Trommer & Rytmebox

Trommer & Rytmebox

Et fuldt digitaliseret trommesæt (ddrum, model DD1)

I serien om rockmusikkens hardware kigger vi på trommesæt & rytmebox.
Teknisk og musikalsk hilsen fra
Kurt Starlit
- aka CykelKurt

Serien omfatter:
1. Den elektriske Guitar 2. Effekt pedaler (stomp boxes) 3. Mikrofonen 4. Forstærkeren 5. Højttaleren 6. Orgel & Synth 7. Plader & pladeproduktion 8. Trommesæt & Rytmebox

Seneste opdatering: 2016.Febr.18

Det mekaniske trommesæt
Trommerne er fra begyndelsen mekaniske, d.v.s. uden elektronik af nogen art. Desuden er de beregnet til brug under marchering, f.eks. bliver stortrommen til stadighed brugt i den militære marchmusik, hvor den bliver båret i en sele på brystet.

Da jazzen kommer frem omkring år 1900, foregår al musiceren på samme måde som hos militæret, i march (New Orleans stilen). Et march-trommesæt betjenes af flere musikere med hvert sit instrument (stortromme, lilletromme, bækken o.s.v.). Sådan bliver trommerne båret i seler helt op til 1920, hvor de faste jazzorkestre dukker frem på scenen.

Omkring dette tidspunkt begynder forskellige beværtninger i storbyerne at hyre jazzorkestre (som på dette tidspunkt er den nye trend), hvilket blandt andet betyder at orkestrene ikke længere behøver marchere. Trommesættet kommer derfor til at stå på gulvet, hvor trommeslageren sidder ned, mens han betjener sine instrumenter.

Trommesættet bliver nu betjent af een mand, som dermed har kontrollen over hele sættet. Det betyder, at trommeslagere fra nu af kan udvikle deres egen personlige spillestil - en udvikling, som er fortsat lige siden.

Et trommesæt er en opstilling af trommer, bækkener
og andet slagtøj efter trommeslagerens ønske og behov.

Omkring 1955 dukker rock'n'roll musikken op, hvor de førende trommeproducenter er Ludwig, Gretsch og Slingerland.
Hopper vi ti år frem, koster et Ludwig trommesæt i 1965 omkring 5.000 kr. (til sammenligning koster en Fender Stratocaster guitar på samme tidspunkt ca. 2500 kroner). Alt er stadig helt mekanisk, ingen form for elektronik bruges til trommerne.
Et trommesæt består af et varierende antal trommer med hver sin funktion. Den enkelte trommeslager tilpasser størrelsen af trommesættet ud fra spillestil og personlig smag.

Et standard rock trommesæt.
Se tekst herunder, hvor trommesættets forskellige dele forklares.

1. Hi-hat (eng. hi-hat)
En hi-hat består af to bækkener, som slås sammen v.h.a. venstre fod. Slår man med trommestikken på en lukket hi-hat, opnår man et kort klik. Åbnes hi-hatten, vil man opnå en længere ringende lyd. Den gængse diameter for en hi-hat er 14" (36 cm).

2. Ride-bækken (eng. ride cymbal)
Ride-bækkenets vigtigste funktion er at holde rytmen - "to ride a steady rhythm", som de siger på den anden side dammen. Ride-bækkenet bliver også brugt som et alternativ til hi-hat. Ride-bækkenet kan desuden bruges som slagbækken, afhængig af bækkenets legering og tykkelse. Ridebækken kaldes også for Rytmebækken. Den mest almindelige diameter for et ride-bækken er 20" (51 cm).

3. Crash-bækken (eng. crash cymbal)
Crashbækkenet eller Slagbækkenet bruges til at markere perioder i musikken eller lave instrumentale markeringer, f.eks. et blæserriff eller en anden rytmisk markering. Størrelsen på crash-bækkenet varierer efter personlig smag og musikalsk genre.

4. China-bækken (eng. china cymbal)
China-bækkenet har samme funktion som et crashbækken, men har en lyd som er væsentlig anderledes. Kan minde om en gonggong, som ofte bruges indenfor rock.

5. Lilletromme (eng. snare drum)
Lilletrommen kan være lavet af træ, som giver en lidt blødere lyd, eller af messing, som giver en mere "syngende" lyd. Lilletrommen er som oftest 14" (56 cm) i diameter og 5-6" dyb. Det øverste skind (slagskindet) er coated, hvilket betyder, at der er en belægning på skindet, som er med til at give trommen sin særlige sound. En specialitet ved lilletrommen er, at den har et sæt fjedre - en såkaldt seiding - monteret, så fjedrene berører underskindet (resonansskindet) på lilletrommen. Når man anslår trommen på det øverste skind, får det seidingen til at vibrere mod underskindet, hvilket giver lilletrommen sin specielle skarpe lyd.

6. Stortromme (eng. bass drum)
Stortrommen kaldes trommesættets hjerte, fordi den slår grundrytmen. Den har den dybeste lyd og er den største tromme i trommesættet. Den står direkte på gulvet, og betjenes med foden v.h.a. en stortrommepedal. Størrelsen af stortrommen varierer i forhold til, hvilken musikgenre der spilles. Til rock vil man ofte foretrække 22", 24" eller 26" (66 cm). Jazz-trommeslagere og andre som spiller blødere genrer, vil ofte foretrække 18" eller 20" (51 cm). Den mest almindelige størrelse for en stortromme er 22" (56 cm), da den kan bruges til de fleste genrer.

7. Tam-tam (eng. tom-tom)
Størrelse og antallet af tam-tam'er afhænger af genre og spillestil. En rock-trommeslager vil som oftest have mange store tam-tams (med dyb lyd), hvorimod en jazz-trommeslager foretrækker to tam-tams, som er stemt højt og derfor giver en lys, ringende lyd. Tam-tams kan enten være monteret på stortrommen og kaldes derfor "hængetammer", eller de kan stå alene på et stativ på gulvet, hvor de kaldes "gulvtammer".

8. Bækkenstativ (eng. cymbal stand)
Stativer er nødvendige for at holde diverse bækkener på plads. Der kan f.eks. være tale om et crashbækken-stativ, ridebækken-stativ eller et high-hat stativ. Sidstnævnte skiller sig ud fra de øvrige, da den har en pedal i bunden, som er nødvendig for at åbne og lukke hi-hat'en. Alle bækkenstativer kan reguleres i højden. Desuden er der ofte mulighed for at regulere vinklen på bækkenet. Lilletrommestativet bruges til at holde lilletrommen i den ønskede højde og position, så den derved passer til den enkelte trommeslager.

9. Stortrommepedal (eng. bass drum pedal)
Stortrommepedalen bruges til at slå på stortrommen. Det gøres ved at træde pedalen ned med foden. Man kan blandt andet regulere hårdhed i anslaget, afstand til stortrommen m.m., for at finde netop den indstilling som passer den enkelte trommeslager bedst. Rock-trommeslagere bruger ofte dobbelt stortrommepedal, for at kunne spille hurtigere (flere slag) på stortrommen.

Rytmeboksen
Den første rytmeboks dukker op i 1931, men er ikke meget bevendt ud fra et musikalsk synspunkt. Derfor har den og en række efterfølgere også størst interesse for eksperimenterende lydfolk.

Vi skal op omkring 1955, før der kommer en rytmebox på markedet, som er direkte rettet mod musikeren. Til gengæld sætter den gang i en udvikling, som stadig er i gang (2015).

Formålet med rytmeboksen er, at efterligne lyden af fysiske trommer. Trommeslageren og hans trommesæt bliver m.a.o. overflødig med fremkomsten af denne maskine. Man kan derfor opfatte rytmeboksen som en elektronisk styret trommeslager. Og styringen behøver ikke være udført af en rigtig trommeslager, men kan klares af enhver med en smule musikalsk flair.

Rundt omkring anvendes iøvrigt forskellige udtryk for en elektronisk rytmeboks, f.eks.

- rytmeboks,
- rytmebox,
- trommemaskine (drum machine),
- rytmemaskine eller slet og ret
- maskine.

Udtrykkene vil her på siden blive brugt i flæng.

Rhythmicon
Verdens første rytmeboks, Rhytmicon (også kaldet Polyrhythmophone), kommer frem i 1931, hvor den har en del tilfælles med Theremin.

Lyden frembringes v.h.a. (radio)rør, som på dette tidspunkt er blevet almindelige. Fra et lille klaviatur (keyboard) aktiverer man den ønskede tone, som gentages i en regelmæssig rytme, så længe tasten holdes nedtrykket. Rytmen dannes af en roterende plade med huller, hvorigennem små pærer belyser (aktiverer) nogle foto-elektriske celler, der indgår i rørenes oscillator kredsløb - og dermed bestemmer rytmens hastighed.

Til trods for at Rhytmicon var langt forud for sin tid, holdt den ikke længe. Efter et par år tabte opfinderne interessen og Rhytmicon blev taget ud af drift.

Rhytmicon demonstration

Chamberlin

Denne rytmemaskine bliver lanceret i 1957. Maskinen er opbygget omkring 14 endeløse båndsløjfer, hver med 3 spor (= 42 forskellige båndsløjfer eller rytmer). Et omskiftersystem gør det muligt at afspille hvert spor separat - eller en blanding af dem.

Rhythmate er forsynet med styrke- og hastighedskontrol samt en separat forstærker med bas, diskant og volumekontrol. Maskinen har jack input for guitar, mikrofon eller andet instrument. Båndsløjferne er optagelser af virkelige trommer, som spiller forskellige stilarter.

En særlig krølle på historien om Chamberlin's båndmaskine er, at en af hans medarbejdere (Franson) tog Rhythmate med til England, hvor han omdøbte dyret til Mellotron, startede sin egen virksomhed (Streetly Electronics) og solgte Mellotronen til højre og venstre. Blandt andet er Mellotronen kendt fra gruppen Moody Blues, som udsendte en række plader, hvor Mellotronen optræder, f.eks. "Nights in White Satin"

Hjemme i USA havde Chamberlin hørt rygter om det engelske projekt, der blev en masse ballade, men enden på det hele blev en aftale om, at Mellotron kun måtte sælges i England og Rhythmate kun i USA. Desuden modtog Chamberlin provision af de solgte Mellotroner i England.

Franson fik med aftalen tilladelse til at benytte den båndsløjfe som hedder "3 Violins", som næsten blev kendemærket for Mellotron i årene fremover. Af samme årsag kan det være svært at afgøre, om en indspilning med "3 Violins" er lavet v.h.a. Rhythmate eller Mellotron. Man skal faktisk vide i hvilket land indspilningen er foretaget, for at afgøre sagen.

Wurlitzer Sideman

Annonce i Billboard, maj 1960

stort billede

Wurlitzer Sideman kommer frem i 1959 og anses for at være verdens første kommercielt fremstillede rytmebox. Sideman var tænkt som et rytmisk tilbehør til firmaets orgler og indeholdt et udvalg af 12 elektronisk frembragte og forudbestemte rytmer med variabelt tempo. Lydene var skabt v.h.a. en række oscillatorer med radiorør, som kunne frembringe 10 forskellige trommelyde.

Sideman var udstyret med et panel med 10 knapper til at styre trommelydene manuelt, og var desuden udstyret med en fjernbetjening, hvorved man kunne styre rytmeboxen, mens man spiller på orglet.

Rhythm Synthesizer
In 1960 konstruerer Raymond Scott en såkaldt Rhythm Synthesizer og i 1963 en rytmebox kaldet Bandito the Bongo Artist. Maskinerne bliver brugt under indspilningen af hans tre solo-albums fra 1964:

"Soothing Sounds for Baby" vol. 1

"Soothing Sounds for Baby" vol. 2

"Soothing Sounds for Baby" vol. 3

Seeburg

Op gennem 1960'erne går radiorørene gradvist ud af produktion, og rytmeboxen bliver i stedet bestykket med transistorer (også kaldet solid state). Samtidig går den fysiske størrelse af rytmeboxen nedad. Hvor den før havde krævet placering på gulvet, kan den nu med lethed stå på et bord.

I 1964 udvikler firmaet Seeburg en kompakt rytme-mønster generator. Den består af en diode matrix, som ved hjælp af små dioder gør det muligt hurtigt og enkelt at skabe de mange forbindelser som er nødvendige, for at danne en rytme.

Select-A-Rhythm (SAR1) sendes på markedet i 1965.

Ace Tone
I 1965 indgiver Nippon Columbia patent på en automatisk rytmebox og i 1967 udvikler mr. Kakehashi (grundlægger af Ace Tone og Roland Corporation) en forprogrammeret rytmemaskine, som bruger et diode matrix kredsløb, der kan minde lidt om Seeburg.

Ace Tone model FR-1 Rhythm Ace lanceres i 1967.

De første indspilninger
Der blev sendt et betydeligt antal nye rytmebokse på markedet i 1970'erne, hvoraf en del blev anvendt ved pladeindspilninger. Den første større popsang til at bruge en trommemaskine var "Saved by the Bell" med Robin Gibb, som nåede en andenplads i Storbritannien i 1969. Ligeledes blev der anvendt en rytmebox på Sly & the Family Stone albummet "There's a Riot Goin' On", udgivet i 1971. Det tyske krautrock band Can anvender ligeledes en rytmebox på sangen "Peking O". 1972 singlen "Why Can't We Live Together" med Timmy Thomas gør ligeledes markant brug af en rytmeboks. Et andet tidligt eksempel på elektroniske trommer, som bruges af en rockgruppe er "Obscured by Clouds" med Pink Floyd fra 1972.

Det første album, hvor en rytmebox laver alt trommearbejde, er gruppen Kingdom Come med albummet "Journey", indspillet november 1972 v.h.a. en Bentley Rhythm Ace maskine.

Tromme-synth
I midten af 1970'erne kommer den første tromme-synth på markedet. Reelt er den snarere et tilbehør til de mekaniske trommer, idet den tilføjer nogle syntetiske lyde til de i forvejen velkendte akustiske. Den ændrer ikke noget ved lyden fra de gammeldags trommer, den tilføjer noget mere.

Tromme-synth'en består af et eller to elektroniske pads (pad = skind, pude, måtte) som afgiver en elektronisk puls - en såkaldt triggerpuls - hver gang skindet anslås med en trommestik. Triggerpulsen føres videre til det apparat eller modul som laver lyden. Her er elektronikken stadig analog, og tromme-synthen's lydmodul er opbygget fuldstændig som en analog synthesizer. Et eksempel på den første tromme-synth kan høres i Tommy Seebach's nummer, "Krøller eller ej".

Programmérbare rytmeboxe
I 1972 udsender firmaet Eko den første programmérbare rytmebox under navnet ComputeRhythm. Det har en 6-rækkers trykknap matrix, som gør det muligt for brugeren, at indtaste et rytmemønster manuelt. Man kan også indsætte et hulkort med forprogrammerede rytmer i apparatet.

I 1975 udsender Ace Tone efterfølgeren til Rhythm Ace serien, nemlig Rhythm Producer FR-15, som gør det muligt at ændre de forprogrammerede rytmer.

I 1978 bliver Roland CR-78 trommemaskinen sendt på markedet. Det er en programmérbar rytmebox, som desuden har plads til fire rytmer, som brugeren selv kan konstruere.

Tromme syntese
En afgørende forskel mellem den gammeldags analoge rytmebox og det mere moderne digitale udstyr er, at det analoge udstyr efterligner trommelydene v.h.a. lyd-syntese, hvor det digitale udstyr anvender digital sampling.

Eksempelvis bliver lyden af en lilletromme fremstillet analogt v.h.a. hvid støj (white noise), som efterbehandles i forskellige filtre og generatorer. I det digitale system er lyden af en lilletromme lavet ved, at man optager små bidder - samples - af en virkelig lilletromme og efterfølgende afspiller disse samples.

Resulatet er, at den analoge syntese giver en trommelyd, som ikke er voldsom realistisk, men alligevel har sin egen karakteristiske lyd. Af samme årsag har nogle af de analoge maskiner fået en kultstatus, og bruges derfor stadig i studierne, når man ønsker en speciel sound. Roland TR-808 er et eksmpel på en maskine, som p.g.a. sin specielle lyd har opnået kultstatus.

Digitale trommesæt
I 1980 dukker det digitale trommesæt op på markedet. Det består af et antal pads (puder), som monteres på et stativ i en opstilling, der svarer til et akustisk trommesæt. De fleste pads har slagflader af gummi, men de fås også med en flade af et finmasket net, som giver en bedre spillefornemmelse. Hver pad har en sensor, som frembringer et elektrisk signal. Det elektriske signal sendes til tromme-modulet, som frembringer en lyd, der er specifik for den ramte pad.

Fordelene ved digitale trommesæt er f.eks., at man kan øve med hovedtelefoner på, og således undgå at genere sine omgivelser. Man får desuden adgang til et stort antal klange og lyde, som kan udnyttes kreativt når man arbejder med musik. Ikke mindst kan man uden problemer arbejde med backing-musik i hovedtelefonerne, mens man øver på trommerne.

Et digitalt trommemodul er stedet, hvor det hele foregår: lydfrembringelse, lydbearbejdning og al programmering iøvrigt. Modulet kaldes forskellige navne, f.eks.

- lydmodul (sound module)
- tromme-modul (drum module)
- module
- percussion sound module og
- drum brain.

Tromme-modulet er den vigtigste enkeltdel i et digitalt trommesæt. Modulet kan desuden anvendes sammen med et almindeligt trommesæt, hvorpå der monteres en såkaldt trigger på hver enkelt tromme. Når f.eks. lilletrommen anslås med en trommestik, afsendes et trigger-signal til tromme-modulet med besked om, at lilletrommen er blevet anslået. Herefter frembringer modulet den ønskede lyd, f.eks. et slag på lilletrommen.

Man kan sammenligne en trigger-pude på et trommesæt med en tangent på en synthesizer. Når trigger-pude eller tangent røres, afsendes en trigger-puls til et lydmodul, som i sin tur frembringer lyden.

De fleste elektroniske tromme-moduler leveres med en række forprogrammerede "kits" eller "sæt" - d.v.s. samlinger af lyde fra velkendte trommesæt, som kaldes frem ved tryk på en knap. Mange moduler giver desuden mulighed for, at gemme egne lyde og lydsamlinger - og kalde dem frem, når det ønskes.

I dag (2014) er digitalteknologien nået så langt, at ingen vist længere kan høre forskel på et digitalt trommesæt og så et almindeligt gammeldags trommesæt - det skulle da lige være fordi det digitale trommesæt lyder betydeligt bedre.

Også rent prismæssigt kan de digitale trommer være med. Det digitale trommesæt, Roland, TD-1K (demonstreret af Johnny Rabb) kan erhverves for under fem tusinde kroner. Det var hvad et Ludwig trommesæt kostede i 1965.

Roland V-Drums

DDRUM

Svenske Clavia starter stærkt op i 1983, hvor de markedsfører "Digital Percussion Plate 1" - altså et elektronisk trommesæt bestående af et antal trommehoveder som, når man anslår dem, via et trigger modul aktiverer et trommemodul til at afgive en digitalt samplet trommelyd.

DPP1 slår omgående an, hvorfor man i 1984 sender en forbedret version på markedet, hvor også varemærket "ddrum" bliver introduceret. Her kan fire forskellige trommelyde (gemt i en EPROM) aktiveres samtidig, ligesom firmaet benytter lejligheden til at præsentere virksomhedens røde signatur-farve.

Samme år lancerer firmaet et elektronisk trommesæt med et antal lydmoduler, monteret i et rack med hver sin EPROM. Som på et virkeligt trommesæt består trommehovederne (the pads) af rigtige trommeskind med forkromet stålkant og firkantede tilspændingsskruer.

Det er ellers usædvanligt på dette tidspunkt, hvor de fleste elektroniske trommesæt anvender gummi-puder (rubber pads). Sammen med en separat trigger på lilletrommens kant, giver det en mere realistisk oplevelse af spillet.

DDRUM varemærket og al know-how omkring produktet bliver i 2005 solgt til firmaets USA distributør Armadillo, som fortsætter produktionen under det oprindelige navn.

ddrum product info

ddrum AT (1992 manual)

ddrum (Wikipedia)

ddrum

Digital sampling
Linn LM-1 var den første trommemaskine som anvendte digitale samples - altså optagelser af ægte trommer. Maskinen kom frem i 1980 og kostede dengang omkring 5.000 dollars. Der blev ialt produceret ca. 500 LM-1'ere, men maskinens indflydelse på musikindustrien var omfattende.

Dens karakteristiske lyd definerer på det nærmeste 1980'ernes pop, og maskinen kan høres på hundredvis af hits fra perioden, f.eks.

The Human League, "Dare",

Gary Numan, "Dance" og

Prince med "Purple Rain".

Mange af trommelydene på LM-1 er opbygget v.h.a. to chips, som bliver trigget ("affyret") samtidig. Hver lyd kan stemmes individuelt, ligesom lydene har hver sin separate udgang (output). På grund af begrænsninger i hukommelsen (memory), var lyden af et slagbækken ikke en del af repertoiret - dog kunne den købes separat som et dyrt tilbehør.

En billigere udgave af LM-1 blev sendt på markedet i 1982 under navnet Linn, LM2, LinnDrum. Den var prissat til ca. tre tusinde dollar, kun nogle få trommelyde kunne stemmes, men slagbækken var dog blevet inkluderet som standard.

På samme måde som sin forgænger, kunne de forskellige lydchips udskiftes og/eller ombyttes. LinnDrum maskinen kan høres på plader som f.eks. The Cars, "Heartbeat City" og Giorgio Moroder med "Scarface Intro" temaet.

Mange frygtede, at LM-1 ville gøre de professionelle studie-trommeslagere arbejdsløse, f.eks. anskaffede Los Angeles studie-musikeren Jeff Pocaro sig sin egen tromme maskine, for at lære at programmere den i det fromme håb, at forblive beskæftiget i trommebranchen. Linn markedsførte på et tidspunkt endda LinnDrum som en maskine specielt designet for trommeslagere.

Efter succesen med LM-1, introducerede Oberheim model DMX, hvor trommelydene ligeledes var opbygget v.h.a. samplede trommer samt en "swing" funktion, svarende til den som allerede fandtes på Linn's maskiner. Den var meget populær, og blev snart en fast bestanddel af den spirende hip-hop scene.

Andre fabrikanter begyndte snart at producere maskiner også, f.eks. Sequential Circuits Drum-Traks og TOM, E-mu Drumulator og Yamaha RX11.

Roland TR-808 & TR-909

Annonce for Roland TR-808

Den programmérbare Roland TR-808 blev lanceret i 1980. På det tidspunkt fik den ikke nogen særlig begejstret modtagelse, fordi den ikke havde digitalt samplede lyde, som var det mest eftertragtede på daværende tidspunkt. Med tiden blev TR-808 dog sammen med efterfølgeren TR-909 (lanceret i 1983) særdeles populær i undergrunden, hvor genrer som dance, electro, house, techno, R&B og hip-hop gjorde TR-808 til et varmt emne.

Men også på grund af den lave pris (i forhold til Linn m.fl.) og dens karakteristiske analoge lyde blev maskinen populær. Eksempler på trommelydene kan høres på en plade med Yellow Magic Orchestra fra 1982 og Marvin Gaye med nummeret "Sexual Healing".

Det er næsten ironisk, at det er de to analoge maskiner TR-808 og TR-809, som har overlevet den tekniske udvikling, idet lyden af Linn trommer blev brugt i en grad, som gjorde dem nærmest opbrugt i slutningen af årtiet. De to maskiner TR-808 og 809 er siden blevet særdeles meget anvendt indenfor pop-musik, hvorfor de kan høres på utallige pop-indspilninger helt op til i dag (2012).

Roland TR-808

MIDI gennembruddet
Fordi de tidlige maskiner er sendt på markedet før indførelsen af MIDI-standarden i 1983, bruger de en række individuelle metoder til at synkronisere deres maskiner med andre elektroniske enheder.

Nogle bruger en metode som kaldes DIN-sync (eller bare SYNC) eller Sync-24.

Andre maskiner har desuden en udgang med et analogt kontrol-signal kaldet CV (Control Voltage) eller Gate Voltage. Spændingen bruges til at synkronisere eller kontrollere tilsluttede analoge synthesizere og andet musik-udstyr.

Oberheim DMX maskinen er udstyret med en funktion, som synkroniserer maskinen med sit eget Oberheim Parallel Bus Interfacing system, som er udviklet før indførelsen af MIDI.

Omkring år 2000 bliver rytmeboksen som standalone objekt efterhånden et sjældent syn på musikscenen. Det skyldes delvist, at den bliver erstattet af samplere (hardware samplers), som i sin tur bliver styret af sequencers (indbygget eller som separat unit), eller at den bliver erstattet af en regulær arbejdsstation med indbygget sequencer og trommer.

Der findes i dag (2012) percussion lydmoduler, som kan styres (trigges) af pick-up'er, måtter (pads) eller via MIDI. De kaldes over een kam for tromme-moduler (drum modules). Alesis D4 er et eksempel på et tromme-modul.

Automatik kontra levende trommeslager
Selv om et stadigt stigende antal indspilninger anvender trommemaskiner, er der ikke desto mindre stadig ting, som de automatiske trommer ikke kan.

Det man kalder "feeling" eller "swing" er noget som stadig mangler ved den automatiske trommemaskine. Eller evnen til at reagere på forandringer i musikken, mens der f.eks. spilles live på scenen.

Når en levende trommeslager spiller, er det ofte de små variationer i hans spil, som gør musikken levende. Det kan være sådan noget som at spille "foran beat'et" eller "efter beat'et" i dele af kompositionen. Den type spil står i stærk kontrast til den automatiske tromme, som simpelthen spiller hvad der er for-programmeret - hverken mere eller mindre.

På samme måde spiller den levende trommeslager ofte en bred vifte af rytmiske variationer, som trommemaskinen ikke er i stand til at opfinde eller kopiere.

Konklusionen må blive, at den automatiske tromme har sine stærke sider, og den levende trommeslager har sine. Der er ingen grund til at skubbe hinanden ned fra podiet, for de har begge deres berettigelse der.

Tusch!

(slut)

Musikscenen i 1960'erne:
Rockscenen, del 1 Rockscenen, del 2 Musikhuse Spillesteder Rock Elektronik Pigtrådsøkonomi Fender Jazzmaster

Siden er under konstant overvejelse og udvidelse.
Hvis du derfor har en mening om stoffet i almindelighed
eller tekniske detaljer i særdeleshed, hører jeg gerne fra dig.
Skriv til:

Mange tak!

Kurt Starlit
aka CykelKurt

Drum machine

Trommenotation

Rock Elektronik

Musik Index

Forsiden