. This Guy's In Love With You (METRONOME B 1703, 1968)
21. Wishin' And Hopin' (METRONOME MLP 15345, 1969)
22. The Sea Is My Soil (METRONOME MLP 15345, 1969)
23. Summerwind (METRONOME MLP 15345, 1969)
24. Fresh Air (METRONOME B 4122, 1975)
25. Trumpet Polka (METRONOME MLP 15605, 1976)

Favoritten på CD 3 er ganske afgjort "Echo Boogie", som nærmest burde have status af boogiens elektriske mesterstykke.



BONUS CD:
1. How'm I Doin', Hey - Hey (TONO SP 4367, 1944)
2. Delicado (METRONOME MEP 36, 1953)
3. Samba For Sale (METRONOME MEP 12, 1952)
4. Amorada (Brasileirinho) (METRONOME MEP 11, 1952)
5. Cavaquinho (Svend Asmussen's Orkester i Herning, 1958)
6. Lullaby Of Birdland (indspillet ca. 1955, ikke tidligere udgivet)
7. Jazz Me Blues (indspillet ca. 1955, ikke tidligere udgivet)
8. Pardon Me, Pretty Baby (indspillet ca. 1955, ikke tidligere udgivet)
9. Avant De Fonnues (indspillet ca. 1955, ikke tidligere udgivet)
10. Roses Of Picardy (indspillet ca. 1955, ikke tidligere udgivet)
11. Undecided (indspillet ca. 1955, ikke tidligere udgivet)
12. I Can't Believe... (indspillet 1957, ikke tidligere udgivet)
13. Two Sleepy People (indspillet 1957, ikke tidligere udgivet)
14. Champion Cha Cha Cha (1960)
15. Muskrat Ramble (1960)
16. Milkshake Twist (1962)
17. Tarzan (Tarzan The Ape Man) (GAMMA GX 01-101, udgivet på LP i Mexico)
18. Gorilla (ATCO 45-6370, 1965, udgivet som single i USA)
19. Opus 5 (indspillet 1968, ikke tidligere udgivet)
20. Baby Elephant Walk (1968) (indspillet 1968, ikke tidligere udgivet)
21. Echo Boogie 1972 (METRONOME M 25 474, udgivet som single i Tyskland)
22. I Loved You (Dansevise) (STARBOX LX 60030, 1981)

Bonus CD'ens favorit må være.....ja, det kan være svært at afgøre, men en af dem som jeg holder meget af, er "Roses Of Picardy". I det hele taget indeholder bonus CD'en en række optagelser fra jazz sammenhænge, hvor Ingmann's status som jazz guitarist dokumenteres til fulde. Meget imponerende.

"Opus 5" er udmærket, men findes også i en langt bedre indspilning fra begyndelsen af 1970'erne, hvor Ingmann er i studiet med en trio; den indspilning er desværre ikke med på pladen her.

"Echo Boogie 1972" er den originale indspilning fra 1960 med tilføjet bas og trommer. Det giver nummeret et yderligere punch, selvom jeg personligt foretrækker originalen.

 

===============================================

 


Jørgen Ingmann-Pedersen lærte allerede som ni-årig noder og hans forbillede var violinisten Svend Asmussen. Han begyndte sin karriere som 16-årig i Ingmann-Kvartetten og blot en måned før han var færdig som kontorelev blev han professionel musiker i 1944. Han spillede som guitarist med Bertrand Bech og Børge Roger Henrichsen 1944-45. Han var medlem af Svend Asmussens orkester fra september 1945 til oktober 1958. Derefter tilbragte han et år som free lance musiker og havde fra december 1959 sit eget ensemble. Fra midten af 1950erne spillede han overvejende populærmusik med trick-guitar. Sin solokarriere indledte Jørgen Ingmann 1953, da indehaveren af pladeselskabet Metronome, Bent Fabricius-Bjerre, sagde ja til at udgive sangene "Angelina" og "You, You, You". Sammen med Grethe Ingmann (17/6-1938 - 18/8-1990) dannede han i årene 1956 til 1975 par såvel privat som på scenen. Duoens første store hit "Blot slentre gennem regn" gav penge til et rækkehus. De blev hurtigt et meget populært par i dansk showbusiness og nåede karrierens højdepunkt da de i 1963 vandt det europæiske Melodi Grand Prix med Otto Franckers og Volmer-Sørensens "Dansevise". I 1961 fik Jørgen Ingmann succes på den amerikanske hitliste med nummeret "Apache" og han skabte en række instrumentale hits som "Pepe", "Echo Boogie", "Camilla", "Marchen til Drina", "Zorba's Dance" og "Sikken herlig dag". Stor succes fik han også med "Min ballon" og "Far, jeg kan ikke få hul på kokosnødden". Efter skilsmissen i 1975 arbejdede Jørgen Ingmann som free lance guitarist og havde sin egen kvintet. I 1984 sagde Jørgen Ingmann farvel til scenen. Det skyldtes primært den sceneskræk, som han led af gennem hele karrieren. Siden har han ført en tilbagetrukket tilværelse udenfor musikkens verden.

ref.
http://www.danskefilm.dk/index2.html

 

===============================================

 


I dag offentliggjorde kulturminister Brian Mikkelsen kultur kanonen. Jørgen Ingmann er med i kanonen med sit berømte guitarspil på "Dansevise". Med sin flotte Gibson guitar i sin favn. Jørgen Ingmann blev født d. 26 April 1925. Han begyndte at spille violin som 10- årig og blev senere interesset i guitaren. Charlie Christian var et tidligt forbillede. I 1944, under besættelsen, blev Jørgen headhuntet af violinisten Svend Asmussen, som søgte medlemmer til sit reorganisede orkester, som skulle være klar når krigen sluttede og Europas grænser atter blev åbne. Samarbejdet med Asmussen kom til at vare 14 år. JI betegner denne periode som sit musikerlivs vigtigste skoling. Inspireret af guitaristen Les Paul eksperimenterede Ingmann med trickindspilninger i de tidlige halvtredsere. Han søgte aldrig at kopiere og fik relativt hurtigt sin egen lyd på plads – bl.a. ved hjælp af samarbejde med lydingeniøren Phillip Foss. I foråret 1961 strøg Jørgen indspilning af ”Apache” til tops på de amerikanske hitlister og melodien betød gennembrud i Danmark. Sammen med sin kone Grethe vandt han i 1963 det europæiske melodi Grand Prix med sangen ”Dansevise”. Jørgen Ingmanns kommercielle succes toppede i 60’erne og han indspillede mange fine singler og LP’er. Guitarinstrumentalmusik havde ikke gode betingelser op igennem halvfjerdserne. Dårlige salgstal og personlige vanskeligheder, kulminerende i en skilsmisse i 1975, betød en afsked med Metronome Records , hvor han også havde fungeret som indspilningschef. Udgivelser på forskellige andre plademærker levede aldrig helt op til produktionerne på Metronome, hverken kvalitetsmæssigt eller kommercielt. Jørgen Ingmann trak sig tilbage som musiker i 1984.

ref.
http://www.guitaren.dk/artikel.asp?kategori=forside&id=635

 

===============================================

 

Jørgen Ingmann - guitarist i verdensklasse


Den 26. april 1925 fødes en dreng i København, der siden skal udvikle sig til at blive en af verdens allermest elegante guitarister. Den musikalske impuls skyldes et af de halvkreative middelklassehjem, som Danmark er så rig på. Faderen er ansat hos DSB, moderen er hjemmegående, som spiller lidt klaver og fra tid til anden optræder som balletdanser i Tivolis Pantomimeteater.

Af Søren E. Jensen

I skolen får den senere guitarist tilbudt undervisning i violin af en lærer, hvad der ikke alene gør ham fortrolig med nodesystemet, men også har medindflydelse på den stil, der ad åre skal komme til at præge hans guitarspil, hvor det lyder, som var han udstyret med fem lillefingre på hver hånd.

Under sin lærertid på F. E. Bordings bogtrykkeri investerer han i sit livs første guitar, hvor han straks er i stand til at spille melodistemmerne. Snart får han jobs rundt om i det københavnske forlystelsesliv, som stadig er intakt til trods for besættelsen, og en måned før han er udlært, siger guitaristen sin plads op, da han har fået tilbudt et tre ugers engagement i Randers med Børge Roger Henrichsens orkester. En totalsatsning på showbiz med andre ord, hvad DSB-faderen ikke er begejstret for, men noget tyder nu på, at den unge guitarist har valgt rigtigt. Tilbage i København bliver han nemlig kontaktet af den største af dem alle, Svend Asmussen, som har hørt gentagne rygter om den talentfulde unge mand. Det bliver til en pladeindspilning og kort tid efter optagelse i Svend Asmussens sekstet. Guitaristen er på det tidspunkt 19 år.

Nu tager karrieren fart: Der indspilles et væld af plader, og der turneres, ikke bare i Danmark, men også i efterkrigstidens forjættede Sverige, og snart efter i hele Europa. Men sideløbende bevarer guitaristen sin musikalske nysgerrighed. Idolet er den amerikanske guitarist, Les Paul, der udgiver en række uhyre avancerede indspilninger, hvor flere guitarstemmer ligger oven i hinanden. Ingen fatter, hvordan Les Paul bærer sig ad, men guitaristen køber et par spolebåndoptagere, og sammen med den legendariske producer, Philip Foss - der har indrettet sin Frederiksberglejlighed til et hjemmebygget studie med rumklang i et klædeskab og det hele - bliver han ved hjælp af gehør, klister og ikke så få eksperimenter i stand til at efterligne forbilledet. På det tidspunkt har han allerede anskaffet sig en elektrisk Les Paul-guitar, ikke bare som den første herhjemme, men som den første i Europa i det hele taget.

I 1956 tager karrieren en drastisk vending, da guitaristen forlover sig med en ung sangerinde på dennes attenårs fødselsdag. Den dag i dag er der folk, der mener, at den forlovelse betød et uvurderligt tab for dansk jazz, og det kan man begræde eller lade være; under alle omstændigheder betyder parløbet, at vi i de næste mange år får noget af den bedste danske popmusik, der nogensinde er lavet, da sangerindens mørke og melankolske stemme viser sig at være en eminent kontrast til guitaristens lette og lysende akkompagnement.

Ægteparret bliver kollosalt populære på den danske underholdningsscene i halvtredsernes sidste halvdel, men det er som solist, at guitaristen ligefrem bliver et verdensnavn, da han i 1961 topper de amerikanske hitlister med sin udgave af ”Apache”. Året efter bliver guitaristen opfordret til at medvirke i det danske Melodi Grand Prix, men takker nej, da det nummer, han bliver tilbudt, ikke har en tilstrækkelig høj, musikalsk standard efter hans smag. Det har til gengæld den grandprix-sang, som han bliver præsenteret for det følgende år. Guitaristen accepterer at medvirke, og han sejrer sammen med konen, ikke bare herhjemme men også internationalt, og det med et nummer som man langt ind i de seriøse musikkredse er enige om, er den bedste Melodi Grand Prix-sang nogensinde.

Efter en kort og intens turneperiode trækker de sig tilbage fra scenelivet for at få ”en redefuld unger,” som konen udtrykker det, og herefter nøjes de med at indspille plader, hvor stilen bevæger sig fra det jazzprægede mod en teknisk mere forfinet easy-listening pop. Men privat knirker parløbet og i 1975 kan den ugebladslæsende offentlighed følge med i både guitaristen og konens udlægning af det ægteskabelige sammenbrud. De skilles officielt den 7. januar 1976, og kort tid efter udgiver guitaristen den melankolske ”Summer of Love”, hvor han med næsten overdreven perfektion laver vemodige versioner af ”Loneliness”, ”If I Had to do it All Over Again” og ”Gone Are the Days”.

Men herefter går det drastisk ned ad bakke. Guitaristen bliver mere og mere sjusket, både med sig selv og sine indspilninger, og efter et hospitalsophold i 1984 hænger han Les Paul-guitaren på væggen for aldrig at tage den ned igen. Guitaristen bliver glemt, sådan som han ønsker det, men desværre betyder den tidlige tilbagetrækning, at han i mange år forbindes med sine sidste ikke videre spændende ”Hitparade”-plader, der gang på gang genudgives på grimme CD’er til nedsat pris.

Først da han i 2005 runder de firs, bliver han omsider fejret på behørig vis med en CD box, der er ligeså eksklusiv og elegant som guitaristen var i sine bedste stunder. Og dem var der mange af, for når man lytter til boxens 101 indspilninger, må man igen og igen udbryde: ”Jøsses, hvor var Jørgen Ingmann dog en fremragende guitarist!”

ref.
http://flix.dk/modules.php?name=News&file=article&sid=1983

 

===============================================

 

Kommentar fra Ullrik Lie Arlieth, 2011.Febr.26:

Jørgen Ingmanns stil var et flot plagiat af Les Paul.

Jeg købte alt hvad Jørgen Ingmann udgav, da jeg begyndte at spille guitar i 1958 som 17årig og lærte Jørgen Ingmanns teknik og spillede fx Amorada og de andre populære numre som også The Shadows spillede.

Jeg spillede sammen med Grethe Ingmanns broder Leif Petersen og var sammen med Jørgen og Grethe ved Leifs studenterfest hvor vores lille orkester blev inviteret til.

Jørgen og Grethe var lige kommet hjem fra deres Amerikaturne' sammen med Bent Fabricius Bjerre, som turnerede med sin Alley Cat eller Omkring et Flygel.

Jeg spillede mest vibrafon i vores danseorkester, som hed Melody Mixers.

Leif Petersen spillede rytme og singleguitar og spillede alle Jørgen Ingmanns numre på scenen og var klasser bedre end mig. Jeg var jo selvlært, mens Leif Petersen blev undervist og spillede efter noder.

Men ingen andre danske jazzguitarister kunne måle sig med Jørgen Ingmann.

Finn Ziegler med cigaren var jazzmusiker og spillede på elektrisk violin klaver og vibrafon. Han fortalte mig i en af hans pauser, at Jørgen Ingmann var vor tids største jazzguitarist i Danmark.

Jeg vidste ikke at Jørgen Ingmann stadig levede og havde udgivet 4 CD'er i 2005. Dem må jeg se at få købt.

Tak for din afhandling og fine forklaringer og indlagte fotografier af Grethe og især af Jørgen Ingmann.

Med venlig hilsen
Ullrik Lie Arlieth

 

-------------------------------------------------------------------

 

Tak for kommentaren, og tak for de pæne ord om siden.

Jeg synes dog det er lige lovlig hårdt, at kalde Ingmann's musik for et plagiat. For godt nok er eksempelvis "Alexander's Ragtime Band" fra 1954 tydelig inspireret af Les Paul, men Ingmann spiller det på en måde, der ikke efterlader tvivl om, hvem der står bag. Desuden finder han hurtigt sin egen personlige stil med numre som f.eks. "Dalla Strada" og mange andre.

Les Paul's tendens til smarte (?) hurtigløb op og ned ad guitaren er ofte opnået ved at optage en solo på langsom båndhastighed, og derefter afspille samme solo ved en høj(ere) hastighed. Der er grænser for, hvor mange gange man (jeg) kan blive imponeret over den slags tricks.

Jeg vil ihvertfald hævde, at Ingmann gennem sine trickindspilninger skabte sit eget musikalske univers, der ikke stod i skyggen af andre - heller ikke Les Paul.

Tak for dit input!

Kurt Starlit

 

-------------------------------------------------------------------

 

Mere af samme skuffe
Enkelte læsere har påpeget, at Ingmann hen ad vejen blev "kommerciel" - et skældsord fra datidens debat som betyder, at han spillede guitar og udgav plader for pengenes skyld - især efter at hans kone Grethe kom ind i billedet.

Til det kan man f.eks. svare, at Ingmann selvfølgelig skulle tjene penge til dagen og vejen - han var jo professionel musiker, hvor det at tjene penge var en forudsætning for livets opretholdelse, men at musikken ikke nødvendigvis af den grund blev mindre værdifuld. Historien er fuld af komponister og musikere, der musicerede for at tjene til dagen og vejen - Mozart for eksempel.

Jeg vil ikke gå ind i en kunstnerisk eller musikalsk vurdering af de ting, Ingmann har lavet sammen med sin kone Grethe. De er denne side uvedkommende. Derimod vil jeg holde fokus på de trickindspilninger Ingmann (groft sagt) lavede i perioden 1952 til 1965.

I en musikalsk, guitar- og indspilningsteknisk sammenhæng har disse indspilninger den klasse og den personlighed, der sætter dem i en kategori for sig selv. Tilmed har de været til inspiration for utallige senere guitarister, ingen nævnt, ingen glemt. Det skulle da lige være undertegnede, som har ufattelig meget at takke Ingmann for.

Kurt Starlit
2011.Marts.19

 

-------------------------------------------------------------------

 

Flere kommentarer:

Magne Villmones

Klaus Lorenzen

Karen Hansen

Marc Stager

Lars Wexøe

Claus Christensen

Ulrik Arlieth

Niels V. Jensen

Henning Højen

 

===============================================

 

Har du spørgsmål, kommentarer eller andet
omkring Jørgen Ingmann, så skriv endelig til:

Venlig hilsen
Kurt Starlit
aka CykelKurt

 

Sidst redigeret 2016.Nov.22

 

Musik Index

 

Til forsiden