Kurt's Historie 1965-2005

Kurt's Historie

1965 - 2005

Hvordan illustrerer man sin historie med ét billede?
Godt spørgsmål, ihvertfald har jeg altid følt mig tiltrukket af skovens kølighed, skygge og stilhed - kun afbrudt af vindens susen og pipfuglenes sang.
Det er meget inspirerende at opholde sig her, og medfører ofte en masse gode tanker. Derfor dette billede.
Foto: Kristian Hernström

1965:
I de ældste skoleklasser tænkte jeg med rædsel på den dag, hvor jeg skulle ud i det virkelige liv. Jeg havde jo prøvet at arbejde på fabrik og gå med post i sommerferierne, hvorfor tanken om et livslangt slaveri på arbejdsmarkedet var meget lidt tiltrækkende.

Derfor gik jeg nødtvungent i lære som papirnusser (hospitalsvæsen & forsikring) - her fik man i det mindste ikke snavs på fingrene eller sved på panden. Begge antagelser viste sig at være forkerte, så for at gøre en lang historie kort, færdiggjorde jeg i stedet en uddannelse som radiomekaniker i 1974. Det var til gengæld meget interessant, og nu kunne jeg pludselig fabrikere og reparere mit eget udstyr!

Nå, vi må hellere starte fra en ende:

Ung mand søger orkester
Da jeg kom ud af kostskolen i 1965, var jeg meget opsat på at finde et orkester at spille sammen med. Det var faktisk det vigtigste i de næste mange år, at komme "fremad og opad" i musikbranchen (som borgmesteren i Champignac, Splint & Co., ville ha' sagt det). Altså gik jeg i gang med at søge.

Dengang var mulighederne ikke ret mange, faktisk kun Politiken's "Teater og Musik søges" og musikhusenes opslagstavler. "Halvprofessionel" og "rutineret" var kodeordene. De havde ikke altid noget reelt indhold, men var alligevel nøglen til den opringning, man ønskede mest af alt - jeg har været til utallige prøver med lallende amatørorkestre som søgte "halvprofessionel" guitarist.

Og så skulle jeg selvfølgelig have noget grej ("gear", som man siger nu om dage) der kunne sige noget, så jeg gik omgående i gang med en afbetalingsordning hos musikhuset Åge Jensen, som var sin tids hotte sted (dengang var et "hot" sted forøvrigt "cool"), hvor jeg bl.a. købte en VOX Foundation Bass 50W rørforstærker plus et kabinet med en 18" Goodmanns højttaler - det var noget der ku' brumme! Jeg spillede jo bas nu, hvor jeg skulle frem i verden.

Min Hagström F-400 basguitar var god og glimrende, ikke dyr og prangende, står i Hagströms 1967-katalog til 715 gode danske kroner - det var, hvad der var råd til. Der var jo ellers mange andre fabrikater som gav betydelig mere prestige, f.eks. havde jeg kig på en VOX (ja, de lavede også guitarer), som lignede en Fender Precision Bass, men var betydelig billigere: små 2500 kr. Men ak, uden for økonomisk rækkevidde.

Jeg var kommet i lære i Københavns Kommunes Hospitalsvæsen i midten af 1965, fik 465 kr. om måneden, og skulle betale 300 kr. hjemme i Gullandsgade for kost og logi, så det var jo begrænset hvad man kunne tillade sig. Det var derfor temmelig hasarderet med de afbetalingsordninger jeg kastede mig ud i, men det var faktisk den eneste måde at få fat på de ting, som var adgangen til musikbranchen. Var der noget jeg ikke havde brug for, så var det lukkede døre.

Le Caroussel (Karussellen) & Jomfruburet
Det var også i denne periode jeg gik i byen hver lørdag - eller ihvertfald så ofte jeg havde råd: Karussellen, Jomfruburet og Giraffen, fordi der her var den type levende musik, som jeg kunne li' (se evt. Rockscenen i 1960'erne og Alt det andet...).

Karrusellens scene ("Servanten") var meget lille og placeret helt oppe under loftet. Ikke desto mindre lykkedes det at presse stort set alle de store navne ind deroppe. Karrusellen, som har skiftet navn nogle gange i årenes løb og hedder gud ved hvad i dag, var ikke bare et smart navn. Det hed sådan, fordi der langt op i 1960'erne var en bar nedenfor scenen udformet som en karrusel, som virkelig kunne dreje.

Jeg har slæbt mange forelskelser hjem i denne periode, bl.a. husker jeg en tysk pige, Ingrid Bukowski fra Neumünster, som jeg mødte i Jomfruburet. Vi skrev sammen i et halvt års tid, inden den store geografiske afstand (og min dårlige økonomi) - gjorde det af med kærligheden.

Et stort problem for mig var, at selvom en pige var interesseret, var jeg altid økonomisk nede på bunden, f.eks. havde min værelseskammerat på hjemmet i Charlottenlund, (2-sengs værelser) besøg af en kusine fra Vordingborg. Vi brændte fast på hinanden, hun var en lille lækker gås, men hvad fanden skulle jeg gøre, jeg havde ikke engang råd til en togbillet derned.

The Secrets
fandt jeg igennem Politiken, hvor de søgte en "rutineret" bassist. Det blev dog aldrig rigtig godt, vi swingede ikke sammen; der er taget nogle billeder på en Bagsværd-skole, hvor vi spillede op under julen 1965. Men selve oplevelsen af at spille for et levende publikum - WOW!

The Secrets
spiller på Bagsværd Skole, december 1965. Jeg har glemt hvad de forskellige hedder, vi svingede ikke sammen, og jeg holdt hurtigt op.

Københavns Kommunes Hospitalsvæsen
KKH havde en annonce i avisen, hvori de søgte kontorassistentaspiranter. Det lød behageligt, så det søgte jeg. Sod på hænderne og sved på panden, det var simpelthen det værste af alt. I annoncen stod der bl.a. at man kunne hente en "folder" (som var udtrykket der blev brugt) på Københavns Rådhus i Magistratens afdeling et-eller-andet. Det forsøgte jeg, men papirnusseren forstod simpelthen ikke hvad en "folder" var, og jeg blev totalt forfjamsket over at en så fin mand kunne vide så lidt. Jeg var desuden selv blevet usikker på, hvad det egentlig var, jeg skulle have. Der gik derfor lang tid, inden jeg fik forklaret hvor jeg havde læst om den omtalte tingest. Men pludselig faldt ti-øren. "Åh, De ønsker en brochure, hvorfor sagde De ikke det straks." Suk.

Læretiden i KKH kom til at vare ca. to år. I denne periode var jeg på lønningskontoret på Sønderbro Hospital og på Patientkontoret på Kommunehospitalet. Begge steder var bravt kedelige, og jeg blev tilbudt enten at holde op eller at blive holdt op. Mens vi er ved papirnussere: jeg har været en del steder, hor de fleste ansatte var...papirnussere. Af uransagelige grunde følte de sig som noget finere end almindelige arbejdere, og udtalte ofte et udpræget interessefællesskab med deres arbejdsgiver. Derfor stod de heller ikke i fagforening - det var for vulgært, primitivt og i det hele taget upassende for civiliserede mennesker.

Bumble Bees
Mens jeg spillede med The Secrets i Bagsværd, søgte jeg via Politiken en ny/bedre gruppe at spille sammen med, og fandt i januar 1967 Bumble Bees fra Amager. De havde haft en anden bassist på prøve ugen før: Benny Sandell. Ham skulle jeg senere få megen fornøjelse af.

Bumble Bees på rest. Blue Note i Silkeborg, april 1967.
v-h: Georg Wangel sang, Jesper Jensen guitar, Kurt "Pastor" Simonsen orgel, Jeppe (Lars From Rasmussen) trommer, Kurt bas.

Jeppe = Claus From Rasmussen
Thode = Claus Thode, boede på Sneserevej, i nærheden af Tårnby Torv
Pastor = Kurt Simonsen
Jesper Jensen, boede på Børkop Allé, Kastrup, hvor Bumble Bees øvede i kælderen

Fre. 20. jan. 1967     Spille i PUK
PUK er Politiets Ungdoms Klubber, hvoraf en lå i Tycho Brahes Alle på Amager. Her havde jeg debut sammen med Bumble Bees. Stor oplevelse.

Bumble Bees havde været i Silkeborg i påsken 1967 (april) og spille på et sted som hed Blue Note. Vi skulle spille tre dage i træk, og det var første gang jeg prøvede at være hjemmefra med et orkester. Det var en stor oplevelse, til trods for både svie og smerte. I en pause den første aften sagde de andre, at der var en pige nede i salen som var meget interesseret i mig, og at jeg måtte se at tage mig sammen. Det var jo det jeg gik og drømte om, sådan at komme tæt på en pige, finde ud af, hvad det hele var for noget. I dette tilfælde blev det (desværre) ved drømmen...

Svend, vores chauffør, var en flink mand med begge ben på jorden - lige hvad vi havde brug for. Havde det ikke været for ham, var denne tur (og flere andre) gået op i røg og damp. Jeg var ikke vant til at drikke, men om natten efter den første aften på stedet, skulle vi have noget indenbords. Vi sidder i restauranten og spiser et eller andet og kommer i kontakt med en gæst som rundhåndet giver øl til drengene, især til Pastor. Det ender med at han vil have ham (Pastor) med op på sit værelse, men Svend griber ind med sikker hånd, og forklarer at Pastor har sin egen seng at sove i.

Senere redder Svend mig fra at brække mig i min egen seng. Jeg blev skide syg af alle de forbandede bajere, og ud skulle det. Næste morgen vågner både Svend og jeg tidligt, de andre snorker ad helvede til, så vi kører en tur ud i det blå i rugbrødet. Et sted standser vi, køber noget morgenbrød, finder et sted hvor vi kigger ud over en mark med solopgangen, og nu fortæller Svend sin historie. Den var meget spændende, han har bl.a. været sømand på en coaster og FN soldat på Cypern, men detaljerne må vente til en anden gang.

Da vi på trediedagen kører hjem mod København, kommer Jeppe i kontakt med en pige ombord på Storebæltsfærgen. Hun får overtalt sine forældre til at køre med os til København, så det meste af vejen sidder hun og Jeppe tæt sammensugede (og det skal forstås bogstaveligt) - indtil Hovedbanegården står udenfor døren.

Husmændenes Ulykkesforsikring
Nørre Voldgade 16, 1358 Kbh. K
Sammen med min forlovede Brita søgte vi i ind i dette forsikringsselskab. Det var et firma af den gamle skuffe, som på mange måder var hyggeligt, men også meget stift, så det holdt et årstid eller halvanden for mit vedkommende. Firmaets aldrende direktør rejste land og rige rundt, og sendte notater hjem, efterhånden som han kom i tanke om noget. Ofte var de skrevet på bagsiden af en kaffeplettet regning fra et beskedent hotel i provinsen. Senere er selskabet blevet overtaget af et af de store forsikringskoncerner, og i dag eksisterer vist ikke engang navnet.

Brita
er et så stort kapitel i mit liv, at hun er flettet ind, uanset hvad jeg ellers skriver om denne periode. Desværre er det først bagefter at jeg fuldt ud har indset hvor meget hun betød........ april 1967, hvad jeg ønskede brændende - udover succes i musikbranchen - var en pige, en fast forbindelse. Den store chance kom, da Bumble Bees skulle spille et i en ungdomsklub, som havde til huse i vandtårnet på Løjtegårdsvej i Kastrup. Det var kort tid efter turen til Silkeborg, nærmere betegnet 17. april. Hun holdt øje med mig, og jeg har sikkert også kikket efter hende. Genert var vi begge, men i en pause fik vi kontakt med hinanden, hun havde en rød trøje og grå nederdel på, som dog altsammen ikke kunne skjule at hun bulede ind og ud de rigtige steder - en flot pige. Det kom der femten års samliv og to børn ud af, som jeg altsammen kun har de bedste minder om.

Brita med klapvogn (og Thomas, min ældste søn), ca. 1970.

Thomas, Kurt & H.C.Andersen, ca. 1972.

Thomas & Kurt på skovtur (Brita fotograferer), ca. 1973.

Thomas & mis ved morgenbordet, ca. 1974

Brita 1982

Thomas & Jannie i Århus Friheden, maj 1987.

Søn. 21. maj 1967     Jimi Hendrix
Dette er første gang The Jimi Hendrix Experience er i Danmark, og det er en begivenhed der er værd at mindes. Det foregik i Falkonércentret og næsten samtidig med hans gennembrudshit "Hey Joe". Efter opvarmningsgruppen (den svenske duo Hansson & Carlsson) kom hele hans musik-cirkus rullende ind på den drejelige scene. Forstærkerne stod og knasede og brummede, fordi alt ikke var justeret ind endnu. Han havde Marshall stacks (søjler) - forstærkere og kabinetter. Det var første gang jeg så det, og det så simpelthen fantastisk ud. To kabinetter plus forstærker stablet ovenpå hinanden var større end manden himself. Anden gang var anlægget vokset til det dobbelte.

Siden er den slags opstillinger blevet standard, men dengang var det en revolution. Det krøllede hår og spraglede tøj var heller ikke set før, så det er ikke for meget sagt at Jimi Hendrix var en kulturel revolution. Hans spil var i en klasse for sig selv, han havde tydeligvis blues-baggrund (hvilket ikke gør ham dårligere), og som rosinen i pølseenden overhældte han til slut guitaren med benzin og satte ild til den - for fuld styrke! Jamen det sir jeg Dem, fru. Heilbundt, det var sgu noget der rystede borgerskabet. Vi - Brita og jeg - så Hendrix alle tre gange han var i Danmark, og vi var begge begejstrede. Den første gang var så afgjort den bedste. Anden gang var han i højt humør og sagde til slut "thank you" v.h.a. guitaren. Tredie gang lignede han en skygge af sig selv, det hele var blevet rutine. Tre måneder efter døde han...

Jørgen Ingmann
Og mens vi er ved de musikalske forbilleder: Jørgen Ingmann har altid haft en stor stjerne i mit univers, han er i en klasse for sig selv. Jeg begyndte i slutningen af 1950'erne at samle på hans plader, og havde på et tidspunkt alt hvad han havde udgivet af singler og EP'er - alle købt fra nye (Sundby Musikhus) og i meget fin stand. Så fik jeg mit første stereo-anlæg i 1968 og så skulle alt være i stereo, derfor yt med hr. Ingmann. En hel mappe fyldt med perfekte eksemplarer af hans produktion blev byttet bort for en enkelt stereo LP. I guder, hvor har jeg græmmet mig over dette åndssvage indfald mange gange. En ting der dengang overraskede mig var, at mange pæne ældre mennesker syntes godt om ham. Jeg troede det var mægtig avanceret at dyrke ham og at det umuligt kunne være noget for "almindelige" mennesker.

Flytning til Ølstykke (1967)
I Bumble Bees perioden skete der en del omvæltninger. Først of fremmest fyrede vi lederen af gruppen (Jesper), som samtidig var indehaver af øvelokale og kontaktmand til vore "kunder". Vi meddelte ham vores fælles opsigelse og kørte derefter bort med al grejet til Claus Thodes kælder i Tårnby. Han spillede bas og jeg skiftede herefter over til guitar. Eftersom jeg havde spillet både guitar og bas oppe på kostskolen, var det ikke noget større problem. Vi havde dog mange indbyrdes problemer, men alt løste sig da Brita flyttede til Ølstykke sammen med sine forældre. De tilbød mig at flytte med, hvorfor jeg flyttede ned til Brita kort efter.

Jeg husker en episode fra Ølstykke, hvor vi - Brita, hendes far, mor og mig - en aften sad og så TV-Aktuelt med et indslag om ungdomsoprøret. Kommentatoren sagde noget i retning af, at ungdommen tilsyneladende synes, at i stedet for de voksnes forbud mod alt muligt, skal det ifølge de unge være forbudt at forbyde nogetsomhelst. Jeg smilede. Det bemærkede Britas mor og kommenterede: "Ja det er lige noget Kurt kan bruge!" Og hun havde ret, kommentaren ramte plet, for det var lige præcis hvad ungdomsoprøret drejede sig om - tidens store mangelvare: frihed.

Sounds Ltd. (1967-68)

          Kurt Starlit (guitar)
          Benny Sandell (bas)
          Jørgen Knudsen (trommer)

Sounds Ltd. på FIOMA (Fr.sund Jernstøberi & Maskinfabrik), hvor vi havde øvelokale, 1968.
v-h: Jørgen Knudsen (trommer), Kurt (guitar), Benny Sandell (bas)

Mit store forbillede var Jimi Hendrix, altså en tremands besætning. Når jeg siger forbillede, betyder det ikke at jeg forsøgte at efterligne ham - det ville også have været håbløst - nej, det jeg beundrede ved Hendrix, var at én mand med én guitar kunne få det til at lyde af så meget.

Ideen til vores navn var en engelsk instrumental gruppe som kaldte sig Sounds Inc., hvilket betyder noget i retning af A/S LYD. Sounds Ltd. betyder stort set det samme.

Øvelokalet i Frederikssund lå i jernstøberiet FIOMAS' (Frederikssund Jern- og Metalstøberi A/S) kælder, hvor vi lånte et møgbeskidt kælderrum med kulstøv over det hele. Vi fik et par engagementer, bl.a. i en ungdomsklub, hvor Benny's forlovede dansede go-go med bar mave - det var noget der tog kegler i de dage. Vi var også i Nyhavn 41 et par gange med denne besætning.

Lør. 1. juli 1967     Biograf - "Pludselig sidste sommer" Liz Taylor

Lør. 22. juli 1967     Købt jakke m. bredt revers og stribede bukser. Tivoli.
Jakken med det brede revers og de stribede bukser brugte jeg bl.a. på Sounds Ltd. plakaten. Britas mor Inga var hjemmesyerske og meget dygtig, hun syede flere skønne skjorter til mig.

Tir. 25. juli 1967     Sounds Ltd. Benny blev far.
At tælle op, hvor mange piger Benny har boet sammen med, hvor mange børn han har, og med hvem - det er en stor opgave. Dette var ihvertfald debut'en.

Lør. 29. juli 1967     Forvrænger 140,-
Se, det var en revolution! Forvrængeren blev lanceret af The Rolling Stones i nummeret "Satisfaction", som udkom tidligere på året. Med denne Schaller-dims kunne jeg nu få den eftertragtede lyd.

Søn. 30. juli 1967     Film "Accident" (Pludselig sidste sommer)
Jeg arbejdede i Husmændenes Ulykkesforsikring på dette tidspunkt - samme sted som Brita. Jeg diskuterede filmen med én af de ansatte damer, som også havde været inde og se den. Det var (sådan føltes det ihvertfald dengang) en skelsættende film, som talte til flere generationer på trods af sit noget kontroversielle emne - unge pigers tiltrækning af ældre mænd (eller var det omvendt?).

Lør. 27. jan. 1968.     Første gang på skole en lørdag.
Ja det var ikke rart: at gå på skole en lørdag. Købmandsskolen lå på Julius Thomsens Plads overfor Forum. Disse lørdage, som jeg havde en halv million planer for. Heldigvis kom Brita ind og hentede mig efter skoletid, ligesom hun som regel havde noget mad med hjemmefra. Joh, hun var sød.

Søn. 28. jan. 1968     Frederikssundsmesterskaberne i pop.
Det var ingen succes for os at stille op til disse mesterskaber, selvom vi (i modsætning til de øvrige orkestre, der alle spillede efterkopierede numre) insisterede på at spille egne numre på eget anlæg. Vinderne blev, så vidt jeg husker, Burglars, som efter mine bedste begreber var alt andet end originale.

Man. 29. jan. 1968     Glemte at tage mad med på arbejde. Afleveret selvangivelse.
At glemme at tage mad med på arbejde var noget af en katastrofe. Vi boede jo i Ølstykke og rejste med tog hver dag til Vesterport Station, hvorfra vi (Brita og jeg) gik til Husmændenes Ulykkesforsikring i Vester Voldgade. Jeg havde heller ingen penge at købe mad for, så det var noget nær katastrofe (p.g.a. sukkersyge, blodsukker og den slags).

Onsdag d. 10. april 1968
Onsdag d. 27. marts opfordrede hr. Bernbom mig til at sige op, hvilket jeg gjorde dagen efter. Hans begrundelser var lidt tågede, men bl.a. sagde han at det var hans indtryk, at jeg ikke var glad for mit arbejde, og deri har han absolut ret. Men jeg tror ikke jeg er hverken mere eller mindre glad for mit arbejde end nogen af de andre, så i grunden er det jo noget sludder. Onsdag d. 3. april gik jeg hjem efter Købmandsskolen og har ikke vist mig på arbejdspladsen siden. Jeg håber revalideringen kan skaffe mig en ordentlig læreplads (elektronik), hvor jeg ikke behøver at skride om et halvt år.

Papirnusseriet var sindssygt kedeligt, og papirnusserne oplevede jeg groft sagt som kedelige mennesker. Drømmen om et spændende job blandt engagerede mennesker levede stadig.

Onsdag d. 24. april 1968

"Lad dig ikke trække ned på andres niveau" - de forstår, eller vil alligevel ikke forstå, dine tanker. Mit eget ordsprog, som jeg synes klinger mere og mere rigtigt. Hver gang jeg ser familiens besvær med unger og lignende, ser hvordan hverdagen har sit dødssyge tag i dem, får jeg brækfornemmelser ved tanken om sådan et liv. Det er muligt det morer disse mennesker at fumle med "hverdagens problemer", men det morer fandeme ikke mig. Desuden er jeg alvorligt bange for, at jeg har fundet de væsentligste grunde til deres livsførelse:
          1. opdragelse,
          2. evner,
          3. vanetænkning.

Opdragelsen har sikkert spillet en kæmperolle for "Egon" (gennemsnitsmanden). Han er simpelthen et troværdigt eksempel på sine forældres opdragelse, han er "Egon's fars søn" eller "Egon jr.". Han har aldrig taget skeen i sin egen hånd og opdraget sig selv til det han syntes var rigtigt. Det han tror er rigtigt, er noget han er opdraget til at tro.

For at sige det kort: alt dette drejer sig om at jeg hader at opdage, at jeg selv bliver ledt ind i de samme baner, og sommetider tror jeg endda på disse idealers (familiehygge, pølsesnak o.s.v.) gyldighed. For det første ægteskab. Jeg kan ikke se nogen grund til at gifte mig, når jeg sætter meget større pris på materielle goder og samvær med musikalske og intellektuelle personer. Jeg vil gerne leve mit eget liv, uden at blive kvalt i hverdagens problemer, man bliver smalsporet af at spekulere på de ting; det lort er for mennesker, der ikke har andet at beskæftige deres kyllingehjerner med. Desuden er jeg ikke en skid interesseret i at blive "onkel far" - jeg har desværre bemærket de forskellige fædre i familien: hvis de ikke havde deres forbandede bil og børn, så ville de simpelthen dø af kedsomhed.

Jamen, hvad fanden er det jeg egentlig vil?

Jeg kan ikke give noget endegyldigt svar på det spørgsmål, men når andre tror de har ret til at bestemme mit liv, springer jeg fandeme i luften! Bare fordi en samling idioter har fundet ud af, at sådan og sådan trives man bedst, vil jeg gerne finde mig selv. Det er muligt jeg om ti år finder ud af, at jeg bliver lykkeligst i et ægteskab, med 100 unger omkring benene, men til den tid skal jeg nok selv tage beslutningen. Jeg ved sgu da godt at jeg mange gange heller ikke forstår, eller prøver at forstå, andre menneskers problemer, men lige i øjeblikket har jeg også nok i mine egne.

Jeg er en slags dagdrømmer, og det vil jeg gerne blive ved med at være. Alt det pis med at blive "voksen" og "moden" - vorherrebevares. Når jeg ser (udefra, selvfølgelig) på de voksnes verden, ser hvor hverdagsagtig, rutinepræget og fri for idealer den er, føler jeg mig glad for ikke at være voksen. Jeg vil hellere ha' et godt stereo-anlæg end familie og hjem, og kald det så egoisme, det er ihvertfald mig, uanset hvad det kaldes.

Onsdag d. 8. maj 1968
Der stod noget i BT om, at Rudolf fra Defenders vil til at spille go' dansksproget pop. Det er skuffende, når et så oplagt talent foretager sådan et tilbageskridt. I går var Fugs, Nice, Ten Years After og Fleetwood Mac i København, det var noget jeg gerne ville have oplevet.

Kl. 20.45
Lige siden jeg var hos øjenlægen kl. ca. 13.30 har jeg haft en fandens hovedpine, fordi jeg fik dryppet øjnene med en væske som udvider pupillerne. Jeg har været blind som en stær hele dagen. Fik som sædvanlig laber kaffe hos Jørgen. Vi talte om at spille sammen i kælderen, istedet for med Per Christensen. Jeg tror det vil give større musikalsk tilfredsstillelse at spille med Jørgen, men til gengæld har vi kun få og små chancer for at få engagementer. Jeg er skide angst for at båndoptagerregningen skal ruinere mig totalt. Desuden er jeg træt af at gå uden penge.

Tors. 9. maj 1968.     Udskrevet fra hospital. Hentede Tandberg i Brøndbyøster.
Fre. 10. maj 1968.     (Bededag) Henry, Inga, Brita og jeg besøgte min mor.
Ons. 15. maj 1968.     Arbejdede på Bedstemor's Stegefedt - lortearbejde.

Bedstemor's Stegefedt lå på det tidspunkt i Herlev på Vesterlundvej, og var en typisk virksomhed af den slags som beskæftiger en masse uorganiseret arbejdskraft. Det var en forskrækkelig oplevelse, jeg skulle stå ved et rullebånd sammen med nogle mænd af fremmed herkomst, ihvertfald talte de dårligt (eller slet ikke) dansk, og lægge fedt-æskerne (på størrelse med margarineæsker) ned i papkasser. Det lyder jo ikke så afskrækkende, men man må huske at det foregik indendørs i højt tempo, ingen form for dagslys kom ind, alt lys var kunstigt. Længere fremme på båndet stod der en del skræppende damer og gokkede hele dagen, mens de satte låg på æskerne. Jeg var ved at blive vanvittig af at høre på deres ævl. Der var en kaffepause og en frokostpause, ellers var det bare derudaf. Selvom arbejdet var totalt uinteressant, var der altså heller ingen mulighed for at dagdrømme. Derfor holdt jeg også op efter første dag på arbejdspladsen.

Fre. 17. maj 1968
I dag var første dag på LYFA, det gik helt godt, i særdeleshed i forhold til Bedstemor's Fedt, hvor jeg var i onsdags. Det er rart at tjene penge igen, der er en masse ting jeg ønsker mig, som jeg nu får råd til. Jeg har ringet to gange til Per Christensen, uden at han var hjemme, jeg har besluttet at spille sammen med Jørgen, og op i røven med om jeg kan komme ud og spille (tjene penge), hovedsagen er at jeg har fået noget ud af det selv.

Tors. 25. juli 1968.     Første øvedag i Rødovre. Preben, Benny, Steen og mig selv.

Fre. 26. juli 1968
Øve i Rødovre, Carsten med. Tabte lydpotte på hjemvejen. Tog foto af hele banden.
Denne gruppe husker jeg kun svagt, men jeg tror det startede med at jeg gik mod toget i Frederikssund, hvor jeg havde været oppe (Frederikssund er OPPE, når man bor i Ølstykke) og diskutere med Jørgen Knudsen om et evt. nyt samarbejde efter Sounds Ltd.'s opløsning. Pludselig kører et udrangeret Folkevognsrugbrød op på siden af mig, og ud af vinduet stikker Benny snuden. Han har set min annonce i avisen. Preben, som også var med i bilen, kendte nogen som lejede øvelokaler ud i Rødovre, De manglede desuden en rytmeguitarist, og da jeg kendte Steen Schnedler, havnede vi på denne måde i nogle lejede øvelokaler i Rødovre. Det viste sig dog hurtigt at være en klam fidus, der var nemlig en fandens larm fra de øvrige grupper, som ligeledes øvede dér.

H.C. & Søn, Skovlunde, papir en gros (1970)
Her var jeg lagerarbejder, d.v.s. jeg pakkede først og fremmest småordrer ind, f.eks. en kunde der bestiller 100 ark et eller andet. Derfor havde jeg min faste plads med madpakke, transistorradio og mulighed for at ordne verdenssituationen med sidemanden, hvis ellers han var interesseret. En del af tiden var der ansat en personage som hed Hans, og han og jeg kom godt ud af det sammen.
Desuden var der ansat en pusher, en person som solgte hash. Jeg havde langt hår på dette tidspunkt, og han kendte mig vist fra ungdomsklubben i Skovlunde, hvor Stridens Æble (som vi stadig hed, dog med en helt ny besætning) øvede. Han ville gerne lade mig prøve at ryge en tjal gratis, men jeg forklarede ham at det der med at suge røg ned i lungerne, det gik bare ikke. "Så kan du spise et halvt gram", forklarede han, "det er meget let".

Efter et par dages overvejelse indvilgede jeg i at prøve. Det var om formiddagen og klokken har vel været 10-11 stykker. Virkningen var katastrofal. Jeg fik det frygtelig dårligt og måtte bede om fri. Jeg kunne ikke engang cykle til S-stationen, men måtte gå hele vejen. Faktisk fik jeg gang-dilerium plus personlighedsspaltning og gik hele vejen hjem. Jeg oplevede denneher fornemmelse af at være adskilt fra kroppen: jeg sad inde i kroppen (på samme sted som hjernen), som var en maskine, der kunne styres. Når jeg sagde "gå", så gik den! Fantastisk, men også farligt, for hvornår holdt det op? Kom jeg nogensinde tilbage?

Jeg kunne ikke holde ud at være nogen steder, derfor måtte jeg blive udendørs. Det var om vinteren, det var koldt, og jeg bare gik og gik. Jeg tror jeg kom hjem kl. seks om aftenen, og da var det stadig ikke gået over. Først næste morgen var jeg mig selv igen - så var det slut med hash og alt det andet lort, de kalder "nydelsesmidler". Nydelsen var sgu til at overse.

STRIDENS ÆBLE (ca. 1968-1976 med afbrydelser)
Et udateret sted i 1968-lommebogen har jeg skrevet følgende:

Sounds Ltd. 25. juli 1967 - 11. marts 1968
Circle 12. aug. 1968 - 24. okt. 1968
Stridens Æble 24. okt. 1968 - 20. dec. 1968

Det var en skøn tid i Stridens Æble, men med min indstilling til engagementer måtte det simpelthen ende sådan. Musikalsk er det den bedste gruppe jeg har spillet i, men savnet af Brita, fritid og stereo-anlæg gjorde at jeg holdt op.

Holde op og holde op, det var måske så meget sagt, for der gik ikke lang tid før jeg igen var i gang med nye musikere - musikbranchen var alt for tiltrækkende.

Fre. 22. nov. 1968.     Darkie første gang.
Darkie var en lille sorthåret djævel med rødder i det græske. Han talte perfekt dansk, men så udenlandsk ud - det var noget pigerne kunne li. Vi (Circle/Stridens Æble) øvede i et lokale i Pilegården Ungdomsklub i Brøndbyøster, som jeg tror Benny havde skaffet os. Benny var udlært maskinsnedker og tjente gode penge dengang.

Søn. 8. dec. 1968.     Til spil om eftermiddagen. The Pusher - nyt nummer. Darkie optog noget derudefra.
Og den optagelse har jeg stadigvæk. Det er virkelig sjovt at have de gamle indspilninger fra dengang, da det var længe siden.

Lør. 28. dec. 1968
I Studenterforeningen om eftermiddagen. Mødte amerikaner (California). Beautifools spillede også derude. Snakkede med Pastor og Jeppe. Mødte Torben fra DKO derinde også. Fjernsynet optog noget med os. Hjemme kl. 2 om natten.

Pastor = Kurt Simonsen (orgel), Beautifools (vi spillede sammen i Bumble Bees)
Jeppe = Claus From Rasmussen (trommer), Beautifools (vi spillede sammen i Bumble Bees)
Torben = 97 / 65 Torben G. Hansen fra DKO

Vi skulle spille i Studenterforeningen sammen med en masse andre københavnske grupper - nogle få kendte (bl.a. Pink Floyd), de fleste i kategorien lige under. Arrangementet blev annonceret i aviser o.l. som Den Elektriske Jul.

Lørdag d. 24. oktober 1970
Nu bor vi i Rugvænget, og her bor vi godt. Stridens Æble består i øjeblikket af Torben Nielsen trommer, Bent Rähr rytmeguitar, Kurt single, af og til Kit vocal, og engang var John Pusherman også med, men han har åbenbart fået kolde fødder, ihvertfald ser vi ham ikke mere. I går var vi 3 mand og "Dizzy miss Lizzy" (instr.) gik skide godt. Kit kom ikke. Men til helvede med hende, det går også meget bedre uden. Jeg har det godt nok lige nu, men jeg har ellers mere eller mindre knald i låget hele tiden. Det er meget ubehageligt, fordi jeg selv er klar over den er gal. Jeg ville skrive et brev til Jes og invitere ham ud i klubben (Skovlunde), men nu skriver jeg altså her i stedet for. Derfor kan det jo godt være jeg skriver til ham bagefter. David Ben Gurion's "Prøvelsernes år" er en meget interessant og spændende bog om Israels tilblivelse og problemer. Mandag d. 9. november er det meningen at jeg skal begynde på spasserskolen i København - det er nok bl.a. fordi jeg nosser rundt nede hos H.C. og Søn, at jeg får knald i låget, men nu er der jo også kun 14 dage tilbage. Ham der Marcuse-drengen er svær at læse, men han er meget interessant.

Det var i denne periode de indignerede tekster (m. tilhørende musik) blev skrevet. Her er et par eksempler:
Pølsesnak
1. Ja nu skal vi ud til Tante Moster og snakke om året der gik,
og tale om julen der koster og alle de gaver (som) vi fik.

2. Jeg brækker mig ved tanken om ævl og bævl og snak,
men har hun penge i banken så gør det ikke et hak.

3. For en dag kreperer hun vel lissom alle andre,
og får jeg pengene for mig selv, er det slut (er det slut) med at vandre.

Glæden ved at bo i lejlighed
1. Jeg har hørt så meget om glæden ved at ha' sit eget lille hus,
men jeg er jo bare en lille mand, ja faktisk en lille lus.
Jeg bor her på første sal med kone og et barn,
så jeg kender glæden, jeg kender glæden,
glæden ved at bo i lejlighed.

2. (har glemt teksten, vender tilbage senere..)

Brev til en ven
1. Du si'r du ikke tror / på nogen her på denne jord,
men tro dog på dig selv, la' vær' og koks dig helt ihjel.

2. Ja verden er en rådden byld, men Jesus døde (også) for din skyld,
og kommer du til ham, så er du fri af dit VietNam.

B. Jeg ku' let turne dig på, men en ting må du først forstå:
har du først valgt min vej, er det for sent at sige nej.

Manden i S-toget
1. Hver dag samme tid, samme sted, ser jeg ham med mappen,
næsten skaldet som et æg, og med sit BT under frakken.

B. Men måske er vi meget ens trods slipset og jakken
og hvis jeg nu smiler til ham, tror du så at jeg får en over nakken?

2. Ja jeg er dig og du er mig og vi er allesammen sammen,
som du er mig og jeg er dig, kom lad os leve i fryd og gammen.

Stridens Æble, 1968
Optagelser til plakatfoto.
Nederste billede v-h: Preben Witt (trommer), Darkie (sang), Kurt (guitar) og Benny Sandell (bas).
Vi havde øvelokale på Pilegården i Brøndby.

Stridens Æble i Ungdomsklubben i Skovlunde, hvor vi lånte et øvelokale omkring 1971.
Kurt og Torben Nielsen (trommer).
Albøg (Bent Rähr) stødte til i denne periode (via Torben Nielsen).
Leif Olsen på bas kom også med...
Dunkelkrat (Erik Mørkboe) blev senere hentet ind (kendte ham fra Pilegården i Brøndbyøster).

Et lille intermezzo var perioden med Midtfugle ca. 1972.
V-h: Torben Nielsen (trommer), Jan Irhøj (gtr, sang), Kurt Starlit (gtr, sang), Jakob Gram (bas).
Foto tilhører Jan Irhøj

I øvelokalet Præstevænget 16 i Ballerup, 1974.
Kurt & Fender Jazzmaster.

Stridens Æble på rest. Skovlyst i Hareskoven, 1975.
Kurt (guitar), Mørkboe (sang), Ove Sørensen (trommer), Kølig-Olsen på bas og Albøg på guitar.

Stridens Æble på vores første job på diskotek The Flying Dutchman på Amagerbrogade (det gamle Merry Teater), 1975.
v-h: Kurt (sologtr.), Mørkboe (sang), OC (trommer), Olsen (bas) og Albøg (rytmeguitar).

Stridens Æble fotograferet af Poul Reinau, 1975, i forbindelse med vores første singleplade.
v-h: Albøg, OC, Kurt, Olsen og Dunkelkrat.

Stridens Æble tegner kontrakt med manager Claus Holm i 1975.
Holm er min klassekammerat fra kostskolen i Hellebæk.
Fra v.: Mørkboe, Kurt, OC (lyst hår), Hottentot-Olsen, Holm (siddende m. kontrakt) og Albøg (Bent Rähr).

Radiomekaniker
Den store omvæltning i min tilværelse kommer, da jeg den 9. nov. 1970 som 23-årig kommer i lære som radiomekaniker på SAHVA, Samfundet og Hjemmet for Vanføre - også kaldet Klammehjemmet eller Skavankenborg. Det sker på dispensation begrundet i sukkersyge (diabetes) - egentlig skulle man have et større fysisk handicap for at være berettiget til en plads, men i betragtning af min alder og fordi jeg var forsørger (kone & barn), gjorde Revalideringsloven en undtagelse mulig. Tak og lov!

I perioden 1970-74 bliver der ikke skrevet meget i dagbøger og lignende. Det skyldes dog ikke at der ikke sker noget. Tværtimod er det en periode fyldt med store oplevelser. En af dem er at arbejde med noget som interesserer mig: lyd og elektronik. Lærepladsen på Klammehjemmet er fantastisk. Min mester, hr. Johansson, er flink og forstående. Han var forøvrigt tekniker hos Philips da fjernsynet startede TV-udsendelser i Danmark; var bl.a. med til at udvikle det gamle S/H prøvebillede.

Det er m.a.o. meget mere end en almindelig arbejdsplads. Forklaringen er delvis at radioværkstedet ikke nødvendigvis skal give overskud. Har man lyst og evner indenfor et bestemt område, får man lov at dyrke det. Den dag, hvor der skal tjenes skejser, kan tidligt nok komme, synes devisen at være. Min store interesse var forstærkere, højttalere og musikinstrumenter, og jeg kan ganske roligt sige at jeg fik min lyst styret i de fire år på Klammeren. Tak til Johansson & co.!

Klamme-navnet er givet anstalten af alumnerne selv. De fleste som var derinde havde et fysisk handicap - størrre eller mindre. Men alle var de fulde af selvironi. "Kære klammerater" var et af de faste udtryk. Eller når et TV ikke virkede: "Gi' den et spark med den klamme" (det kunstige ben, træbenet).

Det var også i denne periode jeg fik lyst til - og mulighed for - at bygge mit eget lille en-mands studie derhjemme, takket være den indsigt i elektronikken som jeg fik på min læreplads. På et tidspunkt fik jeg (med kraftig hjælp fra Brita) sparet sammen til en gammel, men ekstremt velholdt Revox F-36 båndoptager, som var virkelig god til at lave trick-indspilninger på, d.v.s. at jeg selv kunne spille alle instrumenter, stemmer o.s.v. eet ad gangen. Alle mine lykkelige timer i studiet kan ikke tælles. Et af de få numre som har overlevet tidens tand fra dengang er "Hils Harvey", som må være indspillet ca. 1972.

Min musikalske karriere (hvis man kan kalde det sådan) er en svingning mellem egne musikalske ting derhjemme i studiet, som mit hjerte virkelig bankede for (men som jeg ikke kunne se nogen karrieremæssig fremtid i), og så ønsket om at komme "fremad og opad" i branchen. Når man kom ud til prøver med forskellige grupper, var ingen nemlig interesseret i at spille originale ting - det skulle helst være noget som i forvejen var kendt og populært og egnet til dans. Og jeg skal heller ikke gøre mig bedre end jeg er: jeg har nydt at spille for en masse glade mennesker, men altså.....musikalsk var det til at overse. Blandt andet deraf kom splittelsen - ambivalensen - mellem det derhjemme og det derude.

Applejacks (1976-78)
Jeg havde fundet nogle stykker at spille sammen med i Ballerup, vi kaldte os Stridens Æble. På et tidspunkt fik jeg tilfældigvis kontakt med en tidligere klassekammerat fra DKO, Claus Holm (33/59). Han var noget i retning af Karl Einars Booking, og ville gerne hjælpe os, men vi måtte først ha' et andet navn. Folk troede vi var venstreorienterede med det dersens navn (det var nogle af os måske også, men fra nu af holdt vi det for os selv). Vi sad en eftermiddag hjemme hos Claus og diskuterede et nyt navn, og blev enige om Applejacks som et godt kompromis. Ideen til navnet var min, jeg huskede en engelsk gruppe The Applejacks fra tresserne med en kvindelig bassist, som havde et hit jeg godt kunne lide: "Tell Me When".

Nu rullede lavinen. I flæng kan jeg nævne at vi var nede i Tocano studet i Hørve og lave stof til en hel LP. Problemet var bare, at vi på dette tidspunkt endnu ikke havde nået at få indarbejdet nye numre i den muntre ende af skalaen. Men vi var ihvertfald dernede i et par dage og arbejdede som gale. Bamse og hans venner havde været der ugen før. Senere indspillede vi hos Kleinert Musik (det selskab har Bamse vist endda overtaget efter old man Kleinerts død) og senere endnu hos Poul Reinau (Nikolaj Grammofon), hvor vi fik lavet et par single-plader, bl.a. Stamcafeen, Op, hvor der er højt, Vil du blive min, og Jeg sidder i mit træ.

Applejacks som kvartet, 1976
P.g.a. diverse uoverensstemmelser
spillede vi i en periode uden Mørkboe.

Applejacks plakatfoto, 1976.
Øverst OC og Don Olsen,
i midten Kurt og Albøg,
nederst Mørkboe

Af studier vi har indspillet i, kan nævnes

- Key Sound Studio (Klaus & Servants studie i Præstø),
- Sound Track Studio (Claus & Svend Asmussen's studie på Gl. Kongevej) og
- Werner Studio på Nørrebrogade.

Werner er en kanut fra Schweitz som blev forelsket i en dansk pige. I dag er han nok den største herhjemme i studie-branchen, og har indspillet for stort set alt og alle. Men dengang vi indspillede hos ham, var han lige startet. En firespors TEAC båndoptager og en tolv-kanals mixerpult var hjertet i udstyret, så det var jo ikke det helt vilde. Forresten husker jeg ham fra Frederiksberg Tekniske Skole, hvor vi gik på samme tid, i hver sin klasse. Han har m.a.o. en teknisk uddannelse.

Som en rigtig Karl Smart burde jeg nu gribe chancen og nævne alle de berømtheder som jeg (mere eller mindre tilfældigt) har hilst på når vi gik ind og ud ad dørene til disse studier, men det bliver sgu FOR kedsommeligt. Werner er værd at nævne, fordi han er et sympatisk og hjælsomt menneske.

Og én til fortjener at blive nævnt: Arne Schröder fra SuperSound musikforretningen på H.C.Ørstedsvej. Han var i sin tid rytmeguitarist hos Sir Henry & His Butlers, dengang de indspillede numre som "Beautiful brown eyes" og "Camp". Han har hjulpet både Applejacks og Kurt ud af mere end én pine. Han har endda tilbudt mig et job som tekniker derinde i begyndelsen af firserne: konstruktion af højttalerkabinetter og delefiltre - lige noget for mig. Men jeg havde min sikre stilling på DEMKO og turde simpelthen ikke sige op.

Den slags eksempler er der flere af, men konklusionen var hver gang, at man vidste hvad man havde (fast månedsløn), og ikke hvad man fik (i parates bemærket vidste jeg fra Lars Green, at arbejdstiderne hos SuperSound var mildt sagt uregelmæssige, og at der var meget rejseri rundt i landet). Vi (Brita og jeg) havde lige købt et dyrt rækkehus i Ballerup (tæt på den militære flyveplads i Værløse), jeg havde derfor ikke meget mod på økonomiske eksperimenter og blev hængende i den faste stilling.

Poul Reinau havde engang skaffet os et job i City-2 i Høje Tåstrup, hvor vi skulle spille på torvepladsen foran biografen sammen med Flemming Verge & Blue Notes (dem med uglerne og kvittevit-sangen). De spillede fantastisk godt, jeg beundrede dem for deres professionalisme og flotte lyd. Nå, men trommeslageren fortalte mig på et tidspunkt at han holdt op, dette var hans sidste job med gruppen. Applejacks var først lige nu begyndt at mærke "suset", så det var noget næsten uforståeligt for mig, at folk som tjente mange penge på at spille (Flemming Verge var på dette tidspunkt vel det varmeste navn indenfor dansk show business med 300 spilledage om året), kunne drømme om at droppe det. Men han forklarede, at han var bange for at hans datter ikke skulle kunne huske ham, når han af og til var hjemme. Sært tilfælde, tænkte jeg, og ihvertfald gav det ingen anledning til at overveje situationen.

Applejacks' speciale var udklædning. I begyndelsen af vores karriere blev vi undertiden beskyldt for at være kedelige, anonyme og sådan noget. Det skulle der gøres noget ved. Hovedet blev slået på sømmet nede i Næstved, hvor vi spillede sammen med en gruppe som optrådte i korte bukser, hvilket de blev meget populære på. Enden på det hele blev, at vi havde et helt sæt (45 minutter), hvor vi var udklædte i det mest perverse vi kunne finde på. Hver mand havde en separat kuffert med udklædningstøj, parykker, næser, briller, vandpistoler og den slags. Vi kom så ind i lokalet fra den modsatte ende af scenen:

- Dunkelkrat (Erik Mørkboe) i flossede bukser, roterende paryk blæsende på trompet,

- OC (Ove Sørensen) i stribet undertøj og lilletromme,

- John Albøg (Bent Rähr) klædt ud som Skrækkelige Olfert af Quist med PAX-skilt i hatten og en blomst i reverset som sprøjtede vand,

- gamle Olsen (Leif Olsen) som er en lille lort, med kæmpe stortromme monteret på maven og

- jeg selv med lang rødhåret paryk, stor byldebefængt næse, kæmpestore blå BR plasticbriller, blå kjole med røde pletter (Britas aflagte), røde gamacher og højglanslakerede røde/grønne militærstøvler, spillende på akustisk guitar.

Når Dunkelkrat lancerede vores speciale - fyrværkeri og knaldhætter på scenen - under mottoet: "Sidste chance for et knald til levende musik", var ikke et øje tørt. Vi var ret kendte indenfor branchen i midten af halvfjerdserne p.g.a. denne optræden, f.eks. kan jeg huske engang da vi skulle hjem fra et engagement på Fyn over Storebælt med den første morgenfærge ("Musikerfærgen" som den blev kaldt, fordi der altid holdt 5-6 musikerbiler og ventede) og Keld fra The Donkeys lavede en plimmelim-grimasse til os, for at demomstrere at budskabet også var nået til dem. Vi havde sågar på et tidspunkt en fan-klub og egen postbox, som Dunkelkrat bestyrede. Joh, det kørte for os... Dunkelkvist fortsatte i mange år i branchen, idet han havde sit eget booking-selskab, hvor han i bedste Kaj-stil solgte orkestre over hele landet.

Mens alle disse ting gik for sig, voksede min søn Thomas op og blev større og smukkere, uden at jeg lagde overvældende meget mærke til det. Det var ikke sådan at jeg ikke holdt af ham, men han var ligesom Brita en selvfølge. Jeg tog deres kærlighed for givet. Hvor dum kan man være, vil du spørge, og jeg må svare, at mod den slags kæmper selv guderne forgæves.

Brev fra niece Susanne, dateret 16. marts 1976:
Hej med jer, tak for pladerne som jeg blev mægtig glad for. Du siger at du ikke er videre stolt over nogen af dem. Men jeg synes da at den røde er på højde med andre dansktop plader. Ikke sådan at forstå at det er noget lort, men som middel. En ting kan jeg rose dig for, og det er at du ser meget pænere ud på omslagene end i virkeligheden. HA!

Applejacks fik for mit vedkommende sparket efter et job i Køge (byfest 1977), hvor Gamle Olsen var skidefuld og agressiv. Jeg var i forvejen irriteret over en masse praktiske besværligheder, som jeg (som kapelmester) stod alene med, at jeg ikke kunne ta' Olsens smågnaverier alvorligt. Da han på et tidspunkt (i en pause) begynder at slå på et af gruppens medlemmer, griber jeg en klapstol og banker ned i bylden på ham. Olsen vakler lidt, mens jeg gør klar til næste indsats, da Dunkelkrat (sergeant i forsvaret) med sikker hånd griber ind og siger, at Olsen vist trænger til at hvile sig. Så dejser Olsen og der blir ringet efter en ambulance.

Nu står vi og mangler en bassist, men Mungo Jerry fra England, som var hovedattraktionen den sommeraften i 1977, stiller deres bassist til rådighed i de sidste 45 minutter. Bagefter kører vi forbi Køge sygehus for at sige godnat til Olsen, men sygeplejersken beder os på det bestemteste om ikke at forstyrre Olsen, som lige nu ligger og sover. Vi tager derfor hjem og ugen efter siger jeg op. Olsen har godt nok i mellemtiden undskyldt sin optræden, men denne hændelse var prikken over i'et. Jeg havde fået nok.

Og fordi jeg sagde op på et tidspunkt, hvor vi tjente relativt gode penge, og interne stridigheder endnu ikke var brudt ud, fik jeg en del værdier - i form af udstyr - ud af det. Disse ting brugte jeg hjemme i mit eget lille studie til at lave den musik, som mit hjerte bankede for. OC, som heller ikke var tilfreds med tingenes tilstand, sagde op fjorten dage senere. Han har siden spillet med Made in Denmark kvartet og trio.

Applejacks blev herefter Dunkelkrat's private business, hvor en utrolig masse mennesker er gået ud og ind. Efter min mening var 1976-77 højdepunktet for gruppen, uanset at Dunkelkrat sikkert vil hævde at de (han) siden har tjent flere penge på en måned end vi gjorde på et år.

I disse gruppe-perioder holdt jeg et par tænkepauser, bl.a. fordi jeg - når det rigtigt begyndte at brænde på (d.v.s. mange engagementer) fik det fandens dårligt. Ingen tid til at tænke over tingene o.s.v. Desuden gik de øvrige musikanter mig på nerverne når jeg så dem for tit. Det blev for tydeligt at vi var for forskellige.

Komponistperioden (1977-79)
I denne periode fik jeg bl.a. udforsket den monofoniske synthesizer. Utallige er de lykkelige timer jeg har brugt på at udforske dette spændende apparat. Det bestod af en

Korg MS-20 (synth + klaviatur),
Korg MS-50 (synth uden klaviatur) og
modulationspedal MS-04 ("gaspedalen").

Systemet var opbygget på en måde, så alt kunne forbindes med alt. Man skulle derfor vide hvad man gjorde. Den kunne intet sige eller gøre før et minimum af 5-6 ledninger var monteret i de rigtige huller. Skulle en ny lyd laves, måtte man starte helt forfra.
Fordelen?
At ALT kunne lade sig gøre!
En guitar kunne bringes til at lyde som stort set hvadsomhelst - hvis man altså vidste hvor 88 ledninger skulle puttes ind og hvorden 99 knapper skulle indstilles. Jeg har f.eks. brugt Korg systemet som

     - automatisk panorama-kontrol (en lyd svinger fra side til side i lydbilledet),
     - guitar-forvrænger,
     - fod(styrke)kontrol,
     - tremolo (lydstyrken varierer),
     - vibrato (tonen varierer, blævrer),
     - noise-gate (støjundertrykker eller keepex),
     - ringmodulator,
     - vocoder (robotstemme),
     - snorken,
     - solsort,
     - fjeder,
     - savblad,
     - bølgebrus,
     - eksplosioner
og så selvfølgelig alle de almindelige syntetiske lyde: klaver, orgel, bas o.s.v......fantastisk!!

I samme peride var jeg arbejdsløs i et halvt år, hvor jeg benyttede lejligheden til at få lært noder på et musikkursus. Så var det ellers med at få skrevet de gyldne tanker ned! En masse ting er utrolig nemt at spille, men forbandet svært at skrive - sådan havde jeg det ihvertfald. Nu blev der gjort noget ved tingene.
Jeg opdagede dog hurtigt at hvert instrument har sin egen måde at skrive noder på, især er guitarnoder kun for folk med specialviden, hvor hver guitartype har 50-60 individuelle forsiringstegn. Skabelsesprocessen er højdepunktet i al kreativ virksomhed (incl. dette jammersminde); når tingene først er kradset ned, er de et minde om noget som var.

Kurt's logo i komponistperioden, 1977.
Efter bruddet med Applejacks, havde jeg en skøn periode i hjemmestudiet.

Jeg var så heldig igennem en avisannonce at få fat i en dygtig tekstforfatter - Klaus W. Schmidt - som, skulle det vise sig, boede tre minutters gang fra min egen dør. Mit eget svage punkt - teksten - var hans stærke. KWS ville helst have en færdig melodi eller idéudkast som han derefter satte tekst på. Det har jeg haft utrolig stor fornøjelse af. Hvis jeg kom med en færdig melodi, leverede han som oftest en tekst der passede stavelse-for-stavelse udover at den selvfølgelg idemæsssigt var i orden. Her er et par eksempler:

Tina

1.     Jeg var helt på toppen, jeg har aldrig følt mig mere smart,
det var sikkert, jeg sku nok få fat på noget i en fart.
Så jeg fatter stadig ikke rigtig hvodden det gik til,
at jeg endte som den lille i det kære gamle spil (så hvor er...)

Refr.     Tina, har nogen set min frække lille skat,
åh åh åh Tina, jeg drømmer om dig både dag og nat.
Og selv om Tina, hun bare lod mig stå, er hun værd at vente på.

2.     Hun var ikke lige netop nogen ugebladsmodel,
men hun havde noget helt specielt, var noget for sig selv.
Jeg gik løs med charmedrengen i den store kendte stil,
men blev helt forvirret af et glimt der var i hendes smil (så hvor er...)

B.     Men hvor er Tina og hvem er Tina,
og hvor bor Tina, hvem kender Tina,
hvornår er Tina mon her på pletten igen?
Jeg tænker på Tina og drømmer om Tina
og håber at Tina og be'r at Tina
vil komme tilbage til stedet her igen.

3.     Der lå noget bag ved hendes blide afslag, jeg blev hed,
hun var svær at få, men der gik sport i sagen, jeg blev ved.
Skrued' op for charmen, gav den lidt for meget i panik,
hun sa'e jeg var allertiders, smiled' så farvel - og gik (så hvor er...)

Montmartre

1.     Vi sidder på stationen og venter på et tog,
med ho'det fuldt af toner og blodet vildt i kog.
Vi kommer fra Montmartre, forlod en røgfyldt krog,
fordi vi skulle fange det allersidste tog (det allersidste tog).

2.     Vi sidder på stationen, jeg er en smule høj
af rytme og af toner og af de andres røg.
Hold kæft, hvor var vi mange, vi kunne bare stå
med armen om hinanden og svaje blidt som strå (og svaje blidt som strå).

3.     I samme stille rytme, os alle på een gang,
en fælles blid ekstase til gruppens store klang.
En klang der næsten sprængte det lidt for lille sted,
jeg tror Montmartre's mure sgu osse svajed' med (sgu osse svajed' med).

4.     Vi sidder på stationen, vi når det sidste tog,
vi kom afsted til tiden, fordi du er så klog.
Men stemningen kan holde en uge i min krop,
så ta'r jeg ind med toget og får den frisket op (og får den frisket op).

Jeg leverede en del tekster og melodier til TOR Music, som var Eugen Tajmers fjende nummer eet - de var jo udbrydere derfra. Betingelsen var bl.a. at jeg skrev sange under pseudonym. Det gjorde jeg så, og kom til at hedde Kenny Sample og John Hesley. Klaus Schmidt, min vidunderlige faste leverandør af klassetekster, kaldte sig Cat Walk og Klaus Axel. Gamle Alpe-Olsen (ham med klapstolen) var begyndt hos Lovebirds, dem skrev jeg bl.a. et par ting til. Og spørg ikke hvad de hed, eller hvad de blev til, jeg har glemt det. Applejacks fik også et par ting, bl.a. "Karl Smarts Melodi" og "Ringer der en Klokke"
- her i mine egne versioner.

I de fleste af grupperne havde jeg det store slæb med indstuderingen af numre plus de mange praktiske og økonomiske problemer som skulle løses. Det kørte mig ofte træt i utide på denne måde at kæmpe med de praktiske problemer og i mindre grad at bruge kræfterne på de kreative ting.

Lige modsat var det hjemme i mit eget lille lydstudie, hvor jeg kunne gøre hvad jeg havde mest lyst til. Her havde jeg det skønt; kunne skabe mit eget musikalske univers uden at spørge nogen til råds eller indgå kompromisser. Det var noget jeg nød.

Mange har undret sig over, at jeg ikke drev det til mere på den musikalske front, når musikken nu betød så meget. Den korte forklaring hedder tålmodighed - eller rettere: mangel på samme. Eksempelvis prøvede jeg flere gange at sende demo-bånd til pladeselskaberne, som sådan set syntes det tilsendte var udmærket, men mente at jeg burde have en en gruppe til at promovere numrene - det var faktisk helt afgørende. Men jeg orkede simpelthen ikke at gennemspille numrene 117 gange med en gruppe, for derefter at gå på landevejen og gennembanke numrene 118 gange mere. Drømmescenariet var Kurt i (hjemme)studiet med fuldstændig frie hænder - det uforudsigelige indspark, så at sige. På scenen måtte jeg hyle med de ulve jeg var iblandt.

EMPIRE kvartet (1977-80)
Da jeg havde fået det værste fra hånden derhjemme i studiet, begyndte det igen at trække efter at lugte savsmulden fra manegen og se glade mennesker på dansegulvet. Jeg satte derfor en annonce op på musikhuset Åge Jensens opslagstavle: "Rutineret guitarist søger glad gruppe med engagementer" eller sådan noget. Jeg ville med andre ord ikke begraves i et øvelokale og måske komme ud og spille hver tredie måned for en flok snottede gymnasieelever. Lars Green ringede dagen efter. Han arbejdede derinde og spillede i sin fritid i Empire - en gruppe fra Tåstrup.
Skulle vi prøve?
Selvfølgelig!
Det må have været i '77 eller '78. Green og jeg dannede fra nu af et stabilt makkerpar. Selvom (eller måske netop fordi) vi var vidt forskellige, gik vi godt i spænd sammen.

- Jesper Langkilde - sologuitar & sang
- Erik Overgaard - trommer
- Lars Green - basguitar & sang
- Tonny Larsen - rytmeguitar, orgel & sang
- Kurt Starlit - sologuitar & sang (som afløsning for Jesper)
- Lars "Pelle" Pilemand Hansen - trommer & sang (som afløsning for Erik)

Hvad er det, der er så interessant og spændende ved musikbranchen - og showbusiness i det hele taget?
Godt spørgsmål.
Pelle og jeg har haft mange herlige diskussioner i bilen, når vi kørte frem til et engagement, om dette (og alle mulige andre) emner. Det er følelsen af frihed, først og fremmest, dette at man hæver sig op over dagligdagens åndssvage, ligegyldige problemer. Hvis man begynder at analysere sin situation, er det let at se, at man bedrager sig selv, for man er selvfølgelig ikke spor fri; faktisk er man endnu mere bundet som musiker end som "almindelig" lønmodtager, det er jo noget i retning af dobbelt husholdning man præsterer.

Men følelsen er ikke til at komme udenom. Når 4-5 mand banker ud ad landevejen med en pilsner i hånden og kurs mod et muntert job, så er livet sgu lige til at bære........ alle i branchen spiller skuespil overfor hinanden, men samtidig har det sin egen uimodståelige charme. Mine følelser overfor branchen er dobbelttydige - ambivalente - på den ene side er den falsk, dobbeltmoralsk og korrupt, på den anden side er den dragende, spændende og uimodståelig - et tveægget sværd.

EMPIRE kvartet, 1978:
Lars Green (bas), Tonny Larsen (guitar, orgel), Kurt (guitar), Erik Overgaard (trommer).

Empire på La Flamenco i Svendborg, 1980:
v-h: Larsen, Green, Kurt, Pelle Hansen (trommer).

Empire på Ritz i Roskilde.
v-h: Pelle, Kurt, Green og Larsen.

Jannie (1979)
Jannie blev født på Herlev Amtssygehus d. 1. august 1979 på 13. etage. Langt nede kunne man se bilerne på den stærkt trafikerede ringvej, vinduerne måtte ikke åbnes. Til gengæld var der en gennemtrængende summen fra aircondition anlægget som kørte i døgndrift. Da Jannie voksede op, havde hun som de fleste børn, sine små talefejl. Musik blev til budik, og højdepunktet var første gang hun skulle fortælle om en sang de havde lært henne i børnehaven: Mesterkop (Mester Jakob) - den morede vi os længe over. Der var virkelig spræl i hende; engang da vi spiste aftensmad (frikadeller), og hun sad på den ene side af bordet og jeg på den anden, kom der pludselig en frikadelle flyvende tæt forbi ørerne på mig. Gæt hvem der havde skudt den af.......og hun sad bare og så skide fræk ud med sine mørke øjne og krøllede hår.

Drømmeturen til Skærbæk (marts 1980)
Vi var på toppen af vores karriere (hvis man vil undskylde udtrykket), og skulle spille på Missionshotellet i Skærbæk, Sønderjylland. I den anden ende af byen var der en miss guderne-må-vide-hvem-hvad-hvor-eller-hvorfor konkurrence, så resultat var at der højst har været ti mennesker i den store sal - personalet incl. Men vi var selvsikre som bare fanden, og når jeg siger det på DEN måde, skal det forstås derhen, at vi vidste at vi kunne vores stof. Havde det været et år tidligere, havde vi skidt i bukserne af skræk. Men vi morede os alle fire i stor stil, vi var jo i forvejen i højt humør hjemmefra; sådan en tur i bil ryster folk sammen. Jeg betragter denne tur som højdepunktet i min gruppe-karriere, som sagt fordi ALT fungerede perfekt i denne periode.

En af de første bemærkninger fra scenen var McLarsen som siger, "hvad vil i høre!" Det var skide frækt, men gudhjælpemig om vi ikke kunne samtlige numre som 3-4 gæster plus fire tjenere på skift råbte op. Det var en utrolig skøn fornemmelse. Der blev snakket og fjantet mellem numrene, og da miss-konkurrencen var slut, kom folk væltende ind, og vi fortsatte uanfægtet - som om det betød noget om der var 3 eller 300!

Da vi endelig skulle hjem, var det meget tåget. På et tidspunkt møder vi et skilt hvor der står "Tønder 10 km" - så ka det nok være vi får skuden vendt mod nord...

Af andre skønne steder jeg har spillet i Empire kvartet-perioden vil jeg især nævne Flamenco i Svendborg og Magasingården i Fåborg, som begge var nogle pragtfulde spillesteder.

Vi var flyttet ud i et stort rækkehus i Værløse (Ballerup Kommune) i 1980. Der var så god plads at det gav mulighed for at indrette et kælderrum til studie. Her stod orkestergrejet opstillet, når vi indspillede eller lignende. Desværre var vi (Brita og jeg) privatøkonomisk spændt så hårdt for, at jeg nødvendigvis måtte ud og spille, hvis vi (Brita og jeg) overhovedet skulle have lommepenge. Selvom det altså var et dejligt hus, var det en høj pris vi betalte - men sådan si'r man jo altid bagefter, hvor der ingen grænser er for klogskaben.

Trio EMPIRE (= Green's Trio) (1983-89)
Green og jeg blev enige om at prøve igen, denne gang som trio, fordi fjerdemanden Frank skred efter et par måneder. Jeg spillede stadig guitar, men forsøgte at supplere det med et lille mini-orgel. Jeg var dog langtfra sikker på instrumentet, så det var kun i undtagelsestilfælde det blev brugt.

- Lars Green - basguitar & sang
- Kurt Starlit - guitar & keyboards & sang
     - 1. Søren Sebber Larsen - trommer & sang
     - 2. Bjarne Nielsen - trommer & sang
     - 3. Niels Juul Schneider - trommer & sang

Trio Empire plakatfoto: Søren Sebber Larsen, Green og Kurt, 1984

Vi har spillet med denne besætning på restaurant Isefjorden i Holbæk i en længere periode i 1983. Dario Campeotto, Kaj Løvring og Peter Belli er tre navne som jeg husker som aftenens hovedattraktion, med 2 x 20 minutters optræden - hver sin aften.

Det er interessant at møde de store kanoner i virkeligheden, og få et indtryk af dem. Dario er sympatisk, musikalsk og dannet - alle tre ting strutter ud af ham. Kaj Løvring er plat, brovtende og ikke specielt musikalsk, ejheller sympatisk. Peter Belli er.......jamen, jeg kan godt lide ham som person, og han har da også lavet gode ting både før og senere (f.eks. "Summerwind" med Ib Glindemann's big band), men på Isefjorden var hans indsats ihvertfald til at overse.....han stod der med sit kæmpe play-back udstyr (plus medbragt tekniker) og formåede slet ikke at skabe kontakt med - eller stemning for - det ellers muntre publikum.

Green's Trio: Kurt (kbd), Green (bas) og Niels Schneider (trommer), 1985.

Green´s Trio i Greve Centret, juli 1985
V-H: Lars Green (bas), Schneider (trommer) og Kurt (kbd).

Gullasch-baronen alias mr. G.
Med kort varsel skulle vi (Trio Empire: Green, Bjarne, Kurt) spille tre dage i Reersø Ferieby 13-14-15. apr. 1984, fordi stedet lige havde fået ny ejer. Da vi ankommer, er førstehåndsindtrykket et lurvet og forfaldent etablissement. Vi får forklaringen af én af de ansatte: stedet har været lukket p.g.a. konkurs i flere år.

Den nye indehaver viser sig at være en meget informativ personage, der gerne udbreder sig vidt og bredt om sine storslåede planer for etablissementets fremtid, bl.a. har han indrykket annoncer i samtlige sjællandske aviser for at advisere genåbningen af Reersø Ferieby. En flyver, med en annonce-streamer var også planlagt, men kunne ikke nås.

Green har dog undersøgt det med aviserne hjemmefra (hans bror er ansat i branchen), og véd at der absolut ikke er annoncer for nogetsomhelst i nogensomhelst avis. Vi bliver derfor noget mistænksomme, og spørger forsigtigt nogle af de ansatte, hvor længe har de været her, er de tilfredse o.s.v. De fleste lægger ikke skjul på, at mr. G har fis i kasketten, men at han til trods for dette betaler godt. En ung mand viser os endda et flot ur, som baronen købte til ham for et par dage siden, da de var sammen i København i baronens limousine.

"Det gælder om at se mulighederne", forklarer baronen i en af pauserne, mens vi andægtigt lytter til hans visdomsord. Han betror os - ikke uden stolthed - at han har Eugen Tajmers ord for, at han er inde på noget af det rigtige; jeg tror endda at han røbede, at det var E.T. som anbefalede ham at købe stedet. Endvidere var han med til Spies' begravelse, så vi ikke billedet i SE og Hør!

Fredag aften vælter det ind med mennesker (det viser sig senere, at det er E.T. som har arrangeret det sådan), men de fordamper i løbet af den første time. Lørdag og søndag er der gabende tomt. Da vi senere på aftenen skal have noget at spise, forklarer mr. G at han desværre ikke har nået at købe ind, men han har nogle dåser gullasch stående - dem skal vi være velkomne til at spise. Det gør vi så. Det samme gentager sig lørdag og søndag - deraf hans tilnavn.

Allerede fredag aften erklærer Bjarne af og til midt i et nummer på sin knastørre facon: "Han er inde på noget af det rigtige". Vi vrider os af grin, mens vi kigger ud i et gabende tomt festlokale. Det er totalt idiotisk det hele, problemet er bare, at vi har penge i klemme hos denne galning. Vil vi få dem?

De fleste, som har været i Reersø, vil sikkert give mig ret i, at det ligger "langt væk". Jeg havde en fornemmelse af at være ved verdens ende de tre dage vi var derude (vi kørte hjem til København hver nat). Uden for feriesæsonen er her ikke ret mange mennesker - og der er virkelig mørkt om natten derude i sumpen. Jeg ville sgu nødig sidde i en orkesterbil, som gik i stå midt om natten her.

Vi får vore penge søndag aften, men desværre i check. Den viser sig dog heldigvis at være gyldig, da Green indløser den om mandagen, så på dette - det vigtigste - punkt kan vi ikke klage. Alt i alt en temmelig obskur oplevelse.

I lang tid hører vi intet til mr. G, men ca. et år senere (14. maj 1985), kontakter han igen Tajmer Booking. Denne gang skal vi spille til hans 40 års fødselsdag, som han fejrer i gården til en fire-etagers ejendom på Gl. Køge Landevej i København, hvor han havde fået job som vicevært. Vi skal spille nede i selve gården, og det kan nok være de øvrige beboere i ejendommen slog vinduerne op (om det var af begejstring, kan måske diskuteres), da vi begyndte at spille.

Gullasch-baronen sad mutters alene ved et bord i et hjørne af gården - lyttende og tyllende rødvin i sig. Gården, hvori vi spillede, blev om dagen brugt af en automobilforretning til henstilling af biler. På et tidspunkt kommer ejeren af forretningen ind i gården og gør mr. G opmærksom på at festen afholdes på hans (forretningsindehaverens) private ejendom, og at der iøvrigt ikke er indhentet polititilladelse til arrangementet.

Lidt senere ligger de to gentlemen på asfalten og tæver løs på hinanden, mens vi spiller uanfægtet videre. Senere kommer politiet til, og anmoder os om at stoppe musikken omgående. Det gør vi så.

Da vi endelig får anlægget pakket sammen (hvilket ikke er nemt: overalt er der møgbeskidt og intet lys), inviterer baronen os med hen på værtshuset Nekudemus, som ligger lidt længere henne ad Køgelandevejen. Tjeneren nægter at servere for mr. G (og os), før han har fået kontanter - baronen er åbenbart kendt her. Mr. G hiver en stor plasticpose med mønter frem fra inderlommen og begynder at tælle op. Mens vi venter på serveringen, skriver han en check fra en eller anden obskur bank på Fyn ud til Green. Vi får vore bange anelser, men det viser sig heldigvis dagen efter, at også denne check er gyldig.

Hvor har gullasch-baronen alle disse gysser fra? Ingen ved det med sikkerhed, men der går rygter om, at de stammer fra hans gamle mor, som døde kort forinden Reersø eventyret. Manden har kuk i kassen, ingen tvivl om det, men desværre har han også børn - en halvvoksen datter, som boede hos ham på Gl. Køge Landevej. Det er sgu synd for hende, hun virkede meget sød og normal.

For ikke at blive misforstået, vil jeg understrege at jeg har stor sympati for "underlige" mennesker, som har fundet deres egen måde at leve på. Der skal være plads til de "forkerte" - ingen tvivl om det. Men ham her, han virkede slet ikke som om han havde fundet nogetsomhelst, endsige nød det. Han virkede simpelthen forstyrret.

Overgangen fra guitar til klaver (ca. 1985)
Jeg var tæt på de fyrre år, før jeg for alvor skiftede fra guitar/bas til keyboard/klaver. Jeg fik hurtigt at mærke hvor mange huller der var i min musikalske dannelse, bl.a. det nærmest uendelige antal festsange man skal kunne udenad, f.eks. når tante moster har skrevet en tekst til en kendt melodi. Det kan mærkes selv i dag, at masser af de grundlæggende ting, som for den, der har spillet klaver det meste af livet, føles let, for mig kan tage uger at lære. Desuden glemmer jeg næsten hurtigere end jeg lærer. Nettoresultatet er ihvertfald, at jeg må øve hver eneste dag for blot at holde konditionen nogenlunde ved lige. Men den daglige kamp med klaviaturet er en stor tilfredsstillelse: at mærke det trods alt går fremad.

Uddrag af et brev til min mor i februar 1984:
Det glæder mig meget at du synes så odt om vore to kære børn, vi er også glade for at kunne få Jannie afsat, når vi skal til et eller andet. Thomas er jo så stor nu, at han helst klarer sig selv, han er i en alder, hvor der skal være fuld fart på hele tiden, men DET råder tiden bod på.......

Skilsmissen (1984)
Orwell fik ret - 1984 blev året hvor alt gik galt. Først og fremmest foreslog Brita at vi skiltes, hvilket jeg var alt andet end begejstret for. Men selvom det altså ikke var efter mit ønske, skulle jeg selvfølgelig have indset langt tidligere at jeg havde noget at miste.....ægteskab var (ligesom pengemangel) ikke noget man snakkede om, det var bare noget man havde. Alle de andre kvajpander, der snakkede om skilsmisse og ulykkelig kærlighed, dem gad jeg simpelt hen ikke høre på. Nu fik jeg lært det på den hårde måde.

Kurt og Kragerne (1984)
Omkring samme tid som skilsmissen, begyndte jeg at få interesse for fugle, især kragefugle: Ravn, Krage, Allike, Råge og Skade. Det kan bedst forklares ved en trang til at komme tilbage til det oprindelige, ægte - dem vidste man hvor man havde.

Også på dette område har jeg meget at takke Brita for. Det var hende som foreslog mig at blive medlem af Ornitologisk Forening (også kaldet Pipfuglenes Fagforening). Jeg syntes det lød meget snørklet, videnskabeligt og akademisk altsammen, og troede at det kun var for specialister, hvilket dog heldigvis viste sig at være fuldstændig forkert. Foreningen er for alle, som har interesse for de vilde fugle (tamfuglene har deres egen forening).

Hvorfor netop kragefugle og hvorfor netop Ravn? Jeg har altid syntes disse fugle var både smukke og spændende, så da jeg begyndte at læse om dem, gik det op for mig at ravnen tillige var udryddelsestruet. Der fandtes indtil for ca. 100 år siden en variant på Færøerne som kaldtes Hvid Ravn. Så kom en hæslig jæger, og fuglen blev gradvist udryddet, men forinden havde Finn Salomonsen og andre skrevet en del litteratur om fuglen, foruden at skind blev bragt til bl.a. Zoologisk Museum i København. Derinde har jeg taget nogle billeder af den, og afskrevet og oversat (fra engelsk) Salomonsens artikler, og sat det hele sammen til et lille værk: Den Hvide Ravn, som jeg har sendt til forskellige ravne-specialister rundt omkring i Danmark (og i al beskedenhed fået ros for).

Det var også igennen DOF (Dansk Ornitologisk Forening) at jeg fik kontakt med Knud Nielsen fra Sønderjylland. Han er specialist i kragefugle og ikke mindst ravne. Jeg var nede og besøge ham kort før Junior blev født, i december 1985. Vi var sammen ude at se kragerne gå til ro en aften på den store overnatningsplads ved Åbenrå, hvor han har lavet utallige optællinger (det var vanvittigt koldt, jeg havde to par på af alting, men frøs alligevel).

Knud har udgivet rapporter om krage- og ravneovernatninger, rapporter som jeg har hjulpet med at renskrive. At hjælpe med dette arbejde, har været som at kigge mesteren over skulderen. Derfor har det været en ren fornøjelse, kan jeg ganske roligt sige. Senere har han været flere gange her i København og set bl.a. Vestamager, som gjorde et stort indtryk. Det er tankevækkende at vi her i storbyen har flere og bedre naturområder end i det øvrige Danmark (det var ellers noget af en påstand). Lidt har jeg altså kunnet gengælde med.

Ishøj (1984)
Lejligheden, som jeg havde fundet i Ishøj, kan jeg også takke Brita for. Jeg havde meldt mig ind i 117 lejerforeninger o.l., men havde ikke tænkt på noget så fundamentalt, som at kigge i avisen. Det havde Brita. AAB (Arbejdernes Andels Boligforening), som ejer Ishøjplanen (eller Vejleåparken som det hedder nu) havde nogle store annoncer i søndagsaviserne. Man kunne stort set gå ind fra gaden og vælge en lejlighed ud. Det var, hvad jeg gjorde. På et bord lå en tegning af bebyggelsen, med alle lejligheder indtegnet. Jeg kastede mig ud fra ti-meter vippen og pegede på en lejlighed, som lå højt oppe og langt væk - lige hvad jeg havde brug for. Bagefter gik jeg hen og kiggede på lejlighedens beliggenhed, for at finde ud af, hvad jeg egentlig havde valgt.

Ak, hvor kan man føle sig ensom, når man står alene ved det tilfrosne hav nede på Ishøj Strand og stirrer ud i 50 meters sigtbarhed, ingen at komme hjem til, ingen som bekymrer sig - Kurt alene i verden.

Krage søger mage
Selvom jeg gradvist opdagede at der også er fordele ved at leve alene, var ensomheden en trofast følgesvend, og den indre stemme anbefalede at søge videre. Den indre stemme? Ja, den har jeg altid stolet på. Jeg har i virkeligheden aldrig truffet noget valg af betydning selv, uden først at konsultere stemmen. Derfor kom Grete som svaret på en bøn, da vi en kold novemberdag i 1985 skvattede over hinanden. Utroligt så hurtigt man føler sig hjemme hos hende, især søndag aften var slem, når jeg atter skulle slæbe mig hjem til Ishøj og starte en ny uge - alene.

Grete mente ikke hun kunne få børn, men lægen havde alligevel insisteret på at forklare lidt om blomsterne og bierne, samt antydet at den der vom umuligt kunne være kommet alene af at spise gule ærter. Junior var på vej. Han blev født d. 8. januar 1986. Vi boede nu alle tre i Ishøj.

Grete og jeg blev gift den 9. april 1988 på Ishøj Rådhus. Vielsen blev foretaget af borgmester Per Madsen, som er sympatisk både som politiker og menneske. Min mor, Orla, Grete og jeg blev underholdt med Ishøjs historie før selve vielsen. Man fik en følelse af altid at have kendt ham - og så tør han sige sin mening. Der var to "officials" tilstede i lokalet (jeg har glemt hvad sådan nogen egentlig kaldes og hvad de laver) mens vi talte med borgmesteren, men jeg bemærkede at de lavede øjne til hinanden, når emnet faldt på indvandrere og andre følsomme emner. De var tydeligvis ikke enige.

Grete var initiativtager til en række fine rejser, f.eks. Florida (1992), Vallonien (1995), Paris (1997), Prag (2002) og New York, New York! (2004).

Kurt, Junior, Grete og Jannie på vej over Vestamager i 1990 - en tur på ca. tyve km. til min mor og Orla i Sundby.

Junior 1990. Han kom ind fra vejen og skulle ha' et-eller-andet i en grusom fart. Så stod Kurt med kameraet og Junior fremviste det sødeste ansigt for at få det overstået (kan man snart få lov at lege).

Kurt & Junior Junior er taget med Kurt på arbejde, ca. 1993.
Helge F., min åndelige guru og gode kollega, tog billedet.

Haveparty
Grete, Junior og Kurt i haven, august 1996 (ren Hollywood).

Gretes 40 års fødselsdag (aug. 1988)
Til sin 40 års fødselsdag holdt Grete et drøn af en fest i rest. Tranehaven i Ishøj. Denne fest var så meget bedre end så mange andre, bl.a. fordi rammerne var i top. En pølsevogn har sin egen rå charme, men Tranehaven har hjemlig hygge trods det store format.

Det var til denne fødselsdag jeg havde premiere som festsangs-forfatter. Jeg havde et år i forvejen sjosket rundt til forskellige spøg og skæmt forretninger for at finde sange til lejligheden, og også købt dem i dyre domme. Men jo nærmere festen kom, des mere krøllede mine stakkels gigtplagede tæer: de sange var sgu for slemme. Hvis man kan tjene penge på at lave sådan noget lort, kunne jeg ihvertfald lave noget der ikke var værre. Som sagt, så gjort. Og jeg synes i al beskedenhed at jeg slap ret godt fra det; især var jeg pukkelrygget af grin mens jeg kæmpede med "Lille Fru. Grete" (mel. Når jeg tænker på lille Alvilda):

vers.....Første gang da fru Grete jeg mødte, strejfed tanken: Andresen, giv agt,
..............ud' fra køknet en duft mig tilstødte, det den duft som gir kvinderne magt.
refr.....Når jeg tænker på lille fru Grete, og hvordan hun har puslet om mig,
..............ka jeg ikke la vær med at tænke: hvodden kunne jeg undvære dig!

vers.....Nøglen til mandens hjerte er maven, Grete dirker den uden besvær,
..............hun har check på sin gøren og laden, roses hun, sir hun kækt: Åh, la vær!
refr.....Når jeg tænker på lille fru Grete, og de glæder hun skænkede mig.
..............med de retter som hun tit beredte, hvodden skulle jeg undvære dig!

vers.....Første ret var en balje med vælling, dertil gaskål og fynsk haresky,
..............mig og Guffe åd løs som på tælling, åh min Gud, som at fødes på ny!
refr.....Når jeg tænker på lille fru Grete, og de glæder hun skænkede mig,
..............med de retter som hun tit beredte, hvodden skulle man så sige nej!

vers.....Anden ret gav os frit valg i kråse, væltet lokum og enke med skæg,
..............godt garneret med død mand på dåse, spøgepels, abesnot, samt et æg.
refr.....Når jeg tænker på lille fru Grete, og de glæder hun skænkede mig,
..............er de retter som hun tit beredte, nok det bedste som overgik mig!

vers.....Til dessert fik vi kylling og soft ice, negerpils, knæhøj karse med slæb,
..............røg i køk'net og slukning med håndbajs, vi blev mæt og gik ned med et ræb!
refr.....Når jeg tænker på lille fru Grete, og de glæder hun skænkede mig,
..............med de retter som hun tit beredte, blir hun fastansat nu her hos mig!
..............(Alje-Kurt)

Der medfulgte desuden en ordliste til de svære ord. Den er desværre forsvundet, men slå selv op i slangordbogen...

Et par eksempler på senere festsange:

Jeg drømmer mig tilbage
Torben og Henrik og lille Lars!
Han bli'r femti år i dag
Lile fru Græte(omskrivning 10 år senere)
Oversættelse
Tænk at han fylder atten! (1)
Tænk at han fylder atten! (2)
På frisørsalon (synges som swing)

Bemærk,
at sangene kan formindskes og forstørres efter behag:
1. flyt cursor indenfor vinduet
2. et forstørrelses-/formindskelsesfelt kommer til syne efter et par sekunder
3. klik på feltet

Schneider's Duo
Lars Green havde i midten af 1980'erne startet sin egen forretning, og fik derfor stadig mindre tid til at gå ud og spille. Omkring 1990 fortsatte Schneider og jeg derfor som duo, hvilket bl.a. betød at jeg var nødt til at lære pedalbas på orgel/keyboard. Undervejs i samarbejdet med Schneider (1996-97) blev der råd til eget transportmiddel: Citroen Berlingo, hvor der lige præcis var plads til det komplette anlæg plus to mand. Det gjorde tilværelsen en hel del lettere.

Selv om vores repertoire afgjort var i den folkelige afdeling, var det alligevel muligt at udvikle sig musikalsk, bl.a. fordi vi konsekvent undgik brugen af automatik og automatiske instrumenter. Begrænsningen lå stort set hos os selv. Det er en enorm tilfredsstillelse at kunne trække tempo op/ned efter behag, skifte stilart når/hvis det ønskes, variere swinget løbende o.s.v. o.s.v. - kort sagt alle de ting der kendetegner levende musik.

Schneider er en dygtig trommeslager, synger godt, entertainer godt, så vi fortsatte indtil 2005, hvor jeg af helbredsmæssige grunde var nødt til at stoppe. Men vi havde det fornøjeligt, mens det stod på. Mere kan man ikke forlange. Tak for samarbejdet, Schneider!

Schneider's Duo, visitkort, 1993.

Schneider's Duo på rest. Dannebrog i 1996.

LINKS

Billeder af Kurt's familie(r) i... Familiefoto

Studie Kurt

Sidste del af Kurt's Historie: Tredie Halvleg

Historisk Index

Til forsiden