Orgel & Synth


 

I serien om rockmusikkens hardware kigger vi på det elektriske orgel og synthesizeren.
Teknisk og musikalsk hilsen fra
Kurt Starlit
- aka CykelKurt

 

 

Serien omfatter:
1. Den elektriske Guitar 2. Effekt pedaler (stomp boxes) 3. Mikrofonen 4. Forstærkeren 5. Højttaleren 6. Orgel & Synth 7. Plader & pladeproduktion 8. Trommer & Rytmebox

 

 

Seneste opdatering: 2016.Okt.12

 

===================================================

 

Hammond orglet (1935)


Hammond orglet og Leslie højttaleren er i dag et så indarbejdet i rock- og jazzsammenhænge, at det kan være svært at forestille sig, at de oprindelig var konkurrerende firmaer og fremstillet med et helt andet formål for øje, nemlig kirkemusik. De utallige private kirkesamfund i USA havde som oftest ikke mange penge at gøre godt med. Derfor fandt Laurens Hammond i 1930erne på at fremstille en elektrisk konkurrent til det dyre mekaniske pibeorgel.

Den enkelte tone i et Hammond orgel frembringes af et (mekanisk) tonehjul som under sin omdrejning overfører elektromagnetisk energi ("lyd") til en pick-up - i princippet af samme type som en guitar pick-up. Pick-up'en omdanner den elektromagnetiske energi til et elektrisk signal, som dermed kan forstærkes op, bearbejdes og sendes ud i en højttaler, og Viola, det elektriske orgel er en realitet.

 


Hammond B3 med Leslie 122

 

Hammonds påstand var, at hans orgel kunne fremstille en hvilkensomhelst lyd lige så godt som pibeorglet (hvor lyden frembringes v.h.a. piber, der gennemstrømmes af luft). Tonegeneratorerne i Hammond orglet frembringer den enkelte grundtone, som v.h.a. de såkaldte drawbars (trækstænger eller tonekontroller) tilsættes overtoner i overensstemmelse med indstillingen af disse drawbars. På den måde kan det elektriske orgel i princippet skabe de samme klange som pibeorglet.

Der gik dog ikke lang tid, før jazz-folket og senere også rock-folket fik ørerne op for Hammond orglets kvaliteter, eksempelvis Jimmy Smith (her med "Organ Grinders Swing") og Procol Harum ( "A Whiter Shade of Pale").

Hammond organ (Wikipedia)

Leslie speaker (Wikipedia)

Udover størrelse og vægt er der dog så mange mekaniske problemer at kæmpe med i Hammond orgler, at med mindre man virkelig er bidt af de gamle kæmper (og det er der mange der er), er det værd at overveje nyere alternativer som f.eks. det svenske CLAVIA Nord, model C2.

Clavia Nord C2 (YouTube)

 

 

Leslie højttaleren (1941)


Leslie kabinettet er kendetegnet ved sin "roterende" lyd. Bashøjttaleren er placeret over en roterende tragt, hvorfra lyden spredes i rummet. Diskanthøjttaleren er monteret på en drejende rotor (motor) med et påmonteret horn, hvorigennem lyden kommer ud. På visse modeller kan de to rotationer styres separat. Resultatet er en lyd, som synes at komme fra skiftende steder i lokalet. På mange måder kan effekten minde om en phaser, flanger eller chorus pedal. De fleste, som har hørt et Hammond B3 orgel med to Leslie kabinetter (placeret 3-8 meter fra hinanden) vil være enig i, at det er en ganske særlig oplevelse.



Leslie demo:
Der spilles en tone på Hammond orglet,
mens der skiftes fra "Chorale" til "Tremolo" og tilbage igen på Leslie kabinettet.

Lesliehøjttaleren

Leslie's historie

Fender Vibratone m.fl.


Blokdiagram af et Leslie kabinet

Hammond orglet

How to Start a Hammond Organ

Drawbar basics

Great and Swell

Percussion

Hammond C3 med Leslie 122 (bemærk basspillet)

Four Hammond B3s playing "The Cat"

 

===================================================

 

CASIO (1946)


 

Det japanske firma Casio har lige fra begyndelsen spredt sig over et stort område, og fabrikeret et væld af elektroniske produkter fra elektriske ure og lommeregnere til fotografiapparater, mobiltelefoner og musikinstrumenter.

Musikinstrumenterne har kun været en lille del af et stort program, hvor man desuden har målrettet firmaets produkter mod den gennemsnitlige forbruger - ikke mod musikeren.

Casio har altid haft et image af legetøj - altså grej som ikke skulle tages alt for alvorligt. Skulle man f.eks. bruge en billig synth i en h....... fart, ja, så var valget let: Casio henne hos fætter BR.

Om det legetøjsagtige image stadig hænger ved, kan sikkert diskuteres. Ihvertfald prøvede jeg at lukke op for et par sider med CASiO instrumenter (synths), men blev forfærdelig træt i ansigtet efter cirka 12 sek...

Lad os derfor, som en kluntet afslutning, tage nogle tilfældige udpluk fra firmaets lange historie:

1946 - firmaet stiftes i Tokyo, Japan

1957 - Casio 14A, verdens første elektroniske lommekalkulator

1974 - det elektroniske armbåndsur Casiotron

1980 - det elektroniske keyboard Casiotone 201

1981 - den elektroniske ordbog, TR-2000

1982 - det analoge armbåndsur AQ-500

1984 - digital synth, model CZ-101

1986 - Sampletone synth, model SK-1, med sample funktion

Corporate History

Casio links

Casio Music Gear

Casio synth (YouTube)

 

===================================================

 

Chamberlin (1956)


 

Chamberlin er et keyboard, der regnes som forløber for Mellotron'en.

Den første model kom på markedet i USA, 1956.

Idéen er , at man via et tastatur (keyboard) styrer et antal båndsløjfer med lyd.

En finte ved Chamberlin er desuden, at båndsløjferne efter behag kan udskiftes med f.eks. lydoptagelser af forskellige instrumenter, lyde eller i princippet hvadsomhelst.

En af optagelserne hedder "3 Violins", og denne lyd gør pludselig rockgrupperne interesseret i apparatet (ca. 1960), fordi de derved kan få strygere med på scenen (og i studiet).

En af Chamberlin's medarbejdere (Franson, en sælger) tager Chamberlin (instrumentet) med til England, hvor han omdøber dyret til Mellotron, starter sin egen virksomhed (Streetly Electronics) og sælger Mellotron til højre og venstre.

Blandt andet og ikke mindst bliver Mellotronen kendt fra grupper som Moody Blues, der næsten bliver synonyme med instrumentet. De udsender en række plader, hvor Mellotronen optræder, f.eks. "Nights in White Satin"

 


Nick Awde's bog om Mellotron

 

Hjemme i USA har Chamberlin hørt rygter om den engelske udflugt, der bliver en masse ballade med retssager og andet godt, men enden på det hele bliver en aftale om, at Mellotron kun må sælges i England og Chamberlin (instrumentet) kun i USA. Desuden modtager (personen) Chamberlin provision af de Mellotroner som sælges i England.

Franson får med aftalen tilladelse til at benytte den herostratisk berømte båndsløjfe med navnet "3 Violins". Den lyd bliver næsten varemærket for Mellotron i årene fremover.

Hvordan virker den så, Mellotronen?

Tja, altså hvis man ser diverse mekaniske tegninger og forklaringer af den vandring, som båndene nødvendigvis skal igennem for at frembringe lyd, kan man jo blive helt modløs ved tanken om alt det, der kan gå galt.

De gamle ekkomaskiner med deres små bånd var slemme nok, men i forhold til en Mellotron er de jo det rene guf.

Det elektriske er hverken værre eller bedre end så meget andet, men det er måske også mere interessant at vide, hvordan maskinen virker i praksis.

Desværre er de praktiske erfaringer, at Mellotron lige fra dag eet har været ustabil, temperaturfølsom og fugtfølsom. Den skal kort sagt behandles som et råddent æg før, under og efter. Især transport er et problem. Der cirkulerer mange historier om Moody Blues, som flere gange helt har måttet opgive at bruge deres Mellotron, fordi den har fået et chok under transporten.

Nå, det er jo heldigvis fortid, og i dag er der som det seneste udviklet en digital Mellotron, model M400D, som gerne skulle kunne stå distancen lidt bedre. Den kom på markedet i 2010.

 

===================================================

 

KORG (1962)


KORG er grundlagt 1962 i Japan af Tsutomu Katoh og Tadashi Osanai.

I 1963 bliver Doncamatic DA-20 introduceret - en elektronisk rytmeboks med roterende plader.

Samme år kommer mr. Mieda ind i billedet - en ingeniør, som bygger en ny type programmérbar orgel. Mieda har dermed i praksis konstrueret en synthesizer. 50 eksemplarer bliver fremstillet og solgt under navnet KORG, som er en sammentrækning af Keio og ORGan.

Gennem årene udvikler KORG en mængde epokegørende produkter som for eksempel PE-1000, PolySix og verdens første workstation, Korg M1.

KORG (US)

KORG (Wikipedia)

List of KORG products

 


 

KORG CX-3
Omkring 1980 sendes KORG CX-3 orglet på markedet. Det er bl.a. udstyret med den famøse Leslie rotary effekt, som i datiden er en sensation og sætter orglet i en klasse for sig selv. Med dette handy apparat får man de eftertragtede drawbars og den uforlignelige Leslie effekt uden at slæbe rundt på et monstrøst Hammond orgel & Leslie kabinet.

 

Den modulære synth

KORG MS-20
I årene 1978-83 producerer KORG en monofonisk (en-tonet) analog synth, som i sin opbygning er modulær - d.v.s. at instrumentets moduler (VCO, VCA, EG o.s.v.) kan bruges enkeltvis eller forbindes med hinanden i vilkårlig rækkefølge. Det gøres v.h.a. udvendige jack-ledninger, hvor man forbinder de forskellige moduler direkte med hinanden - og på denne måde styrer signalvejen og/eller kontrollerer lyden.

Er der ikke tilsluttet jack-ledninger til synthen, virker den som en almindelig synth, hvor forbindelsen mellem modulerne (også kaldet "signalvejen" = den vej signalet går) er den standardiserede: VCO ----> VCF ----> VCA .


Korg monofonisk synth, model MS-20, som blev lanceret i 1978.

MS-20 er en del af en større serie, som inkluderer:

MS-10 (ligner MS-20, men med kun een VCO),

MS-50 (en kasse med en masse moduler (VCO, VCF, VCA, EG, ADSR o.s.v.), men uden tastatur),

SQ-10 (sequencer),

VC-10 (vocoder),

MS-01 (fod-pedal-kontrol),

MS-02 (interface),

MS-03 (Signal Processor) og

MS-04 (Modulation Pedal).

I 2013 bliver MS-20 re-lanceret, som svar på en stigende interesse blandt unge mennesker for analoge synthesizere. MS-20 bliver derfor markedsført i reduceret fysisk størrelse (15% mindre end originalen) og med mini-jack stik, desuden med tilføjelse af USB og MIDI - men ellers identisk med den gamle model.

I 2014 lancerer Korg et MS-20 byggesæt i 100% målestoksforhold under navnet "MS-20 Kit" - med USB og MIDI.

Korg MS-20 (monofonisk synth m. tastatur)

Korg MS-20

KORG MS-20

Korg MS-20 (YouTube)

 

KORG MS-50

stort billede

KORG MS-50 er topmodellen i MS-serien fra Korg. Den er uden tastatur og skal derfor styres fra et eksternt tastatur eller anden spændingskilde. MS-50 er 100% modulopbygget, d.v.s. at alle enheder er uafhængige af hinanden med en (styre)indgang og en udgang m.m. Modulerne kan forbindes på en hvilken som helst måde, hvilket giver enorme muligheder. Desuden kan MS-50 arbejde sammen med MS-20 og SQ-10 (sequencer) eller en anden enhed i MS-serien.

Korg har valgt et system, hvor en fordobling af en styrespænding (f.eks. fra 1 til 2 volt) medfører en fordobling af frekvensen (hvis styrespændingen f.eks. føres til en VCO).

Blandt de mange moduler kan nævnes en ringmodulator, et voltmeter og en S/H (sample and hold) enhed.


For mit eget vedkommende anskaffede jeg mit analoge KORG system omkring 1980 (MS-04, MS-20 og MS-50), men selv i dag er der stor interesse for de gamle modeller, som i deres anvendelsesmuligheder er nærmest ubegrænsede.

Korg MS-04 (Modulation Pedal)

Korg MS-04 (YouTube)

Korg MS-50 (monofonisk synth uden tastatur)

Korg MS-50 (YouTube)

Korg MS-50 Owners Manual

KORG MS-50

 

KORG PS-3100

Korg model PS-3100 er en analog polyfonisk synth over 48 toner, som bliver lanceret i 1977.

PS-3100 har 1 VCO (lydgenerator), 1 VCF (filter), 1 VCA (forstærker) og EG (Envelope Generator) for hver af de 48 polyfone toner.

Desuden indeholder PS-3100 en ringmodulator, tremolo modulator og LFO (Low Frequency Oscillator).

Tastatur (keyboard) er sammenbygget med elektronikken, så PS-3100 fremtræder som en samlet enhed.

Modulerne er elektrisk separate (adskilte), d.v.s. at en lyd (sound) opbygges ved at forbinde et antal moduler med hinanden v.h.a. korte jack ledninger.

 

KORG PS-3200

Korg PS-3200 er en halv-modulær synth, hvilket vil sige, at modulerne er elektrisk adskilte, men monteret i et fælles kabinet:

Polyfonisk over 48 toner (voices)
2 VCO pr. tone (voice)
Indbygget 7-bånds EQ
VCF (Voltage Controlled Filter) med resonans kontrol og EG (Envelope Generator)
VCA (Voltage Controlled Amplifier) med separat ADSR (Attack, Decay, Sustain, Release) Envelope Generator
Keyboard PS-3010 med 48-toners polyfoni
Hukommelse (memory) med 16 forindstillede presets (sounds or patches)
Kontrolspænding (CV) 0-5V og puls (gate)
Produceret i 1978

Til trods for sine fremragende kvaliteter er PS-3200 kun i produktion i kort tid, og bliver derfor kun fremstillet i få eksemplarer.

Mange år senere (2016) har et fransk firma (UVI) genoptaget produktionen af PS-3200, dog kun som software - et såkaldt virtual instrument.

KORG PS-3200 (Google)

KORG UVS-3200 (YouTube)

KORG UVS-3200 (Keyboard Magazine)

 

KORG PS-3300

Topmodellen PS-3300 har 3 VCO'er pr. tone.

PS-3300 er på samme måde som PS-3200 opbygget halv-modulært (semi-modular). I princippet består den af 3 stk. PS-3100 stakket ovenpå hinanden og forbundet via en indbygget mixer:

48-toners polyfoni, 48 VCO, 48 VCF og 48 VCA.

Hver tangent på tastaturet kan micro-tunes (finstemmes), hvilket er nødvendigt, hvis man vil bruge synthen til fremmede skalaer eller tonearter.

Da PS-3300 bliver lanceret i 1977, ligger prisen omkring 1.200.000 japanske yen, hvilket svarer til 70.000 danske datidskroner (hvad det bliver til, når dansk told, diverse afgifter og avancer indregnes, er ikke rart at tænke på).

 

===================================================

 

Vox Continental (1962)



Det engelske Vox orgel, model Continental

stort billede

Vox Continental orglet kom på markedet i 1962. "Connie", som orglet hurtigt blev døbt, havde det vi i dag kender som en typisk pop-orgel sound. Altså ikke fyldig og fed som et Hammond orgel, men en temmelig tynd, men også karakteristisk lyd. Orglet var i udpræget grad beregnet for de tournérende orkestre, men blev også hurtigt populært i studiet, f.eks. høres orglet på "House of the Rising Sun" (1964) med The Animals og "Light My Fire" (1967) med The Doors.

Continental orglet var sandsynligvis det mest populære orgel i 1960'erne, hvor det blev brugt af mange af de kendte grupper, for eksempel The Dave Clark Five og The Monkees. Uvist af hvilken grund gik det ud af produktion i begyndelsen af 1970'erne. Måske var det på grund af konkurrencen fra andre producenter, måske var det fordi interessen blandt grupperne efterhånden gik mere mod Hammond og dens mange lydmuligheder.

Continental blev markedsført i to forskellige versioner (plus varianter): Enkelt keyboard og dobbelt keyboard. Desuden blev orglet fabrikeret flere steder i verden (England, USA og Italien) med hver deres fordele og ulemper. Konklusionen er, at Vox Continental på trods af en kort produktionsperiode (ca. ti år) opnåede stor succes og store salgstal. Selv i dag foretrækkes "Connie" af en række grupper og musikere verden over.

 


Et kig ned i dyret

 

Vox Continental combo-orglet var bygget op v.h.a. transistorer, som på flere måder var et stort fremskridt i datidens teknologi. Transistorerne arbejdede på en meget lavere spænding end rørerene (oftest under 10 volt), udviklede ikke nær så megen varme, den mekaniske størrelse på orglet kunne gøres meget mindre end tonehjuls-orglet (Hammond) og fungerede generelt meget længere uden service eller reparation. Prisen på orglet var ligeledes kun en brøkdel af det, man for eksempel måtte betale for et Hammond orgel.

De fleste combo orgler i 1960'erne var opbygget nogenlunde ens: 12 OSCILLATORER, som frembringer 12 forskellige toner (en 12-tone skala som på et klaver). En række FREKVENSDELERE sørger for, at tonerne deles en eller flere oktaver ned, således at man ender op med et orgel der dækker f.eks. 4 oktaver (49 tangenter).

Når en tangent på tastatur/keyboard trykkes ned, sendes signalet (tonen) videre gennem en såkaldt BUS (på billedet kaldt "Distribution Wiring") - altså et elektrisk transport-system som fører de forskellige tonegrupper (16 fod, 8 fod, 4 fod og 2 fod) frem til deres respektive FILTRE - et for hver fod (oktav). Her filtreres overtoner fra, så man ender op med et antal karakteristiske lyde (flute, string, reed o.s.v.) på udgangen af filtrene.

Efter igen at være blevet mikset sammen, sendes hele baduljen (samtlige lyde) videre til en PRE-AMP (for-forstærker), som forstærker signalet (lydene) op og evt. tilføjer VOLUME (styrkekontrol), TONE (tonekontrol), VIBRATO ("blævrelyd") og REVERB (rumklang), inden signalet (lydene) sluttelig er klar til at blive sendt ud i det virkelige liv - f.eks. en (combo)forstærker.

Vox Continental (Wikipedia)

Vox Continental (YouTube)

Vox Organs

Combo Organ Heaven

 

===================================================

 

Farfisa Compact (1964)



Farfisa Compact i sit typiske røde antræk

Orgel-serien Compact fra Farfisa omfatter modellerne

Mini Compact,

Compact,

Compact Deluxe og

Compact Duo.

Produktionen af Compact serien blev foregik i Italien i årene 1964 til 1970. Farfisa Compact kom f.eks. på markedet i 1964.

Lyden af et Farfisa-orgel har altid været noget for sig selv. Det skyldes at lydene i et Farfisa orgel frembringes på en anden måde end de fleste andre combo-orgler (f.eks. VOX Continental).

Hvor VOX m.fl. starter med en firkant-puls (50% puls-pause), som derefter filtreres (tonereguleres) i forhold til den stemmeklang man ønsker at frembringe, så starter Farfisa med en savtands-formet puls som filtreres ned til en sinustone (= uden overtoner) - i princippet som et Hammond orgel.

Når organisten derefter regulerer på orglets swell-pedal (v.h.a. højre knæ), tilføres den oprindelige tone et antal overtoner gennem et filter, som varierer i overensstemmelse med swell-pedalens stilling. Grundtonen tilføres m.a.o. et antal overtoner (i overensstemmelse med swell-pedalens stilling), hvorved orglets klang ændrer sig.

Denne metode giver Compact orglerne betydelig flere klangmuligheder end de fleste andre combo orgler, f.eks. den herostratisk berømte "Farfisa-klang", som kan gøres mere skrigende og rå i forhold til de fleste andre combo orgler.

Farfisa

Farfisa Combo (YouTube)

 

===================================================

 

Philips Philicorda (1965)



Philips Philicorda

Når pengene var små og ambitionerne store, kunne man starte musik-karrieren med det prisbillige hollandske Philcorda fra Philips. Det spillede hæderligt, og fremtrådte respektabelt på en scene. Jeg har set en del grupper med dette orgel.

En specialitet var orglets forbindelser, som alle holdt sig til DIN-standarden, hvor resten af branchen anvendte phono-stik og 6mm jack stik. DIN-forbindelserne var udmærket til stereo-anlæg, hvor stikket kun skulle sættes i een gang. Men til transportabelt musik-udstyr, hvor stik blev skubbet ind og ud et utal af gange, var DIN-systemet håbløst.

Til hjemmemusikeren blev orglet leveret med en EP-plade ( "Philicorda Rhythm Record") plus en DIN indgangsbøsning for pladespiller (eller båndoptager), sådan at man på denne måde kunne spille synkront på orglet sammen med trommerne fra pladespilleren:

The recordings on this 33⅓ r.p.m. gramophone record are intended as a rhythm accompaniment to music played on the Philicorda. They have been made with the most frequently used forms of modern popular music in view. The refrain of the majority of these compositions consists of 32 bars or a multiple of 8, 12 or 16 bars. Hence a number of bars of rhythm have been recorded, such that the whole duration of each rhythm variation can be exploited to the full. In order to be able to start playing simultaneously with the rhythm of the record, a few beats, consisting of taps on the wood block, are given as a cue.

Philips orglet kan minde om VOX Jaguar. Desuden kan det lyde som Farfisa Compact, men det har helt klart også sin egen sound.

Kurt "Pastor" Ziegler (Alrune Rod) forsøgte sig i begyndelsen af sin orgelkarriere (1965) med Philcordia. Det fungerede ganske hæderligt.

Philips Philicorda

Philips Philicorda (YouTube)

 

 

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

 

Synthesizeren - trussel eller mulighed?

Synthesizer (Moog, System 55 med udvidelser)

Hvad er en synthesizer?

Jo forstår du, det er.......æh...øh.....det er ikk fordi.....vi har i mange år....ja ja....
en synthesizer er et elektronisk apparat til kunstig frembringelse og bearbejdning af lyd, kunne man for eksempel svare.
Velegnet til at efterligne instrumenter og andre lyde, kunne man tilføje, og
sædvanligvis styret fra et keyboard (klaviatur), kunne man afslutte.

Synthesizeren har igennem sin udvikling bredt sig til så mange områder, at den i dag ofte fungerer som et komplet studie med flerspors båndoptager, mixerpult, lydmoduler, kontrol af lys, lyd og sengetider.

Med opfindelsen af synthesizeren fik musikere og studier mulighed for konkret og kreativt at arbejde med lyd i almindelighed og musik i særdeleshed. Processer, som før havde været enormt tidskrævende og involveret masser af musikere og teknikere, kunne nu realiseres af én person ved (stærkt forenklet) at trække et par ledninger og trykke et par knapper.

Der er gået en del forsøg forud, bl.a. Theremin'en og Ondes Martenot i 1920'erne, men ellers skal vi op omkring 1945, hvor canadieren Hugh Le Caine bygger den første spændingsstyrede synthesizer - Electronic Sackbut (elektronisk sækkepibe).

Keyboard Magazine havde omkring 1980 vedlagt en plade, som demonstrerede Caines opfindelse. På optagelsen forklarer han apparatet og giver prøver på lyden, som er meget imponerende - ofte bedre end lyden på langt senere instrumenter. Desværre bliver hans opfindelse aldrig sat i serieproduktion, og ganske ulykkeligt omkommer han ved en trafikulykke i 1977, hvorfor kun et fåtal kender Caine eller hans banebrydende eksperimenter.

På hjemmefronten har vi Else Marie Pade, som var en af de første danskere til at komponere elektronisk musik (lydbilleder var måske et bedre ord) ved hjælp af tonegeneratorer, spolebåndoptagere (båndsløjfer) og hvad der ellers fandtes af virkemidler i datiden.

"Syv Cirkler" (1958)

"Fordømmelse" (1962)

"Faust" (1962)

Da vi kommer op i midten af 1960erne dukker MOOG synthesizeren op. For de fleste står MOOG som den oprindelige synthesizer, og selv om det ikke er historisk korrekt, var Robert Moog manden der gjorde synthesizeren kendt. Ikke tilgængelig for gud og hvermand, men for de musikere og studier som var indstillet på at betale en mindre formue for en lille monofonisk (en-tonet) dims. Selv i dag har den gamle MiniMoog et særligt renommé, fordi dens lyd- og kontrolmuligheder er så suveræne.

Manfred Mann har igennem alle årene foretrukket Mini Moog frem for alt andet, fordi den har den rigtige lyd og de nødvendige kontrolmuligheder. På Moogen kan man kontrollere alle detaljer LIVE (i real time som det hedder), mens man på den digitale synth stort set er fastlåst til et antal forud-bestemte lyde. Derfor sværger Manfred til to stk. oldgamle monofoniske Moogs, som stadig fungerer og stadig serviceres (læs f.eks. 1991 interviewet). Først fornylig (2003) skilte Manfred sig af med den ene MiniMoog, som blev solgt på en net-auktion for 2500 Euro.

Gruppen TOTOs keyboardmand David Paich (som i mellemtiden har skiftet køn) var især før deres hit-periode en meget anvendt studiemusiker. Alle vidste han kunne lave den rigtige lyd. Det kunne han bl.a. fordi han kom slæbende med et læs monofoniske Moogs på en lastvogn. Bagsiden af medaljen var, at det tog en fandens tid at sætte systemet op og bringe det i termisk balance. Ofte brugte han 3-4 timer på at lave den ønskede lyd. Men stjernerne fandt sig i det. Ville man have den rigtige sound, måtte man vente....og betale naturligvis (gnæk gnæk).

Den analoge synthesizer havde sin fordel i de mange indstillingsmuligheder, som samtidig var dens svage punkt, idet den var meget temperaturfølsom (Moog var ingen undtagelse). En lampe, som f.eks. lyste ind på et oscillator-modul, kunne få katastrofal effekt. Træk i lokalet, variende temperatur, skiftende sollys, ændringer i den elektriske belysning - alt påvirkede.

Indledningsvis skulle systemet helst stå og hygge sig med sig selv i et par timer for at oscillatorer og filtre kunne finde - og bevare - den termiske balance ("holde tonen") over en længere periode. "Længere" er i denne forbindelse ikke over 20 minutter. Så skulle der efterjusteres. Dernæst skulle hver ny lyd bygges op fra bunden med forbindelse af ledninger, indstillinger af knapper o.s.v. Som belønning for alt besværet fik man i sidste ende en lyd, der var præcis som man ønskede - ofte mere til.

Månedens billede viser et Moog system hjemme i studiet hos Wendy Carlos. Hun udsendte i 1968 en LP med titlen "Switched on Bach". Her var den gamle komponist taget under kærlig behandling af Moog synthesizeren. Pladen blev en bragende succes og viste, hvad synthen kunne bruges til. Senere fulgte "Well-tempered Synthesizer" og musik til "A Clockwork Orange", hvor en Vocoder for første gang høres. Musik til Disney-filmen "Tron" er ligeledes skrevet (og udført) af Carlos.

Vocoder blokdiagram

Korg vocoder VC-10

Vocoder Questions

Moog, System 55

Hun er en overmåde begavet musiker og komponist. En fyldestgørende beskrivelse af hendes bedrifter ville fylde en halv bibel, men heldigvis har hun oprettet sin egen hjemmeside, hvor vi savlende kan kigge med.

Vi skal op i 1970erne før udvalg og priser er sådan, at almindelige dødelige kan være med. Alle de kendte mærker lancerer deres første monofoniske (en-tonede) synthesizere i begyndelsen af dette årti, f.eks. ROLAND, YAMAHA og KORG (Kurts grundsystem bestod f.eks. af KORG MS-20, MS-50 og en expression pedal).

Næste trin i udviklingen var den analoge synth med digital styring, som kom frem i slutningen af 1970erne. Her kunne alle indstillinger og forbindelser programmeres ind på forhånd og kaldes frem ved tryk på en knap. Det gjorde betjeningen lettere, men det var også her glansen gik af Gertrud; charmen ved at fabrikere sin egen helt personlige lyd var forsvundet.

På samme tid fremkom den polyfoniske synth, som kunne spille flere toner ad gangen. Dette medførte at interessen flyttede sig fra den monofoniske analoge synth til den polyfoniske med digital styring. Interessen flytter sig endvidere fra eksperimenter til færdige instrumentlyde (klaver, trompet, violin o.s.v.), hvor man med tryk på en knap kalder en ny lyd frem.

Med indførelsen af den digitale synthesizer i begyndelsen af 1980erne var eksperimenternes tid ovre. I den analoge synth (uanset om styringen var analog eller digital) var lydene elektronisk frembragt, men nu begyndte man at lave digitale optagelser - samplinger - af virkelige instrumenter. For eksempel kunne man sample et flygel tangent for tangent, og derefter afspille lyden via en digital synthesizer (et digitalt keyboard). Nu var det fikse og færdige lyde som lå derinde og bare ventede på at blive trykket af. Det lød imponerende - dengang.

For selvfølgelig holdt benovelsen kun en tid, så opdagede man at medaljen også havde en bagside. Det vil føre for vidt at beskrive alle de lydmæssige problemstilinger, som teknikere, musikere og ingeniører i alle årene har kæmpet med, men humlen er ihvertfald, at heller ikke de samplede lyde løste problemerne en gang for alle. Tværtimod viste de sig at medføre andre ulemper (jfr. Murphy: Man løser eet problem og skaber to nye). Derfor har fabrikanterne eksperimenteret videre med rene digitale løsninger (f.eks. YAMAHAs algoritmer) samt forskellige former for blandinger af samplede og elektroniske lyde, som f.eks. ROLANDs LA-syntese (Linear Arithmetic Synthesis).

Der Endlösung?
Visionen - at een mand fra sit klaviatur skal kunne frembringe og kontrollere en hvilken-som-helst lydlig frembringelse, så ingen kan høre forskel på illusion og virkelighed - arbejdes der stadig på. Men selv med dagens tekniske formåen, er der ikke noget som kommer i nærheden af det akustiske instrument, hverken lydmæssigt eller fysisk. At sidde foran et Bösendorfer flygel, hvor det håndværksmæssige og musikalske går op i en højere æstetisk enhed, det kan ikke - og skal ikke - erstattes af en elektronisk dims. Til gengæld har synthen så mange andre fordele, at den i dag betragtes som en naturlig del af ethvert større orkester.

Da James Last var i Danmark i 1998, var hans store orkester bestykket med bl.a. to keyboards, 16 violiner(!), en trækharmonika plus alle de andre instrumenter, som er en del af et moderne orkester. Det er selvfølgelig ikke noget James kun gør for sjovs skyld og narrestreger. Han gør det også fordi instrumenterne hver især kan noget som de andre - herunder synthen - ikke kan

Med til historien om synthesizeren hører også, at den har været med til at fjerne mange gode musikerstillinger i teatre, pladestudier og lignende. Professionelle musikere har ofte måttet se sig erstattet af en enkelt mand med en møgkasse under armen. Det har skabt bitterhed og boycot, som f.eks. da det engelske musikerforbund i en periode udstedte forbud mod samarbejde med synth-aber uanset race, religion eller foretrukne ølmærke.

På sæt og vis kan man sammenligne synthesizerens stilling med gravemaskinen. Da den kom frem, overflødiggjorde den mange mennesker og var forståeligt nok frygtet og forhadt. Gradvist blev den dog accepteret, da man fandt ud af, at der også var fordele ved maskinen......i dag vil ingen vist undvære den.

Konklusionen af det hele må blive, at synthesizeren med sine fordele og ulemper så at sige har fundet sin plads i lydbilledet. Vi har vænnet os til tanken - og lyden.

 

===================================================

 

Den analoge synth (1964)


Fremkomsten af den analoge monofoniske synth gjorde det muligt at fremstille sine egne helt personlige lyde. Det havde indtil da været forbeholdt kostbare lydlaboratorier, hvor almindelige dødelige ingen adgang havde - dels på grund af prisen, dels på grund af kompleksiteten.

Pludselig var det muligt at fremstille lyde, som man måske ellers skulle tro "naturen" eller "virkeligheden" havde eneret på - f.eks. musikinstrumenter. Desuden kunne man med synthesizerens hjælp fremstille lyde, som hverken natur eller mennesker nogensinde havde tænkt på. Man kunne for den sags skyld bygge hele musikstykker eller lydcollager op, hvor eneste medvirkende var en synthesizer. Eller man kunne bruge synthen som en nyttig sidekammerat til at lave understøttende lyde og lydeffekter, som ellers ville være umulige at realisere.

Hvordan virker synthesizeren så?

Den korte forklaring er, at den analoge synth i sin grundform består af tre moduler:

- en VCO, Voltage Controlled Oscillator (= en spændingsstyret oscillator / lydgenerator),
- en VCF, Voltage Controlled Filter (= et spændingsstyret filter / tonekontrol) og
- en VCA, Voltage Controlled Amplifier (= en spændingsstyret forstærker).
Den styrende spænding kommer fra et keybord (tastatur), et ADSR modul eller fra en anden styre-enhed.
VCO oscilatoren frembringer een tone ad gangen, f.eks. A 440 Hz.
Tonehøjden bestemmes af den spænding som tilføres styreindgangen (fra et keyboard ell. lign.).
Tonen kan groft sagt være sinusformet, trekantet, savtakket/-tandet eller firkantet,
hvilket påvirker tonens klang (klang = indhold af harmoniske og/eller uharmoniske overtoner).

VCF filteret/tonekontrollen reguleres i overensstemmelse med den spænding som tilføres styreindgangen (fra et ADSR modul etc.).

VCA forstærkeren regulerer lydstyrken i overensstemmelse med den spænding som tilføres styreindgangen (fra et klaviatur, ADSR modul etc.). VCAen er iøvrigt ikke en højttalerforstærker - den kan højst trække en lille hovedtelefon.

Disse tre enheder er det grundlæggende i den analoge synth.

For at efterligne lyde kræves der desuden som minimum et såkaldt ADSR (Attack-Decay-Sustain-Release) modul. Den enkelte tone fra et instrument, f.eks. et klaver, er kendetegnet ved

- en indklingningstid (Attack time) fra det øjeblik tangenten anslås til det øjeblik tonen når sit højeste niveau,
- en henfaldstid (Decay time) fra højeste niveau til et holde niveau,
- et holde niveau (Sustain level) som bevares så længe tangenten holdes nede, samt
- en udklingningstid (Release time) som varer fra det øjeblik tangenten slippes til det øjeblik lyden er helt væk.

Alle fire parametre (ADSR) kan justeres individuelt, hvorved det bliver muligt i princippet at efterligne en hvilkensomhelst lyd og et hvilketsomhelst instrument.

Ved at tilføre en ADSR-kurve til VCF-filterets styreindgang, kan man på denne måde efterligne instrumentets klangmæssige egenskaber.

Ved at tilføre en ADSR-kurve til VCA-forstærkerens styreindgang, kan man på denne måde efterligne instrumentets styrkemæssige egenskaber.

Ovenstående er selvsagt en kort og generel forklaring på den analoge monofoniske synthesizer. Når man dykker ned i en konkret opgave, opdager man hurtigt hvor mange muligheder der er, for at løse en lydmæssig problemstilling. Det er fantastisk spændende at arbejde med disse ting, og jeg kan kun anbefale interesserede at gå i gang - man får hurtigt en langt mere analytisk opfattelse af lyd generelt og syntetisk lyd specielt. Det kan komme én til gavn i mange andre sammenhænge, når man på denne måde aktivt arbejder med lyd og lydkonstruktion.

 

Synthesizer

Subtraktiv syntese

How do synthezisers work?

 

===================================================

 

Moog (1964)


Robert Moog sendte firmaets første modulopbyggede synthesizer på markedet i 1967. Det startede tilbage i 1964, hvor Moog byggede analoge synthesizere på bestilling. Det var en modul-opbygget spændings-kontrolleret synthesizer. Den blev desuden fremvist og demonstreret samme år på AES messen.

Moog synth'en var fra begyndelsen udstyret med et klaviatur, som kom til at danne skole for de efterfølgende synths fra egne og konkurrerende rækker. Moog fastlagde desuden en række de facto standarder for den analoge synthesizer, f.eks. 1-volt-per-oktav systemet (tilfører man f.eks. 1 volt til VCO'en, afgiver den en bestemte tonehøjde, tilfører man 2 volt til VCO'en, afgiver den dobbelt tonehøjde).

Det var Wendy Carlos som i 1968 gjorde den modul-opbyggede synthesizer berømt. Det skete, da hun udsendte LP'en "Switched on Bach", hvor Moog synth'en var eneste medvirkende på pladen.

Den modulopbyggede synth fra Moog bliver anset for at være den oprindelige (og bedste) synthesizer. For selv om digitale synths og samplers er mere brugervenlige end et analogt modul-system (og langt billigere), er de modul-opbyggede Moogs fortsat i høj kurs hos samlere og musikere.

Modul-systemet består af et antal forskellige moduler monteret i et kabinet. Hvert modul har sit specielle formål, f.eks. VCO (Voltage Controlled Oscillator), som har til formål at frembringe en tone, afhængig af den (styre)spænding som tilføres VCO'ens styreindgang.

Fordi den modulære synth er opbygget af indbyrdes uafhængige moduler, kan disse forbindes på mange forskellige måder, og på denne måde skabe en række lydmuligheder, som man ikke havde kendt før.

      


      Minimoog på bordet

I 1970 fulgte model Minimoog, som var alt andet end modulær, men til gengæld meget enkel at betjene. Den blev hurtigt populær hos musikere, fordi den var så let at betjene og fordi en række lydindstillinger kunne ændres løbende mens man spiller på Minimoog'en.

De største modeller blev fremstillet i årene 1972 til 1981, hvor Moog 15, Moog 35 og Moog 55 systemerne kom på markedet.

 

Moog synthesizer (Wikipedia)

Moog Prodigy (YouTube)

Moog, MiniMoog (YouTube)

Moog, Modular Synthesizer (Wikipedia)

 

===================================================

 

Oberheim (1969)



Oberheim Two Voice

Oberheim selskabet blev startet i 1969 af Tom Oberheim.

Oberheim's første produkt var et monofonisk modul kaldet SEM (Synthesizer Expander Module), som blev anvendt i firmaets efterfølgende synthesizere. SEM modulet bestod af 2 VCO (Voltage Controlled Oscillator), 2 VCF (Voltage Controlled Filter), 2 ADR (envelope generator) og 1 stk LFO (Low Frequency Oscillator) - men intet keyboard (tastatur).

I sin 20-årige levetid lancerede Oberheim en række epokegørende synths, f.eks. model Two Voice, som var den første polyfone og programmérbare synth på markedet i 1975. De to stemmer blev muliggjort ved at koble 2 SEM moduler sammen med et 37-tangenters tastatur plus en analog sequencer.

Herefter fulgte en række polyfone synths, f.eks. model Four Voice og model Eight Voice (1977), som havde det tilfælles, at de var opbygget v.h.a. et antal SEM moduler.


      Oberheim 4-Voice

stort billede

Senere fulgte en række modeller som f.eks. OB-X, OB-1 og OB-8.

Oberheim Electronics

Tom Oberheim.com

 

===================================================

 

WERSI (1969)


WERSI model Scala

stort billede

 

WERSI blev startet i 1969 af brødrene Franz i Tyskland.

I 1970 udviklede firmaet et system af byggesæt, som gjorde det muligt for kunden at bygge et orgel af rimelig kvalitet til en rimelig pris.

I midten af 1970'erne spillede kunstnere som Franz Lambert og Klaus Wunderlich på WERSI - såvel på tourné som på plader.

I 1987 blev den digitale model Spectra præsenteret på en række musikmesser verden over.

I 1990'erne udviklede WERSI den digitale Grand Piano serie og Pegasus keyboard'et.

I slutningen af 1990'erne udvikler WERSI det såkaldte OX7 drawbar modul, og starter udviklingen af en helt ny serie af instrumenter: OpenArt-System (OAS).

OAS instrumenter består af automatiske keyboards og orgler, som er baseret på PC teknologi. I 2001 sendes det første instrument på gaden, som kører på OAS software. Systemet er helt åbent og kan opgraderes af enhver med en smule kendskab til PC-teknologi.

I 2010 skifter WERSI ejer. De tyske brødre sælger firmaet til distributøren Music Store Professional, som står for salg og service, mens produktionen af WERSI orgler overtages af kinesiske MEDELI.

I 2011 præsenteres det kinesisk producerede Pegasus Wing keyboard på Frankfurt Musikmessen.

 

Han så lyset
Det var Ole Erling, der gjorde Wersi orglet berømt i Danmark. Han havde fået en åbenbaring i 1982, hvorefter al optræden foregik sammen med Wersi Scala orglet:

- 2 x 5 oktavers tastatur (keyboard)
- 25 tangenter bas pedalspil
- One Touch kontrol

Komplette arrangementer hentes frem ved tryk på én knap (One Touch).
One Touch funktionen husker alle indstillinger for klang, rytme, styrke, tempo o.s.v.

Hvis man derudover har ambitioner om at synge, kan orglet udstyres med en Vocal Harmonizer, som tilsætter flerstemmigt kor til organistens mere eller mindre velklingende stemme.

Orglet indeholder desuden en Karaoke funktion, hvor organisten kan brillere på toppen af MIDI sang filer.

Pris $25,720

Ole Erling var aldrig nogen stor musiker, og med Wersi orglet blev det heller aldrig nødvendigt. Scala modellen har indbygget så meget automatik, at man med rette kan spørge, om det er organisten eller orglet der spiller.

 


Ole Erling og hans Wersi orgel

 

Ole Erling

Wersi Danmark

Wersi Music

Wersi (Wikipedia)

 

===================================================

 

ARP Odyssey (1972)


Den analoge ARP Odyssey synthesizer kommer på markedet i 1972. Den skal ses som et svar på Moog's Minimoog synth, som på den tid kostede 1500 dollars i USA (det blev til 25.000 papkroner i Danmark).

ARP er i udpræget grad lavet med performance (optræden) for øje, idet en række parametre (indstillinger) kan ændres løbende mens man spiller (v.h.a. forskellige skydepotmetre og knapper på frontpanelet).

Odyssey er opbygget med 2 VCO'er (oscillatorer), hvilket betyder at man kan spille to toner samtidigt. Det er helt nyt på dette tidspunkt (1972).

Lyden man får ud af VCO'en er forskellig alt efter, hvilken kurveform tonen har. På Odyssey kan man vælge mellem kurveformerne savtand (sawtooth), firkant (square) og pulsform (pulse wave), hvor man løbende kan ændre pulsen (puls-pause forholdet) efter forgodtbefindende.

Synth'en indeholder i det hele taget en lang række faciliteter, som kan reguleres (ændres) løbende, og som derfor gør den meget brugbar på scenen.

ARP fortsætter produktionen af Odyssey modellen med mindre ændringer op gennem 1970'erne og slutter af med Odyssey Mark III versionen i 1981.

I hovedsagen er modellerne:

Odyssey Mk I (Model 2800)
ARP Odysseys produced between 1972 and 1975, referred to as Mark I, were white-faced Odysseys that used a 2-pole voltage-controlled filter, which were similar to Oberheim SEM modules. Some late models used a black and gold color scheme and include CV/gate jacks like the later Mark II's. These earlier units contained a greater number of internal adjustments and were slightly more difficult to calibrate.

Odyssey Mk II (Model 2810-5)
Odyssey Mark II's were produced between 1975 and 1978. They are largely similar to Mark I's; the main differences are the use of the black and gold color scheme and the inclusion of CV/gate in all models. These models also use a four-pole VCF, which were similar in des ign to Moog's four-pole filter. Subsequent models, however, use a different four-pole low-pass filter designed by ARP, the 4057 filter. A later filter with a similar design, the 4072, was used in the 2600, Omni, Axxe, Solus, and other ARP instruments.

Odyssey Mk III (Model 2820-2823)
Mark III was produced between 1978 and 1981, and was the last model until Korg's revival of the Odyssey in 2015. Mark III's are also the most common models of the Odyssey. The Mark III used ARP's four-pole 4057 filter and introduced proportional pitch control (PPC). PPC was a pitch bend system created by ARP that used pressure-sensitive buttons to control bend up, bend down, and vibrato. Older models had used a standard knob. Apart from the new filter and pitch bend, the distinguishing feature of the Mark III is its orange and black color scheme, which was consistent with other contemporary ARP instruments. Mark III Odysseys also have unbalanced XLR outputs, in addition to unbalanced 1/4" outputs.

Herefter er der stilhed, indtil KORG (i samarbejde med ARP designer og grundlægger David Friend) i begyndelsen af 2015 genudsender ARP synthesizeren med en række udvidelser og forbedringer. Jeg bemærkede f.eks. at Odyssey lå i vinduet hos Åge Jensen (4Sound) under januar-udsalget i 2016.

ARP Odyssey reissued by Korg in 2015
The ARP Odyssey was reissued by Korg in 2015 with modifications to make the instrument more modern. The Korg ARP Odyssey introduced MIDI in and USB MIDI, as well as a separate headphone output and balanced XLR output. It also adds a drive option to distort the voltage-controlled amplifier. Korg's models include features of all three of the original Odyssey models, including the ability to switch between their filters and portamento behaviors. The design is modeled after the Mark I, but in a reduced size; the color scheme follows the Mark III, although Mark I and II styles were available in limited editions.

ARP Odyssey

ARP Odyssey

 

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

 

ROLAND (1973)


Det japanske firma Roland Corporation blev startet i 1972 og har i dag (2015) fabrikker i USA, Taiwan, Italien og Japan. Virksomheden har spredt sig over mange forskellige musik-produkter, f.eks. synthesizere, rytmeboxe, guitar-synths, digitale pianoer, orgler, keyboards og meget andet.

Derfor er firmaet underdelt i en række specialer, f.eks.

Boss (guitar pedaler, effects units, trommemaskiner og transportabelt indspilningsudstyr),

Edirol (digitalt mobilt lydudstyr) og

Rodgers (el-orgler og pibeorgler).

Der går mange fantasifulde rygter om, hvorfor et japansk firma vælger at kalde sig Roland, men sagen er, at navnet blev valgt med henblik på eksport, fordi "Roland" er let at udtale på de fleste sprog.

En gennemgang af samtlige Roland synth produkter vil tage et halvt århundrede. Lad os derfor nøjes med at tage nogle få udpluk fra Roland's produktion:

Roland SH-3 (1973)
Det tidligste eksempel på en "klassisk" japansk synthesizer.

Roland SH-1000 (1973)
Japan's første kommercielle keyboard synthesizer.

Roland SH-2000 (1974)
En synth med anslagsfølsomme tangenter og presets,
som skulle tage kampen op med ARP Pro Soloist.

Roland SH-5 (1975)
Lille smart synth med 2 VCO, 2 LFO, 2 VCF, 2 VCA, hvid og lyserød støjgenerator m.m.

Roland System-100 (1975)
Roland's første forsøg på en modulær synth.

Roland System-700 (1976)
Roland's første modul-synth i professionel kvalitet.

Roland Jupiter-4 (1978)
Roland's første synth i Jupiter serien og blandt de første poly(foniske).

Roland VK-09 (1978)
Et tidligt forsøg på at clone Hammond orglet.

Roland System-100M (1979)
Halvprofessionel modulær synth til studiebrug. Efterfølger til System-100.

Roland VK-1 (1980)
Et forsøg på at clone Hammond B3.

Roland Juno-60 (1982)
Programmérbar polyfonisk synth med digitalt styrede VCOs.

Roland SH-101 (1982)
Synth der bæres som en guitar.

Roland JX-3P (1983)
Programmérbar polyfonisk synth med presets. Den første Roland synth med MIDI.

Roland S-10 (1986)
Digital Sampling Keyboard

Roland D-50 (1987)
Roland's første 100% digitale synth.

Roland E-20 (1988)
Roland's første keyboard til suppe-steg-og-is musikeren.

Roland W-30 (1989)
DAW - Digital Audio Workstation

Roland JD-800 (1991)
Digital synthesizer opbygget i det ydre som en analog synth.

Roland XP-80 (1996)
DAW - Digital Audio Workstation

Roland VK-7 (1997)
Hammond organ clon.

Roland Corporation

 

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

 

Sequential (1973)


Sequential Circuits var en amerikansk virksomhed, grundlagt i 1973 og videresolgt til Yamaha i 1987 og - for at det ikke skal være løgn - er tilbagekøbt i 2015. Her er et par af firmaets vigtigste produkter:

Prophet-5 (1978)
Prophet 5 er en fuldt programmérbar analog synth. Polyfonisk over fem toner (2 VCOs for hver tone). PATCH MEMORY STORAGE, d.v.s. programmérbar hukommelse for alle knappers indstilling (potmetre, afbr. etc.), hvilket gør det muligt hurtigt at fremkalde en ønsket lyd ved tryk på een knap.

Prophet-10 (1980)
Prophet-10 er noget i retning af to stk. Prophet-5 bygget sammen i eet kabinet. Polyfonisk over 10 toner, indbygget digital sequencer, kan afspille to forskellige lyde samtidig.

Pro One (1981)
Pro One er en low-cost version af Prophet-5.

Prophet 600 (1982)
Den første MIDI synth på markedet.

Six Trak (1984)
Analog 6 VCO, polyfonisk over 6 toner. MIDI in, out, through.

Prophet VS (1986)
Sequential's første og sidste digitale synth.

Sequential Circuits

 

===================================================

 

Yamaha (1974)


Yamaha firmaet er så gammelt, og har spredt sig over så mange områder (motorcykler, skibsværft, våben, elektronik m.m.), at ingen længere kan huske hvornår det hele egentlig startede. Men det har været engang i 1800-tallet.

På elektronik-fronten kom den første Yamaha-synth på markedet i 1974: model SY-1.
Analog monofonisk synth. 1 VCO, 1 VCF, 1 VCA. Sådan!

Yamaha GX-1
Analog polyfonisk synth, der fungerede som prøvestation for senere instrumenter i et mere tilgængeligt prisleje.
En voldsom sag fra 1970'erne, som også tiltalte Stevie Wonder. Han optrådte flere gange med dyret og brugte det på flere albums (bl.a. 1976 LP'en "Songs in the Key of Life").
Yamaha importøren på Ndr. Fasanvej havde maskinen stående i en periode omkring 1974, hvor vi var mange som var inde og beundre dette elektroniske monster, som kun de færreste forstod noget af.
Konsol (højde, bredde, dybde): 114 x 160 x 80 cm
Konsol vægt: 300 kg.
Bænk (højde, bredde, dybde): 67 x 146 x 66 cm
Bænk vægt: 60 kg.
Fodpedaler vægt: 87 kg.
4 rørforstærkere vejer: 564 kg. (141 kg. stykket)
Vi er dermed tæt på 1 ton totalvægt for hele GX-1 systemet.
Prisen er til gengæld lige så tung:
GX-1 kostede dengang i 1970'erne $60,000, hvilket svarer til over 300.000 dollar i nutidspenge (2015).
På grund af sin høje pris, vægt og kompleksitet, blev GX-1 kun produceret i ganske få eksemplarer, sandsynligvis færre end 100.
Yamaha GX-1 Manual
Yamaha GX-1 (YouTube)

Yamaha DX7 (1983)
Et digitalt pletskud fra Yamaha med en ny teknik, som rykkede DX-7 op i sin egen liga.

Yamaha Synth

 

===================================================

 

SYNCLAVIER (1975)


1982 annonce for Synclavier

 

Synclavier var på enhver måde forud for sin tid. Hovedmodellen, som blev produceret i forskellige varianter fra 1970 til begyndelsen af 1990'erne, var en komplet synthesizer og digital arbejdsstation (DAW - Digital Audio Workstation) banket ned i en lille nydelig trækasse med et ditto keyboard.

Apparatet var lavet sådan, at udvidelser og ændringer løbende kunne foretages. Derfor var der heller ikke behov for at markedsføre nye modeller - man opdaterer simpelthen den eksisterende.

Da MIDI standarden (Musical Instrument Digital Interface, den elektriske kommunikation mellem elektriske musikinstrumenter) i begyndelsen af 1980erne blev diskuteret på plads mellem de forskellige aktører på området, stod Synclavier alene med tekniske krav og løsninger som de øvrige firmaer enten

- ikke var i stand til at følge, eller
- ikke troede på, at forbrugeren i sidste ende ville (eller kunne) betale.
Derfor tilsluttede Synclavier sig heller aldrig MIDI-standarden, men kørte sit eget high-tech sololøb. Til gengæld var deres udstyr oppe i en klasse, hvor de øvrige godt kan pakke sammen: state-of-the-art, let betjening, alt er muligt, alt er en fornøjelse. Systemet er solgt til mange studier og enkeltmusikere over hele verden (mest USA naturligvis), f.eks.

- Oscar Peterson,
- Frank Zappa og
- Hvem-der-bare-var-hvid-og-lavet-af-plastic Jackson.

Til trods for sin høje pris, solgte Synclavier udmærket, men virksomheden løb af uransagelige årsager ind i økonomiske vanskeligheder i begyndelsen af 1990erne og er i dag (2015) lukket mere eller mindre ned.

Synclavier (Google Pics)

Synclavier (Wikipedia)

Synclavier (YouTube)

 

===================================================

 

FAiRLiGHT (1979)


 

The Fairlight CMI (Computer Musical Instrument) is a digital sampling synthesizer. It was designed in 1979 by the founders of Fairlight, Peter Vogel and Kim Ryrie, and based on a dual-6800 microprocessor computer designed by Tony Furse in Sydney, Australia. It rose to prominence in the early 1980s and competed in the market with the Synclavier from New England Digital.

En anden fabrikant, som på samme tid som Synclavier lavede højteknologiske digitale maskiner var Fairlight, som med deres komplekse udstyr tiltalte den mere eksperimenterende eller nørdede musiker og komponist.

Firmaet kom frem med en lang række modeller, den første Fairlight CMI Series 1, kom på markedet i 1979. Senere fulgte Series II modellen og den sidste, Fairlight CMI Series 3, blev sendt på markedet i 1985.

En lang række musikere har benyttet Fairlight på deres indspilninger, f.eks. Peter Gabriel, Brian Eno og Stevie Wonder og de to maskiner, Synclavier og Fairlight, blev i en årrække betragtet som ligeværdige konkurrenter. Desværre var omkostningerne ved at udvikle en ny model meget dyr i ingeniør-timer, hvorfor udviklingsomkostningerne i sidste ende blev det, der knækkede Fairlight i 1990.

Fairlight CMI (Google Pics)

Fairlight CMI (Wikipedia)

Fairlight CMI (YouTube)

 

===================================================

 

MIDI (1980)


 

MIDI standarden (Musical Instrument Digital Interface, den elektriske kommunikation mellem elektriske musikinstrumenter) bliver i begyndelsen af 1980'erne diskuteret på plads mellem de største aktører på området.

Og selv om enkelte firmaer (f.eks. New England Digital med deres Synclavier) ikke tilslutter sig standarden, så har den vist sig så levedygtig, at praktisk taget alle i dag følger den.

Og hvordan virker MIDI så?

Kort fortalt er MIDI en standard (eller aftale) mellem de fleste fabrikanter indenfor elektroniske musikinstrumenter.

Formålet med MIDI standarden er, at de forskellige fabrikater skal kunne udveksle noder (først og fremmest tonehøjde og -længde) med hinanden. Udvekslingen foregår v.h.a. det binære talsystem, som er fundamentet i det digitale musikformat. Computere, synthesizere, lydkort, trommemaskiner og mange andre elektroniske instrumenter kan dermed udveksle information med hinanden ("tale sammen"). Eksempelvis kan man styre ovennævnte apparater fra et MIDI keyboard.

Standarden er senere blevet udvidet flere gange, således at man med GM1 eller GM2 standarden f.eks. kan bestemme, hvilken lyd og hvor mange (polyfoniske) lyde der skal aktiveres.

MIDI har kort sagt vokset sig til et stærkt stykke værktøj, når der arbejdes med digital lyd. Det er ret fantastisk, at stort set alle de førende fabrikanter inden for området er blevet enige om MIDI standarden i fællesskab. Hurra for det!

 

MIDI

General MIDI (1991)

Hvad er GM formatet?

 

===================================================

 

DAW - den digitale arbejdsstation (1980)

Se Plade- & musikproduktion for yderligere omtale.

 

===================================================

 

Clavia NORD (1983)


Det svenske firma Clavia startede i 1983, hvor ophavsmand og grundlægger Hans Nordelius udviklede en række digitale produkter, bl.a. det digitale DDRUM trommesæt, som hurtigt kom til at sætte standarden for digitale trommer.

Men ellers er det de røde NORD keyboards, som har gjort firmaet kendt. Således markedsførte man i 1995 Nord Lead, som i realiteten var en synth med digtal styring af de analoge lyde.

Det viste sig ved, at der blev anvendt digitale kredsløb (de såkaldte DSPs - Digital Signal Processors) til at styre de forskellige analoge lyde og effekter, hvilket resulterede i en fed og varm lyd, som de rent digitale synthesizere (på dette tidspunkt af udviklingen) manglede. Nord Lead synthen var også speciel ved at være forsynet med et stort antal potmetre på fronten, som gav musikeren direkte adgang til de forskellige lydparametre, uden først at skulle igennem en række skærm-redigerings-menuer.

Nord Lead var 4-tonet polyfonisk, men kunne udvides til 12 toner via et ekspansions-kort.

Nord Lead (Wikipedia)

I 1997 fulgte Nord Lead 2, som med en række forbedringer bl.a. var udvidet fra 4 toner til 16 toners polyfoni.

Nord Lead 3 blev sendt på markedet i 2001. Den var på alle punkter en forbedring af 2'eren. Den mest iøjnefaldende ændring var, at alle knapper (potmetre) fra 2'eren var ændret til drejeknapper uden mekanisk stop - d.v.s. man kunne dreje knappen rundt i det uendelige. Samtidig kunne man aflæse den indstillede værdi på et bånd af LEDs, som var monteret rundt om knappen.

3'eren fik mange fine anmeldelser, da den kom frem, men på grund af en betydelig højere produktionspris (og dermed salgspris), fortsatte efterspørgslen efter Nord Lead 2. Fabrikken updatede derfor 2'eren med en version, som de kaldte Nord Lead 2x. Den blev sendt på markedet i 2001 og var på alle punkter en forbedring i forhold til den gamle 2'er. Den var bl.a. udstyret med hurtigere processorer, bedre D/A convertere og ikke mindst: 20-toners polyfoni.

Nord Lead 3 gik ud af produktion i 2007, mens Nord Lead 2x fortsatte.

Nord C1 Combo Organ så dagens lys i 2005. Den var en mindre revolution, fordi det pludselig var muligt at få den eftertragtede Hammond-sound, pakket ned i et lille rødt bærbart kabinet, som oven i købet så delikat ud. Tonehjuls-teknikken, hvor man frembringer lyden v.h.a. mekaniske (og magnetiske) hjul der drejer rundt, og som ellers er en Hammond specialitet (og grunden til at Hammond orgler lyder så godt som de gør), er i C1'eren samplet og opbevaret i en lille IC - elegant og genialt. På samme måde med den snurrende Leslie speaker iøvrigt, som er gemt på samme måde i C1'eren. Sammen med et dobbelt tastatur, og en vægt omkring 15 kg., var C1 svaret på en bøn for alle de Hammond-musikere, som havde slidt ryggen i laser af at slæbe model B3 frem og tilbage og op og ned gennem mange år.

Udover Hammond-lydene kan C1 simulere Vox Continental orglet og Farfisa Compact Deluxe orglet plus et gammeldags kirke(pibe)orgel.

Nord C1 Combo Organ (Google Pics)

Nord C1 Combo Organ (YouTube)

 


 

I 2012 kommer efterfølgeren Nord C2D på markedet. Den er en videreudvikling af C1-modellen, hvor de forskellige simuleringer (Hammond B3, Vox & Farfisa transistor orgler) er blevet endnu mere realistiske, på samme måde som det barokke pibe-orgel.

To gange 61 tangenter, dobbelt sæt drawbars pr. manual, nye effekter, nye højttaler-simuleringer og ny Leslie-simulator.

Simulering af det mekaniske klik (key-click), som er en væsentlig del af Hammond orgellyden, er væsentligt forbedret, og der er tilføjet en Rotary Speaker simulering fra den originale Leslie 122 højttaler.

Et stort LCD display er prikken over i'et, når der skal editeres.

DATA:

2 x 61 tangenter
20 drawbars
4 drawbar sektioner
6 drawbar presets for hvert program
Kontrol af percussion-funktioner
Effekter: Hammond overdrive, 5x rumklang, 3 speaker-simulationer, delay, 3-bånds EQ, chorus/vibrato
Udgang til ekstern Leslie og indbygget Leslie-simulator
11-pin high level Leslie udgang
MIDI ind- og udgang
MIDI indgang for tilslutning af baspedal
USB tilslutning
Stereo udgang (L+R)

Pris omkring 20.000 kroner (2012)

Nord C2D demoer (YouTube)

C2D lyd-demoer

Bemærk, at det kun er nogle få af firmaets modeller, som er omtalt her på siden. Gå evt. ind på Clavia Nord's hjemmeside og se flere af firmaets produkter.

Clavia (Wikipedia)

Nord Keyboards

Clavia Nord (YouTube)

Clavia Nord Electro 5

Rundtur på fabrikken

 

===================================================

 

Native Instruments (1996)


Prestigemodellen Komplete Kontrol S88

Det tyske Native Instruments starter op i 1996 med software til almindelige computere, som kan bruges til lydproduktion i studiet og live optræden på scenen.

Firmaets slagskib i hardware, model Komplete S88, sendes på markedet i 2015:

• USB/MIDI-controller keyboard

• 88 fuldt vægtede hammer-action tangenter m. aftertouch og velocity
      fra italienske Fatar

• Komplete Kontrol S88 giver kontrol og overblik over alt indspilnings-software,
      herunder virtuelle instrumenter i Native Instruments Komplete pakken.

• Komplete Kontrol kan desuden bruges
      som alm. MIDI-controller sammen med andre instrumenter.

• Bruger man Kontrol S-serien i en session,
      hvor der både er Komplete instrumenter og 3. parts instrumenter,
      skifter Kontrol S-serien automatisk mellem de to modes.

• Integration med Komplete 10 og 10 Ultimate
      via den medfølgende Komplete Kontrol software

• Baggrunds-belyst LED-display
      (giver overblik over, hvad den enkelte controller laver)

• Den automatiske mapping "Native Map"
      giver hurtig kontrol over de mest oplagte parametre i det enkelte instrument.

Sammen med Komplete Kontrol enheden følger en programpakke under navnet Komplete Select. Den indeholder programmerne

Massive (polysynth),
Monark (monosynth),
Drumlab (trommemodul),
The Gentleman (akustisk piano),
Scarbee, Mark 1 (el-piano) og
Vintage Organs (orgler).

 

Et nyt format
Samtidig med lanceringen af model S88, præsenterer fabrikanten et nyt format i software: Native Kontrol Standard (NKS).

Formatet er helt åbent, hvorved eksempelvis konkurrende fabrikanter kan udvikle videre på systemet. En lang række mindre virksomheder har allerede tilsluttet sig NKS, og Native Instruments håber at de store aktører på markedet efterhånden vil tilslutte sig.

 


Native Kontrol System (NKS) er et åbent software system med fri adgang for alle.
Dermed håber man, at systemet bliver almindeligt anerkendt og anvendt.

 

Specifikationer

• Vægtede tangenter fra italienske Fatar,

• Tangentbelysning skifter farve efter funktion og lydvalg.

• 88 vægtede tangenter med aftertouch og velocity

• Tilslutning for expression og sustain pedal

• MIDI ind/ud

• Udvidet funktionalitet sammen med Ableton Live, Cubase, Nuendo og Logic

• Leveres med strømforsyning og USB kabel

• Inkl. programpakken Komplete Select med programmerne
      Massive, Prism, Monark, Retro Machines, The Gentleman m.fl.

• Længde 140 cm

• Vægt 14.5 kg.

• Pris omkring 7.000 kroner (2015 priser)

 

LiNKS

Komplete Kontrol S88 (svensk test)

Komplete S-series

Komplete Kontrol

Komplete Kontrol (YouTube)

Native Instruments

 

===================================================

 

 

Combo Organ Heaven

 

 

 

(slut)

 

 

Musikscenen i 1960'erne:
Rockscenen, del 1 Rockscenen, del 2 Musikhuse Spillesteder Rock Elektronik Pigtrådsøkonomi Fender Jazzmaster

 

 

Siden er under konstant overvejelse og udvidelse.
Hvis du derfor har en mening om stoffet i almindelighed
eller tekniske detaljer i særdeleshed, hører jeg gerne fra dig.
Skriv til:


Mange tak!

Kurt Starlit
aka CykelKurt

 

 

 

Musik Index

Rock Elektronik

Forsiden