Rockscenen i 1960'erne
Tribute guitar of a Hendrix Monterey Fender.
The original Monterey Fender guitar was made in honor of the 30th anniversary of Jimi Hendrix's electrifying
performance at the Monterey pop festival in June 1967. Jimi Hendrix burned his hand-painted guitar there.
Each of the 210 copy guitars were hand-painted by artist Pamelina H. She has some amazing work for
the Fender Custom Shop as well as other guitar makers. Please visit her web site for an insite into her work - Pamelina H.
ref.: Andy's Custom Shop
Et musikalsk tilbageblik
1960'ernes musikalske rockscene har for de fleste af os, som var unge dengang, betydet en masse - ikke mindst hvis man var aktivt udøvende musiker. Jeg har derfor nedenstående samlet sammen, dels hvad jeg selv husker fra perioden, dels hvad andre har fortalt. Forhåbentlig kan beretningerne være til inspiration for andre end os, som var direkte involveret.
Betegnelsen rock er en smule problematisk, for dengang i 1960'erne var udtrykket lidt gammeldags - det var jo disseher anderumper fra 50'erne, som holdt asfaltbal inde i Enghaveparken, gik med læderjakke og slog på tæven. På den anden side har udtrykket siden dengang fået en betydelig bredere betydning. I perioder kaldtes dele af 60'er-scenen for "beat", "beton-rock", "blues-rock", "rhythm & blues", "flower", "flower power", "folk", "flip", "pop", "pop-rock", "psykedelisk", "psykedelisk rock", "trip", "syre" og andre muntre betegnelser, uden at nogen nødvendigvis kunne forklare forskellene. Derfor har jeg af praktiske årsager valgt at kalde det hele for "rock". På Wikipedia er der gjort forsøg på at skille kategorierne fra hinanden.
En stor del af indslagene stammer fra Kort Nyt og Månedens Billede, som er en blanding af diverse skrammel - men altså også med lidt musik ind imellem.
Jeg beklager meget, hvis enkelte links ikke virker. Det skyldes at internettet ustandseligt ændres. Ofte skal man kun et par uger frem i tiden, før et link flyttes eller slettes. Prøv evt. at søge artikler v.h.a. Google, eller musikoptagelser hos YouTube og Amazon.com.
Bemærk, at beskrivelsen af musikhuse, spillesteder, (effekt)pedaler, forstærkere, højttalere, instrumenter og (indspilnings)studier er samlet på en separat side under overskriften "Alt det andet".
Beskrivelsen af 1960'ernes musikalske rockscene er gjort ud fra subjektive oplevelser og forudsætninger. Hvis du derfor har indvendinger, tilføjelser eller rettelser, hører jeg meget gerne fra dig. Skriv venligst til:
og jeg vil tage stoffet op til overvejelse. Jeg modtager løbende reaktioner, hvoraf en del er indarbejdet i teksten, og siger under alle omstændigheder mange tak for det hele!
Venlig hilsen
Kurt Starlit
Seneste opdatering: 2010.Jan.08
===================================================
GRUPPER & SOLISTER GRUPPER & SOLISTER Grupper & SOLISTER GRUPPER & SOLISTER GRUPPER & SOLISTER GRUPPER & SOLISTER GRUPPER & SOLISTER GRUPPER & SOLISTER
GRUPPER & SOLISTER GRUPPER & SOLISTER GRUPPER & SOLISTER GRUPPER & SOLISTER
GRUPPER & SOLISTER GRUPPER & SOLISTER Grupper & SOLISTER GRUPPER & SOLISTER
----- plus andre småting -----
nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn
Musikalsk var drengeårene i slutningen af 1950'erne på Amager karakteriseret ved især Jørgen Ingmann, som startede sine trickindspilninger i begyndelsen af årtiet. Han er i en klasse for sig selv.
Jeg opdagede hans eksistens ovre hos cykelhandler Madsen på Tingvej, hvor radioen kørte non-stop i baggrunden. Når for eksempel en punktering skulle fixes, fik man lov at opholde sig ude på værkstedet hos hr. Madsen, som var en venlig men ikke meget talende mand i olieret blå kittel og store slidte træsko. Her hørte jeg flere gange dele af udsendelsen "Musik til arbejdet" på P1, som blev aflyttet af tidens mange udearbejdende kvinder. Flere gange hørte jeg numre som f.eks. "Cherokee" og ikke mindst "Echo Boogie", der nærmest hensatte mig i trance og gjorde det umuligt at videreføre samtalen.
For at komme ind i Ingmann's univers, begyndte jeg i sidste halvdel af 1950'erne at samle på hans plader, og havde på et tidspunkt alt hvad han havde udgivet af singler og EP'er - alle købt fra nye hos Sundby Musikhus på Amagerbrogade, og i meget fin stand. I 1967 var jeg blevet en ung mand med ung smag, som havde fået sit første stereoanlæg, og så skulle alt selvfølgelig være i stereo. Derfor yt med hr. Ingmann. En hel mappe fyldt med perfekte eksemplarer af hans komplette produktion tilbage til begyndelsen af 1950'erne blev byttet bort for en brugt stereo LP hos "The Old Record" i Elmegade. I guder, hvor har jeg græmmet mig over dette åndssvage indfald mange gange.
--------------------------------------------------nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn
En stjerne fyldte 80
Efter mere end 20 års tavshed fejrede Jørgen Ingmann 80 års fødselsdag med udgivelsen af en firedobbelt cd-boks med de bedste numre fra sin karriere. Men han siger nej til at optræde.
Se & Hør var på pletten og fik et sjældent interview med den sky kunstner.
Jørgen Ingmann - guitarist i verdensklasse
Og er der sang i dit hjerte...
ref.: Kort Nyt, 2005.Maj.11
Jeg var begejstret for den engelske instrumentalgruppe, som udsendte deres første (og bedste) LP i 1959. Besætningen med Jet Harris på bas og Tony Meehan på trommer - og så naturligvis det faste inventar: Hank Marvin og Bruce Welch - var suveræn med sin sprøde klare lyd. Mit favoritnummer fra denne LP var (og er) "Nivram", hvor gruppen flirter med jazzen. Titlen på nummeret er Marvin stavet bagfra. Mange af The Shadows hits, og i særdeleshed "Apache" er skrevet af Jerry Lordan, hvis liv er en fortælling i sig selv (find ham på Shadows siden).
Besætningen på The Shadows første LP fra 1959:
Hank Marvin (solo gtr), Jet Harris (bass), Bruce Welch (rhythm gtr) og Tony Meehan (dr).
Brian "Licorice" Locking blev skiftet ind på den elektriske (Fender P) bas, da gruppen udsendte deres anden LP "Out of The Shadows". Desuden spillede han mundharmonika og klarinet. "Lakrids" tilnavnet skyldes, at klarinetten ofte blev kaldt "the licorice stick" - lakridspinden. Hans spil var diametralt modsat Jet Harris: grødet og uklar lyd, noget i retning af det vi herhjemme kaldte "røvballebas". Locking var grebet af en højere sag, havde set lyset, og forlod gruppen efter "Out of The Shadows" for at tilslutte sig Jehovas Vidner.
Brian Bennett kom ind som en kvalificeret erstatning for Tony Meehan, og John Rostill blev kaldt ind i stedet for "Licorice". Men hans spil var om muligt endnu værre: stenhård kedelig plexerbas. Gruppen udsendt deres 3. LP, "Dance with The Shadows" med besætningen Marvin, Welch, Rostill og Bennett. Højst ulykkeligt omkom bassist John Rostill en dag, da gruppen var ude at spille. En jordforbindelse i sangforstærkeren havde løsnet sig, så i samme øjeblik Rostill satte læberne til mikrofonen, faldt han om med hjertestop.
Jeg tabte interessen for The Shadows efter 3. LP, idet de efter mine smagsbegreber aldrig kom op på de højder, som kan nydes på gruppens første LP.
The Shadows' første og anden LP: "The Shadows" & "Out of The Shadows" (med lydeksempler)
The Shadows' tredie LP: "Dance with The Shadows" (med John Rostill og Brian Bennett) (med lydeksempler)
Vi skal også lige have med, at Jet Harris (på 6-strenget Fender bas) udsendte et par singleplader, da han havde forladt The Shadows, bl.a. "Besame Mucho", som blev spillet heftigt på Radio Luxembourg. Senere fulgte "Diamonds", hvor Tony Meehan, efter ligeledes at have forladt The Shadows, var stødt til på trommer. Nummeret ramte de engelske hitlister i 1963, og nåede faktisk helt til tops. Senere udsendte Harris & Meehan bl.a. "Scarlet O'Hara" i 1963.
Meehan trak sig derefter tilbage fra showbusiness og gjorde sit lægestudium færdigt - blev vist praktiserende læge bagefter, og kun i sporadisk kontakt med showbusiness. Jet Harris blev hængende i branchen, men efter bruddet fra Shadows virkede det som om han havde tabt orienteringssansen. På samme tid kom han slemt til skade i en bilulykke, hvilket sikkert ikke har gjort tilværelsen lettere. Under alle omstændigheder, i betragtning af et uomtvisteligt talent, forekommer det urimeligt at han stadigvæk den dag i dag (2007) er nødt til at turnere land og rige rundt med tvivlsomme revival-koncerter, for at skrabe sammen til huslejen. Han havde fortjent bedre.
--------------------------------------------------nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn
The Shadows DK
Cliff & The Shadows i Danmark 1961
L-R: Bruce Welch - rhythm gtr., Tony Meehan - drums,
Jet Harris - bass, Cliff Richard - vocals, Hank Marvin - solo gtr.
Jeg faldt af uransagelige årsager over en klubside med The Shadows. Siden indeholder udover en masse billeder fra gruppens karriere - herunder nogle fine s/h billeder fra besøget i Danmark 1961 - også en diskografi, der vist ikke har sin lige. Og selvfølgelig en gennemgang af gruppens historie. Uanset om man er medlem eller ej, er det muligt at kigge ind. Prøv det!
ref.: Kort Nyt, 2009.Jan.17
Mike who???
The first and biggest UK hit for Mike Sarne. "Come Outside" peaked at #1 on the chart in May 1962. This was his only Top 10 single. With additional vocals by Wendy Richard."Showing your age when you can remember this", er der en der skriver. Og han har muligvis ret når han mener, at ihukommelsen af den slags plader fortæller noget om alderen. Det var jo en af de sange vi kunne høre på Radio Luxembourg (208 meter) i første halvdel af 1960'erne. Vi hørte vist aldrig mere til ham, men hva' gør det, nummeret er "still a gud un" som en anden skriver. Gu' det så!
Come Outside (additional vocals by Wendy Richard) (1962)
Mike Sarne (Wikipedia)
ref.: Kort Nyt 2009.Febr.02
nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn
En af mine klassekammerater fik så mange lommepenge, at han kunne købe single- og LP-plader. Han var desuden godt orienteret om den internationale musikscene, fordi han dels aflyttede Radio Luxembourg, dels købte et af de kulørte engelske musikblade (desværre glemt navnet). Han havde i begyndelsen af 1960'erne læst om fænomenet The Beatles, hvor det begejstret blev fortalt at de gennembrød lydmuren, ramte hitlisten og fik pigerne til at tisse i bukserne ved deres koncerter.
Personlig var jeg ikke instrumentalt imponeret af The Beatles - og da slet ikke sammenlignet med grupper som f.eks. The Shadows eller Sounds Inc. (kendt fra bl.a. Brian Matthew's radioudsendelse "Top of The Pops" fra BBC), som sammen med Jørgen Ingmann stod på et langt højere musikalsk niveau.
Det bør dog siges til The Beatles ære, at de ikke var bange for at eksperimentere eller ligefrem skifte stil. Det var modigt. De skrev nogle høreværdige sange, som fuldt fortjent fik evergreen-status næsten lige så hurtigt de var udgivet. Derfor fik de også hurtigt en referenceposition - gruppen, som alle de andre blev målt i forhold til. Men sådan rent instrumentalt var det ikke noget, der holdt mig vågen om natten.
The Beatles på Shea Stadium (1965)
--------------------------------------------------nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn
(George Harrison's guitar på auktion, 2003)
Spade sælges - igen
Jens Hansen havde en bondegård og Georg havde en spade.
Gården blev hurtigt solgt, men spaden var ikke nem at komme af med.
Slet ikke da de hørte prisen.
Georg var ellers en flink fyr....tjenstvillig og rar, det gik godt med den gruppe han spillede i, de var tit ude og optræde.........de kom godt ud af det med hinanden og så videre og frem og tilbage og en hel masse andet.
Jo, der var et enkelt aber dabei..........det der med spilleriet........Georg var godt nok aldrig det store hit på en guitar.......det var kendt af mange, men få talte højt om det......derfor var det måske heller ikke så mærkeligt at salget gik noget trægt.
Nå, skal vi nu ikke lade Georg hvile i fred, og så bare huske ham som et af de pæne unge mennesker, der spillede nogle af de sange vi nynnede med på.
Dem var han en del af.
Guitar optræder igen
Guitar to auction
Guitar on show
ref.: Kort Nyt, 2003.Sept.15
--------------------------------------------------
Helte og dødelige
Her kan du deltage i Beatles-debatten og læse baggrundsartikler. Sitet blev lanceret sammen med udgivelsen af The Beatles 1. Det skulle køre i tre måneder, men på grund af vedvarende interesse, har vi valgt at bevare det.
Den vedvarende interesse er der en grund til, for The Beatles havde en særlig position, også selvom ingen af de fire var store musikere. Sammen kunne de, når det gik højest, lave noget som løftede resultatet op i det tidløse univers blandt evergreens og standardmelodier. For os, som var unge sammen med The Beatles, var gruppen desuden en musikalsk faderfigur - en nødvendig reference for alt det andet.
På den anden side - for det skal også med - var der en tendens til at gøre alt, hvad gruppen gjorde og tænkte guddommeligt, og det holder selvfølgelig ikke. Fordi de foretog mange eksperimenter, var der også mange fejlskud, forbiere og flops. Når eksempelvis en japansk skrigedukke uden musikalsk flair eller udstråling i en periode var optaget som det femte medlem af gruppen, var det et eksempel på noget der i bedste fald må bedømmes som et eksperiment.
Never mind, det blev efterhånden åbenbart for de fleste, at de fire drenge fra Liverpool var almindelige dødelige med fejl og mangler som alle andre. Det gør ikke deres præstation mindre.
ref.: Kort Nyt, 2004.Nov.13
--------------------------------------------------
Cynthia
Efterhånden som John begyndte at stole på mig, talte han mere om sin opvækst og lod mig se den sårede, fortabte lille dreng, der lå indeni.
Cynthia Lennon
Hvis nogen kan tegne et følsomt og ærligt billede af John Lennon, må det være hende.
Convention Interview: Cynthia Lennon
ref.: Kort Nyt, 2005.Sept.15
--------------------------------------------------
På en ny måde
Jeg hader at lave den samme forbandede ting dag ud og dag ind. Da The Beatles så kom ind i mit liv, var det helt fantastisk, for det store ved John, Paul, George og Ringo var jo, at de aldrig gav mig det samme to gange. At arbejde med The Beatles var som at arbejde med forskellige grupper hvert år. Drengene ændrede sig på samme sære måde som et væsen fra det ydre rum, der er i stand til at mutere og helt efter forgodtbefindende.
George Martin, pladeproducer m.m.
Og nu udsender George Martin en CD med gamle Beatles sange på en ny måde. Det bliver spændende at høre.
ref.: Kort Nyt, 2006.Nov.20
--------------------------------------------------
Munter fejldiagnose
Liberalister...?
Direktøren for tænketanken Cepos, Martin Ågerup, har taget Beatles under kærlig og liberal behandling.Det må dreje sig om en i bedste fald munter fejldiagnose, når Ågerup mener at The Beatles absolut måtte være liberalister. Ågerup må desuden have en dårlig hukommelse - eller måske ligefrem bevidst se bort fra fakta(?) - når han ser bort fra eksempelvis John Lennon's erindringer fra drenge- og ungdomsårene, hvor der ikke bliver lagt skjul på foragten for samfundets sociale hieraki....for slet ikke at tale om senere udgivelser a la "Working Class Hero" og "Give Peace a Chance", hvor budskabet bliver fremført så tydeligt at selv en meningsmanipulator burde kunne følge med. Ågerup's spin sker som altid på bekostning af de, der i forvejen er nederst i det sociale hieraki. Lad os derfor grine ham ud.
ref.: Kort Nyt 2008.Okt.09
Lulu vs. Duffy
Duffy hørte jeg tilfældigt (og kortvarigt) på TV2's annonceblok, men blev straks fanget af hendes distinkte stemme i nummeret "Mercy". Mindede den ikke om noget?....nå jo, det var jo hende dersens Lulu fra 1960'erne, der bl.a. sang "Shout" til tops på hitlisterne. Lad os derfor høre dem begge en gang til!
"Shout" (Lulu 1965)
"Shout" (Lulu 1986)
Lulu (Wikipedia)
"Mercy" (Duffy)
"Warwick Avenue" (Duffy)
"Syrup & Honey" (Duffy i studiet)
"Cry to Me" (Duffy med gl. Stones nummer)
Duffy (Wikipedia)
Duffy (official homepage)
ref. Kort Nyt, 2008.Dec.31
nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn
Skæve dage...
Filmen beskriver de glade dage i Thy-lejren i 1970'erne. Udover nogle ubetalelige glimt fra taler og diskussioner er der musikalske klip med Gasolin og Gnags, som giver koncert i lejren. Forsøgene med en anden type samfund var noget som måtte gøres - det eksisterende var for åndssvagt. Det har været interessant gennem filmen, at møde fænomener og argumenter fra dengang, hvoraf en del stadig har relevans. DVD'en er i disse dage på udsalg hos TIGER butikkerne, hvor den sælges for 20 kroner. Til den pris får man en filmisk dokumentation af en varm periode i ungdomsoprøret.
ref.: Kort Nyt, 2005.Nov.26
--------------------------------------------------nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn
Der var oprør i tiden. Jeg husker en episode fra begyndelsen af 1967, hvor jeg sammen med min forlovede og kommende svigerforældre en aften sad og så TV-Aktuelt med et indslag om ungdomsoprøret. Kommentatoren sagde noget i retning af, at ungdommen tilsyneladende syntes, at i stedet for de voksnes forbud mod alt muligt, skulle det ifølge de unge være forbudt at forbyde nogetsomhelst. Jeg smilede. Det bemærkede min (kommende) svigermor og kommenterede: "Ja, det er lige noget Kurt kan bruge!" Og hun havde ret, kommentaren ramte plet, for det var lige præcis hvad ungdomsoprøret drejede sig om: frihed - tidens store mangelvare.
--------------------------------------------------
Bevidsthedsudvidende?
Med til billedet af 1960'erne hører uundgåeligt tidens besættelse af rusmidler. Mange musikere havde den idé, at de spillede bedre, når der forinden var skudt et læs hakkelse indenbords. Den korte forklaring var, at det var bevidsthedsudvidende - så var det ligesom sat på plads, at man var en kapitalistisk lakaj eller i bedste fald en småborgerlig ignorant, hvis man ikke fyrede en fed, inden det gik løs på scenen.
Set fra Kurt's krog var det dog let at se, at de fleste musikere under indvirkning af diverse stoffer spillede langsommere og med flere spillefejl end sædvanligt, hvilket ihvertfald ikke gjorde den musikalske oplevelse større for de af os, som stadig var ved de fulde fem. Ikke desto mindre hævdede disse musikere ofte bagefter, at de aldrig havde spillet bedre.
Mange intellektuelle trendsettere priste de bevidsthedsudvidende stoffer i høje vendinger og mente, at kemikalierne repræsenterede enden på det borgerlige kapitalistiske samfund. For mit eget vedkommende var jeg mere end skeptisk. Jeg kunne jo se, hvordan stofferne virkede på de musikere jeg spillede sammen med: sløvende og apatisk. Hvordan skal man lave revolution i den tilstand? Når man derudover tager i betragtning, at 60'ernes oprør også var en opstand imod en fladpandet bajerkultur, kan det være svært at se diverse rusmidler som andet end en syg erstatning.
--------------------------------------------------
Den elektriske jul
Nogle af mine venner - en københavnsk gruppe - skulle spille i Studenterforeningen (H.C. Andersens Boulevard) sammen med en række andre grupper - nogle få kendte (bl.a. Pink Floyd), de fleste i kategorien lige under. Arrangementet blev annonceret i aviser o.l. som "Den elektriske jul". Gruppens bassist havde tydeligvis indsnuset noget tågedis hjemmefra, men forklarede i omklædningsrummet at "jeg spiller meget bedre, når jeg har fyret en fed". Da de gik på scenen var det dog tydeligt, at han spillede dårligere end sædvanligt. Kapelmesteren gav ham en kraftig skideballe for hans evner som bassist i almindelighed og opførsel ved dette arrangement i særdeleshed. Pludselig midt under showet lægger han bassen fra sig, læner sig ind over sit store bas-anlæg og begynder at stortude. Stor moro. Gruppen må forlade scenen i hast.
Alrune Rod
Leif Roden (Nielsen) - bas & sang
Flemming Giese Rasmussen - guitar
Kurt "Pastor" Ziegler Simonsen - orgel & sang
Claus "Jeppe" From Rasmussen - trommer
Omkring 1967 var den musikalske scene udviklet så meget, at de danske grupper endelig og langt om længe begyndte at spille som sig selv. Alt for mange havde indtil da på enhver måde lænet sig op ad de engelske forbilleder. Jeg har en enkelt gang besøgt Alrune rødderne i deres øvelokale i Kongelunden, og det var tydeligvis ikke et helt almindeligt arbejdskollektiv man mødte. Man slappede af, snakkede, drak og røg (!). Alligvel må de have nået noget i øvelokalet, for i slutningen af 1960'erne var de et meget efterspurgt orkester på festivaler, gymnasier m.m.
Personlig var jeg ikke vild med deres musik, men var alligevel fuld af respekt over, at en gruppe i den grad turde gå egne veje, og samtidig opnå en rimelig kommerciel succes. Der har været flere udsendelser med gruppen i dansk TV, som viser at Leif Roden & co. havde noget selvstændigt at byde på - om man så kunne lide det eller ej.
--------------------------------------------------nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn
Kurt's dagbog, 1968.Dec.28 (det var en lørdag):
I Studenterforeningen om eftermiddagen. Mødte amerikaner (California). Beautifools spillede også derinde. Snakkede med Pastor og Jeppe.
Pastor = Kurt Simonsen (orgel), Beautifools & Alrune Rod
Jeppe = Claus Rasmussen (trommer), Beautifools & Alrune Rod
Jeg kendte Pastor og Jeppe fra tidligere, hvor vi havde spillet sammen et årstid. Derfor var jeg selvfølgelig interesseret i, hvordan det gik for dem i deres nye gruppe. Senere flyttede de begge over i Alrune Rod.
Besat af Beat
En væsentlig del af dokumentationen for musik fra dengang, er de lyd, film og foto-optagelser der blev lavet dengang. Foruden disse er der selvfølgelig avisernes skriverier og undergrundsbladenes omtaler, koncerter plakater, kontrakter, etc.Jeg søgte efter optagelser med den amerikanske guitarist Harvey Mandel, og faldt over Claus Rasmussen's hjemmeside. Det medførte en længere omgang med sidens mange lækkerier fra 1960'erne. Han har en imponerende samling af optagelser med et utal af datidens store navne - især er samlingen af Jimi Hendrix indspilninger overvældende.
Alle disse ting har jeg samlet i en del år. Lydoptagelser foretrækker jeg at kopiere direkte fra originalkilden til et digitalt bånd (DAT), men det har ikke altid været muligt at kopiere det på den måde, derfor er min samling en blanding af spolebånd og DAT bånd samt en hel masse kassettebånd. Både mængden af materiale fra grupperne og kvaliteten er stærkt svingende.
Godt at nogen vil have besværet med at dokumentere lyden af dengang.
PS
Jeg har tidligere angivet, at ovennævnte Claus Rasmussen var den samme som Claus "Jeppe" Rasmussen fra Alrunen, men er blevet belært fra flere sider, at dette ikke er tilfældet. Jeg beklager forvekslingen.
nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn
Pop-parodi
It was way back in 1960 when six guys got together in Leighton Buzzard Bedfordshire to form a pop group based on vocal harmony. They called themselves the Knights of the Round Table but quickly realized it was too many words to put on a poster so for no other reason at all decided on changing the name to The Barron Knights.Det kom der nogle morsomme plader ud af, når gruppen én gang om året udsendte parodier på kendte grupper og solister.
The Barron Knights (YouTube)
The Barron Knights (official homepage)
ref. Kort Nyt, 2008.Dec.13
nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn
Kajs Camping
hørte jeg til et udendørs-arrangement i Ballerup, sommeren 1970.
Det foregik på en ujævn mark på Egebjergvej, hvor anlægget blev stillet direkte på jorden. Ingen scene, intet overdække, ingenting. Strømmen fik man fra en transportabel generator. Jeg husker ikke meget af gruppens spil, bortset at de var festlige. Her var ikke noget med hov-ski-snov-ski, som flere af københavnergrupperne ellers brillerede med; der var ofte et tydeligt forbehold over for musiklivet i "provinsen".
Selv om jeg altså ikke husker alverden fra koncerten, husker jeg til gengæld bassistens højttaler: et 350 liters horn med en 15" bashøjttaler monteret - sikken lyd! Som nævnt andetsteds købte jeg ti år senere to tilsvarende horn hjem til den lille stue. Det var noget der kunne brumme!
nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn
(Gasolin i Damgårdsparken, Ballerup, 1969)
Gasolin og Kim Larsen
er forlængst blevet anerkendte navne herhjemme, så de behøver ingen nærmere præsentation. Dengang i 1969 så tingene dog helt anderledes ud. Da var det en gavflab, som stod og kæftede op fra en scene sammen med nogle mystiske subjekter ude fra Amager. Når de var inviteret med i Damgårdsparken, var det i kraft af gruppens image på den alternative musikscene, og bedømt ud fra den vinkel, var det ærlig talt en tynd omgang suppe der blev serveret. Franz Beckerlee har aldrig haft nogen stor (musikalsk) stjerne i min bog, og hvis denne dag skulle regnes med, blev stjernen kun endnu mindre.
Jeg var dybt skuffet over primitiviteten af gruppens numre; 3 akkorder og så ellers Larsen's løvebrøl for resten af pengene. Jamen det var jammerligt - men utvivlsomt var gruppen populær blandt de øvrige fremmødte, det vil jeg slet ikke udelukke. Efter at Larsen er gået solo, har han været så fornuftig først og fremmest at vælge sine folk efter deres musikalske kunnen, dernæst alt det andet. Dengang var det tilsyneladende omvendt.
--------------------------------------------------
Ellers taknnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn
Da jeg ikke synes, det sømmer sig for en gammel gadedreng og popsanger at føre sig frem med kors og bånd og stjerner, takker jeg pænt nej til ridderkorset, siger 61-årige Kim Larsen i en pressemeddelelse.
Vel talt.
ref.: Kort Nyt, 2006.Nov.24
Jimi Hendrix
(1967.Maj.21 i Falkonércenter)
Dette er første gang The Jimi Hendrix Experience er i Danmark, og det er en begivenhed der er værd at mindes. Det foregik i Falkonércentret og næsten samtidig med hans gennembrudshit "Hey Joe".
Først var det dog opvarmningsgruppen, den svenske duo Hansson & Carlsson (orgel & trommer), som spillede en stort anlagt, brusende orgelstil, men ellers ikke var særlig imponerende. De kom svævende op gennem gulvet på den drejelige scene, men lige lidt hjalp det. Jeg var på ingen måde imponeret over de to svenskere, der mindede alt for meget om Palladium kino-orgelskolen, der døde ud sammen med 1950'erne.
Endelig blev det Hendrix' tur. Hele hans musik-cirkus kom rullende ind på den drejelige scene. Forstærkerne stod og knasede og brummede, fordi alt ikke var justeret ind endnu. Han havde Marshall stacks (søjler) - forstærkere og kabinetter. Det var første gang jeg så det, og det så simpelthen fantastisk ud. To kabinetter plus forstærker stablet ovenpå hinanden var større end manden himself. Da han kom herover anden gang, var anlægget vokset til det dobbelte, og i mellemtiden er den slags opstillinger forlængst blevet standard, men dengang var det en revolution.
Det krøllede hår og spraglede tøj var heller ikke set før, så det er ikke for meget sagt at Jimi Hendrix var en kulturel revolution. Hans spil var i en klasse for sig selv, han havde tydeligvis blues-baggrund (hvilket ikke gør ham dårligere), og som rosinen i pølseenden overhældte han til slut guitaren med benzin og satte ild til den - for fuld styrke! Jamen det sir jeg Dem, fru. Heilbundt, det var sgu noget der rystede borgerskabet.
Min forlovede og jeg så Hendrix alle tre gange han var i Danmark, og vi var begge begejstrede. Den første gang var så afgjort den bedste. Anden gang var han i højt humør og sagde til slut "thank you" v.h.a. guitaren. Tredie gang lignede han en skygge af sig selv, det hele var blevet rutine. Tre måneder senere døde han.
Wild Thing (Monterey Pop Festival 1967)
ref.:
Kurt's Dagbog, søn. 21. maj 1967
Bagsiden af Hendrix' første LP
--------------------------------------------------nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn
(Jimi Hendrix)
Hej du spillemand.....
Den største, har himmelstormerne kaldt ham.
Det kan man være enig eller uenig i, men ihvertfald er det ubestrideligt at Jimi Hendrix' påvirkning af samtidens guitarister dårligt kan overvurderes.
Eric Clapton fik engang i 60'erne i et interview i New Musical Express presset ud mellem ribbenene, at der (iflg. Clapton) fandtes større stjerner: Look, Hendrix is a friend of mine, but as a guitarist there are better. Og hvis man betragter hans spil rent formelt, har Clapton ret. Men det specielle ved Hendrix var netop, at hans spil var uformelt. Han spillede ting på guitaren som ingen - heller ikke Clapton - havde tænkt på.
I 60'erne var Kurt & konen inde og opleve The Jimi Hendrix Experience (Mitch Mitchell, Noel Redding, Jimi Hendrix) tre gange og Cream (Ginger Baker, Jack Bruce, Eric Clapton) en enkelt gang.
Experience var (især under det første besøg) morsom, usædvanlig påklædt, havde udstråling, tyk lyd og spændende musik - det hele.
Cream var derimod helt igennem kedelig med tynd lyd, kedeligt tøj og nul udstråling. Clapton's spil indeholdt alle de slidte bluesfraser, som gøres lige så godt af 999 andre guitarister, og ikke ret meget andet. Der var også en lejlighed, hvor Clapton & co. blev kørt gennem byen på en lastvogn med anlæg og det hele. Det var i forbindelse med optagelser til en film. Men jeg ved ikke....efter mine begreber nåede de aldrig Hendrix til sokkeholderne. Så selv om Cream som gruppe ikke gjorde noget stort indtryk, fik jeg efterfølgende stor respekt for Jack Bruce, da han efter bruddet udsendte et par fortræffelige solo LP'er, især Songs For A Tailor med nummeret "Rope Ladder to The Moon".
Nå, tilbage til sagen...
Hendrix var fordomsfri i alle livets forhold - hans tankegang var hverken hvid eller sort, højre eller venstre. Det kunne høres.
På grund af den første LP's banebrydende stil ("Are You Experienced"), var forventningerne også skyhøje inden LP nr. 2 ("Axis Bold As Love") kom på gaden. Den var til gengæld en skuffelse og hverken indhold eller spil blev bedre på de efterfølgende plader - der var blevet sagt hvad der skulle siges med den første. Derfor ville det heller ikke have gjort nogen musikalsk forskel, om han havde overlevet div. syretrips - eller hvad det nu var, der i sidste ende trak tæppet væk. Selv en guitargud må dø.
ref.: Kort Nyt, 2003.Aug.30
--------------------------------------------------
En stjernes endeligt
At det gik så galt for Hendrix, har en umiddelbar og ret banal forklaring: Han arbejdede for meget, havde aldrig fri, tog for mange stoffer, fik ikke ordentlig mad, sov for lidt og for dårligt. Døde af udmattelse.
Jo, det er rigtigt, der er egentlig ikke så meget hokus-pokus omkring Hendrix' død. Eftertidens fejl er, at man beskriver det som om han døde PÅ TOPPEN af sin karriere. Den kedelige sandhed er, at Hendrix forlængst havde sagt musikalsk farvel til toppen. Det hele var blevet business og rutine. Han havde tabt gejsten og det kunne høres.
Trommeslageren fra Experience, Mitch Mitchell, udtalte gentagne gange både før under og efter gruppens opløsning, at Hendrix skulle forblive ved den enkle opstilling: 3 mand - guitar, bas, trommer. På det felt var Hendrix en ener. De efterfølgende plader viste at Mitchell havde ret; en (forståeligt nok) søgende Hendrix, der prøver alle mulige krumspring, men ikke noget som på nogen måde vil gå over i musikhistorien.
ref:. Kort Nyt, 2005.Sept.18
En halvhjertet tak
Så er jeg professionelt stolt af, at jeg har fået lanceret hele den nye musikkultur på en ordentlig måde i medierne. Det var jo også blevet lanceret uden mig, men jeg synes, jeg fik lanceret det på en måde, så folk kom nogenlunde tidligt ind i det, på trods af, at nogle medier herhjemme slet ikke syntes, det skulle ud.
Jørgen Mylius
Jo, Mylle fortjener sin del af æren for poppens udbredelse til de små hjem. Men samtidig var han også glat, uvidende eller direkte intolerant omkring mange ting i tiden - ungdomsoprør og Christiania for at nævne et par eksempler.
En af mine egne musikalske favoritter - den amerikanske guitarist Harvey Mandel - mødte jeg således via svensk P3, hvor flere svenske journalister dækkede den amerikanske rockmusik-scene ugentligt. Der var en helt anderledes dybde og viden om tingene på de svenske udsendelser. På kanal Mylle blev mange musikalske kapaciteter fuldstændig negligeret - her skulle musikken helst være glat, køns- og problemløs. Og ikke mindst: hitlisteorienteret.
En forklaring på Mylle's musikalske præferencer kan være, at han ikke selv var/er musiker - han lyttede vel nærmest til musikken på samme måde som en gennemsnits teenager. De mange interviews med forskellige musikere i 1960'erne viser en person, der stort set ingen forståelse har for musikbranchen eller arbejdet med et nummer.
Jeg har aldrig brudt mig om Mylle's stil eller udsendelser, og gør det stadig ikke, men ret skal være ret: han bragte pop-musikken ind i de danske stuer, som afløsning for datidens rædsler a la "Hvide Måge" og "Fiskerpigens Sang". Det fortjener han en halvhjertet tak for.
Mylle (side 14-28) (pdf)
ref.: Kort Nyt 2008.Jan.24
nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn
Det var Steve Winwood, organist og sanger hos Spencer Davis Group, der forlod gruppen og startede Traffic engang i 1967. Forventningerne til den talentfulde sanger var enorme. Sammen med Spencer Davis havde han bl.a. indspillet hittet " Gimme Some Lovin' ", der med sin solide orgelsound gav Spencer Davis en placering blandt tidens hotte blues- og rockgrupper.
Jeg oplevede Traffic i Falkonércentret 1967 eller -68, men det var helt igennem en skuffelse. Selv om gruppen i forvejen var kendt fra numre som "Hole in my Shoe", "Paper Sun" og "Dear mr. Fantasy", og selv om medlemmerne (Steve Winwood, Dave Mason, Jim Capaldi og Chris Wood) hver især var dygtige på deres instrument, virkede gruppen i live situationen søgende og uinspireret. Fremfor alt fungerede de kendte pladenumre slet ikke på scenen, hvor diverse gimmicks fra lydstudiet manglede. Der var noget pigekammeragtigt og ufrivilligt feminint over deres musik - hele drønet fra Spencer Davis dagene var væk, og det virkede som om der ikke var kommet noget andet i stedet. Hvor stor min sympati for de fire individualister end var, så var den musikalske oplevelse denne aften i Falkonér Centret en skuffelse.
nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn
Op-o-poppa
Som et kvantespring fra et provinsielt DR havde svensk TV gennem somrene i 1970'ernes begyndelse LIVE TV under titlen "opp-o-poppa" (op og poppe). Det foregik på udendørsscenen "Skansen" i Stockholm, hvor Claes av Geijerstam ("Clabbe") præsenterede tidens nuværende og kommende stjerner, f.eks.
Simon & Garfunkel,for at nævne nogle få. Clabbe selv kom iøvrigt fra den svenske gruppe "Ola & The Janglers", som var et kendt navn på datidens hitlister ("Let's Dance" bl.a.). Han havde derfor en sikker føling med, hvad der rørte sig i tiden. At han tilmed så godt ud, og iøvrigt var en sympatisk, vindende og vidende person, gjorde ikke TV-successen mindre.
Vinegar Joe (m. Elkie Brooks og Robert Palmer på vokal),
Talkin' 'bout my baby
Take Me In Your Arms
Lawdy miss Clawdy
Mothers of Invention,
Captain Beefheart,
Rhinoceros,
The Turtles,
Jeff Beck Group,
Sonny & Cher,
Abba,
Pugh Rogefeldt,
Solar Plexus (m. bl.a. Tommy Körberg) og
Björn Skiffs
Op-o-poppa backing-bandet var ligeledes nogle skrappe drenge med blæsersektion og det hele. Guitaristen Janne Schaffer og bassisten Stefan Brolund, der begge var unge, men velrenommerede studiemusikere (hos Abba bl.a.), blev kendt af alverden her.
nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn
(Mothers of Invention, koncert i København 1967)
Jazz is not dead - it just smells funny.
Det var musiker, komponist, provokatør, samfundskritiker og-meget-mere Frank Zappa der udstødte denne syrlige kommentar i forbindelse med fremførelsen af nummeret "Be-Bop Tango" i 1974. Det syrlige var så at sige Zappa's varemærke.
Mothers of Invention var gruppen som startede lavinen, og Zappa var hjernen bag. De slog igennem med nummeret "Help I'm a Rock" i 1967 - hentet fra deres første LP "Freak Out". Nummeret var, som det meste andet fra samme kant, en syrlig kommentar til samfundet i almindelighed og amerikansk livsstil i særdeleshed. Gruppen var i København omkring samme tidspunkt. Kurt og konen var inde og se kamelen.
Suzy Creamcheese, som også gav navn til en af gruppens sange, lå på scenegulvet under hele koncerten, pillede sig både her og der, og så i det hele taget smækfornærmet ud. Senere blev Suzie og Zappa gift og fik banket et par unger sammen hjemme i Los Anderledes.
Skal man sige det kort - og det er svært med Zappa - kan man sige, at han var en underlig skid. Men også spændende, for han havde altid en pirrende kritisk indgangsvinkel til et hvilket-som-helst emne, det være sig musik, politik, livsstil eller hvad-som-helst. Han formåede at få os til at grine og derefter tænke en ekstra gang.
Som musiker (guitarist) hørte han efter min opfattelse aldrig til de store. Som komponist af moderne musik fik han efterhånden oparbejdet et vist renommé - fortjent eller ufortjent. Zappa er først og fremmest blevet en kultfigur i kraft af en bevidst iscenesættelse af sig selv - det siges at han havde sit eget reklamebureau (så glider det hele lidt lettere).
Han endte sine dage dage i forbindelse med en ukompliceret kirurgisk operation, som ikke desto mindre gik galt. Det kostede forsikringsselskabet en stor erstatning til Suzie og ungerne. Resultatet er, at Zappa i dag nærmest har kult-status - et projekt han brugte hele karrieren på.
Motherly Love
Who Are The Brain Police?
Zappa i København
Musikalsk analyse
ref.: Kort Nyt, 2003.Aug.10
nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn
Kaptajn Bøfhjerte
Beefheart & Zappa
Captain Beefheart, egl. Don Van Vliet, f. 1941, amerikansk sanger, saxofonist og sangskriver, som i 1965 dannede orkesteret Captain Beefheart and the Magic Band, der blev et af de særeste bands på den amerikanske rockscene. Van Vliets tekster er en surrealistisk automatskriftspoesi med dadaistiske rim, der fremføres med grynt og råb. Musikken er en blanding af rhythm and blues, avantgardejazz og moderne kompositionsmusik. Debutalbummet Safe as Milk (1967) er sammen med dobbeltlp'en Trout Mask Replica (1969) forunderlige milepæle i rockhistorien. Van Vliet blev også kendt for sit samarbejde med Frank Zappa, der producerede Trout Mask Replica. Van Vliet indspillede i de følgende årtier en lang række album — også i mere konventionel stil — og har siden 1982 levet som succesfuld, men i stigende grad tilbagetrukket kunstmaler. Van Vliets malerier er stærkt ekspressionistiske; han har bl.a. udstillet på Brandts Klædefabrik i 1991 og 1994.
Gyldendals Åbne Encyklopædi
Åh ja, Kaptajn Bøfhjerte, han var (er) en sær skid, men fik da lavet et par glimrende LP'er, som stadig kan stå distancen. I en periode blev hans plader udsendt på Frank Zappa's selskab, de var vist gode venner, men det hele fik pludselig en ende. I datidens musikblade (NME og Melody Maker) blev det aldrig forklaret, hvad problemet egentlig var. Men jeg tror, at selv Zappa fik for meget - mosten kunne også blive for stærk, selv for en anarkist. Interviewet med Bøfhjerte giver indtryk af en stakkel, der aldrig har haft det rigtig godt - måske heller ikke fået anerkendelse for de nye musikalske veje han faktisk har betrådt - men på den anden side har klaret sig rimeligt i tilværelsen. Det er da altid noget.
Captain Beefheart (Wikipedia)
Safe as Milk (med lydeks.)
Trout Mask Replica (med lydeks.)
ref.: Kort Nyt 2009.Maj.08
nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn
The Defenders
har jeg hørt flere gange i Karrusellen omkring 1966-67, og det var hver gang en fornøjelse. De kunne spille underholdende (f.eks. "Kom maj du søde milde" og andre af samme skuffe), men også rokke derudaf med f.eks. "Mashed Potatoes". Jens Dahl var en nydelse at se og høre med sine mange små finter og lækre klang. Ligesom Ken Gudmand blev han ikke særlig gammel, jeg tror han døde omkring år 2000.
Da Jimmi Hendrix var i Danmark anden gang (1968), spillede Jens Dahl's gruppe Young Flowers som opvarmning. Det foregik i Tre Falke-centret. Hendrix var i fin form, mens Dahl og hans gruppe (samme besætning som Hendrix: guitar, bas, trommer) efter mine smagsbegreber var alt for efterplaprende i forhold til Hendrix med stort hår, spraglet tøj og en spillestil der ligefrem klæbede til Hendrix. Det var klamt. Nej, Jens Dahl's store periode var sammen med The Defenders.
--------------------------------------------------nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn
Kurt's dagbog, 1968.Maj.08:
Der stod noget i BT om, at Rudolf fra Defenders vil til at spille go' dansksproget pop. Det er skuffende, når et så oplagt talent foretager sådan et tilbageskridt. I går var Fugs, Nice, Ten Years After og Fleetwood Mac i København, det var noget jeg gerne ville have oplevet.
Diskussionen om dansk kontra engelsksproget pop-/rockmusik er, som det ses, ikke ny. I mellemtiden må jeg indrømme at have skiftet mening, således at jeg i dag så afgjort foretrækker en meningsfuld dansk tekst.
--------------------------------------------------
(Ken Gudman død, 2003)
Kedelpasseren
Ken forlod os den 17. september 2003, er den manende indledning til historien om en af de store danske trommeslagere, der nu er draget til de evige slagtøjsmarker.
Første gang jeg hørte Ken Gudman var i Karrusellen i 1965, hvor han var trommeslager hos The Defenders (Jens Dahl, Flemming Sørensen, Rudolf Hansen), en velspillende kvartet som formåede at servere musikken med charme og elegance.
Gudman spillede så godt og indlevet, at man egentlig ikke bemærkede det - det så jo så let ud, når han hev sine små mirakler op af gryderne. Derfor fik han nok heller ikke fuld kredit for sin indsats i Defenders perioden, hvor han sad diskret omme bagved og passede kedlerne. Han har siden spillet i et utal af sammenhænge og orkestre, hvor han ikke mindst blev valgt på grund af sine musikalske kvaliteter.
Guitaristen Peter Thorup siger f.eks. om perioden i Den Benhårde Trio:
Jamen, det fungerede jo bare perfekt! Jeg havde selvfølgelig hørt Ken, da han spillede i Defenders, det var imens jeg var i Beefeaters. Allerede der kunne jeg høre, der var noget. Mens jeg var i udlandet, spillede jeg jo med en del ganske dygtige folk, men Ken er en af dem, der har passet bedst. Han SPILLER jo trommer, han SLÅR ikke på trommer. Han sidder jo bag dem, som var det hjemme i stuen. Jeg havde et job på Tagskægget i Århus, så fik jeg fat i Rudolf og Ken, vi øvede en nats tid, og det gik jo meget godt, så vi blev bare ved. Hehe, Den Benhårde Trio.
Sidst jeg så Gudman var ved Brøndby Pop Club's jubilæum sidste år i april (2002), hvor han med sit sædvanlige lette spil indgik i Young Flowers trioen sammen med guitaristen Per Frost og Ingemann på bas. Men samtidig var det tydeligt at hans dage var talte, det behøvede man hverken være spåkone eller doktormand for at afgøre. Kroppen var slidt op af det ubarmhjertige musikerliv, hvor også cigaretter og whisky og gud-ved-hvad havde krævet sit, og man fik helt ondt af den smukke unge mand der var kommet til at ligne en meget træt og chokerende gammel olding. Derfor kommer meddelelsen om hans bortgang heller ikke som nogen overraskelse. En kompetent og respekteret musiker har takket af.
ref.: Kort Nyt, 2003.Sept.22
The Matadors / Matadorerne
som jeg vil tillade mig at kalde Tommy P's gruppe, fordi han var den absolutte ankermand. Jeg hørte gruppen et par gange i Karrusellen i 1967, og de var da sådan set dygtige nok, men manglede efter mine smagsbegreber det, der gør en gruppe til noget særligt. Det virkede altsammen så planlagt professionelt, det de lavede. Der manglede noget gejst.
Tommy P ville gerne gi' den som intellektuel, hvorfor gruppen bl.a. udsendte nummeret "My Situation", men mange af hans udtalelser virkede dog nærmere som et dolkestød imod ungdomsoprøret og alt det, som de progressive grupper stod for: politisk, sexuel, arbejdsmæssig og frem for alt musikalsk frihed.
Nå, men Matadorerne var et stort navn i en periode, og tillykke med det. Senere, da Tommy-drengen som følge af tidernes ugunst dannede sit en-mands orkester, måtte han tage til takke med tre måneder på Grønland og omegn. Forhåbentlig fik han tænkt nogle tanker deroppe.
nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn
Nøddeknækkeri
One rainy morning early in 1962, Rod Pierce, who ran Rendezvous Records, called me and asked if I would come to his office and play piano on a recording session they were doing at noon....
There was nothing unusual about the phone call since I had done business with Rod before, having sold him the first record I ever produced, a single by Sherry Lee, just three months earlier. I agreed to do the date that day, assuming he just wanted me to play piano background on the session. However, what was unknown to me at the time was Ernie Freeman, the musician who had played lead piano on 'Bumble Boogie', the original hit for B. Bumble and the Stingers, was not going to play on the group's next record, 'Nut Rocker'. For whatever reason, and without my knowledge, Rod Pierce had decided to use me as the lead performer.
Al Hazan, pianist & songwriter
Det var på DAB-radioen at jeg tilfældigvis hørte et uddrag af Nøddeknækker suiten, og så var det jeg kom til at tænke på dengang i 1962, da vi over Radio Luxembourg rokkede til B. Bumle & The Stingers med nummeret "Nutrocker".
Men hvem var egentlig B. Bumble?
Iflg. ovenstående var det Al Hazan, som spillede på et opretstående klaver med tegnestifter påmonteret hamrene - altså de filtpuder som anslår strengene - og sikke en lyd! Hele historien om B. Bumle and The Stingers, hittet og gruppen er lang og kompliceret, men nummeret fejler ihvertfald ikke noget. Lad os derfor nyde indspilningen endnu en gang.
B. Bumble and The Stingers (Wikipedia)
Nut Rocker and all the classics
ref.: Kort Nyt, 2009.Febr.26
nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn
Red Squares
fra England med sangeren Geordie Garriock i spidsen hørte jeg i 1966 i Kødbyen (Kisbye danseskole). Med deres falsetsang og kun een (12-strenget) guitarist var der i høj grad lagt vægt på det vokale. "People Get Ready" var et af deres glansnumre, og selv om pigerne var begejstret, kunne det dog ikke skjule en musikalsk temmelig stillestående gruppe, som tilsyneladende kun havde det vokale at hævde sig på; trommer, bas, 12-strenget rytmeguitar - und nichts weiter - det bliver hurtigt tyndt.
Man kunne af og til læse om gruppen i New Musical Express (en engelsk musikavis, som udkom ugentligt), ligesom de optrådte en enkelt gang i "Top of The Pops", men deres singleplader havde svært ved at bide sig fast i den engelske hitliste og de fik aldrig arbejdet sig op i den engelske 1. division, som vist var den store drøm.
nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn
Manfred Mann
Manfred & co. havde en forunderlig evne til overleve i en evig foranderlig popverden, hvor der ikke er langt fra succes til det modsatte. Gang på gang kom de op med et hit, som sikrede gruppens økonomi lang tid fremover. Manfred himself er en tænksom person, som i forskellige interviews har afsløret stor viden om musik og mennesker. Til trods for gruppens navn har han dog lige fra begyndelsen holdt sig i baggrunden og overladt scenen til forsangeren.
Efter en række hits som f.eks. "Do Wah Diddy Diddy" og "Pretty Flamingo" valgte forsangeren Paul Jones at søge nye græsgange. Det resulterede blandt andet i et besøg i Karrusellen (i København), hvor han i slutningen af 1966 (muligvis begyndelsen af 1967) sammen med en back-up gruppe spillede numre fra Manfred-dagene; plus forsøgte at overbevise os om, at han kunne meget mere end det. Og selvom jeg havde sympati for PJ som person, var hans optræden ikke overbevisende. Flere gange kom han ud i halsbrækkende vokale øvelser, som tydeligvis oversteg den stemmemæssige formåen. Det gik heller ikke forrygende på pladefronten, så noget kunne tyde på, at han også selv anså løbet for kørt. Det næste vi hørte fra ham var, da han optrådte i en engelsk TV-serie (noget med en læge eller dyrlæge) - det klarede han faktisk udmærket.
I efteråret 1966 kom Mike D'Abo ind som ny sanger i gruppen. Herefter fulgte hits som f.eks.
Semi-detached suburban mr. James,Udover at synge, så han godt ud og kunne desuden skrive sange, f.eks. "Handbags and Gladrags", som gennem tiden er indspillet af bl.a. Chris Farlowe, Rod Stewart og Stereophonics.
My name is Jack (bemærk fotoet af Paul Jones, som fremvises midt i videoen omkring 1:38; drengene har tydeligvis en del morskab i den anledning) og
En kritiker har beskrevet forskellen på de to sangere således: Paul Jones brought a dynamic presence and charisma to the Manfreds. Mike d'Abo brought something different and subtler: an under-stated persona, quizzical and elegant, and a gentle tinge of social satire.
Paul Jones og Mike D’Abo - to sangere i Manfred Mann
Gruppen opløstes i 1969 og Manfred kørte butikken videre under navnet Manfred Mann's Earth Band med en perlerække af numre som f.eks.
Blinded by the Light (1976) ogIsær synes jeg sanger og guitarist Chris Thompson gjorde det godt. I et langt senere interview fortalte Manfred, at han var glad for sin musikalske udvikling og stolt af gruppens kommercielle succes - også i de tidlige dage (med Paul Jones, Mike d'Abo m.fl.).
You Angel You (1983).
Ville han råde unge mennesker til at forsøge sig?
Bestemt nej! Kun hvis man stik imod alle odds, rådgivning og advarsler alligevel insisterer på at vove sig ind i en komplet uforudsigelig musikbranche, er man for det første naiv, for det andet idiot. Mod dem kæmper selv guderne forgæves.
nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn
Overklasseløget
Marianne Faithfull (født 29. december 1946) er en engelsk sangerinde og skuespiller, hvis karriere har strukket sig over fire årtier. Faithfull's første arbejde med pop og rock musik blev enten overskygget af hendes kamp mod stofferne i 1970'erne eller hendes personlige historie. Efter en lang pause fra musikverdenen kom hun tilbage, og udgav albummet Broken English. Med en karriere over så lang tid har Faithfull ofte fornyet sin musikalske personlighed, eksperimenteret med forskellige musik genrer, og sammenarbejdet med andre kunstner som for eksempel David Bowie, Tom Waits, Nick Cave, Metallica og Roger Waters.
Åh ja, Marianne Faithfull, sikke en pige. Født til et liv på solsiden har diverse op- og nedture ændret synet på et og andet. Og "Working Class Hero", den siger jo det hele.
Marianne Faithful (Wikipedia)
Marianne Faithfull (official website)
nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn
Jonathan King var The King of Hits, fordi han den ene gang efter den anden formåede at udsende singleplader, der gik direkte ind på hitlisterne (om man så kunne lide dem, var en anden sag). Ofte blev pladerne udsendt under pseudonym som f.eks.
Shag,Og lige så ofte var lyden, "soundet", så forskellig fra det ene nummer til det andet, at det kunne være svært at forestille sig, at een og samme person stod bag alle projekterne.
Sakkarin,
Bubblerock,
100 Ton & A Feather,
Nemo,
The Weathermen,
The Piglets og
Bubblerock.
Hans første hit under eget navn var "Everyone's Gone to the Moon" fra 1965. Senere samme år udsendte den australske gruppe Hedgehoppers Anonymous "Good News Week", der blev et gevaldigt hit over hele verden. Tekst & musik var skrevet af Kenneth King, der senere viste sig at være Jonathan King. Han havde forresten også produceret pladen...
Herefter fulgte en række hits af svingende kvalitet, som f.eks.
"Sugar Sugar" (Sakkarin, 1971),Selvom han altså i bund og grund var en poppedreng, er det alligevel tydeligt, at han som artist har formået at skabe sig en platform, der var helt hans egen. I nyere tid har der været en del knas mellem King og dele af den engelske presse, som mistænker ham for omgang med mindreårige af samme køn. Det rokker dog altsammen ikke ved King's musikalske bedrifter i tidligere tider.
"Johnny Raggae" (The Piglets, 1971),
"Hooked on a Feeling" (Jonathan King, 1971),
"The Sun Has Got His Hat On" (Nemo, 1971),
"It's The Same Old Song" (The Weathermen, 1971),
"Loop di Love" (Shag, 1972),
"Satisfaction" (Bubblerock, 1974),
"Una Paloma Blanca" (Jonathan King, 1975) og
"It Only Takes A Minute" (100 Tons And A Feather, 1976).
Jonathan King (Wikipedia)
nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn
Eller: Når hurtighed bliver et mål for hurtighedens egen skyld. For jovist kunne han spille hurtigt, ham dersens Alvin Lee fra den engelske gruppe Ten Years After, men desværre også helt uden sjæl. Spillet var tom opvisning og en klam skid.
Mange år senere (2002) hørte jeg Alvin Lee, da Brøndby Pop Club endnu en gang slæbte mennesker sammen om et arrangement i Brøndbyhallen. Jeg var deroppe sammen med en ven, og skrev dagen derpå bl.a. følgende:
Jeg har forstået at Ten Years After næsten var husorkester i gamle dage, og ihvertfald meget populært. Da gruppen i dag er opløst, er det derfor forståeligt at man har valgt at hente gruppens guitarist, Alvin Lee, over som aftenens højdepunkt.Ten Years After (Wikipedia)
Efter min mening levede han dog slet ikke op til de forventninger man kan have til en stor guitarist. Det skal ikke forstås sådan at han spillede dårligt (selv om der rent teknisk findes mange som er bedre), nej det var måden altså at der blev spillet på.
Hele hans attitude var klichee, der var ikke noget sammenspil med de medbragte musikere (bas og trommer), de var statister og blev behandlet derefter. Bassisten var faktisk den eneste af de tre, som havde noget man kunne kalde udstråling, men samtidig var det tydeligt at han ikke skulle stikke snuden for langt frem.
Lee´s henvendelser til publikum blev gjort på samme klichee-agtige måde: fraser som lige så godt kunne have været fyret af i Singapore eller San Francisco (det er måske der han skal hen næste gang). Også i gamle dage synes jeg at Alvin Lee manglede det, som rigtige stjerner er gjort af. Jeg havde bare håbet at han i de mellemliggende år havde udviklet sig.
Brøndby Pop Club (en aften i nostalgiens tegn)
Good Morning Little School Girl
I'm Going Home (Woodstock 1969)
nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn
Rock Nalle & The Big Sound
hørte jeg 1966 i Politiets Ungdoms Klubber (PUK) på Tycho Brahes Alle, Sundby.
Der var nogle problemer med sanganlægget, den ene side var periodisk tavs. Et par lydfolk piskede forvirret rundt for at rette skaden op, mens Nalle råbte eder og forbandelser til teknikerne mellem de regulære vokale udbrud. Sanganlægget, som var et kendt og anerkendt fabrikat, kom dog aldrig til at lyde godt - for meget forvrængning og for lidt power. Big Sound var en gruppe med blæsere, som spillede meget højt, så alene af den grund var det svært at sige, hvor godt eller dårligt det egentlig var. Men Nalle & co. arbejdede sig gennem de obligatoriske soulnumre som f.eks. "In The Midnight Hour", "Mr. Pityful" og "I Can't Turn You Loose", som altsammen gav indtryk af, at han egentlig holdt mere af soul end af rock (og det kan jeg sagtens tilgive ham). På en skala fra 1 til 10 vil jeg give ham 6 (det kan man altid bruge, ha ha).
nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn
The Hitmakers
var (efter min mening) det tynde øl i Karrusellen. Jørgen Krabbenhøft & co. havde jo kun een guitarist og ingen orgelmand eller noget: guitar, bas, trommer og så Krabbenhöft på sang. Man kunne selvfølgelig mene, at det ville give guitaristen mulighed for at folde sig ud, men det gjorde han bestemt ikke - langtfra.
Senere optagelser viser gruppen med Krabbenhøft på rytmeguitar, så når han ikke gjorde det i Karrusellen, kan det muligvis skyldes at gruppen har valgt (som et forsøg?) at gå samme vej som f.eks. Red Squares med en helt fri sanger, der kan koncentrere sig om det udadvendte.
Retfærdigvis skal det siges, at gruppen havde et gevaldigt rennommé i samtiden, pigerne blev bløde i understellet når Krabbenhøft & co. sang "Stop The Music" m.fl.
Den besætning jeg hørte tre gange i Karrusellen var:
Jørgen Krabbenhøft, sang
Bjarne de la Motte, basguitar
Steen Bergstrøm, guitar
Torben Sardorf, trommer
Senere fik gruppen ambitioner, Mogens "Django" Petersen kom med på guitar, gruppen skiftede navn til The Floor og indspillede en LP, som kostede en halv bondegård. Gjorde det nogen forskel?
Hmm...ja måske, for der er mere lyd og dingel dangel på pladen, og det er også tydeligt at ambitionsniveauet er skruet op. Men hvor er det personlige udtryk - det som gør, at produktionen gennembryder den anonyme lydmur? Det er tankevækkende, at det personlige udtryk først kommer frem, da Krabbenhøft senere går solo og udsender ting som f.eks. "Babyfjæs" - Baby Face. Det gennembrud kunne jeg godt have undt Mr. Django og kompagni, for det er lidt synd at de aldrig nåede længere end til....1st Floor.
nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn
TrommeTorben
Denne hjemmeside er konstrueret, dels fordi min scrapbog er i et syndigt rod, så jeg på denne måde kan få orden i den. Og fordi eftertiden så kan få et lille indblik i, hvornår og hvordan rocken kom til Danmark.
Torben Sardorf, trommeslager i danske bands siden istiden, fortæller.
Dansk Rock'n'Roll i forrige århundrede
ref.: Kort Nyt, 2004.Sept.21
nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn
Gamle Melvis var en af igangsætterne, og der har desuden været så mange mennesker med i denne gruppe, at han alene af den grund fortjener en stor tak. Men altså....jeg har hørt Melvis & co. en aften på Revolution, Åboulevarden omkring 1970.
Mogens "Django" Petersen spillede som altid upåklageligt, mens Melvis' indsats var....jo, han har som sagt ført mange fine musikere frem, men hans spil er på mange måder hvad man kunne kalde professionelt - måske lovlig professionelt. Hvis du forstår.
nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn
Yes Indeed
hørte jeg en aften i Karrusellen 1967, og selv om de sådan set spillede godt nok, var det ikke noget som gjorde det store indtryk. Det virkede alt for upersonligt med Curt Parking i rollen som tilbagetrukket KøligKaj. Der var noget Engelbert Humperdinck over hans fremtræden. De engelske tekster gjorde ikke sagen bedre. Jeg kan jo se af musikerlisten, at talentet må have været tilstede, men ihvertfald formåede de slet ikke at gøre indtryk denne aften.
nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn
Husker du?
Året er 1964 og landets fire Mælkepop’er har lagt sig i spidsen med at vise de unge, at man skam godt kan hygge sig uden alkohol. Menukortet tæller en halv snes forskellige varianter af ”rystet” mælk med frugt og is - velegnet til et sugerør eller måske to - samt en god håndfuld fristende isanretninger.Mælkepoppen, åh ja, det var her Evy Nordlund og andre duller viste yndighederne frem i det forfængelige håb at blive "opdaget". Det lykkedes bl.a. for pigen fra Parmagade at komme afsted til staterne. Tillykke med det.
Jørgen Ingmann indspillede på samme tid "Milk Shake Twist". Den blev vist uddelt gratis (eller meget billigt) til poppens gæster. Pladen var en en lille blød plastskive på størrelse med en 45 r.p.m. singleplade med masser af knas og slingrelyd. Nummeret er dukket frem af glemslen efter disse mange år på den 4-dobbelte CD, som Ingmann udsendte omkring sin 80-års fødselsdag. På CD'en lyder nummeret næsten lige så elendigt som dengang.
Milkshake Twist (mp3)
ref.: Kort Nyt 2009.Febr.03
nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn
P. J. Proby
Nej, jeg har aldrig hørt ham live, selv om han en enkelt gang var på besøg i Danmark (KB-hallen tror jeg). Der skulle være så meget larm i gaden som muligt, når mr. Proby kom til byen - det var en form for publicity. Han blev bl.a. kendt på, at læderbukserne sad så stramt at de revnede under koncerten. Første gang det skete, var et uheld, men pigerne i salen var så glade for uheldet, at Proby valgte at fortsætte med sit stunt:
His skin-tight trousers split open during a concert in England. The women in the audience went wild. Somehow, the trousers split again at the next venue. Critics, and the audience, were divided on whether he was using a gimmick to promote his image, or simply an eccentric rock star. During a concert with Cilla Black in 1967 they split again, and Proby was dropped from the rest of the tour by theatre managers.I det hele taget løb Proby sig mange stave i livet - stave som han i stor udstrækning selv opsøgte via sin noget arrogante stil. En del af kontroverserne er omtalt på Wikipedia.
I de dage diskuterede man mand og mand imellem, hvem der sang bedst: Proby eller Elvis? Og selv om han givetvis var en stor krukke (nyd f.eks. interviewet med Mark Almond), har jeg alligevel en svaghed for Proby, når han f.eks. synger "Secret Love", som han havde et stort hit med (desværre findes nummeret ikke på YouTube).
Jeg tror P.J.'s store forkromede plan var, at smide Elvis på porten og overtage verden. Det skete ikke, og det tror jeg trods alt vi skal være glade for. Elvis havde jordforbindelse, selvironi og beskedenhed. Ingen af delene kan man beskylde P.J. for.
Hold Me (Proby's første hit fra 1964)
Mark Almond on P.J. (maj 2000)
P. J. Proby (Wikipedia)
nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn
Burglars,
en gruppe fra Frederikssund, hørte jeg ved Frederikssundmesterskabet i beat 1967. De var dog som de fleste andre grupper ved samme lejlighed så uoriginale, at det ikke er værd at skrive om. Helt igennem plagiat, helt igennem uinteressant.
nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn
Chris Farlowe
oplevede jeg i Karrusellen 1967 med sin kompetente backinggruppe The Thunderbirds med numre som "Paint it Black", "Yesterdays Papers", "Out of Time" og ikke mindst bluesnummeret "Stormy Monday Blues".
I interviewet The Story of "Stormy Monday Blues" fortæller Farlowe, hvordan nummeret uden hans viden blev udgivet under kunstnernavnet Little Joe Cook, og hvordan ledende amerikanske bluesmusikere efterfølgende troede, at Chris Farlowe var en farvet musiker - så autentisk var stilen. The Thunderbirds bestod af Albert Lee (gtr.), Dave Greenslade (orgel), Bruce Waddell (bas) og Ian Mague (trommer). Her på videoen er det Albert Lee (ikke at forveksle med Alvin Lee fra Ten Years After) der mange år senere bakker Farlowe op på guitar.
Til trods for at Farlowe midt i 1960'erne var et stort navn, fremstod han på Karrusellens scene som en ydmyg, lidt genert ung mand, der var beæret over, at vi kendte ham og hans numre. Flere gange rødmede han. Totalindtrykket var en sympatisk og gennemmusikalsk sanger.
Chris Farlowe Interview 1983
(bemærk intervieweren Rick Wakemann, som bl.a. spillede med Yes)
--------------------------------------------------nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn
Chris & Tordenfuglene
Numrene fra Dig the Buzz CD'en er alle indspillet i perioden 1962-65, og inkluderer dermed Chris Farlowe's første LP, hvor han bliver bakket op af de fabelagtige Thunderbirds. Jeg var så heldig at opleve både ham og gruppen i Le Carrousel i 1967, hvor de gjorde et stærkt indtryk. Stormy Monday Blues med Farlowe og hans kompetente musikere glemmer man ikke lige med det samme. For selvom han bestemt ikke har verdens største stemme, er MÅDEN han bruger den, kombineret med den ydmyge - næsten generte - fremtoning af en kvalitet som ikke er hverdagskost i musikbranchen.
Jeg anskaffede Buzz-pladen for tre måneder siden, og kan kun sige at den står distancen. Musikerne gør stadig indtryk, og bluesfornemmelsen er ægte og gedigen. Og så er der jo desuden alle rhythm 'n' blues numrene, hvor musikerne gi'r den en på frakken - for slet ikke at tale om de regulære popnumre, som kalder minderne frem. At høre pladen er som at være tilbage i Karrusellen dengang det hele var på toppen. Chris Farlowe inklusive.
Chris Farlowe & The Thunderbirds
Dig the Buzz: Complete recordings 1962-65
1. Air TravelChris Farlowe UK
2. I Remember
3. Push Push
4. The Blue Beat (udgivet under navnet "The Beazers")
5. I Wanna Shout (udgivet under navnet "The Beazers")
6. Girl Trouble
7. Itty Bitty Pieces
8. Just a Dream
9. What You Gonna Do
10. Hey Hey Hey Hey
11. Hound Dog
12. Reelin' and Rockin'
13. Voodoo
14. Buzz With The Fuzz
15. You're the One
16. Stormy Monday Blues, Pt. 1 (udgivet under navnet "Little Joe Cook")
17. Stormy Monday Blues, Pt. 2 (udgivet under navnet "Little Joe Cook")
18. She's Allright (udgivet under navnet "Little Joe Cook")
The Original CF Fanpage
ref.: Kort Nyt, 2004.Nov.19
The Animals
Selv om jeg ikke har oplevet gruppen live, skal de alligevel med, fordi de spillede en stor rolle for min opfattelse af et tæt lydbillede i midten af 1960'erne. En ven fortalte om gruppens første LP, og jeg var solgt som stanglakrids. Den tætte lyd, rhythm 'n' blues stilen, Alan Price's orgel og de intelligente basgange fra Chas Chandler var noget der gjorde indtryk. Samme Chandler var øvrigt manden, der senere opdagede Jimi Hendrix og fik ham præsenteret for de rigtige mennesker på de rigtige steder (f.eks. The Marquee Club i London).
"The House of The Rising Sun" (1964)
"Talkin' 'bout You / Shout" (live at Wembley, 1965)
nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn
The Alan Price Set
Det er Animals' organist og leder, Alan Price, som med sin nye gruppe er gået egne veje. Jeg hørte hans første single-udgivelse "I Put A Spell On You" på Radio Luxembourg, og var straks fyr og flamme. Det høres tydeligt, hvem der var idémanden hos The Animals!
Price, som bl.a. spillede orgel på The Animals' "The House of The Rising Sun", havde med sin egen gruppe en række respektable hits i 1960'erne, f.eks. "Hi-Lili, Hi-lo" og "Simon Smith & His Amazing Dancing Bear".
Besøget i "Karrusellen" i København var dog ikke uden problemer, f.eks. var der slet ikke plads til hans gruppe (plus udstyr) oppe på den lille scene, men de spillede af hjertens lyst med trompet, saxofon og hele baduljen. Senere købte jeg gruppens første LP, hvor de fik lejlighed til at vise andre sider af det musikalske talent. Stilen er ovre i blues- og jazzafdelingen, selv om de også spillede deciderede ørehængere.
nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn
The Cockneys
var en skør, vanvittig (og ukendt) gruppe fra London som besøgte Karrusellen med regelmæssige mellemrum i midten af 1960'erne. Singleguitaristen kunne sige som en hane og hoppede omkring på scenen samtidig med at han gokkede. "Too Much Monkey Business" var et af deres stærke numre.
Jeg talte med deres bassist i en af pauserne - et stort venligt brød som ville have Carlsberg pils, og ellers bare lidt sjov i gaden. Rytmeguitaristen var lille og skævbenet, men spillede og sang udmærket. Spøjse så de ud, de fire gutter fra London's Eastend. Gruppens ambitionsniveau har sikkert været til at overse, for godt nok udsendte de et par plader, men de var ærlig talt så uoriginale, at jeg næsten fik ondt af gruppen. Anmeldelserne i NME (New Musical Express) var på samme linie.
Kort sagt: en morsom og velspillende gruppe på scenen, men helt uoriginal og meget skuffende på plade.
An obscure British-invasion era quartet signed to the Philips label, their most notable attribute apart from a pleasingly melodious debut single, "After Tomorrow," -- done in a thoroughly Beatle-esque mode -- were their flamboyant costumes -- done in the manner of the Pearly Kings and Queens -- a charitable group long associated with the cockneys. Their second single, "I Know You're Gonna Be Mine" b/w "Oh No You Won't," was also their last, although their debut record was also reissued, possibly because of the group's appearance miming (and providing the opening and closing credit song) in the movie Go Go, Big Beat. The latter has proved to be their one lasting legacy in popular culture, as neither Philips nor any of its offshoot or successor labels have seen fit to reissue the Cockneys' music.nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn
Bruce Eder, All Music Guide
ref.: http://www.answers.com/topic/the-cockneys?cat=entertainment
The Small Faces
hørte jeg også i Karrusellen i 1967, men mr. Marriot (guitar) og kompani var ikke nogen fornøjelse. Godt nok spillede de på Marshall forstærkere (det var i sig selv noget som ihvertfald dengang kunne stive selvtilliden af), men de spillede alt for højt og enerverende. Det var tydeligt, at ingen af de fire rent musikalsk var noget særligt - heller ikke selv om en af dem (Ron Wood) senere flyttede over i The Rolling Stones.
Som prikken over i'et var Marriot utrolig krukket, hvilket bl.a. kom for dagen, når nogen ville fotografere gruppen. Han insisterede på, at stille sig i en bestemt (latterlig) positur med sin guitar - måske for at pleje et image, who knows.
Et suverænt flop.
nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn
The Association
med deres række af hits, bl.a. "Along Comes Mary", "Never my Love" og "Windy".
Desværre var der så mange mennesker, som ville ind og høre den velspillende amerikanske gruppe, at dørene måtte lukkes. Det ramte bl.a. Kurt, som derfor sammen med mange andre stod ude på gaden og nød musikken. Det må have været i 1967.
nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn
Flemming Verge & Blue Notes ("Uglevisen")
har jeg hørt på torvepladsen i City-2, Høje Tåstrup. De spillede fantastisk godt, jeg beundrede dem for deres professionalisme og flotte lyd. Trommeslageren fortalte på et tidspunkt, at han havde tænkt sig at stoppe, dette var hans sidste job med gruppen. Det var på daværende tidspunkt (1976) næsten uforståeligt for mig, at folk som tjente mange penge på at spille - Flemming Verge var på dette tidspunt vel det varmeste navn indenfor dansk show business med omkring 300 spilledage om året - kunne drømme om at droppe det. Men han forklarede, at han var bange for at hans datter ikke skulle kunne huske ham, når han af og til var hjemme...
Efter opløsningen af gruppen nogle år senere, købte Verge bl.a. det skønne spille- og dansested "Ritz" i Roskilde, som han hurtigst muligt lavede om til diskotek (der var vist også noget knas med Dansk Musiker Forbund). Senere rejste han til Spanien og købte sig et værtshus, hvor han underholdt sine gæster på et fuldautomatisk keyboard. Det har kort sagt været en skuffelse, at opleve en musiker, som i den grad har tjent penge på levende musik, betale tilbage med elektronisk simili. Hvor dybt kan man synke?
nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn
Mr. Bojangles
Der er sange som er udødelige så snart de er skrevet.
Sådan et nummer er "Mr. Bojangles", som gjorde indtryk straks da det var udkommet.
Vel at mærke i kraft af egne kvaliteter, og ikke fordi det blev markedsført mere end normalt (det gjorde det nemlig ikke).
Jeg kan se af gamle notater, at Kurt har optaget nummeret fra Sveriges Radio i maj 1969.
Det var altså her han sprang ud.
Jerry Jeff Walker.
Teksten
JJW Official Home Page
Pladen
A man must carry on
ref.: Kort Nyt, 2004.Jan.18
nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn
We got him!
Chris Curtis was The Searchers’ drummer from 1960 to 1966 - the key years - and he was the lynch-pin of the group’s success. Very hyper, very enthusiastic, he was constantly seeking out obscure songs that, nevertheless, had “Hit” written all over them.
Og det gjorde han: fandt hittene til The Searchers.
Hovedmand, sanger og trommeslager Chris Curtis.
Han var ankermand i de bedste år, men forlod skuden i 1966 - af forskellige årsager.
Jeg har altid godt kunnet lide ham fordi han havde udstråling, var meget musikalsk både som sanger og trommeslager, men også fordi han skrev nogle fine sange. Efterhånden som den gamle gruppe på tåbeligste vis i 1980'erne blev splittet ad i to konkurrerende og hinanden bekæmpende hold:
- The Searchers (med de to originale medlemmer John McNally rytmeguitar og Frank Allen bas) og
- Mike Pender's Searchers (med MP på sologuitar, som var manden der i sin tid opfandt Searchers 12-strengede guitarlyd),
arbejdede Chris Curtis diskret videre på sine egne projekter.
Gruppens medlemmer, bortset altså fra Curtis, har gennem årene givet interviews, og fortalt hver deres udlægning af de samme hændelser. Det kunne derfor være interessant at høre hvad hovedpersonen i det hele, manden der var ansigtet udadtil og sang de store hits, havde at fortælle.
Det gjorde han så - i 1998, efter mere end tredive års tavshed.
Fem år senere kom der endnu et interview.
Var de ventetiden værd?
Døm selv.
Chris Curtis interview, 1998 & 2003
The Searchers diskografi
ref. Kort Nyt 2003.Dec.22
Chris Curtis - trommer, vokal
Mike Pender - guitar, vokal
John McNally - guitar, vokal
Tony Jackson / senere Frank Allen (fra Cliff Bennet & The Rebel Rousers) - bas, vokal
Don't throw your love away (live)
PS
Inspireret af Chris Curtis, og som en hyldest til manden, indspillede jeg i begyndelsen af 1980'erne en instrumental version af "Everything You Do" - et blandt mange fine numre på "Sounds Like Searchers" LP'en.
nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn
En lækker skefuld
It sometimes feels as though the Lovin' Spoonful have been reduced to a footnote in the history of rock & roll. Yet few of their contemporaries could match the likes of "Daydream," "Summer in the City," and the transcendent "Do You Believe in Magic?"
Sådan skriver en gammel fan, der ikke har glemt John Sebastian & Co.
I midten af 1960'erne indspillede gruppen en perlerække af hits.
De tåler stadig et genhør.
Teksterne inklusive.
Historien kort
Greatest Hits (+ lydeksempler)
Album Cover
ref.: Kort Nyt, 2004.Aug.21
You didn't have to be so nice
Summer in The City
Daydream
nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn
Canned Heat
oplevede vi en aften i 1967 i Falkonércentret. Gruppen spillede godt, og guitaristen Henry "Sunflower" Vestine spillede særdeles godt, og der var edder-bakke-mig drøn på. Jeg tror aldrig jeg har set så stort et guitaranlæg bag nogen guitarist hverken før eller siden: 24 store kabinetter, hver indeholdende 4 stk. 12" højttalere. Det var noget der ku' knase!
Jeg var meget imponeret over hans forstenede, næsten skulpturelle spil. Det var jo stik modsat den generelle tendens, hvor alle forsøgte at lave så mange finurligheder på så kort tid som muligt. I en kort periode 1965 var Vestine medlem af "Mothers of Invention" inden skiftet til Canned Heat. Ved den senere Woodstock Festival 1969 blev Vestine erstattet af Harvey Mandel. Sine sidste år boede han i Paris, hvor han døde i 1997: Guitarist Henry Vestine Dead at 52.
Forsangeren Bob "The Bear" Hite havde ikke sit tilnavn for ingenting. En skægget bamse, som på enhver måde signalerede good time og råhygge. Bob Hite, som var en stor kender og samler af blues-plader, og havde alt hvad der var værd at samle på bluesmæssigt hjemme i hytten i Los Angeles. Desværre er også han forlængst død og begravet. Bob Hite er iøvrigt ophavsmand til gruppens navn, som han "lånte" fra en 1928-indspilning med Tommy Johnson.
Slide guitaristen Alan "The Owl" Wilson sang gruppens store hit "On the road again", men var ellers ikke på nogen måde dominerende i gruppen. Et par år efter koncerten begik han selvmord, vistnok i græmmelse over menneskehedens (i særdeleshed amerikanernes) behandling af naturen. Harvey Mandel indspillede iøvrigt en hyldest til Wilson på et af sine efterfølgende solo-albums (LP - "The Snake" fra 1972): "Ode to The Owl".
Nyd denne 1973-indspilning med gruppen i Montreux, hvor Sunflower (yderst tv. i hvid skjorte) og Bamsebjørnen stadig er i fuldt vigør: On The Road Again.
Gruppen bestod udover af bassisten Larry "The Mole" Taylor (session musiker på bl.a. The Monkees plader) og trommeslageren Adolfo "Fito" de la Parra, som begget har medvirket på senere solo-projekter fra Harvey Mandel.
Det var en stor aften med Canned Heat, og jeg skyndte mig at få fat i deres første (og bedste) LP: "Canned Heat" (Liberty Records). Den er stadig værd at høre!
nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn
nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn
nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn
Fortsættes i Rockscenen, del 2
