Pigtrådsøkonomi



Var der penge i pigtrådsmusikken?

 

Mange unge mennesker i 1960'erne drømte om en karriere som professionel pigtrådsmusiker. Døren ville dermed være åben til et land med mælk og honning, hvor man fik lov at spille den musik man selv kunne lide, og oven i købet få penge for det (en ikke ubetydelig sidegevinst var desuden muligheden for nærkontakt med et stort antal villige kvinder).

Men var drømmen realistisk - stod der virkelig en mand med en papkasse for enden af regnbuen? Jeg har spurgt rundt omkring i branchen for at høre, hvordan man i dag ser på den økonomiske side af en udvikling, som var i gang i perioden 1960-70.

 

I samme serie:
Rockscenen, del 1 Rockscenen, del 2 Musikhuse Spillesteder Rock Elektronik Fender Jazzmaster

 

Af Kurt Starlit

 

Hvis man i 1960'erne spurgte en pigtrådsmusiker hvordan det gik, måtte man se frem til en lang røverhistorie om alle de steder han havde spillet, alle de mange penge han og gruppen havde skovlet hjem samt alle de piger han havde nedlagt. Kort sagt, så gik det ufatteligt godt.

Og sikkert er det, at den materielle velstand stiger betydeligt op gennem det, der senere er blevet kaldt pigtrådsbølgen. Fra omkring 1958 stiger reallønnen hvert år og folk køber TV, bil, køleskab og hvad den moderne familie ellers kan ønske sig. Industriproduktionen buldrer ligeledes frem. Mens den årlige fremgang i industrien i 1955-58 ligger på 3-4 pct, stiger den i perioden 1958-73 til 11 pct. - årligt! Af særlig betydning for pigtrådsbranchen bliver der indført en række afskrivningsregler, som letter investeringer i musikanlæg og transport. På baggrund af det økonomiske opsving kan det derfor ikke overraske, hvis også pigtrådsbranchen oplever et boom.

 

Nye ord
Sproget bliver i pigtrådsperioden beriget med en række nye ord, som fortæller noget om samfundsudviklingen. Således kommer f.eks. beat- og pigtrådsmusik ind i 1963.


1960:
diagnose, ekspertise, færdigret, indretningsarkitekt, ladyshaver, pool, rumkapsel, stereoanlæg, strip/stripper, tørretumbler, sort humor, manipulation, hej, sukkerfri, stresse

1961:
aubergine, feta(-ost), flyvebåd, gågade, håndmikser/(-mixer), hårspray, kulturminister, metadon, overheadprojektor, termoglas, ulandshjælp, harmonisere

1962:
cappuccino, eyeliner, graffiti, jazzballet/jazzgymnastik, kogepose, marokkopude, politikerlede, skatteminister, teleslynge, diætmargarine

1963:
autostol, beatmusik, beboermøde, biografdød, datacenter, edb-konsulent, elektronalder, fritidssamfund, gummicheck, helsekost, kølefryseskab, langtidsholdbar, pigtrådsmusik, sagsbehandler, singleplade, svømmepøl

1964:
affaldspose, babyboom, butiksdød, filtpen, flugtbilist, kassedame, kummefryser, narkoman, omsorgsarbejde, personnummer, rocker, servicecenter, sexliv, softdrink, T-bonesteak, udflytterbørnehave, videobåndoptager

1965:
abeskøn, bloktilskud, bodybuilder, cheeseburger, diskotek, fremmedangst, grisefest, konfliktforsker, kulturkløft, kønsrolle, moms, pornofilm, p-pille, rindalisme (okay, Peter!!), sabbatår, superduper, trompetbukser, vådserviet

1966:
antidepressiv, arbejdsformidling, ballonprøve, barselsorlov, firkornsbrød, flippe, fredsforsker, fremmedarbejder, hashpibe, jumbojet, lårkort, møntvaskeri, provo, scanning, socialcenter, tebrev

1967:
a-skat, blomsterbarn, dataskærm, disco-, flowerpower, fodformet, handicapvenlig, hippie, kontaktannonce, maokrave, narkopoliti, pamperi, parkeringskontrollør, pengeautomat, pot, protestsanger, psykedelisk, storfamilie, sømpistol, tandtråd, trafikforskning, tåreperser, vinsmagning

1968:
adfærdsforsker, afgiftning, brug og smid væk, cpr-nummer, datamatiker, fremtidsforsker, gadeteater, generationskløft, genhusning, gruppesex, græsrod, helsecenter, hjertedonor, icebergsalat, jetset, kaffemaskine, kropssprog, lorteland, muzak

1969:
aftershave, afterskiing, billethaj, boblebad, busbane, dJ, egotrip, fingermaling, forskudsregistrering, grillbar, gå ned med flaget, kassettebåndoptager, kollektiv, kyllingefarm, letmælk, motionscykel, single, togstewardesse

1970:
allergitestet, befrielsesfront, blandingsøkonomi, dildo, flykaprer, førtidspensionist, hundetoilet, indvandrer, motionscenter, nøgenbader, procentpoint, reagensglasbarn, rødstrømpe, slumstormer, spionsatellit, sweatshirt, vægtvogter, ølejr

ref.:
Pia Jarvad: "Nye ord: Ordbog over nye ord i dansk 1955-1998"
Gyldendal, 1999

 

Hvad tjente de?
Den økonomiske side af sagen får jeg første gange et indblik i, da Peter Belli & Les Rivals i midten af 1965 skal spille i Industriforeningens hal i Helsingør. Via en skolekammerat, som er involveret i arrangementet, får jeg oplyst at gruppen (fire Rivaler plus Belli) får 1800 kr. for at spille. Eftersom det er et halbal, må det have drejet sig om 5 eller 7 timer. En VOX AC 30 kuffert-amp koster ifølge en købekontrakt fra samme periode cirka 3300 kr.

Fra samme ende af skalaen har vi en Jørn Adrian kontrakt med Lost & Found (underskrevet af Tony Summers). Den fortæller noget om provisionens størrelse. Et tænkt eksempel fra toppen af poppen kunne derfor se således ud:

Kontraktbeløbet:
1800 delt mellem 5 mand
----------------------------------------
minus Provision (20%)
minus Transport
minus Afdrag på instrumenter
minus Skat (40%)
minus Scenekostume(r) m.m.
minus Fagforeningskontingent
----------------------------------------
Udgifter i alt:
----------------------------------------
Til rest (i bedste fald):
     1800 kroner
     = 360 kroner (pr. mand)
----------------------------------------
     = 48 kr. (pr. mand)
     = 10 kr. (pr. mand)
     = 20 kr. (pr. mand)
     = 96 kr. (pr. mand)
     = ?? kr. (pr. mand)
     = ?? kr. (pr. mand)
----------------------------------------
     174 kr. (pr. mand)
----------------------------------------
     186 kr. (pr. mand)
Eksemplet antyder økonomien i toppen af dansk pop 1965. Ikke sjældent fik gruppens leder (f.eks. Peter Belli) en betydelig højere andel af kontraktbeløbet end de øvrige musikere, hvilket måske nok har forstærket kapelmesterens økonomi, men bestemt ikke gruppens (hvilken indflydelse kapelmesterens økonomiske særbehandling har haft på kammeratskabet i gruppen ser vi skånsomt bort fra i denne forbindelse).

Ganske ofte spiller gruppen for helt andre beskedne beløb, som det fremgår af Hit House prislisten. Den er lånt fra Thomas Gjurup's bog, "Hit House - da Frederiksberg var rockens centrum".

Citat fra bogen:

Hvad kostede et pigtrådsorkester?
Hit House fik langt de fleste orkestre fra etablerede managerfirmaer, i starten IBA og senere fra Bendix Music, Birger Gylling og Eugen Tajmer. En række mindre managere leverede også orkestre, Flemming Sørensen, Niels Hastrup og Public Center. Langt de fleste orkestre blev tegnet med kontrakt. Det kunne umiddelbart lyde billigere, at entrere med orkestrene direkte, men det skete sjældent.

Det har således været muligt at konstruere en "prisliste" udfra mange af de kontrakter, der har overlevet samt fra diverse kassebøger. De store faste bands fik som regel 400 kr. pr. hverdagsaften og dobbelt op om lørdagen, hvor orkestrene ofte havde chancer for jobs ude i landet. Orkestrene blev normalt tegnet for en aften, men der var altid mindst et orkester på udover, så spillede de i ofte 2 gange 45 minutter. Enkelte orkestre insisterede på, at få spilletiden anført på kontrakten. De mindre orkestre optrådte for 100-200 kr. pr. aften.

En del af de mindre orkestre blev afregnet uden kontrakt, og mange fik blot deres rejseudgifter dækket. Der var kø for at få lov til at optræde i huset - også gratis, da en optræden i Hit House kunne bruges som reklame, når de senere skulle have jobs i deres område.

Mere barskt gik det til, når koncertnavnene skulle optræde. Og det kunne helt præcist måles, hvor populære orkestrene var, når der skulle skrives regninger. Red Squares skulle således have 1000 kr. for halvanden time i 1966, men en del hits senere var prisen steget til 2500 kr. for 45 minutter. Svenske Tages steg fra 2000 kr. for to gange 20 minutter til 3500 kr. for 25 minutter - og så spillede de kun 17 minutter!

Der var også bands, der var tegnet kontrakter med, men som aldrig dukkede op. Som regel var de blevet opløst i mellemtiden. Dette gjaldt eksempelvis Tony Rivers & The Castaways og Denny Laine Electric String Band.

Det kan også være ganske interessant at studere de forskellige Hit House kontrakter, som findes i Thomas Gjurup's bog.

Særlig interesse påkalder kontrakten med Peter Belli & Les Rivals sig. Den 28. febr. 1966 spiller de i Hit House kl. 19- 23:30 for 400 kroner. Det er jo et ganske andet beløb end det tidligere nævnte fra Helsingør, hvor gruppen angiveligt fik 1800 kr. for deres optræden. Kontrakten er skrevet på en SBA-formular, hvor provisionens størrelse mærkværdigvis ikke er angivet. Det forekommer dog usandsynligt, at SBA skulle have fraskrevet sig muligheden for provision. Er der måske tale om skattefri ("sort") provision?

En anden kontrakt er med engelske The Cockneys fra London (som jeg med fornøjelse har hørt flere gange samme år i Karrusellen). Af kontrakten fremgår det, at gruppen spiller 28 dage i august 1966. For dette modtager de 12.400 kroner, hvilket svarer til 442,85 kr. pr. aften. Af kontrakten fremgår det desuden, at SBA (Scandinavian Booking Agency) modtager 10% af beløbet i provision.

En tredie kontrakt er med The Donkeys, som i oktober 1965 optræder i Hit House. Honoraret er 250 kr. pr. dag - hverdage såvel som søndage og inkluderer transport. Under særlige bestemmelser kan man læse:

Orkesteret spiller afvekslende med andet orkester. Orkesteret skal spille på det i Hit House opstillede anlæg. Orkesteret må ikke medtage eller indtage spiritus i Hit House. Denne kontrakt omfatter følgende spilledage i Hit House: 1. oktober, 3. oktober, 4. oktober og 5. oktober.

En fjerde kontrakt er Spinning Jenny, som søndag d. 27. januar 1973 spiller i tre timer i Thomas P. Hejles ungdomsklub på Nørre Voldgade for 800 kr. Særlige bemærkninger: Inden trækgrundlaget beregnes, fratrækkes transport og provision med 300 kr. Bemærk påstemplingen om "Tilladelse til kørsel". Det skyldes de bilfri søndage, som var indført p.g.a. oliekrisen på samme tid.

Og her er en lønseddel fra rest. Revolution (Åboulevard, Kbh.) i 1973. Det drejer sig om Arne Jacobsen, bassist hos "Spinning Jenny". A-indkomsten er 150 kroner. Herfra trækkes 40% i skat, så der bliver udbetalt 90 kroner. AJ kommenterer lønsedlen på Facebook, nov. 2011:

Når man spillede med sit band i "Revolution" på Åboulevarden i København, blev man aflønnet individuelt. Her er min lønningsseddel fra en koncert med "Spinning Jenny" den 12. juli 1973. En fyrstelig gage for et par timers underholdning, men jeg tror nok bar-regningen var trukket fra inden. Og så fik man oveni hyren et partoutkort til "Revolution".

The Beatmakers fra Roskilde spiller i Boom Dancing Center, Århus i 3 timer for 350 kr. inkl. transport. Heraf beregnes 10% i provision til anvisningsbureauet plus en såkaldt ekstra provision på 50 kr.

Torben Sardorf's hjemmeside kan man få yderligere syn for sagen, bl.a. denne kontrakt fra spillestedet Blue Heaven i Roskilde.
Dateret 1961.Dec.23, kl. 20-01, The Rookies, 5 mand, 300 kr. + transport 60 kr. + delvis entre.
Underskrevet Torben Sardorf.

Eller denne slutseddel for The Rookeys (5 mand) på Sønder Skole i Køge, 1962.Aug.13.
550 kr. for 4 timer, incl. transport.
Underskrevet Torben Sardorf.

The Lennons har lagt nogle kontrakter frem på deres hjemmeside for årene 1964-67. Eksempelvis spiller gruppen således lørdag d. 30. januar 1965 i ungdomsklubben Borup (i København) fem timer (19:30-00:30) for 350 kroner. Under "Særlige aftaler" kan man læse: "Transporten betales særskilt efter regning."

Joe E Carter Group har været 14 dage på Palma de Mallorca i midten af 1966. De skal spille 2 x 45 minutter hver dag. Som betaling får de rejse, kost og logi. Under særlige betingelser i kontrakten kan man læse: "Orkestret skal hjembringe 5 liter Pernod til Niels Wenkens og Jørn Adrian."

The Vanguards 1964 regnskab

Kommentar & kontrakter fra Henning "Nojer" Nør.

1973 prislisten fra SCANART (v. Holger Hagelberg) viser noget om spredningen i prisniveauet mellem de større og mindre grupper.

Vedr. provision kan man på Torben Sardorf's hjemmeside læse, at.....

SBA fik efterhånden så mange grupper i deres stald, og da de ville hæve provisionen fra 10% til 20%, sagde vi fra. Den 1. september 1966 skiftede vi personlig manager, fra SBA ved Niels Wenkens til Bendix Music ved Arne Worsøe.

Selv om det er et drastisk skridt The Hitmakers her tager, var det næppe almindeligt at grupperne shopper rundt blandt bureauerne - dertil står der for meget på spil. SBA's skridt giver snarere grund til at antage, at provisionen fra midten af 1960'erne generelt tager et hop fra 10% til 15-20-25% hos diverse impressarier og bureauer. Det bliver ganske vist camoufleret som "personal management", "personlig rådgivning", "kunstnerisk vejledning", "proceduretillæg" og andre muntre betegnelser - ligesom en række grupper ligefrem har overdraget selvstændigheden til en booking-agent eller Exclusive Manager i kraft af en såkaldt "solokontrakt" - men nettoresultatet er under alle omstændigheder, at anvisningshonoraret (provisionen) stiger voldsomt.

The Teenmakers, som i årene 1964-71 var aktive på pigtråds-scenen, har lagt deres spilleplan frem, så vi kan se, hvilke steder de har spillet og hvornår. Der er ikke angivet beløb, men f.eks. de mange engagementer i Hit House kan vi af stedets prisliste se, at betalingen på hverdagsaftener var 400 kroner og 800 kroner på lørdage - til 5 mand, der kommer fra Ringsted-kanten!

På en sjællandsk hjemmeside kan man orientere sig om øens musikliv på pigtrådsfronten i 1960'erne. Oplysningerne giver en god ide om, hvor meget arbejde der blev orkestrene til del, selv om desværre ingen beløb er angivet.

Steppeulvenes spilleplan er det ligeledes muligt at se, hvor de har spillet og til en vis grad, hvad de har fået i betaling. Et sted kan man således læse:

Gruppen har fornylig indspillet en LP-plade på Metronome, men har kun optrådt en gang. Det var i Holstebro, hvor Eik Skaløe havde nogle bekendte. der inviterede gruppen over. Det fik de 20 kroner for.

Jerry Ritz, der var ansat som tourmanager for svenske og engelske turnebands på Bendix Music (foto fra Vi Unge, marts 1967), bekræfter at honorarerne generelt var små, selv for de kendte grupper. Tages (fra Sverige), der var regelmæssig gæst på hitlister rundt om i Europa, fik således 2000 kroner i 1966 for 30 min. optræden i Hit House. Året efter var honoraret steget til 2500 kroner, og endelig i 1968 til 3500 kroner.

Hvis man skal regne en musikers løn realistisk ud, hører det med i billedet, at han udover selve jobbet bruger tid og penge på en nødvendig række tiltag før og efter engagementet, f.eks.:

- pakning af bil (øveaftener & engagementer),
- kørsel (øveaftener & engagementer),
- opstilling og nedtagning af anlæg (øveaftener & engagementer) ,
- vedligeholdelse af køretøj (bil, knalleret, motorcykel etc.),
- vedligeholdelse og indkøb af musikinstrument(er),
- vedligeholdelse og indkøb af kostume(r),
- omklædning i forb. med engagementet og
- forberedelsestimer (øvetimer) i forb. m. engagementet.

For kapelmesterens vedkommende er der desuden tale om en del administration og telefonarbejde i forbindelse med engagementerne. I forbindelse med et tænkt spillejob på 5 timer er det derfor ikke urealistisk at beregne et tillæg på 3 timer til alle disse ting, som fremgår af ovenstående opstilling. Den reelle timeløn kommer derfor væsentigt længere ned, hvis man regner disse ting med i overslaget.

 


        Alt hvad der glimter er ikke nødvendigvis guld...

 

Etableringsomkostninger
Det var ofte ganske store beløb der blev investeret i sagen, når et orkester skulle dannes. Bogen "Da pigtråden fængede i det nordjyske" af Arne Lybech og Bjarne Præstholm udkom i 2008 og fortæller følgende om etableringen af et pigtrådsorkester i 1964:

Nu som dengang kunne man købe udstyr i både den dyre ende og den billige. Vores første udstyr var mest i den billige, selv om det var dyrt nok. Det ses tydeligt, når man omregner til nutidspriser.

Fender guitarer og forstærkere fra USA var det eftertragtelsesværdige, men eftersom en rød Fender Stratocaster, som var den Hank B. Marvin fra The Shadows spillede på, i 1964 kostede omkring 2.500 - 3.000 kr., var sådan en helt uden for rækkevidde. I nutidskroner er det mellem 23 og 27 tusinde kroner. Selv for en skoleelev i dag er det vel en slags penge.

Løsningen var køb af de meget billige kopier af Stratocaster lavet i f.eks. Tyskland, Sverige og Holland. For vores vedkommende blev de første elektriske guitarer Egmond guitarer, vistnok fra Holland.

Det typiske udstyr for en pigtrådsgruppe dengang var elektriske guitarer og en basguitar samt forstærkere til hver af guitarerne. Så var der mikrofoner og et sanganlæg bestående af forstærker, ekkoanlæg og sanghøjttalere. Derudover trommer, som vel at mærke ikke blev forstærket op.

For at illustrere, hvordan et anlæg kunne sammensættes, bringes her en oversigt over det anlæg The Nameless stillede op med på debutaftenen i september 1964. Det meste var af mærket Hagström. Ved stjerner er prisen anslået.

Anlægget blev selvfølgelig købt på afbetaling, så der løb yderligere omkostninger på udover selve købsprisen.

Man kan iøvrigt ikke umiddelbart sammenligne priserne og udstyret med nutidige forhold. I dag får man ofte meget mere for pengene, når det gælder guitarer, forstærkere og trommer. Jeg kan nævne, at vi i marts 1965 købte en guitarforstærker af mærket Fender, model Super Reverb. Dengang gav vi 3.495 kr., svarende til 30.057 nutidskroner. I dag står præcis den samme forstærker i musikforretningerne til 12.995 kr.

Det siger sig selv, at investeringen i anlæg var en stor mundfuld for tre elever og en ekspedient. Men vi tog åbenbart chancen, og det lykkedes jo også, selvom jeg ikke mener, at vi fik særlig mange penge ud af spilleriet, ud over at få betalt guitarer, anlæg og øvrige omkostninger. John Nielsen nævner dog, at han på en enkelt aften i PG klubben tjente mere end ved en hel uges arbejde som frisørelev.

 

På DR's hjemmeside kan man under overskriften "Medaljens bagside" læse følgende:

I beat-kølvandet er fulgt en strøm af små tragedier. Hundredvis af unge har stiftet gæld for tusinder af kroner, og tilsammen har de købt pigtrådsinstrumenter og udstyr på afbetaling for henved 100 millioner i løbet af tre år i blind tiltro til, at de, netop deres orkester, ville nå toppen og tjene de store penge. I dag er der omkring 1.800 orkestre i Danmark, men kun seks-syv tjener så meget, at de kan lægge noget til side.

Orkestret The Scarlets: - Vi har fået råd til at købe biler, scootere, møbler, stereoanlæg, båndoptagere, fjernsyn, grammofoner, pænt tøj - og endda haft mulighed for at sætte lidt i banken.

Men langt den overvejende del af orkestrene får det kun lige akkurat til at løbe rundt - og mange må aflevere instrumenter, forstærkere, mikrofoner og trommer et halvt år efter at de er erhvervet.

Indskuddet?
Det er tabt.
Pengene?
Dem mister forældrene. Det er hovedsagelig dem, der underskriver købekontrakterne.
Og de unges illusioner?
De brister som sæbebobler.

De spørger om retfærdighed, hævder, de var akkurat lige så gode som dem, der nåede til tops, men retfærdigheden kan de lede længe efter. I pigtrådsbranchen er det ikke den, men tilfældighederne, der spiller første-guitar. Den smarte manager kan "banke" det orkester op, der passer bedst ind i hans kram i løbet af kort tid. Og han gør det. Uden skelen til konsekvenserne. Han ved, det kun er et spørgsmål om uger, måneder, før de unge musikanters popularitet ryger i bund igen. Hvad der skal ske med dem bagefter, bekymrer han sig ikke om. Det er for så vidt heller ikke hans problem. Men indirekte har han dog sin moralske del af skylden, hvis det ender galt. Og det gør det desværre ofte.

Formanden for Ungdomsringen, Jørgen Hansen:

- Jeg har mødt mange sørgelige skæbner, og jeg ser den dag, pigtrådens popularitet for alvor er nedadgående, i møde med bange anelser. Mange unge, der i dag hutler sig igennem tilværelsen ved at spille, vil stå uden uddannelse, uden mulighed for at klare sig i samfundet, og resocialiseringsproblemet, der vil opstå, kan blive af et uhyggeligt omfang.

Hvad de unge tænker?
Mange skænker ikke morgendagen en tanke - før det er for sent. De lader sig lokke med gyldne løfter om hurtige og lettjente penge, tager med kyshånd imod en lovende kontrakt, opgiver uddannelse og siger farvel til en sikker og fornuftig fremtid. De stifter kæmpegæld på 30.000-60.000 kroner uden tanke for, at pengene skal tilbagebetales. Med renters rente.

- Orkestrene kunne klare sig med udstyr for langt mindre, siger en københavnsk musikhandler. De unge mestrer alligevel ikke at udnytte de dyre instrumenters raffinementer. Men eksklusivt skal det være.

Og når uheldet er ude, bunden nået?
Ja, nogen er heldige at komme i lære igen. Andre tager sig ikke i agt for, at scenen er skrå og havner i uføret. Tredjerangs beværtninger. Spiritus. Dårligt selskab. Narkotika.

Tom Methling, 16 år, medlem af orkestret The Blackpooles, har været sølvsmedelærling, men sprang fra.

- Jeg vil hellere spille, siger han. I øjeblikket tjener jeg omkring 1.200 kroner om måneden. Meget, meget mere, end jeg fik som lærling. Men meget bliver der ikke lagt til side. Det er dyrt at rejse. Dyrt at more sig. Det skal jo også til en gang imellem. Jeg vil gerne være rigtig klassisk musiker - helst noget med spansk guitar. Det er et dejligt instrument, og jeg bliver undervist professionelt på det et par gange om måneden.

Poul Erik Beldal, 18 år, leder af Joe E. Carters Group, forlod sin læreplads, seks måneder før han var udlært. Og fortryder i dag.

- Det var tåbeligt ikke at vente det halve år, siger han, men gjort er gjort, og nu rider jeg med på bølgen. Den er høj, og der er masser af penge at tjene, hvis man har den rigtige manager i ryggen. Jeg har ikke haft under 4.000 kroner om måneden i de tre måneder, jeg har spillet professionelt. Hvor kan jeg gå hen og få det? Ingen steder.
Bagefter? Jeg er optimist. Jeg tror, mit orkester bliver ved med at være populært.

Tekst: Torben Busekvist
ref.: "Pigtråd 65"

 

Løn og leveomkostninger
Hvis man vil vide noget om leveomkostningerne i 1965, har Danmarks Statistik svar på de fleste spørgsmål:

Kapitel 8 (Tabel 161-178)
Ifølge Danmarks Statistik brugte en faglært arbejderfamilie på tre personer omkring 40% af budgettet på brød, mel, gryn og kødvarer (Tabel 165). Huslejen udgjorde omkring 7% af indkomsten (Tabel 164). 100 kg. kartofler er noteret til 20,50 kr. (Tabel 177). Skulle man bygge hus eller reparere det gamle, var det praktisk at vide, at 50 kg. Portland cement kostede 6,37 kr (Tabel 176).

Kapitel 12 (Tabel 239-254)
Tabel 241 viser arbejdslønnen indenfor forskellige faggrupper. En maskinsnedker i hovedstaden tjener således omkring 9 kr. i timen, en elektriker 10-11 kr. og en murer 12-13 kr. En ufaglært trykkeriarbejder tjener 9-10 kr og en ufaglært arbejder i jernindustrien 7-8 kr. Tabel 243 viser gennemsnitslønnen i håndværk og industri: en faglært tjener ca. 11 kr. i timen og en ufaglært 1,5-2 kroner mindre.
Som en hurtig tommelfingerregel kan man derfor sige, at timelønnen i 1965 var 10 kr.

Statistisk årbog 1965

Timelønnen for arbejdere 1907- 2006

 

Forbrugerpriser 1965:


1 pilsner - ca. 1,50 kr.
1 sodavand - 0,35 kr.

1 pakke cigaretter, 20 stk. - 2,25 kr.
1 pung pibetobak, 50 gr. - 2,50 kr.
1 æske tændstikker - 0,10 kr.

1 salmiakstang - 0,10 kr.
1 Piratos - 0,10 kr.
1 Pinocciokugle - 0,01 kr, (1 øre !)

1 biografbillet (aftenforestilling) - 3-4 kr.
(søndag eftermiddagsforestilling - 1 kr.)

1 busbillet "ligeud" - 0,90 kr.
1 busbillet "omstigning" - 1,30 kr.

1 liter benzin - ca. 1 krone
1 bil, VW "boblen" - ca. 15.000 kr.
1 bil, Volvo 544 - ca 18.000 kr.
1 bil, Volvo Amazon - ca. 21.000 kr.

1 flødekage - ca. 3 kr.
(min personlige favorit, Napoleonskage, kostede 3,50 kr.)
1 spandauer - 0,30 kr.
1 overskåren - 0,20 kr.
1 rundstykke - 0,25 kr.
1 franskbrød - 1,00 kr

1 forstærker, Vox AC 30 - ca. 3500 kr.
1 mikrofon, Shure SM 57 - ca. 800 kr.
1 el-guitar, Fender - ca. 2500-3000 kr.
1 LP plade - ca. 36 kr.
1 singleplade - ca. 9 kr.

rentetillæg til købekontrakter = 10% af restsummen

1964-prisliste fra Musikhuset Jac. Jørgensen

 

Skat!
I pigtrådsperiodens første år er der ikke mange grupper, som skænker skattebetaling en tanke. Man undlader simpelthen at indberette til skattevæsenet, at man har haft indtægter på den musikalske front. Først da skattevæsenet efterhånden får indhentet oplysninger fra de forskellige spillesteder, kommer der skred i indbetalingerne.

En specialitet i den forbindelse er, at man først skal betale skat året efter at pengene er tjent - den såkaldte B- skat. Det betyder, at man kan bruge løs af de penge, man får udbetalt efter hvert engagement, uden at tænke på den skat der forfalder til betaling året efter. Ganske mange musikere får ørerne i klemme på den konto.

Fra sit første møde med skattemyndighederne, fortæller Belli i et interview fra 2009:

Ti år efter, at Rivalerne og jeg holdt op med at spille, fik jeg en regning fra skattevæsenet. Den var ubetalelig. Hver gang vi havde spillet koncert, kvitterede jeg jo for Rivalerne og mig og delte så pengene ud - men jeg fik aldrig en kvittering fra dem. Så ti år senere kommer der en skattemand og siger

"Med morarenter og det og det, så skylder du..."
"Jamen det kan jeg sgu da ikke betale..."
"Så må du lave en ordning."
"Jamen, det er da ikke mig, der skylder alle de penge, vi var fem mand i orkestret..."
"Hvis ikke du har kvitteringer på det, så gælder det ikke."

Jeg lavede en akkordordning på syv år, hvor jeg efter skat betalte næsten 600.000 kroner ud af et svimlende beløb. Vi stod med papiret i hånden, da vi var gældfri. Det var en stor dag.

I 1998 får Peter Belli bevilget sanering af sin økonomi - det vil i første række sige delvis eftergivelse af en milliongæld, som er grundlagt langt tidligere. En lov om eftergivelse af uoverstigelig gæld (til det offentlige) er trådt i kraft og redder Belli-familiens økonomi. Ihvertfald for en tid, for efterfølgende artikler i dagspressen antyder, at familien til stadighed har problemer med at finde en fornuftig balance mellem indtægter og skattebetaling.

 

Faglig organisering
Som social sikring og for at opnå rimelige arbejdsforhold var der mange musikere der søgte medlemsskab af musikernes fagforening - Dansk Musiker Forbund. Der var dog en hurdle i forbindelse med organiseringen, idet man langt ind 1960'erne krævede en adgangsprøve bestået af medlemmerne. Det er beskrevet i Henrik Kristoffersen's bog om Grethe & Jørgen Ingmann fra 2003 (forlaget Elkaer & Hansen). Året er 1942:

Jørgen Ingmann var på vej ind i de professionelle musikeres rækker. For at få lov at spille sammen med andre professionelle måtte han søge om optagelse i Dansk Musiker Forbund. Dengang var det ikke helt nemt at blive optaget. Det krævede, at man bestod en optagelsesprøve, dels med en selvvalgt melodi af en vis sværhedsgrad, dels en bunden opgave som man skulle spille direkte fra bladet. Grunden til at Dansk Musiker Forbund havde optagelsesprøver var, at forbundet ville være sikker på at musikerne kunne spille rent og læse noderne perfekt. Dengang kunne et orkester, hvis de stod og manglede en musiker, nemlig ringe til forbundet og bestille for eksempel en violinist. Med jazzmusikken kom der imidlertid en flok musikere til, som ikke alle var lige gode til at spille efter noder.

Det har ikke været muligt at finde et præcist svar på, hvornår optagelsesprøven til DMF blev afskaffet, men kravet om stabil nodelæsning er stadig gældende i 1963, hvor Henning Nør fortæller:

M.h.t. tidspunktet for ophøret af optagelsesprøven til DMF kan jeg oplyse, at den eksisterede i 1963, da vi (The Strangers) kom gennem nåleøjet. Hvor relevant prøven var, skal jeg lade være usagt. Det foregik i baglokalet til Anker Møllers musikhandel, og vi var i bandet bagefter enige om, at det nok nærmest skulle ses som en anledning for bedømmelsesudvalgets medlemmer til denne lørdag formiddag at mødes over en enkelt (eller 2) hos Anker, der var medlem af udvalget.

Torben Sardorf har i sine erindringer fortalt om en episode fra 1966, hvor han skulle spille trommer sammen med Radioens Underholdningsorkester. Her vakte det en vis opsigt (og respekt), da den unge mand bad om at se noden til stykket:

Jeg mødte op i Radiohuset træt og langskægget, iført cowboybukser og læderjakke. Dirigenten Arne Lamberth bød mig velkommen og viste mig, hvor jeg kunne stille trommerne op. Han sagde de ville spille numret igennem et par gange, så kunne jeg danne mig et indtryk af det. Jeg spurgte om der var en node, der kiggede 30 musikere forundret på mig. Efter at have spillet "Hjerte for hjerte" igennem 4 gange uden fejl fra min side, var en ung popmusiker accepteret af de gamle musikere. Men melodien var nu heller ikke særlig kompliceret.

I slutningen af 1960'erne er der efterhånden blevet almindeligt, at også pigtrådsmusikere melder sig ind i musikerforbundet. Det sker dog stadig på individuel basis, d.v.s. at medlemsskabet først og fremmest virker som en arbejdsløshedsforsikring for den enkelte. Medlemsskabet får tilsyneladende ingen konsekvenser for løn- og arbejdsforhold på de enkelte spillesteder.

I 1973 kommer den såkaldte oliekrise med bilfri søndage og andet af samme skuffe. Krisen har givetvis ikke haft nogen gunstig indflydelse på gruppernes indtjening. Til gengæld har de usikre tider fået endnu flere musikere til at melde ind i Dansk Musiker Forbund.

En dansktop musiker fortæller, at da han i 1975 melder sig ind i DMF, er der ikke længere noget krav om optagelsesprøve. Betaler man sit kontingent, er man medlem. Forbundet fører iøvrigt en sag for vedkommende imod en impressario, som insisterer på 25% provision: standard management 10% plus personal management 15%. Sagen ender med et forlig på 15%.

 

Musikalsk spredning
Samtidig med den faglige organisering sker der en musikalsk spredning af pigtrådsfolket. Nogle fortsætter den "gamle" linie (Cliffters, Melvis, Sir Henry m.fl.), andre udvikler sig frem mod nye musikformer (Alrune Rod, Røde Mor, Gnags m.fl.) og et ikke ubetydeligt antal grupper retter interessen mod Dansktoppen, da den opstartes i 1968.

En af de grupper der satsede på Dansktoppen, var Klaus & Servants. Efter at have slæbt sig gennem en årrække med dårligt betalte jobs og fire singlepladeflops (der givetvis ikke har været nogen gratis omgang for gruppen), ser det sort ud for de fire musikere. Uden direkte at nævne beløb, fremgår det tydeligt af Klaus Strandholm's erindringer, at økonomien først begynder at hænge sammen, da gruppen i 1971 rammer Dansktoppen med nummeret "Bank tre gange". Strandholm opsummerer årene således:

Efter en række år, som kun kan beskrives som en endeløs turne, var vores gennemhullede økonomi endelig rettet op. Vi skyldte ingen noget, men vi ejede på den anden side heller ikke andet end de instrumenter, vi skulle bruge for at levere lyd på scenen. Alligevel var stemningen i bandet langt over nulpunktet, for det var meget sjovere at tjene penge, når de ikke skulle bruges til at afvikle gæld, men kunne bruges til virkeliggørelse af fremtidige mål.

De fremtidige mål var bl.a. oprettelse af et lydstudie i millionklassen. Det fremgår tydeligt af Strandholm's beretning, at gruppens forretningsmæssige dispositioner kun har været mulige, fordi der i mellemtiden fra politisk hold var indført en række fordelagtige afskrivningsregler for erhvervslivet, som også musikbranchen kunne nyde godt af. Gruppens egne indtægter kunne slet ikke financere indkøbene. Sammenfattende kan man sige, at 1960'erne ikke har været nogen guldgrube for Klaus & Servants, og vi skal et godt stykke ind i 1970'erne, før man kan tale om et egentligt overskud af virksomheden - hvis overhovedet.

 


Drømmen om guld for enden af regnbuen levede i bedste velgående blandt pigtrådsmusikere.
Men var drømmen realistisk?

 

Om de økonomiske forhold i pigtrådsbranchen fortæller en musiker, der blev professionel i perioden:

Da vi spillede i NYHAVN 41 var vi totalt ukendte, men blev efter aflagt prøve antaget. Vi spillede typisk en lørdag eller søndag (sept. 1964) kl. 14-01 eller kl. 15-01 for et honorar af 340 kr. Dette beløb skulle fordeles mellem fire mand. Arbejdstiden var 10 eller 11 timer i træk med et kvarters pause hver time. Dengang var det først og fremmest begejstringen der drev een - honoraret var sådan set underordnet. Vi arbejdede alle ved siden af, så pengene fra musikken var et supplement til den normale løn. Dengang i 1964 var der iøvrigt ingen impressario, som "havde" stedet, og derfor heller ingen provision.

I JOMFRUBURET var det den legendariske ejer/forpagter Georg der kørte stedet. Vi fik tilbudt en halv-års-kontrakt for at være husorkester hele foråret 1965, d.v.s. hver lørdag/søndag. Vi fik udbetalt en stor sum penge på forskud, men jeg kan ærlig talt ikke huske beløbet, men vi fik da råd til at udskifte vore instrumenter.

 

En anden musiker fortæller:

En del af pengene blev brugt til instrumenterne, som blev købt på afbetaling. Jeg betalte eksempelvis 100 kr/md. for min Fender Jazzmaster guitar (2950,-) og 130 kr. for Vox AC 30 forstærkeren (3450,-). Jeg husker ikke hvad jeg betalte til det fælles PA-anlæg - måske en 50er/md.

Jeg gik stadig i skole, da jeg startede i gruppen, og kom derefter i lære og efter endt læretid til militæret. I al den tid var jeg i bandet, og pengene, jeg tjente der, oversteg min øvrige indtægt i væsentlig grad. Efter endt læretid fik jeg job og blev gift, og bandet gik i opløsning - vi gad ikke mere.

Vi havde rigtig mange spillejobs og fik vi nogle fede honorarer, selv om der også var enkelte dårligere imellem. I en lang periode var vi ude at spille 2-3 gange om ugen, og kunne snildt tjene hvad der svarede til en svendeløn - nogle gange mere.

Med skam at melde var hovedparten af det, vi tjente, sort. Vi blev kaldt til "torskegilde" stort set hvert år, men i og med at arrangørerne - foreninger og klubber af forskellig art - åbenbart ikke havde regnskabspligt, eller måske kørte sort, var det vanskeligt for skattevæsenet at få skovlen under os. Det sidste års tid lykkedes det dog, idet de åbenbart gav sig tid til at klippe annoncer ud af aviserne i hele landsdelen. Dem blev vi konfronteret med på et torskegilde. Så forsvandt lidt af det sjove, hvilket var en lille, men medvirkende årsag til opløsningen af bandet.

Som i de fleste andre bands gik der en del penge til transport, overnatning, forplejning m.v., og resten gik til "ø, F og H". Vi havde fået dyre vaner. Ofte gad vi ikke (eller kunne ikke!) køre hjem efter endt optræden, selv om vi ofte kun var 15-20 km væk, men indlogerede os på kroen eller hotellet, hvor vi havde spillet. Efter morgenmaden (hen ad formiddagen) pakkede vi sammen, hvilket vi heller ikke havde gidet aftenen før. Af og til øvede vi et par numre/passager, der måske var gået lidt i kage aftenen før. Og så var det blevet tid til frokost.

M.a.o. var der mange udgifter forbundet med at spille. Jeg havde dog lagt lidt til side, så da jeg blev gift og fik lejlighed og barn, kunne vi indrette os rimeligt (efter datidens forhold) uden at komme til at skylde noget som helst.

 

Samme musiker fortsætter:

Der hvor pengene var, var til bondeballer. Jo længere ude på "Lars Tyndskids" jo bedre. Det var ikke vejen frem for bands med ambitioner, men kunne man affinde sig med denne side af branchen, var der rimeligt gode penge at tjene. Selvfølgelig p.g.a. mange jobs! Timelønnen var ikke stor! Oftest var det fra kl. 20 til kl 02.

Selv var jeg med til at ture Jylland tyndt, og syntes selv, at jeg tjente ret godt. Især p.g.a. at jeg en stor del af min spilletid var i lære. Vi nød tilværelsen i høj grad og personligt kunne jeg alligevel lægge en smule til side. Noget, der "varmede" da jeg blev gift med dertil knyttet etablering m.v. Men millionær - nej, og ej heller noget til alderdommen!

Det skal pointeres, at vores band for den største del var "selvhentere", d.v.s. at størsteparten af vores spillejobs var nogle, vi selv skaffede. Vi var ikke i lommen på en smart impressario, der løb med broderparten af hyren, ej heller et bandmedlem, der p.g.a. sin evt. evne til at skaffe jobs, tog sig den samme frihed. De fleste steder, vi spillede (rigtigt mange bondeballer!) fik vi løbende fornyet "kontrakten", d.v.s. nye jobs blev aftalt. Vi kørte cirkusset på den måde gennem det meste af 60erne, og havde meget af tiden 2-3 engagementer om ugen.

Vi tjente fra 300-500 kr. hver om ugen på spillejobs. En ugeløn inden for mit fag i 1965 var ca. 500,- kr. Oven i hvad, vi nu ellers tjente hver for sig. Jo. Det var sgu glade tider!!

En typisk uge kunne være:

Torsdag i Hit-Club = 300,-
Lørdag bal idrætsforeningen i en eller anden flække i Vendsyssel el. Himmerland = 1000,-
(kl. 20-02 og kun en pause. Der skulle være gang i forretningen!)
Søndag eftm, matine Håbet, Ambassadeur el. lign. = 300,-

Dertil kom desuden indimellem jobs lørdag eftermiddag ved f.eks. børnehjælpsdagen, by- og havnefester og lign. der også kunne give et par hundrede eller tre. Så hvis du tæller sammen og dividerer med fire, har du et genmemsnitligt resultat. Priserne er "vejledende" og kunne gå lidt til begge sider!

Vi kunne også score en ekstra skilling på de omgange, publikummerne gav til musikken. Det var komplet umuligt at drikke blot en brøkdel af det, vi fik, så vi lavede ofte en fræk aftale med tjenerne, der behændigt lurede de glade givere, og så delte vi bagefter i porten! Jyder er forretningsfolk og rundhåndede, og selvom nok de færreste af dem kendte udtrykket quit pro quo, kendte de betydningen af det. Også værtshusholdere, idrætsforeninger m.v.

Som du vil bemærke af ovenstående mener jeg heller ikke, at tilværelsen som "poppedreng" var noget guldrandet papir på nogen måde. Jeg har blot fremhævet, at vi - i en periode - kunne have det samme ud af det som en gennemsnitshåndværker! Og på samme måde som denne havde vi de udgifter, der nu en gang var forbundet med tilværelsen. Så alt i alt - jo, det ville kunne lade sig gøre at leve af det.

Der var blot det aber dabei, at det var på lånt tid. Havde man ikke noget at falde tilbage på, når "boomet" var overstået, var man nok meget ilde stedt. Men det er da muligt, at jeg personligt har været heldig. I min tid som musiker boede jeg de første 2-3 år "derhjemme" hvilket var forbundet med en udgift, der i relation til prisniveauet selvfølgelig var meget minimal.

Herefter flyttede jeg på værelse og stod selv for det meste af kosten. Vasketøj og den slags blev stadigvæk afleveret "derhjemme", og stort set vederlagsfrit. Det sidste års tid var jeg helt på egne ben, idet jeg blev gift og flyttede i lejlighed. Her var der til gengæld så en indtægt mere, hvilket jo også lunede. Så alt i alt klarede vi os. Men nogen guldgrube? Nej absolut ikke.

Lad os prøve at lave lidt hovedregning på ovenstående oplysninger:
Hvis 3 engagementer om ugen medfører 500 kr. til hver af de fire gruppemedlemmer, må det i runde tal betyde noget i retning af 150 kr. pr. mand pr. job. Og hvis der ingen provision er betalt, må det videre betyde, at gruppen brutto har fået udbetalt 600 kr. pr. job. Det er cirka den samme indtjening som grupperne i Hit House havde, hvor de faste bands fik 400 kr. pr. hverdagsaften og dobbelt op om lørdagen.

 

En musiker, der forblev amatør, fortæller:

Hej Kurt,
tankerne går tilbage til gamle dage og hvorfor jeg valgte at kvitte musikken og i stedet arbejde som maskinsnedker:

Mit band blev samlet i anledning af at TAGES skulle spille i Helsingør. Det foregik i en ret stor sal, hvor vi skulle spille som opvarmning. I en hel måned øvede vi hver dag. Desværre havde vi en kontrakt, som ikke var underskrevet, men vi tænkte at det nok ikke betød betød så meget. Vores manager indprentede os, at vi skulle være der en time før koncerten og stille grej op. Det gjorde vi så.

Da vi ikke havde nogen orkesterbil, måtte vi tage en Taxa kassevogn fra København, som ventede i Helsingør til vi var færdige med at spille. Folk var glade for mit band, fed jubel og sådan noget. Da vi var færdige med at spille, fik vi at vide, at vi først kunne få penge for vores optræden efter at Tages var færdige med deres sæt. Så vi ventede og ventede, men desværre var vores pengemand og nye manager sporløst forsvundet. Så tak til ham for at jeg valgte en levevej, hvor man blev betalt en ordentlig hyre, og kunne regne med at få udbetalt sin løn til tiden.

 

En pigtrådsdreng har besvaret en række spørgsmål:

Kontrakter:
Jeg har desværre ingen kontrakter liggende. De første år var det mundtlige aftaler. Eksemelvis spillede vi i Havfruen i Nyhavn i 1963 som fast husorkester. Vi fik 250 kr. pr. aften (for 5 mand) + kaffe og ostemad.

Provision:
Det var meget forskelligt, vores impressario, som vi kun havde i en kortere periode, fik 10-15% ellers aftalte jeg selv med spillestederne.

Skat:
De første par år betalte vi ikke skat, men så fik jeg et skattesmæk og så betalte vi B-skat og fandt ud af at trække diæter, instrumenter, transport og spilletøj fra. Vi sloges lidt med skattevæsenet om hvor lidt eller hvor meget vi måtte trække fra.

Kontant eller afbetaling:
Der var mange der købte på afbetaling inklusiv mig, men der var også en del der sparede op til at købe udstyr.

Motivation:
Det var helt klart lysten til at spille og optræde der var motivationen. Det var op og ned med hensyn til indtjeningen, ind imellem var der nogle gode job. Men det handlede også om at spille de rigtige steder...........så der blev vi ofte presset på honoraret.

 

En musiker med succes på drengen fortæller:

I 1969 og 1970 spillede vi i Jomfruburet og dengang var der to turnusser: et band fra 18 til 24 og et andet fra kl. 24 til 04. Honoraret var 350-400 kr. pr. engagement. Vi havde Holger Hagelberg som manager. Han var en god mand for os, skaffede også mange løse jobs, og sad desuden på Valhalla på Bakken. Han fik typisk 15% provision på faste steder og 20% på løse jobs. Hvis de løse jobs var med en anden agent, betød det typisk 10% til hver.

Fra 1970 blev gruppen professionel og vi levede rimeligt af indtægterne, men vi spillede dæleme osse mange gange om året!

Vi var sådan en gruppe der hele perioden havde en eller to roadies. Og jo mere det udviklede sig, jo mere nyt udstyr købte vi. Kraftigere forstærkere, mere lys på scenen, mixerpult tilsidst nede i salene og da Gasolin havde kasseret deres kæmpe lysanlæg, overtog vi det. Så det endte med at vi havde tre mand med, to lyd/lys-folk og en der kørte anlægget i sin store lastvogn. Til sidst var det sådan, at når vi skulle helt over til Jylland, kørte folkene over og stillede op, og vi fløj til den nærmeste lufthavn. Ikke fordi vi var grever og hovski-snovski, vi var bare dovne. Som jeg altid har sagt, så var det syv års skovtur, hvor vi faktisk levede rigtig godt de sidste 4-5 år og brugte mange penge.

Jeg var uddannet regnskabsmæssigt, så vi havde tjek på regnskaber og kunne trække udgifter vedr. "musikudøvelse" fra, men det var altid en kamp med skattevæsenet, hvad der blev godkendt. Alle de faste udgifter til transport, overnatning, løn til medhjælpere kunne trækkes fra og vi kunne også afskrive på musikinstrumenter. De fleste steder var det B-indkomst, nogle få især i starten var A-skattetræk.

 

Musiker John Pickardt fortæller fra Jomfruburet:

Man kunne få forskud i baren, hvilket i mange tilfælde betød at vi skulle have penge med hjemmefra, når det var lønningsdag. Ha ha, skide smart af Georg Hansen (ejeren), da han på denne måde fik det meste af musikerlønnen tilbage. Men vi havde nogle sjove år derinde. Musikerlønnen i Jomfruburet i starten af 1970'erne var 4-600 kr. pr. aften for hele bandet (4 mand).

 

En musiker, der fik nok, fortæller:

Jeg spillede i tre år som prof. musiker. Vores manager var af den gamle skole med personlig kontakt og opringninger om natten, hvor han ville vide om vi havde husket ditten og datten - og især, om vi havde indbetalt hans provision.

Han lagde aldrig skjul på, at hans arbejde bestod i at sidde ved telefonen med opringninger til de forskellige spillesteder.

Desuden gjorde han sig klog på, hvilket tøj vi skulle have på, hvilket repertoire vi skulle spille og så videre. For disse tjenester forlangte han 10% i provision. Derfor endte vi op med at betale 25% af kontraktbeløbet i alm. provision, personal management og det hele.

Han har selvfølgelig været klar over, at det sikkert ikke holdt i Byretten, så en del af aftalen var, at kontrakterne var en personlig aftale mellem ham og gruppen - de måtte ikke vises eller oplyses til udenforstående. Det blev de heller ikke - faktisk var det kun kapelmesteren der så dem.

På et tidspunkt gik det så vidt, at han forlangte provision to gange. Det endte alt sammen med, at gruppen samlet meldte sig ind i Dansk Musiker Forbund, som tog hånd om sagen.

Personlig var jeg dog kørt så træt af det hele, at jeg kort efter forlod gruppen og fandt et job, hvor man også fik betaling for sit arbejde.

 

Jens Dalgaard-Nielsen fra The Pretenders
fortæller omkring det økonomiske i bogen
"Da pigtråden fængede i det nordjyske"
(af Arne Lybech og Bjarne Præstholm):

Vi blev ikke rige af at spille. Mange penge gik jo til guitarer, anlæg og øvrige omkostninger. Men lidt ekstra lommepenge havde vi dog i de år. Nedenfor har jeg lavet en lille økonomisk opgørelse ud fra vores gamle regnskaber:

1968 - 43 arrangementer - 32.900 kr.
1969 - 24 arrangementer - 27.100 kr.
1970 - 2 arrangementer - 3.600 kr.

Hvis vi tager 1968-tallene, så betyder det, at gruppen i gennemsnit har tjent 765 kr. pr. engagement. Som ekstra dokumentation har Dalgaard-Nielsen lagt en side af gruppens 1968-regnskab frem og kommenteret det:

Efter at skattevæsenet i Brønderslev på et tidspunkt havde fået øje på vores fritidshobby, blev jeg kaldt til torskegilde. Her blev jeg belært om, hvordan vi skulle aflægge skatteregnskab med afskrivninger og det hele. Her er en side fra vores regnskabsbog for året 1968.

Det er bemærkelsesværdigt, at flere af gruppens honorarer ligger oppe omkring 1000 kr. Her er det dog værd at bemærke, at der skal køres langt for at tjene pengene. For eksempel den 8. nov. (1968), hvor gruppen spiller i Nakskov. Kørselsudgiften er sat til 410 kroner og 220 kr. (20%) er afsat i provision til Tajmer Booking. Så er der 470 kr. tilbage, som skal deles mellem 5 mand - det giver 94 kr. pr. mand. Forplejningen har sikkert heller ikke været gratis, hvorfor der givetvis ikke har været de store beløb til overs, når gruppen kom hjem fra engagementer rundt omkring i landet.

Den 10. nov. (1968) spiller gruppen på Moulin Rouge i København for 500 kroner. Provisionen er 75 kr. (15%). Transportudgiften er ikke angivet, men sætter vi den til f.eks. 350 kr. (Brønderslev-København tur/retur), bliver der 75 kr. tilbage til deling mellem de fem gruppemedlemmer. Det er 15 kroner pr. musiker. Dalgaard-Nielsen konkluderer:

Ind imellem kunne det godt være lidt hårdt, at være på farten i en hel weekend. Men når jeg tænker tilbage, så er det ikke det, der er hovedindtrykket fra dengang. Det er snarere erindringen om et tæt sammenspillet band, der drønede rundt i landet og spillede for tusindvis af glade mennesker. Blandt mange erindringer husker jeg den særlige fornemmelse det var, når vi efter en lang nats kørsel efter et sommerarrangement, nåede op på landevejen mellem Nørresundby og Vestbjerg. Der kørte vi i den tidlige morgensol under små vatskyer, der lå fire-fem meter over jordoverfladen. Så følte vi ligesom, at vi var hjemme igen.

 

Apropos penge, så skulle vi måske lige tage en pause og høre The Beatles med "Money" eller "Taxman".

 


Hvem var det, der tjente pigtrådspengene?

 

 

Skal man satse på musikken?
Hvorvidt pigtrådsbranchen er værd at satse på, kan man få en ide om ved at spørge Manfred Mann. Han har gennemlevet 1960'erne sammen med os andre, været ude at spille stort set alle steder (inkl. Karrusellen i København) og været masser af gange på hitlisterne rundt omkring i verden. I et interview omkring årtusindskiftet besvarer han spørgsmålet, om han i dag vil tilråde et ungt menneske at gå ind i showbusiness:

Bestemt nej! Kun hvis man stik imod alle odds, rådgivning og advarsler alligevel insisterer på at vove sig ind i en komplet uforudsigelig og usikker musikbranche, er man for det første naiv, for det andet idiot. Mod dem kæmper selv guderne forgæves!

Såvidt gamle Manfred, men hvad så med de, som på trods af alle advarsler vovede sig ind i løvens hule, fandt de guld for enden af regnbuen?

Forfatter og journalist Karsten Jørgensen har skrevet en bog om emnet: "Scener fra et Stenbrud". Bogen tegner et billede af, hvad der førte tyve personligheder som f.eks. Phil Spector, Sam Cooke, Brian Wilson og Janis Joplin helt op i stjernerne og - som en næsten uundgåelig konsekvens - ned i tragedie eller endog graven. Det er tankevækkende, at samtlige tyve eksempler var dybt ulykkelige mennesker med udtalte komplekser og mindreværd. Disse komplekser og mindreværd var ofte motoren til succes, men desværre samtidig drivkraften til tragedie og forfald. Forfatteren forklarer videre:

Undervejs blev det klart, at det ikke kun var tragedierne, der knyttede historierne sammen. Gradvis opstod der et mønster af andre fælles træk. For eksempel var næsten alle hovedpersonerne hyperaktive som børn, grænsende til ADHD eller DAMP. Det var også påfaldende, at de alle voksede op i familier, hvor strukturen var kendetegnet ved en dominerende, omklamrende mor og en fraværende, næsten usynlig far.

Karsten Jørgensen's bog konkluderer, at succes i showbusines handler om at ville - samt, at succes ikke er nogen garanti for et lykkeligt liv.

 

Pladesalg
er et område, hvor fup og fakta mødes. Lad os derfor prøve at se på nogle af de tal, som er tilgængelige. Eksempelvis regner man med, at en singleplade i 1965 som tommelfingerregel kan produceres for 5-10.000 kr. (studie- og instrumentleje, musikere, noder, transport o.s.v.). I popbladet BEAT kan man i første nummer af bladet fra 1965 læse:

Sangen om "Lille fregnede Louise" er blevet dette og flere foregående års rekord-plade. For få dage siden noterede man salget af plade nummer 40.000, og sølvpladen for de 50.000 ligger inden for mulighedernes grænse. Grammofonselskaberne har i flere år fortvivlet revet sig i håret for at finde ud af, hvordan man atter kunne sætte gang i salget. For 10 år siden var 50.000 solgte plader ikke nogen større begivenhed. Det er det i dag. Nu regnes det for "pænt", hvis en plade sælges i 5.000 eksemplarer.

Af skabelon til pladekontrakt fremgår det, at der først bliver royalty (penge) til kunstneren, når en række omkostninger er dækket ind, især selve produktionen af pladen. Herefter modtager kunstneren typisk 10% af pladens salgspris (pr. solgt plade). Hvis man derfor laver et groft overslag og siger, at

- gruppen producerer en plade for 5.000 kr.,
- gruppen sælger 5.000 plader og
- gruppen modtager 10% af singlepladernes salgspris i royalty,

betyder det i teorien, at gruppen modtager en royalty (udbetaling) på 5.000 kr. Uheldigvis for gruppen har pladeselskabet sikret sig i kontrakten, at alle udgifter i.f.m. produktion og markesføring af pladen modregnes, før der kan blive tale om udbetaling af royalty.

Det sandsynlige scenarie er derfor, at der i praksis skal sælges 10.000 singleplader eller mere, før udbetaling (royalty) af en nævneværdig størrelse kommer på tale. Det er der kun ganske få plader (grupper, solister) der gør i 1960'erne.

I den ekstreme ende har vi 4-mandsgruppen Money Makers, som i september 1967 indspiller en LP, hvor produktionsomkostningerne alene løber op i ca. 40.000 kr. Der skal m.a.o. sælges rundt regnet 10.000 LP'er, før regnskabet balancerer, og man evt. kan begynde at udbetale royalty.

 

Arrangørens vinkel
Om den økonomiske side af sagen, set fra en arrangørs synspunkt, skriver Mogens Hansen i sin bog "Pigtråds- og poporkestre i Roskilde 1963-67":

I 1967 var der kun få poparrangementer på Hotel Roar, men til gengæld medvirkede lokale orkestre hver gang.

Lørdag den 29. april optrådte Red Squares sammen med bl.a. The Zorros, The Spies og The Wizards. Red Squares var blevet annonceret som "årets populæreste pigtråds-orkester", og at denne titel ikke var helt forkert viser et referat i Roskilde Tidende:

1.000 unge mennesker var kommet til Roskilde-fondens pop-bal på hotel Roar lørdag aften, og begejstringen i den propfulde sal kendte ingen grænser, da de populære englændere "Red Squares" ved 22-tiden stod på scenen, omhyggeligt bevogtet af bredskuldrede kontrollører såvel på som foran og bagved scenen. Pigerne skreg, så man knapt kunne høre musikken, og da englænderne skulle videre til aftenens næste optræden, var de nær aldrig sluppet ud fra hotellet. Det lykkedes at få dem smuglet ud gennem kælderen, men alligevel var adskillige hundrede unge søgt uden for, og de unge musikere var halvt bevidstløse, inden de kom i sikkerhed i deres bil.

I forbindelse med byfesten var der popbal på Hotel Roar, som ellers kun havde yderligere et arrangement at byde på. Lørdag den 11. november (1967) arrangerede Roskilde Ungdomsklub et popbal med det norske orkester The Vanguards, som optrådte sammen med The Insects, The Keepers, The Spies og The Beatfighters. 350 unge mødte frem på Hotel Roar, og selv om der var god stemning, måtte Roskilde Tidende efterfølgende konstatere, at

Aftenen blev et nyt bevis på, hvor svært det for tiden er at lave et arrangement med overskud, idet regnskabet kun lige kommer til at balancere. Pop-ballernes store tid er uigenkaldeligt forbi, og der skal engageres de helt store top-navne med dertil hørende økonomisk risiko, før en forening kan regne med fuldt hus.

Også i Roskilde-Hallen var antallet af poparrangementer i 1967 beskedent. Torsdag den 12. januar (1968) arrangerede Skandinavisk Teenager Brevklub et pop-bal med The Rocking Ghosts og The Playboys. Ballet blev ingen succes, da kun 150 mødte op for at danse.

Desværre uddybes den økonomiske ikke yderligere i bogen, men citatet antyder, at man er gået fra en periode med rimeligt store store baller til en ny tid med det modsatte. Der skal vist ikke megen fantasi til at forestille sig, hvad det betyder for gruppernes engagementer og indtægter.

Sløret omkring den økonomiske side af sagen bliver løftet lidt i et interview med direktøren for Hit House, Poul Parris:

Der findes to Hit Houses i København, og begge ejes og ledes af reklamedirektør Poul Parris, 45 år. Han indrømmer gerne, at restauranterne har været så store succeser, at de sandsynligvis til vinter følges op med yderligere to, en i Søpavillonen og en i det gamle Arena.

- Men nogen guldgrube er pigtrådshulerne ikke, siger direktøren. Jeg skal være heldig, hvis der bliver 40.000 kroner til mig selv om året.

Poul Parris er blevet beskyldt for at være spekulant, men han tilbageviser påstanden.

- Hvis jeg var spekulant, tror De så, jeg ville nøjes med en så lille fortjeneste? Og mon jeg så ikke var klar over, hvordan jeg skulle lokke pengene fra de unge? Sandheden om det første Hit House er ganske enkelt, at det nærmest blev startet som en spøg. For at glæde min søn og hans kammerater. De fik mig overbevist om, at der var et behov for en pigtrådsrestaurant, og at en forretning nemt kunne løbe rundt. Da det hurtigt viste sig at holde stik, og interessen samtidig voksede, ja, så åbnede jeg altså Hit House II.

ref. "Pigtråd 65"

 

Managers og impressarier
De fleste managers og impressarier er ikke meget for at tale om deres økonomiske dispositioner. En markant undtagelse er Erik Håest, som på DR's hjemmeside har ladet sig interviewe:

Pigtråd en gros

Af Torben Busekvist

Der har været og vil altid være et behov for pop. I hvilken retning, morgendagens pop-musik vil gå, ved ingen med sikkerhed, men sikkert er det, at en kreds af forretningsfolk gerne gav formuer for at få løftet en flig af uvishedens slør. Det er mændene bag beat-musikken. De har, siden den for alvor fik fodfæste i Danmark, danset deres egen krigsdans om guldkalven og skummet fløden der, hvor den var tykkest og lettest at hente. De er grossister i pigtråd, managers. De sælger musik som mælkemanden mælk og manufakturhandleren sokker. Deres branche har længe været under mistanke for at være infiltreret af korruption, udnyttelse af de unge og orkestrene - om mistanken er berettiget, skal vi lade være usagt.

Manager og koncertarrangør Erik Haaest, 30 år, er den inden for pigtrådsverdenen, der har været hårdest og hyppigst angrebet. Han har været beskyldt for at have arrangeret fingerede danmarksmesterskaber i beat- musik, og han har raget en gevaldig upopularitet til sig, fordi han aldrig har lagt skjul på, at han håber, hans engrosforretning med pigtråd vil gøre ham til millionær, inden han er fyldt 45. Han har i sit første år i branchen haft en omsætning på 1,2 millioner kroner, men underskud på tilsammen 100.000 kroner på fem koncerter i februar og marts har kølnet drømmen om en hurtig himmelflugt mod stjernerne.

- Jeg arbejder ikke for ungdommens skyld, siger han. Men helt og holdent for min egen. Jeg har fået grimme øretæver, tabt store summer og betalt dyre lærepenge, men jeg har været i den heldige situation, at jeg har haft råd til det. Jeg sælger hellere meget billigt end lidt dyrt. Det giver det bedste resultat i længden. Jeg har baseret min forretning på 20 procents provision og resten kammeratskab. Ikke noget med kontrakter med orkestrene. Der opstår let huller i en kontrakt. Det gør der ikke i et kammeratskab. Om der er svindel inden for pop'en? Ikke det fjerneste mere end inden for andre brancher. Mit slogan er: Der er penge i ærlighed. Det efterlever jeg af bedste overbevisning.

Det lyder jo såre løfterigt og tillidvækkende, men tro ikke, at det alene kan sætte et definitivt punktum for den bølgende diskussion og de vekslende angreb. De vil utvivlsomt fortsætte i takt til de drønende forstærkeranlæg, og vi kan vist lige så godt først som sidst se kendsgerningerne i øjnene: pigtråden, 60'ernes musik, er kommet for at blive.

ref.: "Pigtråd 65"

 


Ung mand med ild i r....plus drømmen om fame & fortune.

 

Konklusion
Selv om det af og til hævdes, at pigtrådsmusikerne tjente "masser" af penge under pigtråds- og beat- bølgen i 1960'erne, bliver det ikke underbygget af de tal, der indtil nu er kommet på bordet. Her er det måske værd at huske på, at de fleste musikere var ganske unge og boede gratis eller meget billigt hjemme. Maden blev serveret, sengen blev redt og tøjet blev vasket som en del af hjemmets service omkring den unge mand. På den baggrund kommer selv en lille indtægt til at se betydelig ud. For givetvis er der grupper, som har slæbt en portion penge sammen, men sammenholder man beløbene med den arbejdsindsats, de udgifter der er afholdt og den tid der er brugt på sagen, ser regnskabet mere tvivlsomt ud.

Til gengæld fik de nogle ubetalelige oplevelser, som i høj grad præger deres indstilling til perioden. Et gennemgående træk ved de adspurgte musikere er, at selv om de ser fejl og mangler ved pigtrådsbranchen, er begejstringen for 1960'erne intakt. For eksempel har jeg interviewet Bjarne Krohn om de glade dage på den københavnske popscene.

Skatteregistrering var et ømt punkt for mange musikere. De fleste var rene novicer udi regnskabsføring, og endnu flere fik det slet ikke gjort, fordi de ikke orkede eller ikke indså vigtigheden af den slags. Lige så mange kendte intet til de nye afskrivningsregler, som gjorde det muligt at trække udgifterne til f.eks. musikinstrumenter, forstærkere, hotelovernatninger og noder fra den skattepligtige indtægt. Derfor var det også kun en del af pigtrådsmusikerne, der fik glæde af de (dengang) nye regler.

Betalingen af skat sejlede for mange musikere. Det forhold, at man først skulle betale skat af de tjente penge året efter at de var indtjent, fik mange musikere til at bruge pengene på løbende udgifter. Resultatet var, at der i disse år blev grundlagt mangen en skattegæld, som det skulle tage de pågældende mange år at komme ud af - hvis de da overhovedet nogensinde kom ud af det. Jeg har senere i livet mødt mange neddrukne og desillusionerede musikere, hvor kone og livsstil er skredet, helbredet røget, ligesom økonomien ligger i ruiner. Det bliver for pinefuldt at nævne navne, men de har alle det tilfælles, at de var på forsiden af Søndags-BT, da det gik højest. Konklusionen må derfor nødvendigvis blive, at


Pigtrådsmusikerne fik hverken gods eller guld
ud af det økonomiske opsving i 1960'erne
.

Men hvis det ikke var musikerne der tjente pengene, hvem var det så?

Først og fremmest var det bureauer og managers, som med en begrænset, i mange tilfælde minimal arbejdsindsats omkring jobformidling har kunnet indkassere 10-25% af kontraktbeløbet. Erik Haaest er et godt eksempel. Derfor er det heller ikke helt forkert at sige, at


Det var musikerne der lavede arbejdet,
men bureauerne som tjente pengene
.

 

Restauratørerne har uden tvivl også profiteret af pigtrådsbølgen, fordi den nye musik har virket som et trækplaster for etablissementet. Det er vanskeligt at forestille sig eksempelvis Jomfruburet som en ungdomsmagnet, hvis det ikke lige netop havde været p.g.a. pigtrådsmusikken. Jeg talte i 1970 med indehaverne af rest. Skovlyst (v. Hareskoven) og Solrød Kro (Solrød Strand), som begge bekræfter, at uden pigtrådsmusik ville det være umuligt at afholde bal. De unge udebliver simpelthen. Altså afholder man pigtrådsbal hver fredag og lørdag. De indtjente penge er restauratørerne uvillige til at tale om, men på Skovlyst var der plads til 200 gæster og på Solrød Kro ca. 150. Begge steder var der fuldt hus i weekenderne, så der er ingen grund til at frygte, at restauratørerne har sovet dårligt om natten.

 

Pladebranchen er et område, hvor der sandsynligvis kun har været penge at tjene for de få grupper og solister med virkelig store salgstal. I de fleste andre tilfælde har regnskabet i bedste fald balanceret. For pigtrådsmusikere som helhed blev pladeudgivelser aldrig nogen guldgrube.

I modsætning hertil har pladeselskaberne hele tiden tjent gode penge på selv de mindre produktioner. Det har de takket være lempelige afskrivningsregler og kreativ bogføring. En kontakt i pladebranchen forklarer, at en blandt flere muligheder er, FØRST at lade gruppen betale alle produktionsomkostninger (studieleje, musikere m.m.), DERNÆST at trække alle produktionsomkostninger fra i selskabets eget skatteregnskab og SLUTTELIG at overdrage et evt. driftsoverskud til en falleret trediemand ("stråmand"), som i sin tur er ude af stand til at betale (skat). Resultatet er, at pladebranchen har klaret sig udmærket gennem alle op- og nedture.

 

De professionelle, altså de musikere der faktisk blev professionelle, måtte også disse rette ind efter de faktiske forhold i branchen. At de skulle leve af indtægterne fra spilleriet var ikke nogen garanti for rimelige løn- eller arbejdsforhold, og musikerne har sikkert heller ikke selv været bevidste om deres rettigheder ude på spillestederne. En manager fra et af de store danske booking bureauer har over for undertegnede flere gange bekræftet, at musikernes indtægter var beskedne - danske såvel som udenlandske, professionelle såvel som amatører.

I den forbindelse er det fristende at mene, at:

Vi skal prise os lykkelige for, at de fleste musikudøvere valgte den sikre vej som amatør. Det er der ingen grund til at begræde, for intet tyder på at de økonomiske realiteter på 1960'ernes rockscene kunne bære drømmen om professionalisme - endsige gøre nogen lykkelig.

 

 

Afslutning
Jeg er fortsat interesseret i at undersøge den økonomiske side af pigtrådssagen - altså de beløb grupperne fik udbetalt, de provisioner bureauer og managers opkrævede, de indtægter der var ved pladesalg, samt beløbene (procenterne) til skat og øvrige udgifter.

Desuden er spørgsmålet om restauratørernes indtjening interessant at få belyst - blev omsætningen f.eks. mærkbart påvirket af levende musik?

Formålet med oplysningerne er IKKE at hænge nogen ud, men at få et realistisk indblik i den økonomiske side af pigtrådsbranchen - herunder især, om man som musiker reelt kunne leve af at spille pigtrådsmusik.

Afsnittet vil blive udvidet, efterhånden som nye beretninger om 60'ernes herligheder (eller mangel på samme) dukker op. Hvis du derfor ligger inde med oplysninger fra perioden, hører jeg meget gerne fra dig. Alt behandles med den nødvendige diskretion. Skriv til:


Venlig hilsen
Kurt Starlit
aka CykelKurt

 

Sidst opdateret: 2016.Nov.12

 

 

 

 

Pigtråds- og poporkestre i Roskilde 1963-1967

 

Musik Index

 

Forsiden