Jazz Noter, 4


Store og små indtryk fra jazz- og bluesmiljøet, 4. del

 

--------------------------------------------------
2012.Juli.06
COPENHAGEN JAZZ FESTIVAL 2012
Når stjerner glimter

Bolberg tryller i silende regn
Foto: CykelKurt

The New Jazz Band
Henrik Bolberg, trumpet, voc.
Erik Hansen, trombone, voc.
Leif Juul Jørgensen, klarinet
Hans Aspöck, piano
Henrik Hartmann, bass
Leif Johansen, drums

Der er overhovedet ingen tvivl om, hvem der er stjernen i dette orkester. Ikke fordi han fører sig frem som en sådan, men fordi han spiller som en sådan. Jamen, det siger jeg Dem, fru Kammerherreinde, det er sgu noget der ryster det indre univers, når Bolberg tryller sine soli ud af ærmet. Det lyder så let, når han trakterer hornet, men har man hørt de mange glade amatører, som hvert år udfolder sig i jazzugen, er det tydeligt, at vi har at gøre med en musiker i særklasse. Stort bifald til ham.

De øvrige musikere spiller alle udmærket, uden dog ligefrem at imponere. Det skulle da lige være pianisten, som har en fin venstrehånd, men ellers virker noget anonym. Gruppens sammenspil sidder lige i skabet, men igen er det Bolberg som løfter projektet op over gennemsnittet.

Erik Hansen på trombone er vist samtidig bandets kapelmester, ihvertfald er det tydeligt at han tager de nødvendige beslutninger på bandets vegne. Gruppen optrådte på en ladvogn foran Nyhavns Mindeanker, og trods regn var der mange mennesker på pladsen - en del dansede endog. Det var en fin og veloplagt indledning til årets jazzuge.

Royal Garden Blues
--------------------------------------------------

 

--------------------------------------------------
2012.Juli.07
Hans Ulrik "Jazz & Mambo"

Hans Ulrik & co. på scenen i Kongens Have
Foto: CykelKurt

Hans Ulrik - sax
Jacob Christoffersen - piano
Niclas Knudsen - guitar
Kaspar Vadsholt - bas
Mikkel Hess - trommer
Rune Olesen - percussion

Kongens Have præsenterer i jazzugen en perlerække af førsteklasses musikere til en uhørt lav pris. Faktisk kan man gå direkte ind fra gaden og nyde musik i verdensklasse til nul kroner. På jazzfestivalens andendag var det saxofonisten Hans Ulrik, der, suppleret af sin 5-mandsgruppe, spillede en perlerække af egne og andres numre i en genre, som bedst kan beskrives som....æh....øh...moderne. Never mind kategorien, der var vellyd for alle pengene og responsen fra de mange fremmødte var da heller ikke til at tage fejl af. Et elektrisk pletskud.

Indledningsnumrene

stort billede
--------------------------------------------------

 

--------------------------------------------------
2012.Juli.08
Lindberg/Hemmer Foundation

Lindberg/Hemmer Foundation - mens du spiser morgenmad.
Som en doven søndag formiddag på Ipanema.
Kvartetten omkring hammondorganisten Dan Hemmer og elbassisten Morten Lindberg spiller dig i gang.
Smooth, brazilian og jazzet.

Dan Hemmer (org),
Regin Fuhlendorff (g),
Morten Lindberg (Master Fatman) (el-b),
Afonso Correa (perc)

Det var en såkaldt open air koncert med Lindberg & Hemmer ved Toldboden, Københavns Havn. Men jeg ved ikke, deres forsøg udi brasiliansk stemning kommer let til at lyde lidt for afslappet, lidt for pseudo-mondænt og lidt for uengageret. Det virker nærmest som om gruppen har søgt den lette vej til succes (uden at jeg ved om det faktisk er lykkedes). Jeg plejer at regne Dan Hemmer for en seriøs musiker (Master Fatman måske i mindre grad), men efter dagens oplevelse bliver regningen tilsat et gran salt. Jeg forstår simpelthen ikke, hvor de vil hen med det her. Er det jazz eller hvad??? Gruppen har udsendt en CD med titlen Brazilian Architecture og det er måske i det lys musikken skal tolkes og bedømmes (ikke fordi det vil gøre nogen forskel). Nå, vejret var varmt, så vi skyndte os ned i Hviid's kølige kælder, hvor øllerne er kolde, og fraværet af musik er en ren lettelse ovenpå oplevelsen med brasilianermuzak fra nederste skuffe. Ren dumpekarakter!

--------------------------------------------------

 

--------------------------------------------------
2012.Juli.09
MIBB

MIBB på scenen
Foto: CykelKurt

stort billede

MIBB:
Mads J. Pagsberg (dir),
Rikke Chritensen (1.as, ss, cl.),
Mathias Harbeck (2.as),
Bo Steengaard Christensen (1. ts, fl.),
Line Græsted Bjerring (2. ts., ss, fl., cl.),
Simon Sonne (bs, as, ts),
Jesper Placing (bs),
Asbjørn Storm Kamban (1.trp),
Anders Ortman (2.trp),
Anne Lindahl (3.trp),
Peter Kellermann Brandorff (4.trp),
Stine Kobbersmed (1.trb),
Mikkel Vad (2. trb),
Anne Katrine Hartmann (3. trb),
Søren Valdemar (bass- trb),
Michael Roepstorff (p),
Jesper Balslev (g),
Niels Wilhelm Knudsen (b),
Mads Sander (dr),
Sille Kathrine Buur Schultz (2.Alt),
Stine Danving (1.Alt.),
Kirstine Dahlberg (Sop)

MIBB er et traditionelt bigband med 13 blæsere (5 saxofoner, 4 tromboner og 4 trompeter) og en rytmegruppe. Derudover har vi fire forrygende sangere i front - "Four Voices as One". Orkesteret blev dannet i august '95 og er et meget rutineret orkester med mange hundrede koncerter på bagen.

MIBB spiller overvejende swingende traditionel jazz, som man kender det fra Glenn Millers og Count Basies orkestre. Repertoiret spænder fra klassiske swingnumre fra 30’erne og 40'erne til mere eksperimenterende bigbandmusik fra 70'erne og frem. Frank Sinatra numre som f.eks.: "Fly Me to the Moon" og ”I’ve got You under My Skin” er blandt klassikerne på orkesterets repertoire. MIBB spiller også mere moderne kompositioner af f.eks. Thad Jones og Maria Schneider samt originale kompositioner af MIBBs medlemmer. I de senere år har orkesteret ligeledes opbygget et stort funk og latin repertoire.

Helt enig, det er et flot varieret program orkestret spiller. Unge mennesker fra Musikvidenskabeligt Institut i Klerkegade, hvor de givetvis stadig studerer, men som tydeligvis har praktisk erfaring fra utallige fremføringer af big bandets værker. Repertoiret er en blanding af gammelkendte big band arrangementer og så en række af gruppens egne numre. Det foregik udendørs på pladsen foran Rundetårn og Trinitatis Kirke, som var fyldt godt op i dagens anledning. Lydbalancen var meget fin og styrken var aldrig for høj, hvilket altsammen må tilskrives den dygtige mand ved mixerpulten (desværre er mine optagelser fra dagen knap så gode, hvilket skyldes den fysiske placering). Anyway, det er et big-band, som sagtens tåler et genhør, med udstråling fra de fire sangere og en klangmæssig skønhed, der aldrig kom ud af balance.

The best is yet to come

The Christmas Song / You better watch out

New York, New York
--------------------------------------------------

 

--------------------------------------------------
2012.Juli.10
Jakob Davidsens Kammerat Orkester

Jakob Davidsen & Kammerat Orkester feat. Francois Merville & Lars Andreas Haug

Den dobbelte Danish Music Award-vinder, pianisten og komponisten Jakob Davidsen præsenterer hermed denne sommers udgave af hans Kammerat Orkester. En udgave der har den virtuose norske tubaist, Lars Andreas Haug og den fatastiske franske trommeslager Francois Merville med. Lars Andreas Haug har forlængst slået sit navn fast som en af den norske jazzscenes allermest spændende navne i sammenhænge som Tri O'Trang, Trygve Seim Ensemble og Geir Lysne Ensemble.

Francois Merville er først og fremmest kendt som Louis Sclavis' fantasifulde trommeslager gennem mange år, men er også en fantastisk komponist og arrangør.

Jakob Davidsens Kammerat Orkester spiller musik der kan være vanskelig at sætte i bås. Det er nemlig musik der udforsker grænserne; mellem jazzen og den klassiske musik og mellem det improviserede og det komponerede. De medvirkende musikere håndplukkede fra toppen af det rytmiske og klassiske musikmiljøer i Danmark, Norge, Sverige og Frankrig og er alle stærke musikalske personligheder som virkelig formår at spille denne "ingenmandslands-musik" som en helstøbt enhed.

Peter Fuglsang (cl),
Jakob Munck (tb, tp, tuba),
Lars Andreas Haug (tb),
John Ehde (cello),
Jakob Davidsen (p),
Francois Merville (dr)

Seancen foregik i Sankt Jakobs Kirke på Østerbrogade og UHA, det er langhåret det her, men som Jakob Davidsen selv siger det i indledningen, så er det..."en samling af mine allerbedste musikalske kammerater der spiller vores egen intime kammermusik". Han mener ikke musikken kan rubriceres som hverken klassisk eller jazz, idet musikerne kommer fra både den rytmiske og den klassiske lejr og musikken både er komponeret og improviseret. Altså er der ikke noget enkelt svar på spørgsmålet.

Det enkle svar har jeg heller ikke, men 45 minutter i selskab med denne type musik var grænsen, hvorfor vi forlod stedet efter første sæt og fandt et sted at skylle efter. Jeg har stadig ikke fundet den enkle opskrift på Kammeraternes lydfrembringelser, men moderne kammermusik uden grænser, som Davidsen selv formulerer det, er måske ikke helt ved siden af.

Jakob Davidsens Kammerat Orkester

Trilogi 1

Trilogi 2

Trilogi 3
--------------------------------------------------

 

--------------------------------------------------
2012.Juli.12
The Original Trio

The Original Trio på Café Sommersko
Foto: CykelKurt

The Original Trio:
Petter Rylén - piano
Björn Lindberg - bass
Matias Wolf Andreasen - drums

The Original Trio forsøgte sig frem på Café Sommersko med at underholde og aktivere publikum. Det var især trommeslageren der forsøgte sig som den morsomme mand, men det gik nu ikke særlig fremragende. Det kan også være ligemeget, hvis bare musikken havde været i orden. Det var den ikke. Igen var det trommeslageren som gjorde sig mest uheldig bemærket, for selv om han afgjort er en middelmådig musiker, så understregede han det yderligere ved at spille dobbelt så højt som bassist og klaver.

På den anden side kunne man måske forestille sig, at musikken havde en underordnet rolle i trioens selvforståelse. Desværre var der ikke meget, som bekræftede søgningen efter andre værdier i gruppens henvendelser til publikum. De var alle så (tilsigtet?) platte og talentløse, at tankerne gik hjem til Røde Mor, der i gamle dage kunne føre sig næsten lige så talentløst frem. For trioens vedkommende manglede det politiske og/eller tankevækkende indslag dog fuldstændigt. Der er noget happening over foretagendet og bedømt som sådan var det et forsøg - men heller ikke mere.

Funny drummer

Pretty nice tune

Lunnevad
--------------------------------------------------

 

--------------------------------------------------
2012.Juli.12
Bergur Nielsen Trio

Bergur Nielsen
Foto: CykelKurt

Eksperimental jazz/rock kalder de det og....tja, jo, det lyder da meget fornuftigt, men ellers var det nu noget stillestående, det der foregik oppe på Trinitatis scenen. Hovedmanden var afgjort Bergur Nielsen på guitar. Derudover var der en trommeslager og desuden en kontrabassist, hvis navn jeg ikke fik fat på. Det gjorde nu heller ikke den store forskel, for man kunne stort set ikke høre hvad han spillede. Ellers var lydbalancen rimelig og ihvertfald ikke for høj. Så langt, så godt. De fleste 3-mands guitargrupper er konstant i farezonen for at blive tynde i lyden og gå i indadvendt coma. Så slemt gik det ikke her, men ud over rampen kom det heller ikke rigtigt, hvorfor vi skred efter første sæt.

Bergur Nielsen
--------------------------------------------------

 

--------------------------------------------------
2012.Juli.13
Choro Vivo

Choro Vivo minus en (som sidder yderst til højre med sin pandeiro)
Foto: CykelKurt

Rå swingende brasilianske rytmer serveret med kammermusikalsk virtuositet.

Samba og Bossa Nova er for de fleste indbegrebet af brasiliansk musik, men med Choro Vivo præsenteres en anden side af den brasilianske musikkultur – nemlig Choro’en. I mødet mellem europæisk, afrikansk og indiansk musik opstod den instrumentale Choro-musik tilbage i slutningen af 1800-tallet. Stilen er således blandt de dybeste rødder i den brasilianske musikkultur. I Rio de Janeiro, Choro’ens fødeby, spilles der på gader og stræder, barer og caféer. Musikere og publikum forenes i den glæde, musikken skaber, og på den måde føres traditionen sikkert videre til næste generation.

Choro Vivo består af fem musikere, som kompromisløst har givet sig i kast med denne lange og stolte tradition. Nærværende og med et intenst instrumentalsammenspil vil Choro Vivo tage publikum med på en musikalsk opdagelsesrejse – en rejse hvor du vil stifte bekendtskab med Choro-musikken i fortid, nutid og et lille stykke ind i fremtiden…

Med over 50 koncerter i Danmark, Norge, Sverige og Brasilien har den dansk/brasilianske gruppe etableret sig på den danske såvel som den internationale scene som et orkester med en ny og kompromisløs tilgang til brasiliansk musik.

(Præsentation af Choro Vivo på Tranquebar hjemmesiden)

Alexander Kraglund - violin & mundharpe
Marco Spallanzani - bandolin
Martin Heap - carvaquinho
Jeppe Holst - 7-strenget guitar
Marquinho da Dona Geralda - pandeiro (tamburin)

Fredag aftens koncert med Choro Vivo (der iflg. min portugisiske ordbog betyder noget i retning af græde og leve) på Tranquebar bogcafé var en opvisning i indlevelse og kunnen. De fem musikere er hver for sig meget dygtige og tilsammen er de jo bare...jamen det er guf det her, selv om man måske kan diskutere, hvorvidt det er jazz. Og dog, som der blev sagt i indledningen til koncerten, så er jazz (også) instrumentalmusik med improvisationer. Og det er, hvad choro musikgenren er: instrumentalmusik med improvisationer. Jeg nød hvert et minut med gruppen, som spillede to tætte sæt, hvor hvert nummer var en opvisning i (og nu gentager jeg mig selv) indlevelse og kunnen. Særlig vil jeg fremhæve nummeret "Vibrações" (vibrationer), hvor Alexander Kraglund undtagelsesvist lagde violinen fra sig og trakterede mundharpen, så tankerne uvilkårligt gik i retning af Toots Thielemans. Desfrutar (enjoy) sir jeg bare!

Choro Vivo

Choro Vivo på YouTube
--------------------------------------------------

 

--------------------------------------------------
2012.Juli.14
Skylight Lounge

Skylight Lounge i aktion på PH-Caféen
Foto: CykelKurt

Skylight Lounge
14/07 14:00 - PH-Cafeen, Halmtorvet 9A, 1700 København V
Magnus Thuelund (sax),
Lars Emil Riis (keys),
Ask Nørholm (guitar),
Michael Dalgas (drums),
Søren Lund (bass)

En kvartet med rimeligt talent og rimelig lydbalance, selv om ingen af delene var imponerende. Alle de fremførte kompositioner er skrevet af gruppens trommeslager Michael Dalgas. I et af numrene havde han en solo (gudskelov kun denne ene), som afslørede en begrænset kunnen og måske også et begrænset talent (det er mere tvivlsomt), men hans kompositioner gav dog et vist håb om, at han med flid og energi kan drive det til mere. Det er mit indtryk, at ingen af musikerne er over middel, men retfærdigvis skal det siges, at vi ikke fik hørt meget til pianisten Lars Emil Riis, som spillede på husets opretstående hakkebrædt. Den smule vi fik hørt af ham, gav indtryk af en musiker som kan meget mere end det der blev vist her. Saxofonisten var afgjort middelmådig med en pil der peger nedad, hvilket kun gjorde længslen efter at høre pianisten endnu større. Guitarist Ask Nørholm var fraværende uden at det blev forklaret hvorfor. Maden blev serveret til humane priser, så alt i alt var det en rimelig eftermiddag på PH-Caféen.

Blues i 11
--------------------------------------------------

 

--------------------------------------------------
2012.Juli.15
Jazzmesse

Jazz gør nutid til højtid
Med bassisten og komponisten Chris Minh Doky som omdrejningspunkt afholdes for første gang nogensinde på dansk grund to jazzmesser i Københavns Domkirke, hvor en gudstjeneste med salmesang, bibeltekster, bønner og prædiken ledsages af jazzmusik hele vejen igennem, og hvor jazzen er komponeret til lejligheden.

Milepælen er en udfordring, som Chris Minh Doky møder med åbenhed og klart sigte: ”Uanset hvilket musikalsk landskab jeg befinder mig i, er mit primære mål at opnå en emotionel samhørighed med lytteren såvel som mine medmusikere. At stille mig midt i musikkens flod og gøre mit bedste for ikke at stå i vejen for strømmen.”

Domprovst Anders Gadegaard supplerer: ”Jazzen har med sine rødder i den sorte amerikanske gospeltradition en særlig tilknytning til kirkens forkyndelse, som sammen med den improvisatoriske stil gør jazzen særlig velegnet til at udtrykke et religiøst budskab. Gøre øjeblikket guddommeligt – eller rettere: Oplade vore sind og sanser for øjeblikkets guddommelige fylde. Vi trænger simpelthen til at få troens sange, tekster og tale formidlet i sammenhæng med rytmisk musik af høj kvalitet!”

Mist dit selv i momentet
Den unikke oplevelse, som jazzmesserne bliver, knytter sig både til det helt nye spirituelle format, der opstår i samspillet mellem musikkens toner og gudstjenestens ord, og den musikalske uropførelse fra Chris Minh Doky. Han forudsætter også en aktiv deltagelse af både musikere og lyttere, for at nå ind til oplevelsesmomentet: ”Vi må være fuldstændigt tilstede i øjeblikket i en sådan grad, at vi mister selvet og åndeligt smelter sammen. Kun dér bliver vi én organisme med ét hjerte og ét åndedræt, og oplever den samhørighed, som musikken giver. Musik formidlet, oplevet og spillet på den måde, bliver spirituel - og når musikken bliver spirituel, kan alle mærke den på tværs af smag og skel - og det er i dét moment, at øjeblikket bliver en evighed.”

Jazzmessen afholdes to gange, første gang d. 8. juli kl. 14, hvor Chris Minh Doky på bas spiller sammen med Palle Mikkelborg på trompet og pianist Oscar Johansson. Operasangeren Peter Lodahl synger solo og Hafnia Kammerorkester - et ensemble på 16 strygere - spiller under ledelse af Michael Bojesen. Desuden medvirker Vor Frue Kirkes Kor, og domprovst Anders Gadegaard prædiker.

Anden gang afholdes jazzmessen d. 15. juli kl. 14, her er besætningen: Chris Minh Doky, pianist Oscar Johansson, fem strygere fra Hafnia Kammerorkester, Vor Frue Kirkes Kor og domprovst Anders Gadegaard.

Der er fri adgang ved begge jazzmesser.

Bliv løbende opdateret om jazzmesserne ved at klikke ’synes godt om’ på Domkirkens Facebook-side: facebook.com/koebenhavnsdomkirke, eller ved at holde øje med Domkirkens hjemmeside: www.domkirken.dk

15/07 14:00 - Vor Frue Kirke
Chris Minh Doky (b),
Oscar Johansson (p),
5 strygere fra Hafnia Kammerorkester,
Vor Frue Kirkes Kantori

Præsten prækede og musikken spillede da Copenhagen Jazzfestival 2012 på sidstedagen arrangerede en Jazzmesse i Vor Frue Kirke - altså en normal kirkemesse, hvor jazzmusikken ligger som et musikalsk tæppe under messen. Pastoren sagde mange ord før, under og efter, hvor han roste Chris Minh Doky i høje vendinger. Doky på sin side havde heller ikke sparet på roserne, se f.eks. nedenstående links, hvor han forklarer hvordan og hvorfor det hele kom op at stå.

Det var da også med en forventning om en ekstraordinær oplevelse, at vi mødte op i kirken. Desværre måtte vi lettere forskrækket erfare, at der var fyldt totalt op - siddepladser og ståpladser, alt var væk. Så i den forstand var arrangementet helt klart en succes.

I den musikalske afdeling, når der afholdes koncert i en kirke, kommer man ikke udenom de uundgåelige problemer med akustikken, som også i dette tilfælde blev en del af den musikalske oplevelse. De fem strygere producerede nogle formidable klange, som frem for alt bestod af LANGE toner - helt rigtigt og meget effektivt. Trompetisten derimod rodede sig flere gange ud i nogle gevaldige soli med hurtige (korte) toner, som slet ikke passede til det store (og på trods af de mange mennesker) efterklangsrige rum. Oscar Johansson på piano havde jeg ventet meget mere af, men blev sørgelig skuffet; han var ikke nogen oplevelse, hverken musikalsk eller klangligt. Doky himself har forklaret sig i lange baner omkring projekt Jazzmesse og de dertil hørende problemer med akustikken. Man må for guds skyld ikke spillede korte, hurtige toner, forklarer han. Og hvad gør Doky så: spiller korte, hurtige toner i et væk. Resultatet bliver selvfølgelig derefter.

Hvad skulle han have gjort?

Punkt 1, så skulle han have sat farten ned (for bassen). Flere af salmerne blev også afviklet i et gevaldigt tempo, som absolut ikke gør dem lettere at synge.
Punkt 2, så skulle han have valgt at stryge bassen med en bue. Det giver flere overtoner og gør bassen lettere at høre. Doky havde den typiske muddersound, som de flest kontrabassister lider af.
Punkt 3, så skulle han måske allerbedst have valgt sig en elektrisk bas, hvor man klart kan skelne den ene tone fra den anden, og hvor man, hvis det endelig skal være, kan spille hurtigt og klart.

På plussiden tæller, at det rent musikalsk fungerede godt, koret og de fem strygere producerede nogle gevaldige klange, som løftede stemningen i kirken langt op over præstens ligegyldigheder. Skal man sige det kort, kan man sige at jazzmessen var et godt initiativ rent musikalsk, men en rodet affære m.h.t. lyd og lydbalance.

Præsten sluttede af med at ævle om den kristne kirkes lydhørhed og følsomhed i forhold til jazz og andre minoriteter, så for at beskytte ørerne mod yderligere bavl, forlod vi hurtigt kirken da musikken sluttede. Vi nåede dog at høre en lang klapsalve, som nåede helt ud på gaden. Var den fortjent? Tja, koncerten kunne have været værre, men den kunne altså også have været bedre. På en skala fra 1 til 10 vil jeg give den et 6-tal, som med små midler vil kunne trækkes op til en syver.

Oscar Johansson & Doky m.fl.

musikeks. fra koncerten

Video 1
Hvordan ideen til jazzmessen "Det evige nu" opstod - hvordan kirkerummet inspirerer til musikken - barndomsminder fra Domkirken - og akustikkens rolle i kompositionen.

Video 2
Om samarbejdet med domprovst Anders Gadegaard - at få folk til at opdage evigheden i nuet - om jazzens "rastløshed" kan formidle tidløshed.

Video 3
Om de to jazzmessers opbygning og medvirkende - og om hvordan man hjemmefra kan "varme op" til jazzmessen.
--------------------------------------------------

 

--------------------------------------------------
2013.Juli.05
COPENHAGEN JAZZ FESTIVAL 2013
Sort Kaffe

Sort Kaffe på scenen
Foto: CykelKurt

Sort Kaffee i Huset Kbh., Gårdscenen kl. 13

Alfkil Wennermark - violin
Lasse Grøftehauge Jensen - guitar
Adam McKenzie - cello
Benjamin Sommer - tablas & percussion

Som en god kop mokka er Sort Kaffe et aromatisk blend af forskellige smagsindtryk. Fra autentiske fortolkninger af det flamenco- og latininspirerede jazzrepertoire, over jazzificerede populære melodier, til spændstige originalarrangementer af jazzens standardrepertoire. Sort Kaffe er det seneste udfald af et mangeårigt samarbejde mellem violinist Alfkil Wennermark og guitarist Lasse Grøftehauge Jensen. Men der er mere kaffe på kanden - med Adam McKenzie på cello og Benjamin Sommer på tablas/percussion er konstellationen udvidet til kvartet.
M - Moderne/Contemporary

Som indledning til CJF 2013 kunne vi ikke have valgt noget bedre end Sort Kaffe - en blid opstart, hvor de tilstedeværende tilhørere ikke undgik at blive påvirket af gruppens intensitet og nærvær. Lyden var behagelig, næsten akustisk og helt uden bilyde fra hverken det elektriske anlæg eller instrumenter. Vi oplevede 45 intense minutter i selskab med gruppen, hvor vi afgjort blev påvirket. Og selv om det tydeligvis er Alfkil Wennermark på violin der har det store overblik, er hele gruppen med til at forme nummeret til det det er. En i bedste forstand musikalsk forestilling.

"Spain"
--------------------------------------------------

 

--------------------------------------------------
2013.Juli.06
Lindberg/Hemmer Foundation

Lindberg/Hemmer Foundation
Foto: CykelKurt

Lindberg Hemmer Foundation i Toldboden kl. 16:30

Jazz & Fisk præsenterer: Lindberg Hemmer Foundation
F - Soul Jazz/Funky

Dan Hemmer (Hammond orgel),
Morten Grønvad - vibrafon,
Regin Fuhlendorff (g),
Morten Lindberg (Master Fatman) (Fender el-bas),
Afonso Correa (perc)

Det må være vejret, for denne dag virkede Hemmer & co. anderledes vedkommende i forhold til sidste år. De spillede alle de (af gruppen) kendte travere, som alle blev modtaget af et sommer-begejstret publikum. Musikken og lyden (den tekniske) var glimrende. Der var en der beskrev gruppens musik som.... instrumental og en smule corny, 70'er rytmeboks, californisk jazz'et med en dosis Brazil ind over. Som en doven onsdag eftermiddag på Ipanema.. Tja, joo, det kan der være noget om...

"Party at Tony's Beach"

"Music to watch Girls by"

--------------------------------------------------

 

--------------------------------------------------
2013.Juli.09
New Jungle Orch.

Kapelmesteren og den kvindelige keyboardist
Foto: CykelKurt

Pierre Dørge & New Jungle Orchestra at Kongens Have kl. 16

Det har været meget svært at fremskaffe oplysninger om New Jungle Orchestra, på festival arrangørens hjemmeside står der intet, men det kunne ihvertfald konstateres, at orkestret bestod af 9 musikere - incl. kapelmesteren på guitar. Ved klaveret (keyboardet) sad der en langhåret kvinde og bag percussionsinstrumenterne sad der en neger. Blandt blæserne synes jeg at kunne genkende Benjamin Koppel, men det kan være en forveksling.

Besætningen:

Guitar (Pierre Dørge)
Piano & keyboards (?)
Trommer - (?)
Percussion - (mørklødet person)
Sax - (ligner Holger K. Nielsen)
Sax - (?)
Sax/Trumpet - (Benjamin Koppel?)
Trækbasun - (?)
Kontrabas - (?)

Kapelmesteren indledte med en lang og uden tvivl dybtfølt lovprisning af afdøde John Tchicai, som han er dybt inspireret af og med hvem han har haft et mangeårigt samarbejde. Alle numrene havde efterfølgende en eller anden forbindelse til Tchicai, men p.g.a. dårlig lyd var det umuligt at høre hvad der blev sagt mellem numrene.

Uanset kapelmesterens utvivlsomme evner til at samle kompetente folk omkring sig, og få dem til at samarbejde, er hans evner på den elektriske guitar en kilde til evig undren. Lyd og frasering lyder ufrivillig komisk som noget fra en glemt fortid. Det kan skyldes anlægget, det kan skyldes guitaristen og det kan skyldes en blanding af begge dele. Ihvertfald fungerer Dørge's guitarsoli ikke.

Never mind, New Jungle Orchestra ligner sig selv stilmæssigt. Når man hører dem anden gang, bliver det improviserende og imponerende indtryk hurtigt til at overse. Jeg har hørt NJO fire eller fem gange nu, og det er tre for mange. Kort sagt er NJO udmærket, men så heller ikke mere!

NJO på Jazz House

--------------------------------------------------

 

--------------------------------------------------
2013.Juli.11
Jasmin Gabay Quartet

Foto: CykelKurt

360° Nord præsenterer Jasmin Gabay Quartet i Torvehallerne kl. 15

Jasmin Gabay (voc),
Frederik Flach (p),
Martin Lund (b),
Morten Falk (dr)

Jasmin Gabay Quartet tager udgangspunkt i det klassiske jazzrepertoire og har desuden markeret sig med indholdsmættede og lettilgængelige fortolkninger af kendte pop- og rocknumre. Denne del af repertoiret har givet Jasmin Gabay Quartet flere engagementer ved københavnske events, hvor de bl.a. har optrådt ved Nephews releaseparty på Bremen Teater i november 2012 og ved Bodilfesten i marts måned 2013 - naturligvis med egne jazzfortolkninger af henholdsvis Nephew og soundtracks.

Deres naturlige hjemmebane er de små københavnske spillesteder, hvor kvartettens præcise men afslappede nærvær samler publikum og musikere i øjeblikke af smuk fordybelse - der ifølge musikerne selv forhøjes med en god kop kaffe eller et glas rødvin.
F - Soul Jazz/Funky
S - Swing/Mainstream

Ja, og det var mest mainstream vi blev udsat for med numre som "God Bless The Child" (Billie Holiday), "Here comes the Sun" (George Harrison) og "Det var en lørdag aften" (folkevise) - men det var nu heller ikke så dårligt.

Jasmin Gabay har en uimodståelig sødme i stemmen, når hun f.eks. synger et nummer som "Lille Du" fra en oldgammel film med Poul Reichardt, så er det jo lige til at blive rørt over. Mange tak!

Jasmin Gabay Quartet

--------------------------------------------------

 

--------------------------------------------------
2013.Juli.12
On Dog

On Dog på Gråbrødre scenen
Foto: CykelKurt

On Dog på Gråbrødre Torv kl. 16

Mark Solborg (g, moog),
Francesco Bigoni (ts, cl),
Bebbe Scardino (bs),
Piero Bittolo Bon (as, bs, fl),
Marc Lohr (dr, electronics)

On Dog er vokset ud af trioen Hopscotch, der i 2011 udsendte deres debutalbum på ILK. Gruppen fusionerede i 2012 med trioen Crisco 3 og har nu udviklet sig til en original trans-europæisk kvintet anført af den italienske saxofonist Francesco Bigoni og den danske guitarist Mark Solborg. Gruppen tæller desuden musikere fra bl.a. Luxembourg og binder hele det europæiske rum sammen med et udtryk, hvor moderne jazz veloplagt forenes med avantgarde, improv og ny kompositionsmusik. Den skarpe kvintet er aktuel med helt nyt dobbeltalbum på ILK.
M - Modern/Contemporary

Hvad skal man sige, enten er man med eller også er man ikke med. En svensk gæst kommenterede ON DOG's musik med ordene: "Ja, revolutionerende er det jo ikke." Med andre ord, det er hørt før, og det er hørt bedre. Men rimeligt var det - et femtal ud af 10 mulige.

ON DOG på Gråbrødre Torv

ON DOG

On Dog - Live at Massa Lombarda

--------------------------------------------------

 

--------------------------------------------------
2014.Juli.04
COPENHAGEN JAZZ FESTIVAL 2014
Jan Harbeck Quartet

Jan Harbeck i aktion
Foto: CykelKurt

LO Huset, Islands Brygge 82

Jan Harbeck (tenorsax)
Henrik Gunde (opretstående klaver)
Eske Nørlykke (kontrabas)
Anders Holm (trommer)

Jan Harbeck kvartetten spillede et udvalg af numre fra hans seneste udgivelser - især CD'en "In the Still of the Night" og den seneste "Copenhagen Nocturne". Hans spil og tone er noget for sig selv: melodisk og sødmefyldt, som en blid sommervind i ansigtet.

Det startede med en blid ballade, men også bebop-arrangementer i hurtigt tempo behersker han. En perle er "Petit Fleur" der spilles som en stille tango. En gæst på stedet beskrev musikken som "blød og varm".

Harbeck gør meget ud af at fortælle, at gruppens lyd er AKUSTISK. Her er ingen forstærkning af nogen art. Og selv om det er et sympatisk synspunkt, er der dog et aber dabei ved sagen, idet den akustiske kontrabas som oftest er uhørlig. Indledningsnummeret er en undtagelse, idet bassen bliver strøget med bue i begyndelsen af nummeret. Det hjælper gevaldigt på hørbarheden.

Det er tydeligt, at Harbeck har udvalgt sine musikere med omhu. Alle bliver rost med navns nævnelse flere gange i løbet af koncerten. Personlig lagde jeg mærke til Henrik Gunde, som i dette selskab spiller veloplagt med masser af dynamik og langt fra sin kendte Erroll Garner stil.

Alt i alt en spændende og smuk start på Copenhagen Jazz Festival!

Sluttelig om selve arrangementet:
Det er sympatisk, at LO vil stille lokaler til rådighed for arrangementet, jeg tror det er deres frokoststue i stueetagen, ihvertfald er den meget velegnet til formålet. Vi talte bagefter med LO næstformanden, Lizette Riisgaard, som betror os, at det er LO's absolutte hensigt at fortsætte med jazz arrangementer i de kommende år. Mange tak, siger jeg bare!

Jan Harbeck

--------------------------------------------------

 

--------------------------------------------------
2014.Juli.05
Benjamin Koppel et al

Betty Nansen Teatret, Fr.berg Allé

Eythor Gunnarson (piano)
Benjamin Koppel (diverse saxofoner)
Thommy Andersson (kontrabas)
Audun Kleive (drums)
Palle Mikkelborg (trompet)

Som optakt til koncerten havde vi bestilt bord på Tove Ditlevesen's Mindehave - ti minutters gang fra Betty Nansen. Det tør siges, at det var en kulturel kontrast til det, der ventede på Betty Nansen. Maden var fantastisk og upåklagelig. Stedet er i den gamle stil - om man så kan lide det eller ej. Musikken var et enmands orkester på et fuldautomatisk blævreorgel, der spillede højt, gennemtrængende og gammeldags. Havde vi vidst det på forhånd, havde vi nok valgt et andet sted.

Never mind, maden var fortræffelig og 1½ time senere stod vi foran Betty Nansen sammen med en masse jazzinteresserede mennesker, der ventede på at komme ind. Teatersalen var fuldstændig fyldt op, hvorefter der blev lukket op til balkonen, som ligeledes hurtigt blev besat. Stemningen og forventningen var derfor helt i top, da Koppel og hans venner 20 minutter for sent kommer ind på scenen.

Benjamin Koppel og co. viser fra første nummer intens koncentration på scenen, som tyder på at der er blevet arbejdet med numrene inden præsentationen på Betty Nansen. De enkelte stykker er meget varierede, men opleves ofte som uden egentlig rytme og uden egentlig melodi eller tema. Det kan være med til at gøre numrene lidt uvedkommende og fjerne.

Det giver desuden den musikalske sejlads et usikkert præg, og det var først da Palle Mikkelborg kom med i kvartetten i de sidste to numre, at det hele løftede sig til noget, der ligner en sikker sejlads mod en musikalsk havn. Mikkelborg er til gengæld en mastodont af en skibsfører.

De fleste numre er udgivet på Koppel's eget pladeforlag, f.eks. "The Disorder of Nature" (naturens uorden) - en titel som ifølge Koppel er lånt fra Hans Scherfig's forfatterskab. På pladens omslag kan man læse:

The Lost Musicians is a long-standing dream of the Danish prodigy Benjamin Koppel coming true. A group, consisting of four of the best, most versatile and creative voices on today's Nordic jazz music scene gathered to bring life to a series of new compositions based on selected masterpieces of modernist Nordic literature.

"Prodigy" oversættes iflg. min ordbog med vidunderbarn - er det ikke at drive gækken lidt vel langt?

Benjamin Koppel

Cowbell Music

--------------------------------------------------

 

--------------------------------------------------
2014.Juli.06
Young Rich & Famous (Christophe Schweizer)

Young, Rich & Famous plus fotograf. Det er Schweizer med trækbasunen.
Foto: CykelKurt

Skuespilhusets foyer, København K

YOUNG, RICH & FAMOUS
- is a Berlin based band formed in 2013 by Christophe Schweizer. What sets this group apart,is their lack of dogma while remaining extremely coherent, and their brilliance. Their music might be compared to a tight rope act without a net and defies categorization: While clearly relying on composed structures, everyone constantly challenges his mates with new moves in the game of a given performance. The result is equally intense and touching emotionally as it is satisfying intellectually - an intriguing exploration of the borderline between grooving Jazz and New Music.

Line up:
Christian Lillinger (drums)
Christophe Schweizer (trombone)
Wanja Slavin (alto saxophone)
Oliver Potratz (double bass)

Tyskeren Christoph Schweizer gav nogle prøver på sin kunnen på trækbasun sammen med tre musikalske ligemænd i Skuespilhuset's forhal. Og lad det være sagt med det samme: gruppens musik er kun for folk med stærke nerver! Udrustet med en solid fadøl og en pakke Restinil lukkede vi ørerne op, hvorefter enhver fornemmelse for tonalitet forsvandt i et ragnarok af lydmæssige eksperimenter, udtænkt og nedskrevet af Christophe Schweizer.

Det er tydeligt, at Schweizer har udtænkt arrangementerne i detaljer, for musikerne læste i den grad noder under hele seancen, at der nødvendigvis kun kan blive småting tilbage til improvisationer. But never mind, vi fik renset ud i øregangene og oplevet et ensemble der går helhjertet ind for sagen. Stor tak til dem.

Christophe Schweizer

--------------------------------------------------

 

--------------------------------------------------
2014.Juli.07
Chris Tanner Trio

Chris Tanner & co.
Foto: CykelKurt

stort billede

Torvehallerne

Chris Tanner (vokal, klarinet)
Jens Christian Andersen (bas)
Henrik Bay (guitar)

Chris Tanner Trio spiller et mix af swing, blues og New Orleans klassikere. Den australske klarinettist Chris Tanner formår altid at skabe en intens og medrivende stemning. Trioens regelmæssige tirsdags-gig "Under Trappen" på Charlie Scott's sætter gang i den københavnske jazzscene.

Beskrivelsen fra festival hjemmesiden fortæller sådan set, hvad man bør vide, hvis man forvilder sig ind og ser Chris Tanner & co. Det gjorde vi og blev meget begejstrede. Hans musikalske kunnen - og hele gruppen for den sags skyld - gør, at de fortjener et stort bifald. Det er standardnumre der fremføres, men på en måde så både humør, musikalsk glæde og livsmod stiger et par grader. Respekt!

"You're Nobody's Sweetheart Now" (Chris Tanner på Charlie Scott's)

--------------------------------------------------

 

--------------------------------------------------
2014.Juli.09
Blue Lotus

Blue Lotus L-R: gæstesolist Shashank Subramanyam, Mikkel Nordsø, Ole Theill og Tine Rehling
Foto: CykelKurt

stort billede

Øster Fælled Torv

Mikkel Nordsø (guitar)
Tine Rehling (harpe)
Ole Theill (tabla)
Shashank Subramanyam (fløjte & sang)

Blue Lotus er en trio, der består af guitaristen Mikkel Nordsø, harpenisten Tine Rehling og tablaspilleren Ole Theill. Mikkel Nordsø er en af Danmarks mest berømte guitarister. I 1985 grundlagde han Mikkel Nordsø Band og samtidig fremmet sin egen personlige stil på den akustiske guitar. Tine Rehling er en af de få harpenister i Skandinavien, der kan gøre en levende som solist og kammermusiker. Ole Theill er kendt som en alsidig, fantasifuld trommeslager og en unik Tabla afspiller. En usædvanlig trio, der forbavsende blander lyden af tabla, harpe og den akustiske guitar, alle inspireret af deres respektive erfaringer fra Sydamerika, Indien, kammermusik og selvfølgelig - Skandinavien. Særlig gæst ved denne koncert er Shashank Subramanyam, den grammy-nominerede indiske fløjtespiller og sanger, der har specialiseret sig i den klassiske indiske musik.

Luftigt og lifligt, det er hvad Blue Lotus er. Og selv om alle musikerne er langt over middel og Mikkel Nordsø roser Shashank Subramanyam gennem hele koncerten, er det alligevel Tine Rehling på harpe der er højdepunktet i koncerten. Dynamisk og indlevet kommer hun endelig til orde med en solo sidst i koncerten, hvor man tydeligt fornemmer temperament og indleven.

Gæstesolist Shashank Subramanyam's fløjte spænder vidt, fra de blide vemodige ballader til iltre numre med med galopperende heste over stepperne. Vi har hørt ham før hos Pierre Dørge og New Jungle Orchestra i 2008. Dengang lød det stort set som i dag.

Gennem de fleste numre er der lagt et lydtapet med en indisk sitar ind over lydbilledet. Ud fra et ideelt synspunkt er det vel lidt snyd, men OK, det var med til at give numrene det tilsigtede indiske præg.

Alt i alt et interessant møde med nogle interessante musikere.

Mikkel Nordsø

Tine Rehling

Shashank Subramanyam

"Cloud Nine"

--------------------------------------------------

 

--------------------------------------------------
2014.Juli.10
Jobarteh / Pasborg Duo

Dawda Jobarteh med sin kora
Foto: CykelKurt

stort billede

Skt. Hans Torv

Stefan Pasborg (trommer)
Dawda Jobarteh (kora, vokal)

Two charismatic and masterful musicians teams up in this new and unique collaboration! A melting-pot of styles mixed together into an output based on mutual love for strong rhythmical shapes, beautiful melodies and the pure energy in music! DAWDA JOBARTEH; Born 1976 in The Gambia, Dawda is the grandson of Alhaji Bai Konte, the son of Amadou Bansang Jobarteh and the nephew of both Malamini Jobarteh and Dembo Konte. In the world of traditional Manding music, and in particular that of the West African kora, these are serious calling cards and not to be taken lightly. Yet Dawda was not, at first, a kora player and even today his instrument is one acquired after he'd left the land of his birth and settled in Denmark. Dawda learnt his music sitting at the feet of his uncle Malamini and playing the calabash. And perhaps it is this training as a percussionist, only coming to the kora later and on his own terms, which makes his music so unique. Because make no mistake, Dawda and his music are unique. Clearly the universal language of Jazz permeate his work, but Dawda defies convention to include some deeply personal statements. Life is not so simple - even for the men - in a polygamous society where the odds seem stacked in favour of the male. Life is not always easy when child care can be in the charge of an extended family, not all of whose members want that responsibility. Politely but consistently, with power and conviction and the support of long-term friends and band members, not least Preben Carlsen on guitar, Nana Osibio on bass and Salieu Dibba on percussion, Dawda Jobarteh brings his mature, contemporary vision to an ancient tradition.STEFAN PASBORG: Three times Danish Music Award-winner Stefan Pasborg is a highly energetic drummer from the melting pot of Copenhagen, and after getting a snare drum, a cymbal and a high-hat at the age of three from renowned jazz drummer Alex Riel, he has developed into a very personal musician on the European jazz scene.

Det er tydeligvis et musikalsk forsøgsprojekt de to musikere har sat i søen. Et projekt, hvor de skal finde ud af, hvor langt skuden kan bære. Og grænsen er ved at være nået, vil jeg mene. Ikke at de spiller dårligt eller noget, men at mulighederne efterhånden må være opbrugt.

Dawda Jobarteh har vi hørt før. Det var i 2008, da han spillede sammen med Pierre Dørge's jungle orkester under jazzfestivalen i 2008. Siden dengang er der ikke sket de store fornyelser, for selv om Jobarteh bruger wah-wah pedal og anden elektronik til sit instrument, er variationsmulighederne begrænsede.

Ikke desto mindre annoncerede Pasborg udgivelsen af endnu en CD fra duoen i dette efterår (2014). Desuden spillede de en del numre fra ældre CD'er, men alle kører de stort set i samme skure, sandsynligvis fordi kora'ens muligheder er begrænsede. Pasborg himself spiller nogle veloplagte trommer med masser af dynamik, og desuden spiller han hist og her på xylofon, hvilket afgjort er et plus. Men altså alt i alt for enslydende og ensformigt til at kunne holde interessen fanget i længden.

Det er et par sympatiske musikere vi har med at gøre, men lad projektet stoppe her, mens legen er god!

Dawda Jobarteh (Facebook)

kora

Stefan Pasborg

"Jeg gik mig ud en sommerdag"

--------------------------------------------------

 

--------------------------------------------------
2014.Juli.11
Nicolaj Hess Quartet

NHQ på scenen
Foto: CykelKurt

stort billede

Balders Plads, Kbh. N

Line up:
Nikolaj Hess (klaver)
Masa Kamaguchi (bas)
Marc Mommaas (saxofon)
Tyshawn Sorey (trommer)

Nikolaj Hess / Marc Mommaas / Masa Kamaguchi / Tyshawn Sorey (DK/NL/US)
Oplev 4 musikere i særklasse og med uovertruffen jazz-ekvilibrisme. Pianisten Nikolaj Hess har i en årrække arbejdet sammen med både saxofonisten Marc Mommaas og bassisten Masa Kamaguchi og under Copenhagen Jazz Festival 2014 får de fornemt selskab af den amerikanske trommeslager Tyshawn Sorey.

Det lyder jo meget godt altsammen, men lad os tage dem een ad gangen og se på hver enkelt:

Nikolaj Hess er helt klart hovedfiguren i gruppen, han har komponeret alle numrene og spiller en hovedrolle i samtlige. Og det gør han godt. Min sidemand bemærkede på et tidspunkt, at det kan være svært at finde hoved og/eller hale i mange af numrene, og det er sådan set også rigtigt, men det var dog tydeligt at der skinnede en påvirkning igennem fra folk som Dave Brubeck. Ikke at der er noget galt i det, men det sætter selvfølgelig den musikalske indsats i relief, at alt ikke er opfundet fra grunden. Kawai flygelet fra Juul Sørensen har en sprød og glasklar klang - for en stor dels vedkommende p.g.a. manden ved mixerpulten. Hess er den store mand i selskabet, selv om han gentagne gange forsøger at dysse det ned ved at rose de forskellige musikere ved navns nævnelse.

Marc Mommaas på saxofon er blevet nævnt som en af de store på instrumentet. Det holder slet ikke stik i live situationen. Tværtimod er hans lyd ofte ufrivillig komisk og ihvertfald slet ikke på nogen måde imponerende. Han har mange soli, men de viser ham i bedste fald som en habil musiker - ikke mere.

Trommeslageren Tyshawn Sorey minder i sin brutale frembrusende færd om Kresten Osgood - det er ikke dårligt, det han laver, men det er heller ikke rigtig godt.

Masa Kamaguchi på bas er rimelig uden at imponere. Jeg ved ikke om han er japaner, men hans spil er typisk japansk: mekanisk og uden magi. Til gengæld har manden ved mixerpulten sørget for, at vi kan høre hvad der spilles.

Samlet set er det kun kapelmesteren som kan samle nogen interesse om sit spil - de øvrige er på det jævne. Totaloplevelsen blev derefter.

Nikolaj Hess

"Bølle"

--------------------------------------------------

 

--------------------------------------------------
2014.Juli.12
Niels HP et al

L-R: Gunde, Niels HP og Brunland
Foto: CykelKurt

stort billede

Toldboden

Line up:
Niels HP (vokal)
Henrik Gunde (klaver)
Jon Brunland (el-bas)

TOLDBODEN PRESENTS:
NIELS HP FEAT HENRIK GUNDE & JON BRULAND
#Live soul / jazz / latin
Folks who know about soul will probably agree that Niels HP is the most soulful singer Denmark has to offer. With the group Ridin' Thumb, Niels set new standards for soul and funk music in Denmark, with their hit album "Different Grooves". Now he has 2 solo-albums under his belt, and has been wowing crowds all over the world with his unique blend of soul, funk and jazz.

Niels HP og co. spillede et mix af standardnumre og HP's egne kompositioner. HP's stemme indeholder både smil og smerte, ligesom han på det personlige plan udstråler balance og sympati. Jon Brunland spiller begge sæt på sin Höfner basguitar som lyder udmærket. Han havde ellers også medbragt en Fender P-bas, men den står altså ubenyttet hen gennem hele seancen. Gunde's el-klaver (Fender Rhodes) er til gengæld lidt tyndt i lyden. Desuden spiller han forsigtigt og økonomisk og undgår i det hele taget at træde solisten for nær. Det gør det samlede indtryk lidt tyndt - et Hammond orgel ville have gjort underværker. Men ellers en fin søndagsoplevelse på Toldboden.

Niels HP

"Over the Rainbow"

--------------------------------------------------

 

--------------------------------------------------
2014.Juli.13
COPENHAGEN JAZZ FESTIVAL 2014
Lundbak/Jansfort Duo

Jansfort & Lundbak i Sundby Kirke
Foto: CykelKurt

Sundby Kirke

Line up:
Jakob Lundbak (Alt saxofon)
Simon Jansfort (Klaver)

IMPROVISATIONSKONCERT
Simon Jansfort er uddannet på Det Rytmiske Musikkonservatorium i København og har siden februar 2013 fungeret som organist i Sundby Kirke. Denne koncert markerer hans debut på Copenhagen Jazzfestival hvor han giver sit bud på en uprætentiøs, tilgængelig improvisationskoncert på flygel, i en personlig blanding af de mange genrer han har berøring med i sin hverdag. Det er jazzmusik til kirkerummet, komponeret i kirkerummet. Sammen udforsker duoen et moderne, blødt og skandinavisk tonesprog som bevæger sig henover grænserne for instrumentaljazz med melodiøse kompositioner, lyttevenligt tonesprog og inspirationer fra andre genrer.

Copehagen Jazz Festival's sidste dag endte i Sundby Kirke med de to unge organister Lundbak & Jansfort, hvor den ene tilmed spiller saxofon. De har skrevet alle numre sammen og hver for sig, men fælles for musikken er, at den har det kølige akademiske præg. I det konkrete tilfælde medførte det, at det improviserende element, hvor også følelser har adgang, manglede. Men de to unge musikanter insisterer altså på, at det er jazz de spiller. Og som jazz er det ikke voldsomt vellykket. Temperatmentet mangler fuldstændig. Men det er da et skridt fremad, hvis kirkerne lukkes op for andet end renskuret salmesang.

Simon Jansfort

"Lone Train"

--------------------------------------------------

 


stort billede

 

--------------------------------------------------
2014.Aug.27
Jazz på Cykelstalden

Bjarke Fahlgren, Per Møllehøj og Hugo Rasmussen
Foto: CykelKurt

stort billede

Sæsonens første arrangement på Café Cykelstalden bestod af en veltempereret session - ikke for meget, ikke for lidt - da den faste duo (guitarist Jacob Fisher midlertidigt afløst af Per Møllehøj) plus gæstesolist lagde ud med en række standardnumre som f.eks. "Blue Moon", "Mack the Knife" og "There'll never be another You".

Senere kom Anne Kathrine Lauritsen ind som en overraskelse, da hun sang "Ain't misbehavin'". Det gjorde hun udmærket, swingede sig gennem en række evergreens - desuden var sangen tydelig hørbar bagest i lokalet, selv om hun sang uden forstærkning. Hun har en dejlig sexet, men også lidt genert udstråling, som kun gør numrene bedre. Fortsæt med det!

Per Møllehøj på guitar er udmærket, selv om man måske kunne ønske, at han fører sig lidt mere frem i sine soli. De var ofte meget forsigtige.

Hugo Rasmussen kender vi alle. Ikke desto mindre var han denne dag i usædvanligt hopla, og spillede endda med en smule forstærkning på bassen, så man kunne høre hver en tone der blev spillet.....og dem var der mange af! Det ser ud som gribebrædtet på hans bas er blevet (fysisk) lidt mindre - det skyldes nok, at han har behov for at sidde ned mens han spiller. Ihvertfald påvirkede det ikke hans udfoldelser på bassen.

Solist Bjarke Fahlgren gjorde det virkelig godt, satte fut i fejemøget, og demonstrerede sit violinspil fra en række spændende vinkler. En dygtig og varieret musiker, som man sagtens kan tåle at høre flere gange.

Hugo Rasmussen - bas
Per Møllehøj - guitar
Bjarke Fahlgren - violin (special guest)
Anne Kahtrine Lauritsen - vokal (surprise)

--------------------------------------------------

 

--------------------------------------------------
2014.Sept.10
Onsdagsjazz på Cykelstalden
Cykelstaldstrioen, bestående denne dag af Jacob Fischer (gtr.), Ida Hviid (kontrabas) og Chris Tanner (klarinet & vokal), spillede et bredt repertoire af standardmelodier, f.eks. "Willow weep for me", "It had to be you", "Rocking Chair" og "When you're smiling" - alle med et umiskendeligt præg af swing og good-feeling. Chris Tanner spiller som altid med en imponerende styrke og gå-på-mod, Jacob Fischer spiller som Jacob Fischer (og det siger ikke så lidt), og sluttelig var der Ida Hvid på bas (Hugo Rasmussen var forhindret i at møde op).

Ida Hvid var rimelig uden at imponere. Desuden var hendes baslyd for ulden og styrkemæssigt for langt nede. Selv i diverse soli kneb det med at høre, hvad der egentlig blev spillet. Og eftersom hun havde medbragt en lille kuffertforstærker (m. indbygget højttaler), var det vel på sin plads at forvente en rimelig lydbalance - men sådan skulle det altså ikke være. Om Ida Hvid kan man et sted læse:

Ida Hvid er vokset op som plante- og kvægavler på et økologisk jordbrug langt ude på landet med skove, marker, heste og køer. Som barn spillede hun klaver og kirkeorgel, men som 20-årig fik hun mulighed for at låne en kontrabas - og forelskede sig med det samme i instrumentet og dets varme klang.

Et lokalt bigband manglede en bassist, og her blev Idas passion for swing og old school jazz grundlagt. Imidlertid bød der sig nye eventyr med rejser over land og vand til sydligere himmelstrøg.

Tilbage i det nordlige købte hun en svensk slæbebåd i Stockholm, sejlede til København og lagde til i Christianshavn. Herfra indgår Ida i en række musikalske sammenhænge fra mindre jazz-konstellationer til bigbands, pop og singer/songwriter projekter. Sammen med country-duoen My Bubba and Mi mødte hun J.Tex, og faldt med det samme for hans rå og swingende guitarspil.

Ida Hvid er uddannet ved Rytmisk Musikkonservatorium, juni 2012, og udover J.Tex and the Volunteers, spiller hun blandt andre med Niels Jørgen Steens Monday Night Bigband, Steen Holkenov og Kira Martini, Clara Bryld, Una Skott, Bonnie Denise og New Music Orchestra.

Jacob Fischer - guitar
Chris Tanner - klarinet & vokal
Ida Hvid - kontrabas

--------------------------------------------------

 

--------------------------------------------------
2014.Nov.26
Onsdagsjazz på Cykelstalden

Tæt stemning i Cykelstalden. V-H: Bolberg, Møllehøj, Ankerfeldt og Olsen.
Foto: CykelKurt

stort billede

Egentlig var det jo meningen at Jacob Fischer skulle spille guitar og Hugo Rasmussen skulle traktere bassen som den faste stok, men noget kom i vejen, så i stedet blev det Per Møllehøj på guitar og Morten Ankerfeldt på kontrabas.

De blev suppleret af Henrik Bolberg på flügelhorn og Ole Olsen på saxofon som gæstesolister.

Fin lydbalance, et varieret og underholdende standardrepertoire (f.eks. "Misty" og "Basin Street Blues"), nogle gode soli og hvad mere kan man forlange. Og selv om der ingen decideret svage punkter var, så er Bolberg altså stadig i en klasse for sig selv. Det blev demonstreret den ene gang efter den anden under seancen.

Olsen og Bolberg spiller godt op til hinanden, ligesom de meget fint finder hver deres stemme, når der spilles harmonier. Deres spillestil er vidt forskellig, men måske netop derfor klæder de egentlig hinanden godt.

Da det hele var slut, snakkede vi med Bolberg, som bl.a. fortalte, at han ikke længere er med i Radioens Big Band. Det sluttede i 2008, hvor han sagde sin stilling op, bl.a. fordi udsigterne til en stabil ansættelse er for usikre, men også fordi Bolberg syntes at der er gået for meget politik i sagen: "Se for eksempel på Underholdningsorkesteret, som i disse dage har fået fyringssedlen - hele banden, mand og mus."

I dag kører Bolberg som limusine-chauffør med uniform og fast arbejdstid, men altså også uden mulighed for at øve det nødvendige repertoire som kræves, hvis formen skal holdes i top. På et spørgsmål om, hvorvidt Bolberg har et råd til unge stræbsomme mennesker, som vil være jazzmusikere, svarer han sluttelig: "Hvis man absolut vil være jazzmusiker, er det helt nødvendigt at være enten idiot eller idealist - og opfylder man begge krav, er man som skabt for faget!"

Henrik Bolberg - flügelhorn
Ole Olsen - sax
Per Møllehøj - guitar
Morten Ankerfeldt - (kontra)bas

Pennies from Heaven

Take the A-Train

Slowboat to China

--------------------------------------------------

 

--------------------------------------------------
2015.Juli.03
COPENHAGEN JAZZ FESTIVAL 2015
Nicolai Majland Trio

På en glohed julidag gemmer vi os på Argentine Wine Bar med de røde gardiner trukket for vinduerne.
L-R: Nicolai Majland (p), Morten Hæsum (dr), Lars Ringgaard (mundharpe) og Jakob Nick Lauritsen (bas).
Foto: CykelKurt

stort billede

Argentine Wine Bar, Herluf Trolles Gade 9, 1052 København K

Line up:
Nicolai Majland (piano)
Jakob Nick Lauritsen (bas)
Morten Hæsum (trommer)

Nicolai Majland Trio er pladeaktuel med udgivelsen “Leaving and Believing”, hvilket er Majland’s debutplade. Majland fortolker bl.a. Sebastian, The Beatles og Burt Bacharach, men trioen spiller også standards og egne sange. Alt dette bliver gjort med en smittende spilleglæde og et luftigt og swingende groove.

Det skal nævnes, at besætningen på Mailand's CD (Michael Dalgas - bas, Jens Christian Andersen - trommer) er noget anderledes end den trio vi mødte i Herluf Trolle's Gade. Ifølge Mailand selv, skifter han mellem flere besætninger, når han er ude at spille.

Never mind, dagens koncert med Mailand og hans musikere var en varieret og fornøjelig oplevelse. Han har fornylig udgivet sin første CD, "Leaving and Believing", hvorfra der blev spillet en række numre. De fleste af numrene fra den nye CD er en helt anden stil end den Garner-inspirerede afdeling, som Majland ellers er kendt for.

Mailand havde medbragt sangerinden Mette Liv, som fremførte et par rimelige numre uden at imponere. Senere dukkede Sinne Eeg op, som har medvirket på Mailand's seneste CD "Leaving and Believing", og som her i live-situationen førte sig frem med stor sikkerhed både sangmæssigt og på det personlige plan.

En mundharmonika-spiller blev der også plads til. Her er det Mette Liv der synger "Route 66", mens Lars Ringgaard trakterer mundharpen.

Som sagt kan man ikke klage over underholdningsværdien, ligesom Mailand gjorde sig umage for at præsentere de forskellige numre, men jeg savner nu alligevel at han viser sine evner som Erroll Garner-fortolker. Men Mailand forklarer, at Garner er stoppet i en sæk for længe siden, fordi Majland ikke vil kategoriseres som Garner-kopist.

Nicolai Majland Trio

--------------------------------------------------

 

--------------------------------------------------
2015.Juli.04
COPENHAGEN JAZZ FESTIVAL 2015
Gunde on Garner

Gunde på Jazzcup
Foto: CykelKurt

stort billede

JazzCup, Gothersgade 107

Line up:
Henrik Gunde (p)
Karsten Bagge (dr)
Nicolas Kock (b)

En dansk jazztrio, sidste år vendte den tilbage til scenen efter en længere pause, der spiller kendte viser, standards og sange sådan som trioen mener, at Erroll Garner ville have spillet dem, hvis han havde kendt dem. Det er stærkt udadvendt swing - evergreens, schlagere, viser, popnumre som trioen tager under behandling i en herlig løssluppen jazzleg!

Varmen fortsætter denne dag i jazzugen, hvor vi er oppe omkring 30 grader med høj solfaktor. Alligevel møder et talstærkt publikum op, for at nyde Gunde og hans følgesvende, der heller ikke synes at være nævneværdigt generet af varmen.

Især var det interessant at finde ud af, om Gunde's spillestil har ændret sig i det årstid trioen angiveligt har været borte fra jazzscenen. Det har den ikke grundlæggende, men der høres en udvikling i hans spil, hvor der sker en fortløbende bevægelse bort fra den rene kopiering af Garner til en mere fri fortolkning. På samme måde er der kommet en række nye numre på programmet, som Garner aldrig har spillet - måske heller aldrig kendt. f.eks. Tim Christensen's "Love is a matter of...".

Som et højdepunkt blandt flere har Gunde i jazzugen modtaget Palæ Bar Prisen 2015 på 25.000 kr., som en påskønnelse af sin indsats. Det må vel siges at være en anerkendelse af hans format. Han sagde da også et par ord i den forbindelse, bl.a. at prisen er ærefrygtindgydende, fordi man pludselig ser sig selv løftet op blandt de store koryfæer i dansk jazz.

Gruppens stabile og sympatiske trommeslager gennem mange år, Steen Hansen, har været ude for en alvorlig arbejdsulykke (som tømrer) for et par år siden, hvorfor han definitivt har forladt musikscenen. Til gengæld er han helt fremragende blevet erstattet af Karsten Bagge, hvis spil har den luftighed og tekniske finesse, der gør ham til en velegnet afløser.

Ankermanden Nicolas Kock præsenterer gruppen udadtil ved at introducere numrene og ved at fortælle løst og fast om gruppens planer og aktiviteter. Hans spil på kontrabassen er temmelig anonymt og desværre ikke altid hørbart, men han forklarer i en pause, at sådan skal det være; man skal kunne høre at bassen er der, men ikke nødvendigvis hvad der bliver spillet (i den forbindelse mener jeg jo, at en elektrisk bas ville løfte projektet, når og hvis den gav klaveret noget modspil).

Gunde og hans svende er tydeligvis i topform og godt humør denne aften, der bliver snakket lystigt mellem numrene, publikum er tydeligvis med i det meste af det der foregår på scenen, så alt i alt er det endnu en fornøjelig aften i selskab med Henrik Gunde Trio - eller Gunde on Garner som projektet også kaldes.

Gunde on Garner

"My Way"

"Misty"

--------------------------------------------------

 

--------------------------------------------------
2015.Juli.06
COPENHAGEN JAZZ FESTIVAL 2015
DR Big Band

DR Big Band på scenen
Foto: CykelKurt

stort billede

DR Big Band, Kongens Have, 2015.Juli.06

Line up:
Henrik Gunde (klaver)
Søren Frost (trommer)
Per Gade (guitar)
Kaspar Vadsholt (bas)

Peter Fuglsang (sax)
Nicolai Schultz (sax)
Hans Ulrik (sax)
Jan Harbeck (sax)
Anders Gaardmand (sax)
Karl-Martin Almqvist (sax)

Thomas Kjærgaard (trumpet)
Mads la Cour (trumpet)
Gerard Presencer (trumpet)
Christer Gustafsson (trumpet)

Vincent Nilsson (basun)
Steen Nikolaj Hansen (basun)
Peter Jensen (basun)
Jacob Munck Mortensen (basun)
Ingerid Annette Huseby Saxe (basun)

DR Big Bandet ”In the need of Prayer" feat. Vincent Nilsson & Eliel Lazo

Bag koncerten står DR Bigbandets 'grand old man', Vincent Nilsson, der både står for arrangementerne, dirigerer bandet og er solist på sin basun. Vincent er vokset op med musikken både i kirkesammenhænge og senere i bandsammenhænge, da sydstatsmusikken fik en revival i 60'ernes Dixieland-jazz og derfor har arbejdet med at omsætte musikken til DR Big Bandet været et drømmejob for ham!

Genren har sit udgangspunkt blandt de sorte i sydstaterne og formidler et tydeligt kristen budskab om, at den modstand man oplever i lviet, kan overleves ved hjælp af troen på Gud, som det fremgår i titler som 'Nobody Knows The Trouble I've Seen', 'Down By The Riverside' og 'Sometimes I Feel Like A Motherless Child'.

Det er med Vincents ord "åndelig musik med en stærk historie", men musikken fortæller også historien om det stærke fællesskab og de undertryktes kamp mod systemet - en historie alle kan relatere til, og som fremkalder stærke og rørende billeder.

Master Fatman er vært for festlighederne.

Radioens Big Band er en stor oplevelse hver gang man møder dem. Denne dag er ingen undtagelse. Blæsergruppen spiller med en frygtindgydende klang og præcision. Vincent Nilsson's arrangementer er smukke og spændende, en række solister viser deres store kunnen, især viser engelske Gerarad Presencer på trumpet sig som noget særligt. Desuden Jan Harbeck og Hans Ulrik på saxofon. Afslutningsvis marcherer hele bandet ned fra scenen, mens de afspiller "Oh when the saints" på deres instrumenter. Enormt festligt og velspillet. Stor tak til bandet og stor tak til DR, som står for arrangementet.

DR Big Band

"Joshua fit the battle"

?

--------------------------------------------------

 

--------------------------------------------------
2015.Juli.06
COPENHAGEN JAZZ FESTIVAL 2015
Mathias Heise

Heise & Presencer
Foto: CykelKurt

stort billede

Kongens Have, 2015.Juli.06

Line up:
Mathias Heise (mundharpe),
Hugo Rasmussen (bas),
Søren Frost (trommer),
Henrik Gunde (klaver)
Gerard Presencer (trompet)

Unge Heise spiller bl.a. Toots Thielemans "Bluesette" med en teknik og indlevelse som man burde være betydeligt ældre for at kunne håndtere. Men ikke unge Heise, som går på med krum hals, og desuden skriver en stor del af numrene selv. Sammen med Gerard Presencer på trompet danner de en spændende og vellydende duo, der ikke undgår at imponere.

Mathias Heise

--------------------------------------------------

 

--------------------------------------------------
2015.Juli.07
COPENHAGEN JAZZ FESTIVAL 2015
Kjeld Lauritsen Trio feat. Miriam Mandipira

Kjeld Lauritsen Trio feat. Miriam Mandipira
L-R: Kjeld Lauritsen, Miriam Mandipira, Søren Frost og Per Gade
Foto: CykelKurt

stort billede

Søren's Værtshus, Vandkunsten, 2015.Juli.07

Line up:
Kjeld Lauritsen (orgel),
Per Gade (guitar),
Søren Frost (tromer),
Miriam Mandipira (vokal).

Kjeld Lauritsen spiller på det store hammondorgel med roterende lesliehøjttaler og fodpedaler. Han er kendt for at udnytte instrumentet i legesyge improvisationer. Kjeld Lauritsen havde i mange år bandet ”The Organizers” sammen med den amerikanske saxofonist Bob Rockwell. Siden da har han udgivet fire cd’er i eget navn foruden et par plader med big band.

Guitaristen Per Gade har i mange år været ankermand i de mange hammondprojekter fra Kjeld Lauritsens hånd. Per er en af de mest efterspurgte danske guitarister og er bl.a. guitarist i Radioens Big Band. Han dækker et bredt spektrum fra swingmusik til blues og moderne jazz. Som solist er han særdeles markant, men samtidig er han en smagfuld akkompagnatør, der altid får det bedste ud af sine medspillere.

Trioen kompletteres nu af Søren Frost, der efter mange år i Esben Just Band vil fyre op under hammondorglet med sine fede grooves. Hans eminente teknik og store kendskab til jazzens og bluesens mange stilarter gør ham til det ideelle valg til et hårdt swingende jazz- og bluesband som Hammond Time. Hans kærlighed til New Orleansmusikken i dens mange former vil desuden bringe et party-element til bandet.

Trioen gæstes ved denne lejlighed af sangerinden Miriam Mandipira. Med rødder i Zimbabwe har hun de senere år været et kærkomment indslag på den danske jazz- og bluesscene. Inspireret af blandt andre Ella Fitzgerald og Aretha Franklin har hun sunget sig ind I de danske hjerter. Miriam Mandipira giver desuden prøver på populære sange fra sit elskede Afrika. Med Miriam Mandipira venter der en oplevelse på højde med de bedste internationale stjerner.

Koncerten vil være en lækkerbisken for elskere af både jazz og blues, med alt fra swingende jazz over smukke ballader til svedig blues og funkmusik. Alt udført på et højt professionelt niveau og stor spilleglæde!

Sådan står der skrevet i festivalens avis, og sandelig er der noget om sagen, for der var stor spilleglæde på drengen - en spilleglæde som ikke blev mindre, da den uforlignelige Miriam Mandipira kom på scenen - et festfyrværkeri af musikalitet og seksuel udstråling.

Et gennemgående musikalsk tema er rhythm 'n' blues, for selv om koncerten var en fornøjelse at overvære, er vi ikke desto mindre i jazzens grænseland med hovedvægten lagt på sangbare melodier og vaskeægte Hammond-orgel-fræs. Et stopfyldt fortov foran Søren's Værtshus (som betaler musikken) er der meget som tyder på, at Søren har ramt rigtigt ved at engagere denne trio plus en fuldstændig medrivende sangerinde.

"Please Please"

"Song from SA"

"Muddy Water"

Kjeld Lauritsen

--------------------------------------------------

 

--------------------------------------------------
2015.Juli.08
COPENHAGEN JAZZ FESTIVAL 2015
Mike Andersen

Andersen & drengene på scenen
Foto: CykelKurt

stort billede

Mike Andersen Band, Balders Plads, 2015.Juli.08

Line up:
Mike Andersen (guitar)
Jimmi Guldbeck (guitar)
Christian Fogh (keyboards)
Christian Kold (bas)
Jens Kristian Dam (trommer)

Mike Andersen og band er i den grad et eksempel på at man kan spille sig til succes. Siden Mike holdt sit indtog på den danske live-scene, er det kun gået een vej - op. Flere og flere koncertgængere har fået øjenene op for den lange Aarhusianers evner som performer og sangskriver.

På Mike Andersens 5. fuldlængde album 'HOME', går alt op i en højere enhed for den århusianske sangskriver og musiker, der har 5 DMA nomineringer og over 1000 koncerter på CV'et i eget navn.

'HOME' havde release i Danmark d. 1. september 2014 og det følges op med en omfattende turne i både Danmark, samt i Norge og Tyskland, hvor det er lykkedes Mike Andersen at slå sit navn mere og mere fast. Men på trods af de mange shows bliver det aldrig rutinepræget. Hver en aften, hvert et publikum. Fra et udsolgt DR’s Koncertsal og flotte supportjobs til forsamlingshuset i Jylland.

Alle skal have - og får - fuld valuta for pengene fra det meget velspillende band.

Det har ikke ret meget med jazz at gøre, det her, men bortset fra det, så var det en velspillende og hårdtslående blues-agtig gruppe vi blev udsat for. Mike Andersen synger godt, bandet spiller godt og tilsammen gi'r det en fin variation af elektrisk blues.

"I wanna go home"

"Play that old game"

Mike Andersen

--------------------------------------------------

 

--------------------------------------------------
2015.Juli.09
COPENHAGEN JAZZ FESTIVAL 2015
Internal Organ Trio

L-R: Bjerkan, Toystrup & Swensson
Foto: CykelKurt

stort billede

Internal Organ Trio, Huset-KBH, Gårdhaven, 2015.Juli.09

Line up:
Vegard Bjerkan (orgel)
Stian Swensson (guitar)
Rasmus Toystrup Iversen (trommer)

Internal Organ Trio er en ny Norsk/Dansk orgeltrio bestående av den nybakte Hammond-organisten Vegard Bjerkan (NO), gitaristen Stian Swensson (NO) og trommeslageren Rasmus Toystrup Iversen (DK). Trioen spiller svingende orgeljazz, med ett sterkt personlig preg. Du vil få høre en god blanding av egenkomponert musikk og tradisjonelle jazznummer i egne versjoner. Stikk innom for en lykkelig hammond-stund!

Regnen væltede ned, så gårdhaven blev opgivet. I stedet foregik debut-koncerten nede Huset's velindrettede og opvarmede kælder. Det blev det hele ikke dårligere af.

En time før koncerten ankommer Hammond-orglet pakket ind i noget der ligner polarudstyr. Der skal tre mand til at bære det store tunge orgel ned ad de smalle trapper til koncertlokalet. Vi talte med organist Vegard Bjerkan som fortæller, at han er nervøs før sin debut som Hammond-organist. På samme måde er koncerten en debut for gruppen, som består af to nordmænd og en dansker.

Gruppen spiller med en klar ren lyd, som ikke er forstærket yderligere af et PA anlæg. Organisten har et Leslie kabinet og guitaristen en lille kuffertforstærker - nicht weiter.

Guitarist Stian Swensson har medbragt et arsenal af små guitar(effekt)pedaler, som dog får lov at ligge ubenyttet hen gennem hele koncerten. En del af gruppens numre stammer fra Wes Montgomery, som tydeligvis har inspireret Swensson. Heldigvis undgår han dog at kopiere stilen med det oktavforskudte unisone spil direkte.

Organist Bjerkan's spil er forståelig nok forsigtigt, selv om han gennem den timelange koncert bliver stadig mere frimodig. Nogen stor klang som f.eks. Kjeld Lauritsen er der ikke tale om. Der spilles fortrinsvis korte, forsigtige anslag som om organisten er bange for at overdøve sine kolleger eller at gøre sig uheldigt bemærket. Den store fodbas under orglet bliver kun undtagelsesvist berørt, det er Bjerkan's venstrehånd som langt overvejende spiller en iøvrigt udmærket bas.

Vegan Bjerkan er udvekslingsstudent i København, hvor han har opholdt sig i et år. Her har han også købt sit Hammond-orgel og Leslie højttaler fra 1950'erne for ca. tredive tusinde kroner. Alt er velholdt og ser godt ud. Nu rejser han hjem til Norge med sit Hammond-orgel.

"Twist the Blues" (Wes Montgomery)

"I mean You" (Thelonious Monk)

--------------------------------------------------

 

--------------------------------------------------
2015.Juli.10
COPENHAGEN JAZZ FESTIVAL 2015
Gemmer-Estola Quartet

L-R: Estola, Haxholm, Drasbæk og Gemmer
Foto: CykelKurt

stort billede

PH Caféen, Flæsketorvet, København V, 2015.Juli.10

Line up:
Aske Drasbæk (tenor & baryton sax)
Søren Gemmer (piano)
Morten Haxholm (kontrabas)
Olli Estola (trommer)

Morten Haxholm (kontrabas), Aske Drasbæk (saxofoner) og Søren Gemmer (piano) har alle markeret sig blandt anmeldere og lyttere med påfaldende stærke og personlige debutalbums i 2013. De tre musikere og komponister har nu sat sig for at udbrede kendskabet til den finske trommeslager, Olli Estola, på den danske jazzscene.

De tre musikere er på hver deres måde eksponenter for den nye generation på den danske jazzscene. I mødet med Olli Estola skabes et krydsfelt; Klassisk musik i en jazzkontekst - Moderne jazzmetropol - Cool dybde og ro - Ekspressivt nordisk temperament. Disse karakteristika udgør som fire ankerpunkter rammen om den musik, der udfolder sig i mødet mellem de fire. Ud over at være musikere er bandmedlemmerne også komponister, og bidrager således alle med musikken til bandet.

Fælles for de danske musikere i gruppen er tre markante debutalbums, som har tiltrukket sig stor opmærksomhed. Aske Drasbæks ‘Old Ghost’ og Søren Gemmers ‘At First’ har for deres melodisk og klangligt orienterede musik høstet stribevis af positive anmeldelser. Det samme gjorde Morten Haxholms "Equilibrium", som er indspillet i New York med danske Frederick Menzies samt Jonathan Kreisberg og Ari Hoenig, der må regnes blandt de bedste jazzmusikere internationalt.

Olli Estola er bosat i Oulu, der ligger i det nordlige Finland, hvor han er den førende trommeslager. I 2010-2011 gjorde han i kraft af et studieophold indtryk i det københavnske jazzmiljø og Gemmer-Estola Quartet blev en realitet. Foruden koncerter i København, spillede Gemmer-Estola Quartet en række koncerter i Finland, i marts 2012, hvilket inkluderede en dobbeltkoncert med Norbotten Big Band. I august 2013 vendte holdet tilbage til til Oulu og spillede en udsolgt koncert ved årets Elojazz Festival.

Gemmer-Estola kvartetten spiller klart nok nordisk inspireret, selvom der indimellem er afstikkere til både det ene og det andet. Et gennemgående træk for gruppen er dog, at den hænger sammen. Det er ikke en solist, som på egne vegne og på bekostning af fællesskabet udforsker det ukendte, men derimod en gruppe som tydeligvis følges hen ad den musikalske landevej.

Alle musikerne er rimeligt dygtige, selv om de to ankermænd, Estola (trommer) & Gemmer (el-piano), trækker det største læs. Fordi trommerne ikke er forstærket af det opstillede PA-anlæg, har de en tynd lyd, især stortrommen er svær at tage alvorligt, når den i bedste fald lyder som en forkølet side tam-tam. På samme måde er Gemmer's instrument et elektrisk Fender-Rhodes piano, som ofte hakker sig gennem numrene med en anstrengt og forvrænget lyd.

Samspillet fungerer upåklageligt. Det ser også ud som om de swinger godt sammen rent psykologisk. Alligevel er det musikalske indtryk ikke uforglemmeligt - dertil ligger det for tæt op ad for meget andet i samme genre og skiller sig i det hele taget for lidt ud. Men rimeligt fornøjeligt at opleve live.

"Chasing Mosquitos"

"The Sound of Trying"

--------------------------------------------------

 

--------------------------------------------------
2015.Nov.11
Marianne Faithfull

Faithfull omgivet af sine musikere
Foto: CykelKurt

stort billede

DR Koncerthuset, Koncertsalen,
Ørestads Boulevard 13, 2300 Kbh. S

Det britiske folk-ikon Marianne Faithfull har efter mere end 50 års omtumlet karriere fundet ind til kernen af sit musikalske udtryk, og det er derfor med stor glæde og forventning at kunne præsentere hende denne efterårs-aften i DR Koncerthuset - i samarbejde med Copenhagen Jazz Festival.

Faithfull var blot 17 år gammel da hun blev opdaget af Rolling Stones' daværende manager, og hendes første hit As Tears Go By var da også leveret af Stones-makkerparret Keith Richards/Mick Jagger. Siden fulgte tre top 10-hits på kort tid inklusiv Come Stay With Me og This Little Bird. Vi befinder os i London i midten af 1960erne, hvor Mick Jagger hurtigt fik et godt øje til den unge, smukke sangerinde. Snart blev de to kærester, og dermed et yndet jagtobjekt for den kulørte presse. Faithfulls karriere kom hurtigt i baggrunden på bekostning af det vilde jetset-liv i det London, der også inkluderede en del eksperimentering med stoffer.

I 1970 sluttede forholdet til Jagger, og Marianne Faithfull blev ramt af en længere nedtur, som først sluttede ved udgangen af årtiet. Hun rejste sig først i 1979 med comeback-albummet Broken English, hvor al den sødmefyldte tresser-folk var smidt overbord til fordel for et hårdere, mere punkagtigt udtryk og meget personlige sangtekster. Selv hendes stemme var som forandret, delvist hærget af stoffer, røg og alkohol, men Marianne Faithfull havde rejst sig, og var pludselig indbegrebet af en moderne og moden kvindelig artist. Hendes tilbagevenden til scenen er et af de mest bemærkelsesværdige i musikhistorien og hun er den dag i dag en af de mest respekterede kvindelige kunstnere på den britiske musikscene.

På hendes seneste album Give My Love to London (2014) samarbejder hun med gode kræfter som Nick Cave, Roger Waters og Anna Calvi samt musikere fra Portishead og Nick Cave and the Bad Seeds.

Der var noget ynkeligt over Marianne Faithfull's entré: En træt gammel kone, som støttet af en funktionær vakler ind på scenen med stok og usikre museskridt.

Sangrepertoiret bliver fremført i samme stil.

Fire unge musikere, som bakker hende fremragende op, kan ikke bebrejdes det usikre og trætte indtryk.

Flere gange under koncerten får vi at vide, hvor ondt det gør her, hvor svært det er der og hvor er læsebrillerne nu blevet af. Desuden historierne om alle hendes dejlige børnebørn, der besøger hende hjemme i havehuset.

Men ret skal være ret, for selvfølgelig er det synd for en tidligere skønhed, at intet længere er som før. Derfor havde det også været klogere, hvis hun havde stoppet mens legen var god. Marianne Faithfull skulle - i stedet for at humpe rundt på alverdens scener i et forsøg på et grandiost farvel - have været blevet hjemme i havehuset hos sig selv og alle børnebørnene.

Indenfor pop- og jazzbranchen har vi set alt for mange udslukte stjerner, som ikke havde formatet, modet eller økonomien til at stå af i tide. Faithfull er godt på vej mod samme status.

Tre point ud af ti mulige.

Marianne Faithfull (Wikipedia)

"Working Class Hero"
(Optaget live for år tilbage, mens MF stadig havde noget at byde på.)

--------------------------------------------------

 

--------------------------------------------------
2016.Febr.13
Ola Onabule

Ola Unabule på scenen
Foto: CykelKurt

stort billede

DR Koncerthuset, Studie 2,
Ørestads Boulevard 13, 2300 Kbh. S

Dirigent: Ed Partyka
Solist: Ola Onabule, vokal
DR Big Bandet

Gennem de seneste måneder har Ola Onabule så eftertrykkeligt skabt røre i jazz- og soulmusikkens verden. Udsolgte koncerter rundt om i Europa, hovednavn på store festivaler og ikke mindst i top-10 på de store jazz. og soul-charts. I okotber udgiver han sit nye album, It's The Peace That Deafens, og det er bl.a. den musik, vi skal høre i spritnye arrangementer af Ed Partyka.

Det er med en vis spænding vi møder op til koncerten med Ola Onabule, for kan han leve op til den høje standard som forhåndsomtalen lover, og som tydeligvis er til stede på optagelsen med Sverige's Radio's Big Band, ja så er der noget at glæde sig til.

DR Big Band spiller som altid med professionel indlevelse og præcision, så der er ingen grund til at gå i detaljer med denne afdeling.

Derimod er hovedpersonen mere problematisk. Godt nok fører han sig selvsikkert frem på scenen, har masser af udstråling, stemmeregisteret er ligeledes pænt, men det kniber med den personlige tilstedeværelse og den vokale volumen. Ligeledes mangler der vrede og indleven i hans egne kompositioner, som udgør den overvejende del af numrene. En kvindelig jazzmusiker jeg talte med i pausen mente, at Onabule plus big band ikke burde tænke så meget på, om de enkelte riffs er hørt før, men mere på om helheden fungerer. Og det gør den ikke altid.

Man plejer at sige, at man kan måle en oplevelses værdi på, om man kunne finde på at gentage projektet - altså om man er parat til at bruge endnu en aften i Onabule's selskab. Og der må jeg nok indrømme - selvom oplevelsen ikke var uden sine momenter - at een aften må være nok.

Syv stjerner ud af ti mulige.

Ola Onabule (Google)

Ola Onabule (YouTube)

--------------------------------------------------

 

--------------------------------------------------
2016.Maj.08
Marian & Co.

Gruppen fotograferet på Hvide Lam.
L-R: Johanne Jakobsen (alt sax), Pille-Rite Rei (alt sax, vokal), Alex Litovin (kontrabas), Marie Buch Hoyer (piano) og Marian de Blanck (vokal).
Foto: CykelKurt

stort billede

Hvide Lam,
Kultorvet 5,
1175 Kbh. K

Line up:
Marian de Blanck, vokal
Marie Buch Hoyer, piano
Pille-Rite Rei, alt sax & vokal
Johanna Jakobsen, alt sax
Alex Litorin, kontrabas
Peter Mandorf, tenor sax

Jazzværtshuset Hvide Lam har fået nye ejere, og har derfor udvidet sit i forvejen flotte repertiore med musik hele ugen og hele året. Yderligere har man lukket op for godteposen, ved at præsentere ung jazz hver søndag kl. 14-16, altså to gedigne sæt hver søndag eftermiddag.

Ung jazz betyder, at det er unge jazzmusikere vi har med at gøre. Et af jazzens problemer har jo ellers været, at tiltrække nye talenter. Men her er det altså alligevel lykkedes, for ingen af de medvirkende er over 30.

Det er sangerinden Marian som står bag initiativet, idet hun til daglig serverer mad og drikke på Hvide Lam, men det blev vist aldrig helt klart, hvad gruppen egentlig skulle hedde, hvorfor arbejdstitlen er blevet "Marian & Co." efter lederen.

Og hvordan lyder de så, de unge mennesker?

Jo altså, det er jo helt klart, at Hvide Lam i sig selv sætter nogle grænser for, hvor vidt og bredt jazzen kan folde sig ud. Ikke alle er lige interessert i jazz, og endnu færre i avanceret jazz. Men inden for disse grænser fylder gruppen også fint ud.

Ikke alle musikerene har spillet sammen før, sangerinden Marian lider tilmed af et halsonde i dag, så det er selvklart en relativ forsigtig start vi bliver udsat for med standard-nummeret "It's only a Paper Moon" og "Embracable You", sunget af Marian de Blanck.

Til trods for halsondet har hun en fantastisk indføling med nummeret. Jeg tror ikke hun forsøger at kopiere nogen, men hendes sound udstråler ofte den samme smerte som Billie Holiday.

Efter de to første numre må Marian trække sig, stemmen kan ikke klare mere, og Pille-Rite Rei fra Estland overtager solo-sangen. Pille-Rite spiller desuden en glimrende alt sax, som jævnligt bliver demonstreret gennem sættet.

PRR's stemme er meget sikker, virker måske sommetider lidt for professionel, noget i retning af Manhattan Transfer, selvom der ikke decideret er noget at udsætte på hverken fremførelse eller teknik.

På endnu en alt sax har vi desuden Johanna Jakobsen, som spiller en række fine soli, lyt f.eks. til hende her på "Have You met Miss Jones".

Den svenske bassist Alex Litorin lægger en fin bund under de fleste numre, spiller nogle opfindsomme soli, og hans bas er hørbar gennem det meste af sættet. Mere kan man ikke forlange af en kontrabas.

I andet sæt dukker Peter Mandorf op med sin tenor-sax, altså et betydeligt større horn end pigernes alt. Første nummer er "Love for Sale", hvor Mandorf i kraft af sin store erfaring og mange år på jazz-scenen tilfører gruppen en autoritet, som det ellers kan tage år at opbygge. Og selv om det er en smuk gestus fra Mandorf's side, på denne måde at støtte gruppen, vil jeg mene, at de unge mennesker med deres store kunnen, rent musikalsk kan stå distancen alene.

Min personlige favorit denne dag er Marie Buch Hoyer på Hvide Lam's opretstående hakkebrædt. Jeg har hørt mange glimrende pianister håndtere hakkebrædtet tidligere (f.eks. Mogens Petersen og Inge Andersen), men ingen gør det så stilsikkert som MBH. Hendes spil er på een gang karaktérfuldt og klangfuldt. Hun er tydelig hørbar gennem de to sæt, kommer fint ind og ud af diverse soli, og ligger hele tiden der, hvor klaveret skal ligge. Hvis MBH fortsætter ad den vej hun tydeligvis er startet på, ender hun som noget stort!

Summa summarum: Gruppen som helhed er en fornøjelse at se og høre, og tåler sagtens et genhør.

Marian de Blanck

Peter Mandorf

Hvide Lam

--------------------------------------------------

 

--------------------------------------------------
2016.Juni.18
Christianshavn Brass Band

Tycho Brahe lytter betuttet til CBB på væggen bagved.
Foto: CykelKurt

stort billede

Christianshavn Brass Band er et af Danmarks ældste Brass Bands, som dog formår på samme tid at (s)trutte af vitalitet og have rødderne solidt plantet i Brass Band traditionen.

Vores erklærede mål er at være et af Danmarks bedste Brass Bands og derfor søger vi konstant at blive bedre. Opskriften er en cocktail bestående af ungdommeligt hovmod, moden erfaring, tradition og fornyelse (blandingsforholdet er hemmeligt). Den samlende kraft er en entusiasme forankret i glæden ved den gode musik og at formidle denne glæde til publikum. Det kan høres! Lyt! Lyt til Christianshavn Brass Band, og du vil straks fornemme glæden ved den gode melodi, glæden ved den gode klang og glæden ved at spille sammen.

Bandets historie
FDF Kgs. Lyngby blev stiftet den 31. marts 1946. I 1951 var der interesse for at lave orkesterarbejde, hvorfor kredsens 200 drenge blev testet. Den 1. september 1951 var de 20 drenge, der blev grundstammen i det første orkester, fundet. I 1988 blev orkestret udskilt fra FDF Kgs. Lyngby som en selvstændig kreds med navnet FDF Helleruplund Brass Band. Det foregik ved en koncert på Gammel Hellerup Gymnasium, hvor første afdeling sluttede af med Herbert Møllers arr. af Jerico, og dermed var det slut med Kgs. Lyngby FDF orkester. Anden afdeling var Helleruplunds første optræden.

I 2013 flyttede orkestret til Christianshavn og blev dermed til FDF Christianshavn Brass Band.

Det var ved et rent tilfælde, at vi kom dinglende forbi pladsen ved Rundetårn, mens Christianshavn Brass Band spillede.

De spillede med en præcision og koncentration som var næsten respektindgydende. Ikke fordi de så stive eller højtidelige ud, men fordi der tydeligvis var koncentration på drengen.

De afsluttede deres 45 minutters sæt med et ABBA potpourri, som fik pladsen til at gynge.

En fin oplevelse!

"Solen er så rød, mor"

ABBA potpourri

Christianshavn Brass Band

Christianshavn Brass Band (Facebook)

--------------------------------------------------

 

 

Jazz Noter, 1

Jazz Noter, 2

Jazz Noter, 3

Jazz Noter, 5

 

Musik Index

 

Forsiden