Kriminel pædagogik


Henrik Holsten fortæller sin historie på Hviids Vinstue.
Foto: CykelKurt

 

I serien om pædofili (voksnes sexmisbrug af mindreårige) på Skorpeskolen har en tidligere elev valgt at stå frem og fortælle sin historie. Det har han gjort for at vise, at skolens pædagogiske indsats var kold, kynisk og kriminel.

 

Af Kurt Starlit

 

Og derfor mødes jeg med Henrik Holsten en solbeskinnet junidag i 2015 på Hviids Vinstue, hvor de fleste gæster er trukket ud på fortovet, og lader sig opvarte af en velklædt og tjenesteivrig stab, som konstant ses i gang og løb frem og tilbage mellem bordene. Til gengæld har Henrik og jeg et helt kælderlokale for os selv, hvor vi kan snakke frit fra leveren uden at genere nogen.

Henrik har stillet i udsigt, at han vil fortælle om sig selv, om Skorpeskolens pædagogik og om de pædagogiske fejltrin, som blev begået af og på skolen, mens han gik der.

Henrik ligner en ung mand, så derfor er det oplagt at starte med at spørge, hvor gammel han egentlig er. Og derfor bliver jeg også overrasket, da han svarer "53". Det betyder, at han er født i 1962 - samme år som jeg selv blev konfirmeret og var elev på Skorpeskolen. Henrik kom op på Skorpeskolen i Hellebæk som 12-årig. Det var i 1974. Han var elev på skolen i fem år, 1974-79.

 

Klientellet

KS (Kurt Starlit): Det har været diskuteret i foreningen (OHF), det der med, at klientellet har ændret sig gennem årene oppe på kostskolen. Dengang jeg gik deroppe i 1960'erne, da var vi oppe til en optagelsesprøve, man ansøgte om at komme derop og man skulle have en udtalelse fra sin gamle skole for i det hele taget at komme i betragtning. Hvordan var det dengang du skulle derop, skulle i også op til en optagelsesprøve?

HH (Henrik Holsten): "Ja, vi var oppe til nogle prøver på den sociale højskole i Randersgade - der hvor DKO lå i gamle dage. Men de fleste var ikke særlig dygtig til det boglige - heller ikke jeg selv. Men jeg oplevede det nu også nærmere sådan, at når vi kom op på DKO, var det ligesom en skraldespand. De var trætte af os alle andre steder. Jeg kom fra Randersgade Skole, som var rædselsfuld."

KS: Vil du betragte dig selv som et problembarn?

HH: "Ja absolut, jeg var et problembarn. Og meget mærkelig. Så for den gamle skole var det en måde at komme af med os."

KS: Nu må du ikke tro, at jeg er ude på at klassificere de foreskellige årgange, som har gået på skolen. Men det er da ret tydeligt at f.eks. skorpekriminaliteten i 1990'erne var ret heftig, når man i Frederiksborg Amts Avis kan læse om skorpers indbrud i private hjem og tyveri af biler. Den slags var vist ikke opfundet endnu, da jeg gik på skolen i 1960'erne.

HH: "Jo, jeg har skam læst i foreningens blad ("Skorpen"), at der blev begået både det ene og det andet i 1990'erne, men så kan jeg fortælle dig, at det gjorde vi også i 1970'erne. Der var ekstremt mange indbrud. Vi var tit inde og stjæle i Helsingør og ovre i Helsingborg."

KS: Jo, men det er da klart, når i kommer fra en svag baggrund allesammen, og man så samler alle de værste rødder på een skole, så skal det jo gå galt.

HH: "I fundatsen til skolen står der, at det var for at give begavede børn fra svage økonomiske kår en chance. Det bliver så ændret engang i 1970'erne til, at det var en måde at få folk afsted på."

KS: Det er sjovt at du siger det, for en af mine venner arbejdede i mange år som lærer på en københavnsk kommuneskole. Hun fortæller, at hun har været med til at sende mange børn op på Skorpeskolen, der blev betragtet som sidste udvej, når alt andet var forsøgt.

HH: "Det underlige er, at nogle af de gamle elever holder fast i, at det først er engang i 1980'erne det går galt. I 1970'erne, da de selv gik på skolen, var alt i den skønneste orden."

KS: Det kan måske være den samme mekanisme der får dem, som har gået på skolen i 1960'erne, til at sige det samme: Dengang var alt i skønneste orden.

HH: "Det var også en anden tid, der var små kår og folk havde mindre. Men så har der desforuden været den der med at blive behandlet dårligt - den har været der hele tiden."

 

Socialrådgiveren

KS: Hvad med lærerstaben, er der nogen som særlig udmærker sig ved at være ekstraordinære dumme svin, pædofile eller andet af samme skuffe?

HH: "Altså, da jeg kom op på skolen i 1974, var det helt klart socialrådgiver Villy Nielsen som var det store dumme svin. Han misbrugte børnene på flere måder. Han havde en evne til at få fat i de mest svage drenge - lige efter bogen.

En af de måder det foregik på var, når drengene skulle begynde på skolen, og de startede midt i året. Det var der en del som gjorde. Han hentede dem personligt hos forældrene, og så tog han dem med hjem, og så boede de hos ham i en to-værelses lejlighed inde i Helsingør. Der er flere som kan bevidne, at først bedøvede ham dem, og så voldtog han dem. Det har jeg bl.a. selv været ude for."

KS: Blev du afhentet på den måde?

HH: "Nej, jeg kom bare derinde."

KS: Hvorfor kom du hjemme hos ham, inviterede han uopfordret eller hvad gjorde han?

HH: "Jeg var jo nok den svageste elev på skolen, så jeg var et nemt offer. Jeg havde gået på en kommuneskole (Randersgade Skole), hvor jeg var udsat for seksuelle overgreb og vold og sådan noget. Han fik senere en dom for det. Så jeg var ødelagt fysisk og psykisk, plus at jeg var vokset op i en dysfunktionel familie, med en far der svigtede, og en mor som havde det svært, og var psykisk syg. Så jeg var et ødelagt menneske. Jeg var ved at udvikle skizofreni i den periode, og jeg var i forvejen psykisk syg, og så begyndte jeg at høre stemmer mens jeg gik på DKO. Det er helt klart på grund af de to overgreb.

Så har jeg også været udsat for nogle andre traumatiske ting, hvor jeg blev truet med at blive slået ihjel og kværket og... Jeg var meget ødelagt, så jeg havde svært ved alting i skolen og i livet - kunne ikke finde ud af noget. Når jeg prøvede at lave noget, så var min krop meget spændt og mine muskler virkede ikke. Så jeg kunne ikke rigtigt løbe, eller gribe en bold i rundbold, eller spille fodbold. Jeg var dårlig til alt muligt.

Da jeg startede i kommuneskolen (Randersgade Skole), kunne jeg egentlig godt læse og regne, men jeg gik alligevel et år om, fordi jeg var for umoden. Men jeg kunne mange ting og var egentlig intelligent og dygtig. Alt det blev ødelagt i skolen, hvorfor jeg har svært ved at læse en bog nu.

Så jeg var et ødelagt menneske, og var desuden den svageste elev, og havde det ad helvede til. Det udnyttede Villy Nielsen. Jeg havde jo aldrig oplevet, at der var nogen som egentlig holdt af mig eller viste mig kærlighed. Det gjorde han på en måde, men han misbrugte det bare. Så det er lige efter bogen."

KS: Så der er ikke nogen tvivl om, at han har gjort det fuldt bevidst og beregnende?

HH: "Nej, absolut ikke. Jeg kan huske at der skete et eller andet som jeg ikke forstod. Det skete ihvertfald i gymnastiksalen. Men jeg har fortrængt det gennem alle årene. Han kunne.....han prøvede også at være flink og sådan noget.....han viste mig, at han var med i sådan en undergrundsforening og hvordan de havde noget med et hemmeligt tegn i en butik i Helsingør. Så kørte vi forbi en kirke og så gik han ind i kirken og viste, at de havde en hemmelig telefon. Så åbnede han et skab, hvor telefonen stod.

Han havde arbejdet i Sct. Nicolai Tjenesten, sådan noget frivillig rådgivning. Dem har jeg også kontaktet, for at høre om de vidste noget, men det gjorde de ikke.

Så en aften, så kom han bare op på skolen og spurgte, om jeg ikke ville med ud i skoven, hvor han ville vise mig de der ritualer fra den der forening. Så tog han mig med ud til Gurre Sø, og vi gik ud til den der ø, hvor der går en bro ud. Det var enormt spændende og sådan noget.

Jeg har senere fundet ud af, at han var med i et pædofilt netværk, som turnerede på børnehjem, hvor de misbrugte børnene. De samarbejdede, og så tog de rundt.... Jeg har blandt andet fundet ud af, at Asserbohus var et af de steder, hvor de pædofile opererede.

På et tidspunkt kom jeg i kontakt med moppe-eksperten Helle Rabøl Hansen. Hun havde interviewet to, som var blevet trækkerdrenge mens de havde gået på Skorpeskolen. Hun arbejdede for "Fremad", som var DKU's (Danmarks Kommunistiske Ungdom) blad i 1980'erne. De to drenge fortalte nogenlunde den samme historie om Villy Nielsen, men af forskellige årsager kom artiklen aldrig i bladet.

Så jeg har en del kilder på sagen, udover hvad jeg selv har oplevet."

 

 


Helle Rabøl Hansen, 2015:

Jeg har i 1980'erne skrevet en del om børn og unge, som blev misbrugt i pædofiliringe - og her kom jeg i kontakt med et par (gamle) elever fra Skorpeskolen. Det var uhyggeligt stof, som vi aldrig fik skovlen helt under. Jeg husker to trækkerdrenge, som holdt til omkring Palads Bio. De fortalte, hvordan pædagoger og lærere var involveret!

 

 

Seksualiteten

KS: Hvad med din egen seksualitet, er du homoseksuel?

HH: "Nej, absolut ikke. Jeg har haft perioder, hvor jeg troede jeg var det, og hvor der var en del forvirring om det. Alle, som har været udsat for overgreb, har forvirring omkring deres seksualitet. Det er meget almindeligt. Men det har gjort, at jeg ikke har været i noget forhold i mange år. Desuden har det gjort, at jeg tidligere har været i en række dysfuntionelle forhold. På et tidspunkt måtte jeg stoppe med det, for jeg kunne ikke finde ud af det - jeg havde det bedst uden. Jeg savner det ikke i dag.

Alle mine venner vil enormt gerne være i et forhold, men jeg har det sådan, at jeg ikke længere har det begær eller det savn. Jeg er nok lidt af en ener på det felt. En af de sidste, som også ville ha' børn med mig, det skulle være os to og sådan noget. Jeg måtte bare lade være, jeg vidste at jeg ville svigte de børn, og så ville jeg jo bare gentage det min far gjorde.

Jeg kan godt se, at det er dejligt med børn, og der er en masse ting, og når jeg bli'r gammel og alt det der, det er jo rigtigt nok. For mange er det bedste i livet, at få børn og gi' dem kærlighed og alt det der. Men helt ærligt, hvis jeg havde fået børn, havde jeg svigtet dem, og jeg havde skammet mig over det.

Men det er ikke sådan at jeg tænker meget over det - jeg kan sagtens leve med det."

 

Terapien
HH: "Så har jeg gået i terapi i over tyve år, for at få det godt, og jeg har fået det godt. Jeg har været meget syg psykisk, og så har jeg haft halskræft og muskelsygdomme p.g.a. overgrebene. Min krop var enormt spændt, så jeg gik sådan og haltede og trak på benet. Det er blevet løsnet op, og det hjælper også med denneher samtale, jeg er næsten i bund med det, så jeg har det godt nu."

KS: Har du været i psykolog-behandling?

HH: "Hos psykologen har vel været tre hundrede gange eller sådan noget. Det var ude på Bispebjerg Hospital, og så var det en privat ordning med nogle fonde, så jeg kun skulle betale ganske lidt selv. Så har jeg også gået hos andre en hel del gange, og så har jeg været med i 12-trins programmet, som også er en form for terapi, i femten år. Så alt i alt har jeg vel været i en terapeutisk situation mere end tusind gange gennem en 25- års periode.

Da jeg startede i kommuneskolen i Randersgade gik jeg også til psykolog og skulle tit til undersøgelse. Det sjove er, at de andre børn var misundelige på mig, fordi jeg slap for undervisningen. Oppe på Skorpeskolen gik jeg hos en psykiater i Helsingør, fordi jeg var så langt ude."

Der skete det, at nogen gange var kostlæreren med, men så sagde jeg jo ikke noget. Jeg nåede aldrig at sige hvad der skete, når kostlæreren var til stede."

KS: Hvad er en kostlærer?

HH: "Det er en lærer, som sørger for vores lommepenge og som holder øje med os. Tidligere var det en lærer som boede på skolen. Men da jeg gik på skolen, boede lærerne der ikke længere. Så hver klasse havde en kostlærer og en pædagog, hvor vi var den første klasse som fik en kvindelig pædagog.

Da jeg boede der, var forstander Ankerstrøm der heller ikke mere. Oprindelig skulle han iflg. loven bo på skolen, men det blev senere lavet om. Så han boede oppe i Ålsgårde. Min kostlærer boede i Strandhuset i nogle måneder, inden hun flyttede op i Ålsgårde. I selve hovedbygningen (palæet) boede der hverken lærere eller forstander længere."

KS: Vil det sige, at i var helt overladt til jer selv?

HH: "Der var en vagt om aftenen. Det var ikke en lærer, det var en pædagog."

KS: Og alle elever var drenge?

HH: "Ja desværre. Vi skal helt op i 1980'erne, før der kommer piger på skolen."

KS: Da du var færdig med skolen, får du så noget eksamensbevis eller andet?

HH: "Ja, jeg får et 10. klasse bevis."

KS: Var der ikke noget der hed realeksamen?

HH: "Nej, vi var den første årgang, hvor realen var afskaffet."

KS: Hvad så med din fremtid, når du går ud af skolen, er det noget skolen blander sig i?

HH: "Nej, man var overladt til sig selv. Jeg forsøgte selv at søge indenfor noget gymnasie, men det kunne jeg ikke finde ud af. Jeg kunne måske have gået på Det Frie Gymnasium og fundet ud af det. Jeg havde det så dårligt, at jeg ikke kunne finde ud af noget som helst. Jeg var et ødelagt menneske.

Men så sker der det, at de foreslog inde i Suhmsgade - et tilbud for at få unge i gang, som ikke kan finde ud af det - at jeg søgte ud på EFG i Ishøj. Det var noget radiomekaniker-halløj som lød spændende, og jeg startede også, men blev smidt ud igen, fordi jeg ikke kunne koncentrere mig. Jeg var syg. Når stod ved toget og skulle køre derud hver dag, tænkte jeg på at hoppe ned på skinnerne. Jeg hørte en masse stemmer. Jeg skulle selvfølgelig have været i psykiatrisk behandling."

 

Socialpædagogen
Der kommer så en socialpædagog Hanne til skolen (DKO), som skal i praktik i tre måneder. Hun skal skrive en rapport om en elev, eller en gruppe af elever, der var problemer med. Hun kommer så til det første møde, da hun har været på skolen i fem minutter, hvor hun finder ud af, at der var een ganske bestemt elev hun skulle skrive om, fordi de snakkede hele tiden om den elev, og der var et eller andet specielt ved ham. Han var interessant og han var langt ude, så det var ham hun ville skrive om. Og det var selvfølgelig mig.

Hanne spø'r så mig, om hun må skrive en rapport om mig, og jeg svarer, at det må hun gerne. Så jeg snakkede meget med hende, hun skriver sin rapport, vi bliver gode venner og jeg besøger hende hjemme i Helsingør, hvor jeg også lærer hendes mand at kende. Hun havde også en stor hund, som jeg blev gode venner med. Hun tog mig også med til forskellige ting og begivenheder."

KS: Det lyder da meget sympatisk.

HH: "Ja det var det, vi blev venner og jeg ser hende efter skolen er afsluttet. Hanne prøvede virkelig at hjælpe mig indtil starten af 1980'erne, hvor jeg sumper meget ud. Men hun skriver den rapport, som beskriver nogle af lærerne og pædagogerne, hvor dårlige de er, så den måtte ikke læses op på et seminarium, fordi der var nogle etiske ting.

Så hende der vores kostlærer bliver smidt ud af skolen eller går selv. Og ifølge Hanne havde kostlæreren sagt til hende, at hun godt vidste at hun ikke skulle have med børn at gøre. Men hun var enormt alkoholisk og forøvrigt et dumt svin.

Så fik jeg noget hjælp af Hanne (socialpædagogen), opsøgte hende nogle gange, men så er det jeg får kræft, hvor jeg får at vide at jeg skal dø af det og sådan noget. Det var meget alvorligt. Derfor havde jeg lavet en liste over dem, jeg ville sige tak til. Det tog lang tid at finde hende, hun var blevet skilt fra manden, og havde ligeledes fået kræft. Men jeg fik da fortalt hende, hvor meget hendes hjælp havde betydet for mig, og takket hende mange gange inden hun døde.

En anden person fra DKO som kan være sin indsats bekendt, var Birger Munde, han var overpædagog. Så ham ringede jeg også til og takkede. Han fortalte, at han havde været meget ked af at være på den skole p.g.a. alt det der foregik. Han havde prøvet at gøre noget ved det, men de andre lærere og pædagoger modarbejdede ham."

 

Engelsklæreren

KS: Jamen hvad er det de andre lærere er bange for? Hvis de ved det foregår, hvorfor holder de hånden over......hvorfor dækker de over?

HH: "Jeg kan gi' dig et eksempel. Arne Christiansen, engelsklæreren som kom i 1968, han var der i 29 år på skolen, han udtalte til (dagbladet) Information, at han oprindeligt skulle bo på skolen, han havde damer med hjem og han drak. Forstander Jørgen Ankerstrøm havde en klemme på ham og vice versa, fordi de drak og var voldelige. De blev senere perlevenner efter skolen, de havde sådan noget de kaldte "Lærerværelset", ham og en der hedder Dan Bruun som var matematiklærer. De var begge to kommunister, mens Ankerstrøm var konservativ.

Så ringer jeg op til Arne Christiansen, for at spørge til alt det som foregik på skolen dengang med seksuelle overgreb, Villy Nielsen og alt det der. Jo, det kunne han godt huske, han var godt klar over hele tiden hvad der foregik. Men Ankerstrøm (forstanderen) sagde til ham, at den slags skete på alle børnehjem og det kunne vi ikke gøre noget ved. Når Arne prøvede at sige det til andre pædagoger eller lærere, så blev det stoppet.

Efterfølgende medvirker Arne Christiansen i et par af de artikler Ulrik Dahlin skrev i Information om emnet. Men her forsøger han at bagatellisere det hele ved at sammenligne underøgelserne med kommunistforfølgelse og den slags."

KS: Hvorfor er han så bange?

HH: "Han jo en gammel mand, han er næsten firs år. Han ved jo godt, at politiet kommer ikke, loftet falder heller ikke ned og hans pension er heller ikke i fare. Da jeg ringede til ham, opfordrede jeg ham til at komme frem med alt, ringe til sine venner på skolen, hvadsomhelst, gør dog noget! Du har været kommunist, du har stået for at hjælpe de svage - du står da for et eller andet.

Reelt har han jo levet på en løgn hele livet, men det sagde jeg selvfølgelig ikke til ham - så havde der slet ingen chance været, for at få ham til at tale. Men det turde han ikke. I mellemtiden er han død for et år eller to siden. Han blev over firs og havde drukket meget. Men han endte dog med at medvirke i et par artikler i Information, selv om hans indsats her var meget svag.

Den ene halvdel af lærerne og pædagogerne drak ad helvede til, de havde sådan et fællesskab, hvor andre blev holdt ude. Der blev ikke snakket med nogen som var udenfor fællesskabet, f.eks. Hanne Mørdrup som var pædagog, hun fik ingenting at vide, blev moppet og var selv et svagt menneske. Andre vidste godt hvad der foregik, men de skred fra skolen, Birger Munde f.eks., en dag forsvandt han bare, han gik ned psykisk, kunne ikke klare det længere.

Jeg ringede til ham i starten af 1980'erne, hvor han græd i telefonen, han vidste jo udmærket besked om alle de børn der blev ødelagt."

 

Opsummering
Henrik Holsten har fået nogle voldsomme psykiske og fysiske skrammer på sin vej gennem livet. En stor del af skaderne kan føres tilbage til Skorpeskolen med dens kyniske pædagogik. Forstander Ankerstrøm og en række fagpersoner har deres store del af ansvaret.

Om der kan eller skal gøres noget retsligt ved sagen disse mange år senere, afhænger blandt andet af om de implicerede i det hele taget lever længere. Som det absolutte minimum skal de implicerede høres i det omfang de kan, vil eller tør stå frem.

Det tør Henrik, og heldigvis har han fået så meget styr på sit liv, at han til trods for at have været udsat for en række grove svigt i barndom og ungdom i dag fungerer rimeligt med overskud til at hjælpe andre, som har været udsat for noget tilsvarende.

Jeg siger mange tak for Henriks villighed til at stille op og håber at andre, som har været udsat for seksuelle krænkelser på Skorpeskolen, vil gøre det samme.

- Kurt Starlit

 

 

LiNKS

Sexmisbrug på Skorpeskolen

De måske uegnede

Det begyndte, da Kim skulle overnatte hos læreren (Kim Jansson)

Han ville høre om jeg onanerede (Claus Due)

Han fik bule i bukserne, når vi fik smæk (Henrik Mundt)

Om at rode i fortiden...

Skorpeskole-elever blev aldrig spurgt om overgreb

Livvagten i skovens dybe, stille ro (Kim Jansson)

Skorpeskolens historie

Hellebækgård's historie

Dagbog fra DKO (Kurt Starlit)

Opfostringshusforeningen (OHF)

 

 

 

Hvis du har kommentarer til denne side,
eller selv vil fortælle din historie,
skriv venligst til:

.

Venlig hilsen
Kurt Starlit
aka CykelKurt

 

 

 

 

Diverse Index

 

Til forsiden